Sølvpilen

Da jeg nu har haft to Dart'er at tage dele fra, har det mekaniske været relativt uproblematisk i forhold til dele og jeg har kunne vælge de bedste stumper. Det meste er dog fra den jeg købte i januar, da den kun har kørt omkring 20.000 km.
Et af de store problemer har dog været kåben. De kåbedele jeg kunne samle af de to, var utrolig dårlige. Der var stort set revner og afbrækkede dele i alle sammen. Jeg har så haft følehornene ude i forhold til at få nye glasfiberdele, og de kan faktisk fås til en fornuftig pris hos HC Racetech, så det på sin vis ikke rigtig kan betale sig at lave arbejdet selv, hvis man ser på hvor mange timer der går i at reparere eller selv støbe nye.
Nu er arbejdstiden imidlertid min egen, så jeg har simpelthen valgt at reparere dem jeg havde. Jeg har før forsøgt at reparere med glasfiber, men har haft meget dårlige erfaringer med det, da det simpelthen ikke hæfter ordentligt på plastik. Nogle af problemerne kan faktisk ses på den røde, hvor de reparationer jeg trods alt lavede, er begyndt at gå fra hinanden igen. Nå, jeg har så brugt adskillige aftener på nettet for at finde frem til hvad man så kan gøre. Der findes en del færdige løsninger med plastiklim og tilsatsmidler, hvormed der enten varmesvejses eller med opløsningmidler sammensmeltes. Jeg faldt dog også over nogle gør det selv løsninger og det er selvfølgelig den vej jeg er gået.

Først og fremmest skal man bruge de rigtige metoder til den type plastik der er tale om. De fleste af den type dele er lavet af ABS, men man støder dog også på PP og andet. Dart'ens dele er ABS (bortset fra for- og bagskærm), så følgende løsning har jeg benyttet mig af:
Jeg har købt et (5 m langt - kunne ikke finde det kortere) ABS-rør og skåret et par kortere stykker af. Det ene skar jeg op på langs, smed i ovnen ved 150 grader, rettede ud og pressede fladt mellem to træplader. Dette har jeg brugt til at skære stykker ud af til at reparere de steder, hvor der direkte manglede store dele. Det andet har jeg puttet i et syltetøjsglas sammen med acetone (skulle egentlig have været methylethylketon (MEK), men det er lidt svært at finde en forhandler af og forskellen er ikke så stor i praksis). Acetonen "smelter" ABS'en (det tager et par dage, men kan selvfølgelig gøres hurtigere ved at skære det i meget små stykker), så man står med en opløsning som kan bruges som lim eller fyldstof til huller og revner. Opløsningen vil smelte sammen med det omgivende materiale og når acetonen fordamper vil opløsningen hærde op, blive helt fast, og da det jo er samme materiale selvfølgelig have samme egenskaber som det omgivende materiale.
I praksis har jeg valgt at forstærke de mest kritisk steder med aluminiumnet og ståltrådsøjer i de huller som udsættes for belastning. Det kan godt være det er overkill, men bare for at være på den sikre side… Nettet jeg har brugt er fluenet (købt hos Harald Nyborg), som er langt billigere end det man fx kan købe i deciderede reparationssæt. Det kan være lidt svært at få til at blive på plads, men jeg kørte simpelthen bare en gasbrænder hen over nettet mens det lå på plastikken. Derved blev det lige nøjagtigt så varmt at det smeltede ind i overfladen. Derefter var det nemt at smøre ABS-opløsningen ud over uden at nettet flyttede sig.
De skadede steder blev dog først slebet ned og ruet op med en roterende rasp eller grov slibeskive på vinkelsliberen. Stederne blev så "limet" på indersiden sammen med alu-nettet, fik lov at hærde op - og så samme procedure på ydersiden uden alunet. Det er relativ længe om at hærde, så der går lige et par dage mellem hver arbejdsgang. Tykke lag skal man undgå, da det så har en tendens til at danne luftbobler. Så hellere flere lag med opruning i mellem lagene. Jeg lagde desuden også kortvarigt en klud med acetone henover stederne for at opløse overfladen lidt inden jeg smurte abs-klisteret på.


Efter adskillige efterbehandlinger kunne det påførte materiale så slibes ned i nivaeu og så var det endelig klar til klar til grunding/spartling. Da ABS-massen jo også kan påføres som en slags spartel, skal der selvfølgelig kun finspartles for at fylde porer og smårevner.
Som sagt er der en temmelig langsommelig metode, så man skal altså have tålmodighed hvis man vil reparere på den måde. Til gengæld er det ikke særlig omkostningsbetonet og det er relativt nemt at have med at gøre.

