Kontakt Lidt om mig

Hvordan er det lige med ham Søren…?


Foto: Werner Wilhelmi

Når jeg nu stikker næsen frem, som jeg har gjort med denne hjemmeside og med de årlige Morinitræf, kan det jo ikke undgås at nogle undrer sig over eller er nysgerrige omkring min person. Jeg får derfor også indimellem spørgmålet om min arbejdsmæssige situation.

I Vesteuropa (og i høj grad i Danmark) er det jo mindre almindeligt at spørge: "hvem er du?" - I stedet er et af de første og/eller mest almindelige spørgsmål der stilles ved et møde med en ny person netop: "hvad laver du?"
Med andre ord anses arbejde og uddannelse som noget af det primære, der definerer et menneske.

Spørgsmålet om hvad jeg laver, har jeg det meste af mit voksne liv på det nærmeste frygtet at få stillet, og jeg har ofte gjort mange krumspring for at undgå at få det stillet.
Jeg skal her meget kort prøve at forklare hvorfor. Det er nemlig sådan, at noget af det der i særdeles høj grad definerer hvem jeg er, er noget jeg helst ikke ønskede gjorde, og samtidig er det årsagen til at jeg ikke bare kan slynge en jobtitel ud. Derudover er der i høj grad en vis form for tabu forbundet med det.

Så længe jeg kan huske tilbage har jeg lidt af tilbagevendende depressive perioder.
I mange år har det været noget jeg har prøvet at omgå, fordi jeg på mange måder ikke ville indse at jeg havde et reelt problem.
De depressive perioder gjorde det svært, for ikke at sige umuligt for mig at passe et arbejde eller en uddannelse.
Jeg gennemførte dog en uddannelse som maskinarbejder umiddelbart efter folkeskolen, men praktisk taget siden da har jeg været arbejdsløs, afbrudt af nogle mislykkede forsøg på igen at komme på arbejdsmarkedet eller at tage en anden uddannelse.
Da jeg var omkring 30 var jeg i gang med et sådan forsøg der fejlede. Jeg læste Dansk på Odense Universitet, og på andet år her, fik jeg en af de største depressioner jeg hidtil havde oplevet.
Heldigvis havde jeg en god veninde som fik mig til at søge læge, og det førte til et forløb i psykiatrien som mundede ud i, at jeg i en længere årrække gik til psykoanalyse hos en psykiater. Jeg fik stillet en diagnose (dystymi (F34.1) / se også her), og gennem psykoanalysen kom jeg til den erkendelse, at jeg må leve med sygdommen og tage mine forholdsregler i forhold til denne. Gennem dette har jeg opnået større frihed i mit liv og har så at sige fundet fred med min situation og mit liv.
Jeg havde dog stadig et problem i forhold til arbejdslivet, og i forbindelse med at jeg i 2004 flyttede til en anden kommune, som havde et skarpere fokus på at tage hånd om klienter af min karakter, fik jeg endelig tildelt førtidspension.
Så dette er altså min "samfundsmæssige status" - og jeg kan da tilføje, at det uden sammenligning er det bedste der er sket i min tilværelse. Det er som et tonstungt åg er løftet af mine skuldre og at jeg endelig kan trække vejret frit.

Jeg håber det fremgår, hvorfor det nogle gange kan være svært for mig at svare på spørgsmålet om hvad jeg laver - det kræver nemlig, som regel, en lidt længere forklaring og at jeg skal komme ind på noget som dels er lidt følelsesmæssigt tungt og dels på mange måder er fyldt med fordomme og tabuer.
Således fremgår det nok også at mit curriculum vitae, i hvert fald i traditionel form, stort set kan nedfældes på bagsiden af en tændstikæske ;o)

Skulle du ønske at vide mere om (mig og) dystymi, har jeg skrevet mere under afsnittet "Om mig"
@ Søren Høyer Hansen