Morinitour 2011

Km: 3661 - Hygind

I år er det meningen der skal afvikles rigtig mange kilometer. Turen går sydpå, kan jeg vist roligt afsløre. Igen står den på besøg hos Morinister og det italienske og tyske Morinitræf.
Dagbogen bliver til undervejs og uploadet i takt med fremskridtene og adgangen til netforbindelser. Håber det falder i smag:

28/05 - 00:37

Km: 4165 - Destedt
Med den forventede forsinkelse kom jeg endelig afsted - det var for fristende bare at kopiere sidste års indledning, men i år kan man vist rolig sige at der var grund til det. Kl var 11 før jeg kunne sparke Tornerose igang. Forinden skulle jeg pakke det sidste, vaske en t-shirt som jeg skulle have med, vaske Morinien, og ikke mindst finde ud af en måde hvordan mine nye tasker skulle sidde. Jeg har købt nogle Ortlieb sidetasker og jeg har simpelthen ikke haft tid til at finde en løsning på monteringen, så det blev også i sidste øjeblik.
Afsted kom jeg så endelig. Turen havde jeg heller ikke haft tid til at planlægge, så det betød at jeg bare tastede destinationen ind i TomTom'en. Turen blev derfor lidt kedelig, men det er under alle omstændigheder lidt svært at finde gode veje i Nordtyskland, og jeg ville bare afsted og have afviklet en masse km. Desuden måtte jeg jo være lidt forsigtig med gashåndtaget, for at skåne det nye stempel (se Tornerose 15).
Det var koldt og regnede stort set hele dagen, og en kraftig vind tærede godt og grundigt på kræfterne. Omkring Hamborg var jeg simpelthen så træt at jeg sad og nikkede på motorcyklen. Jeg holdt derfor ind for at spise en pølse ved en vejbod. Det friskede lidt og jeg kunne fortsætte til Louis, hvor jeg lige skulle have et par småting. Så gik det videre mod Destedt ved Braunschweig, og kl 19 ankom jeg hos Dirk, en af de mange Morinister jeg har lært at kende.
Jeg fik en rundvisning og anvist en seng at sove i. Og så til det vigtige: kigge Morinisamling. Dirk har kørt Morini i 30 år, så han kan selvfølgelig fortælle mange gode historier.
Under aftensmåltidet fik vi besøg af Didi, endnu en Morinist, som jeg lærte at kende sidste år - dejlig overraskelse.
Aftenen blev brugt på - ja, hvad ellers - Morini-snak. Ved midnat var jeg dog så træt, at jeg dårlig kunne hænge sammen mere. Vin og mine medbragte Ale no 16 gjorde det heller ikke nemmere at golde sig vågen, så vi sagde godnat for den dag
Dagens ridt var omkring 500 km. Lidt hårdt, da jeg jo ikke rigtig har kørt længere ture siden efteråret. En nyt sæde skulle jeg også lige vænne mig til.

29/05 - 15:37

Km: 4914 - lidt før Østrig
Jeg må hellere lige refere hvad det skete i går. Jeg havde stort set ikke tid til at skrive, og oveni var min iPhone tør for strøm da jeg nåede aften.
Jeg vågnede efter en god nats søvn - dog lidt tidligt. Dirk var ikke oppe endnu, så jeg fik flyttet lidt rundt på min oppakning. Jeg skulle igen have plads til min tykke trøje og nu hvor øllerne var drukket måtte der ommøbleres lidt.
Efter kort tid var Dirk oppe og hentede morgenbrød til os. Vi fik snakket lidt om dagens rute - Dirk havde lovet at køre et stykke med mig gennem Harzen og ved titiden kørte vi så. Dirk forrest med sine 140 hestekræfters Corsaro og jeg bagefter med fuld oppakning og 30 hk. Dirk er instruktøruddannet og har nok kørt over en million km på mc, så han ved nok hvordan ideallinjen skal skæres, og det er altså fedt at ligge bagved en der kan sit kram (også selvom jeg mangler 100 hk for at kunne følge med på de lige stræk).
I den sydøstlige del af Harzen tog vi afsked. Han kørte hjem igen og jeg over Kyffhäuser. Superfedt stræk. Da det var weekend var der selvfølgelig pakket med motorcykler og jeg kom desværre til at ligge bagved en der kørte for langsomt, men desværre ikke langsomt nok til jeg kunne overhale. Men sjovt var det nu alligevel. Der stod i øvrigt to mc-betjente halvvejs oppe, men de lod nu til bare at nyde synet, ligesom de mange mc-ister der stod i hvert sving.
Fra Kyffhäuser gik det videre igennem Thüringer Wald ad Rennsteig. Det var også en utrolig sjov vej. Lidt dårlig asfalt, men det ene sving efter det andet.
Jeg havde egentlig tidligt planlagt at besøge Heiner (som jeg efterhånden har besøgt nogle gange), men da jeg ikke vidste hvornår jeg kunne komme afsted, havde jeg ikke aftalt noget med ham. Jeg besluttede nu alligevel at køre forbi. Og kl 19 var jeg hos ham. Han så meget forbavset ud, da han så mig dukke op. Han stod og reparerede en lille to-takter for en af hans bekendte. Lidt snakken frem og tilbage, og så blev jeg inviteret på aftensmad. Der blev igen snakket og vi fik igen vin. Det kan godt være lidt hårdt for leveren sådan at være på tur, for alle vil jo gerne gøre det så godt som muligt, så der ryger som regel alkohol på bordet. Men skidt, når jeg bare skal sove bagefter går det jo. Men det kan nu godt give lidt træthed dagen efter.
Dagens ridt: igen omkring 500 km. Det er måske lige i overkanten når man skal besøge folk, for det kræver ligesom lidt ekstra tid.

29/05 - 22:56

Km 5091 - Hallein, Østrig
Heiner og jeg havde aftalt at vi skulle køre til et par træf i nærheden, så efter morgenmad, kom vi afsted kl 9. Jeg sagde på gensyn med Uschi. De kommer til Morano på fredag, så det er jo et snarlig gensyn.
Første træf var mest biler, men der var alligevel lidt interessant at kigge på. Efter en halv times tid kørte vi videre, nu med en af Heiners utallige bekendte med. Heiner kørte forrest med sin Velocette fra 1953. Den kører ret hurtigt og Heiner giver den ikke skånekost. Det er sjovt hvordan flertallet af de Morini-folk jeg kender kører grejet til grænsen. Jeg har nævnt det før, men jeg tror virkelig ikke der findes en gruppe der så udpræget giver deres gamle maskiner alt hvad de kan leve af som Morinister.
Andet træf var mere interessant. Der var rigtig meget forskelligt. Morinien blev også tjekket ud, og jeg måtte svare på mange spørgsmål - især når Heiner fortalte hvor langt jeg kommer fra og hvor langt jeg skal.
Lidt over middag sagde jeg på gensyn til Heiner og farvel til de mange af hans bekendte, og kørte sydpå. Jeg kørte uden gps og fulgte bare Heiners anvisninger. Ved en tankstation efter hundrede km, kom gps'en dog på banen igen. Jeg har prøvet at køre uden lyd på, og det fungerer meget godt, i hvert fald på de veje jeg har kørt ind til nu. Manfreds adresse blev tastet ind, hvilket er denne dags overnatningsstation.
Vejret er blevet rigtig fint og jeg kan køre med mindre og mindre isolerende inden under læderet. Det er en fornøjelse.
Knap syv ankom jeg til Manfred. Han havde sat det italienske flag ud til vejen, så det var festligt at ankomme. Jeg blev budt på aftensmad og derefter gik vi en tur til floden i nærheden. Snakken går som altid fint. Han er kommet på pension, pga af den ulykke han var ude for for 4 år siden - en bil kørte ud foran ham, og han fik mere eller mindre knust underarmene. De er dog blevet flikket sammen igen, men han har altså stadig stærke mén efter det.
Morini-snakken gik selvfølgelig også. Og der findes nok ikke en mand der præger sin verden mere med Morini end Manfred. Han er uddannet snedker og laver rigtig mange sjove ting til hjemmet. Og alt hvad han laver har en Morini-reference: skærebrættet har facon som et af logoerne. Det har kattens hus også; lysestagen, sengegavlen i sengen jeg ligger i. På husgavlen står der Via Morini 3½ osv. Manfred er dedikeret, kan man vist roligt sige.
I morgen er det Großglockner. Sidst jeg kørte over var det tåget, men denne gang skulle det gerne bliver med udsigt og det hele. Jeg har i dag sågar fået lagt en rute, så nu er jeg ved at være med tidsmæssigt.

30/5 - 14:47

Km: 5097 - Cortina
Jeg sidder nu i Cortina. Det er et gammelt ønske at komme hertil. Byen er egentlig ikke noget særligt, men navnet har altid været eksotisk for mig. Og så er det jo en lille filmstjerne, bla. James Bond film og Cliffhanger er optaget her. Her er meget kønt og naturen byder på stor alsidighed, så man forstår hvorfor den er populær.
Varmen er over mig. Jeg har lige omklædt til det minimale jeg kan have på. Jeg har denne gang taget mine sommerhandsker med i oppakningen, for de vandtætte jeg ellers kører med er simpelthen for varme hernede - 30 grader så jeg på et termometer!
Det var sågar varmt på Großglockner. Jeg havde ellers regnet med at skulle have alt mit tøj på, ligesom sidste gang, men jeg kunne fortsætte i samme tøj som jeg havde kørt i hidtil.
Der var rigtig mange på udflugt på bjerget, så det var en lang overhaling op og ned.
Tornerose trækker som aldrig før. Jeg kan faktisk accelerere op ad selv de stejleste stigninger. Hvilket jeg bestemt ikke kunne sidste år. Det er altså præcis det jeg ønskede ud af motoren.
Næste stop er hos Marco. Jeg glæder mig til at se ham igen. Selvom jeg kun har set ham et par dage om året de sidste to år (og selvfølgelig mailer med ham), føler jeg en meget stærk forbindelse til ham.

31/5 - 00:53

Km: 5513 - Padova
Sikke et endorfin-kick! Jeg var blevet anbefalet af Manfred at køre over Passo di Giau. Det blev også til Passo Duran og et mindre et jeg ikke kan huske hvad hedder. Og for f..... hvor var det fedt. Især det sidste var så fedt at jeg på et tidspunkt fik grineflip, så tårerne trillede ned ad kinderne. Jeg måtte tage mig alvorligt sammen, for det er jo ikke til at køre når man ikke kan se for vand i øjnene.
Nå, turen gik så videre ad mere lige veje til Padova. Et lille stop blev det til 100 km derfra, men ellers med fuld skrue derudad.
Efter at have parkeret ude foran det store gymnastikcenter (som også rummer familiens store lejlighed), gik jeg ind i salen, for jeg tænkte at Marco nok trænede eller underviste. Og ganske rigtig, han var der, og jeg blev mødt på den sædvanlige meget italienske måde: store armsving og en masse begejstret og højlydt italiensk. Det er da dejligt at blive modtaget på den måde.
Vi har kigget lidt kort her til aften, og han har givet mig tips til hvordan min rute ellers skal forløbe. Han kender områderne rigtig godt og jeg fik en del billeder at se fra nogle af de ture han selv har været på.
Som afslutning på dagen kørte vi ud og hilste på Stefania, Marcos kæreste. Hun er nu så dejligt et væsen, så det var godt at se hende igen.
Nu er jeg så kommet i min sædvanlige seng, og ligger og lytter til cikaderne udenfor.
I morgen skal jeg ikke køre (andet end hvis skal i byen i morgen aften), så det bliver altså min første hviledag.

31/5 - 21:24

Km: 5535 - Padova
Lidt om Morinien: Der har været tre problemer: Det spændebånd der skulle holde møtrikken til varmeskjoldet er knækket (se Tornerose 15 igen), men det lader til at skjoldet nok skal blive hængende. Jeg vil dog lige sikre det med et stykke ståltråd.
Mit fordæk er ikke helt rundt. Det er anden gang jeg oplever det med BT45'erne. Jeg har en lille anelse om at det er fordi det har stået lidt længe på loftet. I hvert fald havde det en tendens til at ville kravle af fælgen igen ved lavt dæktryk. Derfor har jeg kørt de første mange hundrede km med meget højt dæktryk for ligesom at arbejde det på plads, hvilket selvfølgelig har givet et noget hårdt ridt. Jeg har i mellemtiden sænket trykket til normalt igen, men dækket hopper stadig. Det er dog kun mellem 80 og 100 at det føles generende, og for det meste ligger jeg over de hastigheder ud ad lige landevej, eller også ligger jeg og kører ræs på de små snoede veje, og der bemærkes det ikke. Men alligevel irriterende med et nyt dæk der er skævt.
Den forreste cylinderpakning har ikke holdt tæt, så den har smidt en del olie undervejs. Det ser ikke kønt ud på en nyrenoveret motor Jeg har nok genbrugt aluminiumpakningen lidt for mange gange eller også har jeg været nærig med silikonepakning.
Idag har Marco og jeg så været aktive. Han har lavet skabeloner til tæpperne til sin Lancia Flavia og jeg har haft cylinderen løftet op, renset for gammel silikone og givet den en ny omgang.
Efter en tiltrængt middagslur blev den prøvekørt og det ser ud til at den er tæt - i hvert fald der! Jeg skal have den vasket for at se om der er andre steder der kommer olie ud. Simmerringene kan have taget skade af alle de adskillelser og samlinger.
Ellers har jeg været i salen for at kigge på de fantastiske gymnaster. Jeg bliver helt misundelig, men med alle de skavanker jeg har, tror jeg at jeg ville skille ad i alle led hvis jeg begyndte på noget lignende.
I morgen går turen til Gardasøen. Desværre ser det ud til regn, så det er lidt ærgerligt. Værre er det at det ser ud til regn og torden hele weekenden. Det er ikke så godt i forhold til træffet. Men i det mindste er det varmt, så mon ikke det bliver til at holde ud - jeg skal jo alligevel ikke køre i weekenden.

