Morinitour 2024

Jeg har gået tur med hund for nyligt. Det har været med en såkaldt Flexi-line. Dem er jeg på ingen måde fan af, men nu var det eneste mulighed for hunden - og mange mennesker benytter den selvfølgelig fordi det umiddelbart giver en illusion af frihed.
Egentlig ville jeg ikke komme mere ind på begrebet frihed, men jeg kan altså ikke lade være med at skrive hvad jeg mener problemet er med den line.
Først og fremmest ved hunden aldrig hvor grænsen er, for grænsen kommer sporadisk alt efter hvornår ejeren trykker på knappen og dermed forkorter linen. Hunden får altså ikke lært hvor grænsen er for dens færden og den må leve med inkonsekvente ryk i halsen og uvished om for hvad den skal irettesættes. Det er selvfølgelig nemt for ejeren bare at trykke på knappen, når der opstår noget der er et problem: når der skal krydses en vej, når der kommer en anden hund den helst ikke må snakke med, eller mennesker der tydeligt er bange for hunde osv. Jeg kan altså godt forstå hvorfor folk vælger den løsning, for det virker umiddelbart smart. Jeg må da også indrømme at jeg selv nogle gange har brugt sådan en line den gang jeg havde hund, men glad for det var jeg aldrig, for jeg syntes det var synd for hunden.
En bedre løsning er selvfølgelig at opdrage hunden til at følge de forskrifter man sætter for den, så det ikke er nødvendigt med en snor.
Det hele går mere eller mindre ud på hvor megen frihed man selv vil ofre på det - over tid. Hvis man vil have en hund der følger ens signaler, skal man ofre rigtig megen af sin egen frihed mens den er ung. Det kan til tider synes overvældende hvor meget det kræver og så kan det umiddelbart synes nemmere med sådan en Flexi-line. Men tiden man investerer og den frihed man dermed i første omgang opgiver, får man tifoldig hjem på et senere tidspunkt. At kunne gå tur med sin hund uden hele tiden at skulle holde øje med hvad den laver, men egentlig kan stole på at den ikke gør noget den ikke må, er en kæmpe frihed. Det er også en kæmpe frihed for hunden. Det man indpoder er, som det ofte beskrives, frihed under ansvar. Når man slipper kræet (eller et barn) frit har det ansvaret, men også friheden - og den tid man bruger på at lære det denne frihed under ansvar er begrænset til en vis periode. Hvis man konstant holder det i snor, har man selv konstant ansvaret og begge parter får begrænset friheden i uendelig lang tid. Men ja, det kan være svært og jeg er selv faldet i masser af gange og har ikke ofret frihed i fortiden, for at få det nemmere og bedre i fremtiden. Så jeg forstår udemærket godt hvis man ender med en flexi-line i hånden.

Som jeg også skrev sidste år, så er tid også en slags frihed og noget som alle får mindre og mindre af - ud fra en synsvinkel!
Der er nemlig en anden synsvinkel, hvorudfra man kan betragte ens liv på en tidslinje, eller tidscirkel om man vil, som indeholder fortiden, nutiden og fremtiden. Hvis man et øjeblik ser deterministisk på det, er den samlede tid af disse tre inddelinger altid konstant. Når der bliver mindre og mindre tid at se frem til, så vil der også være mere og mere tid at se tilbage på. Og netop fortiden har fået et særligt fokus for mig i den senere tid. Jeg skrev sidste år kritisk om denne tids fokus: “det menes at fremtiden er mere vigtig end fortiden (hvilket er et helt andet, men også væsentligt emne 😁)” og det emne har altså fået lidt stærkere fokus for mig siden da.

De fleste der kender mig ved at jeg, som det hedder, har en diagnose. En del af diagnosekriterierne er, som det beskrives, at have ”tendens til at ruge over fortiden”. Det betragtes selvfølgelig som problematisk at “ruge over fortiden”. Jeg har således også utallige gange og fra utallige mennesker hørt formuleringer som at “du skal bare lægge fortiden bag dig og begynde forfra”…”lev i nuet og glem alt om det dårlige der er sket dig”…”lev hver dag som var det den første i dit liv” osv. Min mor citerede følgende for mig da jeg var en ganske lille knægt, og det er da blevet i min hukommelse og har været en af de leveregler jeg har haft for mit liv - og som i øvrigt også har været meget væsentlig for min evne til at tilgive. Citatet lyder sådan “Skriv i sand alt ondt du led, hug i sten alt godt du ved”.
Siden fortidsrugning så ofte er blevet problematiseret over for mig, har jeg altså konstant forsøgt ikke at falde i det hul. Jeg har virkelig forsøgt at gå imod et af de personlighedskarakteristika som kendetegner “min diagnose”; jeg har forsøgt ikke at ruge over fortiden og altså givet forglemmelsens tidevand mulighed for at viske det onde ud som stod skrevet i sandet.

Nuvel, ikke alt i fortiden er jo dårligt. Selvom jeg virkelig har forfærdelig megen smerte at tænke tilbage på, så burde jeg vel sagtens kunne finde noget positivt i fortiden og i det mindste primært fokusere på det som jeg har forsøgt at hugge i sten.
Og så er der et andet fænomen, som har fået mig til at se anderledes på fortiden - eller i hvert fald på den måde fortid mere overordnet bliver betragtet. Det er nemlig sådan at jeg igen og igen, og ikke mindst oftere og oftere finder mig selv gentage endnu et citat: “De der ikke lærer af fortiden, er dømt til at gentage den”. Det gør jeg tiltagende fordi jeg synes børn og unge i dag får givet alt for lidt bevidsthed omkring netop fortiden og derfor gentager nogle meget uheldige ting, som jeg egentlig troede at vi som menneskehed eller i det mindste at vi i vesteuropæisk kultur var kommet ud over og blevet klogere omkring. Selv tilsyneladende belæste mennesker som man egentlig regner for at have omfattende viden og som vi sætter til at lede virksomheder og lave politikker og love synes at have en udpræget mangel på historisk bevidsthed, så man som meningmand bliver tvunget til at leve under forhold som historien egentlig har bevist er grimme, syge, fremmedgørende og ikke mindst, som jeg sidste år filosoferede om, frihedsberøvende.
Det har altså fået mig til at tænke over hvor vigtig fortiden faktisk er og ligefrem at gå imod de floskler der fortæller at man skal lægge fortiden bag sig og glemme den - og tværtimod lægge langt større vægt på vigtigheden af fortiden, ja, ligefrem fremhæve fortiden som det i kronologien væsentligste.

En gang i min fortid - det var for femten år siden, i januar 2009, blev jeg kørt ned på min første Morini. Moriniren blev totalskadet og jeg slap selv nådigt igennem uheldet. Fra forsikringen fik jeg i alt udbetalt noget der ligner et halvt hundrede tusind i erstatning. De kom dog ikke på en gang, for sagen trak lidt ud og udbetalingen kom i tre portioner over et lille års tid. Hvis de var kommet på en gang, havde jeg nok brugt pengene anderledes, men de “mindre portioner” røg altså løbende i især nye Morini-projekter. Tornerose blev købt, ex’en fik sin K2, Dart’en kom til huse; jeg købte ind til det der så ad lange omveje blev til Rødhætte - og det blev ikke mindst og nok så væsentligt også til min første Morinitour til Italien. Dette har så sat gang i en, skal vi kalde det, positiv lavine, som har ført en masse betydningsfulde venskaber med sig over årene og til i dag, hvorfor jeg igen i år tager afsted, selvom jeg egentlig burde prioritere anderledes, min økonomi taget i betragtning.

Så fortiden er altså på mange måder skyld i at jeg nu tager på endnu en Morinitour…

billeder

27/5 - 22.54

Km: 209758 - Destedt

Det bliver en ultrakort start på beretningen - ikke mindst i forhold til hvad der egentlig er sket op til afgangen.
Det lyder som en gammel plade med et meget markant hak i, men jeg tror jeg har sat rekord for hvor meget jeg egentlig skulle have nået inden jeg tog afsted. Jeg nåede måske tyve procent denne gang, men det kan være der kommer en liste over det hele på et senere tidspunkt.

Jeg er i Destedt hos Ulf og Sandra. Jeg er her fordi jeg rigtig godt kan lide de mennesker. Jeg er her også fordi afstanden jeg gerne ville nå i dag passede. Og jeg er her fordi Ulf gav mig er svinghjul til træffet som ham gerne ville have drejet lettere. Det var en af de tyve procent jeg nåede - og jeg ville så gerne aflevere det på vejen.

