Tændingsanlægget
består i hvert fald af disse komponenter:
Svinghjulsmagnet, primærspole, pickup, "tændingsboks" og tændrør. Jeg
regner dog også ledninger (derunder stellet) og eventuelle
tændrørshætter med (nogle
modeller er
uden deciderede tændrørshætter og har i stedet en stikforbindelse
direkte til tændrøret).
Anlægget er således uafhængigt af batteri og resten af det elektriske
system, og Morinien kan derfor køre uden batteri og uanset hvad strøm
der ellers bliver brugt til lys osv.
Jeg vil i det følgende beskrive de fejlkilder der kan være med
tændingen. Efterhånden som vores maskiner bliver ældre, begynder de
elektriske komponenter nemlig at nedbrydes og ofte kan det være svært
direkte at se hvor problemerne er. Det er sandsynligvis også derfor en
del viger tilbage fra at rode med det elektriske - fordi man netop ikke
kan se fejlene på samme måde som mekaniske fejl. Det synes jeg dog er
en skam, især når man tænker på hvor simpelt kredsløbet i
tændingsanlæggets er opbygget. Og da det jo er uafhængigt af de andre
strømkilder på Morinien, er det altså relativt nemt at gå til, hvis man
bare
følger en systematisk fremgangsmåde.
Svinghjulsmagneten
farer jo forbi primærspolen, som derved genererer en lav spænding, som
siden bliver til omdannet til højspænding i tændingsboksens tændspole -
og som endelig bliver til gnist over tændrøret.
Magneter har det med at tabe kraft når de ældes, og dette er faktisk en
relativt ofte forekommende fejlkilde i Moriniens tænding. Der findes
grundlæggende tre svinghjulstyper alt efter årgangen på motoren og om
den er med elstart eller ej. De
nyeste har det kraftigste magnetfelt og derfor er det især de ældre
modeller, der må døje med problemer her.
Symptomerne ved et svagt magnetfelt er, at den har
svært ved at starte, især når den er varm. Når den først er i gang, er
der som regel ingen problemer.
Afhjælpning er at finde et andet brugt svinghjul der
er bedre. En ny generator er også en mulighed, fx fra Powerdynamo,
eller endelig det mere usikre at forsøge at få svinghjulet
opmagnetiseret. Dette kan dog kun gøres med meget begrænset sikkerhed
for udfaldet. For varme, slag og vibrationer er store faktorer for
demagnetisering,
og hvis et vist niveau overskrides vil magnetkrystallerne i materialet
nedbrydes permanent og de kan derfor ikke remagnetiseres. Med andre ord
kan man altså prøve sig frem om det kan lade sig gøre, men jeg vil
foreslå at man som minumum sikrer sig en eller anden form for garanti,
så man ikke skal betale for opmagnetisering hvis denne intet resultat
giver.
Den
ældre og nyere type svinghjulsmagnet. Den nyere findes i flere udgaver,
hvor den med kraftigste magnetfelt har istemplet nummeret 315797
Herunder min video om svinghjulsmagneten:
Primærspolen
består af et lille plastichus omviklet en tynd lakeret kobbertråd.
Her er den typiske fejl der opstår, at den isolerende lak på
kobbertråden ødelægges
af varme og rystelser. Derved får viklingerne kontakt med hinanden, som
gør at viklingsantallet i praksis bliver mindre. Stelledningen og den
grønne tilførselsledning kan imidlertid også knække af rystelser. Det har jeg selv oplevet.
Problemer med primærspolen er en særdeles hyppig fejlkilde.
Symptomerne er en svag eller udeblivende gnist på
begge cylindre. Man kan som regel følge symptomerne i det
daglige
efterhånden som spolen bliver ringere og ringere, da motoren får
sværere og
sværere ved at starte, især når den er kold. Nogle gange vil den kunne
løbes i gang og for så vidt have let ved at starte når den er varm, men
det er kun en stakket frist.
Man kan med en
vis sikkerhed måle sig frem til om det skulle være den,
der er årsagen. Dette gøres ved at tage den grønne ledning fra
generatoren af hvor den går i sikringsboksen, og så måle modstanden
mellem den og stel. Her skal der som udgangspunkt være minimum 180 Ohm
- jeg har dog oplevet at måle nogle så lave som 160 Ohm, som stadig
leverede god gnist. Men ligger de dernede eller lavere er de i praksis
defekte. I Den Blå Bog er der angivet et
minimum på 300 Ohm, men det må
bestemt være en skrivefejl, for efter mine og andres målingers af nye
originale spoler, kommer de aldrig over 250 Ohm.
En god spole vil
typisk måle omkring 200-225 Ohm. Vær dog opmærksom på at det ikke er
nogen garanti for at spolen er i orden. Det kan forekomme at den måler
det rigtige, men alligevel er defekt.
Afhjælpning: En ny spole kan man selv vikle, men det
kræver lidt, da det er utrolig mange viklinger med meget tynd tråd der
skal på, og prisen er relativ lav for en ny, så jeg vil egentlig
anbefale bare at købe den. Marcus Heilig er den
primære kilde jeg vil henvise til, men også Tritsch og NLM
har spolerne.
