3. Danske Morinitræf

Med de sidste to års træf har vi fået en del erfaring så vi efterhånden kan klare forberedelserne rimeligt afslappet, men alligevel blev tiden op til træffet meget stressende og hektisk for mit eget vedkomne.

Jeg blev jo kørt ned i januar og fik totalskadet min Morini. Jeg måtte så ud at finde en ny, hvilket takket være det danske Morininetværk gik ganske godt. Naiv som jeg var, mente jeg også at jeg kunne nå at sætte den i stand inden træffet, eller i det mindste få lavet en stor del af det. Det viste sig godt nok at det kunne jeg godt, men det var på et yderst hængende hår, krævede arbejde i døgndrift og stor tålmodighed over for mig fra Elisabeths side.

Weekenden forinden træffet havde jeg faktisk samlet ”Tornerose” og troede at jeg var færdig – manglende kun lige at lakere tanken sidste gang – men på grund at et lille dumt problem måtte jeg skille motorcyklen helt ad igen. Mandag blev den så samlet igen og tanken fik det sidste lag klarlak. Onsdag fik jeg endnu et problem som gav mig endnu 5 timers arbejde på Morinien – De nærmere omstændigheder kan man læse om under "Tornerose"

Nå, men det lykkes da, og fredag under de sidste forberedelser inden de første kom, kunne jeg sætte tank og sidedæksler på og se det endelige resultat. Det var befriende!!

Elisabeth havde taget fri hele ugen op til træffet, og det er jeg godt nok taknemmelig for, for ellers havde jeg nok ikke klaret det. Derudover kom Charlotte, min svigerinde, om torsdagen, så her var endnu en fantastisk hjælp, hvormed det hele kunne nås.

Midt på eftermiddagen dukkede de første op. Det var Hartmut og Iris, parret fra Remscheid, der også var de første det første år. Dermed var træffet endelig begyndt! Antallet af deltager steg og steg og da vi nåede aften var vi vel knap tyve på pladsen.

Stefans Honda i kamouflage!

Ikke alle havde deres Morinier med. Stefan fra Hamborg, fx, sagde: ”undskyld Honda'en” da han kom. Han havde i dagene op til været syg og havde ikke haft overskud til at gøre sin 250'er rejseklar – i øvrigt havde han fødselsdag om lørdagen. Fantastisk at han ville komme trods det!

En Guzzi blev ført af Jan, som ”lige mangler det sidste” i at få samlet sin Morini.

Der var også en enkelt Laverdakørende nordmand – Viggo var blevet ”slæbt med” af Torbjørn, som jeg har haft kontakt med i et par år nu. Yderligere to nordmænd, Magne og James (i øvrigt far og søn) havde også vovet den lange rejse på hver deres Morini. Så træffet blev for alvor i år internationalt – sådan med besøg fra lande uden for EU!

Et særligt skue var da flokken fra ”Taunus-Stambordet” kom: 5 mand i en stor BMW, med en kæmpe trailer bagefter hvorpå der var læsset 5 Morinier. De 4 af dem var i en vis forstand specielt interessante, for det var ”før-3½'ere”: 2 Corsaro fra 60'erne og 2 Corsaro Country fra 70'erne.

Sidst på eftermiddagen kom en af vores naboer på besøg – på sin gamle Harley fra 40'erne.

Han spurgte om hans slæng måtte komme og kigge – og selvfølgelig måtte de det.
En halv times tid senere fik vi så besøg af en 4-5 gutter der i suveræn gennemført stil kom anstigende i et par gamle amerikanerbiler fra samme æra. Herligt indslag med dette besøg!

Amerikaneren blev kigget godt an og ejermanden Sebastian måtte svare på mangen et spørgsmål.

Vejret var en særlig faktor i år. Det så jo ud til at der skulle komme en del regn, så om torsdagen før træffet var vi simpelthen ude at købe et 40 kvm. telt, så vi havde noget vi kunne sidde i i tilfælde af vand ovenfra.
Det viste sig at være en fornuftig disposition, for fredag aften fik vi en god del regn og rusk mens vi sad og spiste den sædvanlige Chili con Carne.

Aftenen gik med velkendte og nye røverhistorier, og det var sjovt at høre hvordan engelsk, tysk, norsk og dansk dannede en hel symfoni alt sammen over temaet Morini.

