Morinitour 2022

Så går det endelig igen afsted mod Italien. Det er to år uden at se både landet og menneskerne jeg kender dernede. Især sidstnævnte glæder jeg mig helt enormt til at se.

Optakten er egentlig den efterhånden sædvanlige, med alt for megen stress!! - Jeg kan åbenbart ikke lære at gøre det anderledes. Jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre ved det, men jeg vil da prøve at gøre mig overvejelser på turen, for jeg er ved at gå lidt i opløsning over det. Min hukommelse svigter og jeg føler mig nærmest konstant presset til det yderste.
Et grelt eksempel som virkelig fik mine øjne op for alvoren var, at jeg for nylig lavede en grim bule i Tanjas bil. Vi var på vej til fest og holdt ind for at tjekke adressen vi skulle være. Jeg havde godt nok set en stor sten på vej ind på pladsen, men da vi kørte ud igen, var den ikke synlig for mig og jeg havde glemt alt om at den var der! Så inden for et par minutter havde jeg glemt noget jeg understregende havde sagt til mig selv jeg skulle huske. Sådan noget er ellers aldrig sket for mig. Men lignende, dog knap så alvorlige eksempler, har der været alt for mange af de seneste par år. Det er virkelig enormt frustrerende, for det gør at jeg ikke stoler på mig selv og er bange for at påtage mig opgaver for andre. Ikke mindst selvfølgelig fordi jeg ikke har råd til at ødelægge andres ting. Ja, apropos økonomi - jeg tør næsten ikke begynde på emnet. Jeg ved alle mærker efterregningen fra coronaeksperimentet og nu Putins sindssyge forehavender, men at være nederst i det økonomiske hierarki, er bare så meget mere dramatisk end selv den nederste middelklasse kan forestille sig (og politikerne da slet ikke)! Egentlig burde jeg jo spare pengene og blive hjemme, og det har såmænd også været i tankerne, men jeg kan simpelthen ikke forsvare det over for mit mentale helbred, så at sige.

Så, jeg håber jeg finder en løsning undervejs på turen - både på dette og hint. Allerede nu kan jeg se at min kalender nærmest er booket op til langt hen på efteråret og jeg kan praktisk taget ikke overskue det. Og jeg er nødt til at finde en vej at blive inderligt glad igen. Italienske veje kan om ikke andet løfte humøret, så nu går det altså afsted...

---

29/5 - 9.45

Km: 186052 - Hygind

29/5 - 23.59

Km: 186???  - Destedt

Så er jeg i gang. Og egentlig en forrygende start. Siden det nu var en tur der bød på næsten dobbelt antal kilometer end jeg overhovedet har kørt i år, så gik det forbavsende godt. Jeg husker de første år jeg tog afsted, hvordan alting nærmest skulle læres forfra og bare hundrede kilometer føltes som en enorm bedrift. Men jeg satte mig i dag op på Tornerose og kørte afsted som om jeg lige var kommet hjem fra England (sådan næsten da), og da jeg nåede grænsen og tjekkede hvor langt der var igen tænkte jeg: "nå, er der ikke længere?"
Det første stop var lige efter grænsen, hvor der skulle tankes: 25,86 € 😳- i det mindste var literprisen dog 2 kr. lavere end derhjemme: 17,29 kr. viste alle tankstationerne ud af Danmark. Det var lige før jeg var vendt om alene af den grund!
Ruten gik over Stepping efter Kolding. Det er en god vej, hvor man kan komme hurtigt frem - og alt spillede bare: ingen biler, solen skinnede og ingen vind! Det skulle dog ændre sig ret meget. Det var nærmest som at komme til "Omvendtslev", for det blev mere og mere blæsende og koldt jo længere jeg kom syd på.
Jeg havde egentlig allerede hjemmefra drømt om at lægge mig i græsset ved en sø og lade solen varme mig ind i en middagssøvn, og planen var at jeg skulle gøre det når jeg var halvvejs - som så blev til at jeg lige skulle krydse Elben. Men det stadigt koldere vejr gjorde at middagsluren i stedet blev til ly i et busskur, for nu kom der også regn. Jeg fik et par stykker Marabou og fandt min almindelige jakke frem, så jeg kunne få mere tøj på inde under læderjakken. Da jeg kørte hjemmefra grinte jeg ellers af mig selv over at have taget overdrevet meget tøj på, for hjemme skinnede solen og det var nærmest sommerligt, men nu rystede jeg af kulde.
Regnradaren blev tjekket og jeg var lige bag ved en østgående front med byger, så hvis jeg fortsatte skulle det vist ikke blive værre.
Næste stop var igen tankstop (24,03 €). Her blev den medbragte Harboe cola drukket og jeg stod lidt og forsøgte at genvinde varmen.
Videre gik det og det begyndte faktisk at klare op. Solen tittede sågar frem og tørrede på mine bukser. Jeg havde undladt at tage regntøj på, fordi jeg stolede på regnradaren og ikke mindst fordi det bare er irriterende at køre med regntøj.
Destinationen var hos Ulf og Sandra. To mennesker som jeg er kommet til at holde meget af. Jeg fik i Italien for fire år siden snakket rigtig meget med Ulf og nyder virkelig hans (og Sandras) selskab.
Lige inden jeg nåede Destedt begyndte det at regne igen. Mine bukser var ellers lige nået at blive helt tørre, men så blev de altså lige så våde igen!
Heldigvis var de to gæstgivere forberedt. Brændeovnen blev tændt og et lækkert måltid serveret. Jeg fik stukket en øl i hånden - og det gode selskab varmede hjertet og ovnen tørrede mine bukser.

I morgen er det planen at besøge Klaus og Christine. Der har jeg fedtet mig til endnu en nat i en rigtig seng.
Omkring 450 km blev det vist til (glemte at tjekke kilometerstand). Ingen ømhed nogen steder. Det er dejligt! Træthed er der, men det er lige så meget søvnmangel som er årsag.

Så nu er det godnat herfra. Det er fa’me dejligt at være afsted. Det har rigtig mange gange dukket op til bevidsthed i dag!

30/5 - 15.19

Km: 187006  - Leugas

Jeg har endelig fundet en græsplæne ved en sø - og en smule varme, når solen ellers får lov at kigge gennem skyerne.

Jeg sov fornuftigt på den fremmede seng og stod op ved ottetiden og gjorde mig så småt klar. Mens jeg var ved at tage tøj på, kom Sandra hjem. Egentlig havde de begge sagt at de skulle tidligt på arbejde, og jeg derfor selv måtte se hvad jeg kunne finde at spise i huset. Men Sandra havde nogle minutter hvor hun kunne forlade arbejdspladsen og mente at hun skulle lave et fint morgenbord til mig. Det var helt overdådigt, så jeg fik et solidt morgenmåltid.
Vi sagde på gensyn i Italien (de skal også derned) og jeg pakkede det sidste og fik låst huset af.
Jeg havde taget alt tøjet på, for det var lige så koldt som i går. Heldigvis lovede vejrudsigten begrænset regn, så jeg slap for regndragten. Jeg har ellers købt en ny heldragt som fylder meget lidt. Den var på tilbud i Louis.
Det har virkelig været koldt. I dag har jeg sågar haft tændt varmegrebene for at få lidt ekstra varme til blodet.

Både i går og i dag har jeg ukritisk ladet TomTom’en bestemme turen på snoede veje - på minimalt niveau. Det har faktisk betydet en del motorvejskørsel i dag. Formålet med kørslen har dog primært været at komme frem, så det er blevet til meget lidt leg. Men det er også fint nok. I dag har jeg alligevel ikke været på toppen. Lidt hovedpine og så den konstante kulde, som gør en stiv og langsom, gavner ikke ens køreevner - eller lyst for den sags skyld. Alligevel går det nu fint. Jeg kommer fremad og selvom tankerne rumsterer i hovedet, løsner jeg alligevel op og kan ind i mellem glemme tid og sted.
Turen gik øst om naturparken i Harzen og ikke over Kyffkäuser, så Ejvin måtte undvære den ellers sædvanlige billedhilsen derfra. Han har dog alligevel skrevet en hilsen den anden vej og det varmer jo!
I Hof var jeg i en Louis fordi jeg gerne ville have et nyt visir. Jeg gik dog tomhændet derfra, for jeg blev lidt nærig. Visiret jeg har kan såmænd bruges endnu og i virkeligheden burde jeg nok have en helt ny hjelm, for den er ved at være temmelig brugt at se og mærke på. Men i det mindste fik jeg varmen og fik klaret et toiletbesøg.

ATT (Advarsel om Teknik og Tornerose): Dæk skal også i år være et problem. Jeg skiftede fordæk i fredags, for nu kunne Dunlop’et ikke mere. Det blev til at jeg satte et brugt BT45 på. Et jeg en gang skiftede ud, fordi jeg vidste jeg skulle køre meget langt og det nok ikke ville holde hele turen. Men til denne tur burde det kunne holde. Men! - desværre er det at af dem som hopper. Jeg har jo før skrevet om at det er et problem med nogle af dem - og grunden til at jeg har kigget efter noget andet. Jeg mente ellers ikke at lige dette havde det problem, men det er altså ret slemt. Så meget at jeg overvejer om jeg skal bestille et nyt og få leveret til Fulvio, så jeg kan få det skiftet under træffet. Fortsættelse følger…
Og så lige den sædvanlige om Tornerose: i går, første gang jeg holdt for at tanke kom en mand hen og spurgte ud om Morinien. "Chick, chick!", sagde han til afslutning. Det gav en dejlig og velkendt følelse af at være på tur, for det er jo blevet en fast del af det. Det bliver aldrig trættende.

Har fået mig en power nap, det sidste medbragte Marabou og varmen, så nu går det videre!

30/5 - 22.50

Km: 187222   - Inning am Holz

Turen tog en dejlig drejning. Solen kom nemlig for alvor frem og pludselig frøs jeg ikke mere. Det skal prøves for at man kan forstå hvilken forskel det gør. Med ét var det faktisk rigtig sjovt at køre. så de sidste par hundrede km kørsel blev ren nydelse.
Jeg blev så begejstret over varmen at jeg nonchalant bare bestilte det dæk. Og skrev så til Fulvio at det er på vej. (Fulvio er formand for klubben og bor i Morano). Han sendte en tommelfinger op-smiley og sin adresse, så nu er tilbage at håbe, at det kommer inden mandag. Ellers må jeg tage et par dage mere i området. Det er også ok.
Nu ligger jeg i sengen i gæsteværelset hos Klaus og Christine. Jeg har igen fået lækker mad og nogle dejlige snakke. Klaus har fortalt en del om de mange ture han og Christine har haft og det har som vanligt været spændende at høre.
Jeg skal også lige berette om mit nye liggeunderlag: et par dage før jeg tog afsted besluttede jeg nemlig at jeg ville have et nyt; et større og tykkere, for jeg har altid syntes det gamle var for lille og tyndt. Da jeg havde fået aftalt om at komme på besøg, spurgte jeg Christine om hun kunne finde en forretning i deres nærhed hvor jeg kunne købe det. Jeg kunne nemlig ikke nå at bestille et i Danmark og jeg havde heller ikke tid til at gå i en butik - og desuden var der det med prisen: det er betydeligt billigere på nettet end i butikkerne.
Christine skrev at det skulle hun nok lige tjekke. Dagen efter skrev hun igen: hun havde ikke kunne finde nogen i nærheden, men nu havde hun simpelthen bestilt et som så kunne være hos dem dagen efter. Det kunne bare ikke være mere perfekt! Jeg slap for at pakke et derhjemmefra og havde så plads til delene til Stefan. Delene blev afleveret i går, pengene for arbejdet financierer liggeunderlaget og så var der jo igen plads til det i tasken. Jeg har lige tjekket det - og glæder mig meget til første nat på det, som jo bliver i morgen.
Apropos søvn. Den falder snart over mig. Det trætter alligevel at køre 600 km.

31/5 - 12.00

Km: 187436   - Patsch

Holder pause ved et olympiadestadion. Jeg er træt, trods det at jeg sov rimelig godt i nat.
Jeg vågnede, fik et bad, pakket mit nye liggeunderlag ned til det andet og valgte også at pakke min jakke ned - vejret tegnede trods alt godt. Når temperaturen bliver 30 grader (det sagde Sandra, at der er visse steder i Norditalien) skal alt mit tøj jo pakkes ned og så bliver tasken fuld igen.
Så et godt morgenmåltid og en sidste snak med det dejlige værtspar. Fik betalt for liggeunderlaget og fedtede mig til lidt kædefedt. Men så ellers afsted og også her med et "på gensyn i Morano".

Det blev til lidt motorvej uden om München og kort derefter så jeg pludselig noget i horisonten som gav er sug i maven og en lille latter i hjelmen - "jeg kan se bjergene", sagde jeg højlydt med fryd i stemmen.
Vejene har ind til nu ikke været så spændende, men jeg stræber stadig efter at komme hurtigst muligt til Italien og jeg er trods alt alligevel lidt ude af form med svingkørsel, så det er fint med en blød indføring.
De sidste 50 km har tankerne dog ikke rigtig været med mig - eller rettere de har netop været der. Jeg spekulerer og det går ud over koncentrationen og fokus på kørslen, så nu skulle der altså en pause til.

Nogle dage før jeg tog afsted på denne tur oplevede jeg noget som føltes som et stærkt svigt. Det har givet knugende fornemmelse i maven, konstant adrenalin i kroppen og søvnforstyrrende hjertebanken i en uges tid. Jeg bliver altid bekymret for den slags, fordi jeg jo har haft så mange mave/tarm-problemer. Jeg gider ikke flere fysiske problemer - de psykiske kan man bedre håndtere på sådan en tur.
Jeg har været meget tæt på at blive hjemme for at få klarhed på det, men næsten uanset hvordan jeg har vendt og drejet det, ville jeg nok ikke få det meget bedre af at blive hjemme. Måske kan det betyde en ændring i mit liv når jeg kommer hjem, og det er selvfølgelig lidt foruroligende, men måske løses det i sidste ende mens jeg er undervejs.
Der har også været en masse logistiske problemer. Pakker der skulle sendes, pakker der skulle modtages - og sendes igen; bestillinger der skulle afgives, nyt Dankort i vente, som også kom lige i sidste øjeblik; penge der skulle indsættes, penge der skulle overføres, kontokort der blev spærret, banker der holder lukket - altsammen besværliggjort af bankernes mistænksomhed, idiotiske praksisser og en tåbelig hvidvaskningslov! Ja, der er mange flere ting i det puslespil - som sikkert kommer løbende i beretningen.
Jeg skulle også på vanlig vis gøre et par Morini’er klar for andre. En blev hentet umiddelbart efter træffet, en i onsdags og en i fredags - og så kom der lige en mere, som så venter på mig til jeg kommer hjem. Desuden skulle min egen gåes igennem (lang historie som nok kommer løbende) og jeg skulle også lige nå at lave de dele som jeg skulle have med på turen, så jeg kunne få dem afleveret. Egentlig have jeg håbet at kunne nå meget mere af den slags, men tiden mellem træf og Morinitour var ufattelig kort. Jeg havde fået bildt mig selv ind at der var en uge mere at gøre godt med - men nej!
Min kære far har været særdeles udfordret med helbredet de sidste mange måneder, og det har også kostet energi og tid. Han er dog i bedring og mente bestemt at jeg skulle tage afsted. Selvom det selvfølgelig ikke er så rart at forlade en kær som er trængt, så lader det til at det, i hvert fald til en vis grad, kan forsvares. Desuden er mine fantastiske søstre der til at træde til, hvis det er påkrævet.
I lørdags var jeg så ude at køre trial for sidste gang inden turen. Jeg deltog i 'Skovtrial', som nok er det bedste trialløb i Danmark. Pga af det overfyldte tidsskema op til, havde jeg ikke nået at forberede mig mentalt til det. Ikke at det har været meget bedre til de andre løb, så det har nærmest været normaltilstand end en undtagelse. Jeg var derfor ikke helt koncentreret om opgaven og især på sidste runde begyndte tankerne om fremtiden at rulle. Det er ikke fordrende, og normalt er det egentlig umuligt når man kører trial, men magten fra tankerne var større den dag. Uanset det, så gik det fornuftigt. Point-mæssigt ligger jeg efterhånden og er rimelig godt med de erfarne, og i går rakte det så til en fjerdeplads.

I dag er det vanlig træningsdag derhjemme. Mine trialvenner mødes altså om et par timer. Det bliver virkelig et savn på turen. Både at køre og deres selskab. Jeg har nærmest ikke siden mine teenageår haft sådan en venskabskreds, med så hyppige møder, og det er virkelig noget jeg værdsætter højt. Ikke mindst fordi gutterne har været med til at trække mit mentale helbred i den rigtige retning.

Nå, jeg prøver at se om jeg kan lukke for tankevirksomheden og bare nyde at køre motorcykel!