1/6 - 1:08

Km: 5535, Padova
I byen med Stefania og Marco. Dejligt. Desværre uden Marcos Morini, da den står uden forsikring af sære italienske omstændigheder. Fik sagt på gensyn til næste år til Stefania. Selvom jeg ikke snakker så meget med hende, er hendes blotte nærvær en fornøjelse.
I morgen skal jeg sove i telt. Det glæder jeg mig til. Og jeg ser også frem til en alene-dag. Det kræver alligevel lidt at være gæst, for jeg vil så nødig være til ulejlighed, selvom det nu på intet tidspunkt føles sådan.
Jeg har stadig et efterslæb rent søvnmæssigt, men heldigvis sover man på mange forskellige måder i huset, og Marco sover længe, så det vil jeg også prøve at gøre...

1/6 - 22:21

Km: 6004 - N45.7458 Ø10.52259
Sikke en gang drama at slutte dagen af med.
Først vil jeg dog lige igen udbryde: hvor jeg dog elsker italienernes køremåde!! I dag skulle jeg køre ud af Padova. Og det foregår jo ved at man kører på midtersporet eller på indersiden af bilrækkerne. På den måde kan man holde et godt tempo på knap 80 gennem byerne. Selvom jeg ind i mellem tillader mig den slags "frækheder" i Danmark i særdeles begrænset omfang (der ikke tilnærmelsesvis tåler sammenligning med hvad der er normalt hernede), kræver det ligesom en vis tilvending: man skal på det nærmeste glemme alt om hvad man har lært i køreskole. At køre hernede er som at musicere. Her findes der ikke "traffic jams", men derimod "traffic jam sessions" ;o) Måske en lidt plat kommentar, men sammenligningen med et af jazz'ens adelsmærker er ikke helt ved siden af, synes jeg. Man er hver især udstyret med sit instrument, og man kaster sig så ud i fri leg. Der er selvfølgelig visse grundregler som er nedarvet med traditionen; vejene kunne være et slags genreforlæg eller tempofundament og så gælder det ellers bare om at skabe den bedste musik, hvor alle kommer begejstrede i mål. I modsætning til klassisk musik, hvor alting er beskrevet og dikteret på forhånd, og den enkelte musiker mere eller mindre kan sidde i sin egen verden, med næsen i regelsættet og kun af og til behøver at kigge på dirigenten, så er den frie jazz præget af at musikerne skal have en enorm stor opmærksomhed på hinanden, og det er præcis det jeg oplever med italienske trafikanter. Man ser hinanden og aflæser hvorhen ens medtrafikanter bevæger sig. Det finder jeg yderst sympatisk og det gør at trafikken glider fremad på skønneste vis også selvom det ind i mellem ligner noget rod. Ja, der er mange ligheder med jazz. (Jeg glæder mig i øvrigt til jeg skal høre Keith Jarrett i Operaen når jeg kommer hjem ;o)
Jaja, man skal sikkert opleve det og giv sig hen i det, for at følge hvad jeg mener.
Dagen begyndte ellers med flere timers styrtregn. Jeg rævesov så længe som jeg syntes jeg kunne tillade mig og stod så op da regnen stilnede af, lidt over ni. Morinien blev pakket, jeg fik morgenmad med Marco og så ellers afsked. Han skal til München lige omkring det tyske træf, så det kan være han vil kigge forbi, da det kun er en 100 km derfra.
Nå, jeg havde jo lovet lidt drama: halvvejs til Gardasøen kom jeg ind i en by. På den anden side af en vej stod der et par færdselsbetjente og var i gang med at udspørge en bilist. Jeg tændte videokameraet for lige at filme scenariet. Jeg var drejet forkert og skulle så vende tilbage og forbi betjentene. Igen tændte jeg kameraet for lige at filme dem mens jeg kørte forbi. Forbi kom jeg nu ikke, for den kønne kvindelige betjent stak slikpinden op og vinkede mig ind til siden. "Controllato documenti" eller noget i den stil, sagde hun. Jeg tog hjelmen af og så nok lidt undrende ud. Hun gentog og nu kom den anden betjent hen. Hun kiggede på nummerpladen og jeg stak den mandlige betjent mit kørekort. "Do you speak english?" spurgte han, og jeg svarede bekræftende. Så blev der spurgt om mine forsikringspapirer og min registreringsattest, men jeg måtte beklage, at jeg desværre havde glemt dem. Der blev rystet en del på hovedet, og jeg gav ham mit visitkort for ligesom at vise den gode vilje. Efter et par simple spørgsmål frem og tilbage vidste de vist ikke rigtig hvad de skulle stille op med mig, så de lod mig køre - stadig lidt hovedrystende, men dog smilende og venlige.
Derefter gik det mod Gardasøen, som vist ikke behøver nærmere beskrivelse, andet end at jeg kan gentage at det er en skam der er så turistpræget, men det kan selvfølgelig ikke være anderledes når der er så smukt. Jeg kørte på østsiden mod nord og på den anden side mod syd ind til jeg fandt SP9. Denne vej kørte jeg jo også sidste år, og er en stor grund til at jeg ville til Gardasøen igen i år. Vejen er supersjov, sving for hver 100 m.
Så, drama del 2: lidt før Lago d'Idro fandt jeg et sted at overnatte inde i noget skov (se koordinaterne). Jeg skulle bare lige køre op ad en lille bakke og så slå telt op. Jeg fik den kvalt og måtte så sparke den i gang igen. Altså venstre ben i den sædvanlige manøvre, men hvad...? Hvor var kickstarteren??? Den var simpelthen faldet af! Et kort øjeblik overvejede jeg situationen - og besluttede så at køre tilbage for at lede efter den. Jeg måtte så på kedeligste vis køre hele denne fantastiske vej tilbage til hvor jeg sidst have brugt kickstarteren, og så den anden vej igen til overnatningsstedet. Kickstarteren har jeg ikke fundet, så de knap to timers kørsel var stort set forgæves og særdeles udmattende. At køre så længe med øjnene rettet 20 m frem mod vejkanterne, kan ikke anbefales.
Jeg har ikke kunne gøre noget i aften, for her hvor jeg er, er der absolut intet telekommunikationssignal af nogen art, så i morgen må jeg have gang i jungletrommerne for at se om jeg kan få arrangeret, at en eller anden tager en med til Morano. Jeg kan selvfølgelig stadig løbe den i gang, det er bare noget bøvl på sådan en tur.

Det er bælgravende mørkt her, en ugle prøver insisterende at kommunikerere et eller andet ud, hundeglammen er ved at tynde ud (hundeglam er åbenbart obligatorisk de steder jeg sover i det fri), et eller andet lille dyr pusler rundt lige uden for teltet og et større tramper rundt et stykke væk, men nu vil jeg altså sove, så kan de have deres nattesjov for sig selv.

2/6 - 16:35

Km: 6331 - Morano
Numero uno, numero uno!, blev der råbt da jeg ankom til træfpladsen - jeg var den første! Jeg fik parkeret Morinien og fik hilst på alle. De kan vist genkende mig efterhånden, men jeg er selvfølgelig også relativ let genkendelig - som den eneste dansker! De spurgte allesammen om jeg havde haft regn på køreturen i dag, men det kunne jeg da sige at jeg ikke havde haft. Fulvio, som er overbossen, var ikke tilstede. Jeg fik en forklaring om at han var ude at køre, så jeg slog telt op på den bedste plads! Når man kender stedet og er den første, kan man selvfølgelig det. Færdigopslået kom Fulvio og gav mig den "officielle" velkomsthilsen. Desværre kan han ikke så meget engelsk, hvilket piner ham lidt, kan man se. Han ville gerne kunne snakke noget mere med mig. Han fik en dvd med video fra vores træf, så kan han jo se hvad vi laver oppe nordpå.
Antallet af myg gjorde en ting klart. Jeg måtte finde noget antimyggespray. Sidste år var jeg plaget af myggestik flere uger efter træffet. Så jeg kørte til Casale og købte ind. Her fik jeg også vasket Tornerose ved "Den Blå Elefant". Frøkenen lignede noget der var løgn; møgbeskidt og oliespild alle vegne. Nu sidder jeg så ved mit telt og nyder at være her.
Dagen begyndte med at jeg blev vækket af en bil der kørte ind i skoven, lige ved siden af teltet. Jeg var langt fra udhvilet, men kunne så heller ikke sove længere, så med ømme lemmer og stive led stod jeg op og fik pakket. Det tog lige en ti minutters tid, før jeg var løsnet op. Det er en lidt brat opvågning sådan lige fra morgenstunden, stadig lidt søvndrukken, at skulle køre hårnålesving. Jeg prøver i år at se om jeg kan få det til at fungere med hang-off og knæet ude. Godt nok er det ikke så påkrævet med den lille Morini, men lidt hurtigere kan man da tage svingene. Desværre er min nye tanktaske lidt i vejen. Den er omkring 5 cm længere end den gamle og så er den lidt i vejen til den slags. Det bliver selvfølgelig heller ikke bedre af at mine lommer er fyldt med kameraer, punge, iPhone, låse osv, men jeg vil helst ikke lægge sådan noget i taskerne. Dels fordi jeg gerne skal have det lige i nærheden hele tiden, ellers får jeg da slet ikke optaget noget, og dels fordi jeg har hørt for mange historier om kostbar elektronik der simpelthen er blevet rystet i stykker i taskerne.
De sidste 150 km til Morano er relativt kedelige - lange lige veje og fladt, fladt landskab. Her bliver dyrket ris i stor stil, så det er småt med afveksling. Jeg synes dog alligevel at det er en meget hyggelig tur, da det ligesom varsler at man nærmer sig Morano. I dag er det republikkens nationaldag, så alt er lukket, og trafik var der stort set ikke på vejene. Jeg kunne altså holde et jævnt tempo på omkring 120, og så er er de få bløde og overskuelige sving meget sjove at tage med fuld skrue.
Nåja, jeg har skrevet på ital-web, mails til nogle udvalgte tyskere og Manfred, og til Marco, om der er nogle der vil tage en kickstarter med hertil, så må vi se... Det er ikke så elegant at løbe den i gang, selvom den stort set starter med to meters dovent tilløb.

2/6 - 21:58

Km: 6331 - Morano
En anden fordel ved at komme så tidligt, er at man får lov til at være lidt med i forberedelserne. Det er nu så hyggeligt, og det betyder også at man kan nyde godt af italienernes gæstfrihed. Jeg blev budt på pizza, "dolce", øl og grappa. Selvom jeg kun lige aner hvad deres samtaler er omkring, er det nu hyggeligt at sidde og følge med i ordvekslingen.
Det er ved at blive mørkt og jeg har trukket mig tilbage til teltet. Floden suser afsted ved siden af og de sidste samtaler finder sted oppe i baren. Det er et efterhånden velkendt scenarie.
Jeg har lige tjekket jungletrommerne, og der er simpelthen en kickstarter på vej! Manfred har meldt at han medbringer en. Morinister er bare noget af det bedste folkefærd i verden! Jeg har ikke kunne tjekke på ital-web (netforbindelse er ikke super), så hvem ved, måske kan jeg vælge mellem ti kickstartere ;o)

3/6 - 15:38

Km: 6382 - Morano
Det er en rigtig dovnedag. Jeg vågnede godt nok tidligt, men blev liggende lidt og kiggede kort og forsøgte at planlægge etaperne efter træffet. Op ad formiddagen listede jeg ind til Casale - tog en stor bue i nordlig retning, for at se lidt lokalmiljø. I Casale ledte jeg som en gal efter Euronics. Jeg har vist glemt at få alle mine hukommelseskort med, eller også har jeg bare ikke så mange som jeg tror. Jeg kørte frem og tilbage, frem og tilbage. Jeg har været der før og jeg var sikker på at jeg kunne finde den. Da jeg havde været igennem samme rundkørsel femte gang, ville jeg tjekke internet på iPhonen, men lige imens, kom der to unge knægte på noget småt racer-totakter forbi. "Morano", spurgte den ene. "No, Euronics", svarede jeg. Så holdt han ind og forsøgte at forklare. Det blev lidt kompliceret, så jeg hev TomTom'en frem. Det kunne han så ikke finde ud af. "Jeg kører lige foran", kan man vist oversætte det til, var hans næste kommentar, og så viste han mig vej. "Grazie" råbte jeg ud gennem hjelmen, da vi kom til et sted jeg var kørt forbi ti gange, men ikke havde genkendt at det lige var rundt om hjørnet. "Prego", sagde han og kørte tilbage til kammeraten. Jeg fik mit hukommelseskort - det er forbavsende meget jeg alligevel kan opfange af spørgsmålene, når bare jeg ved hvad sagen drejer sig om.
Derefter ud til COOP, som jeg i det mindste kan finde, for lige at købe et par øl, så jeg har noget at byde på, til de første af dem jeg kender som ankommer.
Lidt efter jeg var tilbage på pladsen, kom Martina og Helmut. Vi fik en god snak, og kørte derefter ud til en gammel racerbane ganske kort herfra. Jeg har ville se den hvert år, men har ikke rigtig nået det. Jeg havde håbet vi kunne komme ind at køre på den, men hvert år er forhindringerne blevet større og vi fandt ikke et hul der var passabel med mc, så jeg måtte nøjes med en fodtur.
Det er blevet rigtig lummert. Der er blevet lovet tordenvejr, og hele tiden ser det truende ud, men indtil videre er vi forskånet for regn.

4/6 - 17:54

Km: 6451 - Morano
Det et utroligt at jeg ikke kan lære det. Igen fik jeg drukket for megen vin. Kl var 14 før jeg var bare nogenlunde oppegående i dag.
Hen under aften i går dukkede Manfred og Dieter op. Men ellers var det småt med kendte ansigter.
Under aftensmaden begyndte det at regne, sådan helt monsun-agtigt, så der blev hygget inde i teltene. Udsigten til regn har helt sikkert holdt mange væk, så træffet er ikke så stort i år.
Ud på aftenen dukkede Hans fra Holland op, og lidt senere Dietmar som jeg lærte at kende sidste år. Det blev også til nogle nye ansigter og snakken gik lystigt
I morges prøvede jeg at sove længe, men gårsdagens alkoholindtag gjorde det svært at finde ro.
Klokken tre var der udflugt til et vinslot. Samme sted som sidste år, men en anden rute. Det går som vanligt alt for langsomt til min smag, men da det er en utrolig smuk natur, kan det lige gå. På den anden side af floden er der bjerge - de er ikke så store, men det giver selvfølgelig nogle gode veje og er en spændende kontrast til det flade landskab nord for floden.
Heiner og Uschi er ikke kommet, så de er savnet. Med det lille antal kendte ansigter, kan det godt være jeg kører herfra allerede søndag eftermiddag. Jeg føler at jeg har et vist tidspres hvis jeg skal nå det ønskede, så det er nok meget godt at komme afsted. men nu må vi se...
Nåja, Manfred havde jo en kickstarter med. Desværre var det en af de gamle i stål, der har "hængslet" oppe ved trædefladen. Desuden var der svejset på den og den bøjede tilmed for langt ind mod motoren, så den ikke kunne gå forbi udstødningen. Den skulle derfor varmes op og bøjes udad. Jeg fik fat i Fulvios datter, som kan lidt engelsk, og satte hende ind i sagen, og hun forklarede videre til sin far. Han greb resolut kickstarteren og kørte hjem! Ganske kort tid efter kom han tilbage med en alu-kickstarter. Den har jeg så fået lov at låne. Jeg skal bare sende den til ham når jeg er hjemme igen. Fin løsning!