Ankeret som spolen sidder på, består af en masse tynde jernplader, og
spolen sidder fast ved at den yderste plade er bukket ned over den. Når
du skal have spolen af, skal denne altså bukkes tilbage. Gør det med
forsigtighed, så den ikke knækker - den skulle jo gerne kunne bukkes
ned igen når den nye spole er kommet på.
En ny spole - monteret. De andre fem spoler er
generatorspolerne til lys osv. Kig evt her.
Video om primærspolen:
Pickuppen
leverer signal til tændingsboksene om at den skal udløse gnisten. Den
består af en rotormagnet der farer forbi to spoler (en til hver
cylinder) som er støbt ind i plastichuset. Dette giver en lille
strømimpuls, som er det elektriske signal til tændingsboksen.
Pickuppen er relativ stabil og det forekommer sjældent at den er
defekt. Når de endelig går i stykker er det typisk pga skæv montering,
knækkede ledninger eller varme. Som regel kan man udefra se om den har
fejl, fordi selve huset så vil være revnet.
Symptomer på fejl er manglende gnist på en cylinder
eller ligefrem begge. Man kan også opleve at den går ud på en
eller begge cylindre når den bliver varm. "Mærkelig" motorgang kan også
tyde på en fejl her (fx at rotormagneten er løs eller defekt)
Som sagt kan man mange gange direkte se om den er defekt. Hvis det kun
er
en cylinder der er ramt, kan man prøve at bytte tændingsboksene ud med
hinanden.
Hvis fejlen så bliver på samme cylinder, er der rimelig sandsynlighed
for at det er pickuppen, det er galt med - hvis man altså er sikker på
at de andre
mere simple ting er i orden: tændrør, ledninger, stelforbindelser osv.
Afhjælpning er en ny pickup. Hvis det kniber med at
finde en brugt, findes der masser af alternativer. Marcus Heilig laver
en, Tritsch har
og igen også NLM. Derudover findes der forskellige
andre alternativer, men der vil jeg henvise til min linkliste eller at google.
Den ældre røde pickup og den nyere sorte (som også findes med
et udvendigt stabiliseringleje)
Tændingsboksene
består af et elektronisk kredsløb, der (sammen med pickuppen) regulerer
avanceringkurven og af en tændspole, der, som nævnt, omdanner
lavspænding til højspænding. Vær opmærksom på at der findes forskellige
bokse alt efter årgang og motortype. Den første er sort og kan
principielt kun
bruges sammen med en rød pickup (den kan dog bruges med den sorte
pickup, hvis man indsætter en diode mellem de røde ledninger og boksene
- se videoen herunder) . De senere er grå og kan kun bruges sammen
med en sort pickup. Ligeledes er 500-boksene anderledes end 3½-boksene,
idet de har en anden avanceringskurve (et sekscifret nummer istemplet
boksen fortæller hvilken type det er).
Tændingsboksene er også en relativt hyppigt forekommende fejlkilde.
Symptomerne: Som regel er det kun én boks der har
defekt. Den vil så typisk være helt død og motoren vil kun køre på en
cylinder. Vådt vejr kan varsle om problemer på vej. Plastichuset kan
nemlig revne, så der kommer fugt ind og laver kortslutninger. Har jeg også selv oplevet!
Man kan tjekke om problemet er at finde i en tændingsboks ved at
bytte dem ud med hinanden. Hvis
problemet således også bytter cylinder, er det med stor sikkerhed
tændingsboksen det er galt med.
Afhjælpning er igen nyt materiel. De fås også brugt,
men antallet er selvfølgelig dalende. Man kan hos Tritsch
og NLM
få nye, men man er så nødt til at
skifte begge, da de har lidt andre avanceringskurver. Det samme gælder
for dem jeg vil anbefale at købe, nemlig de tændingsbokse som sidder i
Vespa ET3 og en række andre modeller. De er meget billige og er næsten
ens med de gamle originale bokse. De originale ET3-bokse fra Ducati har
nummeret 32398112, så hvis du vil være sikker på at få de rigtige, kig
efter dette nummer! Der findes dog et utal af billigere kopier, så det
behøver ikke nødvendigvis være Ducatis bokse, du skal gå efter.
Vær opmærksom på at der skal en diode i mellem de røde ledninger og
boksene, hvis du har en sort pickup i forbindelse med disse
tændingsbokse - igen vil jeg referere til videoen.
Den ældre sorte boks og nyere grå med større tændspole. Husk
at de skal parres med
den rette type pickup!
Video om tændingsboksene og pickup'en:
Tændrør
kan selvfølgelig også gå sig en tur, og de bliver trods alt slidt.
Jeg har tidligere generelt anbefalet at købe tændrør uden modstand
i, da modstand selvsagt mindsker spændingen, med mindre gnist til følge.
