1. Danske Morinitræf

Se også Werners artikel

Så oprandt dagen endelig for Danmarks første Morinitræf. Og lad mig sige med det samme – det var en fantastisk weekend. Optakten var ellers lidt svævende og vag. Ville der overhovedet komme nogen. Eller ville vi bare sidde tre stykker og kigge på hinanden. Vi havde ugen før ni tilsagn, hvoraf nogle af dem var lidt løse. Oveni kom de sidste tilmeldinger netop ugen op til, et par af dem dagen før!
Derfor var jeg lidt mismodig omkring det hele, og til tider tænkte jeg på helt at aflyse træffet.
Men godt jeg ikke gjorde! Ved optælling har der været omkring 25 Morinier forbi træffet. Ikke nogen dårlig statistik for et første træf. Og i øvrigt: det er aldrig før set at så mange Morinier er samlet på en gang i Danmark.

Træffet startede for mig torsdag (altså, det begyndte længe før med forberedelser!), men torsdag fordi mens jeg stod og ordnede lidt småting, hørte jeg den umiskendelige lyd af Morini, og forbi vores hus strøg to Dart’er. Det var for mig første gang at se hele to på en gang. Da tænkte jeg: nu går det i gang! Dagen efter var den officielle dag for ankomst. De første der ankom var netop de to Dart’er med Iris og Hartmut i sadlen, og hvad mere interessant var: de var fra Tyskland og ikke forhåndstilmeldte!

Retfærdigvis må jeg lige indskyde at den allerførste der ankom var min svigerfar, der tog turen fra Ringkøbing på sin 1957’er Nimbus.

Som dagen skred frem kom den ene, så den næste – Niels med sin i varevogn, Rasmus med sin på trailer, to eller flere der fulgtes, hele tiden fulgt af den dejlige lyd fra Lambertinis v-motor.
Og flere ikke-tilmeldte dukkede op.


Hen under aften kom de sidste tilmeldte, en flok tyskere, og deltagerantallet var nu med 11 allerede langt over det forventede – og jeg vidste at der ville komme et par stykker forbi dagen efter! Så blev der serveret en god stor portion chili con carne, bålet blev tændt og hyggen sat i gang.
Snakken gik ivrigt, selvfølgelig om vind og vejr, men ikke mindst om vores fine maskiner.
Tyskerne, som faktisk var i overtal, delte flittigt ud af deres erfaringer. De er mange og velorganiserede, og har derigennem så megen viden og erfaring, at det bare var med at spidse ører og øve sit skoletysk, for at få så meget som muligt ud af mødet.

Over midnat begyndte folk at trække ind i teltene for at sove i den noget kolde majnat. (3° faldt temperaturen til om natten!)

Næste morgen blev bålet tændt op og kaffen serveret, så der var noget at varme sig på, og efterhånden som solen havde brændt den værste morgendis væk, kom farven også tilbage i folks kinder. En hurtig optælling efter gårsdagens hygge lod ikke andet resultat tilbage: vi måtte ud og hente flere øl og mere kaffe! To kasser øl og ekstra kaffe blev købt. Så måtte vi kunne klare os igennem, troede vi.

Bo Madsen havde lovet at komme forbi om formiddagen, og denne gik med forventning på at han skulle komme med de nye, Corsaro’en og 9½’eren. Ved en opringning til ham måtte han desværre meddele at han ikke kunne nå det – han var lige ved at få afsat en 916’er. Butikken skal jo passes i så lille en niche, så aftalen blev at han og hans kammerat kom efter vores besøg på Egeskov. Men ventetiden gik fint, igen med snak og skruen og justeren på maskinerne, og alt imens kom der stadig flere til, igen flere som ikke var forhåndstilmeldte.
En tysker, Martin, kom med sin lille 250 Settebello på trailer. Ufatteligt, men dejligt, at have lyst til at køre så langt for at være med i så lille et træf, og så med mc’en på trailer.

Stefan og Hartmut skruer

For mig et af de store højdepunkter: 16 Morinier afsted mod Egeskov

Over middag blev det så tid for turen til Egeskov. Og jeg må sige det var et rørende øjeblik at skulle ligge sig i front for sådan et smukt følge.
Turen fra os til Egeskov går ad en af de bedste ruter jeg kender: snoet, med bakker og i det smukkeste landskab. Det tog (selvfølgelig) lidt længere tid en forventet. Det kræver alligevel lidt at holde samling på knap 20 motorcykler, og selvom jeg kom til at sætte pacen lidt for høj, og vi derfor tabte et par stykker undervejs så vi måtte gøre holdt for at vente på dem, tror jeg alligevel at alle var begejstrede for turen. Der var i hvert fald rig lejlighed til at prøve Morinierne af til det de er bedst til, nemlig de små snoede sogneveje.

Egeskov bød selvsagt på langt mere end tiden tillod, men motorcykelmuseet blev selvfølgelig gransket.
Jeg følte dog det nødvendigt at korte tiden yderligere af, for under besøget telefonerede jeg med Bo: de sad i haven og samtidig var der ankommet endnu to tyskere (igen ikke-tilmeldte), og de manglede øl! De fik en kort instruktion i at omgå vores hund, for at komme ind til øllet. Så kunne de klare sig til vi kom tilbage!