5/6 - 00:51

Km: 6451 - Morano
Bandet spiller lystigt oppe på scenen. I år er lyddstyrken heldigvis udholdelig, og sceneshowet er ganske underholdende trods det lidt for poppede repertoire. Sjovt er det at høre de to sangeres engelsk med tydelig italiensk accent. Indimellem lyder det næsten som om de ikke kender ordene, men bare forsøger at efterligne de lyde de har hørt.
Jeg har lagt mig i teltet. Bandet er vist også snart færdigt. Det har været en lidt sløv dag. De fleste jeg har snakket med er lidt skuffede over træffet. Der har da heller ikke været så meget nyt at se på. Ikke engang Perfetti har været forbi. Men jeg vil nu give fødselsdagsbarnet Manfred ret, når han udtrykker sin nydelse af at bare være til i øjeblikkene her. Nu er det selvfølgelig en festlig lejlighed, men det virker som om italienere har en særlig god evne til at nyde livet og nuet, og det smitter af.
I morgen kommer Lambertini og holder et lille foredrag om hans liv og virke sammen med Moto Morini. Jeg har fået ladet alle batterier og fundet hukommelseskortene frem så jeg kan få det optaget. Jeg håber det lykkes. Marco har lovet at han vil hjælpe med at få det oversat.
Forresten, i går under turen gik mit kobllingskabel ikke super godt, så jeg ville lige rense og smøre det efter aftensmaden. Da jeg fik det af, opdagede jeg at en af trådene var knækket, så derfor gik jeg igang med at file stumperne ned. Mens jeg stod der, kom en italiener forbi og spurgte til problemet. Jeg viste ham hvad der var galt, og han sagde at han havde et nyt, som jeg da kunne få. Det blev monteret og betaling ville han ikke høre tale om. Flink mand. Det gamle kabel har ellers holdt lige præcis to år. Det fik jeg lavet hos et Ducati-værksted i Casale forrige år, da det knækkede 75 km fra Morano. Det var i øvrigt også en sjov historie, hvor tre mand brugte to timer på at opdrive de rette nipler, som de ikke selv havde, og derefter få det monteret. 75 kr måtte jeg slippe med. Den havde vist ikke gået i Danmark!

5/6 - 22:51

Km: ca 6666 - Aulla
Hele pladsen vågnede med et sæt kl 8 i morges. Først komt der et lysglimt fra et kæmpelyn få hundrede meter væk, og så kom der ellers et brag som blev der skudt med panserværnskanon lige ved siden af os. Det begyndte allerede at regne en gang om natten, og det har det stort set gjort hele dagen. Omkring middag var der dog et lille hul. Perfetti kom forbi med sine flotte racere. Jeg fik en gang middagsmad og tog derefter afsked med alle. Lambertini var vist ikke i sigte. De fleste var taget hjem. Der var stort set kun personalet tilbage, så jeg tænkte jeg ville udnytte opholdsvejret.
Jeg havde planlagt at køre i bjergene og ikke langs kysten, som jeg ellers har gjort tidligere. Det skulle vise sig at være en særdeles dårlig disposition. Jeg kom over et lille pas i en god del regn, så klarede det op og jeg fik lige et lille pas mere med tørre veje og lidt ræs. Men SÅ begyndte det at regne. Det var nærmest som stod der en og hældte en kæmpestor spand vand ud over mig hele vejen. Pludselig var det ikke spor sjovt at køre snoede bjergveje. Der kom vand ind alle vegne. Alt mit vandtætte tøj kunne simpelthen ikke holde stand, så jeg er blevet temmelig gennemblødt. Det værste skulle dog komme. På opgivelsens rand nåede jeg lige at tænke "nu mangler det bare at Morinien opgiver ævred!" Og sådanne tanker bliver straffet prompte: Pludselig hostede den på en cylinder og så holdt den helt op. Jeg humpede mig afsted på en cylinder for at finde et sted at finde læ og endelig fandt jeg et blikskur, hvor jeg kunne kigge på den. Der var intet at se, den var ikke overdrevet våd de essentielle steder, og det var oven i købet den bagerste cylinder det var galt med. Jeg prøvede at bytte tændingsbokse og problemet fulgte med, altså en død boks! Jeg havde jo lidt problemer sidste år når den fik vand, men det havde jeg mere en fornemmelse af, skyldtes vand i luftfilteret.
Nå, men jeg fik humpet mig til Aulla, og fik ringet til nogle forskellige som måske kan hjælpe. Dieter kører også mod Sicilien i sin varevogn, og jeg kunne måske få et lift på noget af vejen indtil der findes en boks. Desværre har jeg ikke hans mobilnummer, så jeg må ringe til Manfred i morgen for at få det. Marco har jeg også bedt ringe rundt for at høre om der skulle være nogen i nærheden af hvor jeg er, som har en. Og endelig har jeg ringet til Elisabeth og bedt hende finde et par bokse frem, som hun så kan sende ekspres herned.
Sikke en lortedag! Jeg har indfundet mig på et hotel - det bliver den dyreste overnatning jeg nogensinde har fået og forhåbentlig nogensinde kommer til at få - men det sene tidspunkt og den konstante regn, gav mig ikke de store muligheder.

6/6 - 20:07

Km: ca 6854 (kilometertallet passede vist ikke i går, men jeg gad ikke gå ned at tjekke, så jeg valgte bare et relativt passende tal) - Campeggio Maralunga
"Back on track (- and almost on schedule)" Ligeså ubarmhjertig og nådesløs som dagen var i går, ligeså hjertevarm og smuk har dagen i dag været. Det begyndte kl 7, da de første meldinger om priser på ekspres-forsendelse og mulige steder at finde en tændingsboks. Mest af alt havde jeg bare lyst til at blive liggende, men nu havde jeg jo sat det halve af Europa igang med at arbejde for mig. Jeg forsøgte at udnytte den dyre husleje så længe jeg kunne, men jeg måtte i det stadig halvvåde tøj og afsted i strålende solskin. Dagens værste oplevelse måtte dog overstås først: Betaling til hotelmutter! Om jeg begriber hvem der har råd til at bo på hotel med jævne mellemrum, men selvfølgelig, er man ikke under nådig beskyttelse af den danske stat, er der nok lidt mere at gøre med til den slags.
Første station var den nærmeste campingplads. Jeg skulle jo have en adresse, i fald at Elisabeth skulle sende et par bokse til mig. Nils (altså TomTom'en) fik lov at udvælge fem. Den første jeg kom til, blev det! Og sikke en perle. Her er så smukt at jeg næsten kunne forledes til at blive her. Det er en terrassecamping på klipper lige ned til en lille bugt. Her er en god del tyskere, hollændere og et enkelt ældre dansk ægtepar har jeg også snakket med.
Kl 12 fik jeg en melding om at der muligvis var en der havde noget 50 km herfra. Meldingen var lidt vag, så jeg holdt Elisabeth på stand by. Senest kl 14:30 skulle hun have besked. Kl 13 kørte jeg afsted, stadig uanende om manden havde det rigtige. På halvvejen tjekkede jeg mail igen. Det han havde var til en 2 cylindret 250'er. Øv, tænkte jeg. De har jo en lidt anden avanceringskurve og muligvis en diode som sidder i tændigsboksene og ikke i pickuppen, men måske det alligevel kunne fungere. Kl 14 var jeg hos Giovanni. Det var midt i frokosten, så den skulle lige overstås. Jeg fik "selvfølgelig" lidt mad med (hvilket var tiltrængt, da det var et døgn siden jeg sidst havde spist), og så ud til Morinierne. Giovanni har to 250'ere, hvoraf den ene mere eller mindre er en reservedelscykel. Jeg fik skruet en tændingsboks af og sat over på min, fik den sparket i gang - og minsandten om den ikke gik fint. Jeg fik forklaret at jeg gerne ville låne begge bokse, så de var ens, og fik så endelig skrevet til Elisabeth kl 14:36, at hun ikke skulle sende noget.
En telefonsamtale til Marco om tak for hjælp og lidt mere forklaring, som han så gav videre til Giovanni. De aftalte at vi skulle prøve at finde en mekaniker der havde et stroboskop, så vi lige kunne se om avanceringen var i orden. Så Giovanni kørte forrest på sin Honda CBR1000S (han har i øvrigt også en Corsaro 1200 Scrambler) og vi prøvede den ene mekaniker efter den anden, men alle sagde at de ikke havde sådan noget gammeldags noget. Sidste sted var en han kendte godt, og sikke et herligt sted. Proppet med gamle italienske motorcykler - der stod også fem Morinier, så han var godkendt ;) Mens jeg stod inde og kiggede på alle herlighederne, lød der et fatastisk brøl i den lille gyde hvor værkstedet var. Det var Tornerose. Jeg bliver ved med at glemme hvor fedt den lyder, så når jeg sådan hører den på afstand, bliver jeg så overrasket. Nå, men det var altså mekanikeren der lige skulle høre den. Han mente ikke der var nogle problemer. Det synes jeg nu heller ikke selv at have bemærket på køreturen, men han ville da gerne lige justere den. Jeg sagde egentlig nej, men vi må have misforstået hinanden, for han gjorde det nu alligevel. Så jeg fik afbalanceret karburatorer og det hele. 10 Euro - det er vist standardprisen for danskere i nød ;) Nu er jeg så tilbage på pladsen. I aften vil jeg bare nyde den fantastiske udsigt og bølgernes skvulp. Morinien har jeg lige stillet ventiler og strammet kæde på, så nu er den klar til de næste mange tusind kilometer. Det er sjovt, hvordan man kan holde af sådan en lille maskine. Jeg havde mere ondt af Tornerose end jeg var irriteret på hende, sådan som hun var i smerter. I går slæbte hun sig humpende afsted som en våd pisket tævehund, men i dag sprang hun heldigvis op ad bjergvejene som en lysten og legesyg lille mis.

7/6 - 23:48

Km: 7369 - Rocca Priora
Jeg fandt en vej der førte til Rom, men det er vist ikke noget at prale af ;)
Det var vist det opmuntrende at fortælle i dag. Dagen begyndte med regn. Planen var at komme tidligt afsted, men jeg trak den i håb om at regnen ville ophøre. Kl 9 tjekkede jeg vejrudsigten. Der blev lovet regn hele dagen i to dage, så jeg kunne ligesågodt køre. Teltet blev pakket vådt og jeg var oppe at betale. Det var nu heller ikke nogen fornøjelse, for skønheden af stedet kostede også derefter. Jeg tror jeg på de sidste to overnatninger har betalt ligeså meget som jeg plejer på en hel ferie.
10 km fra Giovanni, hvor jeg jo var i går, gik Morinien ud på den ene cylinder igen!!! Hmm, kunne det så være pickuppen? Det gav bare ikke mening, men jeg kørte igen på en cylinder til Giovanni. Jeg fik forklaret hvad jeg ville og jeg fik lov at skrue hans pickup på min Morini. Den virkede slet ikke! Ved nærmere eftersyn var den revnet flere steder. Jeg prøvede lidt frem og tilbage, og opdagede at det nu var på den anden cylinder problemet var. Det gav slet ikke mening. På et tidspunkt troede jeg at det var noget så simpelt som tændrørshætten, for jeg kunne få den til at gå bare med ledningen direkte til tændrøret. Giovanni havde ikke mere tid, han skulle på arbejde, så jeg måtte samle igen, med håb om at jeg kunne finde en tændrørshætte på vej mod Rom. Jeg kom 200 m, så var den gal igen! Hvad så? Der var jo muligvis en i Pisa som kunne hjælpe. Marco var ikke til at få fat i, så jeg kørte mod syd. I Pisa kunne jeg stadig ikke få fat på Marco, så jeg skilte ad igen, for det gav bare ikke mening. Jeg havde prøvet alt på kryds og tværs, og at problemet nu skulle være flyttet til den anden cylinder, var helt ubegribeligt. Til sidst prøvede jeg at montere den tændingsboks af mine som jeg vidste fungerede, og så kørte den på begge cylindre. Der blev dobbelt, trippel og quadruppel tjekket. Men jo det virkede. Så jeg listede afsted med to forskellige tændingsbokse. De første 200 km blev tilbragt på den kedeligste Super Stradale, for vejret var jo ikke til sjov i bjergene og jeg ville også undgå for lange omveje med det skæve setup, som jeg ikke helt havde tillid til. Det suverænt bedste område jeg har kørt i, nemlig Cinque Terre, måtte jeg således udelade. Da det imidlertid lod til at fungere med de to forskellige bokse, og vejret blev bedre jo længere sydpå jeg kom, drejede jeg ind i landet og fik lidt bedre veje. Men langt fra så gode som i Cinque Terre
I Rom er der en stor Moriniklub, og Marco havde igår forvarslet at vi måske skulle bruge hjælp, så jeg skrev på halvvejen at han godt måtte prøve at finde nogle der kunne opdrive et helt sæt bestående af pickup og tændingsbokse. Da jeg imidlertid nåede Rom, havde Marco ikke svaret, og jeg kunne stadig ikke få fat i ham. Jeg besluttede derfor bare at fortsætte i håb om at det nok skal holde. Marco kender flere på min rute, så der skulle forhåbentligt være hjælp at hente, hvis det mærkværdige problem skulle dukke op igen.
Det blev lige til en gang lynsightseeing i Rom og det skæve tårn i Pisa fik jeg da også genset.
Dagens overnatningssted er i et lille stykke grønt syd for Rom. Hundeglam, hestevrinsk og cikadesang - og jævnlige forbisusende biler er godnatlydene oven på endnu en særdeles frustrerende dag.

