Morinitour 2026

Der tegner sig et mønster. Egentlig var det Norbert som satte ord på det forrige år. Det lød lidt i denne retning: "Du har altid svært ved at komme i gennem vinteren, ikke?" - Jeg har ikke rigtig selv tænkt at det netop var noget der gentog sig, og som sådan har jeg ikke rigtig forholdt mig til at det skulle være sådan. Og det på trods af at jeg utallige gange højlydt har udtalt at jeg på ingen måde bryder mig om vinter.
Men Norberts opmærksomhed omkring det har gjort at jeg har erkendt, at der faktisk er et mønster og ikke mindst har hans opmuntrende ord gennem vinterens mørke gjort, at jeg bedre kommer igennem. Jeg prøver således nu at forholde mig til mønsteret og at komme weltschmerz’en lidt i forkøbet. Denne vinter er det således lykkedes at komme lidt mere positivt igennem. Ikke desto mindre har der nok sammenlagt været en måneds tid, hvor jeg praktisk taget intet har lavet, fordi overskuddet ikke har været der. Jeg er begyndt at acceptere at det er sådan, men det er alligevel frustrerende at der sådan "forsvinder" så mange dage, hvor jeg intet får fra hånden.
Noget andet der er frustrerende er at det også går ud over min sociale formåen. Jeg får således ofte ikke gengældt når folk omkring mig gør et eller andet for mig eller viser mig opmærksomhed. Jeg får ikke svaret på henvendelser og melder fra til invitationer. Jeg prøver at forklare at man ikke skal tage det personligt og at det ikke er af "ond vilje", men jeg forstår godt, hvis man lidt opgiver mig og det giver da også mig selv en del dårlig samvittighed, hvilket på ingen måde er fordrende for noget som helst.

Men apropos at få fra hånden: Sidste år fabulerede jeg lidt om at få Kanguro’en lavet efter min Morinitour. Den er jeg først nu endelig ved at samle og er altså en af de ting som jeg ikke har fået fra hånden i vinterens løb. Til gengæld har jeg så her i foråret ligget vandret, selvfølgelig med træfforberedelser, men samtidig med at lave fire motorcykler på en gang. Kanguro’en fik jeg sandblæst sammen med Fantic’en og nogle dele fra Tornerose. Fantic’en blev lavet færdig i de seks uger mellem Søndersø trial og træffet og Kanguro’en har jeg gået og samlet lidt på efter træffet. Og min anden Fantic, som kommer til salg, når den er lavet, har jeg også gået og lavet en del på.
Retfærdigvis skal det dog siges at jeg trods alt har lavet en del væsentlige ting hen over vinteren, Kanguro’ens motor blandt andet, så meget af det nu "bare" har været og er samlearbejde.

Tornerose har jeg også lavet en del på. Og nu bliver det så ATT (Advarsel om Teknik og Tornerose). Blandt andet har jeg pulverlakeret bagsvinger, forlygte og et par andre småting. Jeg har også drejet nye skruer med sekskantede hoveder - fordi jeg bedre kan lide looket på dem 😁 - og jeg har lavet lidt andre småting.
Og så har jeg ikke mindst her de sidste fjorten dage inden touren lavet nyt på motoren.
Først og fremmest har jeg så at sige lavet nye cylindre til den. Jeg har jo gerne ville have 400 cylindre på - altså originale med Nikasilbelægning. Dels fordi de nærmest er uopslidelige og ikke mindst fordi de larmer mindre. De er dog nærmest umulige at opdrive, men Ejvin har ofret sig og givet mig et sæt.
For at de passer til looket på 3 1/2’eren skal de sorte firkantede cylindre gøres "rundere" og ikke mindst sandblæses, så de står i råt aluminium. Det runde blev klaret med vinkelsliber og lidt file- og slibearbejde, og var en noget lettere opgave end frygtet. Til gengæld var det en ørkenvandring at sandblæse dem. Mit anlæg er altså bare for lille til den slags. Der er ikke nok power i det, så der gik næsten fire timer med at sandblæse to cylindre. Men det var en nu en ok "tømmermandsopgave" søndag eftermiddag efter bytur 😆
Næstvigtigst var topstykkerne. Jeg har jo tidligere lavet nogle med større ventiler, hvor jeg desværre ikke fik hærdet en af ventilernes top godt nok - og der var også lidt andre ting som ikke var helt optimale. Jeg har så nu prøvet at lave det om. Og nu faktisk med endnu større ventiler, så jeg nu er oppe på samme størrelse som 501-topstykkerne. Jeg troede egentlig ikke at der var plads til det i 400-cylindrene, men det er der.
Det krævede så også at der skulle ændres lidt på stemplerne, så der er plads til ventilerne.
Ikke mindst skulle motorhuset bores op til cylindrene, for skørtet på Nikasilcylindrene er lige 2 mm større i diameter. Så det endte altså igen i år med at jeg havde en adskilt Tornerose ugen før afgang.
Nå, nok ATT i denne omgang. Jeg har skrevet meget mere i detaljer om hvad jeg har lavet her

Men nu til touren. Denne bliver "trods alt" helt "traditionel".
Og hvad mener jeg med det. Det traditionelle er at tage til det italienske træf på udvejen og det tyske på hjemvejen, som ligger fjorten dage efter. Og det bliver lige så traditionelt på Tornerose.
"Trods alt" - fordi at tankerne også i år har været omkring noget alternativt. Kanguro’en er stadig i tankerne, men som sagt er den ikke klar endnu. Jeg har også tænkt campingvogn med både Morini og trialcykel, og så finde trialkolleger i Italien at lege med.
Der har også været det i spil at min far fylder 90 i år. Hvilket er lige mens jeg vanligvis er afsted. Men han har været så venlig at henlægge en eventuel fejring efter min tour.
Endelig så sker der noget særligt i år. Jeg skal for første gang møde danskere til det italienske træf! 😮 - Ejvin, Niels og Bo har nemlig aftalt at køre derned. Til Alperne i bil og med trailer og så resten af vejen på Morinier.
Egentlig kunne jeg have tænkt mig at følges med dem, men dels har jeg måtte holde tingene lidt åbne i forhold til min fars fødselsdag, så jeg har ikke kunne melde noget ud, dels var jeg ikke sikker på hvor alvorligt gutterne mente det og dels havde jeg de andre ting i tankerne.

Det fysiske helbred driller mere og mere. Jeg er ved at blive gammel, og det er en af de ting der følger med alderen. Men jeg har nu også været givet nogle dårlige kort fra starten og undervejs, så de skader, skavanker og sygdomme jeg har måtte døje med det meste af mit liv er så absolut ikke blevet mindre udtalte.
Særligt må jeg mere og mere døje med min artritis og det mærkes altså meget i hverdagen. De uger hvor jeg træner trial tre gange om ugen er på grænsen til hvad leddene kan nå at komme sig over.
Senest har jeg fået en del symptomer af forskellig art. For et par måneder siden gik jeg så til læge, mest af alt fordi jeg følte mig slap og havde en forestilling om at det kunne være faldende testosteron eller en eller anden mangel. Noget viste sig, nemlig at mine nyrer tilsyneladende ikke fungerer optimalt. Eller i hvert fald at filtreringen ikke er helt i top. Dette baseret på for højt kreatininniveau og for lavt D-vitaminniveau. Stort set alle symptomer som hører til dårligt fungerende nyrer har jeg: åndenød, kvalme, hudkløe, træthed, uro og søvnløshed, kramper. Kramperne er virkelig taget til, kvalme også og det er meget frustrerende.
Jeg var igen ved læge i går for at få taget urin- og blodprøve. Umiddelbart er tingene blevet værre, men der skal flere tests til og jeg skal scannes for at se som der er skader på nyrerne, men det bliver først når jeg er hjemme igen.
Jeg er begyndt at tage D-vitamin og som lægesekretæren (som nok er verdens smukkeste lægesekretær, og som jeg alene af den grund har meget mere lyst til at gå til læge 😍) sagde, så vil jeg under Italiens sol komme til at tanke op af D-vitamin. - Derudover håber jeg at touren i sig selv på vanlig vis vil have en helende effekt.

Ja, det er egentlig mere og mere det der er hovedformålet med min årlige tour og hvorfor den nærmest er blevet uundværlig, nemlig at få tanket fysisk og psykisk energi og livsmod op og finde ro igen, så jeg har noget at tappe af i den mørke sæson.

10 til 3 dage før afgang 😁

30/5 - 16.00

Km: 219878 - Hygind

Så går det afsted. Første stop i Lübeck for at besøge Norbert!

Tornerose utålmodigt klar fredag aften

31/5 - 21.45

Km: 220752 - Sulzfeld

Noget nær perfekt begyndelse på touren!

Jeg starter lige med ATT, så er det overstået 😄 Tornerose kører perfekt. Har lige måtte justere lidt på tændingen og er vist ikke helt færdig med det. Hun smider lidt olie. Vist nok fra koblingen, og ikke noget dramatisk.

I går lagde jeg ud med gråt vejr, men dog med en slag medvind. Medvinden resulterede i at jeg kørte 28,4 km/l. I dag har jeg mest haft modvind, når der overhovedet har været noget og i snit i alt, ind til videre på turen, har jeg kørt 26,5. Det kan man ikke klage over på nogen måde.

I går kørte jeg lidt over 300 km, en tredjedel på motorvej, mest fordi jeg virkelig har set det første stykke og også fordi jeg gerne bare ville et godt stykke ned hurtigt. Alligevel kom jeg på nye veje i Tyskland, når det ikke lige var motorvej. Helt fint.
Jeg kom afsted kl 16. For engang skyld til den tid jeg havde ønsket og planlagt efter. Men forud gik der også et sprintagtigt maraton, som senest begyndte i sidste uge om onsdagen, hvor jeg jo havde Tornerose skilt ad. Som jeg skrev på Facebook, fik jeg lavet cylindre til hende og nogle andre småting. Topstykker lavede jeg også - med nye ventiler. To af dem skulle hærdes i toppen og jeg ville ikke risikere at give dem for lidt varme ligesom de sidste jeg havde lavet, så de fik hvad de skulle have - og lidt til. Da jeg skubbede dem i vandet for at hærde dem, faldt der en lille kugle af den ene ventil. Jeg havde simpelthen smeltet den! Jeg tror jeg sad målløs i fem minutter og vidste ikke om jeg skulle grine eller græde. Da jeg havde sundet mig, skyndte jeg mig at bestille nogle nye - fem styk bare for at være sikker - hos AUTODOC. Det skulle jo kunne nås inden turen. De koster i øvrigt kun 63 kr. stykket. Originale Morini-ventiler mere end det tidobbelte - så derfor altaå mit ekstra arbejde med at tilpasse autoventiler til brugen.
Jeg monterede så de gamle topstykker, så jeg i det mindste kunne få den startet, for at høre om den lød rigtigt. Jeg var dog ikke helt tilfreds, for den klaprede stadig en del når den blev varm, altså det problem jeg kæmpede med sidste år, men efter mange spekulationer, lytten og erindren om hvornår den gav lyde fra sig, blev jeg mere og mere overbevist om at det var primærdrevet. Torsdag skiftede jeg så primærtandhjulene og det hjalp temmelig meget på tingene.
De nye ventiler kom i onsdags, så dagen gik altså med at tilpasse dem - og hærde omhyggeligt denne gang, og så selvfølgelig skifte topstykkerne ud. Fredag opdagede jeg at bremselyskontakten ikke virkede. Det er jo sådan en lidt primitiv kontakt, som egentlig ikke kan repareres, men de er lidt svære at opdrive, så jeg måtte skille den ad, give den en ny fjeder og dreje et par bøsninger for at få den til at virke igen. Meget arbejde for noget der nok koster en halvtredser - hvis man ellers kan finde dem. - Hov, der blev alligevel lidt mere ATT.
Torsdag var jeg til træning for at blive klar til lørdag og bagefter hjem at lakere Kanguro’ens lakdele. De havde egentlig fået om onsdagen, men det blev ikke som jeg ville have det, så det måtte have et nyt lag - var dog løbet tør for hærder, så op til Middelfart for at finde en autolakerer, hvor jeg kunne tiltuske mig en smule inden træningen.
Resten af tiden er gået med oprydning og rengøring. Jeg kan godt lide at komme hjem til et rent og ordentligt hjem, så det gik der også mange timer med. Det sædvanlig papirarbejde, planlægning af de næste tre uger, nyt Dankort som altid kommer lige når jeg skal afsted, regninger der skal betales osv, skulle også gøres.
Jeg skulle også nå at besøge min far. Det blev tirsdag efter træning. Han har det skidt og jeg har selvfølgelig lidt dårlig samvittighed over at jeg sådan bruger al min tid på mig selv, så for at råde en smule bod på det, lavede jeg i onsdags en stor portion mørbradgryde til ham, frøs det med i portioner og var så ude med det i fredags.
Nå, men alle dagene er gået med at fare rundt fra andet ene til det andet fra tidlig morgen til sen nat. Fredag havde jeg håbet at kunne komme i seng kl 22, men det blev over midnat inden jeg havde fået det sidste på plads og pakket Tornerose. - Og hun skulle pakkes, fordi jeg skulle køre trialløb lørdag formiddag - og så snart jeg var færdig med det, så bare hjem i bad og så afsted syd på.
Løbet var fedt, megasvært, men jeg kunne nogenlunde abstrahere fra stress’en, og selvom min krop ikke helt var på toppen, så gik det faktisk ok.
Som nævnt var målet at besøge Norbert om aftenen. Det var et passende stræk i forhold til den sene afgang. Og hvorfor det nu skulle være sådan et jag for at komme afsted, er simpelthen fordi at der ikke er noget bedre end at køre i Tyskland om søndagen og jeg ville gerne nå at komme så langt som muligt gennem Tyskland inden hverdagen begynder. Tyskerne kommer nemlig hviledagen i hu; butikkerne er lukkede, lastbilerne må ikke køre og i det hele taget er der meget tomt og stille på vejene om søndagene. Så det er altså det absolut bedste tidspunkt at køre på.