Morgendagen bød på opklarende, men endnu køligt vejr, og der blev tændt op i bålet og kaffen serveret, så der var noget at varme sig på. Efterhånden som morgenmaden blev serveret, så folk ud til at være sluppet igennem aftenen og natten uden de store mén.

Sidst på formiddagen var det jo tid til fællesturen, men lige forinden fik vi besøg af et par Journalister fra Fyens Stiftstidende. Der blev taget en masse billeder og jeg måtte igennem det helt store interview – Det var i øvrigt anden gang jeg fik besøg af pressen. Ugen før træffet kom der nemlig en journalist fra Melfar Posten, som også fik et interview.

Nå, da pressen havde fået hvad de gerne ville have og vi så småt begyndte at få startet maskinerne op, gik det derudad! I år uden de store ventetider – det lod til at Morinierne glædede sig til turen.
Odense var målet. Der blev nemlig (for andet år i træk) afholdt cafe-racer-træf arrangeret af englænder-klubben Albion. Det syntes jeg var perfekt at besøge med vores cafe-racere, og samtidig var det jo en anledning til at se Fyns hovedstad.

Jeg havde udsøgt en rute der gik mod Odense ad den ældste vej mellem Odense og Middelfart, nemlig Rugårdsvej. Den er herlig snoet og indbydende. Halvvejs Odense skulle vi så tanke og lige blive samlet igen. Jeg stod som vanlig for den hurtige trup og Elisabeth for den ”langsomme” og da vi nåede tanken var der meget langt mellem os.
Det viste sig at en (nu skal man måske ikke nævne navne, vel Franz ;o) var kørt tør 1 km fra vores hus! Men som vanlig havde vi en følgebil med reservedunk, i år Normanns, så det blev klaret på stedet.

Vi fortsatte så til Odense hvor der med begejstring blev kigget på motorcykler. Frokosten blev indtaget og der blev også bevilliget et par timer til at futte rundt i Odense inden vi igen satte kurs mod Vestfyn.

Frokost på Fisketorvet

Turen hjem foregik ad en endnu mere snoet rute i sydvestlig retning ind over Fyn. For at gøre det nemmere at finde rundt, havde vi fredag morgen kørt turen og (oven på malertape!) spraymalet et lille MM-logo på alle skilte hvor vi skulle dreje eller sat små pile op. Jeg ved ikke om det helt blev registreret af alle, men vi havde da i år kun ét sted hvor nogle glemte at dreje, så måske næste år det siver bedre ind ;o)

Ruten sluttede med en rundtur på halvøen hvor Wedellsborg ligger, så man således kunne få et indtryk af vores flotte omgivelser.

Det er altid spændende at se når vi kommer hjem, hvordan turen har påvirket folk. Den reaktion jeg går efter, er at folk skal rive hjelmen af med et stort smil i fjæset og næsten ikke kunne vente med at fortælle om deres oplevelse med turen – Og præcis sådan var det, så det var jo perfekt!

Eneste malurt var (igen) problembarnet Tornerose. De sidste 10 km kørte hun kun på en cylinder og da vi kom hjem, så vi at det ene udstødningsrør var søbet ind i olie. Straks blev der kigget på det – var det tændingen? Eller benzintilførslen? Eller?? – Da vi nu var så mange eksperter samlet og det jo faktisk hører sig til at der skal skrues lidt, blev jeg enig med Werner om at vi da ligeså godt kunne tage topstykket af for at se nærmere på problemet. Morinien blev trillet hen på skruepladsen hvor vi også stod sidste år og der blev begyndt!

Midt under det hele fik besøg ef endnu en journalist, denne gang fra Lokalavisen Vestfyn. Så måtte jeg jo endnu engang ”afgive forklaring”. Så i år har der for alvor været pressedækning af begivenheden. Og jeg må sige at det er særdeles gode artikler der er kommet ud af det, men prøv at klikke på linksene øverst eller nederst og få syn for sagn (De kommer lidt senere).

Efter interviewet kunne jeg fortsætte og da vi havde fået topstykket af, kunne vi se at der var en revne mellem ventilsæderne. Dette problem forekommer ind i mellem og giver normalt ikke anledning til de store følgeproblemer. Dog havde det ene ventilsæde arbejdet sig lidt skævt ind i topstykket, så ventilen ikke lukkede helt tæt – men var det anledningen til al den olie? Nå, vi pillede topstykkerne af fra Morinien jeg fik smadret i uheldet i januar– de blev nemlig renoveret sidste år – og fik dem monteret på Tornerose.