Jeg kom altså for sent afsted i forhold til planen. Ja, egentlig ville jeg gerne have været afsted i går...eller for så vidt var den oprindelige plan at tage afsted i tirsdags....Men jeg kom altså afsted halv tre. For at nå de små 500 km inden det blev ryg nat, måtte der altså motorvej til. Jeg kan dog ikke udstå stykket omkring Kolding, ja, for så vidt hele strækket fra Tietgenbyen og til syd for Kolding. Jeg tog så landevej hjemmefra til Christiansfeld og hoppede så på motorvejen til 15 km fra Destedt.
Det har været en relativ begivenhedsløs tur. Det vildeste var at der kom lidt regn 50 km før Hamborg. Jeg kørte så tusind meter, ind på en rasteplads og holdt en pause, hvor jeg drak min medbragte tonicvand. Jeg tog alt tøjet på - også regnbukserne og forberedte mig på en kold og våd tur. Da det klarede en smule op kørte jeg videre, og så kom solen frem og jeg har ikke set en dråbe siden.
Men kørslen er gået gnidningsfrit. Lidt antydninger af kødannelser omkring vejarbejde, men jeg kunne bare trille op gennem rækkerne. Ingen var sure. Selv tunnelen var en fornøjelse at køre igennem. Jeg tror aldrig jeg er kommet så hurtigt gennem Hamborg.
Jeg har altså nydt turen, trods den ellers kedelige motorvejsmonotoni. Men jeg har også haft brug for "ingenting" oven på de sidst mange uger, så helt fint.
Er tankstop har jeg haft på vejen og et enkelt 15 km her fra, så bortset fra dem og den lille tørvejrspause, har jeg altså siddet i sadlen i syv timer.
Nu er det dog sengetid. Har jeg nævnt at jeg har haft travlt og nu er træt. 😄 - Fik kun fem timers søvn i nat, så jeg er bagud.

billeder

28/5 - 13.05

Km: 209968 - Weißeinfels

Ok, tilbage i fortiden.
Lad os bare starte forrige torsdag. Om aftenen ringer Anette og beklager sig over sin bil. Hun har kørt med løst hjul - alt for længe, knækket et par bolte og ødelagt fælgen.
Fredag er jeg tidligt oppe for at lave sektioner til Æggekagetrial. Hjemme igen arbejder jeg på den store stak af opgaver.
Lørdag: tidligt op igen. Køre Æggekagetrial og så om aftenen til bryllup hos Anettes veninde/"stedbarn".
Søndag: gøre min GasGas klar til salg. Falder over en ny i Tyskland. Får forhandlet en god pris og kører ned for at hente den om aftenen.
Mandag formiddag får jeg så solgt den gamle GasGas. Mere arbejde på bjerget af opgaver. Om aftenen kommer Anettes bil med vejhjælp og jeg får kigget på skaden.
Tirsdag formiddag laver jeg bilen færdig. Over middag kører jeg til Særslev, hvor vi har fundet et sæt nye fælge med gode dæk. De gamle kommer i bytte og prisen holdes derfor lidt nede. Bagefter trialtræning. Jeg har insisteret på træning, selvom tiden har været umådelig knap. Om aftenen hente Anette - og så hjem til mig for at sætte de nye hjul på.
Onsdag: arbejde på at få min Punto gjort klar til syn. Finder flere graverende fejl. Prøver at skjule den værste (rust i forbroen).
Torsdag opdager jeg at bilen drypper: bundkarret er rusten. Piller det af og svejser det op. Det er som pergamentpapir, så åndsvag opgave, men jeg kan ikke nå at få et nyt.
Fredag: kører bilen til syn. Han finder seks huller i bunden og det panel, som jeg godt ved er hullet. Kasseret, altså. Overvejelserne går om det kan betale sig at gøre noget ved den. På hjemvejen prøver jeg en Panda, men er lidt lunken ved den. Fortsætter så med bjerget af opgaver. Otte cylindre skal bores op, seks stempler modificeres, tre krumtapper drejes af til rullelejer og et topstykke skal have nye ventilføringer. Mit nye fordæk til Tornerose hopper, så jeg skal prøve at dreje det en halv omgang. Det står så i solen med fuldt tryk. Der skal også lige drejes en afstandsbøsning til forakslen. Det går lidt for "vildt" for sig og en varm spån rammer øjenkrogen og brænder sig fast. Meget dumt! Men altid noget at øjet overlevede 😳
Lørdag: hjulet på - det hopper ikke længere! Jubiii! - Med Tornerose til Skovtrial for at heppe på Erik og Kjeld. Derefter træning og så ud til Anette om aftenen.
Søndag: fortsætte med at bore op og lave topstykke. Jeg får to sæt cylindre og topstykket færdige, får dem pakket og sendt afsted - til henholdsvis Tyskland og Spanien. Får så pakket til turen og ryddet bare en smule op.
Mandag: bilen til skrot om morgenen, Anette henter mig i Vissenbjerg og kører mig hjem. Vemodig afsked med først Punto'en og så med Anette, dog med gensyn med Anette. Jeg havde opdaget en Panda til en god pris, så kører med Tornerose til Blommenslyst for at prøve den. Den falder i smag og bliver købt - med lidt pengelån fra min far. Kort visit hos ham så han kan se den nye bil, hjem for at hente trailer, tilbage til Blommenslyst for at hente Tornerose, pakke det sidste og så afsted!!!

Jeg har sovet som en sten i sengen hos Ulf. Jeg skrev i går undervejs at jeg ville komme forbi med hans svinghjul og hvis han var hjemme og vi kunne nå at ses, var det fint. Han svarede så med et billede af en opredt seng og at jeg bare kunne gå ind, hvis han og Sandra var gået i seng. Jeg nåede dog at se dem og fik en hyggelig snak - og lidt at spise.
Her til morgen skulle jeg bare låse af og lægge nøglen et "hemmeligt" sted. Ulf og Sandra var taget afsted tidligt på arbejde. Det er så fedt at have venskaber på den måde!

Turen er gået ad snoede veje, minimum. Der har været en smule motorvej, men ellers fine landeveje.
Jeg er kørt lige på randen af en regnfront, så det har været lidt køligt og fugtigt - og meget blæsende. Men vinden har hele tiden sørget for at trykke regnvejret væk fra min rute, så jeg har i det mindste haft tørvejr. Har dog frosset en smule.
Nu er jeg ved en Netto og får lidt at spise og en liger mælk. Jeg har fået aftalt med Claus og Christine at komme hos dem i aften. Så har jeg igen et godt overnatningssted hos mennesker jeg holder af.
Jeg fortsætter med lidt mere snoning på vejene...

billeder

28/5 - 22.25

Km: 210414 - Innkng am Holz

Det er sengetid. Mine gæstgivere kører til Italien i morgen kl 6, så vi skal tidligt op. Jeg hader at skulle tidligt op, men lige under de her omstændigheder er det ok.
Claus og Christine har besøg af en gæst yderligere, som også skal med til Italien, så jeg får ikke plads i gæsteværelset, men har fået en fin luftmadras i stuen.
Jeg er også blevet bespist og har fået en vanlig god snak med alle tre.
Er bad er det også blevet til, og jeg er nu krøbet under dynen.

Resten af turen gik ad snoede veje og det har været en virkelig dejlig tur med smuk natur og gode udfordringer for mine køreevner. Næsten ti timer i sadlen. Dog med et par pauser indlagt.
Undervejs kom jeg til at tænke på de første gange jeg var afsted og hvordan jeg skulle ind i det at køre igen. Det er der ikke så meget af mere. Jeg sætter mig op Tornerose og så er det næsten som om jeg kørte i går - selvom det er temmelig mange måneder siden jeg for alvor kørte sidst. Det er helt rart med den sikkerhed i kroppen. Det er altsammen fortidens indsatser der nu gør sig gældende og gør tingene noget nemmere i nuet.

Jeg er lidt spændt på vejret i morgen. Det har været koldt i dag, så jeg har kørt med næsten alt tøjet på. Jeg var så kålhøgen at tage foret ud af jakken da jeg kørte hjemmefra, for det plejer egentlig kun at være første del af turen, det er nødvendigt med det og det virkede så unødvendigt da jeg kørte hjemmefra. Men nu kommer bjergene snart og det kan godt blive en kold fornøjelse - ikke mindst hvis der er nedbør i sigte.