Norbert skranter (også). Han glædede sig til at jeg skulle komme, så der kunne komme lidt optimisme i form af at høre om og være del af min begyndende rejse.
Jeg har vist udtrykt hvor glad jeg er for at han er der i mit liv og det er vist gengældt, så det var som altid dejligt at være hos ham og Angela.
Jeg kom i seng ved midnat og sov rigtig fint. Var oppe og klar kl ni. Der blev serveret morgenmad for mig og så tog jeg afsted.
Vi havde kigget regnradar mange gange og efter denne information blev dagens etape lagt. Egentlig ville jeg gerne have været relativt langt mod øst, gerne gennem Tjekkiet og den retning, men det ville så blive med rigtig megen regn undervejs. Det der gav mest mening var at køre mod Braunschweig, muligvis holde pause der, mens en byge kom forbi og så eller stik syd så snart det blev tørvejr igen, for der var lige et hul i skyerne, som kunne udnyttes til at komme så langt syd på som muligt, inden den næste regn ville komme.
Det blev helt perfekt og der kom faktisk mindre regn end forudsagt. Jeg havde lidt igennem Harzen. To gang blev mine knæ mørke - min regel er at hvis lårene også begynder at blive mørke, så skal jeg tage regnbukser på, men det var kun knæene og siden der blev mere og mere lunt, tørrede de hurtigt igen. Ellers har det været dejligt lunt hele dagen og delvis med sol. Det er så fedt at køre og ikke fryse den mindste smule.
Vejene har også været perfekte. Sjove og alligevel er jeg kommet godt fremad - det er ikke altid det hænger sammen.
Som sagt var det første jeg sigtede mod Braunschweig. Kort før drejede jeg mod syd mod Suhl som næste punkt. Kort før Suhl en rute uden om til næste vejpunkt, nemlig en Döner-biks på vej til Morano 😄 Jeg fandt to på ruten. Begge var dog lukket, og med lidt for langt til den næste, blev det til at jeg fik en pizza i Bad Königshofen. Den var til gengæld også perfekt. Ejerne var italienere, så jeg begyndte allerede at øve mit italienske 😆
Nu er jeg så kørt et lille stykke videre og har fundet en skov at slå telt op i. Lige da jeg var kommet på plads begyndte det at regne - også her var timingen perfekt.
Hvad er knap så perfekt er, at min ftp-app er begyndt at lave rod i koderne på min hjemmeside, så nu er jeg spændt på om jeg kan uploade dette uden fejl. Jeg har overvejet hvordan jeg ellers kan gøre det, men er ikke lige kommet i tanker om en løsning endnu.

Men jeg kommer tidligt i seng i dag. Dejligt. Her er vild smukt i området. Også dejligt. Der er kun 600 km til Italien. Endnu mere dejligt.

-

1/6 - 14.25

Km: 21039 - Thannhausen

Knap så perfekt start på andendagen. En gren faldt i nat ned på teltet og har lavet et hul. Jeg har i noget der ligner fyrre år haft sygrej med, men aldrig haft brug for det og har selvfølgelig undladt at tage med de sidste par år, så nu skal jeg på jagt efter noget jeg kan reparere med. Hullet er ikke så stort, men det skal lappes inden det bliver større.
Heller ikke så perfekt er vejret. Der kommer vist mere regn end de i går havde truet med. Det har regnet hele natten - eller i hvert fald hver gang jeg har været vågen.

Foregående skrev jeg i morges. Optimismen var da ikke rigtig at finde. Men tingene har ændret sig. Teltet har godt nok stadig hul i sig, men det har himlen også haft - altså nærmest skyfri. Og bortset fra at det i den grad mærkes at lastbilerne igen er på færde og der derfor har været utallige overhalinger undervejs, så har det været dejligt at være undervejs. Vejene i Bayern er fantastiske. Brede, super asfalt og store bløde sving, hvor man kan køre rigtig stærkt. Og det bliver der gjort. Jeg husker tydeligt den gang jeg med Elisabeth besøgte Heiner og vi skulle rundt og se alle hans Morinier. Vi kørte i hans BMW og holdt en god fart på omkring 130 på de fleste hovedveje. Jeg syntes det var lidt vildt, for jeg havde aldrig været i området før og når man kommer fra et land hvor grænsen er 80, virkede det lidt vildt. Men de fleste kører i det tempo - mellem 110 og 130.
Det har så også kunne mærkes på benzinforbruget. Det er knap så imponerende i dag. Jeg har kunne komme 300 km før jeg skulle på reserve. Denne gang kun 280.
Jeg sidder på en tank og får mig en cola. Og en Bounty. Det plejer at være pakken, når jeg tanker 😆
I øvrigt er benzinen billig her i Tyskland. Det dyreste jeg har tanket var til 15 kr. Lige nu 13,80 kr!!! Det er ufatteligt at vi skal betale så meget derhjemme. Jeg tror det kostede 16,09 da jeg tankede i fredags.

Jeg tager en tankfulds tur mere, så skulle jeg vist gerne være tæt på Schweiz. Så må vi hvad den videre plan bliver.

-

1/6 - 20.10

Km: 221265 - Tösens

Nu gad jeg ikke mere. Har haft en virkelig god dag. Er også i det hele taget nået meget længere end jeg havde forventet.
Jeg fandt en Spar at købe lidt aftensmad i (det sædvanlige, hvis nogen skulle være nysgerrig 😄) og har så et stykke videre fundet en plet jord, der er flad og nogenlunde væk fra "naboer". Det er godt nok ved et rensningsanlæg, men jeg har kunne køre et stykke videre ud af en sti og her kommer vist ingen.

Nu skrev jeg Schweiz i sidste indlæg og det siger temmelig meget om min meget ukritiske måde at lade iPhonen bestemme hvad vej jeg skal. Jeg er nu i Østrig. Det var altså første møde med Alperne 😆
Jeg har på hele turen måske haft seks eller syv vejpunkter at styre mod og har så ellers bare kørt hvad jeg er blevet budt. Nogle få gange er jeg drejet af og har valgt en anden retning, men egentlig har jeg været rigtig godt tilfreds med ruterne. Jeg er kommet godt fremad og har haft den rette mængde sjove veje, så jeg ikke har kedet mig på noget tidspunkt.
Nu lyder det måske uimponeret at sige at jeg efterhånden også har set det jeg gerne vil, men om det bliver den ene eller anden vej, gør mig ikke så meget. Det er dog altid fedt med nye veje og det har der faktisk været masser af. Jeg har fx lige været over et mindre pas: Hahntenjoch. Det var nyt og meget sjovt. Man måtte godt nok kun køre 60, men de lokale kørte langt hurtigere, så jeg gav den bare gas. Der var også så øde, så jeg tænker ikke lige at det er et sted med store kontrol med.
Men ellers er de lidt efter motorcyklister. Indgangen til hele ruten må man ikke køre i weekenden på nogle tider af året. Og på hele strækket ved passet var der skilte om at køre på en stille måde og desuden forbud mod at køre med motorcykler der larmer mere end 95 dB. Jeg forstår nu godt det med larmen. Der er faktisk lige kommet en flok forbi med larmepotter og det siger ganske enkelt forfærdeligt. Jeg fatter ikke helt hvad pointen er, for det er da ulideligt for en selv at køre i sådan en konstant larm. Men det er altså sådan nogle tåber, som er skyld i at vi andre får indskrænket vores muligheder.

Der kommer rigtig megen regn i morgen, og denne gang tror jeg ikke det vil nøjes med truslen, så jeg må nok lave lidt om på mine planer. Egentlig ville jeg have været til Comosøen, men der skulle komme 58 mm regn - hen over hele dagen, så jeg prøver at finde noget andet. Bliver vist nødt til at køre i østlig retning og køre meget tidligt. Så er det godt at jeg nu kommer tidligt i seng 😬

-

2/6 - 11.51

Km: 221559 - Camping Cisano

Havde sat vækkeuret til kvart i seks. Det er vist første gang jeg frivilligt har gjort det. Kl kvart over seks så jeg det første gadetermometer, som sagde 8 grader.
Det var koldere i nattens løb, men jeg havde viseligt taget alt tøjet på, så jeg sov fint. Vågnede flere gange i løbet af natten, men kunne til min forbavselse, altså da vækkeuret ringede, falde i søvn igen hver gang.
Jeg fik fundet de tykke handsker frem og monteret pinlock-visiret. Når det er under ti-femten grader og fugtigt i vejret er det nødvendigt med sidstnævnte, for ellers er der konstant dug på indersiden af visiret. Varmegrebene blev også tændt og jeg kunne således næsten undgå at fryse.

Kvart i syv kørte jeg ind i Italien. Var lige ved ikke at tage et billede, for det var koldt og fugtigt og jeg ville bare frem. Men tog så alligevel det obligatoriske grænsebillede.
Turen gik i første omgang til Bolzano, for så at styre mod syd. Ideen var klichéen, at tage til Gardasøen på samme campingplads som sidst og så blive til i morgen, hvor det meste regn skulle være faldet. Radar-forudsigelserne har sagt mega-megen regn i nærmest hele Norditalien og altså mest lige over området omkring Milano i en omkreds af 200 km.
Min idé var ellers at tage til Comosøen i dag og overnatte der, men jeg så for mig de 6 cm regn lige ned oven på mig. Det havde jeg absolut ikke lyst til!
Jeg er dog ikke helt sluppet for regn. Et stykke for Bolzano begyndte der at komme byger, så regnbuskerne blev fundet frem, for lårene blev da mørke. Der har så været måske ti byger, men ikke noget vildt og de sidste 100 km var i tørvejr og ved 22 grader.

Turen gik så ikke over St Moritz, som ellers var den første plan og som jeg egentlig havde set frem til, for den er så køn. Men landskabet fejlede nu heller ikke noget den nye vej - og nyt var det meste af det for mig. Det gik over Reschenpasset, som er et udramatisk og ikke køremæssigt udfordrende pas, men helt perfekt når vejene nu var våde. Der er en stor inddæmmet sø deroppe, som er er helt fint skue. Jeg kom også, så at sige, bag om Gardasøen, altså gennem dalen der løber østligt. Det er også en smuk tur gennem vinmarker og med bjerge på begge sider. Jeg endte ud et sted hvor jeg ikke har været før, gennem en kløft som også var særdeles betagende.

Der er en stor fordel ved at komme så tidligt op, og det er at trafikken er minimal. Overordentligt fordelagtigt - oven i - er så også at det er republikkens nationaldag, så det er altså ligesom en søndag. Tempoet har altså været helt perfekt, med få overhalinger. Og de der har vovet sig ud på sightseeing på fridagen kører så langsomt at overhalingerne er helt udramatiske. Og så er det altså bare svært ikke at være begejstret over italienerne i trafikken. De er lige hundrede gang mere opmærksomme end alle andre steder.

Nå, jeg er blevet checket ind på Camping Cisano - på samme hylde som sidste år. Sidste år skulle jeg ikke betale for pladsen, fordi den er lidt uofficiel, men denne gang tog de fuld pris - øv!
Men jeg kan komme i bad, gå rundt i shorts - og så ligge i mit telt og kigge ud på søen, når regnen kommer. De har truet med 11 mm herovre. Nu må vi se…

-

2/6 - 16.30

Km: 221564 - Camping Cisano

Regnen kom som forudsagt kl 12. Den tiltog og kom i store mængder. Måtte rette på teltet og på de ti sekunder blev jeg drivvåd på ryggen.
Kl 14 var der opklaring. Jeg gik i bad og blev barberet og da jeg var færdig tjekkede jeg regnradar. Mellem kl 15 og 15:30 skulle der være nærmest sol, så jeg tog afsted lidt i tre for at købe noget spise og drikke. Var Spar i Lazise og fandt hvad jeg gerne ville have. Det tog lidt tid, ikke mindst fordi der "uheldigvis" stod en smuk medarbejder med dybsort hår i vejen hele tiden, som var ved at fylde hylderne op 😄
Jeg betalte. Det var dyrt. Det er det bare i det her område. Jeg gav fx 11,25 for en liter mælk. Plejer at give 8,25. Peroni 8 kr. Plejer at give 5.
Ud af butikken bliver jeg mødt af et skybrud. Der står vand alle steder og det pisker ned. Min mormor ville måske have sagt at det regner med femkroner, men det kunne ikke gøre det. Radaren havde sagt at når det først begyndte, så ville det ikke holde før i morgen, så det var ikke andet for end at vælge et tidspunkt, hvor det var knap så slemt. Turen tog fem minutter, benene så højt oppe som muligt, for der var et par cm vand på hele vejen og der kom flere vandfald fra sidevejene som skulle undgås så vidt muligt.
Ved teltet var der et lille ophold, så jeg lige kunne nå at få de nu gennemblødte bukser af og få mig organiseret i teltet, så jeg kan være her i tørvejr til i morgen.

Men bortset fra det, så føler jeg at jeg har valgt det helt rigtige på hele turen. De sammenlagt måske 25 km jeg har kørt i let regn (bortset fra nu) er helt godt ud af de 1600 jeg har kørt - og vigtigst af alt, jeg har næsten ikke frosset 😄 - Og lidt sjovt er der ved at være tvunget i andre retninger end planlagt, nemlig at jeg så har set nye områder. Ikke så tosset.
Jeg har dog tænkt meget på gutterne, altså Ejvin, Niels og Bo, som tager afsted i aften - om de kan finde vej udenom regnen. Det ser ikke for godt ud, for der er varslet regn lige indtil søndag - også omkring deres turplan. Men jeg håber de finder en nogenlunde tør rute.
Jeg ville ønske jeg kunne være en drone der fløj ved siden af dem, for sådan tre Morinier på tur gennem Alperne er helt sikkert et smukt syn.

-

3/6 - 11.05

Km: 221564 - Camping Cisano

Jeg når lige at glemme de mangler mit udstyr har til næste år. Allerede sidste år var det høje tid at få skiftet mine støvler ud. Der er hul i den ene sål, sålerne er i det hele taget meget slidte og ikke mindst er sålen ved at falde af den ene støvle. "I’m loosing my sole", tænker jeg hver gang jeg ser den. Endnu et filmcitat. Det er fra "Joe og Vulkanen", en af mine yndlingsfilm, og citatet er sagt af Tom Hanks i begyndelsen af filmen, hvor han bogstavelig talt taber sålen på sin sko. Men det er samtidig rammeskabende for figuren han spiller, som sidder i et udsigtsløst, dræbende job og et dødkedeligt liv. Der bliver selvfølgelig spillet på homonymet sole/soul. Filmen er fyldt med den slags "smask lige i fjæset" symboler, og egentlig kunne man måske klandre den for det, med det er så overdrevet og gennemført, at det faktisk er morsomt og understreger den eventyragtige fortælling.
Nå, jeg er ikke helt ved at miste min sjæl, men jeg skulle altså egentlig have købt nye støvler inden turen. De fik dog noget ms-klæber i hullet (har dog lige opdaget et nyt 🙄) og sålen er blevet limet med kontaktlim. Jeg overvejer lidt om jeg skal kigge på nye undervejs. Har såmænd allerede ledt efter butikker.
Mit telt er heller ikke på toppen mere. Det blev tydeligt i går, hvor der ikke kom 11 mm, men nærmere 110. Dugen er ikke helt tæt mere, så solen har nok brændt den i stykker. Desuden har lynlåsen i inderteltet været i stykker i flere år. Jeg har lavet en løsning, men det er alligevel irriterende at den ikke fungerer helt. Og nu har jeg så også et hul i yderteltet! Jeg har i flere år faktisk kigget efter et andet brugt i god stand, men de er virkelig dyre - selv brugte. Jeg har også kigget efter andre modeller, men intet kan bare tilnærmelsesvis måle sig med det, så på et eller andet tidspunkt må jeg nok ofre pengene på et nyt af det samme.

