Dart'en
Dart'en er i mange henseender en
underdog. For en del
puristiske Morinister er det ikke en "rigtig" Morini. For andre er den
simpelthen for "moderne". For andre igen er designet for "sært".
Modellen kom jo i stand i forbindelse med Castiglioni-brødrenes
overtagelse af Moto Morini i 1987. Med nye arbejdsgivere begyndte
Lambertini at arbejde på en ny model og ikke mindst en ny motor.
Desværre valgte Castiglioni-brødrene at nedprioritere Morini-mærket til
fordel for Ducati, som også på det tidspunkt var i deres ejendom.
Lambertinis projekter blev skrinlagt, og i stedet blev der lidt
"fattigt" skabt en ny Morini-model med navnet Dart. I al sin enkelthed
var det bare Cagivas model Freccia (som også betyder pil), en 125 ccm's
totakter, hvori den efterhånden bedagede 3½-motor blev ilagt. Således
er alt andet end motoren faktisk Cagiva-stumper, hvilket tydeligt kan
ses alle steder på motorcyklen, hvor Cagivas elefantlogo er præget ind
i de forskellige stumper.
Fra den synsvinkel kan man måske godt forstå hvorfor mange synes det
ikke er en rigtig Morini. Dem hører jeg dog ikke til, for
karakteristikken er trods det letkøbte koncept helt i Morinis ånd, og
motoren giver den selvfølgelig umiskendelig Morini-karakteristik.
Dart'en er let og køreegenskaberne er virkelig fantastiske.
Designet har det med at dele folk i to lejre. Og det særdeles
futuristiske look kræver måske også lidt tilvænning, men jeg har nu
altid synes det var en virkelig flot maskine. Jeg overvejede sågar at
anskaffe mig en Dart i stedet for min første Morini!!
Interessant er
det dog at flere og flere som ellers har udtalt sig negativt om udseendet, er
begyndt at tale om Dart'en i positive vendinger. Jeg mener da også, at
selvom der er enkelte tydelige gammeldags træk i designet, er det
alligevel så moderne at det faktisk holder i dag - og det nok er derfor
at mange lader sig "omvende". Bortset fra stødstangsmotorens mekaniske
lyde, er indtrykket man får når man sidder på en Dart da også langt hen
ad vejen, at man har en moderne maskine mellem benene.
At Dart'en er lidt af en underdog passer mig fint, og jeg er faktisk stolt af at eje en de mere interessante
Morinier. Som nævnt har den fantastiske køreegenskaber, og den er
virkelig en fornøjelse at køre. At jeg så oven i har fået den til en
virkelig god pris, gør det hele endnu bedre - Dette kan man altsammen
læse mere om i
Dart'ens log.