Men nu er det godnat herfra. Upload er usikker. Virkelig dårlig forbindelse - Tyskland er bare et internet-uland!!!

billeder

29/5 - 21.44

Km: 211086 - Morano sul Po

Det blev til omkring fire timers søvn, så begyndte det at rumstere. Klaus kunne på vanlig vis ikke vente. Jeg forsøgte at sove videre, men forgæves. Men hvile kunne jeg mig jo altid. Da jeg ikke kunne trække den længere stod jeg op og fik morgenmad. De andre var ved at pakke det sidste, men den slags tager jo lidt tid. Så jeg fik min mysli og fik så pakket og var klar til afgang. Christene fik også det sidste på plads og vi kørte afsted 5:39.
Så tidligt er jeg aldrig kommet afsted, men det var nu noget smart over det, for der var ingen trafik de første par timer.
Jeg fulgtes med de tre de første ti kilometer og drejede så af. De ville køre motorvej og jeg landevej. Vi havde dog begge samme destination: Mandello del Lario. Jeg var ikke sikker på om det blev det endelige for mig, men tiden måtte vise hvad der ville blive til.
På denne tur havde jeg ind til da sat tre destinationer: Ulf og Sandra, Klaus og Christine og så Mandello. Jeg har nærmest ukritisk ladet TomTom'en bestemme ruten og det har været helt fint i forhold til mine ønsker. Og så har jeg ikke mindst set en masse nyt fordi jeg ikke har "fået lov at bestemme", så det har været en stor tilgift til rejsen.
I dag kan jeg nævne søerne omkring Kochel am See, Skt. Moritz og selvfølgelig Como-søen, som jeg dog har set flere gange - virkelig smukke steder.
Jeg kom gennem og over Alperne "udramatisk" over et meget lille pas, navnet er glemt, noget med M. Det var en flot tur, næsten ingen trafik og nogle fine veje. Jeg har så egentlig for første gang på turen kørt race og serpentinere. Ikke én km på motorvej i dag 😆
Jeg har haft det sjovt hele dagen, bortset fra at jeg frøs - indtil jeg endelig nåede Italien. Og hvor var det en fryd at se skiltet.
Det kan nok forstås på tempoet at jeg bare gerne ville nå Italien hurtigst muligt. Jeg har flere gange tænkt om det overhovedet var besværet være at kæmpe sig frem på den lille motorcykel, men da jeg kom ind i varmen, straks kunne omstille min kørsel til "italiensk", var der ingen tvivl. Det er umagen værd!
Det blev selvfølgelig fejret ved den første Lidl, hvor jeg købte den vanlige: brød, ost og skinke. Denne gang ligefrem med en cola. Det er for mig nogle af de bedste måltider: siddende foran et supermarked i Italien med denne kombi!
Jeg tog også min vindjakke og de tynde inderhandsker af. Egentlig skulle jeg have taget mere af, men jeg ville bare nyde varmen og helst nå dertil hvor jeg næsten ville bande over hvor varmt det var 😄

Som nævnt gik det igen i dag forrygende med at få kørt nogle kilometer og med den tidlige start, var der masser af tid - og jeg havde to ærinder planlagt hjemmefra, nemlig at købe en primærspole og et plejlstangssæt til min Fantic. De skulle købes i to butikker som ligger tæt på Milano, så jeg tænkte at jeg lige så godt kunne få det klaret. Plejlstangen skulle bestilles på nettet, det fik jeg gjort, og spolen bare købes i butikken.
Først til Bosisio, som i trial-kredse er temmelig kendt, i hvert fald for dem som har en Fantic 😄
Jeg var meget spændt på hvordan den butik ville være. Jeg har jo oplevet lidt af hvert: containere stykket sammen til en butik, som In-Motion i England eller meget fine og store butikker. Bosisio viste sig at være sidstnævnte. De lavede både biler og motorcykler, men Fantic-præget var utvetydigt. Der stod utallige enduroer og trial-cykler fra 80'erne som så næsten nye ud og de havde også de sidste nye Fantic'er stående. Et par Morinier var der også!
Jeg gik først lidt rundt og kiggede og gik så hen til lageret. Meget pænt og ordentligt, og en travl mand med tydeligt stort overskud og overblik fandt en spole til mig.
Så videre til "Piston King" - som var mere i retning af containerløsningen. Det var åbenlyst at de fleste handler blev sendt. Stedet lå ude på landet, ud ad en grusvej. Jeg kørte hen hvor TomTom viste mig - foran en stor lukket port. Kort efter kom naboen ud og spurgte om noget - og jeg sagde bare "Piston King". Så pegede han og forklarede at jeg skulle længere ud ad grusvejen og så til venstre.
Igen kom jeg øjensynligt forkert, standsede foran et hus og igen kom der en ud. Igen sagde jeg "Piston King" - "ah, det er min bror"- du skal derhen, pegede han. For enden af vejen var en ung kvinde dukket op, som så pegede mig i rigtig retning. Jeg gætter på det var kæresten eller konen, som så tog sig af det adminsitrative. Hun pakkede plejlstangen ud, så jeg kunne forvisse mig om rigtigheden og pakkede så ind igen. Meget sød og venlig - og tydeligt at de så en ære i ordentlighed. Men jeg må sige at det er mit generelle indtryk af italienerne. Det kan godt være de lidt har en laissez faire attitude, men når det kommer til mekanik eller for så vidt håndværksmæssig ære, så skal det bare være i orden.

Ok, med kun 80 km til Morano kunne jeg lige så godt fortsætte. Så det blev til den vanlige: købe lidt ind i mit yndlingssupermarked, vaske Tornerose, pizza Diavola på "45", is inde i byen (Fragola & Stracciatella) og så musik på torvet. Et band med egne kompositioner spillede alternativ rock - og de var i øvrigt virkelig gode (man må i den forbindelse undres over hvordan "jabadi jabada" sunget på en måde alle kan huske, kan få kommerciel succes, når der er så mange andre med rigtigt talent, som aldrig rigtig får anerkendelse...jaja, laveste fællesnævner igen 🙄).
Så gode de end var, jeg holdt ikke til andet sæt. De få timers søvn flere dage i træk og de mange kilometer kunne mærkes.
Jeg havde så regnet med at komme til en tom plads, men Fulvio og et par hjælpere var der, så jeg fik hilst på og komplimenteret de nye tiltag de har gjort på pladsen: træerne ned til floden er fældet, så man nu har fuld udsigt, de har ryddet lidt op på pladsen og ikke mindst har de fået lavet en rampe ned til floden, så man kan sætte en båd i derfra. Jeg tror det bliver stedet at være under træffet, hvis altså ikke solen bager ned.
Fulvio har tændt for det varme vand, så jeg kan få et bad og han har givet mig en stol så jeg kan sidde behageligt og nyde udsigten. Nu får vi se hvor langt jeg når. Jeg har egentlig tænkt mig at drikke Peroni til jeg skvatter om, mens jeg bare nyder flagermusenes flyveevner hen over teltet og lytter til fuglene, cikaderne og flodens uophørlige rislen 😄

MEN JEG ER HER!!! Det er enormt betydningsfuldt for mig.

billeder

30/5 - 16.49

Km: 211112 👈 se 😆 - Morano sul Po

Da jeg kørte ind i Italien, sagde jeg hver gang jeg så en Panda: "der kører min Panda" - men jeg måtte hurtigt sande at så skulle jeg sige det hele tiden, for der står ikke en på hvert gadehjørne, men mindst tre 😆- Så jeg gik over til kun at sige det når der kom en sølvfarvet forbi - og ja, Torben, jeg ved det er en nederen gammelmandsfarve, men nu er jeg jo efterhånden en gammel mand, så det er vel egentlig passende nok 😉 Egentlig kunne jeg drømme om en kobberfarvet med orange sæder, men man kan ikke være kræsen med begrænset økonomi.
Men altså, jeg savner ikke så meget den lille nye, når jeg hele tiden ser dem i gadebilledet her. Jeg er dog meget spændt på en ny æra med Panda. Det er den (nyere) bil jeg har ønsket mig allermest - altså næst efter en 500, men de er endnu for dyre. Og så er den jo også sådan lidt en bil for frisører og indretningsarkitekter. Så passer en gammelmandsbil bedre til mig 😆

Jeg har stillet ventiler på Tornerose, jeg synes de tikkede lidt. En udstødningventil havde også lidt rigeligt spil.
Og så smider den stadig olie. Har svært ved at finde ud af hvorfra, men nu har jeg jo vasket den, så kan det være jeg kan finde ud af hvor det kommer ud.
Jeg kan passende fortsætte med ATT:
På sikkerhedsfronten har jeg fået skiftet dæk. Det blev denne gang til et BT45 bagtil i 4 tommer. Det er af og til at man kan få tomme-dæk til en meget god pris. Egentlig ville jeg have et BT46, men bagtil kan det gå med den gamle model - ikke mindst prisen taget i betragtning. Fordæk: BT46 - ingen særlige tilbud på det! Ind i mellem overvejer jeg at prøve billigere dæk, men erfaringen siger at jeg bliver skuffet over egenskaberne. Og i forhold til at køre race ned ad bjergvejene er der jo det sikkerhedsmæssige aspekt over det og især i forhold til fordæk, vi jeg helst ikke gå på kompromis. Som nævnt havde jeg igen problemer med at det hoppede. Troede egentlig at det kun var er problem med BT45, men jeg fik det altså til at holde op. Nu har jeg spekuleret på om de andre jeg har haft, der hoppede, også kunne reddes. Jeg havde jo et jeg sendte tilbage. Det havde jeg "målt" ved fælgkanten, der hvor der er en linje. Her løb det helt perfekt. Når jeg så målte på ydersiden, var der 3-4 mm ujævnhed!
I øvrigt har det gamle bagdæk gået 26000 km og fordækket 20600 km!!! Nogle vil godt nok mene at jeg burde have skiftet for nogle tusind km siden, men selv med det in mente er der faktisk forbavsende god økonomi i de dæk. Bagdækket kunne have holdt endnu længere, hvis ikke det havde været for relativt mange km med lige veje. Det var fladt på midten og stort set ikke slidt på siderne. Det var først efter køb af nye at jeg har regnet på det, og havde jeg vidst det, havde jeg også købt bagdækket i BT46 - uanset at det er det dyrere!