De store mængder regn gav en del fugtige ting, uanset hvor godt jeg sikrede dem og mine bukser som jeg havde hængt til tørre efter turen i Spar i går, hang der endnu i morges. Jeg havde simpelthen glemt dem, så de var blevet skyllet godt og grundigt! De ligger nu til tørre i solen. Jeg har besluttet at køre over middag, så de burde være tørre til den tid.

Regnen ødelagde også søvnen en del. Der var så megen larm på teltet at jeg svært kunne falde i søvn i igen, de gange jeg vågnede, så det endte med at jeg tog mine AirPods i ørerne og lyttede til en podcast. Hovedtelefonerne har jo aktiv støjdæmpning, så plasken blev til rislen og tordenbragene til rumlen og jeg kunne så endelig falde i søvn.

-

3/6 - 21.42

Km: 221996 - Morano sul Po

Floden er stille i dag, men jeg tænker det ændrer sig når al den nedbør finder vej ud til floden. Den er faktisk tæt på badevenlig. Ikke at jeg vil i, for det er for koldt. Hvis vejret holder i morgen formiddag, vil jeg i stedet tage i friluftsbadet. De truer med lidt regn fra ettiden - 3 mm. Det meste først fra 19-tiden. Men nu får vi se.
Jeg er selvsagt ankommet til Morano. Jeg havde ellers lidt tanker om først at komme i morgen, for det virker sådan lidt overivrigt allerede at dukke op i dag 😄 - Men mit argument til forsvar er netop at der skulle komme regn i morgen. Jeg synes dog også at det er fedt at komme her før alle andre. Her er så utrolig fredeligt og man kan høre hvert et insekt, hvert et fuglefløjt og firbenene der piler afsted i græsset. I morgen og dagene frem bliver de overdøvet at stemmer, latter og Morinier. Der er sjovt at følge med i den udvikling - og afvikling, for på mandag tager dyrelivet over igen.
Apropos insekter. De første fem myggestik er fået. Der er mange i år! Jeg tror dog de vil sprøjte pladsen - det bliver nok i morgen.

Turen havde et delmål, nemlig at besøge Piston King, hvor jeg sidste år (eller var det forrige) købte en plejlstang til min Fantic (den der skal til salg). I mellemtiden synes jeg at min nye Fantic, altså den jeg beholder, er begyndt at give lyde fra sig, så jeg ville gerne have en plejstang til den også. Jeg har hjemmefra skrevet sammen med "kongen" og havde lavet en halv aftale om at komme på besøg igen - og sågar også fået forhandlet en god pris frem.
I går skrev jeg, at jeg ville komme i dag ved 16-17-tiden. I dag skrev jeg så igen, at jeg måske ligefrem ville være der kl 15, for planen var som sagt at køre ved middagstid og det kunne da ikke tage mere end tre timer at komme derover. Nu var der så lige det i det, at jeg havde besluttet at genopleve strækket mellem Gargagnano og Idro, som er en utrolig flot tur og helt vildt sjov at køre, for man skal kaste cyklen fra side til side i en uendelighed og man er (følt) helt nede at ligge i svingene.
Men det betød altså at jeg skulle nord om søen igen - eller rettere: det ville jeg, altså langs kysten, for også den tur er køn, men prisen er, at man skal køre i kø hele vejen og forsøge at overhale hele tiden. Og uanset hvor meget man ligger mellem bilrækkerne, tager det bare lang tid. Og der var også lidt længere end jeg lige havde regnet med. Der var faktisk 80 km.
Så da jeg nåede til Gargagnano kune jeg godt se at det var fuldstændig urealistisk at nå til vest for Milano inden kl 15, så jeg skrev at jeg tidligst kom lidt over fire.
Idro-søen er utrolig smuk. Så alene den er et besøg værd. Jeg har et billede som jeg har printet ud og som står i værkstedet. Det er af Tornerose med søen i baggrunden. Det er vist fra min først tur herned,og jeg kigger ofte på billedet og tænker på hvor fedt jeg synes det var at køre der den gang. Og det gør jeg stadig.
Nåmen, ved søen satte jeg kurs mod Piston King. Jeg havde googlet hans adresse og smidt det ind på Kort-app’en og kørte så afsted. Han havde godt nok sendt mig et link jeg kunne klikke på, men nu havde jeg ligesom indgivet adressen, så afsted det gik. Der skulle køres stærkt, hvis det bare skulle nås til kl fire, så det blev en lang overhaling hele vejen. Kl fire kunne jeg se at jeg stadig havde 50 km igen, så igen skrev jeg at jeg blev forsinket. Jeg kørte og kørte. Det lignede ikke noget jeg havde set før, men jeg kom jo fra en anden side, så det var nok bare det der snød. Jeg ankom til adressen lidt over fem. Det var slet ikke det rigtige sted!!! Jeg prøvede igen at indkopiere adressen jeg havde fundet på Google. Samme sted igen! Så fandt jeg linket frem han havde sendt - det var et helt andet sted og yderligere 35 km i vestlig retning! Jeg forbandede mig selv over at jeg ikke havde dobbelttjekket den adresse, for det var faktisk tydeligt på kortet at se, at det slet ikke lignede det jeg havde kørt sidst. Igen måtte jeg skrive at der nok gik yderligere en time. Det tog så tre kvarter før jeg endelig var der.
De havde travlt og havde ikke lige planer om at lukke foreløbig, så de havde altså ikke ventet forgæves. Jeg fik hilst på Sas, som han hedder, og hans kone som står for distribution. Det var hende som jeg mødte sidste gang og hun er rigtig sød, så jeg kunne godt have "nøjes" med hende, men det var fint lige at møde manden selv. Vi fik en kort snak om Morini - han havde faktisk lige for et par dage siden snakket med Lambertini, fordi han er ved at skrive lidt om hans liv. Han skriver for et motorcykelmagasin. Det lyder helt spændende.
Men ellers blev det kort. De havde som sagt travlt.

Egentlig havde jeg planlagt at ville en tur i en motorcykelforretning bagefter - det var det med at kigge efter støvler, men siden tiden sådan var løbet fra mig, gad jeg ikke. I stedet blev kursen sat mod Morano - dog med pitstop i Casale.
Lidt i syv parkerede jeg uden for det sædvanlige supermarked. Overfor er der et fitness studie. Her stod der en mand udenfor og begyndte at spørge mig ud om Tornerose. Da jeg bad om det på engelsk, fik han hevet en ung pige ud indefra, som så skulle oversætte. Han havde selv haft samme model en gang i halvfemserne. "Hvor længe har du haft den?", "Hvor kommer du fra?", "Er du kørt hele vejen?", lød spørgsmålene og jeg fik de vanlige anerkendende blikke og Tornerose de lige så vanlige "bella moto" fra den lille nysgerrige flok, der i mellemtiden havde stimlet sig sammen.

Indkøb af mad og drikke, derefter en tur til den blå elefant, som ikke længere er en blå elefant, men noget udefinerbart grønt noget, for at vaske Tornerose.
Og så altså hertil, hvor jeg nyder cikaderne og flodens rislen. Inden længe kommer der forhåbentlig ildfluer og blinker til mig.

Det har været en usædvanlig let tur ind til videre. Jeg forstår næsten ikke at jeg allerede er her og at det netop har føltes så ubesværet. Men virkelig skønt!

-

4/6 - 11.00

Km: 221996 - Morano sul Po

Jeg har været total ugidelig. Kl halv otte var der de første aktiviteter på pladsen. En traktor kom og tromlede det ral de har smidt på vejen herned. Det var meget svært at køre i i går, så der var tiltrængt at få det trykket sammen.
Der er kommet nyt toilet. Sidste år forsvandt hele toiletbygningen med den store oversvømmelse der var her. Det nye ser meget fint ud udefra og jeg tænker der så er slut med skovskiderstilling derinde. De gamle toiletter var den slags. Jeg synes dog ikke der er bad, så måske bliver jeg "tvunget" op i friluftsbadet, hvis jeg vil bade. Og apropos, vejret har egentlig værey fint nok til det, men jeg orker det ikke rigtigt 😆 Jeg ligger med benene ud af teltet og hovedet i skygge og bare nyder aktiviteten og snakken bag mig.
Jeg har været oppe og hilse på den vanlige flok af frivillige - og selvfølgelig også Fulvio. Nicola spurgte mig lidt ud. Han er jo min redningsmand i sproglig sammenhæng, men han er i det hele taget et anker her. Altid godt humør og klar på en joke.
Nu overvejer jeg om jeg skal køre en tur. Jeg skal nok handle lidt mere og jeg har stadig i tankerne at finde et sted hvor jeg kan kigge på støvler. Jeg har allerede udset mig to modeller. Enten de samme igen eller nogle der er lidt mere sneakers-agtige. Begge Alpinestars. Sidstnævnte skulle sågar være vandtætte.
Der kommer flere og flere skyer, så jeg skal nok snart beslutte hvad jeg vil 😄

-

5/6 - 11.10

Km: 222051 - Morano sul Po

En anderledes torsdag. Ingen fest om aftenen. På mange måder synes jeg det er helt fint, for det var ved at tage overhånd, at der kom så mange "fremmede". De sidste par år har der nærmest været flere tyskere (og mig) end personale til de aftener. Selvom jeg godt ved at jeg har været en del af problemet, er det alligevel et savn.
Og apropos fremmede, så er der faktisk ikke kommet så mange. Dieter og Jutta, Erhard, Armin, Ulf og så mig. Giuliano var dog kort forbi i går, et par fra Granpasso-fraktionen og et par franskmænd kiggede også forbi.
Hans var der "selvfølgelig" også og vi genoptog snakken hvor forlod den sidste år. Han er bare godt selskab på alle måder.
Siden der nu ikke var lagt op til fest spurgte Hans om jeg ville med for at finde en Pizza. Vi kørte til Casale og jeg fik den vanlige Diavola 😆 - Snakken gik videre. Han overvejer at sælge huset igen. Har været der forbavsende lidt. Vinteren var alt for kedelig der, sagde han. Konstant tåge og dødt alle steder. Han har jo en lejlighed i Amsterdam og kontrasten til det; det manglende liv, er så alligevel for meget. Alternativt overvejer han at købe noget på Sardinien. Han er en der gør og ikke fortryder. Det er inspirerende. Og det er selvfølgelig også derfor han har haft succes i livet, tjener gode penge og har stort set al den frihed man kan ønske. Ikke ligesom mig, som har været angst for at fejle hele livet og nærmest har levet i denne slags selvopfyldende levemåde. Nuvel, lidt har jeg da fået ud af det. At jeg kan og tør tage på sådan en tur her, er jo trods alt noget.

Efter restaurantbesøget sagde vi på gensyn og kørte hver sin vej. I mellemtiden var Ulf kommet og det var endnu et glædeligt gensyn. Ham er jeg også meget glad for at have i mit liv. Han sad sammen med Erhard og Armin og jeg sluttede mig til. Kort efter gik de to i seng og Ulf og jeg sad så, delte en flaske vin og snakkede Morinidetaljer - som vanligt 😄
Hagen og Sabine havde annonceret at ville komme ved midnat, så vi blev hængende indtil halv et. Vi var dog begge trætte og uden sikkerhed for hvornår de ville komme gik vi også i seng. I øvrigt i temmelig kraftig regn.

I dag blev vi alle vækket af en vogn der kom og sprøjtede området. Så er det spændende om det hjælper på myggeplagen.
Kl ni kørte jeg til Casale for at købe mælk, øl og cola.
Jeg har fået hilst på Hagen og Sabine. De kom kl et i nat. Martin er også kommet, endnu en af dem jeg har haft uendelig gode samtale med.
Nu vil jeg dog lige se om jeg kan få sovet lidt mere. Det blev til alt for lidt i nat. Senere tager vi i friluftsbadet. Jeg trænger til barbering og et bad. Er begyndt at vaske tøj: strømper, resten bliver i friluftsbadet. Min T-shirt har jeg kun den ene af (foreløbig), så den skal selvfølgelig vaskes, når jeg alligevel ikke skal bruge den.

Chiara er lige kommet. Hun snakker løs på italiensk og jeg forstår ikke noget, men jeg er glad bare for at være i nærheden af hende. Hun har fødselsdag i morgen. Det har jeg tænkt på hjemmefra ☺️

-

7/6 - 14.35

Km: 222216 - Morano sul Po

Jeg sad i fredags på en café over for den blå elefant, som ikke længere er en blå elefant, men…, fik mig en cola og ventede på gutterne. Hvis jeg kender i hvert fald Ejvin ret, så vil han gerne ankomme med blankpoleret Morini. Jeg købte alt for mange poletter i onsdags , så jeg kunne jo dele ud af dem til gutterne, så de kan få vasket deres cykler. Desuden synes jeg det ville være fedt at komme dem i møde og køre sammen med dem det sidste stykke og ind på pladsen. Men de var altså med på ideen. Mens jeg sad der skrev Ejvin at de blev lidt forsinkede og kort efter at det blev mere end en time senere. Bagefter fik jeg fortællingen om hvorfor forsinkelsen kom i to etaper. Niels havde lagt veto mod at køre mere betalingsvej. Så turen ville altså tage lidt længere tid for dem.
Jeg kørte tilbage til Morano og så afsted igen en time senere.

Gutterne stod og ventede. Dejligt at se dem. De havde havde haft en vellykket tur og helt uden regn. De var dog for trætte til at vaske, så turen gik direkte tilbage til Morano.

Dagen begyndte alt for tidligt. En lidt mere irriterende type snakkede højt med sig selv lige ved siden af teltet fra kl 6. Han blev ved for der var meget han skulle fortælle sig selv.

Lidt over otte stod jeg så op. Chiara var ankommet, så tilbage til teltet for at hente den gave jeg havde til hende. Jeg havde købt et lille enkelt museumskopi-smykke til hende og skrevet et brev om baggrunden for valget. Jeg fik ønsket hende tillykke og hun blev glad - hun har gået med det siden og har fortalt at hun altid vil bære det.