31/5 - 20.49

Km: 187740  - Cialini

Jeg har nydt det - i den grad! og har slet ikke haft mulighed for at tænke, for alle vejene har krævet fuld koncentration.
Jeg kørte afsted brændende varm, for nu havde jeg alt for meget tøj på. Solen har rigtig fået magt. Men jeg valgte at beholde det hele på, fordi min destination plejer at være temmelig kold.
Da jeg nærmede mig det temmeligt kedelige Brennerpas fik jeg tanket. Benzinen er jo billig i Østrig fordi staten ikke har lange fingre hvad det angår: 13,50 kr/l.
Ved grænsen fik jeg dokumenteret krydsningen - og smidt det på facebook. Sådan noget begejstrer tilsynelandende mine venner der, lige så meget som mig selv, så det skulle jo gøres 😉
Passet overstået gik det videre mod Passo di Giau - min tur begynder endnu en gang at tage form af "greatest hits" og Passo di Giau er bare en evergreen!
Kort inde i Italien gjorde jeg holdt ved en Lidl for at få lidt at spise. I butikken var jeg også lige ved at købe alle hits’ne, for jeg var så begejstret over endelig at være tilbage i Italien, men jeg beherskede mig og købte kun brød, skinke og en cola. Det blev selvfølgelig på vanlig vis konsumeret ude foran butikken, mens jeg kiggede på "almindelige italienere som passer deres hverdag".
Ruten var lagt ad snoede veje - igen minimum, men her er minimum jo alle de fedeste sving i Danmark ganget med ti og så inden for 20 km. Jeg lagde ud med SP29 - og her kom det så, det jeg ikke rigtig troede humøret skulle oppebringe, nemlig grineflippet. Der var et langt stræk, hvor der var utallige ens virkelig skarpe nålesving, som gik fra den ene til den anden side. Følelsen af nærmest uophørlighed af kast med motorcyklen fra den til den anden side var en så stor fornøjelse at det udløste den reaktion som jeg næsten altid oplever mindst en gang i Italien. Godt at det lever i mig endnu!
Hele ruten bød på en 4-5 pas og jeg kan ikke huske at jeg er kørt den vej før, men hvor var den fantastisk. De var begyndt at lave ny asfalt flere steder, og jeg tænker at det ringeste er blevet lavet først, så der var faktisk næsten ikke noget at klage over. Ofte forstyrres kørslen nemlig af dårlig asfalt, men måske begynder de for alvor at gøre noget ved det?
Et af passene jeg passerede var Valparola - kan jeg heller ikke huske jeg har været på før, men det var utrolig flot. Derfra gik det videre og jeg mener den sidste vej til Giau hed SP24 - igen en fantastisk oplevelse.
Jeg tog et par billeder på toppen og sendte Ejvin et som bod på det manglende Kyffhäuser-billede. Kørte så med det samme igen, for selv med det meget tøj, var det for koldt på deroppe.
Jeg lod TomTom’en sigte mod Milano - det gav retning mod Gardasøen og igen bød det på et par pas. På en meget lang og rigtig sjov strækning halvvejs oppe af et pas var der vejarbejde. Fire italienske motorcyklister på moderne japanske raketter stod og ventede ved rødt lys. Det skiftede til grønt lige da jeg ankom - de var lidt længe om at få sat i gang, så jeg overhalede og kørte afsted med samme fart som hidtil. Pludselig havde jeg en af dem i røven. Jeg tænkte at nu kører jeg bare mit eget løb, så må de overhale hvis det er for langsomt. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at lægge mig lidt ekstra i selen: de måtte gerne opleve hvad sådan en gammel veteranmotorcykel kan. Den forreste mand hang så på, men de andre sakkede bagud. Visse steder lykkedes det mig sågar at miste synet af den hurtige af dem, men på de lige stræk var han der igen. Jeg tror vi kørte 10 km på den måde - for fa’en hvor var det sjovt! Og fedt, så at sige at slå dem på hjemmebane - med oppakning og en tredjedel motorkraft. 😆
Sidste stræk i dag blev på SP71 - også en fantastisk vej med store bløde sving man rigtig kan svæve igennem.
Jeg tankede i en lille fin by - det var med betjening, som man jo stadig kan opleve hernede. Området er så smukt, så jeg valgte at købe lidt aftensmad og en øl, og er så kørt op af en lukket vej og har fundet et overnatningssted. En lille bæk har kølet min ellers meget varme øl og nu ligger jeg helt vildt luksuriøst på mit nye liggeunderlag!

Lidt malurt slipper man jo ikke for: min regndragt er faldet af bagagebæreren. Den lå ellers spændt fast under tasken, så hvordan den er hoppet af, er lidt af et mysterie.
En lidt mere kritisk ting er der også sket - eller den er i det mindste opdaget inden en katastrofe: boltene til kædehjulet har arbejdet sig løse og en af dem er kommet så langt ud at den har slået kædestrammeren over og er blevet bøjet 90 grader. Jeg opdagede det da jeg var inde for at handle lige før. Jeg havde godt nok haft fornemmelsen at der skete et eller andet på et tidspunkt mens jeg kørte, men det var ganske kort og ellers var der ro - men det var altså da bolten slog på!!! Det hele er spændt igen, men jeg skal selvfølgelig lige have fat en en ny bolt - og måske også lidt Loctite. En kædestrammer burde jeg kunne finde under træffet.

Nå, jeg går tidligt i seng, for jeg vil tidligt op - og er i øvrigt træt! Jeg skal sove i telt i nat, hvis det ikke skulle fremgå. Og jeg godter mig derved. 😌

1/6 - 12.15

Km: 187941  - Valeggio sul Mincio

Jeg har en lydoptagelse jeg optog første år jeg var hernede. Det var også første gang jeg mødte Marco. Optagelsen er af ham, da han starter sin Morini - men så han siger også noget: prøver at minde mig om at jeg bør køre fordi et bestemt sted. "Valeggio sul Mincio", siger han to gange. Jeg behøver faktisk ikke optagelsen, for hans stemme lyder klokkeklart inde i mit hoved hver gang jeg ser, hører eller tænker det navn.
Her holder jeg frokost. Jeg har været i et supermarked for at købe det sædvanlige + mælk. Jeg har savnet mælk. Jeg sidder på Visconti broen og kigger på floden og de små huse som ligger lige ud til den - meget fint scenarie!
Jeg stod jo tidligt op og kørte afsted. Det gik syd på i dalen øst for Gardasøen. Her er der også utrolig smukt. Meget frodigt og der er da også masser af vinmarker man snor sig igennem. Da jeg nærmede mig den sydlige del af dalen blev vejene større og større. Jeg satte mig derfor ved en flod for at lave en rute helt efter mine forestillinger - og det blev så blandt andet over Valeggio. Jeg skulle dog også gennem Verona og en tanke slog mig: jeg kunne jo besøge Ilaria i hendes børnehave. Som tænkt så gjort. Hun blev selvfølgelig meget overrasket, men også glad. Jeg var godt klar over at det ville blive et kort visit og måske skørt, når vi alligevel skulle ses i weekenden. Men det viste sig at være godt at jeg gjorde, for hun kommer ikke til Morano. Hun fortalte om hvor meget der var sket i hendes liv; hun har meget at se til og træffet var hun altså nødt til at fravælge.
Men dejligt at se hende igen. Det kan stadig forundre mig at der er den sympati mellem os, hvor vi kun har set hinanden ganske lidt og egentlig også har en sprogbarriere, men virkelig glædeligt uanset!

Nå, jeg kører videre. Jeg sigter mod Morini fabrikkerne. Håber jeg kan komme ind og kigge og hilse på dem jeg kender - og så eventuelt købe en t-shirt 😉
Fulvio har inviteret mig til at spise med i aften. Det kunne jeg ikke ønske mig bedre, så Morano er selvfølgelig slutmålet for i dag og den næste tid!

1/6 - 18.54

Km: 188196  - Morano sul Po

Turen kunne man måske kalde kedelig. Men lige den tur er den eneste jeg decideret glæder mig til som består af udelukkende af lange lige veje og fladt og ensformigt landskab. Og jeg glæder mig selvfølgelig fordi det er ensbetydende med at jeg snart er der. Jeg kender jo området og folkene der og nyder at se på det hele når jeg kører igennem. Der er dog også sjove køreelementer. Som nævnt før er der rundkørslerne. I år kom jeg af en ny vej. Der var et stræk med måske 25 rundkørsler med 1 km mellemrum. Det betyder så fuld gas hen til rundkørslen, bremse alt det man kan i sidste øjeblik og så et kast til højre og så til venstre - og igen fuld gas ud af svinget. Så op til det røde felt, skifte gear tre-fire gange med rødt felt mellem hver gear og så igen bremse af fuld kraft ved næste rundkørsel. Det kan selvfølgelig lade sig gøre, fordi man kan se 20 km frem og fordi der stort set ikke er andre trafikanter. Det var også ski’skægt!
Fabriksbesøget blev en skuffelse. Jeg ringede på på vanlig vis, men damen på højttaleren sagde at deres showroom var lukket for bestandigt og corona-restriktioner tillod ikke besøg. Ilaria og kolleger måtte også passe børn med mundbind - og jeg fik også et på. Sikke en vanvittig start på en lille 2 årigs liv. At skulle se en vigtig opdrager på den måde!!
Nå, men jeg måtte skuffet køre videre. Først hen over den sjove "bådbro" som efterhånden er meget ussel - og hvad så jeg på den anden side ud af øjenkrogen? Jeg var lige ved at køre forbi for det kunne næsten ikke passe. Den nye Morini 6 1/2!! Jeg hev bremserne og gik hen for at nærstudere. Det er en Kina-cykel - det ses. Men den er nu helt fin alligevel. Jeg stod der længe og lige da jeg skulle til at køre kom ejeren. En ung gut som kunne lidt engelsk. Han virkede ikke overdrevet begejstret for den, men fremviste alligevel stolt displayet da han startede den. Jeg fik ham lige gjort bekendt med træffet her. Det vidste han ikke noget om!
Jeg lagde mig bag ham, da vi kørte afsted, men efter nogen tid blev det for langsomt og jeg vinkede farvel under overhaling.
Jeg besluttede så at gøre alting omvendt på vejen. Jeg plejer at slå lejr og så køre ind for at vaske Tornerose og købe lidt at drikke. Men nu blev til vask og derefter indkøb. Jeg fik købt en bolt til kædehjulet i byggemarkedet og kørte så til det vanlige supermarked for at købe drikkevarer. Det havde igen skiftet navn!
Lige da jeg parkerede kom en ældre herre ud. "Moto Morini" sagde han højlydt og med vanlig forelskelse i stemmen! Vi snakkede så lidt - på italiensk. Utroligt nok forstod jeg næsten alt hvad han sagde og han var tilfreds med mine svar. Han havde selv haft en Corsaro Scrambler en gang.
Indkøbet blev gjort og den fik så fuld skrue "hjem" til Morano. Her blev jeg mødt af Chiara og et par af de gamle gutter. Alle ser begejstrede ud og spørger "tutto bene"; om rejsen har været god og ikke mindst om jeg har haft regn på turen. Jeg svarer så at det ikke er værd at nævne med det regn. Hvad der nok svarer til 50 km ud af 2200 er vel en meget god statistik! Fulvio var endnu ikke kommet, men snart var han der og spurgte om det samme 😄
Ja, det er gået op for mig at jeg allerede har kørt så langt. Det føles ikke sådan, men det er jo få dage og mange kilometer hver dag.
I dag har jeg været en anelse øm i røven, men ellers er det forbavsende så lidt jeg har haft af ubehag. Jeg er helt sikker på at det skyldes trial-kørslen, for min lår- og røvmuskulatur er virkelig kommet i topform. Det giver simpelthen baller af stål at køre trial 😆

Første øl er drukket nede ved Po, som agerer køleskab. Vandstanden er helt utrolig lav; man kan se den flotte klippebund og floden indbyder næsten til en badetur. Og i år kan det faktisk lade sig gøre, for den flyder mildt afsted som jeg aldrig har set. Det plejer at være en rivende dødsfælde af skummende voldsomt vand. Det er lidt fascinerende at se den på denne måde også.

2/6 - 10.09

Km: 188196  - Morano sul Po

Jeg har siddet nu en times tid nede ved floden og kigget på en stor stime småfisk svømme frem og tilbage. Af og til er der en kæk en af dem som laver smut i overfladen, så man kan se deres sølvskinnende blanke skæl. Oven over dem danser en del dybt turkisblå guldsmede som synes at drille fiskene.
Det har fået mig til at tænke på mine egne fisk og at jeg på nok snart femtedag har glemt at skrive instruktioner til Lena. Naboen har nemlig påtaget sig opgaven at vande blomster og fodre fisk. Men nu får jeg endelig skrevet til hende!

Jeg blev ellers vækket aaalt for tidligt. En fra køkkenpersonalet tog en "æresrunde" rundt på hele pladsen og lige forbi mit telt på sin Honda med meget lidt lyddæmpning.
Jeg kunne altså lige så godt stå op og få lavet lidt på Morinien. Jeg fik monteret den nye bolt og givet den noget Loctite - som jeg i øvrigt også fik i byggemarkedet i går. Derefter stillede jeg ventiler. De var begyndt at klapre en del. Det er jo helt nye stødstænger og de har det med lige at sætte sig de første kilometer.

Aftenen i går blev en aften helt fra bogen - altså min bog over mest fantastiske ting man kan opleve i tilværelsen.
Jeg kan selvfølgelig ikke se mig fri for at spekulere i den slags. Det er temmelig bevidst at jeg kommer før alle andre. Det er ikke kun for at være den første. For så vidt er det ligegyldigt. Den primære tanke er netop det at få disse timer sammen med dem og jeg håber hver gang at jeg kan fedte mig ind i selskabet. Det er jo en stund hvor jeg får lov at få indblik i "almindelige italieneres verden" og hvor jeg får lov at få en særlig plads; hvor der er tid til udveksling og forsøg på at kommunikere med hinanden. Og så er italienere bare gode til at lave en fest!
Jeg kom altså i seng med lidt for meget alkohol i blodet og har selvsagt sovet lidt ringe. Jeg var ellers begyndt at skrive beretning, men faldt i søvn lige midt i en sætning og da jeg vågnede første gang kunne jeg ikke huske om jeg havde færdiggjort eller ligefrem uploadet beretningen 😆

Men i dag skal jeg bare dovne den for vildt. Måske kører jeg til Casale for at se om der sker noget. Det er jo Italiens nationaldag og der plejer at ske noget rigtig mange steder. I forgårs kørte jeg for eksempel på en bjergvej midt ude i ingenting - der stod et skilt om at vejen var spærret i dag fordi der skulle være en procession.
I øvrigt har Norbert annonceret at han kommer i dag. Det glæder jeg mig til!

Nå, jeg vil smøre mig med solcreme og masser af myggespray (har allerede fået de første fem stik) og så lægge mig i halvskygge og se om jeg ikke kan fået lidt farve og d-vitamin til den ligblege danskerkrop! I morgen skulle der komme regn, siger de, så det er med at udnytte det. Men de er sikkert glade for lidt regn til rismarkerne. Det har ikke regnet her i tre måneder - ikke sært at floden er så vandfattig.

2/6 - 13.00

Km: 188196  - Morano sul Po

Jeg kan ikke huske at min far har leget med mig da jeg var lille. Leg var noget vi børn havde for os selv. I dag virker det som om at forældre absolut skal lege med deres børn og legene synes i den grad at være målrettet mod børnenes alder og ikke mindst at fastholde dem i legen på en måde hvor legen i sig selv er selve indholdet og udviklingen består i at blive bedre til denne specifikke leg.
Alle lege jeg legede var målrettet mod at blive som de voksne. Det vi legede var så at sige nedskalerede udgaver af hvad man skulle kunne finde ud af når man blev voksen. Vi ville nemlig gerne være voksne og glædede os til det. De få lege der ikke var indrettet på den måde, er interessant nok de lege jeg stadig kan finde på at lave som en midaldrende mand.
Men altså, min far legede ikke med mig. Til gengæld fik jeg lov til at være med i stort set alt det han lavede. Jeg har fx savet et spirende æbletræ ned ved roden fordi jeg ville beskære det ligesom min far beskar grenene på det store træ og jeg sleb toiletbrættet med sandpapir fordi jeg så min far slibe noget til badeværelset. Jeg har også været med ham ude ved hans fætter som havde et autoværksted, når der skulle skrues i den gamle bil, og jeg sad altid bag ved min far i bilen, fulgte med i alt hvad han lavede bag rattet og legede at jeg selv kørte.
Disse lege er dem jeg stadig leger - nu er de bare ikke længere decideret en leg, men ganske almindelig foreteelser i hverdagen. De er en del af de daglige opgaver og det ansvar jeg har som voksen - og ikke mindst privilegier. Nogle af disse lege er selvfølgelig blevet mere en pligt end fornøjelse, men de fleste bringer stadig barnlig glæde hver gang jeg udfører dem. De bringer selvsagt også glæde fordi jeg bliver dygtigere og dygtigere. Jeg kan noget!…Og det skyldes netop at det bare har været en del af livet siden jeg var ganske lille. At jeg kan noget gør mig stolt og giver mig mod på at prøve nye ting. Selvom jeg af natur er forsigtig og genert, så har jeg alligevel mod på at prøve ting jeg ikke kender eller kan.
Ind i mellem får jeg at vide at jeg er begavet - og det føler jeg da også selv. Det er nemlig i høj grad ikke min egen fortjeneste at jeg er blevet dygtig til det jeg kan. Det er en gave som jeg har fået fra min mor og far. Det er altså især gaven fra min far, der gør at jeg kan finde ud af at skrue i en Morini.
Der var vist en lidt lang indledning til følgende endnu længere indlæg 😄

ATT: Inden jeg tog hjemmefra havde jeg som nævnt alle de skrueopgaver på Morinier. Min egen skulle have skilt motoren ad, fordi gearskiftet ikke fungerede optimalt og jeg ville se om jeg kunne gøre noget ved de vibrationer som jeg klagede over sidste år på Englandsturen.
Jeg har tidligere haft problemer med at gearskiftet gik stramt når motoren blev rigtig varm og troede jeg havde fundet løsningen, nemlig at akselføringen havde fået et slag som så strammede om akslen. I mellemtiden er der så kommet en ny gearkasse i og problemet var der stadig. Så jeg havde altså ikke fundet løsningen, men jeg var på sporet, for det viste sig at aksialspillet var for lille eller stort set ikke til stede, så teorien var altså at når motorhuset blev varmt, så klemte det om akslen. Jeg spændte så det ene hus op i en eventyrlig opstilling på fræseren og fræste halvanden tiendedel af akselføringen. Det synes at have løst det problem!
Et andet problem var at den sprang gear over: først ikke fik ordentlig fat og så ved næste forsøg på opskift, halvandet gear. Skiftearmen - som var fra den gamle gearkasse - var slidt og fik dårlig fat i tapperne på skiftetromlen. Jeg satte så en nyere gaffel på og så fik den ordentlig fat. Grunden til valget af den gamle gaffel hang sammen med en centreringsfjeder, som jeg har opdaget findes i to udgaver. De nyere motorer har nemlig en af tyndere fjedertråd og den har svært ved at trække skiftegaflen tilbage ved opskift - som så gør at den ikke får fat i tappen på tromlen. Jeg har så en teori om at Morini har været klar over det, for på alle nyere motorer jeg har skilt ad, har gaflen været justeret decentralt. Jeg har selvfølgelig rettet den "fejl", som manualen også foreskriver, men det har givet en del motorer som havde det ovennævnte problem. Ejvins motor har vi haft skilt ad flere gange, før vi besluttede at justere gaflen decentralt - og det fungerer vist nu.
Nuvel, jeg havde monteret den kraftige fjeder på den gearkasse jeg kører med nu, så selvfølgelig burde den kunne justeres centralt, for den har jo i teorien haft kraft nok til at trække gaflen på plads. Men det viser sig på denne tur at der ind i mellem alligevel er problemer. Ikke vildt, men alligevel lidt ind i mellem. Det er selvfølgelig muligt at fjederen er blevet slatten med årene, men uanset hvad, så vil jeg altså fremover justere gaflen lidt decentralt på de motorer jeg laver. Mere med den tynde fjeder og mindre med den tykke.
Vibrationerne har jeg ikke fundet løsning på. Jeg skiftede krydspindsbøsninger fordi de alligevel trængte, men det har ikke givet det store. Det er jo lidt et sats med de bilstempler jeg kører med, for de har visse uoverensstemmelser med de originale. Blandt andet klaprer de en del mere - primært fordi de har mindre desaksiering end de originale. Men altså selvom jeg har afvejet både stempler og plejlstænger ret nøjagtigt, så må der være en ubalance. Den slags kan nok kun klares med dynamisk afbalancering og det har jeg ikke udstyr til - men har dog gjort mig overvejelser over hvordan man kunne lave noget udstyr. Som altid er tiden til at lave den slags for begrænset.
Men bortset fra det, så går den rigtig godt. Jeg er vild med den måde den trækker "brutalt" hele vejen gennem omdrejningsspektret og at den bare bliver ved lang op i det røde felt. Ved 9000 omdrejninger sker der stadig noget! "Brutalt" er selvfølgelig nok lidt meget sagt (jeg har jo prøvet en Corsaro 1200 - og det er langt forbi noget der kan kaldes brutalt). Det er en lille motor, men jeg føler alligevel at der virkelig sker noget, når den får noget at leve af. Det er i sandhed en enestående fantastisk motor Lambertini har lavet til os!