8/6 - 12:00

Km: 7544 - Ciampiate del Diavolo
Ja, kun et katolsk land kan tænke i de baner!
Jeg sidder på randen af en udslukt vulkan og kigger på "djævelens fodspor". Det er de ældste kendte fodspor af en af menneskeslægtens forfædre. Jeg mener de er 35.000 år gamle (jeg tjekker lige fakta når jeg kommer hjem - Red.: de er hele 350.000 år gamle. Jeg mente nok det var i hundredetusinderne, men da jeg sad der ved siden af dem og skrev, synes jeg det lød for vildt! ;o). De er trådt i vulkansk aske og man mener at de er sat under flugt fra et udbrud. Om disse Homo Heidelbergensis har overlevet flugten vides ikke. Men fascinerende under alle omstændigheder.
Fortidsstemningen bliver total med de øgler i form af firben der piler rundt allevegne. Kun ødelagt lidt af at der er fuldt telesignal her - med 3G og det hele ;)
Jeg fandt egentlig stedet da jeg sad og googlede tur. Der dukkede denne mærkelige runde plet op på satelitfotoerne. Da jeg zoomede ind, dukkede der billeder fra stedet op, og det blev planlagt, at det måtte jeg se. Verdens ældste fodspor!
At finde hertil var sin sag, for jeg havde selvfølgelig ikke koordinaterne med. Jeg gik derfor ind på rådhuset i Roccamonfina og fandt en der kunne engelsk. Han ringede til turguiden, som ikke havde tid, men jeg fik da en omtrentlig adresse: Foresta. Her satsede jeg og gik et stykke ud af en sti, men det førte ikke til noget. På vej tilbage spurgte en mand om han kunne hjælpe. Jeg sagde bare Cimpiate del Diavolo og så forklarede og forklarede han. Jeg tror ikke han opdagede at jeg ikke kan italiensk, men med gestikulationerne han gjorde, var det nemt at finde!

8/6 - 22:57

Km: 7904 - Sapri
Nå, hvordan skal jeg ellers begynde med dagens beretning.
Jeg kan jo lægge ud med morgenen. Vejen jeg lå ved siden af var ikke så lille som den så ud til aftenen før. Så den heftige trafik fik mig tidligt op. Kl 8 bemærkede jeg at jeg havde kørt de første 50 km. Første stop var som beskrevet Foresta, hvor der også var nogle fantastiske veje
Derfra gik det mod Napoli ad lidt mere lige veje og høj hastighed.
Hvad skal man sige om Napoli? Den er stor og grim, og alligevel charmerende. Det første jeg så da jeg nærmede mig var nogle yderst smukke kvinder ved vejsiden som tilbød "verdens ældste erhverv". Det næste indtryk: der lå affald over alt. Jeg synes at have hørt noget om mafiaen og affaldshåndteringen som har betydet at der nu åbenbart stadig ikke er nogen løsning på det.
Næste kraftige indtryk er hvordan der bliver kørt. Hvis man synes det er "slemt" i resten af Italien, så er det intet imod hvordan der køres i Napoli. Så også her kommer man til at tænke på Calcutta. Det er som om at forkørselsretten tilfalder den der tager den først. Jeg blev meget overrasket over hvordan der bare blev kørt på tværs af den langsgående trafik, men efter et stykke tid begyndte det at gå op for mig hvilke principper der bliver kørt efter. Det et noget med at de, der har den sværeste manøvre, på en måde har ret til at køre frem med det samme og så må andre holde tilbage også selvom det er et venstresving lige ind foran al trafik. Princippet er nok opstået ved erkendelsen af at hvis man ikke giver plads på den måde, vil der være propper alle vegne. Når det er sagt, så går det altså også ud over materiellet. Jeg har aldrig set så mange bulede og skrammede biler. Det ligger måske i forholdet en ud af tusind biler der ikke har ridser eller buler.
Det er muligt at det konstante trusselsbillede fra Vesuv simpelthen giver en vis fandenivoldskhed, hvor det bare gælder om at leve lige nu og her. Napoli er intens. Ikke køn, som sagt (bortset fra de mange utrolig smukke kvinder), men en helt særegen størrelse.
Vejene skal lige have et ord med også, for jeg har aldrig kørt noget sted hvor det var værre. Det kræver mindst en Morini Kanguro og så vil jeg endda anbefale en specialaffjedring.
Videre til Pompei og se dem der med sikkerhed ikke nåede at slippe væk fra et udbrud. Imponerende hvor stort det er. Det kræver vist ikke nærmere beskrivelse. Værd at se er det i hvert fald.
Jeg forsøgte at komme op på Vesuv, men det lod til at det hele var hegnet ind med betaling og ingen mulighed for at køre helt op, så jeg fortsatte videre. På vejen ud af byen kunne jeg rigtig se hvor vidstrakt byen er. Vesuv er overraskende lille, men den skal bare give et lille host, så er hele dette område ødelagt. Ikke sært at der er en særlig stemning i byen.
Jeg var blevet anbefalet et stræk 30 km syd for Salerno ud til kysten. Det var også meget flot og fantastiske veje. Lidt ligesom i Cinque Terre. Desværre var jeg efterhånden træt til rigtig at nyde det og en nærved oplevelse tidligere på dagen sad stadig lidt i kroppen, så gashåndtaget blev brugt med lempe.
Et sted tidligere hvor jeg havde kørt lidt ræs, kom jeg ind til en by og skulle lave et relativt blødt højresving. Jeg kom med god fart, men slet ikke som jeg lige havde kørt, og lige i indgangen af svinget mistede forhjulet fuldstændig kontakten, som om det var sæbe jeg kørte på. "Heldigvis" skred baghjulet også, hvilket var med til at rette den op, så jeg fik den altså rettet op igen og kunne fortsætte. Lidt længere fremme, var der en der kørte lidt "napolitansk", så jeg måtte bremse lidt voldsomt og igen skred forhjulet, men igen lykkedes det mig at komme ud af det nogenlunde elegant. Jeg tror simpelthen at det skyldtes at der lå et lag marmor- eller en anden form for stenpulver på vejen, for der var et stendbrud lige før de to sving. Umiddelbart var det ikke til at se, men jeg tror det var sådan noget.
Dagens værste oplevelse kommer dog nu: en 50 km fra Napoli faldt min TomTom af! Jeg tror simpelthen at den enorme rystetur jeg fik gennem Napoli har fået holderen til at give op. Selvfølgelig skete det mens jeg kørte 120 og selvfølgelig faldt den ned i en rende med brændenælder. Jeg skyndte mig at standse for at lede efter den, men det kan jo være svært at genkalde hvor præcis den landede og den kan være hoppet mange steder hen. Sandsynligvis har den heller ikke overlevet faldet, men jeg brugte nu alligevel en time på at lede efter den - uden held. Så et af mine mål for dette års tur, kan jeg allerede sige ikke er opnået.
Jeg kan måske lige nævne nogle af mine mål: 10.000 km, en million sving, og at have alle mine ting hele med hjem igen! De første to skal nu nok nås hvis morinien ellers holder (se kilometerstanden), men det sidste er det jo ikke så godt med. Destinationen, kunne man måske også spørge efter - Det skal jeg nok afsløre i morgen, men med retningen jeg har, er det nok ikke svært at gætte.
Har fundet en gammel ruin i nogle bjerge med et godt stykke græs, er træt efter 14 timer på farten - Om jeg begriber hvorfor de italienere ikke får deres hunde til at holde kæft her om aftenen! ;)

9/6 - 14:30

Km: 8235 - Messina strædet
Jeg sidder nu på min første færgeoverfart på turen. Vandet er mærkeligt tyrkisblåt, og stedet vi sejler hen er selvfølgelig Sicilien.
Den store forkromede plan var oprindelig at jeg skulle køre herned og have god tid på vejen, og så mødes med Elisabeth i Trapani - Hun må være på vej med fly nu - Men pga af problemerne, har jeg mistet ca halvanden dag, derfor har jeg aftalt med hende at hun tager et tog til Messina, så vi kan mødes der i stedet. Men det går jo helt godt, og jeg er såmænd frisk på at køre de 350 km til Trapani, til det lille hotel, hvor hun har bestilt overnatning. Jeg må lige se om vejene er gode nok til, at jeg kan nå det inden det bliver alt for mørkt. I så fald håber jeg hun bliver glædeligt overrasket ;)

9/6 - 23:30

Km: 8652 - Birgi
Aldrig har jeg været så glad for at køre motorvej som de sidste 50 km til Trapani. Og aldrig har jeg været så glad for at have en bil foran mig de sidste 20 km før det. Forud for denne usædvanlige glæde, lå et ridt på en mare. 20 km med noget af det mest elendige vej jeg nogensinde har oplevet. Vejen snoede sig uafladeligt og når den ikke lige var af grus, var der kæmpe huller i asfalten. Jeg havde godt hørt om elendige veje på Sicilien, men at jeg skulle ryge i dem en mørk nat, havde jeg ikke lige på ønskesedlen. Jeg måtte snige mig afsted med 20 km/t, så jeg kunne se, at de 50 km der lå foran mig ad denne vej, ikke lige ville befordre min ankomst til lufthavnen i tide. Men heldigvis blev vejene bedre og bilistens lygter hjalp godt til at se retningen - og ja, jeg siger det: hvor var jeg glad for den motorvej.
Det gik galt et sted før Palermo. Jeg ville køre gennem landet, fordi jeg alligevel nok skal til Palermo med Elisabeth. På et tidspunkt stoppede jeg op og genovervejede sagen, for det begyndte jo at blive mørkt, det går jo stærkt hernede, og vejenes kvalitet blev ringere og ringere. Jeg tænkte at jeg måske alligevel skulle tage vejen omkring Palermo, så jeg kunne få lidt mere lige og bedre veje - meeen hvor galt kan det gå!?
Forud for det havde jeg de skønneste veje. Bortset fra de mange byer undervejs, var det fuldt på højde med det bedste jeg har oplevet. Det gik ad kyststrækningen nord på øen, og der er betagende smukt.
Nu sidder jeg i lufthavnen og venter på Elisabeth. Jeg blev nødt til at afsløre at jeg kom, for af en eller anden mærkelig grund er hotelværelset blevet afbooket, og Elisabeth havde planlagt at tage til Palermo i stedet for.
Nå, vi må se hvad vi finder ud af når hun kommer.
Forresten, det var lige knap 5000 kørte km!

10/6 - 22:02

Hej far, tillykke med fødselsdagen! (håber du læser med ;o)

Km: 8876 - Fontanamurata
Dejligt at se Elisabeth igen.
I går havde Elisabeth desværre ikke fundet et alternativt sted for natten, så vi måtte hen at snakke med stedet som havde afbooket os. Der fandt de et sted til os inde i byen, ned til havnen. Desværre var der en del gadelarm og vi blev vækket kl 9 af rengøringen, så vi fik ikke megen søvn, ikke mindst pga af at vi først kom i seng kl 2. Men i det mindste fik jeg da et særdeles tiltrængt bad!
Dagen begyndte med et måltid (hvilket også har været lidt usædvanligt de sidste mange dage) som var inkluderet i gebyret for nattens hvile.
Derefter gik det efter anbefaling fra Marcos far mod Erice, som er en lille meget gammel og yderst velbevaret by på toppen af bjerget ved siden af Trapani.
Jeg skulle lige vænne mig til den ekstra vægt bagpå, op ad de snoede bjergveje, og selvfølglig køre på en måde som Elisabeth kunne leve med - men Tornerose tog det pænt.
Efter at have trisset rundt i byen kørte vi ud til et udsigtspunkt, hvor vi havde Trapani og nogle skyer under os. Her skiftede jeg tændingsboksene ud med nogle jeg havde bedt Elisabeth tage med. Under dette opdagede jeg at der på Tornerose (i sandsynligvis årtier) havde siddet to forskellige. De har nummer stemplet i, så man kan se hvilken model de hører til. Jeg har bare aldrig kigget nærmere på dem, for hvem kunne forestille sig at der skulle være monteret to forskellige. Det viste sig så også at de 250-bokse jeg havde lånt, er de samme som til 3½'eren, så der havde ikke været grund til bekymring. Men nu sidder der altså to, som garanteret er ens, hører til 3½ og som virker. Konklusionen må være at den ene af Giovannis bokse også må være defekt.
Der blev også flyttet rundt på lidt bagage. Elisabeth har jo en rygsæk med, og vi skulle have bygget en sovepose og et liggeunderlag op på bagagebæreren, så hun har noget at støtte vægten på.
Turen fortsatte til Palermo, hvor der blev spist is, kigget på politisk protestaktion (tror vi nok) og slappet af.
Derfra videre til en by med en god badestrand, hvor første badetur blev en realitet. Jeg har ikke selv været i vandet, for ind til videre har vejret ikke indbudt til det - Jeg har faktisk haft en del regn og ikke imponerende flot vejr. Til tider har det været irriterende, direkte træls (da jeg fx gik glip af Cinque Terre), men megen af tiden har det nu egentlig været rart ikke at være gennemvåd af sved.
I Termini Imerese fik vi en lidt kedelig pizza, og drejede derefter sydpå ind midt i landet på udkig efter et overnatningssted. Det blev en lidt længere søgning, men endelig fandt vi en lille mark bag nogle træer i et ellers meget åbent landskab.
I morgen går det videre mod syd. Om vi kører helt ned til spidsen, eller kun til Siracusa, må dagsformen og vejenes kvalitet vise.
Nu skal der prøves at indhentes noget manglende søvn. Kl er kun ti, men det har været mørkt nogen tid, så det burde ikke volde besvær at falde i søvn. Det skulle da lige være for de forbandede køtere ;)