Sikkerhedsaspektet gælder også bremserne. Den ene bremseskive var ved at være enormt slidt i det flydende ophæng og har de sidste par år mere og mere sagt klak-klak, når jeg kørte over ujævnheder. Jeg har blevet ved med at udsætte at gøre noget ved det, fordi jeg egentlig helst ville udskifte dem begge - og jeg havde faktisk planer om at ville lave nogle selv, men da min fræser jo er brændt af på grund af lynnedslaget jeg havde i huset for nogen tid siden, har jeg ikke haft mulighed for det. Desuden er selve skiverne meget lidt slidt, så det ville næsten være fråds at udskifte dem. Der er stort kun slid på flangen og “knapperne” der udgør ophænget.
Jeg overvejede også at købe et par af Jörg Bohnenstiehls fine skiver, men prisen har afskrækket mig. En anden mulighed var at tage dem fra Rødhætte, som stort set er nye, men det er bare en uskik at tage stumper fra en motorcykel som er i perfekt stand.
Løsningen blev at dreje nye knapper til ophænget. Godt nok er hullet i flangedelen blevet ovalt, men knapperne var også temmelig slidt. Knapperne blev lavet en tiendedel eller to større i diameter, så de nu sidder stramt mellem skive og flange. Ideelt set skulle man lave en ny flange, bore hullerne op sammen med skiven og så lave knapper der passer til. Hvis jeg får min fræser i gang igen, bliver det nok også løsningen på længere sigt. Men jeg har nu tillid nok til denne midlertidige løsning.

Karburatoerne blev lige tjekket igennem, for den havde en lille tendens til at gå ujævnt i tomgang - og på turen under træffet gik den flere gange ud i tomgang. Det føltes lidt som falsk luft, men det viste sig at være en ganske lille smule skidt i den ene tomgangsdyse.
Ventilerne blev stillet. Der var ikke det store at bemærke, men da jeg skulle montere ventildækslerne opdagede jeg det jeg igen havde glemt, nemlig at der var to gevind der var i stykker. Som jeg har brokket mig tilstrækkeligt over, burde man bare konsekvent sætte Helicoil i de gevindhuller. Det vil jeg altså gøre fremover når jeg renoverer topstykker til mig selv. Nå, de blev repareret, så jeg forhåbentlig ikke smider olie fra toppen igen.
Oliespild var der også fra koblingen. Det viste sig at være den store simmerring. Det er meget sjældent at problemt kommer derfra, men den sad skævt i, hvilket jeg ikke helt forstår, men har altså sandsynligvis været årsagen til lækken der. Den er nu skiftet og umiddelbart er det ikke der jeg taber fra nu.

Optisk er der ikke gjort det store. Jeg er stadig bagud med “tiårs-forkælelsen” af Tornerose og der er faktisk en del jeg gerne vil lave, men tiden er som mange gange nævnt ikke med mig.
En af de ting jeg gerne vil lave er at omforkrome støddæmperfjedrene, for rust er blevet en irriterende faktor. Jeg har dog også gerne ville have Strada AG dæmpere til den og nu har jeg rent faktisk fået et sæt af Norbert. Planen er så at få de fjedre forkromet og så ellers renovere dæmperne. Ind til videre er de rustne fjedre dog blevet udskiftet med nogle pulverlakerede som jeg har arvet fra Karl.

Lidt for lækkerheden har jeg også gjort. Jeg har nemlig skiftet lejer i gearpedalen. For nogen tid siden lavede jeg nye pedalarme med nålelejer. Lejerne her var ved at være slidt, så at få nye i gjorde en del for det lækre.

Batteriet var jeg også nødt til at skifte. Jeg ved efterhånden ikke om det kan betale sig at bruge tid på vinterpleje af batterier. Det er som om det ingen forskel gør på holdbarheden. Nu koster de efterhånden heller ikke så meget, så det er ikke den store udgift, men alligevel irriterende at de ikke holder længere.

Slut for denne omgang ATT.

Jeg har været i Casale for at handle lidt. Da jeg kom tilbage var hele holdet igang med forberedelser. Fik endnu en gang hilst hele vejen rundt og blev spurgt ud om en masse. Jeg har på vanlig vis ikke øvet italiensk nok, men noget hænger alligevel lidt fat. Så meget så jeg kan forstå de helt simple spørgsmål.
Kort efter kom Manfred og Peter. Manfred fortalte at han var kørt i stykker med bilen på vej hjem fra vores træf og måtte tage toget videre hjem fra midt i Tyskland. Han havde først lige fået bilen i forgårs, så snævert i forholdt til træffet her. Ny kobling skulle der til.
Nu er det Peroni-tid. De ligger i mit flodkøleskab. Og så skal jeg bare lave ingenting resten af dagen.
Vi er allerede blevet inviteret på Spaghetti Carbonara i aften. Jeg har købt en flaske Liquirizia til deling ligesom sidste år.

Nu jeg laver ingenting, kan jeg da lige tilføje dette:
Da jeg sagde farvel til trialgutterne i lørdags, fik jeg et knus af Susie og Steen sagde "vi savner dig allerede". Det kunne jo synes som lidt af en kliché, men når det kommer fra dem, ved jeg at det er alvorlig ment.
Det lyder måske for rørstrømsk, men det betyder utrolig meget for mig med den slags. Vi har jo nu fortid sammen - i tre-fire år har vi set hinanden nogenlunde et par gange om ugen, så man får altså et særligt tilhørsforhold. Sådan nogle interessefællesskaber kan være lidt som en arbejdsplads - man får det bedste ud af tiden man er "tvunget" sammen, deler også temmelig meget privat, men skulle man skifte arbejde/interesse, så holder det ofte op med kontakten. Sådan er det for mig ikke med de trialgutter. Jeg er temmelig sikker på at det er vedblivende venskaber.
Nå, i går var der jo træning - og det giver altid lidt hjemve, når jeg kigger billeder og videoer fra træningen.

billeder

31/5 - 01.32

Km: 211112 - Morano sul Po

Så er det sengetid her.
Som sagt blev vi inviteret med til aftensmaden. Efterhånden er jeg ved at være lidt lunken omkring det, fordi der kommer flere og flere til. De første år hvor vi fik lov at være med om torsdagen var vi et par stykker - nu er det en tredjedel af selskabet der er "ikke-personale". Det ændrer ikke så meget på festen, der kommer ud af det, men jeg synes det er ved at være for meget ekstraarbejde personalet skal lægge i det. - Jeg ved ikke hvad man skal gøre ved det, andet end som jeg har gjort i forhold til træffet derhjemme, at gøre torsdag til en officiel dag også.
Bortset fra det, så var det endnu en gang en forrygende fest. Jeg er blevet god til at placere mig strategisk, så jeg får mest ud af det med italienerne. Jeg sad ved siden af Nicola og over for Andrea, så jeg havde tolke når snakken gik.
Jeg fik først på aftenen arrangeret at jeg i morgen skal i køkkenet og se hvordan en rigtig risotto bliver lavet her på egnen. Det glæder jeg mig til.
På vanlig vis eskalerede stemningen efterhånden som vinen blev drukket og da snakken gik højest og alle var meget kække - inklusive mig selv - fik jeg inviteret køkkenpersonalet til at komme til Danmark for at lave mad. Det greb om sig i snakken og det endte med at jeg skulle invitere 200 mennesker og så ville de komme allerede i august. 😆
Bortset fra den slags luftkasteller har jeg mange gange tænkt på hvad jeg kunne gøre for at gengælde deres gæstfrihed. Jeg har spekuleret meget i om jeg kunne lave mad til dem, men rent praktisk er det svært. Det er ikke meget jeg kan have på en motorcykel. Men måske en gang, hvis jeg kommer herned i bil?
Nå, aftenen sluttede med at jeg stod med tyskerne og pjattede. Lige da vi skulle til at lukke festen kom Ulf og Sandra. Jeg fik hilst på og de ville åbne en flaske vin, men jeg kunne ikke mere. Min krop har åbenbart indstillet sig på meget lidt søvn - i går fik jeg nemlig også for lidt, så når jeg er træt er jeg virkelig træt.