3/6 - 07.58

Km: 188256  - Morano sul Po

- igår -
Armin og Ingrid ankom. Vi fik hilst og halvvejs aftalt at spise en is i Casale. De kørte afsted i bil og jeg ganske kort derefter. Men lige da jeg kørte ud, opdagede jeg at Giuliano var kommet, så ham var jeg jo nødt til at hilse på. Jeg kom således lidt sent afsted og fandt så heller ikke isboden. I stedet valgte jeg at tage en lille tur i de meget smukke bjerge syd for Po.
Hjemkommet var Norbert ankommet. Dejligt at se ham. Han har hentet sin Dulcinea i Spanien og kører så hjem herfra. Han kørte den derned i afteråret og får således to dejlige ture ud af det. Han er gået på pension og forstår virkelig at udnytte det.
Vi sad og snakkede længe og pludselig dukkede østrigerne Manfred og Peter op. Manfred fortalte i grove træk hvad der var sket siden sidst. Det rør mig altid meget at høre om hans liv. Det lader til at han har fundet fred med ex’en, og nu skal han til at være morfar! Datteren er nemlig lige oppe over. Han har indrettet den øverste etage i huset hvor exkonen bor, som jo stadig også er Manfreds, til en ny lejlighed, hvor hun så skal bo. Hun er ham derfor meget taknemmelig og det er virkelig forløsende at høre, med tanke på hvor dårligt (og i den grad uberettiget) han ellers har stået i forhold til ex og datter. Og så er han begyndt at køre motorcykel igen. Det er næsten den bedste nyhed, for han har jo ikke kunne køre i flere år pga alle de skader han har fået.
Peter fortalte lidt undskyldende om hans seneste eksperimenter med omdrejningstællerelektronik. Jeg har jo været prøveklud og desværre også kommet til at lave et par instrumenter for andre, som efterfølgende ikke helt fungerer. Men vi snakkede lidt frem og tilbage om hvad den bedste løsning måtte være. Så må vi se hvad det ender med.
Martin og Sabine, og en af deres knægte, er også dukket op. Dejligt at gense dem. De fortalte at Ulf og Sandra er på vej. Sandra skulle egentlig arbejde, så de først kunne komme afsted i morgen, men det må være lykkedes hende at omorganisere.
Det er så skønt at se dem alle igen.
- i dag -
…jeg måtte opgive at referere. Der skete simpelthen for meget. Snakken gik og endnu flere mennesker dukkede op. Det er ikke til at holde styr på, men helt perfekt. Det er "stress" på den sunde og glædesbringende måde.

Programmet byder først på en fællestur på søndag. Lørdag skulle fabrikken dukke op med 6 1/2’eren. Om der bliver prøvetur er nok tvivlsomt.
Den tysktalende delegation og jeg har snakket om selv at køre en tur hen under aften i aften, når der nu ikke er en officiel fællestur lørdag. Tanken er at finde et sted at spise. Det ville passe mig fint. Maden er godt nok god her, men det ville være fedt at få noget nyt og anderledes. Nu får vi se, den slags planer har det med at ændre sig.

I øvrigt skulle mit dæk gerne komme i dag, således i følge BRTs hjemmeside (speditionsfirmaet). Spændende om det reelt også sker. I så fald har jeg en opgave med at få det skiftet.

Jeg skal lige nævne vejret: det ser ud til at vi alligevel får en tordenbyge i eftermiddag, men ellers skulle det holde tørt, og temperaturerne vi har i udsigt de næste par uger ligger mellem 25 og 31 grader i dagtimerne. Jeg behøver vel ikke nævne at det passer mig aldeles godt 😄

3/6 - 14.32

Km: 188256  - Morano sul Po

Vågnede tidligt, men valgte at rævesove så længe jeg kunne. Heldigvis var der ro på pladsen.
Op ad formiddag begyndte jeg al dalre lidt rundt og småsnakke med de kendte ansigter.
Franco Nanni begyndte at pakke sin bod ud og jeg gik derhen for at kigge. Jeg fandt et par "sjældne" stumper, blandt andet en bremselyskontakt, som efter sms-udveksling blev købt til Niels.
Ved ellevetiden råbte Fulvio over pladsen: "Søren, dit dæk er kommet!" Han havde lagt det ved mit telt, og jeg fik det pakket ud. Jeg fik så spurgt efter en "gommista" og fik forklaret at den lille biks lige uden for byen kunne klare det for mig. Nu var det dog ved at være middagspause, så jeg besluttede at køre derhen senere på eftermiddagen.
Dækket føles lækkert. Det er tydeligt at BT46 har en anden gummiblanding end BT45 - det føles bare som om det har mere grip i sig.
Jeg fik næsten samtidig en sms om at GLS havde afleveret tre pakker til mig derhjemme. Det er også dæk, men trial-dæk. Jeg havde organiseret en større bestilling dæk lige inden jeg kørte hjemmefra til mig selv og trialvennerne. Vi er nemlig alle begejstret for et ganske bestemt dæk, og det lader til at være umuligt at opdrive. Men jeg havde altså fundet en dækhandler i Tyskland som endnu havde nogen og bestillingen endte altså på 12 dæk! Jeg har så skrevet til naboen om de ikke lige vil smide dem indenfor, så de ikke ligger frit fremme. Det er så fedt at have de fantastiske naboer!

Dieter Hoffmann kom på den nye Fantic Caballero. Der var sjovt at se den. Jeg synes det er en rigtig fed cykel - og så man jo blevet lidt Fantic-fan, når man nu selv har en 😄

For en gang skyld valgte jeg at spise frokost. Jeg var faktisk sulten! Jeg har så siddet med germanerne og småsludret lidt. Alle er lidt trætte, så stemningen er meget tilbagelænet. Så meget som at Norbert valgte at tage en middagslur. Regnen er kommet og han mente det var det helt rigtige at snue med regndryp på teltdugen. Jo mere jeg tænkte over det, desto bedre lød ideen, så jeg har også lagt mig. Når regnen stilner af, vil jeg så køre op for at få monteret dækket.

4/6 - 07.54

Km: 188308  - Morano sul Po

Nå, tingene går aldrig helt som planlagt, men det giver ofte de spændende oplevelser.
Kl 15.30 kørte jeg fra træfpladsen med dækket på nakken og min rygsæk. Planen var at få dækket skiftet og så lave lidt indkøb. 100% Moto hedder den lille biks - der var ingen tilstede. Pause til 15.00, så de burde jo være der. - Nå, så handle i Casale først og så køre tilbage!
Et af indkøbene var endnu en ting jeg havde glemt derhjemme - mine flip-floppere. Jeg går egentlig gerne med bare tæer, men jeg kan godt mærke at det er længe siden sidst, så det er babyhud jeg har under fødderne, og der er masser af sten på pladsen, så det ville være rart at kunne skåne mine ærteprinsessefødder. I Ipercoop fandt jeg et par billige og fik købt nogle colaer. Så tilbage til 100% Moto, men stadig ingen der! - Igen til Casale, ind til en pneumatici: "No, no moto", sagde han og foreslog Ducati, hvor jeg første år fik lavet et koblingskabel. Ducati: "Nej, nej, vi har ikke tid - heller ikke i morgen!" Jeg spørger om jeg kan låne værktøj og selv gøre det, men nej, det var ikke lige hvad de kunne tænke sig, kunne jeg se. - Jamen, hvor så, spørger jeg. "Prøv Kawasaki". Efter lidt google-bøvl finder vi adressen. På vejen kommer jeg forbi et par dækmænd, men samme svar: "no moto". Sidste mand foreslår et sted 20 km derfra, men jeg tænker at jeg lige prøver Kawasaki-manden først.
Jeg bliver mødt af en venlig, smilende, men også hovedrystende mand - jeg vil tro værkstedsejeren. Narh, han har for travlt - er alene på posten, får han på gebrokken engelsk gjort klart. Men han spørger alligevel hvad der er galt med det jeg har på - og får et ekstra smil på, da han ser det drejer sig om en Morini. Jeg spørger igen om at låne værktøj - igen samme skeptiske blik som ved Ducati, men så forbarmer han sig alligevel. "Jeg skal lige afslutte forretningerne her, så skifter jeg det selv. Men der går en time". Jeg bliver budt indenfor og han spørger om jeg har japanske motorcykler. "No, solo italiano", svarer jeg med pondus. Han griner og en kvinde i butikken (vist hans kone) siger noget i retning af "sympatico". 😄
Der er travlhed i butikken, så jeg forventer mere halvanden time end en, men det er et underholdende scenarie. Manden er meget sympatisk og det lader til at være en af grundene til de mange kunder.
Ja, og så giver det jo tid til at skrive.

Fortsættelsen var således: efter mindre!! end en time gik han så i gang. Tornerose blev kørt ind i værkstedet. Jeg rejste mig op, men han understregede eftertrykkeligt at jeg bare skulle slappe af. Jeg kunne dog ikke dy mig. Kort efter gik jeg ind, med undskyldningen at jeg have ville have et foto. Det var helt ok og han poserer sågar. Jeg hjælper så lidt til og forklarer at det kun er nødvendigt at pille den ene bremsecaliper af. Det er åbenlyst at han er dygtig og pertentlig, så det er en fornøjelse at se.
På den anden side af værkstedet stod en anden mand. Han var god til engelsk, og spurgte mig lidt ud. Vi fik en snak og gutten oversatte når værkstedsejeren fortalte noget. Det blev til en utrolig hyggelig stund. Da vi var færdige gik vi ind i butikken, hvor konen var og snakken fortsatte. Sluttelig ville jeg så betale, men nej nej, det skulle ikke koste noget. Jeg forsøgte at insistere, men uden held. Jeg blev selvfølgelig meget rørt over gestussen og takkede mange gange. Vi tog så afsked og de ønskede mig alle en god rejse og god fornøjelse til træffet.
Endnu en fantastisk oplevelse af dem man kun får hvis man vover lidt!

Tilbageturen blev kørt med fuld skrue. Det var som om Tornerose havde fået 10 hk mere - og dækket, sikke en forskel!!! Fornøjelsen blev nu dobbelt så stor. SÅ lækkert.

På træfpladsen var der endnu nyankomne, og der blev snakket og snakket. Bernhard var også kommet. Han har været inspiration til at lave den ventilsædeløsning jeg kører med nu. Ventilsæde er så meget sagt, for det består af en 11 mm tyk skive, lidt større i diameter end cylinderboringen, som bliver fræset og krympet ned i topstykket og så bliver ventilsæder og tændrørsgevind skåret direkte i pladen. Han har kørt 200.000 km (ja, der er noget at leve op til) med sine topstykker, så det er altså en holdbar løsning.
Ved aftensmaden satte jeg mig hos Sandra og Ulf og jeg fik snakket i timevis med Sandra. Ved midnat tyndede det ud i selskabet. En flok unge piger sang særdeles højlydt og ikke særlig kønt, men ganske underholdende alligevel. Norbert kom over og snakken tog en ny drejning, men på et tidspunkt kunne jeg mærke at det var slut. Jeg var ved at blive alt for træt og gik så i seng.
Dejlig dag!

4/6 - 13.55

Km: 188308  - Morano sul Po

Vågnede igen alt for tidligt. Dels pga blæretryk og dels fordi der som regel lige er en skare som absolut mener de skal tidligt op, som så snakker hen over teltet. Jeg fik lettet trykket og lagde mig igen! Megen søvn blev det ikke til, så jeg stod op og dalrede igen rundt. Morinifabrikken var ankommet og havde sat en stand op med de nye "Kina-cykler". Det oppebringer ikke samme begejstring som da Milano’en fx blev præsenteret. Men der alligevel en del italienere som har købt sig en. Jeg tror der er fem her på pladsen.

Jeg var igen henne ved Franco Nanni - jeg overvejer at købe en anden tændingslås, for min er meget slidt. Men så skal jeg hen at omkode tanklåsen, så jeg overvejer altså stadig.

Lambertini er ankommet og jeg fik hilst på ham. Han sad sammen med Dietmar, og de kiggede på en teknisk tegning. Dietmar er ved at lave en fireventilet motor med overliggende knastaksler - altså ud af en 3 1/2 motor - og Dietmar havde aftalt et møde med Lambertini, som så skulle give tips og råd. Det var spændende at følge med i. Selvom halvfems procent af det sproglige går min næse forbi, kunne jeg alligevel følge med på tegningen. Dietmar sagde bagefter at han virkelig havde fået noget at tænke på. Så selvom han er en meget dygtig ingeniør, så kan Lambertini bare noget helt særligt. Men uanset det fik Dietmar virkelig stor ros fra ham, og det er virkelig også imponerende hvad han har gang i. Der skal jo helt nye topstykker til, som han er ved at få støbt og resten laver han af forhåndenværende stumper: Kawasaki-stempler, foringer, knastaksel, ventiler osv. som altsammen bliver tilpasset.

Ved t-shirt-manden spurgte jeg efter en bestemt en, som han har uploadet billeder af. Den havde han ikke med, men jeg kunne bestille. Så det gør jeg nok.
En anden t-shirt var jeg også interesseret i, nemlig den Marco (ham med højttalerstemmen) havde på i går. Det er en hvor der står Morano sul Po - altså meget lokal. Jeg spurgte Nicola ud om den og han ringede straks til ham som stod for at lave dem. Hvis jeg er heldig og de har flere vil han tage en med i aften.

Jeg har hængt lidt ud med Hans - sådan på vanlig vis. Det er meget hyggeligt, for vi forstår hinandens humor og så kan han selvsagt oversætte for mig, når mine italienskkundskaber (meget hurtigt) hører op. Han fortalte igen lidt om det hus han overvejer at købe. Det er endnu ikke blevet til noget, men tanken har han stadig. Han viste mig billeder af det. Et fantastisk flot hus i bjergene syd for Po med udsigt til begge sider og på klare dage til Alperne - og så til en tre-fire hundredetusind. Der var lige før man skulle overveje det selv! 😄
Jeg valgte at spise frokost, for jeg var forbavsende sulten. Plejer ellers at springe over. Men nu er jeg gået i teltet og vil prøve at få en middagslur.

5/6 - 01.53

Km: 188325  - Morano sul Po

I ufattelig mange år tidligere i mit liv var jeg med til at piske den døde hest. Det var en æressag at være blandt de sidste der gik i seng. Jeg har spildt ufattelig mange timer med intetsigende snak eller foreteelser ud på de sene nattetimer. Det gider jeg simpelthen ikke mere. På et eller andet tidspunkt er grænsen bare nået. Nu er det så ikke sådan at jeg ikke kan nyde et selskab, hvor snakken ikke fører nogen vegne, for det kan nu også være hyggeligt, men nu syntes jeg at min egen træthed og mæthed ikke stod mål med hvad jeg kunne byde ind til selskabet med. Med andre ord jeg er gået i seng, fordi jeg er en træt gammel mand 😄
Jeg har ellers siddet med nogle af de bedste, og det har været enormt hyggeligt. Igen må jeg med en vis forbavselse konstatere at jeg faktisk "hører til"; altså at folk ønsker mit selskab og at jeg har en betydningsfuld plads hos de mennesker som jeg også holder enormt meget af.
Aftenen er sluttet af med at det lokale band, som består af nogle fra køkkenpersonalet, har spillet på scenen. Lad mig bare sige at der er klart at de ikke er professionelle (også en grund til valget om at gå i seng). 😬

Jeg sov ellers ikke meget i eftermiddags. Der var hele tiden Morinier der blev startet og hele tiden nogle der ankom. Og hver gang tænkte jeg : gad vide hvem det er - og hvad mon jeg går glip af?! 😆
Det endte altså med at jeg stod op, stadig træt.
Ved firetiden var vi en flok, der kørte til Casale for at spise is. Dieter ledte an og vi kørte i adstadigt tempo derind. Vi fik vores is og hængte lidt ud på den store plads foran. Alle var matte og varmen sætte en dæmper på alting.
Tilbageturen foregik i et mere frisk tempo for mit vedkomne.
Igen var der kommet nye ansigter til. Blandt andet var Angel kommet - ham der har designet Milano’en. Vi fik en lang snak og han havde åbenbart fulgt lidt med i mit liv, for han vidste om hele historien omkring min galdeblære, der i sidste ende blev fjernet.
En racer blev startet, der som altid lyder meget imponerende og der blev nørdesnakket om hver eneste detalje.
Jeg traf en ung gut som jeg snakker med hvert år, som er utrolig venlig og rigtig god til engelsk. Også en lang snak om de sidste år og tåbelig krige. Han kom på en meget sjælden Corsaro Scrambler Regolarita. Meget fin cykel!
Så kom Nicola - med en t-shirt! Min glæde var stor. Ja, det var det også for ham og de andre jeg så opdagede rendte rundt med samme t-shirt. Meget sjovt.
Ved aftensmaden satte jeg mig så sammen med dem jeg også afsluttede aftenen sammen med.
Der var virkelig pres på i år. Jeg tror ikke der har været så mange til spisning nogensinde. Vi gættede på over tre hundrede.
Sidst på aftenen var der lotteri. Jeg stillede mig op ved siden af Hans, for han havde fået til opgave at opråbe numrene på engelsk og tysk. Vi stod så og pjattede på vanlig vis. Minsandten om mit nummer ikke blev råbt op. Præmien var en gul paraply, hvid kasket og et lille smørebræt. Ikke synderlig kønt noget af det, men jeg bliver jo nødt til at slæbe det med hjem 😆
Derefter gik bandet så i gang…

5/6 - 13.48

Km: 188362  - Morano sul Po

Siesta!!!
Jeg forsøgte igen at trække den med at stå op i morges. Der var væsentlig mere ro, så det lykkedes faktisk.
Lidt småsnak og så klokken ti (som vist nåede at blive elleve), var der udflugt til vingården, som leverer vinen til træffet. Vi har været der nogle gange og stedet er ikke så imponerende, men der var som altid lidt at spise og drikke. Turen var som vanligt heller ikke imponerende. Langsom, men også som altid flot.
Der var et par stykker som ville have taget billede med mig. Det kan stadig imponere at køre helt fra Danmark. 😆
Igen valgte jeg at tage lidt frokost sammen med nogle af mine tyske venner. Derefter et kort bad til afkøling og så ellers i teltet.
For et øjeblik side kom Nicola råbende: "Søren, do you want your wallet or not". Jeg havde glemt den på bordet deroppe! 🙄
Men nu lidt søvn. Fire dage med fest hver aften dræner alligevel lidt.