11/6 - 21:10

Km: 9162 - Fontana Manche
At køre inde midt på øen, bliver ret ensformigt. Landskabet varierer meget lidt og de til tider dårlige veje tærer stærkt på kræfterne - især med en bagpå, for for Elisabeth har hullerne i vejene jo været værre end for mig.
Caltanisetta var første stop på dagen. Det er nok den midterste store by på øen og ligger altså omkranset af disse enorme landområder med "Winnetou"-landskab.
Her var vi i et supermarked for at købe lidt morgenmad. Inde i butikken kom en ung medarbejder hen og spurgte "moto? - la chiave!" Jeg havde glemt mine nøgler og gik så ud for at hente dem. Han fulgte med. Han kørte selv den Griso der holdt ved siden af, en anden medarbejder sluttede til og fortalte at han havde en Morini-knallert. De var imponeret over distancen og syntes at Morinien var "bella" (og det selvom den ligner noget det har været trukket våd med). Inde i butikken kom ham med Griso'en hen med en kop espresso til mig (som Elisabeth så fik) og han sagde endnu engang god rejse. Lidt senere kom vi forbi en kilde, hvorfra folk hentede vand i stor stil og også brugte til at vaske bil med. En mand spurgte ud og sønnen oversatte. Han var også imponeret over rejsen og gav et par tips med på vejen. Disse små beretninger bare for at fortælle at mine/vores oplevelser med sicilianerne er yderst positive og på ingen måde lever op til alle de fordomme vi har hørt om dem: mafiosoer, sigøjnere, der bare er ude på at stjæle alt hvad de kan komme i nærheden af; at de skulle være mistænksomme over for fremmede og afvisende! Det er den slags jeg har hørt fra folk der har rejst her og ikke mindst fra italienere selv. Men jeg vil næsten sige tværtimod. De er mindre udfarende end gennemsnitsitalieneren, men virker milde og venlige. Og altså meget søde og hjælpsomme. At det skulle være et fattigt folk, kan også være svært at begribe. Man kan se at bilparken ikke er så imponerende som nordpå, men her er rent og pænt, tingene bliver vedligeholdt; de bor måske lidt spartansk, men ingen ser ud til at lide nød. Det eneste det umiddelbart kan afsløre at der nok ikke er så stor en rigdom er vejenes tilstand.
Tilbage til rejsen. Vi blev enige om at vi havde set nok af midt-Sicilien og var træt af de dårlige veje, så vi hoppede på motorvejen (ja, igen!). Så blev der, med et af Robbin Harms' yndlingsudtryk, spolet en masse kilometer ind. Vi var snart i Siracusa, hvor vi trillede lidt rundt og kiggede på byen. Meget flot by - jeg burde vide noget mere om stederne hvor jeg kommer, så jeg kunne fortælle noget mere. Der var mange pensionist-turister, så jeg gætter på at byen har en historisk betydning (det er jo typisk noget gamle mennesker går op i ;o). Mit gæt er at det har været et handelscentrum. Mange af de små både i havnene var blåmalede som de er i Grækenland, så mon ikke der har været en forbindelse derover.
Derefter kørte vi til en lille badestrand hvor der kun var lokale, for at slappe af en stund. Og nu er vi kørt et lille stykke videre mod syd - har fundet et sted på en lille klippeskrænt ned til havet hvor vi skal overnatte. Planen har været at vi skulle til det sydligste punkt på øen, men det kan godt være at vi dropper det. Det tyder ikke på at skulle være noget særligt at køre efter, så vi kører nok op til omkring Etna allerede i morgen. Vi vil gerne på en campingplads, så vi kan smide bagagen.


 

12/6 - 13:01

Km: 9263 - Campeggio Jonio
Søndag - dovnedag! Vi vågnede ved ottetiden, kort efter kom en bil og parkerede ved siden af teltet. Det var en der skulle ud at fiske med harpun. Da vi kom ud at kigge på vandet kunne vi se mindst syv der var ude at fiske på den måde
Nu er vi så kørt 100 km nordpå til Catania og har fundet en campingplads nærmest inde i byen. Prisen er fornuftig, så vi bliver her nok et par dage og bruger den som base for udflugter. Der er "strand" til pladsen, så den slags kan også blive tilfredsstillet. (når jeg nu skriver strand i gåseøjne, er det fordi, i min verden skal der være sand på en strand. Her er det klipper, men det er vel også strand, eller...?)

13/6 - 14:06

Km: 9369 - Campeggio Jonio:
Ud at gå på vulkaner!
Dagen begyndte med en tur til Etna. En kort tur på knap 40 km, hvoraf halvdelen gik gennem Catania. Oppe på vulkanen var der vildt fede veje. Meget bløde lange kurver, som var let overskuelige og uden overraskelser. Hastigheden blev dog noget begrænset af at have en bagpå, men sjovt var det nu alligevel.
Når man når den maksimale højde der er farbar, kan man tage en svævebane videre op og så få en guidet tur på toppen. Det koster imidlertid over 400 kr pr person, så vi valgte at gå et stykke deropad, bare for oplevelsens skyld. Luften er tynd - det går jo fra 2000 m til 3000 m - så det tærer på kræfterne. Uanset om vi havde gået så langt det er muligt, kan man kun komme helt til randen med guide, så vi vendte om ved en måske 2300 m højde. Selvom det var lidt skuffende ikke at se flydende lava, var det en spændende tur under alle omstændigheder og noget helt unikt at se.
Der blev kigget lidt på souvenirshops og købt en lavastensnøglering til Giovanni som bevis på at jeg nåede til Sicilien med hans hjælp.
Nu ligger vi igen på de sorte solopvarmede lavasten ved vandet, som et par blege hvalrosser skyllet på land.

Igår tog vi ind til byen om aftenen for at spise og kigge lidt på det typiske italienske natteliv. Endnu engang kunne vi konstatere at sicilianerne er nogle meget venlige mennesker.
I øvrigt så vi en gammel Guzzi som politimotorcykel (modelnavnet er lige væk i øjeblikket - vil gerne have den skal hedde Nevada, men det er vist ikke korrekt - Red.: den hedder NTX). Sjovt at se en gammel italiensk 80'er mc som stadig er i aktiv tjeneste.

13/6 - 22:46

Km: 9381 - Campeggio Jonio
En lille aftentur til Acereale, blev det til. En meget fin lille by nord for Catania. Her blev der spist pizza sammen med de lokale. Der bliver spist meget og hurtigt tyder det på. Det sætter sig sine spor på sicilianerne. Typisk er de fleste lidt for overvægtige - lidt ligesom danskere - hvilket skiller sig ud i forhold til i resten af Italien. Noget andet som også er af skuffende karakter: jeg har hørt fra mange, at de sicilianske kvinder skulle være særligt smukke, men det ry lever de desværre absolut ikke op til. Så er det alligevel bedre i nordlig retning ;o)
I morgen kører vi til det som for mig er den måske væsentligste af mine destinationer, nemlig Taormina. Jeg skal prøve ikke at sætte forventningerne for højt op, men jeg glæder mig nu altså til at se den.

14/6 - 17:28

Km: 9532 - Campeggio La Zagara
Morgendagen begyndte med pakning af al vores grej, så afsked med de tyske mc-par som på deres offroadere havde en oppakning som enhver Guzzi-ejer ville være misundelig over. Manden spurgte endnu engang lidt ud om Morinien. Den er et stort samtaleemne hernede. I dag alene, har jeg fortalt fem nysgerrige og imponerede lidt om den - 'Settantasette', har jeg efterhånden lært at sige, for typisk vil de vide hvornår den er fra!
Vi kørte fra Catania vest om Etna. Vejene var gode og der er virkelig flot på den side af vulkanen. Lige nu er der fyldt med blomstrende gyveler. Etna tog sig også rigtig godt ud, med en ring af skyer omkring toppen; sne deroppe og en lille smule sort røg, så man ikke er i tvivl om, at det er en vulkan.
Vi holdt en kort pause ved en kirkegård. Jeg ville gerne vise Elisabeth hvordan de ser ud hernede, da det er noget helt andet end vi et vant til. Der var to "kustoder", kaldte han det på italiensk, som da vi kom ud, med megen møje og besvær fik os forklaret at vi burde tage vores hjelme og andet grej med os, så det ikke blev stjålet. Flinke mennesker igen igen! Derefter styrede vi direkte mod en campingplads i nærheden af Taormina. Byen ligger oppe ad en bjergskrænt omkring en lille bugt og det er virkelig et af de smukkeste steder vi har set ind til videre. Som så ofte (fandt vi ud af da vi kom nærmere), får sådan nogle steder ikke lov at være i fred. Der var således fyldt med turister og hoteller.
Den første campingplads TomTom'en (i iPhonen) foreslog, eksisterede ikke. Det gjorde den næste heller ikke. Så kørte vi ind til byens centrum for at finde lidt turistinformation. Det viste sig også at være en svær opgave, så vi kørte mod en campingplads lidt længere mod syd. Den var også væk - lavet om til hotel. Jeg gætter på at de steder hvor der er mange (rige) turister og jorden er sparsom, bygges der hoteller i stedet. Der er nok flere penge i hoteldrift end i campingpladser.
Endnu længere mod syd fandt vi tilfældigvis en plads, men den var simpelthen for kedelig og vi fortsatte så endnu et stykke til her hvor vi er nu. Stedet så også umiddelbart lidt kedeligt ud, men prisen er ovenud i orden. Der er strand (med sand - næsten), og det viste sig at de er meget flinke her. Her er ikke så mange, og vi måtte lægge os hvor vi ville. En af de ansatte (måske en søn) fandt et bord og to stole til os. Campingfatter var i øvrigt den femte der i dag viste interesse for Tornerose. Nåja, og så er de skyggegivende træer appelsintræer, så appelsiner kan vi spise så mange af vi vil! Skygge er godt nok ikke det vi savner mest lige nu, da det er blevet overskyet og "koldt" - det er vel kun et par og tyve grader!

14/6 - 23:29

Km: 9573 - Campeggio La Zagara

"...dolphins aren't the only ones who don't feel very good sometimes"

The Big Blue er en af de film jeg har set allerflest gange. Grunden til at Sicilien og i særlig grad Taormina har stået på ønskesedlen som et rejsemål i de sidste snart 25 år, skyldes ene og alene denne film!
Jeg har ofte sagt, at hvis man vil have et indblik i hvem jeg er som menneske og hvad der foregår inde i mig, skal man bare se The Big Blue.
Væsentlige scener i filmen foregår i Taormina, og jeg havde et lille ønske om at se alle stederne. Jeg har dog Luc Besson (som har lavet filmen) mistænkt for at "snyde" lidt, for det er ligesom det ikke helt passer med hvad man ser i filmen. Et af stederne har vi dog været forbi i dag, nemlig Atahotel, Capo Taormina. Det er et vildt luksuriøst sted, hvor jeg egentlig gerne vil spise Spaghetti Frutta del Mare (ja, man skal have set filmen ;o), men om vi overhovedet kan komme ind med beskidt motorcykeltøj (som Elisabeth har tvivl omkring) og om priserne er så vanvittige så det er uforsvarligt, vil vi prøve at undersøge i morgen.
Men ellers har vi været på en lille tur gennem byens gader her til aften. Byen er helt utrolig smuk, og hvis det ikke var for turisterne og det deraf følgende gøgl og gejl, ville det nok være et af de absolut skønneste steder at bo.

15/6 - 14:18

Km: 9625 - Isola Bella
Vi havde aftalt at sove "megalænge" - det blev til kl halv ni.
Efter morgenmad og en lille tur til stranden, kørte vi til Taormina. Vi gik endnu en runde i byen og har nu smidt os på stranden neden for Capo Taormina. Jeg kan næppe forestille mig noget mere idyllisk. Det er er en lille bugt med to "sving" og ud midtfor er der en lille klippeø (måske er det lykkes at få uploaded billedet af den). Vandet er krystalklart og den nyindkøbte dykkermaske har været i brug til at kigge på fiskene deri - Jeg har selvfølglig også glemt at få maske og snorkel med, så jeg har købt en billig maske, men savner dog snorkel.
Normalt er jeg ikke til at ligge på stranden, sådan flere timer i træk, men her er simpelthen så skønt, at øjnene næsten ikke kan mættes!

15/6 - 17.07

Km: 9652 - Campeggio La Zagara

"Yes, it has been so for one hundred twenty seven years!"

Idyllen blev forstyrret i mild grad af en sort sky, så vi forlod stranden.
Jeg havde opdaget at der lå et lille "diving center" på den anden side af bugten, så på vej væk derfra var jeg lige ovre at høre på priser for et dyk. Prisen var fornuftigt, så i morgen tager jeg nok ud at dykke. Det har været en del af planen at jeg skulle det, hvis muligheden bød sig, og hvis jeg kender mig selv ret, får jeg ikke taget mig sammen til det på resten af turen. Der vil jo typisk skulle afvikles en del km som ikke vil efterlade tid til det, og derudover kommer jeg nok ikke steder hvor det er bedre.
Vi kørte altså fra stranden og på vej derfra kørte vi ind til det sagnsomspunde hotel. Her parkerede jeg Morinien på frækkeste vis ude foran indgangen og vi gik noget tøvende derind. Hotellet har en lille restaurant nede ved vandet. Måske skal jeg lige fortælle at det er seks-syv etager højt - eller lavt om man vil, for det er simpelthen til en vis grad skåret ind og ned i klippen. 1. sal er øverst og ligger ud til vejen. "6. sal" og en etage yderligere, hvor den i filmen forekommende restaurant ligger, er altså nedad.
Vi listede således derind med en forventning om at blive smidt ud hvert øjeblik, men ingen gjorde sure miner, andet end at kigge lidt skævt til vores beklædning, og det lykkedes til sidst at finde en elevator der førte ned til restauranten og stranden der hører til hotellet.
Selvom der er sket en del siden The Big Blue blev optaget, var det ingen tvivl om at scenerne var optaget der. Alt var dog overraskende småt i forhold til hvordan det tager sig ud i filmen. Jaja, jeg kunne sikkert blive ved, men det var nu en sjov oplevelse at se det live som jeg har set så mange gange på film!!
Priserne på maden blev også lige tjekket, og selvom de ikke var overdrevne forrykte, spiser vi nok Spaghetti Frutta del Mare på en af de billige restauranter på stranden for mindrebemidlede. Jeg vil hellere ud at dykke til den pris ;o)
Vi har også ledt efter hotel San Domenico, hvor ovennævnte replik "hører til", men det har vi ikke kunne finde. Jeg havde ellers tænkt at jeg skulle have lokket portieren til at sige replikken, så jeg kunne få det optaget på video ;o)
På hjemturen til campingpladsen begyndte det at regne, men det er nu allerede holdt op og solen skinner igen på os.

16/6 - 12:48

Km: 9680 - Isola Bella

"...you can't split a coin - STUPIDO!"