billeder

1/6 - 18.35

Km: 211154 - Morano sul Po

På vanlig vis når jeg ikke at fortsætte beretningen. Der er simpelthen for mange "distraktioner"...men hvad lavede jeg i går...?
Snak som vanligt, først og fremmest! Det første jeg dog kan fremhæve var da jeg kom hen til Tornerose om morgenen. På bagagebæreren lå der en lille pakke med nogle fine småkager. "Til Søren fra Chiara, OXO" stod der på den. Min lille årelange "skinflirt" med Chiara fortsatte altså. Jeg skyndte mig hen på pladsen, hvor hun sad sammen med Hans og fik hilst og takket. Det er utrolig sødt og rørende at hun tænker på mig hver gang.
Ellers er det som nævnt mest gået med snak. Der kommer hele tiden folk dryssende ind, som jeg gerne vil dele tid med. Og på den måde forsvandt det meste af dagen med lynets hast.
Under aften blev der på vanlig vis pjattet. Hagen og Sabine er her for første gang. På et tidspunkt købte Hagen en lyserød sweatshirt til Sabine. Hun var ikke vildt begejstret, selvom farven nu egentlig passede hende godt. Samtidig stod jeg og bladrede t-shirtsene igennem og standsede ved en der var lige så lyserød. Hagen mente at jeg straks skulle tage den på og så ville han betale den. Jeg indvilligede og fik altså en helt unik t-shirt 😄
Jeg var også kort i køkkenet for at se de første forberedelser til Risotto'en - den version de laver her hedder Panissa. En af damerne forklarede og Nicola oversatte.
Om aftenen var der fællestur i mørket. En kort tur rundt i bjergene og så til vingården Ariotti, som leverer vin til træffet. Der var kage og flere slags hvidvine.
Sidst på aftenen sad de unge foran en højttaler, så nu er det altså også blevet en del af måden at være sammen på. Jeg skrev jo sidste år at de stadig sad om en guitar, men højttaleren har altså gjort sit indtog.
Vi valgte at sætte os derhen og betragte skuet, for der blev nu stadig skrålet med og danset så det var en fornøjelse.
Igen var vi udlændinge de sidste til at gå i seng. Jeg faldt i søvn næsten inden jeg fik lagt hovedet på puden og sov som en sten, bortset fra de fem gange jeg skulle op og tisse - der blev konsumeret temmelig mange af de våde varer i løbet af aftenen!

Jeg vågnede så lidt sent og følte mig mere udhvilet end jeg har gjort i flere uger, hvis ikke måneder.
Første punkt på dagsordenen var at blive tilmeldt og blive skrevet op til prøvetur. Morini-fabrikken stillede op med to Seiemmezzo'er og to X-Cape'r. Jeg valgte gadeversionen ef førstnævnte.
Siden jeg nu var så tidligt på den kom jeg i gruppe to der kørte afsted. Det blev en kort tur nord for Po, uden de vilde udskejelser.
Jeg var ikke imponeret. Lettere kedelig scooteragtig følelse med lidt slatten motorkarakterstik. Men dog meget komfortabel. Jeg sad og tænkte på om jeg egentlig ikke er ved at have for mange fysiske skavanker til ar udsætte mig selv for så lange ture på så gammel en motorcykel. På sådan en moderne motorcykel føles det som at sidde på en sofa i forhold til.
Bagefter skulle jeg så i køkkenet. Jeg havde fået at vide at de gik i gang ved 10:30-tiden og det passede lige efter prøveturen.
En af damerne instruerede og igen var Nicola oversætter. Jeg fik et forklæde og en kasket på og fik vasket fingre.
En mand tog over i min oplæring. Han forklarede igen og jeg spurgte om lidt detaljer. På et tidspunkt mente en af damerne at jeg da skulle prøve røre og jeg fik så den store ske i hånden. I starten var han lidt skeptisk og tog over når det blev "kritisk", men efterhånden havde han mere og mere tillid til mine evner, så jeg endte med at stå og røre på egen hånd.
Efter en times tid spurgte de om jeg ikke ville ud og spise - eller jeg ville fortsætte med at arbejde. Jeg ville gerne fortsætte!
Til sidst lavede jeg en grydefuld helt på egen hånd og jeg fik masser af komplimenter. De mente at jeg da bestemt skulle være en del af teamet til næstee år, så jeg skulle nok regne med at stå i køkkenet fredag, lørdag og søndag 😆
Nå, det var en tre timers tid som var meget lærerige. Det gav så også indblik i det administrative. Jeg har nemlig undret mig over måde det foregår på: man betaler for maden, får en billet, som så afleveres til serveringspersonalet. De bestiller så ved køkkenet, som så laver maden og giver det til serveringen - som så giver det til gæsterne. Det virker umiddelbart omstændigt, men det fungerer perfekt og ikke mindst har de i køkkenet styr på mængden, for der er kun er vist antal madbilletter til hver mulig ret og de kan altså melde udsolgt allerede ved bestillingen, hvis det bliver tilfældet.
Jeg fik lidt at spise og drikke for min indsats - og som sagt var de alle begejstrede. Jeg håber så også at det blev betragtet som en slags anerkendelse af køkkenet fra min side.
Kort efter startede Dietmar sin fireventilede Morini. For nu havde han endelig fået den til at køre. Han havde dog endnu et lille problem, som han var nødt til at undersøge nærmere, så han ville ikke lade den køre så længe - der kommer olie i en udstødningskanal. Men uanset det er det virkelig en ovenud imponerende præstation han har gjort. Fem års udviking og arbejde!
Jeg fik en rigtig god snak med Luca, en ung gut, som jeg har snakket med hver gang. Han er utrolig høflig, venlig og sympatisk. Bor i Milano og brokkede sig lidt over at jeg endnu ikke havde besøgt ham. Men det må jeg se om jeg ikke kan få med i planerne en anden gang.
Derefter har jeg dalret lidt rundt med Hans, det er altid hyggeligt og underholdende - og nu fået en lille lur. Trods min følelse af udhvilethed i morges, var jeg alligevel bagud.

billeder

2/6 - 13.51

Km: 211213 - Morano sul Po

Det videre forløb i går:
Om aftenen satte jeg mig hen til tyskerne. Der var megalang kø ved madsalget, så jeg ville bare vente til køen blev kort. De andre havde bestilt og Sandra havde fået noget forkert og så siden det rigtige. Agnolotti var det forkerte - hun er vegetar, så hun spurgte om jeg ville have det. Jeg slap altså for køen og fik endnu en gang gratis mad 😆
Ved bordet ved siden af sad Lambertini, hans kone og deres barnebarn. Han delte ud af vin og vi havde en kort udveksling af høfligheder. Jeg hev så min telefon frem og fandt det billede jeg tog af ham foran sit tegnebord, den gang jeg fik rundvisning af ham. Han kiggede så alle billederne igennem jeg havde taget og spurgt om jeg ville sende ham billedet af ham selv. Der blev så straks sendt - fagre nye verden!
Lidt senere blev han endnu gang fejret - med kage og prosecco - han er lige fyldt 80. Igen delte han ud af kagen og var rundt til alle i nærheden for at dele ud af prosecco. Han er virkelig en yderst venlig og gavmild mand.
Et band gik i gang - de spillede rock - egentlig godt, men uanset hvordan man vender og drejer det, lægger det sådan en tung dyne over stemningen. Det plejer jo at være mere dansevenligt musik, hvor der er langt mere gang i publikum. Bandet gav så (heldigvis) tidligt op, så vi kunne få ørenlyd og snakken kunne gå lidt bedre.
Jeg fik en rigtig god snak med Ulf og Sandra og senere en ligeså god og meget personlig snak med Martin.
Til sidst blev snakkene dog mere og mere forvrøvlede, så jeg valgte at gå i seng - vi havde været rundt og samle halvtomme vinflasker og altså drukket slatter - der var temmelig mange 😬

Jeg vågnede sent, mange havde allerede pakket og var taget afsted, så det begyndte at se lidt bart ud. Jeg mødte Ulf på pladsen og vi sagde næsten samtidig "sidste dag" med stærk vemod i stemmen. Det går alt for hurtigt med sådan en weekend.
Kl 10 var dog udflugt til en lille by i bjergene, hvor der var udstilling af gamle biler og motorcykler. Det var en utrolig smuk by og køretøjerne stod inde i forskellige private gårdspladser. Altsammen et meget flot skue.
Vi blev også budt på sandwiches, så endnu en gang gratis mad 😆 - og selvfølgelig vin, som jeg dog holdt mig tilbage for. Har fået rigeligt og i aften tænker jeg også der ryger lidt ned.
Nu sidder jeg lidt og nyder udsigten. Det er simpelthen genialt at de har fået åbnet op ud til floden. - Det er nok også lidt grunden til at der har været så få myg her, for her lufter meget mere. Jeg er kun blevet stukket et par gange og har slet ikke brugt myggespray i år. Nu har der også været køligt hele måneden. Der var en der fortalte at det har regnet hver dag hele måneden. Vi har dog været heldige og i dag er det så varmt som jeg elsker.

