Morinitour 2021, "den rigtige"

Så står den endelig på Morinitour igen. Denne gang skulle det gerne blive en rigtig en - altså hvor jeg er afsted lidt længe og får kørt nogle kilometer. Det er jo ikke blevet til synderlig mange de sidste par år.
Planen var at jeg sidste år skulle til Sicilien igen. Men det blev der sat en stopper for med alle de restriktioner vi skulle affinde os med - og ikke mindst i den forbindelse et ødelagt humør, som gjorde at der ingen udlængsel var.
I min toårsplan var så, at jeg i år skulle den sædvanlige tur i forsommeren: til det italienske Morinitræf og så det tyske på hjemvejen. Desuden var det også planlagt at jeg skulle til Moto Guzzis 100 års jubilæumstræf I Mandello her i september og så køre endnu en længere tur i Italien. Jeg kender en del som havde planlagt at skulle til Guzzitræffet og jeg havde glædet mig til en stor fest i lidt andre omgivelser end de kendte, sammen med mine tyske, danske og italienske venner og bekendte!
Det tyske Morinitræf blev, som jeg sidst berettede om, udskudt og det italienske Morinitræf blev aflyst, men der var dog snak om et efterårstræf i stedet, og jeg gjorde hvad jeg kunne for at få formanden for den italienske Moriniklub til at lægge det weekenden efter Guzzitræffet. Men nu ser det ud til at det ikke en gang bliver i denne måned - og oven i er også Guzzitræffet aflyst!!!
Så alle mine planer for de sidste to år har myndighederne skudt i sænk. Men jeg vil altså afsted på en eller anden måde. Det er et enormt savn, så nu kører jeg.
Og heldigvis begynder turen med noget velkendt - noget vi trods alle genvordigheder har kunne regne med, noget jeg under alle omstændigheder havde taget til; det jeg plejer at betegne som sæsonafslutningen, nemlig træf hos Kersten, officielt kendt som 'Grillen in der USA' (USA=Unser Schönes Ammerland).
Hvad turen så ellers kommer til at byde på er endnu ikke planlagt. Jeg behøver vel næppe at gentage, at jeg har været presset på tid og stressniveuet ikke har været mindre, trods alle intentioner om at lave om på det, så jeg har ikke haft tid til at planlægge det store. Jeg savner Italien - jeg har som sagt et hængeparti fra sidste år, så det har været i tankerne. Jeg har skrevet nogle forskellige destinationer ned, når jeg tilfældigvis har hørt om dem, så lidt har jeg da at køre i retning af, men nu får vi se - måske bliver det noget helt andet.

---

2/9 - 10.45

Km: 80416 - Hygind

Som man kan se bliver turen med Tornerose. Indtil i mandags var det usikkert om jeg ville køre på Rødhætte i stedet. I min store kuldsejlede plan lå det at jeg skulle køre på Rødhætte til Italiensk og tysk Morinitræf i forsommeren og Tornerose skulle så køre til Guzzitræffet nu i september. Med den korte tur til det tyske træf, synes jeg egentlig at Rødhætte godt måtte få lidt flere kilometer i år og så er det bare en dejlig maskine - sådan helt ny, lækker og uproblematisk.
Men jeg synes så alligevel ikke at Tornerose skulle snydes for en tur i år. Ikke mindst også fordi jeg har jeg fået lavet en væsentlig ting som jeg har haft syltet i ufattelig mange år. I årevis har jeg nemlig kørt rundt med den "reservemotor" som jeg stykkede sammen; som var meningen reelt skulle være en reservemotor og umiddelbart kun lige skulle bruges indtil jeg fik Torneroses egen motor ordnet. Denne skulle nemlig have den helt store renovering, men det projekt har jeg så ikke fået virkeliggjort før en gang her i foråret. - Nu kunne det måske være ligemeget hvilken motor der sidder i, men det der er ved den motor er at den har istemplet nummer som matcher stelnummeret - det er ikke alle motorer der har nummer, så det synes jeg er lidt særligt og ville gerne have det igen.
Nu er motoren altså lavet og kommet i og jeg vil da gerne prøve at køre en længere tur med den.
Endnu et argument for at tage Tornerose på langtur er, at hun har kørt 180.000 km og jeg har selvsagt et mål om at runde 200.000. Det bliver naturlivis ikke på denne tur, men jeg kommer da nærmere på den måde.

Billeder undervejs er som altid ikke noget jeg kommer til at gøre det store i. Når jeg kommer hjem, kommer de på. Så indtil videre kun den tørre tekst, men inden jeg kører dog alligevel lige et par af den smukke Tornerose:

3/9 - 08.56

Km: 80864 - Rastede

Dagen begyndte egentlig aftenen før. Jeg har været temmelig sløj og det har givet meget urolig søvn de sidste par nætter. Det er nok lidt repetitivt at snakke om søvnproblemer, men det korte af det lange er at jeg var nødt til at sove længe - eller rettere blive i sengen så længe som muligt i forhåbning om at jeg fik nok hvile. Og det gjorde da også at jeg følte mig nogenlunde frisk da jeg endelig stod op.
Planen var ellers at komme tidligt afsted, fordi jeg alt for mange gange er kommet så sent afsted at jeg har døjet med at blive blændet af den den nedgående sol hele vejen til Rastede. Jeg forsøgte altså at få så megen hvile så muligt og “heldigvis” bød vejrudsigten på overskyet vejr, så det hjalp jo på tingene.

Den sene afgang betød også at jeg lige kunne nå at tage imod to pakker der kom med UPS: dels nogle lejer til Fantic’en og dels, trommehvirvel, en pakke fra Italien med nogle særlige Morinidele. I årevis har jeg ledt efter en variatorrem til Dollaro’en og for et par uger siden var der en italiener der på facebook slog op, at han havde nogle Dollaro-dele til salg - herimellem var der en rem. Jeg skrev til ham og det endte med at jeg købte alle de dele han havde. Og pakken kom altså i dag - og der var ikke mindre end fire remme med, så nu skulle der være chance for at få den ud at køre igen.

Nåmenaltså, lidt før middag kom jeg afsted. Denne sommer har man jo skulle være taknemmelig for ikke-dårligt vejr, så jeg glædede mig over ingen regn og vind.

Til gengæld er jeg ikke helt tilfreds med den motor. Den vibrerer alt for meget. Jeg synes ellers jeg har gjort hvad jeg kunne for at afbalancere og jeg har valgt den bedste indmad jeg havde liggende, hvilket var fra en Dart-motor. Noget jeg har fundet ud af med de senere motorer er at gearskiftet ikke altid fungerer optimalt. Det er også tilfældet her. Løsningen er tilsyneladende at indstille det lidt “skævt”. Det har jeg selvfølgelig først erfaret efter jeg samlede denne motor, så jeg har indstillet som foreskrevet i manualen - så jeg bliver nødt til at skille den ad igen 🙄 Lige nu må jeg så leve med at den nogle gange springer over og ud af gear ved skift opad.

Ved Elbe-færgen kunne jeg glæde mig over halvanden times kø - som jeg bare kunne køre lige forbi og så om bord. Og at der ikke var mundbind i brug på dækket var også glædeligt! Det sidste har jeg gruet for og næsten været en grund til at blive hjemme.

Jeg ankom ved femtiden - ingen tilstede! Slog mit telt op og ville så køre ud for at spise og købe lidt ind til senere, men så kom Kersten. Der blev så ordnet lidt småting til træffet og vi blev enige om at køre de små 7 km ind til byen for at spise - på cykel. Kersten har en lille samling gamle spændende cykler og jeg fik lov at vælge selv. Det blev en “Sparta” minicykel. Meget fin sag.

Restauranten er ejet af indere og maden vi bestilte også indisk - selvom de serverede mad fra alle mulige verdensdele. Servitricen var en net lille pige af samme herkomst og i autentisk tøj og med den rette accent. Fint sted! Santa Lucia hedder det - af alle navne?
Mens vi ventede på maden så Kersten Stefan komme kørende forbi. Stefan kørte lidt rundt og holdt så ved et lyskryds. Kersten løb derhen og fik fat i ham, så nu blev vi tre i selskabet!
Nå, lang smøre. Jeg må hellere gøre det lidt kortere. Vi kørte altså hjem da vi havde spist den lækre mad. Stefan på sin Scrambler og Kersten og mig en sjov og spændende tur på cykler i mørket.
Hjemme gik der snak i den og vi fik også skruet lidt på Kerstens Morini. Den var gået ud for ham på vej til det tyske træf og ville ikke starte igen. Vi skruede “overfladisk”, men fandt ikke fejlen. Holger blev sms’et at han skulle tage stetoskop med, så vi kan kigge ind i motoren i dag.
Ved midnat gik vi i seng. Jeg har sovet godt, Niels! (intern) 😄. Har også valgt ydersæsonsoveposen, så har haft det varmt og blødt.
I dag kører Stefan og jeg nok en lille tur. Nu ser vi…

4/9 - 18.07

Km: 81195 - Rastede

I går morges var vi tre lidt matte, men efter lidt morgenmad var Stefan og jeg klar til at køre en tur. Kersten havde foreslået at køre til Norden (hedder byen). Der er en gammel mølle hvori en samler har udstillet sine motorcykler fra 70’erne. Ruten blev lagt så vi skulle køre langs kysten derop og så tværs over hjem. Stefan viste vej og lagde et rask tempo fra start, og Tornerose fik lov at bestille hvad hun kunne.
Efter en 120 kilometers kørsel i overhalingssporet ankom vi til møllen og ringede så til telefonnummeret man skulle ringe til for at komme ind - bare for at få at vide at udstillingen var lukket pga af - ja hvad: Corona! 😡
Nå, Stefan gav en is og derefter vendte vi næsen hjemad. Denne gang mig forrest, med TomTom’en for at undgå byer og trafik. Det blev lidt af de “alternative” veje, de har i området: flisebelagt, to betonspor, og lidt grusveje, men Stefan var med på det og vi kunne køre næsten uden at møde trafik.