Dette er for så vidt ikke så afgørende for de der har Kokusan-anlæg
(Dart, Excalibur), da dette leverer en god mængde strøm og har
fornuftige størrelser tændspoler. Det samme gælder til en vis grad
modeller med grå tændingsbokse, som også indeholder en større
tændspole, men især de gamle anlæg med sorte tændingsbokse og den ældre
type svinghjulsmagnet, kan være følsomme over for modstand i systemet.
Da tændrør uden modstand imidlertid ser ud til at forsvinde fra
markedet, vil jeg derfor foreslå at bruge iridium-tændrør, selvom de
kun fås med modstand i. De kræver nemlig mindre strøm til at lave (en
bedre) gnist med, holder sig bedre sodfri og har væsentlig længere
levetid end almindelige tændrør. Jeg bruger selv Denso's
iridium-tændrør hedder IW22
(Dart og 501-motorerne kører med lidt højere glødetal, så her hedder de
IW24).
Mine egne erfaringer med iridium-tændrør kan man læse lidt om under Min første
Morini.
Ind til videre er det endnu også muligt at få standard-tændrør uden
modstand - i hvert fald fra NGK. Disse går under betegnelsen BP7ES /
BP8ES (bemærk at der ikke er et R i betegnelsen - hvis de hedder BPR---
er de med modstand). Det er også en udemærket løsning, men de har dog
større tendenser til at tilsode, slides relativt hurtigt og når jeg
tænker på de positive erfaringer jeg har gjort mig med iridum-tændrør,
synes jeg det er værd at ofre ekstrabeløbet på disse.
Platin-tændrøret fra NGK har været ude af produktion, men det synes at
være muligt at få dem igen (BP7EVX). De
har en god kombination af ingen modstand og langt hen ad vejen
samme egenskaber som iridium-tændrørene - og så koster de det halve!
Hvis du støder på nogen der endnu har dem på lager, kan jeg
anbefale at vælge dem.
Tændrør er af en eller anden mærkelig grund væsentligt billigere i
England, og især med iridium-rørene, kan det betale sig at kigge over
søen. Priserne herhjemme kan nemlig være fuldstændig vanvittige - jeg
har set forhandlere der forlanger op til 200 kr for ét styk
iridium-tændrør! Jeg har før anbefalet en anden butik (Splat Shop), men
det lader til at der er andre, der kan gøre det endnu billigere, så
prøv at søge lidt efter det. eBay.co.uk er et godt sted at starte.
Tændrørshætter
Igen, køb med så lav modstand som muligt. Her bruger jeg NGK's hætter
som hedder SD01F (de er med 1 Kohms modstand). De fås til en fornuftig
pris hos thansen.dk
Ledninger
Vær opmærksom på at de heller ikke holder evigt.
Jeg har fx selv to
gange
oplevet defekte tændkabler. Det gav sig udtryk ved at der sporadisk
ikke var tænding på en cylinder.
Det er jo højspænding de
leverer og der skal ikke megen dårlig forbindelse til før at gnisten
vil springe inde i selve kablet, hvorved det nedbrydes.
Men også de andre ledninger; fra pickuppen, tændingsboksene,
generatoren osv, skal man være opmærksom på. Tænk på at de kan være op
til 30-40
år gamle, har været udsat for kraftige rystelser og dansk saltholdigt
klima. Vær især opmærksom på fladstikkene og ikke mindst
stelforbindelser, som jo er en særdeles
udbredt (og ofte undervurderet/overset) fejlkilde!
Tændingslåsen
skal også lige nævnes. I
praksis er det ganske enkelt den grønne ledning (altså primærspolens
strøm) der bliver sluttet direkte til stel når moteren skal standses.
Det samme sker i "RUN/OFF"-kontakten ved gashåndtaget på nyere
modeller, så tænk også på om der
kan være fejl ved den afbryder.
Det kan forekomme at der er problemer med tændingslåsen. Som regel
betyder det bare at motoren ikke kan standses, men låsen kan dog være
så
ringe at der ligefrem er overgang i den, så der bliver ført strøm fra
forbrugsnettet direkte til tændingsboksene. Dette skal man være meget
opmærksom
på, for det ødelægger tændingsboksene!
På de senere modeller
er der indsat en diode mellem den grønne ledning og tændingslåsen netop
for at forhindre dette, hvis tændinglåsen på den måde skulle svigte.
Dioden (fx 1N4007) kan man med fordel også montere på ældre
modeller.
Under fejlsøgning i tændingssystemet kan man evt tage ledningen til
tændingslåsen fra, for
at udelukke problemer her.
Kombinationsfejl
kan være noget af det mest frustrerende. Det
er ikke så tit det forekommer, men det kan jo ikke udelukkes at der er
flere fejl oven i hinanden. I disse tilfælde må man simpelthen starte
fra en ende og udelukke hvert trin ved at udskifte med komponeter man
med sikkerhed ved fungerer, indtil alle fejl er opdaget.
Den nok hyppigst forekommende kombinationsfejl er svagt magnetfelt og
dårlig primærspole.