Jeg har meget overvejet hvordan forløbet efter træffet skal være og måske bliver turen noget kortere end først planlagt, men jeg ser lige hvordan humøret er i morgen.

billeder

3/6 - 12.43

Km: 211272 - Garlasco

Jeg sidder foran en Lidl og stener 😄
Jeg har kørt omkring 50 km, er meget slatten og tørstig. Har købt en mælk og prøver at komme til hægterne. Det blev, som man måske kan regne ud lidt heftigt i går.
Som nævnt i går blev pladsen mere og mere tom og til sidst var vi kun en otte stykker. Alle tyskere - og så mig.
Man kan ikke rigtig hjælpe med noget, for de har deres eget system, så man mest går i vejen. Jeg gik dog lidt rundt og samlede affald og fjernede afspærringsbånd - som selvfølgelig mindede mig om sektionsbygning og tanken gik endnu en gang til trialgutterne. De har været i Allingåbro og køre opvisningsløb - det er jeg lidt ærgerlig over at gå glip af, for de har det vist temmelig sjovt.
Sidst på eftermiddagen gik Ulf, Sandra, Martin og jeg op til byen på cafeen. Ulf gav en øl og snakken gik om motorcykeluheld og komplicerede familierelationer, arv og hvad man dog skal gemme af arvegods. Martin fortalte om alle de ting hans far havde gemt og så efterladt, og hvor svært det var bare at smide et helt liv ud på den måde - for hvad skal man bruge det til. Vi blev mere eller mindre enige om at alt det skrammel vi har samlet nok bare ryger i en stor container og smidt ud når det er vores tur, og også at det er langt mere værdifuldt at samle på minder; skabe en historie i livet, fremfor at samle på jordisk gods.
Tilbage på pladsen blev vi samlet og vi var vel en ti gæster som fik lov at spise sammen med vores gæstgivere. Jeg fik mig igen placeret ved siden af Nicola og over for sad Hans.
Hans og jeg jokede på vanlig vis. Vi fik på er tidspunkt skruet en lille surrealistisk joke sammen og vi var begge ved at flække af grin; lige så tårerne sprang. I fem minutter kunne vi ikke kigge på hinanden uden at grine igen.
Trods det at alle var enormt trætte eskalerede stemningen på vanlig vis. Det var helt utrolig underholdende. Og mængderne af mad var også på vanlig vis helt overdrevne. De ved at jeg kan tage fra, så de fylder begejstret på mig. Jeg var altså stopmæt til sidst.
Efter kaffen kom Liquirizia'en frem - og jeg bliver nok aldrig klogere med det. Jeg fik vist egenhændigt drukket halvdelen af flasken.
Undervejs blev jeg selvsagt lidt kæk, fik google til at oversætte en lille tale til køkkenpersonalet, som jeg så holdt for dem. Jeg takkede selvfølgelig for chancen for at være med i køkkenet.
Jeg nåede også at få solgt et sæt stødstænger til Ulf, så nu har jeg lidt kontanter igen. Jeg har nemlig brugt de fleste på de stumper jeg har købt. Har i øvrigt også endelig fundet en god tændingslås. Franco Nanni havde den helt rigtige som ikke udviste megen slid. Min egen er så slidt at jeg hele tiden er lidt bange for at nøglen skal falde ud under kørsel.
Nå, til sidst sad vi kun den lille udenlandske flok og da jeg begyndte at vrøvle for meget gik jeg i teltet og gik ud som et lys. Der gik vist ikke lang tid før de andre også gik til køjs, for kort efter var der en der faldt over mit telt og ned i mig. Jeg måtte så stå op og rette mit telt. Jeg fandt aldrig ud af hvem det var, men altså, jeg var vist ikke den eneste der havde fået en lidt for stor tår over tørsten 😆

Jeg vågnede alt for tidligt og kunne ikke sove mere. Begyndte så ultralangsomt at gå i bad og pakke. Jeg skulle ligesom luftes lidt igennem, for jeg kunne ikke rigtigt forsvare at køre i den tilstand. De andre tog den også med ro, men en efter en tog de afsted. Jeg fik taget afsked med personalet og endnu en gang takket køkkenet for oplevelsen.
Kl 10 kørte jeg så afsted. Første stop var på risfabrikken i Morano - jeg skulle have et kg risottoris med hjem 😉 Her kunne jeg så sige farvel til de sidste - for et par stykker af personalet arbejder der.

Jeg sigter mod godt vejr. Retningen er sat til Gardasøen. Vil se om jeg kan finde ud af at tage lidt afslapning der.

En mand har lige spurgt om han måtte tage et billede af Tornerose. Han havde selv haft den samme model for tyve år siden 😄
Nå, videre...

billeder

3/6 - 21.36

Km: 211610 - Nord for Trento

Det gik altså videre fra Lidl. Planen var at køre til der var 150 km til Garda og så tage en powernap på en græsmark. Så blev det til 100 km før og så blev det til at køre til Sirmione. Her holdt jeg så endelig pause. Sad tæt på havnen og kiggede på vandet og mennesker der gik forbi. Smukt skue! Spiste også de sidste tre småkager fra Chiara og jeg fik ringet til DAO. Der er kommet en pakke til afhentning på OK-tanken i Ejby, men jeg kan ikke nå at hente den inden tidsfristen udløber og den så bliver sendt tilbage, så jeg måtte have fristen forlænget.
Jeg overvejede så om jeg skulle gentage nummeret med at tage på campingpladsen i Lazise, hvor jeg har været mange gange før. Destinationen blev indtastet og de 15 km spist. En kort tur i Lidl for at købe brød, skinke og en cola og så ned til parkeringspladsen foran Camping Comunale.
Egentlig var jeg lidt lunken ved ideen. Jeg havde mest lyst til at sove i en skov et eller andet sted, hvor der var helt ro, men jeg besluttede så alligevel ar gå ind og få en plads. Der var dog fuldt optaget, så jeg behøvede altså slet ikke tage stilling - valget blev truffet for mig på anden vis. Jeg satte mig dog ned på stranden og spiste min mad, slikkede sol og var ude at bade. Halvanden times tid blev det til og så fortsatte jeg nord på. Jeg kan rigtig godt lide turen langs den østlige side af søen, men den skal helst køres om aftenen, hvor der ingen trafik er, så det passede faktisk helt perfekt.
I Torbole tankede jeg og regnede forbruget ud. Det er gået lidt langsomt i dag, men at den alligevel har gået 27,5 km/l er jeg lidt imponeret over. Og det endda med topstykkerne med de store ventiler. Jeg har af og til regnet på det undervejs og jeg har i hvert fald ikke været under 22 km/l - selv med motorvejskørslen i starten.
Turen fortsatte med meget snoning på vejene. Selvom jeg ikke nåede at sove, var jeg frisket lidt op og kunne rigtigt nyde de mange sving. Ved 20-tiden begyndte jeg at lede efter et sted at sove og har nu fundet et lille hemmeligt sted bag en bom. Jeg var nødt til at bruge mine evner som trial-kører for at komme herind, men sådan en gadecykel uden knopdæk er virkelig elendig til det 😄
Nu håber jeg på ordentlig hvile i nat. Jeg har for nogen tid siden fået mig et Garmin fitness-ur og det fortæller mig at min søvn har været elendig, at mit stressniveau er på 80 ud af 100 , min hvilepuls alt for høj og mit "body battery" helt afladet 😬 - så jeg må hellere prøve at få ordentlig søvn i nat.

billeder

4/6 - 9.24

Km: 211610 - Nord for Trento

Body battery: 46, hvilepuls: 52, søvnscore: 75, stress: 29. - God nats søvn altså, omend den kun fik karakteren "nogenlunde" med kommentaren: "Din samlede søvn var lang nok, men du var vågen meget tid. Du vil måske ikke føle dig helt veludhvilet i dag"
Jeg synes det er sjovt med den slags. Det var faktisk et af delargumenterne for købet af det ur, at holde øje med min søvn, så jeg måske kan blive bedre til at sove ordentligt, for det er jeg ikke så god til.
Som man måske allerede har regnet ud, er jeg på vej hjemad. Det skal dog ske i langsomt tempo og med nydelse af turen undervejs. Nu får vi se hvad ruten bliver, for intet er fastlagt. Jeg sigter bare primært mod godt vejr og sekundært mod gode veje - og alt efter hvor jeg havner, bliver det måske også til besøg hos nogle Morini-venner. Jeg har aftalt med mig selv at være hjemme midt i næste uge, men det kan også være at jeg er hjemme noget før. Nu får vi se. Jeg skal til Morini-træf i Sydtyskland om et par uger. Det er igen et par tusind km, så også ud fra et økonomisk perspektiv er valget faldet på en kortere tur nu. Desuden er hovedet ikke helt med i år. Det har været for stressfyldt en optakt og der er for mange hængepartier derhjemme - så meget at jeg ikke rigtig kan finde ind i rytmen og finde ro. Det håber jeg at jeg kan råde bod på i den næste tid - og måske det så kan blive til en sensommertur?
Men nu skal jeg altså blive i nuet. Dette lettere illusoriske nu, som ikke rigtig eksisterer, men som vi kalder nuet. Og nu vil jeg pakke og køre afsted på de fine veje her, undervejs prøve at slippe bånd og bekymringer og skabe positiv fortid - hugge nogle glade oplevelser i sten.