5/6 - 23.12

Km: 188362  - Morano sul Po

Da jeg kravlede ud af teltet igen var pladsen ved at være tom. Jeg fik dog snakket med nogle af de tilbageværende. To par kaldte mig over og ville spørge mig ud om mig og min tur. Da den ene kvinde tog solbrillerne af, kunne jeg genkende hende. Nadia heder hun. Vi fik en længere snak og jeg fik en stående invitation: hvis jeg kommer i nærheden af Torino, har jeg altså en seng at sove i!
Bagefter gik jeg op i Morano. Tyskerne var taget op i sportsbaren for at se MotoGP. Jeg trængte til at gå lidt og tænkte at jeg så lige kunne se det sidste. Da jeg kom, var det dog færdigt og jeg fik et resume af Norbert. Jeg gik så lidt videre rundt og mærkede den følelse der altid kommer op i mig hernede. Denne sjove næsten forelskelse man kan have i et sted og en kultur. Hver gang jeg kommer til Italien har jeg lyst til at blive for bestandigt, men jeg ved selvfølglig godt at det ikke er holdbart og at det er på et forherliget grundlag. Jeg oplever jo stort set kun solsiden, når jeg er her.
På vej tilbage råbte Dietmar mig an. Jeg vende mig om og gik ham i møde. Og så fulgtes vi tilbage. Han ville gerne spørge mig om noget: om jeg kunne hyres til at lave nogle af de smådele som han skal have drejet og fræset til projektet med fireventil-motoren. Jeg blev helt benovet, men sagde selvfølgelig ja. Det er en stor ære og jeg synes det ville være rigtig spændende at have del i det projekt!
På vanlig vis blev vi inviteret til aftensmad, og de fleste sad så og snakkede ind til det blev tiden.
Jeg fik dog udnyttet tomrummet til at få monteret den nye kædestrammer jeg havde købt og jeg fik også vasket tøj; blev barberet og fik et bad.
Ved syvtiden dukkede personalet op. De var tydeligt mere brugte en vanligt - og nu skulle de så oven i købet lave mad til fjorten mand mere. Men de tog det på vanlig vis, så en ære i at være værter og gav os det bedste de orkede.
Jeg fik mig strategisk placeret: Hans overfor, Nicola ikke langt derfra og Sandra ved min side. Basis var altså til en god snak og det blev det også. Der blev grinet højlydt og ædt til den store guldmedalje. Jeg fik mig forædt en smule, for det plejer at falde i god jord når man kan tage fra 😄
Armin holdt en lille takketale. Han og Ingrid har gået til italiensk, og han fik med googlehjælp sagt et par ord som vi vist alle kunne være enige i.
Efter dessert fandt jeg min lommelærke frem. Jeg havde taget noget Raastof med netop til denne aften. Det faldt også i god jord.
Ved titiden var det hele dog slut. Alle var meget trætte - og ganske forståeligt. Nicola fortale at de havde serveret mad for 400 gæster i går.
Jeg er også træt. Der er trods alt grænser for hvor mange dage i træk man kan blive ved. Jeg ligger altså nu og lader nattergalen, cikaderne og floden lulle mig i søvn. Ikke siden onsdag har der været så stille fra pladsen at man har kunne høre det.

6/6 - 14.12

Km: 188558  - Crocetta

"Verdamte Frühaufsteher" - var mit første udbrud i morges. Jeg havde regnet med at dovne den til kl halv ni, men kl 5 kørte Dietmar og kl 7 var stort set alle i gang med at pakke. Halv otte gik jeg så selv i gang og kvart over otte var jeg afsted på cyklen!
Jeg fik selvfølgelig hilst ordentlig af på flokken og Martin og Sabine fik en pose med af mig med ting jeg ikke behøvede videre på rejsen: de dele jeg havde taget med til min salgsbod, stumperne jeg har købt, præmierne fra i forgårs og Morano t-shirt’en. Det var to-tre kg. jeg slap for at køre med resten af turen. De to Braunschweigere vil så sørge for at det kommer til det tyske træf. Sandsynligvis med Didi og Evelyn. Det er altså fantastik med det fællesskab og den altid tilstedeværende vilje til at hjælpe.
Norbert var den sidste jeg sagde farvel til. Han kører modsat retning af mig og det var næsten lidt vemodigt at sige farvel, for der var ellers ligesom en naturlighed i at vi skulle følges, som vi har gjort så mange gange.
Fordi jeg kom så tidligt afsted, nåede jeg så ikke at sige farvel til italienerne. Jeg havde ellers sagt at jeg ville være på pladsen når de kom for at lave det sidste. Men jeg må skrive en ordentlig besked, når jeg kommer hjem. Der er så mange ting jeg gerne vil takke dem for.

Ruten blev lagt retning Genova. Denne gang øst for floden der skærer gennem byen - bare for at prøve noget nyt. Jeg sigtede mod et lille pas nordøst for byen med minimalt snoede veje. Igen endte det i vanvittig mange sving! 😆. Første halvdel var dog meget lige veje, hvilket jo altid passer mig fint, så jeg kan bearbejde alle indtrykkene fra træffet.
Jeg var egentlig alt for træt til at køre svingkørsel, men det blev alligevel til et langt stykke halvvejs gennem Genova og forbi. Jeg kører nu øst på og inde i landet. Alle andre gange har jeg taget kystvejen. Det er også utrolig fint, men der er ufattelig megen trafik og på dette tidspunkt især, så derfor valget at køre længere inde i landet.
Jeg har ledt og ledt efter et sted at tage en lur, men det blev altså først her at jeg fandt et godt sted. Her er mit første kig til Middelhavet.
Det er diset og det er rent faktisk blevet koldere hele vejen hertil - her er "kun" 22-25 grader. Området er grønt og frodigt, så det er nok et ofte forekommende fænomen. Her er også tæt beboet, så derfor også problemerne med at finde et godt sted at holde pause.

Jeg har egentlig kun et fastlagt mål på turen og det er at besøge Luzzi i Siena - hvis han altså er hjemme. Fra Siena er alt åbent. Ind til nu har det mere eller mindre været transportetaper til træffet og besøg hos folk jeg kender, så det her er jo på mange måder første rigtige dag på min rejse.

6/6 - 16.37

Km: 188608  - Levanto

De millionvis af sving fortsatte og jeg endte alligevel nede ved kysten. Jeg benyttede så lejligheden til at hoppe i vandet. Dejligt med noget havvand der rent faktisk er lidt varmt!
Jeg var nu nede på Via Aurelia og det kunne næsten ikke være bedre. Jeg var så langt øst at det lange stræk med byer var ovre, så nu var der kun landevejen tilbage - og den er på min top ti liste. Den har sit højeste punkt på Passo del Bracco, hvor jeg har det fine minde fra den gang jeg blev stoppet af politiet. "Jeg ved at man kan køre rigtig stærkt på sin motorcykel, men pas nu på" - var en af betjenes afsluttende bemærkning! Italien er det eneste land hvor jeg ikke får adrenalinchok hver gang jeg ser en betjent og uværgerligt med lynets hast må gennemtjekke for alle eventuelle ulovligheder jeg lige nu er i gang med. Tværtimod bliver jeg glad når ser Carabinieri’erne stå ved vejkanten i deres fine Armani-uniformer.
I øvrigt, lige inden jeg tog min badetur, kom der en italiener med næsten tårer i øjnene over synet af Tornerose. Han fik gjort mig forståeligt at han havde haft en hel ny 3 1/2’er for fyrre år siden…han kunne næsten ikke løsrive sig igen 😄
Jeg er nu i Levanto. Her har jeg badet et par gange tidligere og sågar spist på en restaurant tæt på promenaden. Jeg har en halv aftale med Ulf og Sandra om at mødes her. De vil campere her, og jeg havde lidt en forestilling om at jeg kunne hægte mig på. Men jeg er her naturligvis meget tidligere end dem (de kører i bil) og egentlig vil jeg gerne køre lidt længere i dag.
Jeg sætter mig på en bænk og nyder scenariet, og håber så en beslutning dukker op.

6/6 - 21.15

Km: 188712  - Nordvest for Pisa

Det blev til at fortsætte. Argumenterne var: de har nok brug for at være på egen hånd, jeg bør komme i gang med at være på egen hånd, og jeg ville gerne lidt længere.
Vejene fortsatte ubønhørligt med at sno sig. Til sidst var jeg egentlig glad for at de glattede lidt ud, for hovedet havde svært ved at kapere mere. Jeg har stadig megen træthed hængende i krop og knop efter træffet.
Lige da jeg skulle afsted, kom der er lokal, som fortalte at han har en 125’er og en 3 1/2’er. Han var begejstret for at se endnu en blive brugt - sådan rigtigt! Bagefter kom jeg til at tænke på at der nok var hans jeg så forrige gang jeg var i Levanto. - En af de meget få gange jeg har set en Morini, bare sådan tilfældigt i gadebilledet. Jeg tror kun det er sket tre gange.
Retningen er sat mod Siena. Jeg har forsøgt at kontakte Luzzi, men det er altid lidt svært med ham. Så jeg er forberedt på at der ikke kommer et møde i stand. Jeg kunne selvfølglig have planlagt det lang tid i forvejen, men det går dels lidt imod mine intentioner med turen (at der netop ikke skal være alt for megen plan i det) og dels har jeg ikke vidst om jeg overhovedet kom afsted. Det blev først endelig afgjort en uges tid før.
Men nu er der så alligevel en slags plan: det bliver til Sardinien igen - jeg skal lige se om der kan lade sig gøre at få en billet til den rigtige pris og det rigtige tidspunkt. Tanken er at lave fuldstændig samme rundtur og så følge op på noget af det jeg undlod sidst. Så må vi se om jeg kan finde ud af det !

Jeg har fundet et grønt område mellem landevejen og motorvejen at slå telt op i. Vejene konkurrerer om at synge højest, men indtil videre er det heldigvis fuglene omkring mig der vinder.

7/6 - 16.06

Km: 188923  - Volterra

Jeg fik sovet nogenlunde igennem. I hvert fald så meget at jeg var nervøs for om jeg kunne nå det jeg skulle, men kvart over otte sad jeg på Tornerose på vej mod Siena.
I aftes lige inden jeg skulle til at sove, kom der besked fra Luzzi: "Hello Soren and nice to read from you! Tomorrow Tuesday I will be available from opening time (9 am) to noon time (around 12,30) I will not be available in the afternoon as I have to visit some companies. Can you reach here a bit earlier? For example 11 am, so that we can spend a good hour together." Jeg fik svaret at jeg nok skulle nå det til elleve, og derefter bestilte jeg billet til færgen. Lidt langsommeligt, da der var dårligt mobilnet, så det blev alligevel ikke så tidligt jeg faldt i søvn som jeg havde håbet.
Men altså: ruten var lagt mod Siena by ad snoede veje. Tre timer mente den, så det skulle jo trods alt kunne nås.
Da provinsen nærmede sig, begyndte der at dukke disse søjlegraner op som jeg forbinder med Siena. Hjemme ved Sdr. Åby strand er der også en række søjletræer (jeg er ikke så stærk i botanik, der skal man spørge min far!) og hver gang jeg kører forbi, dukker der minder op fra Siena.
Her er fantastisk at køre. Vejene er uovertrufne, her er smukt og man kan se langt. Græs og korn er allerede gult, men ind i mellem står altså blandt andet disse søjler og selvfølgelig vinmarkerne og komplimenterer det hele med grønt.
Kvart i elleve kørte jeg ind på Luzzis gårdsplads og han kom ud. Vi fik en indledende snak og gik så over til at snakke Morinidele. Jeg spurgte først efter en ny møtrik til min bagaksel, for ved kædestrammerskift opdagede jeg at den var virkelig dårlig. Jeg fik en ny og fik den straks monteret. Så lidt snak om tændingsbokse: Han har fået lavet nogle nye som skulle være som de originale, men med væsentlige forbedringer. Werner havde spurgt om jeg ville spørge ind til dem, så jeg havde jo en opgave. Men det endte såmænd med at jeg købte et sæt, så kan jeg jo selv være prøvekanin med dem. Jeg købte også plejlstangslejer til Kerstens og Hagens motor, så er det på plads - og minsandten om han ikke lige havde den kontakt til Dollaro’en, som er gået i stykker på min. "For at fejre mit besøg", som han sagde, fik jeg det hele til halv pris!
Han spurgte så om vi ikke lige skulle tage ned til byen og få en lille gang pasta til frokost, så kunne vi snakke lidt mere. Den ide var jeg med på.
I restauranten forklarede han menukortet og jeg valgte en lokal pastaret. "Antipasta?" - nej, ikke nødvendigvis svarede jeg. Men da tjeneren kom bestilte han alligevel antipasta. Det var egentlig rigeligt til at blive mæt, men så kom hovedretten jo - og han syntes også lige jeg skulle smage det han havde bestilt, så jeg fik en lille tallerken med det også. Vi fik et par øl til maden, og dessert mente han bestemt også vi skulle have, men i det mindste nøjedes vi med at dele en. Jeg var ellers sikker på at alt det jeg havde spist i søndags nok skulle række til hele turen, men de italienere bliver ved med at fylde på. 😄 Det er tydeligt at de bruger mange penge på mad, og hvis ikke jeg skulle bruge halvdelen af mit budget på ikke at dø af kulde om vinteren og i det hele taget, at alting er så dyrt derhjemme, ville jeg bestemt også bruge flere penge på højere kvalitet mad. Det er bare en væsentlig ting i livet, som bør have væsentligt fokus.
Men snakken gik selvfølgelig. Også med ham har jeg en helt særlig forbindelse. Vi kom nogenlunde hele vejen rundt: selvfølgelig meget om Morini, men ellers bare om livet; hvad der udgør det sunde og holdbare for krop og sjæl; for individ og samfund. Vi er virkelig meget på bølgelængde!
Afskeden måtte jo komme. Luzzi sagde: "lad os forblive sunde, så vi kan blive ved med at mødes". Han insisterede på at betale for maden. Igen bliver jeg rørt - her har han givet mig stumper til halv pris og så smider han alle pengene han lige har fået på at fodre mig af!
Klokken var nu halv tre!! Når man oplever begge sider - altså at vente på nogen og være årsag til at andre venter - forstår man bedre hvorfor tingene nogle gange tager længere tid i Italien. Vores møde var ham væsentligt og så kommer han så to timer senere i gang med næste møde.

Efter forslag fra Luzzi er jeg kørt ad en fantastisk vej til Volterra. Holder en pause mest af alt for at få gensynet til at synke ind. Nu vil jeg så fortsætte til Livorno, hvor jeg skal med færgen kl 22:30. De vil have at man skal komme to timer før, men erfaringen fra sidst er at man godt kan komme noget tættere på afgang.

7/6 - 19.15

Km: 189031  - Livorno

De fede veje fortsatte helt til Livorno og det var virkelig overdådigt smukt.
Jeg har sat mig ved "badehavnen" indtil jeg skal checke ind. Her er lidt mere for øjet end ved færgehavnen. Det er meget sjovt med de to sider byen har. Meget grim i nord og faktisk helt charmerende her i den sydlige del.
Jeg har handlet til turen - lidt at drikke og spise, så jeg er ved at være klar.

ATT: Jeg kan da lige nævne endnu en ting jeg fik lavet lige inden afgang: Koblingsgrebet var slidt! Det er jo lavet med en langsgående slidse, hvor kablet løber i og så et hul hvor niplen er monteret. Hullet går ikke helt igennem så det jo ikke ses oven fra. Forneden er der skåret en tværgående rille til at føre kabel med nippel ind i grebet. Det betyder at der er meget lidt gods hvor niplen trækker. Altså bliver det slidt og bøjer - og det hele bliver skævt, altså fordi der er væsentlig mindre styrke forneden. Det gør at niplen kæntrer og i sidste ende slider kablet lige hvor niplen er påloddet. Det er altid der det knækker og altså hovedårsagen.
Jeg har så fræset hullet op og sat en rustfri bøsning i med kun rille. Niplen er så "præcisionsdrejet" så det hele har minimalt slør - Og for at kunne montere kablet har jeg så fræset slidsen i grebet længere bagud. Lang forklaring - billede siger tusind ord og det skal nok komme, når jeg kommer hjem.
Hele manøvren (2-3 timers arbejde 🙄) har dog mundet ud i at hele trækket går mange gange bedre. Det er virkelig en fornøjelse! Det er altid interessant at så lille en detalje kan gøre så stor en forskel.

7/6 - 22.55

Km: 189046  - MC Cruise

Det her er næsten som at være i biografen - man har ædt og drukket alt inden reklamerne er færdige.
Jeg sidder på soldækket, det er længe mørkt, jeg er i gang med min anden Perlenbacher (den billigste dåseøl jeg kunne finde i Lidl) - og færgen sejler tidligst om 10 min.
I højtalerne spiller de vanvittig høj musik - som ville være velegnet til en Zouk-dans. Men her er kun en enkelt kvinde som responderer på musikken og dels har hun sin mand med og dels kan jeg kun til nøds grundtrinene. 😄 Et enkelt par har dog begivet sig ganske kortvarigt ud i en lidt intimt dans. Resten er opslugt at højrøstede samtaler og selfieoptagelser - eller som mig med hovedet begravet i mobilen. Men et dejligt "leben" at være vidne til.

Da jeg ankom til Livorno ville jeg lige begynde med at finde færgelejet. Jeg kunne ikke helt huske hvordan man kommer herud. Jeg havde kørt forkert en tre-fire gange og pludselig kunne jeg høre mig selv bande over "hvorfor fanden de ikke kan finde ud af at skrive adressen på sådan en billet. Det må sgu da være noget af det mest åbenlyse at informere om!!!" Det er første gang på denne tur at jeg er havnet i det stadie. I min hverdag har jeg ellers haft daglige "anfald" af den slags. Faktisk har det været en del af mit nytårsforsæt at jeg skulle stoppe med det, fordi det bare er for megen negativ energi at gøre til en del af livet.
Nå, men det var altså en påmindelse om at jeg skal stoppe med det, men også den postive del: at det er længe siden sidst! Rejsen virker altså; tankerne om Ilaria, Luzzi, og alle mine andre tyske, hollandske og italienske venner hjælper på det - og det er det jeg skal holde fast i.

Færgen er ved at være lastet og jeg fornemmer at det snart går afsted. Anden Perlenbacher er tom. Jeg vil prøve at finde tilbage til stedet jeg har planlagt at overnatte. Det er lidt en labyrint at finde rundt.