Lakering. Er både min hade- og elskeopgave. Egentlig synes jeg det er rigtig sjovt, men jeg er desværre ikke særlig god til det. Jeg synes ellers jeg bruger megen tid og omhu, men alligevel får jeg utallige fejl i lakken. En del af det kan selvfølgelig lægges ind under manglende værktøj og lokaler, men det meste er nu fordi jeg mangler erfaring og viden. Da jeg også er lidt nærig (læs: fattig), prøver jeg at spare lidt på materialer, så som filler og lignende, som egentlig kunne gøre det hele meget nemmere. Desuden er sølvfarve nok den mest utaknemmelig farve, for ALLE fejl ses, og det er utrolig svært at lave reparationer i. Med andre ord: det er ikke blevet så kønt som jeg kunne ønske...
En detalje er Dart 400 prægningen. På den en side var der gode klistermærker, som jeg har overlakeret, men på den anden, var de så dårlige at jeg måtte pille dem af. Jeg tog så et billede af den anden side, ændrede hældningen den anden vej (de hælder hver sin vej på den ene og den anden side), printede det ud, klistrede det på kåben over noget gaffertape, skar det logoet ud i gaffertapen, og spartlede ned i udskæringerne. Efter hærdning var det så bare at tage gaffertapen af og slibe det glat.


Metaldelene har jeg som vanligt fået pulverlakeret hos Haarby Industrilakering.
De der har set en Dart på tættere hold er ikke i tvivl om at fundamentet stammer fra Cagiva, for overalt finder man Cagivas elefantlogo. Det har altid, skal vi sige, generet mig lidt, så når jeg nu var i gang med at lave det hele fra bunden, kunne jeg godt lige bruge lidt tid på at "afcagivaisere" den. Så inden delene blev afleveret til pulverlakering, har jeg slebet logoerne væk som man fx kan se på billederne herunder.
Noget andet jeg skulle gøre inden lakering, var at rette støtteben og beslaget dertil. Dette var bøjet så voldsomt at støttebenet stod vandret ud i luften. Det var lidt svært at finde den rette vinkel, og det er heller ikke blevet helt godt, for støttebenet rager lidt vel langt ud når det er slået op, men det er selvfølgelig bedre end hvad der er typisk, nemlig at det skraber på bagsvingeren. Når det er nede passer det ok..

Jeg har for længe siden købt et af de fine Sport-logo som New Zeelænderen laver. Det var egentlig tænkt som en mulighed til Black Beauty, men der har jeg endelig afgjort, at der skal være noget andet, og med et par ændringer af Dartens forgaffelbro - bl.a. er det store elefantlogo blevet fjernet, synes jeg det passer rigtig fint ind her - og det giver ligesom også en tråd tilbage til oprindelsen;  3½'eren.


Den originale bagskærm har jeg igen fravalgt, så jeg måtte finde på en eller anden form for kædeskærm, og da jeg jo var igang med at arbejde i ABS, lavede jeg simpelthen en ud af det. Det er bare et stykke rør skåret op på langs, varmet op med en varmepistol (det var for langt til ovnen - det er ellers nemmere at styre) og derefter lagt i pres hen over et stykke træ i den rette bredde. Bagenden er så skåret op, bøjet i facon under varme og derefter klistret sammen med det føromtalte ABS-klister. Og så er den selvfølgelig spartlet og malet.
Bagskærmen er en glasfiberafstøbning af den jeg lavede til den røde.


Forlygten: De to jeg havde, var begge den type der ikke har faconstøbt glas (har skrevet lidt om det her), og egentlig havde jeg tænkt at jeg sagtens kunne leve med det. Men efter at have kigget længe nok på den, kunne jeg altså ikke leve med det alligevel. Jeg gik således i gang med at søge på nettet efter en faconskåret. Nu er det jo så heldigt at sådan nogle forlygter er nummereret (CEV 304), så med lidt kreativ søgning, fandt jeg ud af, at den eftertragtede lygte også sidder på en Honda MTX 125. Det er jo lidt nemmere at finde stumper fra japanercykler, og på ebay var der flere til salg. Den billigeste blev købt og efter en uges tid, havde jeg den i hus.
Nu viste det sig imidlertid at ophænget er lidt anderledes på den, og efter flere overvejelser, fandt jeg ud af at den bedste løsning simpelthen var at skifte glas mellem lygterne. Så glassene blev skåret af og limet fast igen med silikone.

Der er mange der har undret sig over, hvorfor jeg har valgt at lave det K5 / Kappa Cinque-klistermærke på siden af mine Dart'er. Selv en del Morinikendere, som egentlig burde kunne regne det ud, har udtrykt undren, så herunder kommer lige forklaringen, så alle kan være med ;o)
Først og fremmest er det selvfølgelig for at skabe lidt spil til en ellers ensfarvet maskine, men selve ordene/bogstaverne har sin rod i Morinis egne model/stel-koder: Kanguro'en har fx X, 500'erne har W, 3½'erens første model har A, men fra '79 begynder K (også kaldet K nul). Min første Morini var fx en K1, Elisabeths hedder jo direkte K2. Dart 350 har K4 som kode og Dart 400 serien således K5 (K3 eksisterer ikke). Det afgørende for mit valg, er imidlertid den Dart-prototype som Morini lavede inden første konkurs, nemlig K9. Denne kan man se i Mick Walkers bog om Morini, og som man kan se, er man ikke i tvivl om hvad den hedder! Deruover nævnte min italienske bekendte, Marco, i anden forbindelse, at K ikke eksisterer i det italienske alfabet (og derfor har et græsk navn). Det havde jeg ikke lige tænkt over, og jeg synes det er sådan et sjovt kuriosum, at Morini har valgt at bruge et "ikke-eksisterende" bogstav til navngivning, at jeg synes det skulle have en fremhævet plads på min(e) Dart('er).