Tilbage var der nye ankommet og på vanlig vis blev der snakket og grint. Jeg og et par stykker fortsatte med Kerstens Morini. Han havde en anden motor, hvor cylindre og stempler var slidt, men ellers god, så det endte med at planen blev at sætte cylindre og stempler fra den nu defekte motor på den og så få den i stellet. Vi nåede halvvejs, så gad vi ikke mere, men fik dog konstateret hvad problemet med den “nye” motor var: plejllejerne havde sat sig. Alle har undret sig og ingen har et rigtigt bud på hvorfor - især efter 2000 km. Normalt ville sådan noget ske umiddelbart efter ibrugtagning. Jeg har lovet at tjekke den igennem igen og få det lavet.

I morges stod jeg sent op, og gik egentlig med det samme i gang med at skrue videre på motoren. Lidt før middag var den ved fælles hjælp monteret og startet. Den lyder fint og Kersten så tilfreds ud.

Derefter var der den sædvanlige udflugt til Dangast. Vejret var fint og turen gik glidende og uproblematisk. Ved Dangast fik vi de vanlige “fischbrötchen” og så ellers tilbage igen - også som vanligt med fuld gas det sidste stykke.
Nu har vi fået kage og der er lidt roligt i lejren. Senere kommer der gang i grillen. Jeg sidder og overvejer planen for videre rejse i morgen. Jeg har et dilemma - overvejer om jeg skal slå plat og krone om det bliver det ene eller andet. Men mere om det i morgen…

5/9 - 19.06

Km: 81699 - Balgarhoeke

Aftenen i går sluttede selvfølgelig i festligt lag. Jeg fik sågar danset og kom først i seng ved totiden. Jeg var lidt spændt på hvordan morgenen ville se ud, for jeg mente at vi skulle prøve af alle flaskerne med hjemmelavet likør og vodka, men jeg vågnede altså relativ frisk. Fik så lidt morgenmad og snakkede lidt. Som vanligt gad ingen køre hjem, men der var heller ikke så meget mere at snakke om, så lidt før middag gik jeg rundt og sagde farvel til alle og kørte så afsted.
Jeg valgte i første omgang en hurtig rute fordi jeg gerne ville nå et godt stykke, og samtidig er jeg altid lidt træt i hovedet efter sådan et træf, så det skal helst ikke være for udfordrende kørsel.
Efter første tankning blev vejret dejlig varmt - næsten for varmt til alt det tøj jeg har på, men jeg nød nu varmen.
Jeg kørte en del motorvej, men også lidt små veje med langsom kørsel. Fx kom jeg, lige før anden grænse jeg kørte over, gennem en lille by hvor hovedgaden var fyldt med mennesker. Der var tydeligvis en form for byfest. Et band spillede “Heros” af David Bowie på fuld udblæsning og på altanerne sad masser af unge mennesker og nød det hele. Og ikke et mundbind i sigte. Det var dejligt at opleve.

Nu skrev jeg “anden grænse”. Første var Nederlandene og anden grænse var Flandern. Og hvad filan laver jeg på de kanter? Jo, det hænger sammen med mit dilemma og udfaldet af det.
Dilemmaet diskuterede jeg med flere hen over weekenden og på den måde blev jeg guidet frem til at tage en beslutning mellem de to muligheder. Så det blev altså ikke nødvendigt at slå plat og krone mellem dem:
Den ene mulighed: Den oprindelige plan: at køre til Italien, til varme og til det jeg savner - desuden lejlighed for mødes med Niels som skal til Benellitræf i Pesaro.
Den anden mulighed: for ikke så længe siden så jeg at englænderne afholder Morinitræf i næste weekend. I årevis har jeg ville besøge dem, men det har bare altid passet dårligt i forhold til mine planer. Og jeg har også i årevis gerne ville køre lidt rundt i England. Hele ideen om at køre derover er altså ret ny og jeg har egentlig kun haft det i hovedet som en sjov lille tanke. Men…jeg tror ikke jeg nogensinde får det engelske træf serveret på et større og nemmere gribeligt sølvfad end nu, så som man måske kan regne ud på min position, er det altså blevet til at jeg i stedet for Italien kører til England!
Lige nu holder jeg tankepause og så skal jeg finde et sted at sove. Jeg har kørt godt til og en af grundene til at jeg har valgt en hurtig rute er selvfølgelig for at have så meget tid som muligt på den britiske ø.
I morgen tidlig skal jeg med færgen fra Dunkirk og så skal jeg jo til at køre i den anden side af vejen. Det gruer jeg lidt for, men jeg må jo tage den med ro i starten.

6/9 - 13.15

Km: 81916 - the good vessel Isle of Inishmore

Med “kun” fem timers forsinkelse er jeg endelig om bord på færgen til England.
Jeg vågnede i den majsmark jeg havde fundet til overnatning. Havde sat vækkeuret til 5:30, så skulle jeg være i god tid til afgang kl 8:00. Jeg skulle jo bare pakke, køre 50 km og så købe en billet. Jeg havde, inden jeg lagde mig til at sove, forsøgt online, men forbindelse var for dårlig til at jeg kunne komme til at betale. Men jeg tænkte at det ikke var noget problem at købe den i skranken - så mange motorcykler kunne der jo ikke nå at komme i løbet af natten. Afgangen kl 8 blev selvfølgelig valgt fordi det var den billigste.
På vanlig hvor-svært-kan-det-være-det-skal-nok-gå-altsammen-manér kørte jeg altså halv otte hen til billetsalget for at købe en billet. “Ikke noget problem” sagde manden på fransk accentueret engelsk. Har du papirerne i orden. “Jaja, jeg er fuldt vaccineret og det hele”. “Non non, du skal have en test inden afgang og udfylde de engelske myndigheders online-skema”.
Her begyndte bondefangeriet så -
Jeg kørte til den anviste by og teststed og fik så lavet en test: 25€. Da jeg var færdig kunne jeg jo passende igen prøve at bestille billet. De næste afgange var selvfølgelig dobbelt så dyre, så jeg google og fandt Irish Ferries, som 12:45 havde en afgang som sågar var billigere end den oprindelige - det var så i Calais, så jeg skulle køre lidt længere, men ok, jeg var jo nu i god tid, og jeg kunne passende turiste den lidt. Så jeg var nede på en strand der var større end Rømøs og var turist med Morini i Calais - egentlig en spændende by.
Et par timer før afgang tjekkede jeg lige hvor jeg skulle køre ombord, for det var en lidt kompliceret affære. Men jeg fandt det og købte så en cola og satte mig lidt ved byens havn og bare kiggede…Man kunne så også lige udfylde det online-skema, nu nettet virkede igen. En masse info blev mig afkrævet og så nåede jeg til et punkt: Angiv din “2. dags test reference”. Hvad??? Flere oplysninger blev søgt. Og man skal så tage endnu en test på anden dagen efter ankomst! De engelske myndigheder opgav så en masse steder hvor de tilbød den slags og hvor man kunne købe selvtest-kits, men man skulle selv sørge for at finde det. Første sted blev valgt, for der stod fra 20£ - det var da ok - indtil man kom ind på hjemmesiden, så var prisen pludselig 55£. Jeg var lige ved at opgive det hele og bare køre til Italien i stedet. Det var simpelthen for åndssvagt og efterhånden lidt vel mange penge. Men jeg havde jo allerede givet 24+45€ - så ville det jo være spildt - og jeg var jo også begyndt at glæde mig til turen i England.
Jeg ledte videre efter et alternativ, men fandt ikke noget billigere. Men jeg fandt i det mindste et sted hvor man kunne hente det selv og ikke skulle have det sendt. Kl var nu 12:15. Så jeg begyndte at bestillle - for at finde ud af at nettet var ufattelig langsomt og at jeg alligevel skulle angive en adresse, hvor jeg kunne få det sendt til i fald alting glippede. Jeg angav træf-campingpladsens adresse - hvilket også var noget langsommeligt bøvl og nåede endelig frem til betaling. Efter at have trykket betal gik nettet i stå, så jeg anede ikke om der var købt noget eller ej.
12:30 kører jeg så alligevel hen til indtjekning. Først gennem fransk paskontrol, så gennem britisk, hvor en flink mand spurgte mig ud om Morinien, og så til en meget smuk ung pige som stod for indtjekning. Jeg gav hende de papirer jeg havde og forsøgte at spille dum for resten, men hun insisterede på at få kvittering for den myndighedsformular - som jeg ikke havde udfyldt det sidste af, fordi jeg jo ikke havde kvittering for testen. Giv mig din telefon og lad mig se dine mails, sagde hun, og hun rodede så min mails igennem, fandt kvittering for testen, som så lige måtte være kommet ind og udfyldte så resten af skemaet. Værsgo, sagde hun, og skynd dig for færgen sejler nu!!!
Det skal nok gå altsammen 😂