Om eftermiddagen tog jeg med Ulf i friluftsbadet. Og snakken fortsatte. Han har givet mig en opgave, som jeg har haft svært ved at løse. Det er nogle topstykker, hvor der er begyndt at blive lavet noget: en stor skive i stedet for ventilsæder, ligesom jeg selv har lavet til min, men med væsentligt større ventiler. Der er lavet nogle fejl som skal udbedres og så er der lavet tre forskellige løsninger til ventilføringer, som også skal gøres ens. Manden der har lavet det er i mellemtiden død og det er svært at regne ud hvad idéen har været. Men uanset, de forskellige åbne spørgsmål og det lettere umulige i at rette fejlen er vist grunden til at han gik i stå med det - og nu også jeg.
Nå, men vi fik snakket lidt mere og jeg har lovet at give det endnu et forsøg, med den risiko at i hvert fald det ene topstykke bliver kassabelt.

Kl halv fire forlod vi så badet, så jeg kunne nå at møde gutterne en time senere, men måtte altså vente yderligere en time på dem. Men sådan er det jo, så godt jeg er gået over til italiensk tid 😉

Lørdag er jo mest gået med snak og jeg har mest hængt ud med gutterne, selvfølgelig.
Vi var dog også på en lille tur i bjergene bag Po. Niels havde dårligt knæ, så han blev på pladsen. På den anden side af floden prøvede vi at bytte motorcykler. Vi har længe ment at Ejvin skulle prøve en 3 1/2’er, så han tog min, jeg tog Rødhætte og Bo kørte Dart.
Det var helt fedt at prøve Rødhætte igen. Den kører helt vildt godt, og det føles godt at jeg har solgt en så velfungerende motorcykel til en af mine venner. Og så er det bare fedt at se den i Italien. Det var egentlig et ønske, da jeg havde den.
Vi kørte til Casale, fik købt en baglygtepære til Bo i byggemarkedet, jeg fik en liter mælk og så fik vi endelig brugt lidt af mine poletter og de to fik vasket deres Morinier. Vi kørte også lige forbi torvet og der var et arrangement med nogle unge gutter som lå og kørte wheelies. En kunst som jeg endnu ikke mestrer ordentligt, og det gav selvfølgelig lidt savn i forhold til trial - det er jo en hel uge jeg ikke har kørt 😆

Om eftermiddagen var der tur. Det gik ind i rismarkerne og endte i en lille by, hvor der var en del vægmalerier som fortalte historien om vandvejene og risproduktionen. Siden det var megen snak og ingen af os danskere forstod noget, valgte vi at køre tilbage. Jeg guidede så ned til den nedlagte racerbane, så de også kunne få den at se.
Om aftenen var der et rockband der spillede. Det var grimt og alt, alt, alt for højt. Jeg tror jeg skrev det sidste gang også, da der var rockband. Det dræber bare stemningen. Dels fordi rockmusik bare er enorm tungt og dels fordi larmen gør at man ikke kan samtale ordentligt. Folk stikker altså af og bandet må så spille for de fem groupies der er. De gange hvor der har været diskotek med popmusik, er folk strømmet til og der har været dans og fest, ikke mindst fordi det også har lokket unge til.
Halv tolv holdt de og så kunne vi endelig snakke ordentligt sammen igen. Vi blev så hængende lidt længere, selvom vi havde annonceret sengetid.

Der er flere ting som i år ikke er som det plejer. Der har været færre gæster. Der har været færre racermaskiner at se på. Der har dog været startet et par stykker. Den ene af dem Bonneville-raceren som har sat en verdensrekord i en eller anden klasse.
Hele køkkenet er blevet udskiftet. Den gamle flok fra Balzola orkede det ikke mere. De var dog der i samlet flok om aftenen lørdag og jeg fik hilst på dem alle. Jeg blev selvfølgelig spurgt ud om jeg har øvet i at lave Panissa og jeg fik fortalt at maden var bedre, da de var i køkkenet - hvilket sådan set er i overensstemmelse med sandheden.
Lambertini har heller ikke været her. Han har været ude for et trafikuheld og har været sengeliggende i en måned. Han er endnu ikke frisk nok til at køre fra Bologna, så ham måtte vi undvære. Virkelig synd for gutterne. Og jeg selv havde glædet mig til at få taget et billede af os fire sammen med ham.
Franco Nanni er også syg, så hans bod var der heller ikke. Jeg har ellers taget penge med til at købe en "körperlose" generator for. Men Hans havde en, så jeg har købt den af ham. Jeg ville dog også have haft nogle forskellige smådele til Kanguro’en, men nu må jeg så prøve at opdrive dem, sikkert otte forskellige steder 🙄

Nå, men de "mangler" der har været, har selvfølgelig været lidt skuffende for mig, men det er nok den vej det går. Hans og jeg snakker af og til om at det, netop med folks aldring, er det man må forvente. Der kommer jo ligesom ingen nye til - eller i hvert fald yngre til, så tingene dør nok stille og roligt ud.

Men bortset fra det, så har det selvfølglig som altid været en stor fornøjelse at være her. Det er så dejligt at møde disse fantastiske mennesker, som jeg kender og holder af. - Og også det at møde nye. Der var fx en amerikaner her i år, Scott, som har fulgt lidt med i mit liv og mine Morini-eventyr og det er altså noget helt særligt møde en som kommer fra den anden side af kloden og som deler ens passion. Og så er det selvfølgelig også rørende for mig at et menneske på den måde har en eller anden sympati for mig. Nå, flink mand med den typiske amerikanske jovialitet.

I dag har der været tur til Ottiglio for at kigge på gamle biler og motorcykler. Vi har været der før, denne gang dog i en anden del af byen.
Gutterne havde aftalt at tage med derhen og så ville de køre hjemad direkte derfra, så de fik pakket om morgenen, så de var klar.
På udflugten derhen, fik Ejvin strømproblemer, så ham og Niels måtte stoppe og kigge på det. Bo og jeg var længere fremme i kortegen, så det var først da Ejvin skrev en sms at jeg blev klar over at de måtte holde. Jeg sendte så en sms med destinationen og de ankom så lidt senere end os. Batteriet var muligvis blev kortsluttet. I hvert fald var der ikke nok strøm til at elstarte, så de måtte skubbe i gang.

Men vi fik altså kigget udstillingen og spist frokost - der var faktisk et meget fint måltid, som blev uddelt, så gutterne var altså klar til deres første etape på hjemturen.
Vi fik taget afsked og kørte hver sin vej. Jeg mod vest til Morano og gutterne mod øst og videre retning Brenner, hvor de gerne skal ankomme i morgen.
Min tur til Morano føltes lidt "Palle". Den næste tid skal jeg jo på farten alene igen. I morgen når pladsen er tom og jeg kører afsted, skal denne følelse nok blive særlig udpræget.

Jeg har skrevet til Alessandro, og hvis han er frisk til besøg tager jeg derned. Ellers tror jeg det bliver Andorra. I næste weekend er der TrialGP der og det kunne være fedt at se igen. Jeg så profferne sidste år i Belgien og det er altså noget jeg meget gerne vil igen.

Resten af dagen: hænge ud og kigge på og tage afskeder med vemodig stemning 😄

-

8/6 - 13.16

Km: 222364 - Forca

Jeg er nået til bjergene der grænser op mod Middelhavet. Retningen er altså sydlig og siden østlig. Jeg har fået kontakt til Alessandro og han vil gerne have besøg, så det bliver altså Siena turen står på. De sidste par dage har jeg glædet mig til at komme gennem Frankrig og til at skulle se TrialGP, men nu glæder jeg mig meget til at skulle til Siena og ikke mindst at se Alessandro. Det siges jo at forventningens glæde er den største. Det er jeg ikke helt enig i, men jeg forstår tanken bag det. Med andre ord, der er ingen skuffelse at spore over at jeg "går glip af" TrialGP. Jeg har haft glæden ved at forestille mig at jeg skulle det og nu glæder jeg mig til noget andet. Og så er det vigtigste for mig trods alt at få besøgt Alessandro. Sidste år kunne det jo ikke lykkes.

Jeg har været i en Lidl og få en liter mælk og holder nu pause for at se om jeg kan få en powernap. Jeg sov dårligt i nat, fik endnu en gang lidt for megen Liquirizia 😆

Det nye køkkenhold inviterede os fem tilbageblevne (Ulf, Martin, Armin,Erhard og mig) på aftensmad. Selvsagt sammen med dem af den gamle arrangørflok som endnu hænger på.
Der blev serveret rester, så vi måtte på vanlig vis gennem et ædegilde, afsluttet med en fin lagkage de havde lavet til lejligheden.
Jeg havde købt to små flasker Liquirizia i torsdags som var tænkt til den vanlige fest - som så udeblev. Flaskerne blev lagt i fryseren og da jeg ville hente dem i går, havde de simpelthen solgt dem i baren 😆 Men der lå dog en anden type, som jeg så nolede. Aftenen endte med højrøstede stemmer og latter, så det nye hold er sådan set godkendt.

Her efter powernappen går det videre til Levanto. Jeg har aftalt med Ulf at tage en nat på campingplads sammen med ham. Han har på vanlig vis tænkt sig at bruge nogle dage på de kanter. I morgen går det så mod Siena. Jeg har foreslået Alessandro at lave lidt arbejde for ham og blive en dag eller to og det lader til at han godt kan finde lidt til mig. Men vi får se i morgen, hvordan og hvorledes. Det står åbent, som det nok kan fornemmes, hvad jeg finder på. Jeg skal bare være i Braunschweig onsdag eller torsdag i næste uge.

Turen er gået ad de snart vanlige veje. Første stop var kort før Casale, for jeg skulle lige tage et billede. Tornerose har nu kørt over 222222 km. Vittorio fører stadig med 2000 km - jeg har jo i flere år haft en lille "konkurrence" kørende med at slå ham på den front, men jeg haler stille og roligt ind på ham.

Det næste stykke er med krøl på, powernappen er klaret - jeg blev nødt til at være lidt frisk for at det er rigtig sjovt.

-

9/6 - 13.26

Km: 222531 - Lago di Gramolazzo

Resten af turen var igen velkendt. Første kig til Middelhavet samme sted og igen ad Via Aurelia hen over Passo Bracco, som bare er fantastisk på det stykke.
Jeg ankom kl 15 i går og blev indskrevet. Ulf havde igen fået en "nådeplads". Der var fyldt og uden reservering er der jo svært, men han var blevet placeret oppe foran receptionen, hvilket var praktisk i forhold til når der skulle hentes øl 😄
Jeg fik slået op og så gik vi ned til byen for at købe ind og besluttede undervejs at tage ned på strandbaren for at få en øl, som blev til to. Der er virkelig kønt og med med megen aktivitet og badenymfer masser at se på.
Endnu en gang faldt snakken på det, at vi som entusiaster for et særligt mærke er en uddøende race og at reservedelsforsyningen kan gå hen at blive et problem når den sidste forhandler ikke gider mere. Det er altså med at få kørt nu og nyde det mens det varer.

På vej tilbage fik vi så handlet. Ulf er som altid utrolig gavmild og det er nærmest umuligt at få lov at gøre gengæld. Men jeg håber så jeg kan gøre det ved værkstedsarbejde.

Aftenen blev sluttet af med mad, øl og snak ved hans bil. Menuen var i øvrigt den nær vanlige. Ulf er nemlig også med på brød, ost og en eller anden form for kød - denne gang en mild salami.

I dag var det bad, betale og tage afsked med Ulf. Vi ses dog inden længe igen, for det tyske træf foregår under deres stambord om halvanden uges tid.

Jeg har kommunikeret lidt med Alessandro. Han har muligvis lidt arbejde til mig og uanset hvad har han tilbudt en seng at sove i. Nu får vi se hvor længe han gider have mig på besøg, men jeg er indstillet på at lave arbejde for ham til på lørdag.

Min rute går lidt længere ind i landet. Jeg ville gerne væk fra kysten, for den tur er stedvis enormt kedelig og fyldt med lastbiler. Jeg har sigtet mod Abetone og Firenze (som jeg dog denne gang prøver at komme uden om). Turen fra Firenze er dejlig, så det ser jeg frem til.

Lige nu holder jeg pause ved en smuk sø. Vandet er grønt og der er flotte bjerge i horisonten. Jeg er lidt træt, selvom jeg sov godt i nat, så pausen var tiltrængt. Min ryg klager også. Det har den gjort siden jeg tog afsted på touren og det er ikke blevet bedre. Og nu tør jeg nærmest ikke tage ibuprofen, for jeg snakkede med Susanne Schneider, som jo er læge, og hun advarer i den grad mod det. Jeg spurgte hende lidt ud om mine symptomer i forhold til mine nyrer og jeg sagde at jeg nok burde holde igen med alkohol. Til det svarede hun at alkohol intet problem var, men ibuprofenw skulle man holde sig langt væk fra. Hun havde oplevet at se en (i forvejen svag) kvinde der fik ødelagt nyrerne bare af to tabletter. Jeg må se om jeg kan finde et alternativ, for ledsmerterne gør mig til tider temmelig handicappet.

Nå, jeg kører videre…

-

8/6 - 18:30

Km: 222765 - La Botte del Chianti

For fa’en nogle fede veje. Det ene sjove pas efter det andet - og vejen gennem Abetone! Asfalt så fin som en barnenumse, fantastiske kurver og megabred vej, så der virkelig kan køres med fuld hammer og stadig med en følelse af sikkerhed med al den plads!
Fordi jeg stak ind i landet betød det 150 km oven i, men valget var helt perfekt. Jeg har været total oplagt og Tornerose lige så, så det har bare været en leg hele dagen.

Jeg sidder nu på restauranten, hvor jeg mangen en gang har delt måltid med Alessandro. Han har et møde nu, så jeg har foreslået at mødes her. Han skulle være færdig 18:30, men møder har det jo med at trække ud, så nu ser vi.

-

8/6 - 22.17

Km: 222771 - Santa Margherita

Så lykkedes der endelig at få Alessandro at se igen. Det er tre år siden jeg sidst var her og det har været et ønske siden.

Han kom kort efter jeg skrev mit sidste indlæg. Jeg så straks da han kom, for hans Multipla er ligesom ikke til at tage fejl af. Knap 500.000 har han kørt i den, fortalte han senere!
Vi fik spurgt hinanden ud om de obligatoriske ting omkring helbred og livet som sådan. Ved afskeden sidste gang sagde han noget i retning af "lad os holde os ved godt helbred, så vi kan blive ved med at mødes". Jeg tror vi begge forsøger, men ikke alt er man jo herre over. Således har han haft lever- og nyreproblemer og trods lidt sen behandling og indlæggelse er han nu i bedring. Og jeg har jo også lidt jeg ikke helt er herre over.
Men ellers gik snakken som den plejer, om miljø, politik, kulturer og selvsagt Morini. Han gør stadig en stor indsats for at skaffe dele til Morini-scenen. Stempler er stadig et problem at få lavet - i hvert fald til en pris som de nærige Morinister vil betale.