8/6 - 12.55

Km: 189164  - Onaní

Jeg køler lige lidt af efter Onaní. Jeg kan godt lide Onaní. Det er faktisk det sjoveste jeg ind til nu har oplevet på Sardinien. Det tog mig ca tyve minutter fra jeg besluttede mig til jeg nåede i mål. En yngre gut med noget mere potent i hænderne kunne sikkert have gjort det hurtigere, men jeg gav den hvad jeg kunne med højrehånden - lidt op og ned i tempo, men egentlig så hurtigt som muligt. Jeg var stort set alene. Kun to Carabinieris var der, men de kiggede væk lige i samme øjeblik jeg var i mål. Dér kunne jeg dog se at der var flere motorcyklister som var kommet på samme ide. Men det var virkelig også en tilfredstillende omgang. 😆

Jeg vågnede klokken halv syv i legerummet, hvor jeg havde fundet lidt privatsfære bagved et legehus. Jeg sov godt der, men nu begyndte folk at rumstere. Planlagt var at vi skulle være i havn kl 7:30, men der gik en time mere før vi kunne køre fra borde. På dækket hvor alle motorcyklisterne holdt, blev jeg igen spurgt ud. En tysker og en slovener var nysgerrige efter at vide Torneroses alder og hvor vi kom fra.
Første stræk var en lang overhaling, fordi vi motorcyklister ikke var de første der fik lov at slippe. Jeg lagde ud på SP125, ligesom sidst, men på et tidspunkt lagde jeg ruten om. Jeg har læst om et sted på østkysten som jeg gerne vil se. Sidste gang kørte jeg uforskammet uimponeret gennem dette område, men det er altså faktisk meget smukt og nu kører jeg for alvor ind i det.
Jeg har besluttet mig for at køre megalangsomt på de lige veje og så når det kommer til sådan noget mere spændende som ved Onaní, at give den fuld gas. Øen, fandt jeg ud af sidst, er mindre end den syner og jeg har masser af tid, så der er virkelig plads til lade sig friste af sådan nogle afvigelser som Onaní.
Her er som indledt lige lidt køligere i højden, hvor jeg er, men nu vil jeg køre videre ad de fantastiske veje, tilbage på ruten; ned til kysten og varmen.

Jeg skal lige have med at mit speedometer har drillet - der har simpelthen været udfald hvor nålen gik på nul, og det blev pludselig meget slemt. Jeg var næsten sikker på at det var kablet, fordi det er lidt ringe og har været "lappet" flere gange. Egentlig ville jeg have skiftet hjemmefra, så blev det til at jeg ville købe et nyt på vejen, men både i Morano og hos Luzzi, tænkte jeg "skidt, det fungerer jo". Men før Onaní holdt jeg ind for at tanke og kiggede så på det. Kablet er ikke blevet ringere, men det var derimod drevet. Det firkantede hul som trækker kablet var efterhånden blevet rundt. Jeg fandt en sodavandsdåse, klippede et lille stykke af og forede så hullet med det, så kablet nu sidder stramt i. Det hjalp gevaldigt. Jeg kunne næsten ikke bære hvis kilometerne ikke skulle blive kørt på tælleren. Jeg har jo et mål om senest næste år at runde 200.000 med den. Jeg har haft en lille konkurrence med Vittorio, men han har hele tiden været lige 10.000 foran mig og nu er han for tæt på til at jeg kan slå ham.

8/6 - 16.15

Km: 189224  - Cala Gonone

Jeg har endelig fundet en paradisisk strand. Her er hvide klipper og sten og lyseblåt vand. Så jeg falder fuldstændig i et med omgivelserne. 😄
Stedet jeg sigtede imod var ikke så interessant som beskrivelsen lød på, så jeg tjekkede satellitfotos og fandt altså denne strand lidt syd for.
Planen var ellers at finde en strand at sove på og så skrue lidt på Morinien. Jeg har nemlig besluttet at sætte de tændingsbokse på nu, så jeg kan teste dem undervejs. Stedet her duer ikke, fordi Tornerose står 50 m oppe på klippen, og sove kan man vist heller ikke her. Det er stranden lidt for besøgt til. Men nu ville jeg i vandet og et af mine mål med turen er at blive længere tid på et sted - og bare slappe af. Det er jeg ikke god til. Dels fordi det oftest kræver en campingplads, som jeg ikke rigtig kan få ind i budgettet og dels fordi jeg bare nyder at være undervejs hele tiden.
Efter Onaní blev det bare endnu mere fantastisk. Bjerglandskabet og ikke mindst hvor enormt det er, var fuldstændig overvældende for mig. Det var lige så det tog pusten fra mig og gav klump i halsen. - Der blev altså kørt meget langsomt, for det skulle langsomt fordøjes.
Vejen ned til kysten var igen fantastisk - det ene hårnålesving efter det næste. Her fik den altså fuld skrue.
Jeg tvinger mig selv til at blive liggende lidt længere, men så vil jeg prøve at finde et sted hvor jeg kan overnatte og skrue (i skygge)

8/6 - 20.32

Km: 189316  - Spiaggia Orri

Jeg har flakket lidt frem og tilbage i området. Intet af det har været helt perfekt. Jeg er endt på Spiaggia Orri. Det er en strand ikke ulig dem derhjemme. Hvidt sand som vi kender det, men ellers umiskendeligt sardisk. Her er en lille fin strandrestaurant, som nu er lukket, og der står camping forbudt, men jeg skal ikke campere. Planen er at sove i sandet under åben himmel.
Lidt længere henne er der en flok teenagere som spiller høj musik og synger med på vanlig knap så kønne råbende måde. De går vel på et tidspunkt, og så burde jeg have stranden for mig selv - bortset fra tyskerne i deres autocampere oppe på parkeringspladsen.
Det med tændingsboksene må blive i morgen, et sted med ordentligt underlag (altså ikke sand 😄); måske som siestaopgave i rigtig megen skygge. De 30 grader er vist nået og det skal ikke blive mindre de næste dage.
Turen hertil: slår Onaní med længder. Jeg endte ude på SP125 igen og det gik over og gennem bjergene på østkysten. Jeg har virkelig været utaknemmelig sidst jeg kørte igennem, for der er meget smukt. Jeg er standset flere gange for at tage billeder, men billederne siger intet. Det er umuligt at fange hvor storslået det er. Det er også derfor jeg nogle gange bare kører videre, for jeg ved at kameraet ikke kan indfange det.
Og så vejen!!! Jeg tænkte flere gange at jeg da efterhånden må være blevet for gammel til sådan noget pjat og at jeg da må have kørt rigeligt med sving. Men nej! Jeg kan bare ikke lade være med at køre så hurtigt som muligt. Det er så helt vanvittig sjovt og igen i dag måtte jeg hulke af latter inde i hjelmen. Se, det er en af de lege jeg stadig som voksen og midaldrende mand synes er sjov. Og det stykke vej er med på top ti!

9/6 - 15.55

Km: 189547  - Cagliari

Det har blæst ikke en halv, men en hel pelikan ind til videre! Jeg fortsatte af SP17 (også som sidst) og oppe på nogle af de høje pas, skulle jeg virkelig passe på. Der var så voldsomme kastevinde at det var svært at holde sporet. I ånden så jeg til tider mig selv og og den lille lette Tornerose flyve ud over autoværnet, båret af et vindstød.
Jeg hader som bekendt vind, så det har forstyrret kørslen en hel del i dag, men jeg har forsøgt at abstrahere fra det og det har stadig været en fornøjelse med de veje.

Jeg vågnede, ja faktisk udhvilet i morges. Det har jeg ikke oplevet siden jeg ved ikke hvor længe. Jeg har vel fået otte timer! I nat måtte jeg dog tage ekstra tøj på, for det blev alligevel koldt ved tretiden.
I morges var det overskyet og har været det stort set hele formiddagen. Jeg må med skam indrømme at det faktisk har været lidt rart, for det har ikke været nødvendigt at smide alt tøjet hver gang jeg gjorde stop for ikke at koge i egen sved. Blæsten har også gjort sit til at køle lidt.
På mange måder har formiddagen mindet en del om dansk sommer. Landskabet (og skyerne) har bragt mindelser om Danmark, og jeg har været faldet lidt i med at spekulere over tingene derhjemme, så jeg har til tider skulle disciplinere mig selv til at være i nuet

På turen har jeg været ude at se nogle "hoveder" - altså Capo et-eller-andet, som jo typisk et det yderste punkt på en kyst, og jeg har også kørt til tilfældige havne og strande. Meget flot altsammen. Mest fascinerende er dog havets farve. Jeg mener jeg sidst skrev "blåere end blå". Det er en farve som ikke kan gengives på nogen måde - intet billede, maleri, glaskunst eller lignede kan gøre det. Der findes nogle få mennesker som har noget nær det som øjenfarve, hvilket også er dybt fascinerende.
Dufte har også fulgt mig - ind i mellem bliver jeg ramt af helt fantastiske dufte! Hvis man kunne indfange dem, så ville de være den eneste parfume jeg kunne acceptere. Jeg synes jo at stort set al parfume er afskyelig. Få har dog en vis enkelthed i sig, som kan noget, men de fleste er bare er frygteligt sammensurium af noget virkelig kunstigt som kun giver hovedpine. Jeg tror parfumører lever i deres helt egen verden, hvor de fuldstændig har tabt forbindelsen til det oprindelige og basale, og så bilder de usikre mennesker ind at påførsel af deres stinkevand er den eneste rigtige måde at afgive lugt på.
Nå, men duftene har været en fornøjelse og ligeledes de mange blomstrende buske der står langs rigtig mange veje. Hvorfor har vi ikke meget mere af sådan noget i Danmark?

Apropos søfugle: jeg har glædet mig til at komme til Cagliari for et gense de titusindvis af flamingoer der holder til omkring de indsøer der er der. Desværre, nok pga blæsten, var der kun enkelte flokke, så kun i hundredvis denne gang. Men stadig sjovt at se, for i min forestillingsverden er det enormt eksotisk!

Jeg er altså i Cagliari, som er en meget fin by. Jeg valgte dog nok et af de grimmeste steder at gøre holdt - under en bro. Her var der virkelig skygge og nogenlunde underlag til mit annoncerede forehavende: Jeg fik skiftet tændingsboksene.
Jeg bilder mig ind at den trækker en anelse bedre fra tomgang til mellemområdet. Hvordan det så er i det øvre område, vil vise sig når jeg kommer ud på større veje.

Jeg tog så i et supermarked for at købe en cola at fejre den succesfulde operation med. Meget velassorteret sted. Ledte også efter et stykke chokolade, men fandt absolut ingen slikafdeling. Kun nogle kinderæg. Intet under at folk er så slanke hernede. Jeg har jo nævnt det før: Det er først når folk kommer op omkring 60 at de tillader sig at få ekstra sul på kroppen. Jeg tænker tit på billeder fra 70’erne - altså fra min barndom. Der er alle slanke - altså egentlig bare almindelig i stand, som ethvert dyr bør være. Og sådan er det hernede. Det er for mig en stor æstetisk fornøjelse!
Nå, men jeg gik altså ud af butikken med lidt dårlig samvittighed, for det lykkedes mig alligevel oppe ved kassen at finde et stykke Kinder Bueno som røg med: sukker som jeg skyller ned med sukkervand - ikke sært at jeg også har svært ved at holde den slanke linje. 🙄
Fra det airconditionerede supermarked og hen til min slanke frøken på to hjul nåede chokoladen næsten at smelte. Her er skyfrit og over 30 grader!

Nu videre til det sydligste punkt.

9/6 - 21.13

Km: 189658  - Sant’anna Arresi

Jeg har slået lejr for natten i hvad man måske kan kalde Udkantssardinien. Det er tydeligt at turisme ikke er det primære. Landskabet er knap så spændende, dramatisk og overvældende, nogen ville måske sige kedeligt. Jeg er i det sydvestlige hjørne af øen
Mit telt står på en mark inde bag et levende hegn i et fint aflukke med god læ. Jeg havde egentlig håbet at kunne sove på en strand igen, men den voldsomme vind fik mig på andre tanker. Teltet giver ly, og siden jeg bare skal sove, så er det egentlig skørt at bruge kræfter på at finde en god udsigt. Og jeg kan jo virkelig godt lide at sove i telt. Så intet tabt!

Der sydligste punkt på øen er fyrtårnet ved Capo Spartivento. Det sidste stykke vej er en grusvej som ender ved en betalingsparkering. Jeg parkerede uden for hvor der var skygge. Fyret lå to km længere frem, som altså skulle forceres til fods. Det er vel nærmest første gang jeg går på denne tur, så jeg skulle lige ind i det 😄
På vejen derop var der igen en fantastisk strand - alene den er turen værd.
Jeg burde måske have skiftet til korte bukser, men vinden kølede og det var sidst på eftermiddagen, så det blev altså i mine motorcykelbukser.
Fyret selv er flot, men det er udsigten bestemt også. Jeg kunne dog ikke se til Afrika. Der er nok alligevel for langt. Siden Tornerose ikke måtte komme med - hun plejer jo ellers at være min model - så tog jeg en selfie og postede på Facebook. Jeg smider sjældent noget derind, men ind i mellem kan man jo godt dele noget som man synes er lidt særligt (man=jeg) - og at mit fjæs er 1836 (fugleflugt - 3600 kørte) selvtransporterede kilometer fra den gamle rønne i Hygind, synes jeg selv er lidt særligt.

Fra fyrtårnet gik det igen ad en fantastik snoet vej. Vinden var dog her for alvor en drillepind. Det var decideret en udfordring. Til tider spekulerede jeg på om det overhovedet var forsvarligt, men jeg så da en enkelt motorcyklist og tænkte, at hvis han kan, så kan jeg også. Det ville selvfølglig have været sjovere hvis alle betingelser havde været perfekte.
Det var på det stræk at jeg sidste gang måtte begynde at overgive mig og krone Sardinien som det smukkeste sted jeg har været. Der er så mange små bugter som hver indeholder en lille timands badestrand med perfekt blåt vand og hvidt sand. Og det hele er flankeret af flotte klipper og perfekte veje.
Vejen ender så i dette lidt kedelige område - som helt sikkert kun virker kedeligt, fordi ens sanser ind til da er blevet overdrevet forkælet.
Men det slutter ikke her. Det bedste er stadig i vente. Nordvestkysten er klimakset! Derfor kan jeg kun gentage at det er den vej man skal køre øen rundt.

Jeg har spist min aftensmad (man gætter ikke hvad den bestod af 😄) og drukket min Ichnusa - det er altså en god øl!
Jeg prøver at se om jeg kan sove tidligt trods den lange søvn i nat. I morgen skulle vinden stilne af og temperaturen stige en anelse, så det er nok en god ide at starte tidligt.

10/6 - 15.17

Km: 190000  - Bosa

Det er tid til den obligatoriske:

Hej Far - tillykke med fødselsdagen! 🇩🇰

---

Jeg er lige kørt ind i Bosa. For fire år siden var jeg her på samme dag. Jeg er dog nogle timer bagud i forhold til sidst 😄
- Hele historien som denne jo på mange måder er en gentagelse af, findes her: Morinitour 2018
Præcis da jeg kørte ind i Bosa rundede Tornerose 190.000 km!

10/6 - 22.45

Km: 190186  - Øst for Porto Torres

Hvor begynder man? - Jeg synes jeg har kørt langt i dag. Det er ikke altid det stemmer overens med virkeligheden, men lidt er det da blevet til.
Men altså, jeg vågnede på marken. Natten var en blandet fornøjelse. Der var mange forstyrrende elementer: På et tidspunkt over midnat begyndte en ræveunge lige i nærheden at skrige efter moderen. Fire-fem hunde længere væk responderede med gøen. Kl 4:51 begyndte hanerne på alle gårdene i miles omkreds at kalde til morgenvækning. Åbenbart kom rævemor hjem i samme øjeblik, så nu blev der i det mindste ro fra den kant. Hun listede bagefter kort lige tæt forbi teltet, men ellers tilbage til hvor hun kom fra. Nogenlunde samtidigt begyndte frøerne at kvække i kor og fuglene så småt at synge med.
En rigtig stabil søvn blev det altså ikke til. Men jeg har egentlig ikke følt mig træt før her sidst på dagen.

Naturen har været meget blandet. Der har næsten været alt hvad der kan bydes på.
Jeg begyndte jo i det "kedelige" område og kørte over på øen Sant’Antioco. Der var jeg ikke sidst. Fint øde uturistet område i syd og i nord en meget flot og meget turistet by. Det er den eneste sted i Italien jeg nogensinde har oplevet, at en mente at jeg skulle rette ind. Jeg holdt inde på noget asfalt tæt på havnen for at tage et billede og så kom der kvindeperson (jeg ved ikke med hvilken autorisation) og fortalte at jeg ikke måtte være der. Lige der var der ingen forbudsskilte, men ellers var byen overplastret med den slags. Ikke lige et sted for mig, men hvis man kan lide kæft, trit og retning er det sikkert fint. Men flot var den uanset.
Videre gik det på "fastlandet". Det er selv efter Sardiske standarder faktisk kedeligt. På de lange lige veje fik den fuld skrue, også selvom jeg jo havde besluttet noget andet.
Jeg kom også igen forbi San Salvatore, som jo har været location i en spaghettiwestern - Jeg kørte lige en runde.
Ude af det flade område kom der igen fantastiske veje - og igen spændende landskab. Bjergene kunne også sagtens udgøre et scenarie i en western. Jeg kunne næsten se indianerne ligge på lur oppe på toppen!
På et tidspunkt indhentede jeg to tyske motorcyklister som var fanget bag en lang bilkø. Det var tydeligt at bageste mand var knap så rutineret, men ham foran skød afsted så snart chancen bød sig. Jeg endte så med at overhale bagmanden og lagde mig i sporet af den forreste. Jeg kunne ikke have kørt meget hurtigere, så jeg nød at han lagde pacen og fandt sporene. På de lige stræk satte vi tempoet ned så makkeren kunne slutte an. Vi kørte en 20-30 km på den måde, og da de drejede af i en by, vinkede jeg tak og fortsatte alene igen. Fedt møde!
Den videre vej op langs kysten er helt fantastisk. Man skal virkelig beslutte sig for om man vil kigge eller køre. Vil man køre stærkt skal man kun koncentrere sig om det, for scenarierne er så flotte at man glemmer hvad man har gang i. Jeg forsøgte en kombi - sådan noget lykkes aldrig helt perfekt. Man burde køre det to gange: en gang megalangsomt, så man kan få alle synsindtryk med og en gang så hurtigt som man kan, så man kan få alle køreindtryk med!