Skrueriet gik rigtig fint og var særdeles underholdende. Vi var løbende en fire-fem mand i gang, med jævnlige udskiftninger – Det var nærmest som at se en flok bier der sværmede rundt om Morinien, alle sammen vidende præcis hvad næste træk skulle være.
Nå, havde det så hjulpet, var det næste... Jeg fik ordre af ”oldermanden” Heiner om at køre en tur inden jeg fik min aftensmad, for lige at se om det havde gjort godt. Umiddelbart så det fint ud, og motoren gik væsentlig bedre end før med de andre topstykker. Vi troede faren afværget og jeg kunne sætte mig at spise.
Men, men, men næste morgen skulle den lige startes igen, og? - Stadig os fra udstødningen! Nu lød dommen så på en slap oliering evt. i forbindelse med oval-slidt cylinder. Sidenhen viste det sig også at være tilfældet, men mere om det under "Tornerose".

Nå, men tilbage til lørdag aften: Efter det store grill-eldorado, mesterligt tilvejebragt af min svigerfar Normann og selvfølgelig Elisabeth og Charlotte, var det tid til at få tændt op i bålet, så vi kunne sidde og hygge os rundt om det.
Det var også tid til at få overrakt præmierne, og efter at have fået samlet stemmesedlerne sammen kunne optællingen gå i gang.
 
Først var der jo Danmarks Flotteste Morini. Udvalget var nærmest pinligt lille – hvor blev I af, I danskere!!! :/ – Der var Tornerose, Elisabeths K2'er og Franz 500'er at vælge i mellem. Det blev et kampvalg! Stillingen endte lige mellem min og Elisabeths, men da der samtidig kom en enkelt stemme på Elisabeths som Træffets Favorit-Morini, måtte prisen jo nødvendigvis tilfalde hendes. I øvrigt var begrundelsen, som stemmeafgiveren gav denne: ”Det er på tide at holde af K2'eren” - Det kan jeg kun se mig enig i!

Træffets Favorit-Morini blev også en snæver kamp mellem Andreas og Werners Corsaro'er. Det blev dog Andreas der rendte med prisen.
Med priserne fulgte et gavekort på 40 Euro til Dieter Hoffmann.

Længst fra kommende Morinikører var Iris, den ene af træffets to kvindelige deltagere, som havde kørt 890 km for at komme til vores træf. Også hun fik gavekort til Dieter Hoffmann.

Den Særlige Præmie er jo tænkt som en anerkendelse til en Morinikører der har gjort noget særligt for Morini-mærket eller -fælleskabet. I år syntes jeg dog at den skulle gå til en der ikke kører Morini – endnu i hvert fald! Min svigerinde Charlotte har nemlig fra første år trofast været vores hjælpende hånd nr 1 ved træffene. Uden hende havde vi været meget hårdt spændt for.

Derfor fik hun prisen, som i sin fysiske form var en lille sparegris med et mindre startbeløb på 300 kr. til hendes opsparing til den Excalibur som hun går og drømmer om. Så måske næste år kommer hun på Morini?

Charlotte i en af hendes mange funktioner

Aftenen fortsatte på vanlig vis med hygge om bålet og ved 2-tiden gik de sidste, mætte af dagens begivenheder, i ”seng”.

Kl 6 om morgen måtte jeg dog op igen for at tage afsked med de første. Torbjørn og Viggo ville nemlig gerne nå den tidlige færge.

Efterhånden begyndte flere og flere at vågne. Efter morgenmaden og op ad formiddagen tog de en efter en afsked.
Igen var det med et ønske om gentagelse og igen i år fik vi den fantastiske kommentar fra en om, at det var det bedste træf han havde været til.
Det er vi selvfølgelig meget glade for, for vi synes jo ikke selv at vi tilbyder ret meget ud over det sædvanlige. Derfor må vi også sende takken videre til alle deltagerne, for det er i høj grad deres fortjeneste at vi kan afholde et så hyggeligt træf.

Om der kommer et fjerde træf? – selvfølgelig gør der det! Vi glæder os til at se jer næste år :)