Nu er jeg blevet indkvarteret i samme værelse som sidst. Han er næsten færdig med at renovere overetagen og der er simpelthen blevet så fint.
I morgen skal jeg lave service på en Morini; skifte tandrem, stille ventiler osv., og på torsdag formiddag skal vi til Siena for at se Mille Miglia. Det berømte løb kommer nemlig gennem byen og gør holdt på torvet. Vi skal således ind og se på klassiske biler. Så altså, de næste par dage er planlagt 👍

Nu vil jeg dog snart sove. Er temmelig træt, mættet af fantastiske indtryk; smuk natur, fede veje og nu møde med et menneske som jeg holder meget af.

Jeg er blevet instrueret i at trække gardinet for vinduet, hvis jeg skal sove med åbent vindue (og det skal jeg, for her er megavarmt!), for ellers flyver flagermusene herind 😄

-

10/6 - 09.00

Km: 222771 - Santa Margherita

🇩🇰 Hej far. Stort tillykke med fødselsdagen 🇩🇰

Jeg håber du har fået kommunikeret ud, hvad du ønsker og får det bedste ud af dagen.

-

10/6 - 22.44

Km: 222771 - Santa Margherita

Vi har kørt en del i Multipla’en i dag. Den lugter af jord, olie og mange timer i solen. Det er en fantastisk bil. Da jeg var yngre og endnu sammen med Elisabeth plejede jeg at sige "den bliver en klassiker en gang". Jeg ved ikke helt om min spådom kommer til at passe, men jeg har dog bemærket at der er nogle der er begyndt at renovere dem. Hvis ikke de var så dyre i drift, altså ud fra mit perspektiv - dvs mht grønne afgifter og benzinforbrug, så ville jeg virkelig gerne have sådan en. Den kører fantastisk og den kan nærmest gøre det ud for varevogn, trailer, campingvogn og sportsvogn. Sandro har haft den længe og ved præcis hvor stor den er. Den er jo lidt bred og han skal selvfølgelig holde godt til højre på de små bjergveje - og det gør han også. Jeg kan ikke stikke albuen ud af vinduet, får så får jeg hudafskrabninger af klippevæggene 😄

Jeg sov længe i dag, kl ni var jeg oppe og fik morgenmad sammen med Sandro. Efter en snak om landbrug og den kedelige vej det efterhånden har taget gik vi i gang med opgaven. En K1’er med kun 16000 km på uret skulle have skiftet olie, skiftet tandem og stillet ventiler.
Mens vi var i gang kom Simone forbi. Det var ham der transporterede mig, den gang jeg måtte renovere motor her.
Opgaven blev klaret og jeg fik også lige skiftet den bagerste topdækselpakning, for den var begyndt at smide lidt olie derfra. Og pakningen havde ganske rigtigt en revne. Tjekkede også ventilspillerum nu jeg var i gang, men det var fint på alle ventiler.
Ved ettiden var vi færdige og vi kørte alle tre i Multipla’en ned til restauranten for at få frokost. Jeg fik Spaghetti Pomodoro, det har jeg set frem til. Jeg laver det godt nok selv derhjemme, men det skal være med ordentligt naturligt modne cherry- eller blommetomater for at det er rigtig godt, og det fås kun i butikkerne når vi når et stykke hen på sommeren - eller når min far har nogle fra drivhuset, hvilket er det absolut bedste.

Tilbage til huset skulle vi egentlig kigge på Simones Kanguro, men Sandro var for træt og jeg egentlig også, så det blev til middagslur i stedet. Simone skulle så også noget, så han kørte igen.

Jeg har som nævnt haft ondt i ryggen siden afgang hjemmefra, så jeg tænkte at det ville være godt med en gåtur. Jeg synes i det hele taget at jeg trængte til lidt motion. Det er jo ikke det store man får på en gademotorcykel. Det er noget nær en procent i forhold til en trialmotorcykel (- som jeg er begyndt at savne!)
Sandro foreslog mig at gå op til Borgo Scopeto, et slot som er blevet moderniseret og lavet om til luksusresort. Tre kvarter ud og tre kvarter hjem. Det var et meget fint sted og jeg kunne ikke lade være med at google priser. For en uge lige nu for mig alene, ville mindsteprisen være 23.000 kr. - 3000 om dagen!!! Der er noget galt med verden.

Gåturen gjorde ryggen og sjælen godt, så tomlen op for det.
Da jeg kom tilbage var det afsted i Multipla’en igen. Ind for at handle til de næste par dage og på tilbagevejen på restauranten for at spise. Jeg fik Pizza Inferno. Snakken gik om elbiler. Der er tydeligt at mærke at vi i Danmark har så mange af dem, vores infrastruktur er så udbygget og derfor har et andet virkelighedssyn. Når jeg sådan sætter mig ind i livet her fx, så virker vi som nation temmelig naive og frelste i vores syn på verden og virkeligheden.

Kl 22 var vi hjemme igen og gik praktisk taget direkte i seng.
I morgen skal vi som nævnt ind til Siena for at se Mille Miglia. Det glæder jeg mig til.
Jeg er i øvrigt begyndt at kigge på vejrudsigter i nordlig retning, så jeg er altså begyndt at overveje hvilken vej jeg skal køre og hvornår. Det bliver muligvis i overmorgen, ikke mindst for ikke at være for stor belastning for Sandro.

Nå, jeg vrøvler, så jeg må hellere sige godnat.

-

11/6 - 22.41

Km: 222771 - Santa Margherita

Når jeg kører hjem til mig selv i bilen i mine hverdage, leger jeg ofte en leg som går ud på at se hvor langsomt jeg kan køre når jeg når Sibirien-skiltet og så stadig kan nå at trille hjem i frigear. Jeg er nede under 50 km/t.

I går parkerede Sandro Multipla’en foran huset, men vendte den om så den holdt med snuden ned ad bakke. Jeg undrede mig lidt, men i formiddags kom forklaringen.
Efter morgenmad skulle vi jo ind til Siena for at se Mille Miglia. Vi sætter os ind i Multipla’en og med slukket motor sætter Sandro den i frigear, så vi begynder at trille nedad. Han forklarer så at han ofte leger den leg, at se om han kan trille hele vejen ned til hovedvejen. Der er et kritisk punkt, hvor det går op ad bakke og hvor han nogle gange går i stå og altså må starte bilen. I dag, måske fordi jeg med min vægt var afgørende, kunne vi komme over stigningen og kunne altså trille hele vejen.
Jeg er gammel, Sandro er endnu ældre, men leg stopper tilsyneladende ikke 😄

Vi var inde på den store plads lidt før elleve, hvor det var annonceret at de første biler skulle ankomme. Og kort efter dukkede der Ferrarier op, altså nyere af slagsen. Følt var det hundrede, men måske var det "kun" det halve. Men altså usædvanligt mange samlet på et sted. De holdt ind på pladsen en stund og kørte så igen.
Da jeg var ganske ung og troede at mit liv skulle blive gennemsnitligt; lidt lige som alle andres, var jeg af den forestilling at jeg en gang når jeg var blevet ældre og havde sparet sammen skulle have mig en Ferrari. Det var ikke urealistisk, hvis viljen var der. Men dels blev mit liv slet ikke gennemsnitligt og slet ikke med økonomiske midler der bare tilnærmelsesvis kunne realisere det og dels er jeg kommet mindre og mindre til at synes at det er interessant. Bortset fra at det selvfølgelig er enorm fin mekanik og den ypperste teknologi så vækker det ikke rigtig nogle følelser i mig. Så hellere en Fiat 127 eller hvis jeg virkelig tør drømme højt en X1/9.

En tid efter begyndte de klassiske biler at dukke op. Det var en endeløs strøm af enormt fine biler, både eksotiske man nærmest aldrig ser og simple hverdagsbiler fra en svunden tid.
I knap 5 timer var der på den måde dette indtog. Det var meget italiensk; overordentligt kaotisk og støjende, men med en begejstring fra alle tilstedeværende som vist ikke ses andre steder i verden.

Da larmen havde lagt sig igen, gik vi lidt rundt på torvet og Sandro fortalte og fortalte. Rigtig meget i detaljer om Palio’en, hestevæddeløbet som foregår et par gange om året og som har eksisteret i flere århundreder. Reglerne, praksissen og hvad der foregår i kulisserne er også meget italiensk: overkompliceret; med blodfejder, korruption og drama, som man næsten ikke har fantasi til at forestille sig.
Han fortalte også om hvordan torvet blev bygget og ikke mindst hvordan vandforsyningen til brønden på torvet er lavet, som man faktisk ikke i dag ved hvordan er udført. Det er lavet så helt enormt præcist, som man ikke kan regne ud hvordan og der findes ingen fortegnelser. Det meste af forsyningen kommer fra kondens som skabes i nogle underjordiske kilometerlange kanaler hugget ind i klipperne, som altså er lavet med en ubegribelig præcision.

Jeg fik også historien om hvordan hans far midt halvtredserne kom til at forhandle Morini: Et motorløb i nærheden, som blev vundet af en Morini, var han tilskuer til og han kom der i kontakt med Morini og således begyndte samarbejdet altså.
Jeg fik bedstefarens gamle butik og værksted at se, som lå inde midt i byen, og hørte om hvordan hverdagen var for en motorcykelmekaniker i den tid.

Kl seks var vi på vej tilbage i Multipla’en. Det var godt nok tidligt i forhold til at spise, men vi var begge sultne, så vi holdt ind ved restauranten, hvor jeg efterhånden er blevet stamgæst 😄 Den var endnu lukket, men kokken/ejeren dog i gang med at forbedrede til aftenens rykind og Sandro fik så arrangeret at vi kunne få noget at drikke og noget antipasta. - I det hele taget får han hvad han gerne vil have. Han spørger bare og får sjældent nej. Der hænger helt sikkert sammen med hans vindende, venlige og gavmilde væsen.
Snakken gik igen og vi var først hjemme igen halv ti! Så sådan går en hel dag.

Jeg havde egentlig en idé om at jeg skulle køre en tur i eftermiddags og så tage afsted i morgen, men dagen har været fyldt ud med gode oplevelser, så jeg har spurgt om endnu en overnatning. Svaret var at jeg er velkommen til at blive endnu længere, men jeg synes at jeg allerede har trukket lidt for meget på hans gæstfrihed. Men jeg vil så køre turen i morgen og tage afsted lørdag formiddag.

-

12/6 - 23.35

Km: 223104 - Santa Margherita

Jeg tager vist de otte kg på igen på denne tur, som jeg havde tabt forinden.
Vi er lige hjemkommet fra restauranten fra det sidste måltid sammen med Sandro.
Denne gang "snigløb" jeg ham og betalte maden inden han kunne nå det. Ellers er det praktisk taget umuligt. Han blev dog nærmest lidt ked af at jeg sådan havde frataget ham muligheden, men på en eller anden måde ville jeg gerne vise min taknemmelighed for hans gæstfrihed, så det blev altså på den måde.

Dagen begyndte på vanlig manér med morgenmad. Sandro laver en havregrød med svesker og æbler og jeg får også lige en appelsin.
Så afsted mod syd på min lille tur. Jeg havde fået en lille liste over byer jeg skulle igennem, hvis jeg skulle se noget fint. Jeg havde bedt om forslag og Sandro kom med sit bedste bud. Siden det nu var i sydlig retning, passede det perfekt med en lille liste jeg har haft i en del år over destinationer jeg gerne ville se. Det var en by: Pitigliano, også kaldet lille Jerusalem, og tre varme kilder, herunder særligt en ved Saturnia. Sidstnævnte har jeg i mine noter efterfulgt med femten udråbstegn, så det har altså været et stort ønske, men det har bare ikke passet ind i mine ruter og planer de gange jeg har været på disse kanter.
Ruten gik først gennem Crete, mener jeg det kaldes, som er et område med megen lerjord, hvilket gør det velegnet til hvede. Så der stod altså moden korn hele vejen på det første stykke. Topografien er også helt speciel. Den ene nærmest kuglerunde bakke efter den anden. Og så går vejen oppe på toppen af disse halvkugler, så man har det mest fantastiske vue over landskabet, som er helt utrolig smukt. Og vejen snor sig helt perfekt, så man står i det vanlige dilemma om man skal køre eller kigge.
Første stop var i en middelalderby, Monticchiello. Virkelig velbevaret og som bød landskabet konkurrence i skønhed.
Næste var en af de varme kilder: San Filippo. Vandet her er noget der ligner knap fyrre grader varmt - og svovlholdigt, så der lugter lige lidt af rådne æg 😄
Så kom turen til Pitigliano. Her stødte jeg på ikke mindre en tre X-Cape - en af dem en 1200, altså med Lambertinis motor. Jeg ved ikke hvad kineserne har gjort ved udstødningen, men for fa’en, hvor den sagde godt.
Nå, men jeg kører ind i byen og parkerer på torvet. Lige hvor jeg parkerer sidder der en mand og snakker i telefon: videosamtale, og da han ser mig nærmest råber han begejstret til samtalepartneren at der er kommet en Morini, han drejer telefonen over mod mig og jeg kvitterer med nogle gasstød. Han fortæller så efter samtalen at han har haft præcis sådan en for år tilbage. En anden mand støder til og spørger mere ud. Han er selv Guzzi-mand, men er også begejstret for Morinien.
Da jeg har svaret på alle spørgsmål går jeg lidt rundt i byen. Også en særdeles flot by. Jeg kommer forbi en synagoge - her er posteret to soldater udenfor - med maskingeværer. Sandro fortalte mig, da han så billedet jeg sneg mig til at tage, at det var italiensk militær. Vildt at det synes nødvendigt.
Næste stop Saturnia. Jeg kører hen til hvad der er skiltet som "Bagni" og bliver skuffet. Det ligner ikke de billeder jeg har set og det er et lukket bad, med betaling. Jeg kører igen, for det er alt for dyrt. Da jeg kommer en kilometer hen ad vejen er der skiltet til Cascate del Mulino. Jeg googler og finder ud af, at det i stedet er det sted jeg søger. Får parkeret og går så derind for at hoppe i vandet. Også det er varmt og lugter en anelse af rådne æg. Det er en meget sær følelse at lægge sig i det, når det har samme temperatur som luften. Man er jo vant til lidt afkøling, men det får man slet ikke.
Jeg blev hængende en halv times tid og kørte så videre til næste kilde, Terme di Petriolo. Det var næsten den mest charmerende. Her var der et par gamle hippier, som så ud til at have slået sig lidt permanent ned og klientellet var i de hele taget lidt ældre.