Igen valgte jeg nogle interessante stednavne ud og kørte ned til dem. Det snart lige meget hvad man vælger. Det er bare flot. Jeg har tænkt meget på hvordan man når at se Sardinien, for en årlig uges ferie ville kræve tre liv for at opleve bare det bedste. Men jeg tænker, hvis man tog et år med en autocamper og flyttede sted hver uge, så ville man være godt med.

Jeg har sikkert glemt en masse, men sidste erklærede mål for i dag var "James Bond stranden" ved Stintino. Syd for på denne lille "udposning" på øen, er der endnu et "Capo" (Caccia) - hvor jeg heller ikke var sidste gang. Jeg tænkte om jeg skulle køre derned, men var lige ved at springe over, fordi det var samme vej ud som tilbage. Jeg har det bedst med en rundtur, så man ikke føler man går "to skridt tilbage". Men der var ikke så langt, så skidt! Godt jeg gjorde, for det var endnu en af disse kæmpe oplevelser som øen igen og igen kaster på én. Igen tabte jeg vejret og blev fuldstændig overvældet.
La Pelosa - James Bond stranden, hvor Roger Moore kører Lotus’en op på stranden, er virkelig flot. Og dejligt gensyn som bragte minderne frem om mødet med en flok italienere som bød på "dolce" (se Morinitour 2018 😉)
Sidste mål var som sagt et overnatningssted. Ruten blev lagt mod Castelsardo og planen var at finde den første mulighed at slå telt op - gerne med havkig! Ruten førte forbi Porto Torres, en tveansigtet by. Når man kommer fra den side jeg gjorde mødes man af et gigantisk industriområde med raffinaderier og kemifabrikker så lang øjet rækker - alt det grimme som man helst ikke vil se eller vide af. Så kommer man ind til selve byen og hvad andet er der på den anden side end en fantastisk strand og en virkelig charmerende bydel.
Jeg kørte så lidt ud af byen og fandt er lille hul i noget bevoksning, hvor Tornerose og jeg kunne komme ned til skrænten ud til havet.
Her var der to unge piger som så ud til at ville overnatte her. Jeg spurgte og ganske rigtigt: de var på cykelferie, havde taget toget hjemme fra Schweiz og var på rundtur på øen. Jeg spurgte om jeg måtte være her - og de havde inden indvendinger. Jeg har så lagt mig lidt væk fra dem, så de har deres fred. Jeg har slået teltet op ud til kanten, så jeg har i den grad havkig. Skal lige huske at dreje til højre hvis jeg skal op at tisse i nat - ellers ryger jeg ud over kanten! 😄

Nå jo, jeg har jo blæret mig med min koblingsgrebløsning - i dag knækkede kablet! 😬 - Jeg kan forsvare det med (ikke at det er noget særlig godt forsvar), at kablet stadig var det samme og selvfølglig allerede var lidt usselt. Selve løsningen jeg har lavet fungerer nu stadig fint. Jeg har som de eneste reservedele forskellige inderwirer med (samt et par skruer), så jeg kunne klare udskiftning på en lille halv time.

Der er flere ting jeg ikke har fået med i beretningen, kan jeg se. Men nu er jeg for træt til mere!

11/6 - 11.15

Km: 190270  - Costa Paradiso

Jeg er nu ved et mål jeg i snart fire år har vidst at jeg ville se 😄

I morges vækkede solen mig kl 6. Det var klart at det ville blive en varm dag. De sidste to dage har der været diset og støvet på samme tid, på grund af alt det vinden har hvirvlet op. Luften har været rødlig, men i dag er det helt klart. Horisonten står knivskarp mellem havets mørkeblå og himlens lyseblå.
Jeg fik sagt farvel til min to medlogerende. De var også kommet tidligt op. De skulle til Isola Rossa og senere nok til stedet hvor jeg er nu. De havde været vidt omkring på øen, dog delvis med tog. Jeg er altid imponeret når kvinder har mod på sådan en tur og som jeg bare at overnatte i det fri. Specielt i disse tider hvor der synes at være en berøringsangst over for den slags. Der er håb for verden endnu 😄

Jeg skulle kun køre 70 km. Første punkt på dagsordenen var Castelsardo. Dels for at købe noget drikke. Jeg er begyndt at tage en liter mælk som "morgenmad" - plus en cola til min senere destination. Og dels for et gensyn med klippen som grangiveligt ligner en elefant.
Derefter videre, og siden jeg alligevel kørte forbi, var jeg lige nede at vende i de schweiziske pigers destination. Igen et meget fint sted.
Men mit mål var at ligge på en strand - i hvert fald en time 😄- og ikke en hvilken som helst strand, for sidst jeg var her, sprang jeg den over - lidt af dovenskab, fordi det betyder at alt skal låses fast til Tornerose.
Jeg er på stranden ved Costa Paradiso, som man kun kommer til ved at gå en lille kilometer langs klipperne.
Bag ved sandbanken vi ligger på, munder en flod ud som over atter tusinde år har skåret sig vej ud til havet og dannet dette lille vidunder. Lige i denne tid er vandstanden lav så floden standser bag ved sandbanken og giver ro og fersk vand til de små fisk som bebor den.
Vandet i bugten, som er omkranset af rødbrune klipper, er krystalklart og changerer mellem smaragdgrøn og safirblå.
Det er virkelig en perle af en strand!

11/6 - 16.59

Km: 1903xx  - Rena Majore

Jeg har været i det eftertænksomme humør i dag. Følgelig har kørslen været langsom. Eller også er det omvendt. Det sidste stykke stykke heroppe SKAL køres langsomt uanset.
Et af målene med rejsen var jo at finde ændringerne der skal ske i min hverdag, for at jeg ikke bliver ved med at hænge fast i de mønstre som gør mig trist og stresset.
Nogle konkrete ideer er der kommet ud af det. Men overordnet er der er ting der skal kultiveres, ting der skal stoppes; der skal mere disciplin til på mange områder og jeg skal vigtigts af alt finde ud af at bede om hjælp - og herunder overveje hvor meget det er muligt.
Økonomien synes (som altid) at være noget af det sværeste i det spil. Den er som den er, og jeg føler ikke jeg kan skære noget væk uden at miste temmelig meget kvalitativt i mit liv. Men jeg må alligevel kigge på det.
Jeg skrev jo et langt indlæg i min blog om, hvad jeg mener meningen med livet er - At dele livet med andre, det er noget jeg hele mit liv har haft svært ved. I mine unge år lod jeg det være på andres præmisser og tænkte slet ikke mine egne ønsker ind i det - eller i hvert fald var det sjældent at jeg bad om at de blev taget i betragtning. Det gav selvfølgelig en stor mangel på opfyldelse for mig, hvorfor jeg så for det meste foretrak at være alene. Det er jeg så også blevet god til og jeg har glæde ved det. Se bare denne tur! Men der er alligevel et savn, og jeg skal altså prøve at arbejde mere på balancen mellem andres og mine præmisser i forhold til at dele livet med andre - og så netop dele mere (kvalitativt).
Nå, der kunne siges meget mere om det. Jeg ved fx godt at mine hjemmesideaktivet på mange måder er et forsøg på at dele, men jo udelukkende på mine præmisser, hvilket ikke skaber den efterspurgte balance. Men jeg dropper det altså ikke helt, for det er nu meget sjovt og jeg ved at det trods alt giver noget til mine medmennesker. Så rejseberetningen vil fortsætte 😄

Apropos: jeg sidder på den strand jeg sov sidste nat på, sidst jeg var her. Det er et dejligt gensyn, for den er så fin. Jeg tog den gang en af de yderst sjældne selfier jeg tager. Jeg tror, fordi jeg bare var glad; følte mig godt tilpas og fri, og det ville jeg gerne fastholde. Måske er genbesøget et forsøg på at genfinde manden på det billede.

Jeg blev længere end en time på Costa Paradiso - så der var jeg dygtig. 😇 - Egentlig var planen at fortsætte med at køre noget længere, men jeg kunne, som det forstås ikke dy mig for at gøre stop her. Det skulle egentlig bare være kort, men nu har jeg været her også over en time.

11/6 - 19.58

Km: 190374  - Palau

Jeg var lige ved at blive og overnatte igen, men jeg kunne godt mærke at det ikke var det rigtige - Jeg fandt ikke ham på selfien for fire år siden, så det ville ikke være godt for mig at blive. Jeg kørte derfor videre langs kysten og endte i Palau.
Igen (det bliver snart trivielt) en meget flot by. Kørte først en runde, og på vej ud så jeg en campingplads lige ned til bugten. Acapulco hedder den. Først tænkte jeg "skal man..?", men kørte så lidt videre da jeg kom i tanker om min økonomi. Men så alligevel? Jeg vendte om, parkerede uden for og checkede deres hjemmeside for priser - det var kompliceret og jeg blev ikke klogere. Nå, så må man jo traske over og spørge om prisen! Jeg hader den slags - evig og altid at skulle spørge om prisen! Jeg havde højt for mig selv sagt at jeg max ville give 20 €, men havde nok gjort det selvom det blev 25 €! 😄 - Damen i skranken var så sød og mild, så allerede der var jeg solgt! 17 € lød prisen på.
Nu var der dog også en anden grund til at jeg så "lemfældigt" bare tog ind på en campingplads. Og det var at jeg faktisk havde planlagt det som en af de ting jeg ville gøre denne gang her på øen. Bare en enkelt gang dandere den som alle andre. Ikke lave noget, måske spise på restaurant og vade lidt rundt og være rigtig turist. Og det hele var planlagt til at skulle foregå i dag, men som altid kommer der lige i sidste øjeblik forbehold: det er jo mange penge - og man får ikke rigtig noget for det.
Men nu er jeg her og stornyder det. Jeg er blevet indskrevet af hende den søde - og fik lov at tage et billede af hende (hun blev helt forlegen). Teltet er slået op og jeg er kommet i de korte bukser. Og nu sidder jeg foran baren og får en kold! Ichnusa. Det næste jeg skal er i bad og barberes. Og jeg tænker også lige jeg skal vaske min t-shirt. Det har været en hård konkurrence om hvad det var mest hvidt: min t-shirt eller mig, men efterhånden vinder jeg. Hvid er bare ikke praktisk på en motorcykeltur som denne.

11/6 - 22.48

Km: 190374  - Palau

Jeg blev barberet - og sikke en fornøjelse. Det burde have været sket for længe siden, men lejligheden har ikke rigtig været der. Det er bare nemmest med varmt ferskvand. Også fint at få skyllet saltet af. T-shirten blev også vasket, det hjalp gevaldigt. Desværre er der kommet blod på den, men håber jeg kan få det af når jeg kommer hjem. Det er en af mine yndlings-t-shirts. Jeg har været fuldstændig oversået af myggestik på ryggen efter jeg skiftede kædestrammer i Morano i søndags. Der var en million myg og selvom jeg havde voldsprøjtet mig med myggespray, fik de alligevel så eftertrykkeligt ram på mig. Det er først nu at det er ved at holde op med at klø. Desværre reagerer jeg lidt for meget på myggestik og kan simpelthen ikke lade være med at klø - som så mange gange ender i sår! Men nu er jeg nede på at have kun et som klør - det fik jeg i dag nede på den paradisiske strand. Så intet er perfekt…trods alt! 😉

Jeg valgte at spise på campingpladsens restaurant. Jeg havde godt nok lige hørt en tysk kvinde tale om hvor dårlig maden var der, men jeg orkede simpelthen ikke at gå uden for campingpladsen. Efter lange overvejelser endte det i noget så banalt som en pizza. Jeg tror at jeg kun to gange har fået pizza i Italien, så det er jo ikke lige den kliché jeg hopper på. Men denne pizza var nu heller ikke særlig imponerende, for sige det mildt - andet end størrelsen. Imponerende var dog servitricen, som er den mest stille jeg har set af slagsen. Hun gik og dækkede borde lige ved siden af mig - fuldstændig lydløst. Nogle gange fik jeg et chok fordi hun pludselig stod lige foran mig. Ninja-servitrice!!! 🤣
Meget sen aftensmad og godt med Ichnusa, så nu er det sengetid!

12/6 - 10.15

Km: 190374  - Palau

Sov uroligt, trods perfekte forhold.
Kl 9 stod jeg op efter forgæves at have forsøgt at snue. Jeg var så ude at bade. Jeg har min "egen" strand lige bag ved hækken hvor teltet står. Jeg stod stille på bunden lidt tid og så begyndte der at dukke nogle fisk op på en 10-15 cm. De fulgte mine ben og jeg fandt ud af at de selvfølgelig gik efter det jeg hvirvlede op fra sandbunden. Jeg kunne trække nogle spor og de fulgte efter. Sjovt - ligesom måger efter en plov.
Inde i hækken piler der grønne firben rundt, som af og til også lader sig se. Altsammen med til at understrege det eksotiske her.
I forgårs så jeg en slange. Sidst jeg var her var jeg ved at køre to over, men denne her var ikke nået over vejen. Den lå død midt på vejen. Men så fik jeg da en at se på tæt hold.

Jeg er i øvrigt alligevel nået at blive rød visse steder trods alle forholdsregler. Ikke dramatisk, men det ses. En af de ting jeg har besluttet mig for skal være forberedelse til sådan en tur er at tage sol op til - om det så skal være kunstig! Det er simpelthen for irriterende at jeg ikke kan opholde mig i solen mere end fem minutter uden at ende som en kogt krebs!

Jeg bliver hængende her så længe jeg må - som er til middag, og så kører jeg videre langs smaragdkysten. Langsomt og med mange stop undervejs!

12/6 - 16.15

Km: 1904xx  - Pittulongu

Som man nok kan fornemme, hvis man har fulgt med på kortet, er jeg på vej til Olbia. I aften går færgen kl 22:30.
Jeg plejer at have en lille leg når jeg kører motorcykel. Jeg skal helst være omkring 20% hurtigere fremme end TomTom’en foreslår. I dag gik legen ud på lidt andet. Min tur skulle tage omkring 2 timer, sagde TomTom’en - jeg tænkte: "ha, det kan jeg gøre langsommere". Målet var dobbelt op!
Det kom nogenlunde til at holde stik. Jeg har været nede på næsten alle strande (2% er nok det rette tal) og har lavet jeg ved ikke hvor mange afstikkere! Der er ubeskriveligt flot heroppe, så jeg springer bare et forsøg på det over. Det er bare klimakset!

Jeg sidder ved mit sidste ønskede gensyn, som jeg helt sikkert ville igen. Sidste gang faldt jeg tilfældigt over en suveræn strandbar i Pittulongu. Det er meget kort før Olbia og perfekt sted at tage afsked med øen - og ligesom drukne sorgen over at det snart er slut (i hvert fald for denne gang). Det er som taget ud af en film med alle klichéer på plads. Perfekt strand, perfekt bar, smukke mennesker og sol og sommer! Og det bedste er at det er meget lokalt, så man næsten kan bilde sig selv ind at man er med i en sardisk hverdag. Sidste gang jeg var her, fik jeg en overvældende trang til bare at blive her. Men igen, ideen om det paradisiske i det er nok mest af alt illusorisk.
Jeg drikker et par øl (eller tre) inden jeg kører til Olbia og tilbage til "virkeligheden"! 😄

12/6 - 23.39

Km: 190500  - in mare

Det sidste stræk til Olbia er kun tyve kilometer, så det var hurtigt gjort. Jeg kørte ind omkring gågaden og parkerede Tornerose ved en række salgsboder. Jeg følte der var en slags opsyn med hende, så jeg smed bare mc-tøj og hjelm ved siden af. Jeg gik så lidt rundt i byen. Første sted var en souvenirshop. Jeg kan kun gentage at jeg ikke er fan af en slags, men jeg ville bare have en Sardinien-t-shirt igen. Den jeg købte sidst er jeg vildt glad for. Jeg synes det er sådan et fedt "logo" de har.
Jeg gik dog videre for jeg ville se om der fandtes andre som kunne overgå dem jeg så i butikken, men det var der ikke. På vej tilbage hørte jeg salsamusik i gågaden - det var fra en en lille cubansk bar. Jeg standsede for at lytte og endte med at sætte mig for at få en cola. Det er længe siden jeg har hørt salsamusik, så det var helt rart. Jeg var lige ved at byde en af de sorte servitricer op til dans, men var alligevel bange for at blamere mig. Det er lidt for længe siden jeg sådan rigtigt har danset salsa.
Men så tilbage til den første butik - Det endte med jeg købte to (forskellige) 🙄😄
Derefter til et supermarked for at købe et par Ichnusa som godnatøl på færgen og så ellers til færgelejet. Igen alt for tidligt - 3 timer før afgang, men denne gang fik vi lov at køre ret tidligt om bord. Sidste gang stod vi og ventede tre timer på kajen!
Jeg har hængt ud på soldækket, tømmer lige den sidste Ichnusa og så ellers afsted for at finde et leje i fred. Jeg er træt - sov som nævnt ikke så meget i nat.

13/6 - 22.07

Km: 190508  - Et sted i lige inden for Østrig

Den tur her er nok den med flest problemer med Tornerose. Og nu kom altså det ultimative problem - som bare ikke kunne løses på stedet! Eller, en løsning skal jo til!