billeder

4/6 - 17.01

Km: 211947 - Peiting

Mit ur fik ret. Jeg føler mig ikke helt udhvilet, men jeg har også lige været temmelig meget på.
Turen gik ad meget snoede veje og igen kom jeg nye steder. Jeg burde skrive det op for jeg kan aldrig huske hvor jeg har været når jeg skal skrive beretning. Men jeg har jo optegnelse fra min MoUnit.
Jeg kom dog over Passo Pennes, som er en førstegangsoplevelse og det var rigtig fint. Også hele dal/bjergområdet før var utrolig smukt - frugtplantager og vinmarker i alle dalene og nogle fine gamle bjerge.
Op ad Passo Pennes hang jeg bagefter to schweizere. En mand og en kvinde på hver deres KTM. Jeg overvejede lidt at overhale, men pludselig stak manden af og kvinden forsøgte at hænge på. Hun kørte også fint. Jeg kunne dog have ønsket en anelse hurtigere, men problemet med at overhale sådan nogle store moderne maskiner er at man så bliver overhalet igen på de lige stræk og det bliver simpelthen for skørt, så jeg blev bare bagefter hele vejen. Nedad var jeg alene det første stykke, men halvvejs nede indhentede jeg tre tyskere. Jeg må jo have kørt lidt hurtigere end dem, siden det var muligt, men jeg kunne ikke overhale nogen steder og det gik det også med 95% af hvad jeg tør, så det var fint. Og så er det altså lidt sjovt at køre sådan en gruppe, når der er så godt et tempo.
Næste store pas var Brenner. Det er ikke så spændende og jeg har været der en del gange, men jeg kan nu godt lide det uanset.
Umiddelbart efter kom jeg dog igen på nye veje. Her hægtede jeg mig på en Porsche Boxster. Han gav virkelig gas og vejene var store bløde kurver, så helt perfekt med sådan en hare. Jeg fortsatte af de nye veje indtil jeg så skilte til Walchensee. Søen så jeg i sidste uge og ville gerne se den igen, for der var så fint. Sådan et rigtigt pensionist-turiststed med smuk natur og ingen popsmarte turistfælder, legepladser eller diskoteker 😆
For 50 km siden holdt jeg ind ved en Edeka for at få noget at spise og bare slappe af. Jeg var som nævnt alligevel lidt træt. Jeg ville egentlig have skrevet beretning der, men der kom en flaskesamlende mand og spurgte ud om Morinien. Han kendte en der havde haft sådan en - og inden længe var jeg indfanget i noget nær en monolog om politik. For at slippe måtte jeg altså køre afsted 😄
Nu holder jeg så igen pause ved en tank. Om lidt vil jeg køre en smule videre, købe noget at drikke på vejen og så finde et overnatningssted.

billeder

5/6 - 7.52

Km: 212072 - Dillingen an der Donau

I en fjern fortid - da jeg var i midten af tyverne, læste jeg Mærk Verden af Tor Nørretranders.
Ud over at jeg kan huske, hvordan jeg næsten blev deprimeret over Nørretranders beskrivelse af en del af termodynamikkens love: at al udveksling har et kedeligt mellemstadie i lunkenhed, for til sidst at ende nær det absolutte nulpunkt, så er der en væsentlig pointe i den fascinerende bog som har fulgt mit tankeunivers siden. Og det er nemlig dette, at nuet så at sige ikke eksisterer for os mennesker!
Altså at det vi oplever som at foregå lige nu og her er illusorisk, fordi der forløber tid fra tingene rent faktisk sker til at vi opfatter det i bevidstheden. Det er godt nok kun brøkdele af et sekund der går med signaltransport og hjerneprocesser, men ikke desto mindre opfatter vi alting med forsinkelse. - Hvilket altså også vil sige at vi til stadighed i vores bevidste liv lever i fortiden! Vi kan altså ikke opfatte nuet som det reelt er.
Et eksempel på hvordan der i praksis forholdes til dette ses i atletik. Ved sprintløb, fx, betragtes det som tyvstart at starte før 0,1 sekund efter startskuddet og dette er regnet ud fra netop det at sanse- og behandlingsprocesser tager en vis tid.

Så at leve i det vi kalder nuet er altså rent faktisk fortiden.

En mulighed for at komme lidt tættere på det reelle nu er at slå bevidstheden fra.
Nørretranders beskriver det med et “duel-eksempel” på den måde, at man i en pistolduel stort set altid kan vinde, hvis den anden trækker først. Det kan man fordi det kræver en bevidst handling fra “trækkerens” side og at man som “responderende” kan forlade sig på at instinktet eller sanserne simpelthen tager over, så tiden med bevidste hjerneprocesser kan springes over. Simpelt sagt reagerer ens egen krop hurtigere end den andens hjerne kan nå at tænke.

Som jeg også har beskrevet en masse gange, så har jeg oplevet dette at “slå hjernen fra” utallige gange gennem motorcykelkørsel, sport, musik, dans, sex og mange andre ting - altså det som jeg ind i mellem til dels beskriver som at være i zen. Det giver en følelse af at være i umiddelbar berøring med alting og en fornemmelse af at tiden står stille. Det er noget ganske særligt, som er meget berigende.
Men nu er jeg jo et menneske og det vi i hvert fald selv mener gør os til noget særligt som mennesker er netop bevidstheden. Det er igennem bevidstheden at vi kommunikerer og udveksler erfaringer og viden; derigennem at vi skaber og forbereder os på det der skal komme. Så i den største del af livet er det i praksis at leve i fortiden ganske enkelt en del af det at være et menneske.

Det bliver ofte sagt at man ikke kan lave om på fortiden.
Jeg kan tage mig selv i at frustreres over den fortid jeg har haft og alle de ting som er sket som nu står i vejen for at noget kan ske nu og i fremtiden. Men jeg bliver mere og med overbevist om at man rent faktisk kan ændre fortiden - i hvert fald til en vis grad.
Først og fremmest kan man ændre den umiddelbare fortid ved at gøre det man ønsker lige nu og her, for som sagt er nuet allerede fortid 😉
Men jeg mener også at man kan ændre fortiden endnu længere tilbage. Det er jo mange gange det psykologer prøver at gøre med deres klienter. Altså det at gå ind at omskrive fortiden. For eksempel at give barne-jeg'et den selvtillid det ikke havde den gang, at gå ind og rette misforståelser, som har ført til uvenskaber, eller tilgive og forstå andres handlinger i fortiden så man ikke bærer på bitterhed fremad.
Man ser ofte mennesker som har været forfærdelige i deres yngre år angre deres handlinger og væremåder og nu er blevet bedre mennesker. Og selvfølgelig desværre også det omvendte: tidligere glade mennesker som aldrig har gjort en flue fortræd, som ender som bitre og utilgivende fordi de begynder at ændre egen historie ved at fokusere på det negative og fortrædelighederne de har oplevet.
Rigtig mange er faktisk i forhold til deres forældre gode til at ændre fortiden. De ting man som barn syntes var uretfærdigheder fra forældrenes side - og som muligvis var, lærer rigtig mange at tilgive, ikke mindst fordi man finder ud af at forældrene gjorde det bedste de kunne og ud fra et godt hjerte. På den måde kan man omskrive ens egen fortid, så man ikke alene kan tilgive, men måske ligefrem se tingene i et positivt og opbyggende lys. Og ikke mindst som radikalt kan ændre ens liv til det bedre som det er nu.
Det er også derfor det er væsentligt hele tiden at lave fortid som er i overensstemmelse med sandheden og allerhelst som er positiv. Derfor må man ikke stille sig tilfreds med uretfærdigheder og negativiteter i nuet. Så hvis man oplever den slags, må man straks gå ind at ændre det. Spørge ens medmennesker om de virkelig mener det de gør og siger. Det er utrolig ofte at tingene beror på misforståelser og det er simpelthen for dumt at bære videre på noget negativt, hvis det udspringer af misforståelser.

I en endnu fjernere fortid, da jeg var barn, måtte jeg meget lidt i forhold til mine jævnaldrende. Den gang syntes jeg bare at det var uretfærdigt og at mine forældre var urimelige. Men jeg har lært at forstå at de begrænsninger jeg fik egentlig var for at passe på mig og ikke fordi jeg skulle have det dårligere end andre. Nu kunne jeg så have endt med at være bange og utryg ved at bevæge mig ud i verden, fordi min prægning til en vis grad har været sådan. Men da jeg netop på et tidspunkt i mit liv gik ind og omskrev min fortid: at det var kærlighed der var bevæggrundene for mine forældre og ikke angst for verden eller ligefrem kontrol over mig - netop derfor ser jeg på min fortid anderledes nu, og jeg så at sige tør at bevæge mig ud i verden - også på en måde som ligefrem for nogle virker skræmmende - som fx mine Morinitoure 😄
Jeg har erkendt at kærligheden er større end noget andet. Jeg har på den måde omskrevet min fortid og derfor har jeg tilliden til at verden nok skal passe på mig.