Så gik det hjem til Siena. Morinien smed stadig olie og vist stadig fra toppen, og min teori var at skruerne måske var for lange, for jeg har tilpasset dem til en meget tyk pakning og den jeg fik af Sandro var væsentligt tyndere. På vej hjem fik jeg Tornerose vasket, så jeg kunne se hvor det reelt kom fra - og den var god nok, det var derfra.
Hjemme hos Sandro fik jeg taget dækslet af og tjekket skruelængderne. En af dem gik ikke så langt i som de andre og jeg er temmelig sikker på at det er fordi der er helicoil i og at stumpen man drejer den i med stadig sidder i bunden. Jeg fik Sandro til at korte lidt af skruen og nu føltes det helt rigtigt når jeg skruede det sammen. Kæden blev også strammet. Den var begyndt at slaske.
Så blev det tid til at spørge om reservedele. Jeg har selvfølgelig fået forespørgsler fra folk der ved jeg er her og jeg havde selv et par ønsker. Halvdelen kunne jeg få, men resten var "unobtanium" - hvilket jeg sådan set var klar over. Men jeg fik da de væsentligste ting til Kanguro’en og nye tanklogoer til Tornerose til når jeg en gang får hende omlakeret.

Dagen sluttede så på restauranten. I dag var vi hjemme kl lidt i elleve, så også i dag direkte i seng.

-

13/6 - 15.00

Km: 222337 - Imola

35 grader har et par termometre sagt. Det er lige til at holde ud. Der er en skam at man ikke kan gemme bare ti af dem til om vinteren.

Jeg vågnede alt for tidligt og kunne ikke falde i søvn igen. Fik så planlagt turen i dag. Prøvede så at sove videre, men det blev noget rodet noget, så kl otte begyndte jeg at pakke.
Ned til Sandro og få morgenmad. Han havde været tidligt oppe og nede i baren i Ponte Bozzone for at hente mælk til mig. Han har virkelig forsøgt at varte mig op; spørger hele tiden om der er noget jeg kunne tænke mig. Og mælk er altså det han har fundet ud af falder i god jord hos mig, for ellers er jeg jo relativt fordringsløs. Ingen kaffe, ingen te, spiser hvad der nu lige er.
Han fandt nogle gamle billeder frem mens jeg spiste. Fra løbet i ‘55, hvor hans far fik kontakt til Morini. Der er et enkelt billede, hvor han står bag Rebello’en, køreren og to af mekanikerne - 32 år gammel. Fra da af tog det fart og han blev den i Europa, i hvert fald uden for Italien, mest kendte forhandler.

På et tidspunkt kigger han over på mig med et intenst blik. "So, Søren…arrevederci". Jeg griner lidt. "That means see you again", fortsætter han. Vi har tidligere snakket om, hvordan vi begge ikke bryder os om vinterens mørke, det grå og triste. Jeg har foreslået ham at tage til Sicilien og nu svarer jeg "yes, maybe in Sicily in the winter". Han griner, "yes, that would be nice". Han forvisser mig om at han har nydt selskabet og at jeg på ingen måde har været i vejen, som jeg flere gange har udtrykt bekymring for.
Jeg går op og henter det sidste på værelset tager tøj på og inden jeg starter giver jeg ham hånden og takker. Han holder fast længe. Vi er begge rørte og ved ikke rigtig hvad vi skal sige, men Sandro gentager at vi må sørge for at holde os ved godt helbred, så vi kan ses igen.
Jeg starter Tornerose og triller langsomt afsted mens jeg råber "thank you, thank you!"

Det første stykke var jeg slet ikke frisk til. Jeg var stadig træt og mine øjne kunne dårligt fokusere, så der blev kørt langsomt mens hjernen forsøgte at bearbejde de sidste dage lidt.
Vejene begyndte at sno sig og jeg var nødt til at vågne op og stille og roligt kom jeg ind i svingkørsel igen og have det sjovt derved. Så et relativt fladt stykke inden jeg skulle krydse Appenninerne.
Jeg skulle selvsagt over et pas og som Sandro havde forudsagt var der masser af motorcyklister. Ved foden af passet, hægter jeg mig på tre Triumph-kørere. En af dem er frygtløs hurtig og tydeligvis stedkendt. Ham tør jeg ikke følge, men hans to makkere kører lige tilpas hurtigt til at jeg ikke kan overhale. Det er virkelig sjovt og med to stedkendte kan jeg bare følge dem uden at skulle spekulere på sving med overraskelser.
På toppen er der en lille bar og her er der samlet en masse motorcykler. Jeg gør holdt og går rundt og kigger. De fleste kørere er under tredive og der er ikke en cykel der er under fem år - kun min 50 år gamle 😄
Ned ad passet på den anden side hægter jeg mig på de hurtigste som Tornerose kan følge. 100 hk mere, som de fleste har, er jo svært at følge, når det går mere lige ud. Jeg skal også arbejde for det, bremse og skifte gear. De andre skruer bare op og ned for gassen. Motorbremsning og acceleration er jo en lettere sag, når det er 11-1200 kubik.

Jeg holder nu pause ved en fin tank med en god græsplæne. Ville egentlig prøve at sove lidt, men det lykkes ikke rigtigt, så derfor rapport nu.
Turen går til Bologna i første omgang. Ejvin har foreslået et museum jeg skal se. Der er dog kun åbent efter aftale og jeg har ikke kunne få fat på dem, men har dog sendt dem flere beskeder. Under alle omstændigheder kører jeg lige forbi, så får vi se…
Jeg er stadig ubeslutsom omkring retningen, når jeg skal krydse Alperne, men tenderer mod at trække i retning Comosøen. Vejret får dog sidste ord, hvad det angår.

-

13/6 - 21.09

Km: 223604 - Camping Cisano

Jeg er på vej til at ende som en af disse pensionister som har en fastliggerplads - Jeg er endt præcis samme sted som for elleve dage siden. Jeg er blevet indkvarteret på Camping Cisano 🙄

Men fra tankstationen gik det videre ad de lange lige og meget trafikerede veje til Bologna. Et held det er lørdag, for ellers havde det været rigtig slemt at køre der.
Jeg havde plottet adressen på museet ind og siden det nu var i nærheden af Lambertinis adresse havde jeg sat den som endemål for dagen. Jeg må dog have fået byttet rundt på det, for da jeg troede jeg ankom til museet, meddelte iPhonen mig at jeg var hos Lambertini. Simpelt villakvarter tæt på en jernbane. Meget ydmyg bolig, helt i tråd med det menneske han er. Til træffet jokede vi lidt med at jeg kunne besøge ham, men jeg synes nu alligevel der var lidt i overkanten. Men sjovt lige at se hvordan han bor. Så gik det videre til museet i håb om at det var muligt at komme ind, men nej, lukket, ingen hjemme og stadig intet svar på mine henvendelser.

Nå, men hvad skulle jeg så finde på og hvor skulle jeg overnatte og hvor skulle jeg i det hele taget hen, når jeg skal krydse Alperne?
Jeg tjekkede vejr, men der var ikke noget entydigt svar, for det lader til at blive lidt ustabilt de næste par dage. Østlig retning så dog dårligt ud og bedst bliver der vist "midt i" - sådan omkring München. Så jeg besluttede at sigte i den retning og der ligger Gardasøen jo på vejen. Beslutningen blev så at køre til campingpladsen igen og så blive der to dage. Jeg vil gerne bare slappe af og nyde at være på ferie og det ved jeg med sikkerhed at jeg kan her. Mandag går det så mod alperne i den retning, hvor jeg har bedst chancer for at komme tørskoet til Elm-Asse onsdag eller torsdag. Vogelsberg står på ønskelisten, men det må vejrguderne som sagt afgøre.

Jeg har været i Lidl for at købe lidt aftensmad. Nu skal jeg på smalkost nogle dage. Det tyske træf kommer nok til også at byde på en del kalorier.

Hov, jeg er simpelthen nødt til at nævne at jeg på passet, hvor vi kørte ræs, mødte en Fantic 240 som kørte den anden vej. Jeg kunne ikke lade være med at grine af synet, for det er ikke lige den type motorcykel man ville vælge til den slags veje.

-

14/6 - 22.46

Km: 223614 - Camping Cisano

Hvad har jeg lavet? Spist rester fra i går, en hvid Magnum; drukket en cola og en Peroni til middag. Vasket det anvendte tøj: bukser, t-shirt, underbukser, strømper. Mine bukser var meget beskidte, ikke mindst fordi olieudslippet har ramt buksebenene. De er blevet renere, men ikke helt rene. Det må blive hjemme.
Ellers bare ligget i skygge ved teltet og kigget på omgivelserne. Jeg er temmelig sikker på at det er den bedste plads på campingpladsen. Tæt på det hele og super udsigt.

Jeg havde egentlig planer om at gå hen til Lidl for at handle, men bukserne tørrede og jeg følte mig meget doven, så det endte med en lille tur med Tornerose efter lidt aftensmad, mælk og øl.

Jeg har dog også fået lavet lidt trialorienteret arbejde. Jeg står for koordinering af træningssteder i hverdagen og jeg havde lagt en treugers plan hjemmefra, og nu nærmer tiden sig, hvor der skal laves en ny plan for den kommende tid. Den er ved at være klar. Og så er jeg blevet shanghajet til at være en slags tovholder for løbet der bliver afholdt i Langesø om fjorten dage. Der var også lige lidt der skulle på plads.
Så hverdagen kommer altså snigende ind på livet igen. Allerede i forgårs blev jeg mindet om at turen har en ende. Det er nærmest sådan hver gang jeg er på tur, at når jeg når vendepunktet og det går mod nord, at jeg så støder på landskaber der ligner Danmarks. De mange hvedemarker og en del af det mere flade landskab kunne ligesåvel have været hjemme.

Nå, men der er da en hel uge endnu før jeg er hjemme og et træf med rigtig mange af mine yndlingsmennesker skal jeg jo også nyde endnu.

Jeg har også købt et billede. I går på Passo del Muraglione, mens jeg lå i røven på de to Triumph-kørere, stod der pludselig en fotograf og tog billeder. Det har jeg før oplevet - de har en banner med deres navn på, så kan man finde dem på nettet. Jeg kom i tanker om det i dag og siden jeg havde en ide om, at det ville være et langt bedre billede end dem politiet plejer at sende til mig når jeg kører stærkt, var jeg inde at lede efter det 😄 - Jeg synes det var så godt, så jeg valgte at købe det. En lille hundredekrone kostede det. Altså sågar langt billigere en politiets. Jeg har overvejet om det ligefrem skulle være mit profilbillede på Tinder, men jeg tvivler så alligevel på at det tænder kvinder på samme måde som os mænd 😂

-

15/6 - 16.42

Km: 223906 - Tösens

Er lige kørt forbi mit overnatningssted for 14 dage siden. Har tanket, fået en Bounty og drikker nu en cola.

Jeg har glædet mig til at køre i dag, så der var stort smil i hjelmen da jeg kørte fra campingpladsen.
Jeg fik pakket min taske pænt og ordentligt, var i bad og blev barberet. Har oven i købet sovet godt. Hele sidste uge har der været noget værre rod. Jeg faldt godt nok sent i søvn og vågnede et par gange, men sov lige til halv ti og var total overrasket over det. Ryggen har det også bedre. Det gør knap så ondt, men lænden er nu stadig stiv som et bræt. Det gør underværker for min ellers dårlige holdning, for jeg kan nærmest ikke bøje i ryggen. Jeg har overvejet lidt at finde en thai massøse, som kan klare diverse stivheder 😁 Jeg fik vinket mentalt farvel til min underbo. En tysk kvinde som er i formidabel form. Ikke et gram fedt på kroppen. I går fik hun tomater og gulerødder til aftensmad, hertil vand og til dessert kirsebær. Jeg lå med mit hvide brød, kød, en fed ost, en liter mælk og til dessert et par øl. Ikke sært at der var en forskel i fedtdepoterne på hende og mig. Hun var alene afsted i en meget fin og velindrettet Mulitvan. Sort, som hendes hår. Hvis ikke jeg havde set nummerpladen ville jeg have gættet på at hun var italiener. Nå, men jeg kunne jo ikke lade være med at gøre mig forestillinger: hvorfor er sådan en kvinde alene - er det fordi hun er for krævende? At hun ikke kan finde en der kan matche hendes fantastiske form? Og så må jeg tænke på mig selv. Er det samme eller lignende spørgsmål der gør sig gældende? Jeg synes jeg har de fleste af svarene: en del er mine egne særheder og en temmelig stor del er at der bare er svært at finde en i min alder. Og det er bare et stort savn ikke at have en at dele tingene med. Måske en med en Mulitvan, der vil tage mig med til Italien 😄 Og så er der andre savn…måske skal jeg i mit månedlige budget indkalkulere en thai-massøse 😄

Turen begyndte med langsom kørsel. Jeg havde besluttet at bare nyde udsigten. Og der har været utrolig flot!
Jeg er alligevel kommet på nye veje, selvom ruten i udgangspunktet var den samme. Der har været vejspærringer, som har gjort at jeg blev ledt en anden vej. Det fungerer så gnidningsløst med iPhonens Kort-app, som selv opdaterer og finder en rute uden om. Jeg har faktisk haft min gamle telefon med, hvor TomTom-appen er på, til brug hvis jeg ville køre særlige ruter, men jeg har slet ikke brugt den, for det har fungeret så fint med Kort-appen. Det har også hjulpet at man nu kan indsætte flere vejpunkter - der kunne man ikke starten - så nu kan jeg ramme de snoede veje og relativt præcist de ruter jeg gerne vil køre. Og som tidligere nævnt fungerer det sammen med mit ur, så jeg bliver advaret med vibrationer i tide, når jeg skal dreje.

Jeg er nået to tredjedel af den planlagte rute. Har sat Kempten som mål for dagen og vil så overnatte et sted på vejen. Nu får vi se hvor langt jeg gider i dag.

Der har lige været en flok tyske motorcyklister forbi, som har spurgt ud om Tornerose. De var imponerede 😄

Videre...

-

15/6 - 20.08

Km: 224038 - Sameister

Nu gad jeg ikke mere. Ændrede kurs til Füssen det sidste stykke. Jeg erindrede at der er fint der, så der er blevet lidt nord for at jeg har slået lejr. Jeg har været inde i byen i Lidl for at købe lidt aftensmad. De havde cola og øl på køl - men kun deres egne discountmærker. Freeway cola 3 kr. Perlenbacher Premium Pils (som faktisk er temmelig god) 3 kr. - meget sympatisk 😄

Det sidste stykke er gået fint. Og det har lejlighedsvis været virkelig sjovt. Blandt andet over Hahntennjoch. Virkelig fede veje og særpræget natur.
Bortset fra det, så har Østrig som altid budt på noget ubehageligt. Det har blæst helt sindssygt i dag og det altså virkelig anstrengende - både at høre på og ikke mindst at køre i. Det konstant at skulle kompensere for hvor vinden nu lige kommer fra, tærer en del på kræfterne og er altså årsagen til at jeg til sidst blev lidt træt.