6/9 - 22.12

Km: 82181 - Tyttenhanger

Jeg var første mand som fik lov at køre fra borde. Jeg havde ellers håbet at en lastbil ville køre forrest, så jeg stille og roligt kunne blive ledt ind i det hele. Men det første man bliver konfronteret med er en rundkørsel!! ‘This is soooo wrong’, var min første tanke og den tanke dukkede op mange gange endnu. 😆
Jeg fik mig dog stille og roligt arbejdet ind i det og blev sågar så kæk at jeg prøvede mig med overhalinger. Rundkørsler er jeg faktisk begyndt at holde af, men højresving (som jo er et spejlvendt “kontinentalt” venstresving) er stadig for mærkeligt.
Ruten blev lagt op til Harwich ad snoede veje og med mellemstop i Margate. Planen var at køre langs kysten og så på et eller andet tidspunkt køre tværs over.
Margate er en by ved kysten og den lignede meget det jeg synes at vide om engelske kystbyer der forsøger at tækkes turister. Men fin var den - og jeg var lige ved at gå ud at bade nu det er så varmt, men orkede det så alligevel ikke.
London kommer man jo ikke uden om når man skal op langs østkysten, og fint at få det overstået i starten af turen. Det var jo også god træning. Jeg har vist nu prøvet alle udfordringer mht at køre i den “forkerte” side og hvor har jeg mødt megen trafik! 🥵
Jeg gider jo egentlig ikke storbyer og har været i London - godt nok som en meget ung knægt - kan dårligt huske det, men jeg følte ikke noget behov for at se nærmere på byen. Ruten gik også så østligt som muligt og centrum var ikke en del af den. Mens centrum nærmede sig og kort før jeg skulle dreje mod nord, begyndte jeg at se mig selv stå ved Ace Café og drikke en øl - og så lige tage et billede og sende det til Morten, var også en sjov tanke. Og sådan endte det. Jeg kørte simpelthen derind - Og der syntes at være uendelig langt; caféen ligger også i det nordvestlige område og jeg kom jo fra sydøst.
Ankommet blev Morinien straks omdrejningspunkt for samtaler og da jeg havde stillet de nysgerrige tilfreds fik jeg mig en Guinness. I gårdspladsen var et tv-hold ved at lave optagelser og pludselig ser jeg hovedpersonen: Mike Brewer fra Wheeler Dealers. På caféen var der “tysker-aften” og der var masser af BMW’ere - altså biler, og en af cabrioleterne var den anden hovedrolleindehaver. Så hvis man nogensinde ser det afsnit, så hold øje med Tornerose og mig 😄
Jeg drak min øl og købte en t-shirt, så må det vel kunne gøre det. Kl skred frem og solen gik ned, så jeg måtte skynde mig videre for at finde et overnatningssted - hvilket er svært omkring så stor en by. Der er ikke mange marker eller skove man kan finde fred, men det lykkedes da endelig. Nu skal jeg bare sove alt det jeg kan. Det har været en udfordrende dag - både fysisk og mentalt, så nu skal der hviles!

7/9 - 12.33

Km: 82269 - Cambridge

Jeg har lige kørt på en vej, der helt utroligt meget minder mig om Italien. Varmen gør også sit til det. Jeg må nok erkende at det faktisk ikke er nødvendigt med lange underbukser 😆
Jeg prøvede at sove længe, men vågnede alt for tidligt. Rævesov dog efter vandladning - hvor jeg kunne nyde solen stå op i disen.
Jeg pakkede i ro og mag og grundigt, så det fyldte så lidt som muligt. Jeg har alt for meget med! Og den store sovepose gør også at der er begrænset plads. Kersten forærede mig en trøje - hvis jeg nu skulle komme til at fryse og nu har jeg jo købt en t-shirt, så der er pres på tasken - også en af grundene til at jeg stadig kører med den lange underbukser.
Ruten gik mod nord. Lige nu har jeg tanket og får jeg en cola ved en Shell kort før Cambridge. Universitetsbyen har været et af de mål jeg lige kunne komme på i skyndingen.
Turen foregik ad max snoede veje. Det har ikke været synderligt imponerende. Vejene snor sig fint nok i landskabet, men belægningen har ind til videre været meget ringe. Til tider værre end i Frankrig og af og til tæt på hvordan det er midt på Sicilien. Man skulle eller tro at en nation der har koloniseret og udbyttet det meste af verden ville have penge nok til at lave ordentlige veje, men pengene må være drukket op af aristokratiet eller brugt på tåbelige krige rundt omkring i verden. - Jeg havde sådan set glædet mig til at køre på de små snoede veje, men områderne jeg hidtil har været i, har ikke budt på det store hvad “sjovhedsgrad” angår.
Til gengæld er der masser af engelsk charme. Landsbyerne og deres små huse er meget fine. Endnu har jeg dog ikke haft følelsen af at være i et eksotisk land, men måske er det igen bare området her eller også bare fordi jeg har set så meget af England på tv. Jeg har jo set uanede mængder af krimier fra England!
Nå, videre ind for at se universitetet og ligge lidt i parken. Og så skal jeg nok have de lange underhylere af 😄

7/9 - 22.30

Km: 82546 - Bidford-On-Avon

Jeg fik aldrig de lange ynderhylere af. Ej heller den tykke trøje jeg kører rundt med. Jeg kunne ikke overskue at skulle pakke det væk, så jeg har haft det megavarmt hele dagen…men jeg kan jo lide det og jeg skal have suget noget varme til mig inden vinter.
Jeg glemte helt at skrive at jeg på vejen, lidt syd for Cambridge, var inde for at hente den 2. dags-test jeg havde bestilt. At det lige lå på vejen og ikke på grænsen til Skotland, ville jeg ønske jeg kunne sige var god planlægning. I virkeligheden var det meget mere held end forstand. Jeg havde egentlig tænkt at jeg i sidste ende kunne tage den på træfcampingpladsen, og jeg havde belejligt kludret i datoerne da jeg udfyldte skemaet, så det godt kunne passe. Men det lå lige på vejen, fandt jeg ud af, så jeg var inde på Chesterford Research Park for at få den. Lavede den så med det samme: svabe i begge sider af svælget (opkastningsfornemmelse x2) og køre rundt i næsehulen gennem begge næsebor (nysefornemmelse og vand i øjnene x2) - men de fleste kender det sikkert, fordi man mere eller mindre har været tvunget ud i det. Jeg fik den afleveret med det samme og udfyldt endnu et skema. Så har jeg da ryggen nogenlunde fri.
Skørt system i øvrigt - man forlader sig på at folk tager en korrekt test på sig selv! 🙄

Nå, tilbage til Cambridge: jeg fik set byen på vanlig turist-med-Morini-manér og ligget lidt i en park, hvor jeg kiggede på skolebørn spille rugby. Fin sport! Egenlig ville jeg også have set universitetets botaniske have, men jeg synes det var lidt dyrt at komme ind. Jeg er jo forkælet med at vores egne er gratis.
Næste mål blev sat: Leicester. I den nordlige del ligger der en motorcykel-mekaniker, som hedder Lusso Veloce. For få år siden hed den North Leicester Motorcycles og var det vigtigste sted i Nordeuropa at få Morini-dele fra. Jeg har selvfølgelig gerne ville besøge dem ved given lejlighed og selvom det nu ikke længere er stedET, ville jeg alligevel gerne derop.
Ruten blev lagt ad snoede veje på laveste niveau, så mellemniveau og til sidst med max snoede veje. Intet af der var en succes. Enten kom jeg på store motorvejslignede landeveje eller på små veje af den slags jeg gene vil køre på - bare med utrolig dårlig asfalt. Så det var faktisk et valg mellem pest eller kolera.
Jeg skal dog lige gøre reklame for Huntingdon, som jeg kom gennem. Meget flot område, så er man på de kanter…
Efter en følt uendelig rystetur ankom jeg alligevel endelig. Jeg fik snakket med indehaveren og fik endnu en gang historien, hvordan det gik til at forretningen ændrede karakter: Hans far Stuart, som jeg har skrevet sammen med mange gange, gik på pension. Sønnen (har glemt hans navn) overtog forretningen, men valgte at sælge Morini-reservedelene fra til Mdina, fordi det ellers blev for uoverskueligt. Og nu koncentrerer han sig kun om at lave motorcykler. Og sikke nogle. Det var virkelig high end top class! Og hans arbejde utrolig flot.
Vi snakkede lidt løst og fast og jeg fik en NLM-kasket foræret - hvilket jo ikke gør mine pladsproblemer mindre 😄 - Jeg spurgte også efter om han eventuelt skulle have Morini-dele liggende, men han havde ikke noget af det jeg skulle bruge.
Ved afsked gav han mig tips til mine videre færd, efter at have hørt hvilken retning jeg skulle. Han sagde så også at det var en dejlig tur med gode veje. Jeg tænkte godt nok at det sikkert ville blive det samme lort som hidtil, men det var rent faktisk gode veje, hvor man kunne have det sjovt. Og det var sådan set de første på hele turen!
Første stop var Warrick, hvor han mente jeg skulle se slottet. Det gjorde jeg så, men kun udefra. Der var open air biograf om aftenen og det havde jeg nu ikke tænkt at betale for. Som vanligt kørte jeg rundt i byen på må og få og det er en meget flot by. Så endnu er mål, hvis man er på de kanter.
Næste stop, kort derfra: Stratford-Upon-Avon, hvor jeg selvfølgelig skulle se Shakespeares fødehjem. Og selvfølgelig skulle Tornerose foreviges foran huset - så godt jeg nu kunne i forhold til at det ligger i en gågade. - Og hvad har Tornerose så med Shakespeare at gøre??? Ja, det er sikkert kun mig der kan se det, men sådan er forklaringen: vi er i det litterære univers - ældgammel fiktion: (Min) Tornerose hedder jo sådan fordi hun, før hun kom i mine hænder, havde sovet i en kælder i 14 år. Jeg købte hende i Helsingør. I Helsingør slot udspiller sig det meste af historien om Hamlet, som jo er skrevet af Shakespeare! 😄
Da fotoopstillingen blev klaret, fik jeg mig en sandwich. Briterne er vist virkelig ikke ret gode til det med mad! - Det er i øvrigt det første “rigtige mad” jeg får at spise siden søndagens morgenmad. En 3-4 colaer, en Guinness og et par stykker chokolade er det blevet til, men jeg har simpelthen ikke været sulten før nu, men jeg åd også som var jeg betalt for det i weekenden hos Kersten!
Jeg kørte lidt væk fra byen og fandt en majsmark, hvor lågen til marken var åben. Jeg slog telt op og det begyndte at blive mørkt. På et tispunkt kom en bil kørende på den anden side af et hegn jeg ligger bagved. Det var tydeligvis bondemanden, for han kørte ud af marken og låste lågen! 😧 - Jeg har dog været oppe og gå langs hegnet og fundet et hul hvor Tornerose og jeg kan komme igennem i morgen. Det ville ellers være kønt at være låst inde på en mark 😆

