Black Beauty
4. oktober 2009:
Hva'!!!!! - Hvad er nu det?? - En ny Morini?
Da
jeg fik min første Morini, var jeg overbevist om at jeg kun skulle have
den og ikke flere. Da jeg begyndte at blive en del af den
"internationale" Morini-verden opdagede jeg, at det mere er regelen end
undtagelsen at Morini-ejere har flere eksemplarer i deres besiddelse,
og det havde jeg nærmest kun overbærende hovedrysten til overs for
- "Man kan jo kun køre en ad gangen allligevel" var min tanke. Da
Stefan Bigalke i sommer efter at have købt sin 2 cylindrede 250'er
sagde til mig, at "det også var længe siden han sidst havde købt en
Morini", kan man vel forestille sig hvor absurd en kommentar jeg syntes
det var. Jeg har sågar hårdnakket og højlydt påstået, at jeg aldrig
skulle have mere end en motorcykel.
Meeeen... nu ser jeg pludselig mig selv være "en af dem" - Ved en
nærmest umærkelig glidende
overgang begyndte jeg at tænke i forskellige baner til hvordan min
næste Morini skulle være. Min næste Morini...!? Jeg som syntes det var
en overdreven luksus at have mere end en.
Det startede egentlig med
at jeg fantaserede lidt om at få en original Morini som supplement til
den første jeg havde - Sådan, bare for at have en original! ;o)
Så kom
Tragedien
og virkeliggørelsen af tanken om en original blev så ført ud i livet.
Da jeg nu fik lov at beholde min første Morini, stod den jo ligesom og
kaldte på en genopbygning, og det var da også tankerne, der
sådan helt
ukritisk flød rundt i hovedet på mig. Det er nu ikke en genopbygning
(endnu - vover jeg kækt at skrive) der står for tur, men derimod et
helt tredje projekt jeg nu kaster mig ud i!
I
sommer var jeg jo på en tur til det italienske træf (beretning skal nok
komme på et tidspunkt) og igen blev jeg jo mødt af utallige
Morinister
og deres samlinger af Morinier. Til træffet kom også Mario Perfetti,
som
laver nogle utrolig flotte racer-ombygninger som til fulde lever op til
hans navn - de er
perfetti.
Han havde til dette år lavet en ny meget smuk racer, som jeg blev helt
opslugt af, og ved synet af den, begyndte tankerne om at bygge noget
lignende pludselig at tage fart.
Perfettis smukke maskine
Til
det efterfølgende tyske træf kom jeg i en snak med nogle fra
Hamborg-stambordet til at nævne, at jeg kendte en som havde en
Dart-motor som næsten ikke havde kørt og som han muligvis ville sælge
mig.
Den umiddelbare respons var at den SKULLE jeg købe - alt andet
ville på det nærmeste være en synd. Især Thomas Walter fik mig
efterhånden overbevist om
at det måtte jeg gøre. Så tak, Thomas, for den inspirerende samtale.
Da
jeg kom hjem fra ferien og træffene, begyndte et tankepuslespil at
samle
sig - ville det ikke være fedt at lave en Morini der stort set var som
ny? Altså, en motor der faktisk aldrig havde kørt i et komplet
nyrenoveret setup, hvor designet var ud af mine forestillinger.
Da
jeg som sagt fik fornuftig udbetaling fra forsikringen, var der ikke
langt fra tanke til handling: Jeg begyndte at spørge rundt efter en
billig Morini jeg kunne bruge som grundlag, og som det ofte er, dukkede
denne som kaldet pludselig op ud af det blå - En dag fik jeg nemlig en
henvendelse fra en, for mig til da, ukendt Morini-kører, Kim Brannfalt.
"Kører" er måske så meget sagt, for han ville sælge sin, fordi den
faktisk ikke kom ud at trille, og han ville gerne sætte den til salg på
min hjemmeside. Jeg var ikke sen til at slå til, for den foreslåede
pris lå lige deromkring hvor jeg havde sat grænsen. I løbet af et par
dage havde vi en aftale i stand og jeg måtte endnu engang over
Storebælt for at hente en ny Morini.
Med den nye i hus, måtte
jeg så se om jeg kunne overtale Kresten Korsbæk til at sælge mig hans
Dart-motor. Heldigvis er han en særdeles flink mand, så det ville han
gerne, og endda til en favorabel pris. Så en tur til Vestjylland efter
den!
Med de væsentligste dele i hus, er jeg så klar til at gå i
gang - Sådan da, for anskaffelsen er gået så hurtigt, at jeg næsten
ikke
har kunne følge med til at lave de sædvanlige skitser jeg plejer at
gøre mig inden et projekt. Et projektnavn er dog givet, som det ses på
overskriften, og der gemmer sig selvfølgelig noget bag det, men mere om
det når det skrider fremad. Jeg vil ikke afsløre for meget endnu ;o)
Jeg
vil dog gerne give en pejling af hvor den gerne skulle ende: Den skal
være let, den skal have et raceragtigt udseende, den får
kåbe og min
primære inspirationskilde er Rebelloen fra 50'erne:
Moto Morini Rebello - den i løbssammenhænge nok mest
succesfulde Morini
Ja,
som det ses er jeg ved at blive Morinist "ligesom de andre" - Jeg
genkalder et citat, jeg for længe længe siden læste, som jeg ikke
dengang forstod. Ikke fordi det er på engelsk, men fordi det dengang,
som jeg har forsøgt at beskrive, virkede absurd. Det er dog begyndt at
dæmre ;o)
- Citatet er skrevet af Paul Compton, en engelsk Morinist og kan læses
på hans hjemmeside:
"Morinis
are an obsession. You will either only ever own one, or you'll never
own just one."