Det er blevet væsentligt koldere - ikke decideret koldt, men når man er vant til tredive grader er tyve altså uimponerende. Det bliver vist en nat med tøj på i soveposen og ikke i bar røv og uden sovepose, som det har været de sidste par nætter. Hvis det alligevel bliver for koldt kan jeg altid tage i Jysk og købe en dyne. Det var en af de første butikker jeg så da jeg kørte ind i Tyskland 😄

Jeg har fundet et sted nord for Forggensee, hvor der er et par mindre søer, og har slået op med fin udsigt til en af dem. Jeg er kørt ind i område, hvor kun skov- og landbrugskøretøjer må komme. Her mødte jeg et ældre ægtepar som i bil var ude at lede efter fuglestemmer. De virkede meget fortørnede over at jeg kom, men med undskyldningen over at "jeg kom til at dreje af et forkert sted" slap jeg af med dem igen. Jeg var lige ved at spørge om hvad de selv lavede her, men undlod, for det kunne jo være lokale eller ligefrem jordbesiddere.
Jeg har kørt lidt trial i uvejsomt terræn med Tornerose og tænker at jeg har fred her til i morgen.

Nå, jeg skal finde ud af hvor jeg kan køre hen i morgen for at finde godt vejr.

-

16/6 - 15.24

Km: 224371 - Mudau

For Helheim, hvor har jeg frosset i dag, man skulle tro det var fimbulvinter. Jeg har flere gange højlydt citeret Morgan Freemans replik i Robin Hood "is there no sun in this cursed land".
Højlydt har jeg også flere gangs måtte råbe til mig selv inde i hjelmen: "vågn op!!!"

Jeg tror det er rekord for dårlig søvn eller mangel på samme (3 timer og 5 minutter siger mit ur at jeg sov). Jeg vågnede sidste gang kl 5 ved at det regnede på teltet og skyndte mig ud at dække sadlen. Den er efterhånden virkelig slidt og kan ikke holde vand ude. En af de første nætter var den jo i regnvejr om natten og sugede godt og grundigt til sig. Og det er nærmest først inden for de sidste fem dag at den er tørret igen. Det er ikke lige den slags vand på møllen jeg ønsker mig, så derfor hastværket med at få den dækket til.
Der kom dog kun lige nok til at gøre teltet vådt og siden området var meget fugtigt havde duggen nærmest også gjort det vådt indvendigt.
Endnu en gang tjekkede jeg regnradar. Umiddelbart så det ud til at vær en god ide at køre tidligt, sigte mod Neckarsulm, holde pause der og så køre videre når regnfronten var passeret.
Jeg var lysvågen og følte mig ikke i stand til at falde i søvn igen, så jeg besluttede at pakke og køre med det samme. Det våde telt blev pakket og jeg fandt en masse tøj frem. Kunne ikke overskue at tage de lange underhylere på - og de havde lovet varmere vejr op ad dagen, så det gik nok 🙄

Klokken seks kørte jeg og en time senere måtte jeg give mig. Ind til en Lidl for at få mælk (6,50 kr for en liter) og så endnu mere tøj på. Praktisk taget alt jeg har med.
Det hjalp begrænset. Frøs nu kun rigtig meget 🥶😆
På et tidspunkt begyndte trætheden også at melde sig og jeg ledte og ledte efter et sted at få en lur. Endelig lykkedes det og jeg lagde mig som jeg var, med hjelm og det hele, på ryggen og blundede hen, mens jeg forestillede mig tropeø og bountypiger. Det blev ganske kort, men hjalp helt utroligt. Jeg kunne igen køre med friskhed og nyde de små snoede veje. Og det var ligesom at der også blev varmere. I hvert fald frøs jeg mindre og mindre.

Første mål var sat til NSU-museet. Det ville være passende sted at holde pause, mens bygerne passerede forbi.
Jeg var der selvfølgelig alt for tidligt i forhold til hvordan vejrudsigten og min plan havde set ud. Jeg havde fået nogle dryp på vejen, men intet så slemt som det havde set ud til.

Museet blev gået igennem. Der var mange interessante motorcykler og cykler. En ting der slog mig var at rigtig mange af de opfindelser vi betragter som nye i vores tid, allerede var fundet på for hundrede år siden. Vores historiske bevidsthed er virkelig ikke imponerende - og det bliver jo kun værre!

Jeg var selvfølgelig færdig med at kigge længe før kl 15, hvor de havde varslet den meste regn. Igen blev radaren tjekket, men nu så det ud til at hele det stræk jeg gerne ville køre, ville forblive tørt, så afsted det gik igen.
Jeg er således på vej ind i Vogelsberg og vil finde mig et godt sted at sove, gå tidligt i seng og sove længe 😄
I morgen kører jeg så op til Ulf, hvor jeg allerede har fået tilbudt et sengeleje.
Men det betyder altså at jeg får endnu et ønske opfyldt, nemlig det om at køre i Vogelsberg.

Jeg samler lige kræfter på en rasteplads og så går det videre en times tid før jeg leder efter overnatningssted.

I øvrigt, da jeg lagde mig der på ryggen oven på min rygbeskytter, sagde det knæk i ryggen - noget højere oppe end lænden. Jeg har praktisk taget ikke haft ondt siden. Måske skal jeg patentere den behandling - ligesom Homer Simpson gjorde med sin tøndebehandling 😆

-

16/6 - 18.27

Km: 224448 - Hessenthal

77 km mere blev det til. I forhold til Italien går det meeeeeget langsomt her i Tyskland for tyskerne kører meeeeeget regelret! Hvor der er skiltet med begrænsninger og inde i byerne, overholder de til punkt og prikke - sågar når der er begrænset til 30! På landevejene går det dog lidt stærkere. Udgangspunktet er jo 100, men ofte kører de 110, så her vinder man noget af det tabte. Jeg har selvfølgelig heller ikke travlt, men det er virkelig dræbende kedeligt at køre så langsomt på motorcykel på landeveje (trial er noget helt andet 😄 ) - og så er det lettere anstrengende. I bil kan man slappe af og trille med mens man hører musik og spiser og drikker. Når der bliver koldt skruer man bare op for varmen eller når det er varmt op for aircondition. Det kan man ikke på motorcykel, der er man konstant på arbejde - og ikke på den sjove måde. Når det er varmt koger man og når det er koldt er man spændt som en flitsbue, for at holde kulden ud.

Nå, men det er blevet dejlig lunt. Cikaderne synger i nærheden og mit telt tørrede lynhurtigt. Stedet jeg har fundet er et af de uromantiske: en skovvej parallelt med hovedvejen, 25 m højere oppe. Jeg kan se vejen og køretøjernes lyde når tydeligt herop.
Jeg ledte efter en skov med en lysning, men det er svært på disse kanter, at finde noget fladt, som ikke på en eller anden måde er i brug. Desuden vil jeg som sagt tidligt i seng og sove længe, så jeg ville heller ikke bruge for lang tid på at lede.

Jeg har sat Schotten som vejpunkt på vej til Ulf, og i morgen prøver jeg også lige at finde en god rute gennem Harzen. Det bliver jo den helt vestlige del og der har jeg ikke været så meget.

-

17/6 - 14.52

Km: 224729 - Dingelstädt

Jeg fik mig først en powernap ved ottetiden og troede så at jeg ikke kunne falde i søvn igen. Internetforbindelsen var elendig - Tyskland er bare et uland hvad det angår, men det gav selvsagt ingen distraktioner. Jeg blev således lullet i søvn af de syngende lastbildæk og de lejlighedsvis med 150 km/t forbiflyvende motorcykler; at par skrigende japanere, en larmende Harley (som selvsagt ikke kørte 150), og en enkelt V-motoriseret KTM, som spiller en fantastisk melodi, når den sådan kommer forbi. Klokken ti sov jeg og vågnede præcis tre gange i løbet af natten, men havde ingen problemer med at falde i søvn igen.
Kl otte var jeg egentlig udhvilet, men rævesov til ni, fik pakket i ro og mag og kørte afsted frisk som en havørn.
Ind til videre har turen været fantastisk. Store bløde sving, hvor man rigtig nok fristes til at køre 150, men så store nosser har jeg ikke, så det bliver med 120. Jeg er altid lidt skræmt over så høje hastigheder, for der skal så lidt til i et sving, før man pludselig er en meter ved siden af den linje man havde tænkt og sådan nogle autoværn er ikke ligefrem lavet af gåsedun. Men det er sjovt og jeg vil gerne blive bedre til det.
Apropos nosser, mine bukser er revnet lige i den region, og det altså som sagt ikke fordi pakken er så stor eller begejstringen over kørslen har effekt i den retning, men der er selvfølgelig konstant slid fra sadlen. Jeg håber hullet holder sig i den størrelse det har nu, så må jeg sy når jeg kommer hjem, for jeg er virkelig glad for de bukser. - Som nævnt er sadlen også slidt og det bliver tiltagende værre. Jeg har allerede købt nyt kunstlæder og har denne gang købt den bedste kvalitet jeg kunne finde. Der skal dog først sys nyt, når jeg har fået lavet den omtalte saddelbund i kulfiber.

Nu holder jeg pause ved en Netto, altså den, fra dansk synsvinkel falske Netto. Får mig lidt at spise og en Paulaner Cola - den stod også på køl, dog ikke til 3 kroner. Tæt på Harboe i smagen, så godkendt 😄

-

17/6 - 23.55

Km: 224885 - Destedt

Det gik videre ad snoede veje med fantastisk asfalt. Det er jo noget man er nogenlunde garanteret i Tyskland.

Ud over at jeg har skulle vænne mig til tyskernes regelrethed, har jeg også skulle vænne mig til at bruge mine blinklys igen. I Italien blinker man kun, hvor det er absolut nødvendigt, så de er sjældent i brug. Man ser også ofte folk der, nok fordi det er så sjældent, glemmer at slukke det igen og køre flere kilometer med det slået til. Men i Tyskland bliver der altså blinket, ligesom i Danmark, hvis folk ellers husker det. Det er en af de mere irriterende ting i Danmark at folk glemmer det eller blinker efter de allerede er drejet 🙄 Nu lyder det måske mærkeligt at være irriteret over at folk ikke blinker, når jeg priser det i Italien, men når det nu er konventionen, så er det bare irriterende når folk ikke gør det. I Italien kører man også på en måde og vejene er indrettet, så man sjældent er i tvivl om hvor folk skal hen bare ved et flygtigt blik.
Men jeg har altså lært at blinke igen og jeg har også på den hårde måde genlært at man holder hastigheden og ikke overhaler, hvor man ikke må.

I Harzen syntes jeg det kunne være sjovt at tage et billede af Bloksbjerg og skrive ud på Facebook at bjerget stod klart til kvinderne til Skt Hans aften. Det faldt i nogenlunde god jord, man ved ellers aldrig i disse politisk korrekte tider.
Men en af heksene må have manglet humor, for jeg blev kort efter straffet. Ned fra Torfhaus er det en enorm stor og bred vej med store bløde sving. Lige i denne tid er der er kort stykke med vejarbejde lige inden man når byen forneden. Hele strækket er hastigheden sat ned til 60 og for lastbiler 20 ved vejarbejdet. Jeg kører friskt til, for egentlig kan man køre 200 der uden det virker synderligt dramatisk. Jeg kommer ned til byen og mod en tankstation jeg har udset mig. Drejer til venstre ved et lyskryds og holder ved næste lyskryds. En lige så "utålmodig bilist" har fulgt mig med god afstand det meste af vejen. Han kører op på siden af mig i krydset - og ud af vinduet kommer der en slikkepind. Vær venlig at holde ind til siden lidt længere fremme siger betjenten så!
Jeg får listet op alle de overtrædelser jeg har gjort: "tydeligt over 100", hvor der var 60, overhaling ved dobbelt overtrukne linjer, hvor der kommer modkørende - ud for vejarbejde og med 80 ind i byen! Jeg tænker straks at jeg bliver smidt i fængsel og får konfiskeret Tornerose, men han tilbyder en nu og her samlet bøde på 55€ og begynder at forklare at det vil blive væsentligt dyrere, hvis der skal laves rapport og gennem det bureaukratiske system. Jeg får ham hurtigt afbrudt og siger at jeg bare betaler nu og her. Jeg får gentagne formaninger om at køre pænt og får så lov at køre videre da jeg har betalt.
Med stor lettelse blev der kørt pænt de næste kilometer. 😄
Ude af byen kommer jeg til en lille snoet vej, som kræver stor opmærksomhed og hvor man nok ikke kan køre mere end 80 i svingene. Her er begrænsningen 100 - hvilket gør det svært at forstå logikken i de 60 jeg lige har overtrådt og jeg kan ikke lade være med at tænke at det er en pengemaskine.

Klokken seks var jeg ved træfpladsen. Holdt lige ind for at se den og hilse på dem der nu var der. Jeg fik en rundvisning af Evelyn og har udset mig min teltplads.
Så videre til Ulf, som lige kom hjem fra at have sat skilte op sammen med Jens. Lidt efter kom Thomas Heise forbi og der blev snakket over en øl. Så kørte vi til en restaurant ved en sportsplads og fik currywurst.
Tilbage igen sad vi på bænken foran Ulfs hus og drak endnu et par øl, mens vi beundrede skuet af Morinier foran os 😄 Klokken elleve var det sengetid. Ulf skal op kl fem og på arbejde og så bagefter være med til at stille op på træfpladsen - som i øvrigt kun er fem km herfra.
Jeg vil lige stille ventiler i morgen. Den tikker lidt rigeligt. Har en idé om at det måske er akslerne til vippearmene som trænger til udskiftning, men jeg vil gerne lige tjekke hvad det kommer af. Og så drypper den stadig med olie. Kan ikke regne ud fra hvorfra det kommer. Er lidt bange for at det er mellem de to midterste mororhusdele, hvilket betyder total adskilning - igen 🙄 Nå, det er jo snart rutine, men der går en hel dag med det. For nu må den dog bare dryppe ind til jeg er hjemme.

I øvrigt, det bliver 28-33 grader de næste dage. Det er lige vand på min mølle - altså som talemåden skal udtrykke 😁

-

18/6 - 23.59

Km: 224895 - Hemkenrode

Jeg begyndte dagen med lidt morgenmad som Ulf havde sat frem til mig, fik stillet ventiler, blev barberet og kom i bad.
Så en tur til Cremlingen for at købe øl og cola, og så ellers til træfpladsen. Jeg fik slået telt op og hjalp så lidt til med opsætning. Efterhånden dukkede et par af de kendte ansigter op og vi har så bare siddet og drukket øl og snakket pjat og røverhistorier.