Nok for i dag. Jeg skal huske at fortælle om Morinien. Det må jeg se om jeg kan huske i morgen. Åhja, morgen - Morgan. Jeg skal ind og se Morgan-fabrikken i morgen. Det har stået meget højt på min ønskeliste for steder jeg gerne vil se, så det glæder jeg mig til.

Så, NU er det godnat! 😴

8/9 - 20.30

Km: 82730 - Cassington

På turen i dag har jeg tænkt: “de skyer der må da varsle regn” og for et øjeblik siden: “hvor længe mon jeg kan blive ved med at være så heldig med vejret”. Teltet lige slået op og regnen begyndte!

I dag har jeg tilbragt det meste af dagen med det bedre borgerskab, de priviligerede og de rige. Jeg kan ikke undsige mig en vis misundelse; det virker som et let og smertefrit liv, og for en stor del er det nok også tilfældet. Selvfølgelig er der nogle der har kæmpet sig til det, og hatten af for det, hvis det er sket uden udbytning! Men jeg synes også mit liv har været en uendelig kamp, og der synes ikke at være nogen ende på det.
Nå, jeg sad på en restaurant og hengav mig i selvmedlidenhed lidt for længe, så jeg kom lidt sent afsted for at finde et overnatningssted. Kl otte er det allerede mørkt, så det er meget svært at finde noget. Men jeg har fundet en pløjet mark - og det er fint nok til sådan en samfundsnasser som mig!

Jeg skulle jo skrive lidt om Morinien: som nævnt vibrerer den ret meget - ja, og de lorteveje her gør det jo heller ikke bedre. Det har resulteret i tre tabte ting:
En skrue til udstødningsskjoldet - allerede inden jeg nåede Kersten (også lorteveje). Fik en ny hos ham.
En tabt fingerskrue til sidedækslet på udflugten med Stefan - havde selv en almindelig skrue med som nu holder dækslet.
Et tabt 3 1/2 skilt fra sidedækslet på vej gennem London. Morinien ser så nedslidt ud uden, så jeg købte et klistermærke ved Ace Café, som erstatning til jeg kommer hjem.
Min gamle “fjende” ladeproblematikken er vendt tilbage. Stikket jeg har monteret ved styret er defekt, så jeg må nu bruge reservestikket som er monteret bag ved sidedækslet, hvilket betyder lang ledning og bøvl.
I dag ville jeg stille ventiler, for den er begyndt at klapre lidt vel meget. Finder et dejligt sted ved en flod, hvor der var mange mennesker som nød mulighederne som stedet tilbød. Der var solbadere, picnicer, flodbåde, svømmere, kajakroere og de tosser der har kastet sig ud i den nye dille paddleboard. Der holdt også en isbil og jeg fik mig en hvid Magnum. - Nå, men jeg skulle jo til det. Får taget ventildækslerne af og begynder. Ved første ventil taber jeg mit lille værktøj til stilleskruerne ned i stødstangskanalen!!! Et kort sekund var jeg fuldstændig opgivende. Hvad fa’en skulle jeg gøre? Men jeg fik pillet stødstangen ud og fisket værktøjet op med et stykke wire som jeg bøjede en krog på i enden. Jeg har ganske få reservedele med - ja, egentlig kun til at reparere kabler og det kunne så bruges her.
Situationen reddet og ventilerne stillet!
Bortset fra det og de nævnte ting, så går den nu fint. Og frøkenen høster stadig beundring hver eneste dag. Jeg har ikke skrevet om det, fordi det nok bliver lidt trivielt, men i snit ti gange om dagen må jeg svare på spørgsmål. Der er folk der dytter og giver tommelfinger op og idag var der en kvinde i en bil som råbte “nice bike” tværs over gaden i forbifarten. - Så er det jo svært at være sur på Tornerose, selvom jeg irriteres af de nævnte problemer.
Dagens videre forløb må vente til i morgen. Jeg er træt og desuden passer det bedre at det kommer på i morgen. Det giver måske mening - i morgen 😄
Regnen er stilnet af, men den bliver vist ved lidt endnu. For min skyld gerne hele natten, så vi kan få det overstået. Bare den stopper i morgen.

9/9- 08.00

Km: 82730 - Cassington

Hej Marianne - tillykke med fødselsdagen! 🇩🇰

Ja, det plejer jo at være min far der får sådan en hilsen, når jeg er afsted i juni, men i dag er det altså min storesøsters fødselsdag.

9/9 - 08.15

Km: 82730 - Cassington

Turen i går: Om morgenen listede jeg mig gennem hegnet og kørte afsted. Det så faktisk ud som om jeg var lidt sent på den så den fik godt med gas. Vejene var egentlig gode, så det gik fint og også med en vis sjovhedsgrad. Nogle steder måtte jeg dog køre op langs bilrækkerne når der var kø. Ja, så modig er jeg blevet 😉 - Jeg spekulerede i starten om det var “frowned upon” eller direkte “an offense”, men efterhånden har jeg set mange motorcyklister gøre det, så det lader til at være accepteret.
20 minutter i 10 ankom jeg, så i god tid. Der var rundvisninger hvert tyvende minut, så jeg var spændt på om det var al den tid man fik.
Jeg blev bedt om at vente i kantinen og måtte vente en hel time før der skete noget. I mellemtiden kunne man gå rundt i shoppen og udstillingen.
Kl 11 startede rundvisningen så - med at se en video på 9 minutter, og jeg tænkte straks, åh nej, så bliver det en kort affære i fabrikken, men i videoen blev der sagt at rundvisningen tog halvanden time.
Det var en meget grundig rundvisning og man havde følelsen af at der var uendelig meget tid og at alle spørgsmål kunne stilles og besvares.
Morgan er jo den ældste fabrik som bygger biler i hånden og på træskellet. Så det var især håndværket der interesserede mig. Selve bilenerne er meget flotte, men egentlig er det ikke det som jeg synes er spændende. Det er altså den måde de bygges på. Som sagt har det stået højt på listen over seværdigheder og jeg har, hvis jeg nogensinde kom til England, haft det som “must see”. Så fedt at der kunne lade sig gøre.

Næste destination var Oxford.
Undervejs dog den lille ventilindstillingsepisode.
Universitet var selvfølgelig noget jeg gerne ville se. Nu har jeg set det i så mange film og tv-serier, så jeg synes det kunne være sjovt at se live.
Min storesøster og svoger har holdt jul i byen og de var meget begejstrede for det, så jeg skrev en sms til hende og spurgte efter den mest ikoniske pub. Jeg fik så en hel liste over steder at se og det lykkedes mig at vinge noget af det af. Jeg begyndte med at være turist med Morini, parkerede så ved sukkenes bro og dalrede rundt i byen et par timer. Jeg begyndte med en Guinness på Turf Tavern og gik så på må og få rundt til de forskellige bygninger. Og turen sluttede altså med at jeg kørte ud og spiste på The Trout, hvor de havde indtaget julemiddagen. Jeg forsøgte altså på den måde at træde i deres fodspor.
Det er en meget hyggelig by, med virkelig god stemning, så jeg kan godt forstå at de har været glade for at være der.

I dag kører jeg mod og ind i Wales, så må vi se om jeg får ordentlig kørsel. Det har mildest talt været skuffende ind til videre…det må være min næste opgave at skrive om!