Jeg vil snart bevæge mig videre på min i år meget korte Morinitour. Jeg har overnattet på en mark. Der har været frøer der kvækkede i nat og her til morgen en helt enorm lydstyrke af fuglesang - som i det mindste indtil nu, hvor den er stilnet af, kunne overdøve den vindmølle der står et sted i østlig retning, som giver en infernalsk monoton støjforurening fra sig. Er det virkelig miljøets redning? Det troede jeg en gang i min fortid, men ikke rigtigt længere

billeder

5/6 - 22.05

Km: 212676 - Altenau

Jeg kom tidligt afsted. Ikke sådan rigtigt med vilje, men jeg kunne ikke sove mere.
Vejret var indledningsvis godt og det gik afsted på de gode veje i fint tempo. Jeg fik dog et problem da jeg skulle over Donau. Hele Sydtyskland har jo fået en voldsom omgang regn over weekenden og masser af steder var oversvømmede. Min oprindelige rute måtte jeg så lave om på, for der var en temmelig lang omkørsel for at krydse floden. Jeg prøvede godt nok at køre ned et sted hvor der var afspærret, men der stod brandvæsnet og pumpede vand ud af gaderne og vejen videre stod en meter under vand.
Der var flere steder hvor det var et problem og jeg måtte adskillige gange ændre rute for at blive nogenlunde på sporet.
Efter en del kilometer var jeg træt. Den manglende søvn gjorde gældende! Jeg fandt så en Edeka med en god græsplæne - tælleren stod på 12345 - og jeg smed mig på ryggen som en anden skildpadde og fik mig en powernap.
Jeg fortsatte så videre uden noget specifikt mål andet en snoede veje, retning nord. Og jeg har virkelig haft fantastiske veje og smuk natur - og ingen trafik. Det har været en fornøjelig køredag - indtil jeg kom på den tossede ide at jeg absolut ville nå til Altenau.
130 km før denne by var jeg igen ude i en omkørsel pga af vand - og en møgirriterende en, fordi der ingen steder stod skiltet hvordan man kom videre nord på. Kun at vejene var spærret. Jeg nåede at køre 30 km frem og tilbage til forskellige afspærringer inden jeg endelig fandt et skilt der henviste til en by nord for oversvømmelserne. Det hele slog lidt min forkromede plan i stykker med at køre snoede veje, for jeg havde også et tidspres - skulle helst være der inden kl 19. Så dels fordi omkørslen ikke rigtigt bød på muligheder for sjove veje og dels fordi jeg bare ville nå frem blev det ad store lettere kedelig veje.
Ikke nok med det, der kom også regn. Der havde tidligere været antydninger af det, hvor jeg tog alt tøjet på uden at det var nødvendigt, men det blev det altså mere og mere.
Tornerose fik lov at trække alt det hun kunne og alt det jeg turde på de våde veje og 19:25 stod jeg så foran Heißer Brocken, det wellness-bad som jeg har besøgt så mange gange før. Og det var altså forestillingen om at plaske rundt i varmt vand og sidde i sauna, der trak mig hele vejen. Og på sin vis var det det hele værd - omend jeg nu ligger i teltet med halvvådt tøj og visheden om at morgendagen skal blive temmelig kold - og nok også våd! 🙄
Nå, jeg vil sove på hvad jeg vælger i morgen. Måske at søge ly hos venner?

billeder

8/6 - 10.36

Km: 13241 - Hygind

Det italienske sprog har en meget maskulin klang - lidt som arabisk og i modsætning til fx fransk som nærmere er feminint i udtrykket, og når de italienske kvinder taler får det for mig en lidt sexet klang. Jeg har altid været lidt fascineret af piger som er stærke, modige og som kaster sig ud i de samme lege som drenge, men som stadig bibeholder deres feminine sider. Den slags piger kan man nemlig have det sjovest med og samtidig har man noget smukt at kigge på, som er i kontrast til eget køn.
Tornerose og jeg har haft nogle virkelig gode dage sammen - især dagene efter træffet på hjemturen. Der har været strækninger hvor acceleration og højhastighedssving har præget kørslen og jeg nyder hvordan hun brøler nærmest maskulint, når der rigtig bliver givet gas. Og der har været dage med små krøllede veje, hvor hun har ført mig gennem på skønneste vis.
Nu var jeg jo ude at prøve den Seiemmezzo i lørdags og det var lidt en fesen oplevelse ved siden af, så da jeg igen kom over på Tornerose var der stort smil på læben, for jeg er vild med den måde motoren reagerer på. Brutalt lyder nok voldsomt med sådan en lille motor, men antydningen af det er der altså. Hun er en stærk lille sag, hende Tornerose. Og så elegant og smukt hun tager svingene er der få der kan gøre, så det er som en dans med den bedste partner man kan finde.
Jeg kan også til stadighed fascineres af hvordan en snart 50 år gammel motorcykel kan følge med de helt nye. Selvfølgelig møder jeg ind i mellem meget dygtige kørere på moderne maskiner og selvfølgelig har deres cykler langt flere kræfter, så det sker jo at jeg får baghjul, men langt de fleste kan jeg følge med når der er krøl på vejene. Og Tornerose er mere modig og kan meget mere end jeg kan og tør. Der er nok 25% mere at hente, så hun har stadig meget at byde på og at lære mig.

Nå, jeg skal jo have færdiggjort denne beretning 😄
Jeg vågnede efter en meget kold og våd nat. Jeg sov med alt tøjet på, sågar hue og handsker og frøs alligevel! Det våde tøj hjalp selvfølgelig heller ikke på sagerne, men i det mindste havde min begrænsede kropsvarme tørret det en smule i løbet af natten.
Første gang jeg vågnede var kl fem om morgenen - og jeg overvejede om jeg skulle køre allerede der, for i forhold til vejrudsigterne kunne det give mening, for der var to vinduer hvor jeg måske kunne undgå regn. Jeg valgte dog det senere og fik sovet et par timer mere. Her kunne jeg så vågne op til solskin - meget mod hvad udsigterne havde sagt, så jeg så frem til køreturen, for måske kunne den alligevel byde på lidt varme.
Kl otte sad jeg på cyklen med retning mod nord. Jeg havde lidt i tankerne at jeg kunne tage et mellemstop i Bardowick hos Stefan, men kender mig selv nok til at vide at jeg nok bare ville fortsætte hele vejen hjem. Problemet var dog at regn nærmest var uundgåeligt i Danmark.
Men vejene blev nydt i solskinnet. Det sidste stykke i Harzen var på kendte veje, hvor der kunne køres lidt ræs. Ude af området tog jeg lidt motorvej indtil jeg kom til et område jeg ikke har kørt i før. Her drejede jeg af og kom ind på et militært område, hvor der var en meget fascinerende vej. Den var tosporet, men bred som en motorvej, asfalten perfekt og jeg var den eneste på den! Den løb et godt stykke langs motorvejen og snoede sig af og til med store bløde sving. En ti kilometer måtte jeg køre på den og så var der en spærring for offentligheden. Jeg havde mange bud på hvad den var til for, men ikke noget gav rigtig mening . Men fed var den at køre på.
Ad landeveje gik det så til Hamborg. Beslutningen var taget om at køre hele vejen hjem - så skidt med at jeg skulle blive våd op gennem Danmark.
I Hamborg var inde i Louis’ loppemarked, men fandt ikke rigtig noget af interesse. Jeg har ellers før fundet en hjelm, flere kædekit og det ene blinklys som Tornerose nu har, fandt jeg også der til en meget god pris (de er ellers hundedyre).
Igen blev ladning et problem. Jeg tror mit stik havde fået vand i nattens løb, så min telefon var nu uden strøm. Det gjorde nu ikke så meget, for jeg havde besluttet at køre motorvej fra Hamborg. Og igen viste Tornerose hvad hun kunne. Jeg synes det er evigt fascinerende at de to stykker metal; cylinder og stempel gnider sig op og ned af hinanden hundrede gange i sekundet, og jeg sender ofte en tanke til Lambertini og priser hans lille mesterværk af en motor.
Ved første afkørsel til Flensborg kom regnen. Jeg kørte så af ved Scandinavian Park, holdt under broen og tjekkede vejrudsigten, men regnen ville blive ved længe og mere nord på kunne jeg ramme lidt tørvejr. Jeg overvejede også om jeg skulle handle lidt, men måtte tænke på det Niels flere gange har sagt om det at starte i regn. Man kan leve med at det kommer efter bare hundrede meter, men at starte i det er bare noget pis. Og jeg kunne da heller ikke overskue at skulle stå af og så starte ud igen i regnvejr, så jeg kørte op på motorvejen igen og fortsatte hele vejen hjem.
4000 km blev det til. Den korteste tur nogensinde. Det var nærmest kun et weekendophold, men det væsentligste var netop den weekend. Inden jeg tog afsted havde jeg overvejelser om at blive hjemme, for jeg har så mange ting der skal ordnes herhjemme og jer orkede det næsten ikke. Men jeg kunne ikke bære ikke at skulle se flokken dernede. Jeg er da også dybt taknemmelig for at jeg alligevel tog afsted, for endnu en gang fik jeg en særlig oplevelse med hjem - selvsagt denne gang med køkkenpersonalet. Men i det hele taget er mødet med de vanlige så meget balsam for sjælen, så jeg kan leve højt på det længe.
Om et par dage smider jeg billeder op og laver måske en vanlig afrunding.

billeder