Det var nu ikke mønter vi dykkede efter, men flora og fauna. Dagens første dyk begyndte med en "blå hule" og derefter fulgte vi klipperne tilbage til dykkercentret.
Det er første gang jeg dykker i så varme omgivelser, så det var selvfølgelig fantastisk at svømme blandt så mange fisk, selvom stedet nok ikke rangerer blandt de bedste dykkersteder i verden. Lige før vi skulle op igen, fik jeg tegn fra en af dykkerlederne om at jeg skulle kigge, og hvad der for mig først lignede en lille fin keramikkrukke, viste sig at være en muræne som havde snoet sig rundt om et stykke klippe. Fint at se en af disse nærmest mytiske skabninger.
Det er meget længe siden jeg sidst har dykket, så jeg skulle lige ind i det igen. Derudover havde jeg fået en BCD (vesten man kontrollerer ens dybde med, så at sige), som var lidt utæt i en ventil, så det var lidt svært at holde et stabilt niveau, men skidt, det gik!
Jeg har købt to dyk, da merprisen er så lav, at det nærmest ikke kunne betale sig andet! Om lidt skal vi så ud til et andet sted. Spændende.

16/6 - 17.52

Km: 9699 - Campeggio La Zagara
Andet dyk var lidt dybere, gennem klippetunneller; og igen masser af fisk at se på. Denne gang fik jeg en anden BCD og derved gik alt væsentligt bedre. Dejlig dykkeroplevelse.
Elisabeth havde lejet en strandstol og har nu, citat, "næsten fået stillet lysten" hvad angår liggen på stranden.
Efter at have sagt farvel til det meget flinke personale, som i øvrigt var franskmænd allesammen, gik vi ind på restauranten ved siden af, og jeg fik min Spaghetti Frutta di Mare. Igen var det et yderst venligt personale, hvor servicen såmænd nok ikke kan gøres bedre selv hvis prisen skulle være fem gange så høj.
Vi er nu tilbage på campingpladsen - lidt trætte.
I morgen tager Elisabeth toget til Trapani, hvor hun skal blive en dag inden hun flyver hjem. Jeg begynder så returrejsen med et indlagt Morinitræf på vejen. Jeg skulle gerne være i Bayern om præcis en uge, men det giver mig nu også god tid til at finde spændende veje undervejs.

17/6 - 16.07

Km: 9714 - Giardini Naxos

"...not only is Jacques a very special friend, but he happens to be one of the best divers in the world - and you throw him out. Are you crazy, or what? - STUPIDO!"

Lige et citat mere fra Hotel San Domenico for at komme ind i stemningen. Jeg er nemlig igen på hotel. Ikke det fine adelsmærkede, men en lille smal bygning der ligger klemt inde mellem hovedgaden og jernbanen i byen lige syd for Taormina.
Det var meningen at jeg skulle køre Elisabeth til Messina, hvorfra hun så skulle tage toget til Trapani. I stedet blev det turens korteste etape og en af de hårdeste at køre. 15 km blev det til.
Her er hvad det skete. I nat stod den nemlig for mit vedkomne på 'ad nauseam usque' og lavement-lignende oplevelser. Rigtig gættet, Frutta di Maren ville ikke blive indenbords. Da klokken nåede tiden hvor vi skulle køre havde jeg stort set ikke sovet, og maveindholdet bestod efterhånden kun af vand. Men ikke desto mindre besluttede jeg at vi skulle pakke i en fart og så se at trille afsted, for godt nok var jeg svimmel, men det kunne jo være det blev bedre.
Det blev det ikke og trods megen langsom hastighed og flere pauser undervejs, måtte jeg simpelthen holde ind kort før Taormina. Alting sejlede og det flimrede for øjnene. Et kvarters pause gjorde kun lille forskel og vi besluttede at trille ned til byen her. Her smed jeg mig på jorden, og Elisabeth trådte i karakter. Hun gik hen på banegården for at tjekke muligheder for at komme videre på egen hånd. Og derefter fandt hun, vist vha samme sted, dette hotel, hvor jeg blev booket ind.
Da vi så fik trillet de sidste 300 m herhen, ville hotelejeren ikke indlogere mig, fordi han kun havde dobbeltværelser. Han havde tilsyneladende opfattet ar vi begge skulle bo her. De forstod ikke engelsk, så Elisabeth gik tilbage til manden der havde booket os, og han fik forklaret over telefonen og jeg blev godtaget. I "hallen" var der en der kunne lidt engelsk, han kendte Odense sagde han, og det viste sig at han har to sønner i Fredericia. Jeg kunne så få forklaret hele historien med Frutta di Mare og hvem der havde serveret. Ah, man skal virkelig kende stederne hvor de serverer den slags, var hans kommentar. Nå, men de blev lige pludselig meget søde og jeg fik noget vand og lidt brusepulver til maven.
Elisabeth og jeg tog afsked på en måde der ikke lige var planlagt, og jeg har nu ligget og sovet nogen tid. Men der er et stykke endnu til jeg er klar til at fortsætte, så jeg bliver her til i morgen. Men igen slår det lidt hul i tidsplanen.

18/6 - 20:56

Km: 10214 - Santa Caterina
I nat står den på naturens hotel. Jeg har fundet en lille fin grøn plet med en fantastisk udsigt over havet. I dag går solen ned i havet, i modsætning til de sidste par dage, hvor Etna har været "lyseslukker".
Som det ses ud af kilometerstanden er det alligevel blevet til nogle km i dag - 500 km lige præcis. Min plan var (før jeg måtte lægge mig syg) at køre omkring 400 om dagen i seks dage plus at have en fridag, så skulle det passe med at jeg er i Bayern torsdag aften. Med dagens etape er jeg vist godt med, og skulle kunne tillade mig at turiste den lidt hvis det kommer over mig (eller finde gode omveje ;o)

Bortset fra en lille gåtur til en kiosk for at købe lidt "steril mad og drikke" - en rulle havrekiks og en tonicvand - lå jeg i sengen hele dagen i går. Jeg fik sovet godt og vågnede tidligt. Et tiltrængt bad blev det også til, og så ned at få den inkluderede morgenmad. Det blev nu ikke meget jeg spiste, jeg var ligesom ikke klar til at skulle have noget i maven, så jeg fik snart betalt og sagt tak for opholdet og venligheden.
Ude i garagen (sågar aflåst - det er nok den, hotellet har fået dets ene stjerne for) stod Tornerose klar til at komme afsted. Det var helt mærkeligt igen at skulle køre uden passager, og jeg var da heller ikke helt på toppen endnu. Sure opstød og en vis svimmelhed gjorde sig stadig gældende. Jeg prøvede at tage et stykke af turen inde i landet, i bjergene, men mine arme var som to stykker overkogt spaghetti, så jeg kunne ikke rigtig få en ordentlig rytme, derfor vendte jeg tilbage til kyststrækningen. Den er nu også meget sjov, og jeg nød virkelig at køre strækket gennem Calabrien igen. Egentlig havde jeg fået at vide af Marco at det var kedeligt, men jeg synes der er så kønt, vejene er gode og man kan holde en ret pæn hastighed uden at være alt for optaget af trafikken. Jeg havde rigtig tid til at nyde udsigten!
Nåja, jeg skal lige have dette med også: Ikke så langt fra Messinastrædet var jeg inde at tanke. Det var en fin ny Agip, jeg fyldte tanken op og ville så betale de 19,25 Euro med Visa - jeg havde ikke flere kontanter. No, no, sagde tankpasseren, kun kontanter, eller noget i den stil. Jeg viste mine få Euro, som slet ikke rakte og spurgte efter en bancomat. Så kaldte han på en kollega, snakkede lidt frem og tilbage og gav mig så det internationale tegn for at køre bil: et imaginært rat mellem tomme hænder. Kollegaen kørte mig så ind til den nærmeste by, et par km væk, til en hæveautomat og tilbage igen. Da jeg kom tilbage ville jeg som det mindste give ham de 75 Cent op til tyveren som en slags tak for hjælp, men nej, det ville han ikke have hængende på sig. Jeg fik 75 Cent tilbage og oven i købet en undskyldning for besværet! I sådan nogle situationer kunne det være dejligt at kunne fortælle, at det da ikke var hans problem at jeg ikke havde tjekket hvorvidt de tog Visa. Altså, endnu en gang flinke flinke mennesker.
Nu vil jeg planlægge ruten for i morgen. Jeg håber at formen er bedre i morgen, for jeg vil gerne ind i landet, dels for at se noget nyt og i hvert fald for at komme uden om Napoli. Den er sjov at se, meeen...
Klokken er snart ni og det er ved at blive mørkt. Græshopperne synger godnatsang, så jeg faldet såmænd snart i søvn.

19/6 - 15:26

Km: 10660 - Tivoli
Har taget Tornerose med i Tivoli. Bortset fra, at det er lidt en turistfælde som andre navnkundige byer, kan jeg ikke regne ud hvorfor Tivoli hedder Tivoli, for jeg gætter på at det er opkaldt efter Tivoli!
Jeg overvejede et kort sekund at køre til Rom igen, men byen kræver ligesom lidt længere tid, og flybilletter koster jo ikke alverden i dag, så det er vist en bedre måde at besøge byen på. I stedet vil jeg nu sigte efter Sienna, som jeg jo missede på vej herned pga regn og andre ulykker.
Det har været en relativ begivenhedsløs dag - det mærkes, det er søndag. Jeg er stadig lidt slatten, så det har været småt med lysten til ræs på små veje. Det er dog blevet til lidt, når energien har været til det. Jeg har heller ikke haft den store lyst til at spise, og det hjælper jo heller ikke på energiniveauet. Det var min plan at jeg skulle vænne mig til at spise lidt mindre på turen, fordi jeg er gået hen og blevet lidt gennemsnitsdansk; altså til den fede side, men så drastiske midler skulle nu ikke have været i brug! Et par halvliters drikkeyoughurt er det blevet til, men jeg har stadig en halv rulle havrekiks i tasken!
Ellers har jeg bare trillet derudad og nydt at være undervejs.
Jeg har kørt inde midt i landet, og der er ikke så meget nyt at se. Vejenes, eller nærmere vejbelægningens, kvalitet har heller ikke været noget at råbe hurra for, men jo mere nordligt jeg er kommet, jo bedre er de blevet. Ind til videre vil jeg konkludere at man ikke behøver at køre længere sydpå end til Sienna for at opleve Italien. Hvis man ikke har et helt særligt formål, så er der mht variation i naturen, gode motorcykelveje (og kønne piger) alt rigeligt i Norditalien.

19/6 - 20:17

Km: 10799 - Lago Bolsena
Jeg har besluttet at det er nok kørsel for i dag. I morgen vil jeg så have en lille etape på 150 km ind til Sienna. Om Cesares værksted er åbent denne gang, ved jeg ikke, men det skal da prøves af og i det mindste er der rigtig gode veje dertil.

Jeg har fundet en olivenplantage som jeg skal sove i. Udsigten her ligner forbavsende meget gårsdagens udsigt. Dog er det ferskvand solen skal slukkes i.
Her har lige været en bil med et par. Jeg kunne ikke gætte om det var ejerne, men efter at have gået rundt lidt længere væk, kørte de bare forbi og kiggede lidt nysgerrigt på mig, så jeg regner ikke med at blive smidt væk.
21.50: Hundekoncerten er ved at ebbe ud, men klokken er også mange - den er jo snart ti og det er stadig ikke helt mørkt. Mærkeligt hvad nogle hundrede kilometer i nordlig retning kan gøre ved solnedgangen.

20/6 - 15:30

Km: 11146 - San Marino
Tilbage i form og flere hovedrystende Carabinieri

Jeg er kørt til at andet land. Dvs tværs over Italien til den lille republik San Marino ved østkysten.
Jeg kunne ikke rigtig falde i søvn igår og jeg vågnede allerede kl 6 og kunne ikke sove mere. Jeg kunne altså ligeså godt komme afsted. Træthed eller stadig lidt sløjhed fik mig til at vælge lidt større veje, men turen ind til Siena var rigtig fin og der er virkelig smukt landskab at kigge på. I Siena fandt jeg, efter lidt mere eller mindre frivillig sightseeing, Cesares værksted (af en eller anden mærkelig grund har jeg fået slettet adressen). Men forinden fandt jeg dog et sted at vaske Tornerose - hun skulle jo gerne tage sig godt ud, når hun sådan skulle på fint besøg. Renere blev hun, men ikke uden problemer. Jeg valgte først en gang sæbe og derefter højtryksspuling. Det sæbe der, må have været noget utrolig aggressivt noget. Det fjernede ALT skidt, men desværre angreb det også aluminiumet. Så nu ligner det at der er hældt syre ned over moteren. Sådan noget lort! I det hele taget har frøkenen fået rigtig mange mén af denne tur. Tanken har fået en del hak og ridser og det ene tanklogo er faldet af, fordi de f-ing tankpassere absolut skal overfylde tanken så det løber ovenud. Benzinen har så opløst klisteret der holder det på plads. Og de fatter det simpelthen ikke, uanset hvor meget jeg råber "alt, alt"! Jeg prøver altid at skynde mig tanke selv, men som regel er de så insisterende på at gøre det, så jeg ikke får en chance for det.
Nå, denne gang var værkstedet åbent!! Sikke et lille værksted. Det er utroligt at dette sted har været af så central betydning i Morinisammenhænge. Men Cesare havde selvfølgelig også et par lader i bjergene med de utrolig mange dele, prototyper og andre sjældne Morinier som nu er "forsvundet" på mystisk vis.
Når jeg kommer sådan nogle steder, står jeg altid med en vis ærefrygt, og får så ikke rigtig taget billeder, af angst for at det skal virke repektløst. Det er nok noget pjat!
Jeg kørte så videre i nordøstlig retning. Om det var succesoplevelsen der gjorde det, skal jeg ikke kunne sige, men pludselig blev det hele tusind gange sjovere. Vejene var suveræne og jeg var helt på toppen. De sidste par dage har jeg kørt som en gammel gråstærsramt kone i regnvejr og nu hang jeg pludselig med knæene nede igen. Alt fungerede bare igen. Når man pludselig ikke længere mærker man opererer en gang rullende metal, men at det bare føles som man svæver afsted og kun har sanseindtrykkene fra kroppen, så fås det altså ikke bedre.
Da landskabet fladede lidt ud, fejrede jeg det med at spise frokost - stort!
En 75 km før San Marino kom jeg over et pas. Og sikke da nogle veje. Efter sådan i lang tid ikke at lave andet end at skifte gear, bremse, accelerere, kaste sig fra den ene side til den anden, og opleve så fantastiske sanseindtryk, så kommer man nærmest ind i en tranceagtig tilstand, hvor tid og sted forsvinder. I nogle kulturer kaldes det vel at være i zen - vi har vist ikke rigtig et ord for det. Men det er præcis det jeg elsker ved at køre motorcykel, og det er derfor jeg overhovedet er på sådan en tur. Nogle vil måske synes at jeg får set for lidt af de steder jeg kommer til, men det primære for mig er det at køre.
På vej ned af passet, gik det rigtig godt. Ud af et sving blev zen'en dog brudt: jeg så en slikpind og to Carabinieri bag den. De må have hørt mig komme med fuld hammer deroppefra. Der var nærmest ingen andre på vejen, så det må have lydt rigtig godt da jeg kom ;o)
Igen måtte jeg ud i en længere undskyldning over hvorfor jeg havde glemt mine papirer derhjemme. Om man da ikke skulle køre med sådan noget i Danmark, spurgte de. "This is not normal, this is not normal", sagde den engelsktalende flere gange. Efter nogen tid og flere undskyldende forklaringer fik jeg dog lov at køre med et par hovedrystende betjente i bakspejlet.
Nu er jeg så i San Marino, en af disse mærkelige lilleputstater. Fint sted, men jeg kører videre...