9/9 - 11.44

Km: 82818 - Tewkesbury

Jeg holder en pause ved en Morrison. Har købt brød, ost, skinke og mælk, og sidder nu og kigger på de lokale.
Jeg genovervejer min rute. Og det hænger sammen med kørslen her. Jeg er lige kommet igennem et område med noget der kunne ligne bjerge og smukt landskab, og der var da også 5 km med sjove veje. Det har givet en vis optimisme tilbage, men ellers synes jeg det har været røvkedeligt at køre i England ind til videre. Jeg bliver ved med at håbe på bedre, men det bliver ved med at være det samme. Og her er det største problem: ved 90% af alle veje jeg har kørt på, er der et to meter højt levende hegn HELE VEJEN langs vejene! Det gør to ting: at man ikke ser en skid andet end asfalt og dermed bliver det fuldstændig ligegyldigt om man kører det ene eller andet sted - øst eller vest, det kan være det samme. Det andet er, når der så endelig er lidt sving, at man ikke kan se rundt om svingene, så man aner ikke hvor meget det drejer eller hvad man kan risikere at møde af modkørende eller langsomtkørende traktorer lige rundt om hjørnet. Og så er der som sagt asfaltens kvalitet, som er virkelig ringe. Igen 90% med konstant rysten og bump - hvilket så også gør svingkørsel til noget af en udfordring, og egentlig ikke på den sjove måde.
Jeg overvejer derfor at tage direkte til træfcampingpladsen og så bare drive den af og hygge med Morinisterne til på søndag.
Planen har været at jeg fra på søndag når jeg kører fra træffet, vil følge sydkysten hele vejen til Dover, men nu må vi se…. Det har jeg i hvert fald håbet vil give lidt mere interessant kørsel. Der burde i det mindste være noget vand at kigge på.
Nu er det selvfølgelig ikke skidt det hele. De små byer man kommer igennem er virkelig smukke, det er bare som at køre igennem en lang tunnel fra den ene til den næste.
Temperaturen er faldet med 12-13 grader, dagen begyndte med kraftig tåge og nu er det bare gråvejr - hvilket selvsagt heller ikke er motiverende.
Jeg prøver dog at køre lidt videre…

9/9 - 14.20

Km: 82858 - Apple Orchard Campsite, Westbury-on-Severn GL14 1PH

Dråben der fik bægeret til at flyde over kom fra himlen: Det begyndte at regne da jeg skulle starte Morinien! Jeg tog regnbukser på, lagde ruten om til træfcampingpladsen og kørte afsted i regnen. Det var kun 35 km derfra, så en ganske kort tur. - Og endelig langt om længe kom der noget smuk natur at se på. Jeg var lige ved at ombestemme mig igen og bare fortsætte, men regnen så ud til at fortsætte.
Det med adresser er noget mærkeligt noget i England. Man får ikke et vejnavn og et nummer, men et navn på stedet, bynavn og til nøds et postnummer, og når man ikke er lokalkendt, kan det være svært at finde adresserne. Jeg måtte google for at finde stedet - efter at have kørt på den anden side af byen.
Det er en fin campingplads. Simpel, men med det essentielle og smagfuldt indrettet café.
Jeg havde været her et kvarter, så kom den første Morinikører trillende på ind pladsen. Fik snakket lidt, men har nu lagt mig i teltet og vil tage en middagslur mens det drypper på teltet. Det trænger jeg til. Skal også have vasket tøj, barberes og i bad, men først sove…

9/9 - 22.34

Km: 82882 - Westbury-on-Severn

Det var nu ikke nogen dårlig beslutning at tage hertil.
Der skal også være Vincent-træf her i weekenden (endnu et motorcykelmærke, hvis man skulle undre sig). Og nogenlunde samtidig med at jeg slog telt op, gjorde en ældre herre også - en Vincent-mand, fik jeg at vide af campingfatter.
Da jeg havde sovet middagslur gik jeg op for at få en øl i caféen. Her sad han og han bød mig til bords, og så snakkede vi en god halv times tid. Han fortalte mange spændende historier: han havde sejlet i 13 år som maskinmester og havde været på en del spændende rejser - og så blev jeg indviet lidt i Vincent-universet.
Tilbage til teltet: jeg kom til at kigge nærmere på mit bagdæk - det er helt utrolig slidt. Jeg vidste godt det var lidt brugt, men var da sikker på at det nok kunne holde turen ud. Normalt får jeg jo 12.000 km ud af et BT45, og det er jeg slet ikke i nærheden af med dette Dunlop. Det kom altså bag på mig at det var så slidt. Der har selvfølgelig også været ufattelig meget ligeud-kørsel på denne tur. Men uanset skuffer dækket mig. Det er meget fedt at køre med, men hvis det ikke holder længere - ikke så fedt!
Men altså, det er allerede nu på grænsen til uforsvarligt, så jeg skrev til Tom, som er formand for klubben, om han kunne hjælpe - evt. bare med at gammelt dæk, så jeg kan komme sikkert hjem igen. Jeg havde prøvet at google mig frem til noget i nærheden, men det er lidt svært at gennemskue hvor man lige skal henvende sig når området (og landets sæder) er lidt ukendt. Lang historie (forsøgt gjort) kort: der er blevet organiseret et helt nyt BT46 til mig, som Jem kommer med i morgen. Han har også værktøj med så jeg kan montere på stedet. BT46 er oven i købet mit førstevalg, for det har jeg gerne ville prøve af. BT46 er den “moderne” udgave af BT45. samme mønster, men med bedre gummiblanding.
- Endnu en gang må jeg gentage: Morinifællesskabet er bare noget af det bedste jeg kender til!!!

Således opmuntret kørte jeg til det nærmeste supermarked (i regnvejr) - en Lidl, for det ikke skal være løgn. Det var kun en tur på 10 km, så hurtig gjort. Her købte jeg øl til at dele ud af i morgen og lidt morgenmad til mig selv.
På vejen tilbage klarede det op og jeg kunne se landskabet. Her er virkelig meget smukt, og jeg så flere seværdigheder som jeg gerne vil kigge nærmere på i morgen. Og vejen - den var meget fed - en skam der var vådt og jeg nu skal spekulere på dækket også. Men jeg får lejlighed til at køre den igen.
Tilbage på pladsen gik jeg i bad og fik vasket tøj. Da jeg var færdig og gik mod teltet, kunne jeg se at nogle andre naboer, et par, sad ved et bord i laden, som fungerer som udestue. Manden havde jeg mødt på vejen til Lidl - de er her med en Honda med sidevogn. Jeg blev budt på noget at drikke og jeg takkede ja og satte mig hos dem. Og det gik der så de næste par timer med. De er også Vincent-folk og er også mange spændende historier at fortælle. Igen meget hyggeligt og nogle sympatiske mennesker.
Nu er det dog sengetid. Håber at vejret holder tørt i morgen, så jeg kan turiste den her i området.

10/9 - 09.48

Km: 82882 - Westbury-on-Severn

ATT (Advarsel om Teknik og Tornerose): Jeg har spekuleret lidt over hvorfor bagdækket har holdt så kort tid. Jeg var helt sikker at jeg skiftede til det inden turen sidste år. Det skulle så give en levetid på omkring 8000 km. Hvilket jo ikke er imponerende i forhold til hvad jeg plejer at få ud af Bridgestones BT45.
Jeg har dog lige kigget i mine arkiver og det viser sig at jeg skiftede dæk forrige år!!! 😯- Og så er det reelt det dobbelte de har kørt - altså 16.000 km! Bagdækket burde jeg have skiftet for et par tusind km siden, så holdbarheden er faktisk den samme som BT45. Fordækket er dog fint endnu, så det er direkte imponerende. Med andre ord: jeg kan alligevel uindskrænket anbefale dem. Jeg skrev om dem på turen i 2020 - en af de første dage.
Når jeg nu gerne vil prøve BT46, så er det fordi det er relativt billigt. Og jeg har jo egentlig været meget tilfreds med forgængeren. Som nævnt tidligere er det dog i egenskaber blevet overhalet af nyere modeller fra andre fabrikanter - og BT46 skulle altså være Bridgestones svar på tiltale. En lille (forfængeligheds)faktor mere er, at mønsteret på især fordækket ser bedre ud til sådan en klassisk maskine. Der er mit nuværende GT601 direkte grimt. 😄 “The Golden Standard” lige nu er Contis Classic Attack. De vinder alle tests, og erfaringerne jeg har hørt om, bekræfter det. De skulle også være rimelig holdbare. De er dog temmelig dyre - ca. en halv gang dyrere end BT46, og det er især derfor jeg gerne vil prøve disse, for ellers havde jeg nok valgt Classic Attack (som i øvrigt også er pæne😉).

Det er vådt og gråt og jeg er ugidelig. Jeg prøver at få noget hvile, for jeg er meget bagud med det.
Mit liggeunderlag er utæt, så jeg skal give det luft med jævne mellemrum. I nat har det passet med at skulle tisse, jeg ved ikke hvor mange gange. Det tynde øl her løber igennem - ikke lige, åbenbart, men med jævne mellemrum.
Jeg skal have fundet noget lim som jeg kan lappe med. Det er faktisk en gammel lap som er gået løs, så i det mindste ved jeg hvor hullet er. Der var intet i Lidl, men jeg må se om jeg kan finde noget i dag…jeg må hellere se at komme i gang. Jeg kan jo begynde med at gå op med mit affald og salutere containeren hvorpå der står general waste. (How I Meat Your Mother-reference 😄). Skal også se hvordan det går mit tøj, som hænger til tørre i laden.

11/9- 08.01

Km: 82972 -Westbury-on-Severn

Er vågnet på en flad madras flere gange i nat. 🙁 Jeg havde ellers været i Cinderford at købe lim og fået limet lappen på igen, men der må være et hul mere.
Men da jeg kom tilbage fra Cinderford, var Tom og Jem, med dækket, ankommet. Efter lidt snak gik jeg så i gang. Det gik smertefrit. Jem havde taget en god del værktøj med, så det kunne klares på en halv times tid.
Efter lidt mere snak, kørte jeg så til Gloucester for at hæve penge til ham. Og så var jeg i et supermarked for at købe en ledning. Det viser sig nemlig at også min reserveledning er defekt. Ikke nok med det, det lader til at mit batteri også er dårligt, hvilket vil sige at jeg kun kan lade under kørsel. Det er meget irriterende, for jeg er jo ret afhængig af min telefon på disse ture.
Men bortset fra det så var den en stor fornøjelse at få nyt dæk på. Indtil videre er jeg begejstret.
Jeg var også lidt sightseeing i Gloucester og det er også en spændende by med en flot historisk havn.
På tilbageturen var jeg i Cinderford igen for at købe mere øl og aftensmad.
Træfpladsen var nu godt fyldt op og jeg gik rundt og hilste på og snakkede med dem jeg kender. Lige ved mit telt havde to gutter, Trevor og John, slået lejr og det viste sig at være lige den slags mennesker jeg klinger med. Da Trevor mente at de bare skulle prøve at være der hele weekenden uden at indskrive sig på campingpladsen, var det mig klart at det var det rette selskab. 😄
Hen under aften fik de fleste på pub for at spise, men mine nye kammersjukker havde mad med selv, og det endte så med at vi blev på pladsen og delte den mad vi havde. Af og til kom der nogle forbi og snakken gik lystigt.
På et tidspunkt begyndte det at regne, så vi gik i laden og da vi løb tør for øl, gik vi i caféen, hvor det meste af selskabet også var. Der blev snakket højlydt og der var en herlig larm. Dejligt at være sammen på den måde.
Ved midnat lukkede de caféen og vi gik i hvert sit telt.