Der har været en gang linsesuppe til middag og til aften kom en cateringvogn der skal stå for maden hele træffet, bortset fra morgenmad, som er med i træffebyret. Vognen tilbød i dag grillpølser. 3€ for en pølse med en skive blødt sandwichbrød. Igen kan jeg ikke lade være med at regne på hvad jeg tager for træffet derhjemme i forhold til hvad jeg ender med at betale ved de andre træf - og ikke mindst hvad jeg får for pengene - og må konstatere at det faktisk er et ret billigt træf derhjemme. Hvis man temmelig urealistisk kun får to øl hver dag og et måltid mad, ender prisen her på 75€, hvilket er det samme jeg tager - og har dårlig samvittighed over er så dyrt. Realistisk er nærmere et godt stykke over 100€

Aftenen sluttede med den vanlige flok. Hagen havde købt is som han delte ud af og da mørket brød frem diskede han også op med rugbrød og en masse tilbehør. Så der var dog et lækkert supplement til den lidt slatne aftensmad.

Der er allerede mange her torsdag. Der er vist kommet 40 ud af de 90 forhåndstilmeldte. Stemningen er som altid høj og jeg nyder at være en integreret del af flokken. Det har så også kun taget en små tyve år at få den følelse 😄
Der er kommet flere jeg ikke har set længe, men jeg har jo heller ikke deltaget i to år. For to år siden svigtede bilen mig på vej til træffet og jeg havde ingen andre køreklare køretøjer og sidste år havde de lagt træffet samtidig med det italienske - som jo har forrang 😉

-

23/6 - 08.57

Km: 225557 - Hygind

Ved træffene kniber det altid med at få skrevet dagbog. Der er hele tiden nogen jeg skal snakke med. Men jeg skal prøve at lave et resume af de sidste dage og lige runde af.

Fredag var det varmt og alle var meget dovne. Så det meste af dagen blev tilbragt med "Campingstarre", som tyskerne kalder det. Altså det bare at sidde og stirre ud på pladsen og komme med lejlighedsvise kommentarer. Norbert havde slået telt op i modsat ende af hvor fællesteltene og madvognen var. Han havde det store telt med og en god stol, så han kunne slappe af. Han har fået en blodansamling i leveren, som skal opereres væk, så han forhåbentligt får det bedre, men lige nu er han meget ramt og bliver lynhurtigt udmattet. Jeg havde skrevet til ham at jeg nok skulle finde en stol, så vi sammen kunne sidde og klage over dårlige levere og nyrer - og måske i trods drikke en øl eller to. 😄
Stedet blev samlingspunktet for Hamborg-flokken og dem som plejer at hænge ud med os, som i praksis er dem som kommer til mit træf og til Kersten i sensommeren.

Fredag eftermiddag foreslog jeg at vi kørte i Rewe for at købe en stak øl og noget knust is, så vi havde øl til en lidt mere human pris. De fleste syntes det var alt for dyrt i cateringvognen, så der var opbakning om ideen. Peter og jeg kørte så til Cremlingen i hans bil og købte en plastikbalje, et par kasser øl og tre poser knust is. Det holdt faktisk dagen ud. Vi købte også lidt forskelligt at spise, for også madudbuddet var ikke synderligt inspirerende. Fredag og lørdag kunne man vælge mellem Bigos - altså polsk kålret, grillpølser og en vegetarisk suppe. Dog kunne man også købe kage, som arrangørerne havde bagt.

Men vi sad altså det meste af dagen og bare snakkede. Ind i mellem hoppede en enkelt eller to i friluftsbadets bassin - pladsen træffet foregik på tilhører det lokale brandvæsen, som har friluftsbadet som nabo - og til det havde vi fri adgang.

Lørdag plejer der at være en fælles udflugt, men ikke denne gang. Et par af hovedmændene havde bidt sig fast i en lovmæssig detalje omkring forsikringsmæssige problemer ved sådan en officiel fællestur, så derfor var der intet planlagt. Meget tysk...🙄😄
Nå, men det skulle jo ikke forhindre nogle at køre og således foreslog Ulf, at dem der havde lyst, kunne køre en tur til Thomas Heise for at se hans samling af motorcykler. Kl 11 var så således et dusin stykker der kørte afsted.
Thomas har rigtig meget. Omkring 50 motorcykler fra før krigen og til nu, og så er han er veritabelt leksikon, så det var spændende.
Efter besøget blev det aftalt at se en del af Hagens motorcykler, som står ved hans forældres hus. Andreas og jeg ville dog gerne først til Stein Dinse, som også har til huse i området. De andre kørte så direkte til Hagens forældre og Ulf ledte os to til Stein Dinse.
Ulf har tilbragt rigtig mange timer på racerbaner og det mærkes - han kører virkelig hurtigt og de linjer han tager er tydeligvis hentet fra banerne. Andreas er "bare" en enormt dygtig kører, så det gik altså ikke langsomt på den tur. Og der er bare noget virkelig frydefuldt over at køre sådan et par stykker, hvor Morinierne bliver udnyttet til fulde.
Jeg købte to for-kædehjul. Et til Kanguro’enn og et til lager. Og siden vi nu var afsted med en fra det lokale stambord, kunne vi benytte os af deres rabatordning, så det var faktisk meget billigt.
Så gik det videre til Hagens forældre. Her blev vi budt velkommen af Hagens søster og vi fik en rundvisning i haven. De andre var endnu ikke kommet - trods at de var kørt før os og mere direkte - men det gik som sagt hurtigt med Ulf i front.
Haven var et mesterstykke i nærmest alt hvad man kan forestille sig i en have. Både pryd og brug. Et lille, eller rettere et stort stykke paradis. For nogle år siden havde Hagen fraktisk luftet tanken om at holde træffet der, men på det tidsupunkt var han lidt syg og havde så ikke rigtig mod på det alligevel.
Nå, resten af flokken dukkede så op og noget af det første Hagen spurgte om, efter fremvisning af hans køretøjer, var om der kunne være stemning for "Fischbrötchen" - Det plejer vi at få hos Kersten og det er også sket at vi selv har lavet nogle til et træf. Der var stemning for det og Hagen kørte så igen for at hente hvad der skulle bruges. Det er altså en lækker spise!

Tilbageturen blev igen opdelt. Andreas, Achim og mig ført af Ulf. Det gik stærkt - altså nu virkelig stærkt! 😁

Hen under aften kørte Holger og Holger efter øl og knust is. De havde også taget is med (altså ispinde) og chips til om aftenen og Sophie havde som vanligt taget Helbing med. Så det blev endnu en festaften med lidt mere interessant en bare en grillpølse.

Kl halv ni var der præmieoverrækkelser. Første var "længst fra kommende" - og der var flere i publikum der råbte "Søren", men arrangøreren havde besluttet at siden det altid var den samme (altså mig), så skulle prisen i stedet gå til den med længste rejse hjem. Og der var altså tre andre som havde længere tur hjem. Derudover var der lidt flere priser - blandt andet vandrepokalen om største stambord til træffet. Den vandt Hamborg-stambordet, som jeg jo er blevet en del af. Det er næsten altid en kamp mellem Hamborg og Braunschweig og lidt sjovt at det ikke var sidsnævnte der rendte med prisen, når de nu bor lige ved siden af.
Så blev der vist fodboldkamp og de fleste af Hamborg-flokken trak så ned til vores hjørne. Der er ikke mange der interesser sig for fodbold. Det er nu helt rart 😄

Jeg gik tidligt i seng, for jeg ville gerne være frisk til hjemturen. Det fik jeg dog ikke så meget ud af, for jeg vågnede midt på natten og kunne ikke falde i søvn igen. Klokken syv var der stor aktivitet på pladsen; folk begyndte at pakke. Jeg ville egentlig bare sove videre, hvis jeg kunne. Planen var at køre klokken ti, for der var der regn i sigte, men regnvejret begyndte så småt allerede der klokken syv. Jeg stod altså op og fik pakket med lynets hast. Jeg nåede lige at få det hele ned og så begyndte det at stå ned i stænger.
Der blev kigget regnradar og det ville først være ved ellevetiden at det blev fint igen, så tiden blev brugt til snak og afskeder. Jeg havde aftalt med Holger S at følges med ham, for han havde en kædehjulholder, som jeg havde fået lovning på og jeg kunne lige så godt tage den med, når jeg nu alligevel kørte lige forbi.

Halv tolv kom vi afsted. Jeg i front med GPS og Holger bagved med sin 9 1/2 Sport. Søndag er som sagt bare en rigtig god dag at køre i Tyskland, så det gik meget flydende. Dog måtte vi halvvejs lige holde en kort pause i en lille by. Her kom vi ind i et optog; en skyttefest med hornorkester gik gennem byen. Sidste gang jeg kørte igennem - det er vel et par år siden - oplevede jeg præcis det samme, præcis samme sted 😄
Lauenburg bød også på kø, for der var vejarbejde hen over broen. Holger bor lige kort efter og han tog så over. Han ved jo hvor stærekasserne står 😉
Kort pause hos Holger. Jeg fik min kædehjulholder og en tår vand. Vi fik en lille snak: Holger overvejer at lave et træf i oktober, for ligesom at gøre tiden mellem Kerstens og mit træf lidt kortere.

Videre ad landeveje, men i Neumünster måtte jeg smide mig på en græsplæne, for de kun fire timers søvn om natten gjorde sig mærkbare. En powernap senere hoppede jeg på motorvejen for at komme de sidste 250 km lidt hurtigere hjem. 200 km før hjemkomst første "alvorlige" problem på hele turen: den begyndte at tændingsbanke ved 120 i den stærke modvind. Heldigvis var der en rasteplads kort efter. Det viste sig at være en af indsugningsstudserne der var gået løs, så problemet blev ordnet på et kvarters tid. Jeg er altid fascineret af at sådan en lille læk kan gøre sig så mærkbar. Den skal jo suge luft hele vejen gennem gevindets rynker. Der skal nok Loctite til for at holde de studser på plads, for jeg har boret dem op og godset er nu lidt tyndt, så det vil nok have en tendens til at give sig lidt mere.
I middelfart blev det til McDonaldsmad - "ugens deal" og en gang tanking og så ellers bare hjem

Tingene så ud som de plejer. Temmelig megen ukrudt, men min nabo har været at slå græsset, så det står ikke så højt. Der må dog have været relativt tørt, for de ikke-slåede steder er heller ikke så høje.
De vanlige procedurer med at pakke ud, vaske tøj og tjekke postkasse blev udført - og hverdagen kommer således med et sæt. Allerede på turen hjem i forgårs føltes det som om jeg ikke havde været væk og turen hjem føltes mere som om jeg lige havde været kort til træf og de foregående uger nærmest som om det var i en svunden fortid. Dagene er simpelthen fløjet afsted, men sådan er det nok når så mange oplevelser og sanseindtryk bliver komprimeret ned på nogle få uger.

Præcis tre uger blev det til og 5679 kilometers kørsel. Heller ikke så mange kilometer i år, trods den længere tid afsted, men det var sådan set også et mål - eller rettere det var et mål at tilbringe længere tid de forskellige steder - og ikke mindst sammen med de mennesker jeg holder af. Således opnået, og særligt tiden hos Sandro har været højt skattet. Som nævnt har det været et ønske i tre år at besøge ham igen, så dejligt at det kunne lade sig gøre i år.

Jeg skal også lige have med at jeg sammenlagt kun har haft omkring ti kilometer med regn (- jeg har også kun frosset en gang 😄)- Det er rekord. Sidste gang jeg havde så lidt regn var med Dart’en, hvor det blev til omkring 20 km - men dog med flere kørte kilometer. Nu var det i år et mål at undgå regn, så der er selvfølgelig decideret kørt efter det - hvilket også har dikteret mine valgte ruter. Som jeg har været inde på, er det efterhånden lige fedt om jeg kører den ene eller anden vej. Jeg har jo snart været de fleste steder og jeg har ikke haft nogle særlige ønsker - andet end måske lige området syd for Siena.
Min gamle ærkefjende ladeproblemer er jeg sluppet for. Jeg har ellers haft tre af hvert kabel med, for alle andre år har jeg mindst haft et kabel der gik til, nogle gange endda flere. Men jeg har kun brugt to kabler og to ladere til når jeg havde adgang til strøm - til mit ur og min telefon - og så har jeg brugt min nye powerbank. Jeg har købt en stor (og lidt tung) en fra thansen, som er på 30.000 mA. Den har virkelig været god at have. Kan stærkt anbefales. Jeg har selvsagt også brugt min induktionslader på Morinien, når jeg har kørt. Det har også fungeret uproblematisk.
Og det har vejvisningen som sagt også. Med Apples Kort-app har jeg faktisk kunne finde de ruter jeg gerne ville. Det har måske krævet lidt flere vejpunkter end med TomTom’en, men til gengæld har jeg haft stor glæde af her-og-nu opdateringen af ruter i forhold til vejarbejde, spærringer og trafik, så fremover lader jeg nok den gamle telefon blive hjemme og kører så udelukkende efter Kort-app’en.

Som sagt melder hverdagen sig igen. I går var der som nævnt en del administration der skulle ordnes, så også den dag fløj afsted. I dag skal jeg til lægen for det videre forløb omkring mine nyrer. Så er jeg spændt på om turen har budt på bedring eller det er endnu er det samme. I følge de fleste eksperter, og herunder også Susanne, som jeg snakkede en del med til begge træf, så skal skal jeg nok ikke regne med bedring. Men så skal jeg i det mindste til også træning i dag. Jeg har virkelig set frem til at skulle køre trial igen - og jeg glæder mig selvsagt til at se gutterne.
Jeg har også glædet mig til at komme hjem og få lavet Kanguro’en færdig. Jeg håber jeg kan få den klar til Kerstens træf i september. Der er dog endnu en del som skal special-fremstilles, så det ikke bare lige er at smække tingene sammen, som jeg lidt optimistisk havde i tankerne undervejs 😄
Og så glæder jeg mig til Skt Hans i aften. Det er min yndlingshøjtid og det er ikke altid det lige passer med mine ture. Jeg har mange gange været til det tyske træf den dag. Men i år kunne jeg altså få det passet ind - hvorfor turen hjem også blev i et hug.

Nå, for endelig at slutte af, for ellers kan jeg vist blive ved, så har turen føltes utrolig let. Tornerose har bare kørt og kørt - ingen af turene (bortset fra den kolde morgentur til NSU-museet) har føltes anstrengende og jeg har nærmest ikke haft nogle problemer, så ordet der hele tiden kommer til tankerne er netop "let". Let og luftigt, frit og bekymringsfrit. Jeg håber at jeg kan bringe det med ind i hverdagen, omend det lige fra hjemkomst ikke ser sådan ud - men jeg vil da gøre et forsøg på at holde fast i denne lethed.