20/6 - 15:30

Km: 11264 - Faenza
Jeg har været ved dagens sidste destination, nemlig Poderi Morini!
Men forinden var jeg lige ude ved kysten. Jeg var i Rimini. Det var et vildt sted - megalang kyststrækning proppet med betalingsstrande, souvenirshops, hoteller og ikke mindst turister. Om jeg begriber hvem der har lyst til at tage sådan et sted hen. Intet at se andet end en lang kedelig sandstrand proppet med folk, strandstole og parasoller.
Jeg kørte langs vandet ud til et sted hvor der ikke længere lå betalingsstrande side om side. Det var vel ti kilometer. Her hoppede jeg i vandet og bortset fra at temperaturen på vandet nok var lidt højere, kunne det såmænd have været en dansk strand.
Tilbage til Poderi Morini: Denne er en lille vingård som ligger ved Faenza. Når man som jeg ofte søger på internettet efter alt der har med Morini at gøre, støder man uværgeligt på dette navn. Jeg har flere gange tænkt på at byde på en af de flasker der jævnligt er til salg på eBay, men forsendelsen har altid afholdt mig fra det. Når gården nu ligger sådan en slags på vejen, tænkte jeg at jeg lige ville kigge forbi.
Hele området er et vinområde, med masser af mindre vinbønder. Jeg ved jo ikke så meget om vin, men jeg tror ikke det er et af de mest spændende områder. Men uanset, stedet skulle ses!
Jeg blev budt velkommen af en lille beskeden ejer, Allesandro. Heldigvis kunne han engelsk, så jeg fik en lille rundvisning i den ret nye bygning. Han har kun lavet vin siden 98, så alt er meget nyt, men det ser ud til at han er meget seriøs omkring det. Der var også en ansat (vist nok) og de to lignede faktisk lidt makkerparret fra filmen-der-handler-om-to-der-tager-på-vinrejse (skal nok lige opdatere når jeg kommer i tanker om titlen - Red.: filmen hedder Sideways).
Jeg fik også lige et par smagsprøver: en Savignon der var frisk og krydret og en Sangiovese som var rund og mild. Jeg købte såmænd også noget, som jeg på en eller anden måde skal have plads til. Jeg vil gerne have den med til Morinitræf, nemlig ;o)
Nu har jeg indfundet mig på en vinmark. Det er vist ikke Morinis marker, men et eller andet sted i nærheden af hvor han pegede, så jeg kan da lade som om jeg skal sove ved siden af Morinivinstokke.

21/6 - 7:15

Km: 11264 - Faenza

"You were right [...] it's much better down there - It's a better place" - Jeg skal prøve at lade det være sidste citat, men se filmen...

Åh nej, årets længste dag. Jeg kom lige til at kigge i kalenderen og det fylder mig altid med mismod at vide at det nu går den anden vej. Der findes folk der kan lide årstidernes skiften og nogle der påstår at man kun kan værdsætte sommeren, hvis man har været igennem en vinter. Dem hører jeg altså ikke til!
Vemodet bliver også lidt større med visheden om at jeg nu har retning mod "det kolde" nord.
Planen var at jeg skulle besøge Marco på vej hjem. Så blev det til at mødes med ham i München, men jeg har lige fået at vide at de er i Trieste med gymnastikholdet i stedet, så næste velkendte ansigter, bliver de tyske Morinister. Det hjælper selvfølgelig alt sammen, men ærgerligt at jeg ikke skal se Marco igen.
I dag vil jeg køre forbi Morinifabrikken. Det skulle også være en sørgelig affære, men jeg vil nu lige derover og sende positive vibrationer og derudover er der rigtig gode veje i området, så jeg tager lige en runde der - og så skal jeg jo tanke på min absolutte yndlingstankstation ;o)
Ellers vil jeg køre op til Gardasøen og måske ligefrem tage på en campingplads. Jeg trænger til at få vasket tøj og det kunne være meget fedt at få en tur i området uden bagage.

21/6 - 23:58

Km: 11863 - Lazise
Dagens forløb: Til lmola og så Cassalecchio di Reno. Morinifabrikken har ikke ændret sig meget siden sidste år - måske lidt mere ukrudt og afskallende maling. Jeg tog et par billeder, prøvede at ønske "god bedring" og så ellers videre. Planen var at køre mod syd op til Passo della Futa, en rundtur over til Maranello og så op ad de lige veje til Padova. Turen syd om skulle være en belønning på forhånd over at skulle gennem det kedelige flade stykke. Det blev nu mere en afstraffelse, for jeg kunne bare ikke finde gode veje.
Først var jeg dog inde på den omtalte tankstation. Her fik jeg igen en snak med ejeren - man kan nok ikke kalde det en samtale. Igen viste jeg billeder fra de sidste to år, og han virkede rørt over min begejstring for hans lille biks.
Så skulle jeg jo op ad de gode veje, men for det første var de ved at asfaltere det gode stræk, så jeg måtte køre ad en anden rute med dårlig asfalt, og for det andet, da jeg skulle vest over mod Porreta Terme og videre nord mod Maranello var vejene simpelthen så vanvittig ujævne. Det var som at køre på et vaskebræt. Vejene snoede sig perfekt, men det konstante hopperi krævede enorm koncentration og var virkelig kraftanstrengende. Det var altså ikke den store fornøjelse jeg havde ønsket, selvom der var meget smukt i området, og så havde jeg oven i købet det lange kedelige stræk foran mig!
I Maranello tullede jeg lidt rundt i byen. Det er lidt ligesom at komme til Billund, men stedet for Lego, ser man Ferrarier over alt!
Midt på det lange lige stræk, var dagens store lyspunkt. Jeg var inde ved en lille tankstation og her kom bestyreren (eller hvad hans titel nu er) ud for at give den sædvanlige service. Hans søn var der også og var nysgerrig. Det var tydeligt at han var interesseret i Morinien. Han kunne nogle få engelske gloser og jeg fik fortalt at det var mit navn der stod i stedet for Sport på styrlogoet, at jeg kom fra Danmark; og at jeg var på vej hjem fra Sicilien. Han spurgte hvor på Sicilien og jeg forklarede. Da jeg havde betalt og var på vej til at køre, kom han ud fra den lille butik med et lille fotoalbum. Og så begyndte han at bladre i nogle gamle afblegede farvefotos fra 70'erne. Han viste mig billeder fra en tur han havde været på til Sicilien den gang. Jeg gætter på at det har været en stor og betydningsfuld rejse siden han havde billederne lige ved hånden. Det var billeder af ham og hans venner, og nok hans kæreste, fra forskellige steder på Sicilien. Der var også nogle fra Etna, hvor man kunne se at adgangen har været væsentlig anderledes og et par billeder af en lille sø i et lavakrater, hvor de allesammen grinende badede i. Den eksisterer vist ikke mere. Nu var det så min tur til at blive rørt over at han ville dele sådan nogle intime øjeblikke sammen med en fremmed som mig.
Oplevelsen løftede lidt og hjalp mig igennem til Padova. Grunden til at jeg skulle dertil, selvom Marco ikke var der, er at jeg for nogen tid siden havde spurgt ham om han ville købe en ny mc-jakke til mig (som var væsentlig billigere i en italiensk netbutik, som ikke sender ud af landet), og nu havde han altså gjort det og den lå nu i hans Lancia og ventede på mig. Den skulle altså med hjem derfra.
Jeg snuppede lige et bad i gymnastikcentret og da jeg skulle til at køre, kom Marcos far. Han skal først til Trieste på lørdag. Vi fik lige en snak og så kørte jeg ad den mest lige veje til campingpladsen hvor jeg er nu. Jeg havde simpelthen ikke kræfter til at køre mere spændende kørsel i dag.
Jeg valgte en plads med et godt navn, for selvom Elisabeth havde forsøgt at finde en billig på nettet, var det vist en umulig opgave. Comunale hedder den, og jeg gætter på at det reelt er en kommunalt ejet plads. Prisen er ok, så jeg bliver her to nætter.
Jeg har fået vasket tøj og mig selv, og har sågar fået aftensmad! Nåja, for hvem det interesserer, alle mine kropsfunktioner er i gang igen, har sågar været på toilet for første gang i 4 dage. Det er praktisk ikke at skulle på sådan en tur, men det er nu meget rart at vide at det fungerer. ;o)
Om jeg bare dovner den for vildt i morgen, vil jeg ikke udelukke, for jeg er vildt træt.

22/6 - 11:07

Km: 11863 - Lazise
I morges ville jeg gå en tur i området. Det viste sig at være nærmest umuligt, for hele byen var lavet om til et stort kræmmermarked, så jeg måtte kæmpe mig gennem menneskemasserne, der mest bestod af tyskere, lidt hollændere, og et par danske stemmer var også at høre. Den lille by ser ellers ud til at være meget køn, men det er svært at se når det hele er plastret til med spraglet tøj, plasticdimser og tæpper med "lokale" motiver.
Jeg har lige handlet i det lokale supermarked, en Lidl, for det ikke skal være løgn, og nu overvejer jeg bare at ligge og slappe af. Jeg er nemlig kommet til at se at jeg nok skal køre noget der ligner 650 km i morgen, hvis jeg skal over Stelviopasset. Jeg troede ikke der var så langt, så ville jeg måske have valgt et mere nordligt overnatningssted. Nå, det gør vel heller ikke noget at dovne den lidt og nyde at jeg er i syden - i morgen skulle jeg jo gerne være på den anden side af alperne, og der er vejret vist ikke så godt.

22/6 - 14.05

Km: 11866 - Lazise
Det er blevet lidt lummert, så jeg tjekkede lige vejrudsigten. Desværre ser det ud til regn hele strækket fra Stelvio til Schierling i morgen. Jeg overvejer derfor at køre så langt som vejret holder godt og så blive der en nat. Det ville være så ærgerligt at skulle køre "verdens bedste vej" (ifølge Top Gear sæson 5) i vådt føre. I så fald bliver det først fredag jeg kommer til træf. Det er lidt ærgerligt, da det nu altid er hyggeligt at være med i forberedelserne og at hilse på folk når de ankommer.
Nå, lad os nu se. Meget kan ændre sig endnu.

23/6 - 23:07

Km: 12475 - Unterlaichling
Fra skønne solbrune piger, varme og strand, til gamle mænd og iskoldt regnvejr.
Jeg kom tidlig op, gik i bad, fik betalt, og kørte derudad. Det gik godt trods megen erhvervskørsel. Op forbi Lago d'Iseo og videre mod Stelviopasset. En lille fejldisponering betød lidt for små bjergveje med dårlig asfalt, men så kom jeg til "verdens bedste vej". Det var selvfølgelig med en vis forventning jeg kom dertil. Vejret holdt tørt, så jeg fortsatte op ad Europas højeste pas i håb om at truslerne om regn ikke skulle være så alvorlige. Efter nogen tid begyndte det dog at blive skyet - dvs at jeg kørte gennem skyer, og vejene var så lidt våde. Det tog selvfølgelig lidt af fornøjelsen, men uanset vil jeg nu ikke betegne det som verdens bedste vej. Når jeg tænker på den regelmæssighed af sving, antallet og vejbelægningen vejene omkring Siena har, eller ikke mindst de mange skønne veje i Toscana, så kan jeg sagtens finde bedre veje der. Men uanset, det er nu en oplevelse at komme så højt op.
På toppen skyndte jeg mig at få en trøje på, for der var koldt! Der var proppet med motorcykler og jeg kom til at snakke med to tyskere. Den ene viste sig at være Corsaro-ejer. Han vidste ikke der var træf, så jeg gjorde lige lidt reklame.
På den anden side af passet var vejret ti gange værre end forvarslerne havde truet mig med. Det var tåget, eller skyer man kørte igennem (jeg ved ikke hvad den rigtige betegnelse er), og det regnede. Foran mig kørte en brite med godt tempo, så ham lagde jeg mig bag. Det kan være svært at se noget, når visiret er vådt selv på indersiden. Et andet problem med at køre ned af sådan nogle bjergveje i stærk regn, er at vandet løber ned i handskerne. Normalt har man et vist tempo, så vandet bliver trykket væk fra handskeåbningen, men når det går så stejlt nedad og tempoet er så langsomt, står armene næsten lodret, så vandet kan løbe lige ned ad ærmerne og ind i handskerne - så hjælper det altså ikke meget at der er Gore Tex i dem, tværtimod.
Jeg fik mig altså kæmpet ned ad bjerget og ud på mere lige veje. Der var ufattelig megen trafik og helt udsandsynlig mange motorcykler. Og jeg kom pludselig i tanker om hvorfor: I det sydlige af Tyskland er det helligdag, så rigtig mange må have benyttet lejligheden til at komme sydpå. Godt nok skulle jeg den anden vej, men der var åbenbart også mange der af uransagelige grunde havde besluttet at køre nordpå.
I gennem Østrig klarede det lidt op og vejene blev til lange stræk med bløde kurver. En tysker på en BMW, som tilsyneladende var lokalkendt, lagde et godt tempo og jeg fulgte efter. God hare!
Da jeg nåede Tyskland stod det igen ned i stænger, så jeg valgte (igen!) at køre motorvej til og et stykke forbi München. Efter nogen tid klarede det op, og jeg kunne køre til Schierling i tørvejr.
Forfrossen ankom jeg til træfpladsen og blev mødt af Manfred og nogle fra stambordet der arrangerer. Werner var lige kommet et kvarter før mig, så jeg var desværre ikke den første gæst.
Snakken kom hurtigt i gang og der dukkede flere op. Min frygt var lidt at jeg ligesom sidste år skulle være den eneste, men jeg er glad for at jeg trodsede det dårlig vejr, for det har været en meget hyggelig aften.
Nu skal der soves. Det er begyndt at regne igen, men jeg ligger i teltet og nyder at være i tørvejr og at være til træf. Der er lovet godt vejr for hele weekenden, så jeg håber det holder stik.