11/9 - 15.34

Km: 83033

Alt for tidligt begyndte Trevor og John at rumstere, og jeg kunne så ikke sove mere - ikke mindst på grund af liggeunderlaget.
Men jeg stod op, fik klaret morgentoilette, spist morgenmad og gik så lidt rundt og snakkede.
Kl 11 var der udflugt. Vi blev delt i to hold á ca. 15 mand og vi kørte i adstadigt tempo ud i landskabet. Lejlighedsvis var der noget at kigge på - endda noget ret eksotisk, så det var meget fint, men igen: det meste af vejen med to meter højt hegn til at bure os inde. Det var dog hyggeligt at være afsted med ligesindede, og Morinier er jo altid kønne at se på. Apropos er det interessant at se “the take on Morinis in Britain” - jeg er lidt forbavset over at der ikke er flere fuldstændig originale. Det synes at blive diskuteret, når englænderne melder sig i diskussionen, men de fleste er meget individuelt udstyret. Det minder lidt om min første tid med Morini. På “kontinentet” synes der i mellemtiden at være en stærkt stigende tendens mod at de skal være mere og mere originale.

Tilbage på pladsen var der frokost - sandwich og kage. Jeg prøvede det hele, for at få et indtryk af hvad der er vanligt her.

Lige nu er der generalforsamling i klubben, og jeg har benyttet lejligheden til at kigge nærmere på mit liggeunderlag. Jeg fandt en stor vask, brugte vandmetoden og fandt yderligere to huller. Jeg har så klippet lappen i tre og lappet igen, så må vi om de noget mindre lapper kan holde og natten bliver bedre.

11/9 - 23.59

Km: 82033 - Westbury-on-Severn

Da jeg var færdig med at lappe liggeunderlag, satte jeg mig uden for laden og skrev tidligere beretning. Da jeg kunne høre at de var ved at være færdige, bad jeg om ordet og takkede alle for den venlige modtagelse og ikke mindst tak for hjælpen med et nyt dæk. Og så gjorde jeg reklame for træffet næste år og lovede gratis adgang til de første fem som ville komme. Jeg ved ikke om det er motiverende nok, men efterfølgende var der alligevel et par stykker som spurgte om hvor langt der er og hvordan det ellers foregår. Nu må vi se. Jeg er snart så vant til at få kommentaren - næsten ordret: “en skønne dag så lykkes det også mig at komme til dit træf, det er bare det, der er så langt…” - og jeg tænker altid i mit stille indre “jae, lige så langt som det er for mig at komme her!”
Åhja, Less havde sidste ord. Han ville give en præmie til den længst fra kommende - hvilket selvfølgelig var mig. Præmien var en bog: Sam Manicom: Into Africa. (Husker man mine pladsproblemer? 😄)
Snakken gik videre. Der er mange små detaljer som man kan nørde med, og der sker også en hel del her i England. Det er spændende.
Jeg fik også solgt et par dele fra min lille bod jeg havde stillet op. Jeg har jo til de sidste mange træf taget med hvad jeg lige havde på lager. Koblingsskruer og et gearkasse-indstillingsværktøj fik jeg solgt.
Ved sekstiden var der aftensmad og vi fik hvad vi havde bestilt. Jeg havde bestilt kylling i karry - som jeg faktisk også havde fået i går, nemlig den Trevor havde med, og som var mange gange bedre.
Da de fleste havde spist op, var der præmieuddeling. Vi havde tidligere stemt i fem kategorier - sidste uddeling, den særlig præmie, gik til en interessant ombygning af en 3 1/2’er. Og så blev der givet endnu en særlig præmie: til en der havde vovet sig ud på en lang rejse for at komme til træf, så igen blev jeg hædret. Meget rørende! Præmien: et graveret glas, en t-shirt og en mulepose (husker man mine pladsproblemer!!!).
Der blev snakket højlydt. Jeg sad til bords med folk jeg ikke før havde snakket med, blandt andre en præst som havde været i USA i 14 år, og det viste sig at flere om bordet havde været derovre. I det hele taget var alle utrolig berejst, hvilket synes at være gennemgående hver gang jeg er sammen med Morini-folk. Jeg synes selv at jeg kommer en del rundt, men det er ingenting i forhold til hvad jeg må høre til træffene jeg kommer til.
Kl halv tolv lukkede caféen og de sidste af os gik i teltene. Jeg synes det var lidt vel tidligt og havde mest af alt lyst til at crashe det bryllup som vi havde hørt musik fra hele aftenen. Men det var vist alligevel lidt for langt væk, så jeg er også bare endt i teltet.

X/X - XX.XX

Km: 83409- Higher Bospolvans

Der blev koldt i løbet ad aftenen, så jeg sov med tøj på, og med den “varme” sovepose blev det altså en god nat - og liggeunderlaget holdt tæt. Så fedt! 👍
Jeg var forberedt på at blive vækket af Trevor og John, og sådan blev det. De stod og snakkede med Less om at tage til Danmark næste år, så måske bliver der alvor af det. Men lad os se…der kan ske meget på otte måneder.
Jeg trak den så længe jeg kunne med at stå op, men ved nitiden havde jeg været i bad og fået pakket. Jeg gik så lidt rundt og snakkede og minsandten om jeg ikke lige fik solgt lidt mere. Faktisk lige nok til at dække dækket 😁
Jeg valgte så at tage en gang morgenmad. Ikke fordi jeg var sulten, men jeg ved ikke hvornår jeg næste gang får lejlighed til at få engelsk breakfast. Jeg satte mig ved bordet med Tom og hans far, og fulgte med i snakken. Igen fascinerende hvor meget folk har været omkring i verden - enten arbejdsrelateret eller bare på rejser.
Ved 11-tiden gjorde jeg mig klar til afgang, og ville betale for træffet hos Tom, men han sagde det var klaret over klubben, så det skulle jeg ikke spekulere på. Jeg takkede endnu en gang mange gange for deres venlighed og gæstfrihed.
Jeg gik så farvel-runden, som altid tager lang tid, for folk vil gerne lige sige noget i sidste øjeblik. Less bød blandt andet ind med at jeg kunne ringe til ham når jeg kommer i nærheden af hvor han bor, så vil han vise nogle seværdigheder. Nu vil jeg se hvordan det går, men det er ikke usandsynligt at jeg gør det.
Afsted det gik. Første stykke var første del af udflugten i går, og det var jo fint. Jeg kom så vest for Severn, er ikke klar over om det allerede var Wales, men vejskiltene stod på både walisisk og engelsk. Og nu begyndte turen faktisk at blive interessant. Meget smuk natur - som jeg reelt kunne se, og gode veje. Ved Bristol krydsede jeg floden og har så kørt langs kysten op til Minehead og videre gennem Barnstaple. Jeg gjorde kort holdt i Minehead og kiggede lidt på byen. Der var på strandpromenaden beskrivelse af stedets historie som turistby, og det var faktisk meget interesant.
Jeg fortsatte videre langs kysten og ad Atlantic Highway (det navn jeg synes har noget storslået over sig 😄). Vejene har været rigtig gode og naturen meget spændende at se på. Ofte noget jeg ikke har set andre steder. Så nu har jeg fået noget eksotisk på turen. Det har altså været en rigtig god “køredag”. Jeg har dog frosset lidt, for temperaturen er dalet jo længere jeg er kommet sydpå - stik imod hvad jeg havde forestillet mig!
Jeg har meget tidligt fundet et overnatningssted. Dels begyndte det at regne, dels er det jo meget tidligt mørkt og ikke mindst er Torneroses batteri for alvor dødt, så jeg kan ikke rigtig få strøm på telefonen (og har så ingen GPS) og lys på Morinien bliver også problematisk.
Nu er jeg tilbage på pløjemarkerne. Jeg overnatter lidt før Truro, som er den største by hernede. Her håber jeg, at jeg kan finde et nyt batteri i morgen. Ellers må jeg have købt mig et kort, og så navigere på gammeldags maner indtil jeg finder et sted hvor jeg kan finde et batteri. Jeg har noteret mig lidt veje jeg skal sigte efter når jeg igen kører mod nord, hvis telefonen går helt død - hvad den vist ret sikkert gør. Målet hernede er selvfølgelig det sydligste punkt (altså på denne ø), Lizard.

14/9- 08.30

Km: 83731 - Plymouth

Der er én meget stor fordel med alle de meget tætte og høje levende hegn langs vejene: det er meget nemt at finde et sted at overnatte! Der er bare at køre ind på en mark, så har man det for sig selv.
Det er blevet til nogle meget uromantiske steder og ofte med billarm. I nat skal jeg fx sove på en mark over for et enormt supermarked i udkanten Plymouth.