Sådan gik det fra færgen: Først ind at tanke og så videre - 5 km ude af Livorno hoster den, som om er den ved at løbe tør for benzin. Jeg tænker om det måske var dårlig benzin - det er hørt før. Men der har været lidt problemer forinden. Den har været gået ud i tomgang og har nogle gange været svær at starte. Jeg har tillagt det varmen, slidte karburatorer eller at tændingstidspunktet ikke stemte helt med de andre bokse. Så går den helt ud og jeg triller ind til siden lige over for porten ind til et militært område.
Det sædvanlige bliver tjekket. Lidt vand og skidt i karburatorerne er der, men det er ikke der problemet ligger. Der er en smule gnist. Den ene meget ringe og da jeg sætter det tændrør til den anden tændingsboks er den stadig svag - ah, tændrørene! De er også tudsegamle. De sidste holdt 50.000 km og det har de her vel også kørt.
Jeg går over til basen og spørger om de skulle have nogle på lager. Nej! - Men vagterne konferer lidt of anviser mig et sted i Stagno, en forstad til Livorno. Et par km, siger de.
En tysk lastbil kommer og venter på at få lov at komme ind. Jeg spørger ham om han kommer forbi Stagno, så jeg eventuelt kan køre med, men nej, han skal den anden vej.
Jeg får vagterne til at holde øje med Tornerose og begynder at gå. Tomlen ryger ud til hver forbipasserende bil - og minsandten, en afrikaner standser og jeg får forklaret at jeg skal til en motorcykelmekaniker og jeg får liftet. Der var lidt længere end 2 km! 😳
Manden er flink og kører mig hele vejen og lige til døren - også selvom han ikke skal så langt.
Mekanikeren er lukket, men jeg går ind til Nissan ved siden af. Yngste mand i shoppen får opgaven at forklare mig på engelsk at de ikke har reservedele, men at jeg skal hen til en der hedder Coral. Jeg får anvist vejen og går de 1,5 km derhen. 35 kr. skal jeg give. Det er under halvdelen af prisen derhjemme.
Tilbage igen. Der er 7 km! Jeg forsøger at blaffe igen, men uden held. Så nu fik jeg for alvor opfrisket det at gå!
Tændrørene i, men nej! Ud med dem igen. Slet ingen gnist. Hmm, er det de nye tændingsbokse? Jeg har jo de gamle, så jeg prøver. Nej, heller ikke! Tilbage er der pickup og primærspolen. Pickuppen tror jeg ikke på, nu det er på begge cylindre. Altså primærspolen. Den der er mest umulig at få fat på. Jeg får svinghjulet af for at tjekke efter løse forbindelser, men kablerne er i orden. Desværre kan jeg ikke måle den, da mit multimeters batterier er døde. 🙄
En Harley-kører stopper. Jeg forklarer og han ringer til et par mekanikere, men ingen af dem kan hjælpe - selvfølgelig. Han beklager og må efterlade mig strandet.
En Carabinieri kommer over og spørger, og prøver at se ud som om han har forstand på det, men også han går igen uden at kunne hjælpe.
Jeg ringer så til Luzzi. Han kender heller ikke nogen i området - og desuden har han ikke spoler på lager, men får omviklet hvis folk kommer med en defekt spole. Jeg aftaler så at jeg vil prøve at komme til en campingplads og så sende ham statoren, så han kan få den omviklet. Hvilket så betyder at jeg skal blive et eller andet sted i en uges tid. Jaja, ekstra ferie, men nu skal jeg jo først kunne komme hen til den campingplads.
En polsk varevogn med anhænger parkerer ved siden af mig. Han spørger om problemet og jeg forklarer. Han kan italiensk - og polsk, selvfølgelig og så virkelig dårlig engelsk og tysk. Jeg vover så at spørge om han eventuelt kan have mig og Tornerose med til en campingplads så tæt på Siena som muligt, for der kan jeg få hjælp. Narh, han skal retning Firenze. Jamen, bare til en campingplads ved Firenze, så? Nej, han skal nordpå lige før byen. Jeg siger jeg nok skal finde en og han indvilliger - men han skal altså lige hente en bil inde på basen først.
I mellemtiden finder jeg en campingplads ved Rioveggio.
Jeg kommer så i tanker om Peter. Han viste mig i Morano at han omvikler statorer på en ny og forbedret måde. Aha, jeg prøver da at spørge. Hans nummer leder jeg forgæves efter. Af en eller anden mærkelig grund har jeg det ikke. Altså skrive til Hamborg-folket via WhatsApp. Norbert svarer med nummeret. Jeg ringer op op spørger Peter: "Hvor hurtigt kan du sende en stator til Italien?" Jeg forklarer så det hele og han siger han kan sende en i dag. Vi aftaler så at jeg skal skrive hvor jeg ender. Der betyder selvfølgelig at jeg kan have en stator væsentligt hurtigere og at jeg så får en bedre generator.
Polakken kommer tilbage, han siger ok for campingpladsens placering, og vi får læsset Tornerose på traileren - på en meget alternativ måde (hun får nok lidt ar efter det her)!
Vi kører afsted. Jeg forklarer at det ikke lige er sådan at finde reservedele til så sjælden en motorcykel, men at jeg nu har kontaktet en i Wien, som har det jeg mangler og som vil sende det hurtigt. - Jeg kører gennem Wien, siger han. Øh, jamen kan jeg så køre med dertil? Han griner og indvilliger. Jeg kan sove i bilen på traileren i nat og han i varevognen, som han plejer
Jeg skriver så til Peter at han ikke skal sende, men at jeg kommer i morgen. Lidt senere ringer han og vi aftaler nærmere!

Min nye bedste polske ven hedder Gregor, er 42, har en kone og en datter på 20. Han har i tyve år kørt til Italien og købt ting og solgt dem i Polen.
Han spørger mig om forskelligt. Først på polsk, så på italiensk og endeligt på en blanding af alle fire sprog han kender til.
Vi holder køre/hviletidspause og bagefter finder Gregor to store pølser og brød frem og deler sin aftensmad med mig. Og fortæller at han har tabt 25 kg. så han nu er nede på 110 kg.
Han har også spurgt hvorfor jeg ikke har vejhjælp. Jeg forklarer at det er dyrt i Danmark - og desuden ville jeg jo så ikke have mødt ham. Han griner hjerteligt.
Han er som de polakkerne jeg har mødt: venlig, rar og har let til smil.

Vi kører til midnat og skal så sove på et truck stop.

Man har til tider irritationsmomenter med en Morini, men godt nok også mange sjove oplevelser.

14/6 - 23.05

Km: 190508  - Wien

Ved middagstid ankom vi til Wien. Der var meget diskuteren frem og tilbage på det sidste stykke. Vi skulle jo finde et sted hvor han kunne holde ugenert og samtidig ikke for mange omveje, så han tabte tid. Jeg forsøgte løbende at holde Peter orienteret, men til sidst måtte jeg opgive at fortælle ham på forhånd hvor jeg ville ende. Men det endte med at blive mit forslag - så tæt på Peter som muligt og meget tæt på motorvejen.
Afsked er jo altid svær, men jeg gav ham min adresse og sagde at han altid var velkommen til at komme på besøg - og hvad fa’en skal man så ellers give i betaling? Jeg havde tænkt længe over det undervejs, men det blev til at jeg gav ham hvad jeg ellers ville have brugt på benzin på turen. Umiddelbart havde han ikke forventet noget, lod det til, så han var vist positivt overrasket.
Der blev lige taget et par billeder og så kørte han afsted.

Jeg fik skrevet til Peter hvor jeg var - det var lige ved en McDonalds, så jeg tog en McChicken, for jeg var blevet lidt sulten. Og så begyndt jeg ellers at skrue, så jeg var klar til Peter kom.
Han havde statoren med og han mente at vi bare skulle have den monteret og så køre hjem til ham - men så let skulle det ikke være. Vi fik skiftet stort set alle tingene ud - og den ville stadig ikke starte.
Peter forsøgte så at organisere en trailer - han har ikke selv. Så tre-fire mennesker blev kontaktet - ingen held!!
Nå, vi var tilbage ved teorien om dårlig benzin, så planen var at køre hjem til Peter for at hente hans benzintank og så prøve igen.
Hjemme skulle vi dog lige have lidt at spise og under måltidet kommer Peter i tanker om endnu en kilde: Renate - og så lykkedes det at få lov at låne en trailer.
…lang historie med mange forviklinger og endnu flere mennesker involveret. - Vi fik hentet Tornerose og afleveret traileren. Martin kom forbi med en starter - altså sådan en til baghjulet. Martin har jeg skrevet sammen om tuningsdele og det var helt sjovt at møde ham.
Endnu en gang blev det hele gået igennem. Men nu meget mere grundigt. Peter er elektronikingeniør og har selvfølgelig alskens udstyr i den retning, så alt blev målt og testet (han har lavet en prøvebænk til test af Morini-tændingen). Den mistænkte spole sang rigtig nok på sidste vers, så det blev til at Peter skiftede den med den nye type han har udviklet. Samtidig mente han at jeg skulle montere en "tændingsforstærker" som Johan Schwarzfischer har udviklet.
Det korte af det lange: vi var færdige med at køre klokken fire og vi var færdige med at skrue klokken halv ti. Vi nåede så langt som at forudsætningerne nu er (næsten) helt på plads. Vi har sågar fået Tornerose til at hoste, men vi har endnu ikke fundet den afgørende løsning!!!

Aftensmad derefter. Jeg er dødtræt og det er stakkels Peter også.
Jeg har fået et bad og en god seng at sove i, så nu er det godnat. Jeg må se om jeg kan udvide med flere detaljer senere!

15/6 - 23.16

Km: 190888  - Sytno

Tornerose hostede altså. Der var det vi vågnede op til som udgangspunkt - og så ellers til morgenmad som Peter serverede. Hans kone er temmelig syg, så han har en opgave i at hjælpe hende i det daglige, så jeg har selvfølglig sat ham ekstra under pres de sidste par dage.
Men vi fortsatte så arbejdet: fik samlet det sidste og startforsøget skulle så udføres. Efter et par forskellige forsøg kom den igang med fuld choker, men døde ved at give gas eller lukke chokeren - og der kom megen hvid røg. Tændingstidspunktet blev indstillet mens den var i gang. Men hvad kunne det være - kunne det virkelig være benzinen?
Vi tømte karburatorerne og tog Peters benzintank over på min. - Peter skulle så køre konen til marked og jeg forsøgte så alene - og minsandten om den ikke sprang i gang, også uden choker og med gas. Og bortset fra en ujævn gang i de lave omdrejninger lød den faktisk helt normalt. Mens jeg stod der og forsøgte at justere, kom en mand forbi og stoppede - Han sagde: "Det er mig der er Rudi". Rudi har jeg skrevet lidt sammen med på et tysk forum for "spåntagende bearbejdere". Det har så vist sig at det er Peters gamle skolekammerat, som bor lige i nærheden og som laver alt mekanisk til Peter. Rudi fortæller at hans far har været "Wiener-barn" og kom som fattigt barn til Danmark og blev plejet af en dansk værtsfamilie i nogle måneder i en årrække, så han kunne flydende dansk Der kunne Rudi dog ikke. Men altså derfor havde han selvfølgelig lagt særlig mærke til mig i forummet og hjulpet mig med forskellige spørgsmål. Vi snakkes så lidt indtil Peter kom tilbage. Men endnu et sjovt møde!
Nå, jeg stillede ventiler, Rudi sagde farvel og Peter skulle så hente konen. Benzinen fra min tank havde vi hældt på Peters bil, for vi mente at den nok kunne omsætte det, men han kunne faktisk næsten ikke få den i gang, så han måtte blande noget frisk benzin i fra hans Morini. Men så fik vi altså bevis for at benzinen med sikkerhed var dårlig.
Mens Peter var væk fik jeg ryddet lidt op og begyndte at pakke min taske. Da Peter kom tilbage prøvede vi igen at starte - stadig dårlig motorgang! Det kunne også være den slappe rem, sagde jeg! Jamen jeg har en ny, så du kan bare skifte, svarede Peter. Jeg går så i gang med at skille ad - og opdager at det lille remhjul sidder meget løst. Så det faktisk kan rykkes 3-4 mm frem og tilbage. I Livorno havde jeg godt nok undret mig over hvorfor der var så meget støvrust, men tænkte at det nok bare var støv fra stormen for et par dage siden.
Nå, men Peter havde selvfølglig ikke sådan et remhjul liggende, så der blev limet et stykke ståltråd i hvor noten var blevet for stor og så skulle remhjulet ellers limes fast på akslen ned Loctite.
Mens det hærdede bestilte Peter pizza til os, så Loctiteten havde en god times tid til at hærde.
Peters kone tilsluttede sig os og vi fik en god snak over bordet.
Derefter sidste etape. Alt skulle samles, så jeg kunne blive køreklar. Desværre haltede den stadig i det lave område. Men i det mindste tog den gas nogenlunde jævnt, så det måtte altså blive sådan jeg tog afsted.
Så pakke, en sidste skylle under bruseren, en ren t-shirt (den ene af min nye Sardinien t-shirts) sadle op og så var vi klar. Jeg fik betalt Perer for de mange dele og igen måtte jeg slippe alt for billigt.
Peter ville så guide mig ud af Wien i den retning jeg gerne ville.
Efter 30 km sagde vi så på gensyn i Wismar (hvor vi skal ses til det tyske Morinitræf) og jeg var nu alene på farten.
Jeg har valgt minimalt snoede veje , for så kommer jeg uden om det større byer og på relativt lige veje. Langsom kørsel er lidt af en plage, men hvis den bare får lidt gas, går den helt fint.
Ruten er gået gennem Tjekkiet tæt forbi Plzen. Og jeg kunne selvsagt igen ikke lade være: jeg måtte have en pilsner på en bar. Denne gang blev det lige før man kører ud af byen på en meget lokal bar. Jeg gik ind og gestikulerede og sagde "beer". Damen skænkede en stor fadøl op til mig og taster prisen ind på en bordregner. Jeg spørger "Visa?" Hun ryster på hovedet. "Euro?" Hun ryster igen på hovedet. En dame ved døren (som jeg senere kun kan tænke var hendes mor. De lignede hinanden utrolig meget) sagde et eller andet og jeg fik så lov til at betale to Euro for den. Jeg bukkede ærbødigt og satte mig så uden for blandt de andre. Virkelig lokalt scenarie - og meget anderledes end er italiensk. Alle overvægtige, de fleste rygende og en helt anden stille facon - omend snakken nu gik lige så lystigt.
Da jeg havde drukket min øl, som jeg i øvrigt fik regnet mig frem til kostede hvad der svarer til 13 kr!, fik jeg google translate til at oversætte "mange tak" til tjekkisk. Jeg så gik ind og viste det damen i baren. Hun grinte lidt og nikkede.
Videre med Tornerose så langt jeg gad.
Jeg har fundet en sø, hvor fiskene springer lystigt ud af vandet for at fange insekter. Der er små dyr der pusler rundt om teltet og da jeg ankom var en svane lige ovre for at se om jeg havde noget mad til den. Den er vist vant til den slags, for ved siden af hvor jeg har slået teltet op er der et lille bådhus. Jeg regner dog ikke med at se andre mennesker her.

Tjekkiet skuffer igen ikke. Vejenes kvalitet er virkelig i særklasse og selvom det ikke har snoet sig så meget, har der været flotte udsigter at opveje det med - ikke dramatisk og overdådigt, men på en eller anden måde mere hjemligt og hyggeligt.

I morgen har jeg en aftale med Gunar og familie. Det glæder jeg mig vildt meget til, for jeg har ikke set ham/dem i flere år!

Men nu er det sengetid, synes frøerne at sige. Det er en meget hyggelig lyd at falde i søvn til

16/6 - 09.07

Km: 190888  - Sytno

Jeg vågnede til lyden af plaskende fisk. Hvis det ellers er spisefisk, kunne man bosætte sig her og have gratis mad livet ud. Der er godt nok mange!

Nå, men nu hvor det hele er sunket lidt ind (eller nu skal jeg jo lige helt hjem først), ærgrer det mig selvfølgelig at jeg er gået glip af tusind kilometer fantastiske veje gennem Italien og Østrig. På den anden side har jeg fået set nogle ting som jeg aldrig ville have set. Dels fordi jeg ikke ville have taget de veje og den rute og dels fordi jeg ikke skulle koncentrere mig om andet end at nyde udsynet. Og det var sådan set meget fedt at se langt flere detaljer end jeg normalt får med. Der kræver bare 50% større koncentration at køre motorcykel end bil og som passager er man jo praktisk tager helt fri.
Men det bedste ved oplevelsen er selvfølgelig mødet med alle disse hjælpsomme mennesker. Der har jo været en 40-50 mennesker som på en eller anden måde har været medvirkende til at jeg er kommet videre i min rejse.
Der er er citat fra et skuespil som jeg ofte siger for mig selv - som jeg dog "fordrejer"; altså ikke bruger i den forstand som den er tænkt i skuespille, men rent bogstavelig: "you can always depend on the kindness of strangers"! For ordene er for mig sande: man kan virkelig stole på fremmedes venlighed!
Det er den tillid jeg vil vise verden og det er den "begavelse", som jeg også skrev om i mit lille efterskrift , som jeg har fået af min mor.

16/6 - 11.00

Km: 190918  - Planá

ATT: der er selvfølglig også nogle tekniske overvejelser oven på sådan en oplevelse. Men de overvejelser begyndte faktisk kort før nedbruddet. Jeg har nemlig kørt og tænkt på hvad jeg gerne vil gøre fremover i forhold til Tornerose og var begyndt at lave en liste. Men primært er det dig at gå meget mere i detaljer. Jeg plejer sådan set at være rimelig omhyggelig med tingene, men der er steder hvor jeg har det med, så at sige at trække den lidt længe. Et godt eksempel er koblingskablet. Det fungerede jo, omend slidt og som nævnt lappet og stykket sammen af noget gammelt. Jeg vil prøve at se om jeg fremover ikke kan være langt mere på forkant med sådan nogle ting. Skifte før det går i stykker i stedet for når. Min far er mester i den slags, så jeg burde jo kunne finde ud af det, men selvfølglig er økonomien altid en faktor i den forbindelse - og 10.000 km med et til sidst meget nedslidt dæk er selvfølgelig mindre omkosteligt end at skifte efter 8.000, hvor det reelt burde.
Tid har, som jeg vist eftertrykkeligt har været inde på, også være en faktor og "nørderier i mikrodetaljer" tager generelt bare så meget længere tid - det er ikke dobbelt, men op til tre-fire gange længere. Koblingsgrebet er et eksempel: 3-4 timer for at lave så lille en detalje, og jeg kunne bruge to mere for at gøre der helt perfekt (og kommer nok også til det!)
Men her er listen jeg påbegyndte faktisk lige før koblingskablet knækkede. Som det ses var der allerede de første tegn på, hvad så senere skulle udvikle sig til et problem med mere en tre afgørende årsager:

Der er nogle småting som driller. Gearskiftet er selvfølgelig ikke småting, men det skal ordnes. Jeg har selvfølgelig løbende ideer til tuning, så det bliver ikke sidste gang motoren bliver skilt ad. Dietmars projekt har givet mig nogle ideer, hvor jeg ellers var gået lidt i stå. Men primært er det andre foringer og større diameter stempler.
Men så er der nogle ting som jeg gerne vil have helt perfekt - eller så tæt på som muligt: Der er gaskablerne. De skal skiftes til nye og jeg vil se om jeg kan forbedre føringen af dem. Det er som om de ikke trækker ens: lidt over tomgang åbner det ene spjæld mere end det andet. Jeg kan se det når jeg synkroniserer, at der er et område hvor de ikke står ens. Det betyder ikke det store, andet end at man kan høre og mærke at den lige halter lidt i det område. For det meste er jeg over det område alligevel, men det forstyrrer mekanikeren i mig. Trialkørsel gør en til pedant når det kommer til det lave område.
Gearpedalen irriterer mig også. Jeg har selv lavet den - og med nålelejer fordi det er det eneste der er holdbart i længden. Men nålelejer har et lidt stort slør fra "naturens side" som altså irriterer mig. Det vil jeg også prøve at finde en løsning på. Lejebøsninger har det problem at de godt nok kan laves uden slør, men de bliver hurtigt slidt og så har man større slør end med nålelejer - som egentlig ikke ændrer sig på den måde.
Forgaflen trænger til eftersyn. Den fungerer egentlig som den skal, men der er noget der giver lyde fra sig, som jeg ikke rigtig kan finde kilden på.
Hovedcylinderen skal der også gøres noget ved. Returfjederen er ligesom for slap, så den ikke trykker stempler tilbage. Det gør at bremserne hænger lidt hele tiden. Ikke meget, men selvfølglig nok til at det giver ekstra slid og varme til skiverne. Jeg har allerede arbejdet lidt i det. Troede først at stemplet gik for stramt, men det ved jeg med sikkerhed at det ikke gør, så der er kun fjederen tilbage som kilde til problemet. Måske er det nok med en lille bøsning som giver lidt mere forspænding til fjederen.
Bagbremsen skal have ny belægning.
Jeg nåede ikke at få købt den tændingslås. Det har jeg fortrudt. Der vil jeg også gerne have en ny. Efterfølgende er jeg kommet til at tænke på om Luzzi måske havde en helt ny. Det ville være lækkert!
Så er der bagdæmperne. Fjedrene har fået en del rust. Jeg ville virkelig gerne have dem omforkromet, men det er en meget dyr affære. Jeg fik ikke spurgt Giuliano om han kan gøre det. Han arbejder med sådan noget til daglig. Men jeg må skrive til ham.
Speedometerdrevet skal selvfølgelig skiftes og nu er det vist på tide at jeg får et nyt kabel.
Der er par dele som skal have en gang ny pulverlak og så skal jeg altså have malet tank og sidedæksler. Det skulle have været gjort for to år siden! Jeg har også lidt planer om at lave sidedæksler i glas- eller måske ligefrem kulfiber. Jeg vil gerne prøve at lette Tornerose - men uden at looket ændrer sig. Der er ikke så mange steder det kan lade sig gøre, men det var et af dem. Sædet skal jeg også prøve at kigge på igen. Der er megen vægt at hente der.