24/6 - 23:37

Km: 12545 - Unterlaichling
Fik sovet elendigt sidste nat, så jeg har været lidt for træt hele dagen.
Kl otte kunne jeg simpelthen ikke trække den længere og stod op. Jeg fik lige strammet kæde og så kørte jeg mod Regensburg. Jeg skulle have nogle kontanter (måtte låne af Werner i går), have tanket, have fat i noget morgenmad og så ville jeg se om jeg kunne finde noget dobbeltklæbende tape, så jeg kunne få klistret tanklogoet på igen.
Det var så fedt at køre uden bagage eller passager, så jeg ærgrer mig lidt over ikke at have kørt ved Gardasøen i forgårs.
Jeg turistede den lidt da jeg kom til byen og fik ellers spurgt om vej til det nærmeste byggemarked. Her fik jeg fat i noget tape og så styrede jeg mod Unterlaichling igen. Jeg fik klistret logoet på igen, kiggede lidt Morini og ganske kort efter kom de første af den mere velkendte flok: Thomas, Iris & Hartmut; Michi, Stefan, Didi, Kersten osv...
Dagen er sådan set bare gået med at hilse på folk efterhånden som de er dukket op og så ellers bare snakke. Der bliver ved med at komme nye ansigter til flokken jeg skal holde styr på. Dels er der nogle der vil se hvem ham danskeren er, dels er der mange der af udseende ved hvem jeg er fordi de har set billeder af mig på nettet eller i La Strega, og dels er der hvert år nye jeg lærer at kende gennem internettet. Andi som jeg over nettet har lavet den blå bog sammen med er en af dem. Og det er altså sjovt at se folk "irl", som der hedder.
Der er i år kommet rigtig mange af de nye Morinier. Der har også været gjort meget ud af at lokke de nye fok til, men der er efterhånden også flere og flere af de "gamle" der har fået sig en af de nye.
En af Norberts spanske venner er ankommet, så jeg får ikke præmien til den længst fra kommende. Øv ;o)
Jeg er gået lidt tidligt i seng, men det er der nu mange der er. Der er jo mange der har kørt langt og jeg skal bare have indhentet noget søvn.

26/6 - 00:56

Km: 12611 - Unterlaichling
Fik sovet godt i nat, og var klar til at være "på" i dag. Igen er det meste af dagen gået med snak. Det er helt utrolig så mange jeg har fået snakket med, så jeg har næsten ikke fået kigget Morinier. Men efterhånden kender jeg jo de fleste af dem, så det er selvfølgelig kun småting der er nye at se. Det mest interessante var sådan set en orange racer med et helt andet stel, men også det store antal af nye Morinier gjorde det interessant at kigge på. Man mærker at den "berøringsangst" som de gamle har haft over sådan moderne maskiner, er ved at forsvinde. Det er selvfølglig også hjulpet, at der er en del der er begyndt at eksperimentere med elektronikken, mappingen; er begyndt selv at skrue i motorerne osv.
Tiden er egentlig fløjet afsted. Pludselig var det frokost og pludselig var der fællestur. Inden turen skulle vi dog alle informeres om turen og det blev nævnt at Spanieren (jeg må lige have fat i hans navn) og jeg var kommet lidt langt fra.
Da ceremonien var overstået, kom en kvinde hen og spurgte om hun måtte tage et foto af mig foran min Morini. Det var den lokale presse, og hun spurgt mig ud om min tur og min Morini.
Derefter måtte jeg skynde mig efter de andre, så jeg kunne komme med på turen. Det er faktisk første gang jeg er med på fællesturen til et tysk træf. Normalt gider jeg det ikke rigtig, fordi det kan være lidt kedeligt at køre så mange afsted, men jeg føler efterhånden at det er min pligt, når jeg nu nærmest forventer at alle deltaget i fællesturen til vores træf.
Jeg fandt flokken og turen gik fint. Lidt højere tempo end forventet, men der var ikke så meget at se på. Området hører ikke til de mest interessante dele af Bayern.
Tilbage igen, mere snak, og pludselig var det aften og der var præmieoverrækkelser. Der var præmie til den ældste (Hartmut), den yngste (Soffi), højeste antal fra et stambord (Elm-Asse), den længst fra kommende - det blev spanieren, og så var der en særlig præmie, som de havde besluttet skulle gives til en der havde kørt den største omvej til træffet - jeg fik altså også en lille pokal med hjem.
Derefter var der lodtrækning på vores indskrivningsnummer, hvor man kunne vælge fra en stor bod med en masse reklamegaver. Jeg var så heldig også at blive udtrukket, dog som en af de sidste, så det var ikke så meget at vælge i mellem. Det blev et lille sandbillede som "skifter motiv" når det bliver vendt. Forhåbentlig kan jeg få det hjem i hel tilstand.
Jeg er "forresten også kommet til" at købe et 3½ stel. Allerede da jeg ankom i torsdags stod det og lignede noget der var til salg og jeg spurgte straks efter ejermanden. Jo, det var det, men jeg måtte jo sige at jeg kun kunne købe det, hvis der kom nogle i bil som kunne transportere det nordpå. I går var der så flere interesserede, men sælgeren, Christian, reserverede det til mig til i dag. Jeg fik snakket med Hamborg-gruppen og efter lidt renden frem og tilbage fik jeg arrangeret en stafet så det først bliver bragt til Wolfsburg og siden til Hamborg, hvor jeg så selv kan hente det. Prisen var tilpas lav til at det hele giver mening.
Nu er jeg gået i teltet, ligesom de fleste. Det er blevet nævnt et par gange at folk går tidligere og tidligere i seng til træffene. Det kommer nok af den fremadskridende alder folk har kombineret med en lang rejse der står foran de fleste i morgen.
måske hægter jeg mig på en af dem der kører nordpå, Norbert eller Stefan, men lad os nu se. Uanset er det planen at jeg skal besøge Gunar i morgen aften, og så har jeg aftalt med Stefan at jeg kigger forbi mandag eftermiddag på vej hjem på det sidste stræk.

26/6 - 22:53

Km: 13254 - Rätzlingen
Kl halv otte - otte begyndte det at røre på sig i lejren. Jeg havde også ligget og forsøgt at trække den nogen tid. Bilerne der kørte lige forbi teltet (havde fået lagt mig helt ud til vejensiden), og kirkeurets slag hvert kvarter - også om natten - få hundrede meter væk, gjorde det svært at få en ordentlig nattesøvn.
Jeg fik altså så småt pakket og læsset Morinien. Stellet jeg har købt skulle jeg også have pakket ind i plastic, så det kunne komme ind Armins fine bil uden at svine den til. Alt blev gjort i ro og mag, så der også var tid til at snakke lidt med de andre der gik og pakkede.
Hagen, som "tilfældigt" kom til vores træf på sine nye Scrambler, havde jeg taget en af mine specialhuer med til. Han var jo egentlig den der havde kørt længst til vores træf, men da han allerede tog afsted lørdag morgen, og han ligesom ikke rigtig selv synes at hans tur talte, fik Iris præmien for hendes lange ridt. Jeg har dog haft lidt dårlig samvittighed over for Hagen, så derfor fik han huen nu.
Da alt var pakket gik jeg en runde og sagde farvel til alle - hvilket tager lidt tid - og så var det ellers afgang. Jeg var blevet foreslået at tage B85, dog med en afstikker på et stykke af vejen, hvor der var meget vejarbejde og deraf følgende omkørsler.
Jeg navigerede lidt "skødesløst", og var heldig at finde nogle ret gode veje. Min nonchalance betød imidlertid at jeg endte oppe på nordsiden af Kyffhäuser. Hvordan, har jeg ikke lige gennemskuet. Det betød så at jeg måtte køre op ad bjerget i den forkerte retning og så tilbage igen. Jeg valgte dog kun at køre nordsiden, da sydsiden er knap så underholdende. Det var sådan også rigtig fint. Der var heldigvis ikke så mange på bjerget, så det var til at komme til.
Når der ikke var så mange, skyldes det nok at vejret hele formiddagen var mørkegråt og koldt med små byger ind i mellem. Heldigvis blev det varmere da jeg nåede disse gode veje. De gode veje fortsatte lidt endnu gennem Harzen, og så kom ellers de lange lige veje i Østtyskland, men som tidligere skrevet, føler jeg mig hjemme blandt "die Ossies", så det gik.
De hjemmevante følelse blev ikke mindre, da jeg rullede ind på gårdspladsen hos Gunar. Han havde hørt mig komme, og stod smilende og ventede.
Første punkt var selvfølgelig at se hans Corsaro. Han købte i foråret en demomodel af Wolfgang Tritsch - rød med sort stel, som havde kørt 2000 km.
"Desværre" blev jeg budt på øl, så da vi senere nåede til at snakke om køreegenskaber, havde jeg fået lidt for meget til at prøve den. Gunar foreslog at jeg kunne blive en dag mere, og det var lige før det kunne friste, men jeg må se om jeg ikke kan få lov at prøve Bos en dag.
Ellers gik aftenen med at se billeder fra hans tur til de baltiske lande, udveksle historier og generelt opdatere med de ting som vi ikke lige får skrevet over nettet.
På et tidspunkt ringede telefonen i huset. Gunar tog den, snakkede lidt og gav så mig røret. Hvem kunne det dog være, tænkte - og sagde jeg så ind i røret. Det var Norbert der ville høre om vi skulle følges det sidste stykke til Lübeck. Jeg blev helt rørt, for han er (ligesom mig) lidt kritisk med hvem han har lyst til at køre længere stræk med, men nu havde jeg jo aftalt med Stefan at komme til middag hos ham, så jeg måtte desværre takke nej til tilbuddet.
Vi er gået tidligt i seng. Gunar skal afsted på arbejde kl 7 og Sylvia kl 8. Jeg har fået en nøgle så jeg selv kan låse mig ud, men jeg satser nu på at komme lidt tidligt op alligevel.
Det er meget eksotiske lyde jeg skal falde i søvn til. Naboen har en del papegøjer, så det er næsten som at være på et andet kontinent. I morgen skulle det dog blive yderst hjemligt, for der skulle jeg gerne sove i egen seng!

27/6 - 17:36

Km: 13602
Jeg har lige sejlet med endnu en færge. Vandet var mere over i den grønlige nuance og himlen er en sjov lyseblå farve. I dag er første dag siden jeg var ved Gardasøen, at himlen har været skyfri, så det er noget af en farveforskel at se. Luften smager også helt anderledes. Jeg kan ligefrem smage havsaltet (selvom det er ferskvand jeg lige har krydset). En sjov fornemmelse, som jeg ikke tænker over til hverdag.
Færgen var såmænd bare den lille hyggelige færge ved Missunde. Nu kommer så de sidste snoede veje inden den danske grænse. Så snart er jeg hjemme!

28/6 - 9:05

Km: 13762 - Hygind
En måned, 10.102 km, en million sving (i hvert fald følte - på ondt og/men mest godt) senere og 5 kg lettere ankom jeg til Hygind ved halvotte tiden om aftenen. De sidste km gennem Danmark gik med ekspresfart, for nu ville Morinien gerne hjem og hvile sig!
Dagen begyndte jo i Rätzlingen, hvor jeg vågnede alene (bortset fra hunden Pepper) i et fremmed hus. Jeg fik spist lidt af den morgenmad der var stillet frem til mig, fik pakket for sidste gang, smurt den utrolig slidte kæde, hældt lidt olie på motoren og så afsted.
Første etape var en lille hyggeetape på under 200 km. Ved halv tolv-tiden var jeg ved Bardowick hos Stefan. Jeg fik en rundtur i huset, for at se hvordan det skrider fremad. Han var ved at lave badeværelse og der var alligevel sket en del siden sidste besøg. Det kan måske synes at det går lidt langsomt med Stefan, men kvaliteten af hans arbejde er yderst høj, og sådan noget kræver ganske enkelt tid. Vi kiggede også lidt på motorcykler (selvfølgelig!), han har fået en lille ny som han bruger til at køre på arbejde på i al slags vejr. Efterhånden synes han, at det alligevel er lidt synd for Morinierne med vinterkørsel, så han har anskaffet sig en lille MZ Supermotard - 125 kubik, som ligner KTMs Duke. Den skulle jeg lige have en prøvetur på, mente Stefan. Og det var da også meget sjovt.
Derefter blev der serveret middag. Elke er ligesom Stefan perfektionist, så maden var som altid rigtig lækker.
Derefter lidt mere snak og lidt kortkigning, og så var jeg i sadlen igen. Stefan havde givet tips til at slippe for den utroligt kedelige B4, som ellers er den nærmest uundgåelige vej mod nord, og således kom jeg forbi Güster, som jeg jo skal besøge sidst i August, igennem det fine område ved Plön, og så som dejlig afslutning, som skrevet, med den "obligatoriske" Missundefærge.
Da jeg krydsede grænsen var mine første tanker: sikke mange lyshårede piger der er her, og så mange danske nummerplader; og hvor gode de er til dansk her - Det tager alligevel lige lidt tid at omstille sig. Det er jo kun få dage siden jeg tullede rundt i Italien. Heldigvis er vejret jo skønt at komme hjem til, så genkendelsens glæde er selvfølgelig stor.

10.000 km Hjemme