Saaberobe - Charlottes bil forvandlet til opbevaringsrum!

Vi satte så næsen hjemad igen. Denne gang lidt langsommere for ikke at hægte nogle af. Men men men, halvvejs hjemme fik vi det første problem. Elisabeths Yamaha ville ikke længere, en frygtelig ”grrrrrr”-lyd ved gearskift lød beskeden! Øv, tankerne og folks bud lød på gearkasseproblemer. Men der var ikke andet at gøre end at lade den stå og hente den senere på en trailer.
10 km senere: andet motorstop, Lars’ 3½ ville bare ikke mere. Dommen lød på et dødt batteri, og da han kører med Boyer-tændingsanlæg er han afhængig af en fungerende strømkilde (altså virker dit originale Ducatianlæg eller du kan reparere det – behold det! ;o). Også den måtte vi lade stå og hente senere.
Lars fik et lift bagpå Hartmuts Dart og hjemad det gik uden videre problemer.

 Hjemkommet blev det os klart at øllerne stadig ikke rakte, så mere måtte til, og for en sikkerheds skyld også lidt mere til grillen. Og godt vi gjorde, for flere dukkede op, så vi efterhånden nåede de 25 Morinier plus en 5-6 ”ikke-Morinier” på pladsen. Derudover kom der et par nysgerrige naboer forbi og det halve af min familie dukkede også op og var med til at sprede hygge.

De nye Morinier blev gransket nøje. Især 9½'eren, som flere ikke havde set før.

Grillen blev tændt og imens kørte Lars og Niels af sted i Niels’ varevogn med Martins trailer efter for at hente de to efterladte mc’ere. Da de kom tilbage kunne de fortælle at det kun var det forreste kædehjul på Yamahaen der gav anledning til grrrr-lyden. Pyh, tænkte jeg, godt der ikke lå flere dages arbejde med at reparere den. Men prøv at se billedet. Jeg har aldrig set så slidt et kædehjul. Det er da utroligt at den overhovedet har kunne køre så langt med det . (Og hvis nogen skulle undre sig ekstra: for at kunne holde det fast da det skulle skrues af, måtte jeg skære det kantet så jeg kunne sætte en svensknøgle på).

Lars fik batteriet fra Yamahaen (den kunne jo alligevel ikke køre) og så kunne hans igen. Da de fleste havde fået hvad de kunne spise, kom den mest officielle del af arrangementet, nemlig prisoverrækkelsen.
Præmierne gik til Danmarks Flotteste Morini; ”Den Særlige Præmie” – til ejeren der har haft sin (indregistrerede) Morini i længst tid og til den Længst Fra Kommende Deltager ved Træffet.

"MC Søren" overrækker præmier

Efter konfereren med deltagerne blev vi enige om at stemmerne til Danmarks Flotteste Morini skulle afgives af alle deltagende Morinikørere, også selvom flertallet var tyskere. Udfaldet blev ganske utvetydigt (selvom jeg til min egen stolthed må sige, at der faldt en god del stemmer til min) Niels’ smukke blå Morini i Valentini-stil. De fine detaljer, det flotte håndværk og polerearbejde efterlod efter min mening ingen tvivl.

Den, med gode grunde, stolte ejer!

 
 

Den Særlige Præmie gik til Lars Bendsen som har haft sin 3½ Sport siden 1999.

De to danske vindere, Lars og Niels

Heiner med sin pibe - 1150 km siger jeg bare!!!

Præmien til Den Længst fra Kommende gik til Heiner Eisenbeiss som kørte utrolige 1150 km fra Burgthann i Bayern (jeg føler det værd at nævne at han samtidig også var den ældste deltager ved træffet!)
Alle tre vindere blev præmieret med et gavekort på 500 kr. sponseret af Bo Madsen, den danske Moriniimportør og indehaver af Madsens Garage.

Nå, aftenen gik endnu engang med hyggesnak omkring bålet. Snakken faldt på et tidspunkt på dagens særlige betydning, nemlig 5 maj, altså Danmarks befrielsesdag. Norbert bemærkede det og skrev senere på ital-web.de at han håbede at vi ville have dem i bedre erindring end for omkring 60 år siden! - Men den, denne gang, fredelige ”invasion” af yderst sympatiske mennesker fra vores naboland, ved jeg at der kun har været begejstring for, så velkomne er de - jederzeit!

Søndag efter morgenmad begyndte folk at bryde op og stort set alle takkede af med et ønske om en gentagelse til næste år. Jeg vil også gerne sige tusind tak for en overvældende weekend.
Min kone, Elisabeth, og jeg blev enige om at det er det bedste arrangement vi har haft hos os siden vores bryllup, så vi har bestemt været glade for det. Tak til alle deltagere, til familien; særligt min svigerinde Charlotte, mine svigerforældre Ruth og Normann, som hjalp til hele weekenden, så jeg havde bedre tid til at være ”udadvendt”, og tak til de der ”bare” kom forbi.

Sandsynligheden for en gentagelse til næste år? – Skal vi sige: stor!!!