Der kommer selvsagt mere på med tiden - fx overvejer jeg alligevel at lave helt nyt og simplere ledningsnet. Der kommet en del flere forbrugere på, og alle er så at sige bare lagt oven i det gamle, hvilket gør at det efterhånden er ret omfattende.
Mere følger…

Jeg kan da lige skrive lidt om dækkene. Jeg kører nu med BT46 på begge hjul - og jeg er meget tilfreds. Det lader til at de (for mig) holder lige så længe som BT45 - og jeg tror egentlig længere. Grebet er upåklageligt. Jeg har endnu ikke prøvet rigtig regnvejrskørsel, men det er netop det og faktisk slidstyrke, de skulle være forbedret omkring.
Det jeg godt kan lide ved dem er at de er meget neutrale. Jeg føler hverken de lægger til eller trækker fra. Komfort kunne måske være lidt bedre. Der er i hvert fald min fornemmelse, at de Dunlop jeg havde på før var en anelse bedre med. Prisen taler dig rigtig meget for BT46. Det er et relativt billigt dæk.
Til fordæk valgte jeg et 90/90 denne gang, fordi de lige var et par hundrede billigere end 100/80 som jeg ellers plejer at køre med. Jeg tror nok jeg skal fastholde sidstnævnte fremover, for jeg føler at Morinien gerne vil vælte lidt mere ind i svingene end jeg giver den besked på. Jeg har dog givet styrdæmperen et klik mere, og det har hjulpet en anelse på det.

17/6 - 08.06

Km: 191355  - Rätzlingen

Manfred, min ven fra Østrig, plejer at sige: "du har ingen venner, du har kun bekendte". Man skal dog aldrig helt tage Manfreds ord bogstaveligt, fordi han altid laver gas.
Det med vennebegrebet har beskæftiget mig i mange år, for hvornår er en ven en ven og ikke bare en bekendt?
Jeg tillader mig at sige at Gunar (og som nævnt også Manfred) er min ven. Gunar var den første (tysker) jeg gjorde bekendtskab med i Morinisammenhænge: han hjalp mig med at skaffe en masse dele jeg skulle bruge for at få min første Morini i den tilstand jeg gerne ville have den. Og han har guidet mig gennem mange ting i Moriniuniverset. At jeg så har besøgt ham så meget jeg kunne, har haft besøg af ham og har fejret jul med ham i Danmark har for mig kun været en naturlig forlængelse af forbindelse mellem os og en bekræftelse af at vi har et ægte venskab.
Der var således også som om det var i går vi sidst sad og drak øl i udestuen, for lige at få verdenssituationen på plads.
Han arbejder med udvikling af udstødningsanlæg og er altså en af dem der prøver på at gøre forbrændingsmotorer "grønne". Men da EU har besluttet at fra ‘35 må der ikke blive solgt personkøretøjer med forbrændingsmotorer, regner han med at blive arbejdsløs inden for en ti års tid. Allerede nu er opgaverne reduceret til ti procent. Måske derfor viste han mig billeder fra sin arbejdsplads - det er ellers "top secret". Men spændende at se.

Turen gik ad store veje, til dels på motorvej, med fuld skrue. Tornerose skal helst holdes godt ved ilden for ikke at hoste - det kunne godt tyde på at der er problemer med en ventil, men det vil vise sig når jeg får den skilt ad derhjemme.
Jeg har holdt nogle lange pauser undervejs, fordi jeg dels har været træt og fordi højhastigheds- og især motorvejskørsel bare er anstrengende. Men alligevel har jeg nu nydt turen. Vejret har været flot og udsigterne trods alt fine.

Kl 18 ankom jeg hos Gunar, Sylvia og datteren Lena. Lena er blevet lang, slank og elegant. Jeg har ikke set hende i fire år og nu er hun en voksen kvinde. Tiden går!!!
Jeg fik fortalt hele historien fra Livorno og så fik vi aftensmad. Sylvia snakkede løs og var umiddelbart sit gamle selv. Hun har ellers været ude for en ulykke, som gik voldsomt ud over hendes ansigt, og som har taget hende årevis at komme sig over. Det er blandt andet også grunden til at Gunar så at sige forsvandt fra Moriniscenen. Han var ellers den mest aktive i det tyske forum, men med et var han helt væk. Det er også min grund til at jeg har holdt mig på afstand. Jeg kunne mærke at de bare havde brug for at være sig selv.
Men virkelig skønt at se dem igen. I august skal de muligvis til Danmark, så håber jeg på et gensyn.

Nu går det videre mod nord, med stop hos Stefan i Lüneburg. Jeg har arrangeret en fællesbestilling af viton-benzinslange, som så er endt hos ham - og jeg kan jo lige så godt køre forbi og tage det med.
Hvis Tornerose ellers vil er jeg nok hjemme i aften - ellers i morgen. Vi får se…

17/6 - 22.48

Km: 191862  - Hygind

Turen hjem var selvsagt mere en transporttur end et spørgsmål om at have det sjovt på en motorcykel, for det gjaldt jo sådan set bare om at nå helt hjem.
Jeg var hos Stefan ved 11-tiden. Han var dog lige knap færdig med en video-præsentation, så jeg måtte sidde i haven alene et øjeblik. Han underviser ved det tekniske universitet i Hamborg, og klarer altså en del af undervisningen hjemmefra.
Da han var færdig fik vi snakket "siden sidst" igennem og jeg fik endnu en gang fortalt hele eventyret omkring Tornroses kvaler - ja, og for så vidt om hele turen. Han udtrykte flere gange at han misunder lidt at være afsted, men med arbejde og barn har det været lidt svært at virkeliggøre.
Derefter den sædvanlige runde med kig på de seneste projekter og Morini’er. Jeg fik mine 7 meter slange jeg havde bestilt og vi rodede også alle Karls ting igennem, og jeg fandt en hel del jeg gerne ville have med. Karl, som døde for et par år siden, efterlod en del Morini-ragelse, som enken har fået Stefan til at fordele til stambordet. Det var endnu en gang en påmindelse om hvor kort livet er og at man må se at få det bedste ud af den meget begrænsede tid.
Egentlig ville jeg derefter tage afsted, men Stefan mente bestemt at vi skulle have frokost sammen - han ville give. Så jeg sagde mange tak og vi kørte i bil til den lokale græker og fik et fint måltid. Snakken blev netop dette tema: tid som det mest værdifulde i livet og ikke mindst hvor opmærksom man bliver på det med tiltagende alder.
Tilbage ved Stefan fik vi taget afsked - endnu en gang med et på gensyn: nu i Wismar, hvor det tyske Morinitræf bliver afholdt i næste weekend.
Jeg kørte så afsted igen med håndtaget tæt på anslag og mest af alt på motorvej. Et enkelt tankestop og ved grænsen køb af et par plader Marabou blev det til og så ellers bare hjem! Jeg er blevet bedre til, så at sige at udholde den slags lange ridt på motorvej og kan sågar til tider finde fornøjelse ved det. Men nogen favorit bliver det aldrig.
Knap syv var jeg hjemme igen. 5800 kilometers oplevelser rigere!

Jeg skal nok prøve at skrive en epilog, når jeg finder overskud igen.

28/6 - 09.40

Km: 192635  - Hygind

Som lovet en epilog:
 
365 mails var der på computeren da jeg kom hjem. En snes af dem var nogle jeg var interesseret i, resten spam og reklamer - så er man tilbage til "virkeligheden"! Det er den slags der er med til at fylde hverdagen op med ligegyldige og tidsrøvende ting, som er med til at øge stressniveauet. 
Nå, men jeg nåede trods alt at slippe den slags på turen - og faktisk relativt hurtigt. Mødet med vennerne, de sjove veje og ikke mindst at der undervejs ikke er noget andet at tænke på end at komme fra det ene (smukke) sted til det næste gjorde, at jeg ret hurtigt kunne slippe problemer og opgaver derhjemme.
På en eller anden måde synes problemerne også mindre eller at have løst sig selv i den forgangne tid og opgaverne knap så overvældende.
Nogle af de ting jeg havde sat mig for; ændringer og tilføjelser, er jeg også allerede begyndt på, så måske kommer det hele med de små skridt jeg tager hen ad vejen.
 

Da jeg kom hjem var gensynet med Tanja selvfølgelig det vigtigste. Dejligt at hun ikke helt havde opgivet mig 😄
Der var dog også et meget vigtigt spørgsmål jeg ville have svar på, så dagen efter hjemkomst kørte jeg ud til min far for at få svar på om han var begyndt at køre bil - "Ja da, det er længe siden", var svaret. Bedre svar kunne jeg ikke ønske, for så vidste jeg at han var begyndt at vende tilbage til en almindelig hverdag.
Så var det trial-kørsel som det næste. Det har godt nok også været savnet - og selvsagt har gutterne været savnet. Utroligt hvor meget man kan komme ud af form ved at være tre uger væk fra sporten. 
Og så skulle jeg selvfølgelig kigge på Tornerose (ATT):
Motoren blev skiftet ud med reservemotoren. Den har jeg opbygget fuldstændig identisk med den anden - bortset fra at den anden har større ventiler. Og det kan altså godt mærkes. Jeg har været lidt i tvivl, men nu har jeg haft tidsmæssigt kort mellem det og andet, og har således umiddelbart kunne sammenligne, og det er tydeligt at de større ventiler giver noget mere punch!
Men hvad var der så med den anden? Jo, jeg har ikke nået at kigge detaljer, men det lader til at min teori holder nogenlunde. Pga. det løse remhjul har ventiltiderne var en del ved siden af, som så sandsynligvis har ført til at i hvert fald bagerste indsugningsventil har haft kontakt med stemplet og er blevet en anelse skæv. Den lukker i hvertfald ikke tæt. Desuden så er der et eller andet med den ene karburator, som gør at den har ustabil blanding i det lave område. Så alle fire ting kombineret: svag gnist, dårlig blanding, utæt ventil og ustabile ventiltider har gjort at den gik dårligt. Og selvfølgelig den dårlige benzin at den slet ikke ville køre. 
Reservemotoren kører fint - den går faktisk helt utrolig godt, så måske frisker jeg bare den op og bruger som primær motor i stedet. Grunden til at jeg har været så opsat på at få den anden til at køre er, at det er Torneroses oprindelige som har til stelnummeret matchende nummer istemplet. Vi får se…
Jeg har dog også fået lavet et par småting:
Min koblingsgrebløsning fik jeg opgraderet som jeg ville: Et stop/leje under niplen, så den ikke ved hjælp af tyngdekraft arbejder sig under ud - og jeg fik ordnet kablet. Der gik "kun" to timer med det!
Det viste sig også at den lille arm som sidder på gearakslen var revnet i svejsningen. Den kunne således ikke spændes ordentligt fast, hvilket har givet en hel del slør i skiftetøjet - Den er blevet svejset, men jeg vil se om jeg kan finde en ny.
Tankdæksellåsen er blevet skiftet. Den var også slidt. I Karls gemmer var der en bedre - som min nøgle tilfældigvis passede til, så meget heldigt. 

Onsdag tog jeg så afsted igen. Dog kun en kort tur. Målet var Wismar, hvor det tyske Morinitræf blev afholdt hen over weekenden. Den oprindelige plan var at tage træffet på hjemturen fra Italien, men jeg kunne godt se at jeg vist blev nødt til at mellemlande hjemme. Dels fordi jeg så kunne aflevere en del større stumper, som jeg har lovet for længe siden - blandt andet en Dart-tank til Manfred. Og dels ville jeg også gerne nå hjem og køre lidt trial, for Tanja har et stramt ferieprogram i tre uger, hvor jeg så igen ikke får kørt.
Jeg havde dog også presset mig selv derhen at jeg skulle deltage i vores klubmesterskab søndag formiddag. Det var så tanken at tage fra træffet lørdag aften. Oprindeligt ville jeg have taget bil og campingvogn derned for at gøre det bekvemt og for at kunne have de omtalte dele med, men jeg fik lokket Tanja til at komme med til træffet og hun kom så fredag med min trailer med alle delene. Planen var så at vi lørdag smed Tornerose på traileren, så jeg kunne komme hjem lidt mere udhvilet og klar til søndag morgen. 
Men altså, derfor også valget om at tage afsted onsdag og så køre en omvej, så jeg ligesom fik en ordentlig tur ud af det. Det er så tamt bare at køre til et træf uden at det har været bare lidt en rejse 😄
TomTom’en havde fået lov at bestemme den mest snoede vej og jeg havde så tvunget den op langs kystlinjen og det betød knap 300 km mere end de 350 der ellers er fra Hygind til Wismar.
Det lykkedes mig at komme på helt nye veje og se nye omgivelser - selv i Danmark på vej til grænsen. Og smukke steder er der bestemt også på disse kanter. Jeg har aldrig været på nordøstsiden af Kiel, og der er faktisk helt spændende. Der var nogle små meget charmerende havnebyer langs ruten og flotte kyststrækninger videre derfra! I byen var der en del events (der var vist "Kieler Woche?). Der var ufattelige mange mindre sejlbåde i havnene og på himlen var der mindst 50 luftballoner lige da jeg kørte igennem. Flot skue!
Da jeg kom lidt sent afsted om onsdagen, blev det til en overnatning på vejen. Det blev på en mark omkring Lippe, lidt før Fermern. Dagen efter gik turen til øen og ellers ud til en del strande og havne på vejen. Det sidste stykke fra Lübeck blev efter Norberts anbefaling kørt på hans "teststrækning". En fint snoet vej fra hans værksted og til Wismar.
Jeg skal næsten lige have med at jeg tankede til 13,80 kr. lige over grænsen da jeg kørte ind - I Danmark kostede den 17,39 kr. Det er underligt at alle andre lande end Danmark kan finde ud af at lempe ordentligt på afgifterne. Senest har jeg hørt at vores gavmilde regering vil sænke strømafgifterne - så en gennemsnitsfamilie sparer svimlende 15 kr. om måneden 🙄 - Det er et totalt verdensfjernt folketing vi lever med!
 
Det var en stor glæde at gense alle de kendte ansigter og ikke mindst dem der har været hjælp og selskab undervejs på min Morinitour.
Lørdag var der fællestur som gik til et lille privat Münch-museum lidt nord for Wismar. Tanja skulle bag på (på den længste tur hun har været med til, i øvrigt), så derfor havde jeg monteret mine fodhvilerholdere - som jeg i sin tid lavede til min første Morini. Vi nåede ikke starten, så vi kørte selv en lille tur inden vi fandt museet - hvor de andre så også var ankommet. Museet var ikke så stort, men bestemt et besøg værd. Tilbageturen, som blev ført af Armin, hægtede vi os så på. Vi aftalte at spise "fischbrötchen" i Wismar og så ellers hjem. Lige da vi nåede Wismar centrum knækkede Armins koblingskabel. Vi holdt så alle mand ind til siden - og fik skiftet kabel. "Selvfølgelig" var der en der lige have et reservekabel. Et par andre fik også lige skruet lidt, når man nu var i gang, men derefter gik det så videre til havnen og efter endt frokost videre til træfpladsen.
Om aftenen var der den vanlige prisuddeling og takketale. Snart derefter begav Tanja og jeg os så hjemad. Tanja var så venlig at køre, så jeg kunne slappe af. Ved tretiden var vi hjemme og klokken otte skulle jeg så op igen.
- Klubmesterskabet gik ok. Jeg var virkelig træt, men jeg fik da en tredjeplads og min første pokal. Så jeg var på rigtig mange måder tilfreds med valget om at gøre det på den måde.   

Det bliver mig stadig mere klart at en af de tre væsentligste ting der er med sådan en tur er samværet med medmennesker. Det er noget jeg fremover skal planlægge som en vigtigere del af mine ture. Naturen/omgivelserne giver sig selv, for det er ligesom det første man tænker i når man skal køre et sted hen. Vejene er det næste, for det er den sjove del som så at sige følger en på hele turen. Men jeg tror efterhånden at jeg skal prøve at planlægge omvendt, så samværet med venner og mødet med fremmede står i første række. Det var ligesom også det der under coronaaflysningerne viste sig at være den afgørende faktor for mig i forhold til at tage på tur (og hvorfor jeg så ikke gjorde).
 
At rejse er at leve, skrev H. C. Andersen som bekendt. Jeg udvider med at sige at hvis man ikke lærer, så lever man heller ikke. At slå sig ned på en strand en uge i et fremmed land tusinder af kilometer væk og derefter vende tilbage til hverdagen, uden at have lært noget væsentligt om sig selv eller verden er ikke en rejse.
Jeg er af natur nysgerrig og videbegærlig og insisterer på at lære om mig selv, mine medmennesker og verden, så rejser er og vil altid være en del af mit liv. Og ligesom det for H. C. Andersen var en rejse at tage fra Odense til Hunderup, er det for mig heller afgørende hvor stor eller lille en tur kan være og stadig være en rejse. Og det er heller ikke afgørende for hvor meget man kan lære.
Årets Morinitour, om den nu kan betegnes stor eller lille, har været særdeles lærerig for mig - ikke mindst omkring selvindsigt. Og jeg glæder mig til at blive endnu klogere med de mange følgende rejser.