Gårsdagens første udflugtsmål var the Lizard, som er det sydligste punkt på øen her. Der var virkelig flot og selvom der var mange turister - selv på denne årstid, så var der en andægtig stilhed fra de fleste mennesker. Jeg stillede mig nede ved vandkanten et øjeblik og fik øjenkontakt med en meget stor nysgerrig sæl kun fem meter fra mig. Jeg gik en tur langs klipperne og var inde for at kigge nærmere på fyret. Og inden jeg tog afsted var der den snart obligatoriske snak om Morinien. Denne gang med to motorcykelkørere, som også var på tur.

Det har regnet det meste af dagen. Egentlig kun noget småregn, men jeg har haft regnbukserne på også det meste af dagen.

Jeg var selvfølglig også i Truro for at lede efter batteri. Jeg fandt et autoværksted, spurte mig frem og fik anvist vejen til en batterispecialist. Jeg kørte forkert et par gange og tæt på målet måtte jeg spørge i endnu et værksted, og fandt så endelig den specialist. 320 kr for et nyt - jeg gav mere for det billigste jeg kunne finde i Danmark!
Egentlig skulle jeg have besøgt Less, men inden min telefon virkede igen, var jeg forbi hvor han bor, og desuden havde han sagt at vejret helst skulle være godt, hvis han skulle vise mig rundt.
Jeg har besøgt nogle forskellige kystbyer på vejen og sejlet med ikke mindre end tre færger. Byerne jeg har besøgt har været tilfældig udvalgt, men jeg har været meget heldig. De har været utrolig flotte allesammen. En af de ting som jeg havde glædet mig mest til (ud over træffet og Morgan) var at se en af de små havnebyer på sydkysten. Jeg har ofte set nogle i film og jeg ville gerne se om de levede op til mine forestillinger - og det gjorde de til fulde. Selv med det lidt kedelige vejr var det en stor fornøjelse at se.
Jeg har i øvrigt også endelig set palmer. Jeg havde jo hørt at de gror på disse kanter og det første sted jeg så dem var i en stor rundkørsel ved en Lidl hvor jeg fik frokost.

Det har regnet det meste af natten, men nu er det blevet lidt varmere og tørvejr. Håber det holder!
Dagens mål er Sammy Millers museum, som bliver prist i høje toner fra alle jeg har snakket med.

14/9 - 21.15

Km: 84133 - nord for Bognor Regis

I går fik jeg en mail fra Tom. Han spurgte om jeg ville skrive lidt til klubbladet om mine oplevelser ved træffet. Jeg skrev så lidt i går og igen her til morgen. Jeg kom derfor senere afsted end planlagt og pludselig var tiden lidt knap. Museet lukkede klokken halv fem og sidste entre var to timer før, så jeg skulle altså være i New Milton senest kl 14:30.
Teltet blev pakket i hast og mens jeg stod i den brændende sol for at proppe det sidste i tasken, tænkte jeg: “det bliver varmt i dag, jeg må hellere pakke den tykke trøje væk også!” Og således gjorde jeg. - Jeg kørte afsted og to miles senere blev det overskyet, diset og koldt!
Turen bød altså på kulde og en smule regn. Fordi jeg kom lidt sent afsted, havde jeg ikke så meget tid til sightseeing, men jeg turistede den alligevel på vanlig maner med Morinien gennem de mere interessante byer. Jeg var fx gennem den historiske by Dorchester, som var nærmest uhyggelig. Alting var blankpoleret og så nyt ud. Det lignede noget der lige var bygget og så aldrig taget i brug, men der var dog (få) mennesker og biler i gaderne. Alligevel fik man indtrykket af en spøgelsesby.
Naturen jeg har været igennem har også været spændende, og igen har jeg reelt kunne se den - nok fordi jeg har kørt på lidt større veje.
Lige før jeg nåede museet tittede solen endelig frem og varmen kom tilbage. Jeg kom jeg gennem “New Forrest”, et enormt indhegnet naturreservat. Jeg kørte over nogle kvægriste for at komme ind og jeg tænkte at det nok var får, de skulle holde inde, men i den første by jeg kom ind stod der fire “vilde” heste midt på vejen. Og sådan måtte jeg flere gange køre langsomt forbi heste som stod på vejen.
Jeg var ved museet klokken to. En fin bygning, hvor man allerede i indgangspartiet kunne se at der var meget at se på. Jeg mener damen i skranken sagde 450 motorcykler! Og det var virkelig spændende. Næsten alle motorcykler stod flot renoverede. Det kan man jo tale for og imod, men jeg synes det var fedt at se dem i “nytilstand”. Glædeligt var det også at se en Morini og en Nimbus.
Sammy Miller er en legende inden for trial, og det er selvfølgelig ad den vej jeg er blevet bekendt med museet. Han har gennem sit liv høstet knap 1200 sejre på motorcykel, og kører stadig. Han er nu 70.
Museet er så afgjort værd at besøge. Eneste manko fra min synsvinkel er at trial-afdelingen ikke fylder mere end den gør. Men set ud fra et kommercielt perspektiv giver det selvfølgelig mening. Meget spændende uanset.
Jeg kørte derefter videre. Mål Bognor Regis. Jeg har valgt destinationer ligesom jeg vælger vin: et fedt navn eller en spændende etikette 😄. Jeg er kommet gennem den store havneby Southampton, hvor jeg turistede den lidt og Portsmouth nøjedes jeg med at se fra oven. I Bognor Regis købte jeg lidt aftensmad: brød, ost, skinke! Og ikke mindst en Menabrea, en af de bedste italienske øl. Så har jeg da fået lidt derfra. I øvrigt er jeg lidt skuffet over ølkvaliteten herovre. Faktisk også lidt forbavset over hvor dyrt det er i de lokale pubber. - Og så har jeg lært at “beer” ikke betyder øl. Cider går også ind under den betegnelse - hvad der i øvrigt bliver drukket en del af.

Nu skrev jeg jo sidst hvor nemt der var at finde et overnatningssted. Det skulle jeg vist ikke have gjort, for i dag måtte jeg kæmpe for at finde et sted. Men det lykkedes dog. Teltet blev slået op i bælgravende mørke kl 20.

15/9 - 19:30

Km: 84485 - the good vessel Isle of Inishmore

Jeg er kommet i god tid til færgen. Altså virkelig god tid!!

Denne gang ville jeg gerne være godt forberedt, så planen var at køre til færgelejet og så spørge efter den billigste afgang. Jeg havde regnet med i morgen kl 8, for der havde jeg på nettet set at DFDS kunne gøre det for 45£, og jeg havde gemt dette beløb i kontanter, så jeg kunne komme af med de sidste britiske pund.
Tanken var at køre til det blev aften og så overnatte lidt uden for Dover. Men jeg var ret tidligt i Dover og havde så forestillet mig at lave lidt sightseeing, for det er også en interessant by. Kl 17 var jeg der og ville så finde billetlugen. Jeg kører ind hvor der står ‘ticket sale’ og pludselig er jeg bommet inde på en ensrettet vej og står med ét foran den franske paskontrol. Jeg stiller Morinien og går hen og spørger hvad jeg lige gør og på lidt gebrokkent engelsk får den franske tolderinde fortalt at jeg bare skal igennem hendes kontrol, så kan jeg købe billetten. Hun tjekker papirer og jeg kører videre - og bliver mere og mere låst inde på den enorme terminal. Jeg ender så foran de tre færgeselskabers check in. Jeg tænker at jeg egentlig så bare kan tage med den første færge, men jeg havde jo set at aftenafgangene var dobbelt så dyre - og det var jeg lige nærig nok til. Jeg standser så og laver et hurtigt check på nettet af priserne. Ganske rigtig DFDS vil have 85£. Så Irish Ferries, da: 40£ for næste afgang en time senere - Ha, så er det afgjort. Jeg går over til den smukke unge dame i lugen (Irish Ferries har god smag når de ansætter 😄) - og hun forklarer at det er tre gange dyrere at købe den hos hende, så jeg skal endelig bestille over nettet. Altså står jeg og køber billetten på nettet lige foran hende - skør verden!!!
Nå, men jeg kom jo ikke af med kontanterne, så de blev brugt på lidt proviant og andet i butikken på færgelejet. Det var heldigvis fornuftige priser, så ikke det store tabt. Jeg købte mig blandt andet en Stella Artois som jeg nu sidder og nyder på panoramadækket. Jeg synes det var passende med en belgisk øl, nu det er næste stop.
Et problem mere er der dog med denne drejning: det er mørkt når jeg når frem - så hvordan det lige bliver at finde et overnatningssted er næste udfordring.
Og så skal jeg jo igen til at køre i den “rigtige” side af vejen. Jeg er spændt på hvordan det kommer til at føles. Jeg har næsten vænnet mig til det andet nu.
Resten af dagens forløb kommer senere.

15/9 - 21.53

Km: 84520 - Saint-Folquin

Det blev som spået svært. Her er utrolig åbent og er der en smule træer, er det selvfølgelig fordi der er en bolig. Men jeg fandt endnu en pløjemark.
I øvrigt tog det præcis tre sekunder at vænne sig til at køre i højre side 😄
Jeg må hellere få planlagt videre færd, få sovet og så komme lidt tidligt i gang i morgen. Beretningen må altså vente lidt endnu.

16/8 - 10.15

Km: 84643 - Moen

Klokken kvart i otte sad jeg på Tornerose i morgendisen og kørte i solens retning. Forinden havde jeg pakket et sjaskvådt telt. Ikke fordi det har regnet, men området jeg lå i var et vådområde og morgenduggen faldt så tungt at det ligesågodt kunne have regnet.
Jeg sidder nu foran en Aldi og får mig en drikkeyoghurt. Klokken er ti og jeg føler at jeg allerede har haft mere køreglæde og jeg har så afgjort haft mere glat asfalt end på hele turen gennem England!

Men lad mig skrive lidt om kørslen i England. Jeg har jo allerede skrevet en del, men jeg vil prøve at opsummere: Englænderne er meget dygtige trafikanter. Ikke en eneste gang har jeg selv oplevet, endsige set nogen trafikant lave fejl. De kører meget præcist og sikkert og man er aldrig i tvivl om hvad de laver. Jeg har altså følt mig virkelig tryg i trafikken. Der bliver også kørt tjept, når det ellers er muligt, og de er virkelig gode til at få trafikken til at flyde; giver plads og lader andre passere, hvor det giver mening for trafikkens flow. Og trafikken flyder fint ikke mindst pga de mange rundkørsler. Det er mig i øvrigt en gåde hvorfor vi i Danmark afvikler rundkørsler til fordel for lyskryds. Det er langt mere økonomisk og giver en bedre afvikling af trafikken med rundkørsler. Men altså i den forstand er det fint at køre i England - der er dog helt enormt megen trafik - altså virkelig megen! Men altså, på grund af hækkene langs vejene (jeg har til tider følt mig som en forsøgsrotte i en stor labyrint) og den virkelig elendige asfalt, kan jeg på inden måde anbefale England som er land at køre rundt i for sjov. Hvis man skal besøge England, skal man nok vælge et sted eller to som man gerne vil opholde sig i og udforske. Der er dog virkelig charmerende og smukt med de små gamle velholdte byer. Tag ind på en pub og snak med de lokale! De er meget udadvendte og snaksaglige, og med deres høflige og venlige attitude er det virkelig godt selskab.
Men altså den måde jeg plejer at være på tur, duer ikke derovre. Det med at komme med fuld skrue ind til et sving, i sidste øjeblik hugge bremserne i, kaste kroppen ind i indersiden og så give fuld gas ud ad svinget, det har jeg ikke kunne en eneste gang derovre. Én gang - det eneste hårnålesving jeg var igennem, havde det været muligt, for asfalten var acceptabel og jeg kunne sågar overskue hele svinget, men det blev i langsomt tempo, fordi jeg var så vant til at det ikke kunne lade sig gøre, fordi alle sving har været fyldt med huller og i øvrigt som at køre på vaskebræt, så man hele tiden bliver kastet ud af svingene! Ti minutter inde i Belgien og jeg kom på en vej hvor jeg ti gange i træk kunne køre som jeg lige beskrev. Jeg var lige ved at græde af glæde. Jeg havde ikke troet at jeg nogensinde skulle komme til det igen! Belgien er mit nye favoritland 😆

Gårsdagens beretning kommer, bare rolig. 😄

Læg mærke til asfalten. En af de mere tålelige veje - og så er det oven i købet en lidt bred vej med relativt godt udsyn. De fleste steder var hækkene en lodret mur lige ved vejkanten - hvis de ikke ligefrem udgjorde en tunnel man kørte i!

16/9 - 13.35

Km: 84795 - Wasseiges

Jeg har nu kørt halvdelen af dagens planlagte etape. Det er gået stærkt - jeg har nok været lidt påvirket, da jeg tidligere priste landet. Vejene er meget lige - også selvom jeg har valgt snoede veje på TomTom’en. Og her også lidt kedeligt; meget fint, men lidt kedeligt. Jeg har dog nydt turen i fulde drag. Endelig at kunne se landskabet flyve forbi; se højt og langt, og at solen skinner gør det selvfølgelig endnu bedre.
Hvad så med i går? Jo, det begyndte inde bag hegnet jeg havde fundet i en skov. Turen gik mod nord gennem en ret flot skov og vejene var fornuftige. Det var et af de bedre stræk på turen - men det er vist også en af nationalparkerne.
Målet var Egham i Surrey - som ligger i udkanten af London i sydvest. Her ligger en i trial-kredse meget kendt butik, nemlig inmotion. De fleste trialkørere i Danmark har flittigt brugt den til at få dele fra. Brexit har sat lidt en stopper for det, men de har virkelig meget, så den er svær at komme uden om. Jeg synes det kunne være sjovt at se butikken og desuden havde jeg halvvejs lovet Julius, en af trial-gutterne, at købe en manifold til ham. Jeg skulle også selv bruge et luftfiltergummi til Fantic’en, så jeg valgte altså “omvejen” på 50 km derind. Egentlig ikke den sjoveste kørsel, for de sidste 20 km ind (og igen ud) var en lang overhaling op gennem bilrækkerne - I øvrigt en ting mere om asfalten rigtig mange steder: Sammenføjningen mellem de to vejbaner er ligesom en vulst der stikker ret meget op, og som man så skal forcere hver gang man laver en overhaling. I høj fart betyder det ikke så meget, men når man kører langsomt, bliver forhjulet kastet først til den ene side, så til den anden. Meget ubehageligt, når der kun er tyve cm til hver side mellem bilerne. Nå, det er god træning 😄

Jeg ankom altså til adressen - og denne gang kunne jeg få en rigtig adresse - altså med vejnavn og nummer! Hjemmefra havde jeg kigget på Google Earth for at se hvor det var, men der var intet at se. Bare et almindeligt hus! Da jeg kom dertil lignede det fuldstændig det jeg havde set på nettet og jeg kunne bare ikke se hvor det skulle være. Jeg kørte frem og tilbage et par gange og pludselig får jeg øje på et Bultaco skilt. Det var altså ned gennem en indkørsel forbi det almindelige hus og så i baghaven. Her lå der noget som mest af alt kan betegnes som nogle sammenbyggede skure, som så udgør den butik som forsyner en stor del af verden med reservedele.
Jeg gik ind og sagde hvem jeg var (havde sendt en mail forinden), og jeg fik en lille rundvisning og købte så de dele jeg skulle bruge. Jeg spurgte også om primærspole til min Montesa og de gjorde et stort nummer ud af at lede efter noget der kunne bruges. De havde dog kun en komplet stator, men de ville prøve at undersøge nærmere hvad kunne lade sig gøre og så skrive til mig. Jeg har godt nok viklet spole til mig selv, men jeg ved jo at mange har det samme problem og jeg tør ikke (endnu) indlade mig på at lave spoler til andre, så det er meget rart at vide om de kan skaffe sådan noget.
Sjovt besøg og umagen værd

Næste stop var Brighton, som jeg også længe gerne har ville se. Jeg kom jo ind fra nord og kunne straks lide byen. Den er nedslidt og minder lidt om Berlin før den blev en strømlinet storby som alle andre. Jeg gjorde holdt nede ved Pier Palace og fik fish and chips og forestillede mig hvordan stedet måtte have været den gang det mest af alt var for “the upper class”. Nu er der i hvert fald lidt for meget Gelsted-/Langeskov-marked over det. Og med alle jernkonstruktioner rustne og den turkisblå maling famlet, lignede det noget hvis tid længe var ovre.
Eastbourne var lidt finere i stand og Hastings endnu finere. Da jeg kørte gennem sidstnævnte fik jeg ud ad øjenkrogen øje på en lille motorcykelmekaniker som havde en del gamle englændere stående uden for. Jeg kørte straks derind, for det så spændende ud. En meget fin lille butik med er minimalt værksted bagved. Ejeren bød mig velkommen og vi fik en længere snak. Det viste sig at hans bror og svigerinde begge havde Morini - en Camel og en 3 1/2, så der var selvfølgelig lidt fælles at snakke om. Men spændende sted og hvis man er ude efter en gammel englænder eller italiener, måske er sted at lede: cosmoclassic.co.uk

Turen fortsatte så langs kysten og det er faktisk en meget smuk tur, hvor der også er meget åbent, så man kan se noget. Den sluttede så med en flot nedkørsel til Dover gennem en lille kløft.
Ja, og resten har jeg jo fortalt.

I øvrigt fik jeg slet ikke skrevet om at jeg i forgårs helt tilfældet mødte to andre træfdeltagere. De var også på tur i syden. Et ældre ægtepar på en “rotte” af en 3 1/2. De mindede mig utrolig meget om Hartmut og Iris. Han, en distingveret herre med meget korrekt engelsk som snakkede løs om fakta på samme måde som Hartmut og hun en lidt yngre dame som bød ind med de mere følelsesmæssige aspekter…
Hvilket leder mig til dagens destination: jeg har valgt at køre øst på for at komme til et sted hvor jeg ved der er gode veje, så jeg har fedtet mig til overnatning hos netop Hartmut og Iris.

17/9 - 00.49

Km: ca. 85050 - Remscheid

Turen videre var for så vidt god, i hvert fald det første stykke. Den første del er et kæmpe stort område med frugtplantager, så der var en liflig duft af pærer og æbler hele vejen. Inden længe var jeg dog i Holland og så i Tyskland. Jeg er meget glad for Tyskland, det er nok en stærk toer på min favoritliste. Vejenes kvalitet er god og man kan finde masser af spændende terræn. Lige her dog knap så meget. Det kom lidt bag på mig at jeg skulle så langt - faktisk forbi Köln for at komme til de rigtig spændende veje. Desværre ramte jeg også ind i den ene lukkede vej efter den anden, som resulterede i at jeg kom længere og længere syd på - som så endte med at jeg alligevel kom igennem Köln. Den oprindelige rute gik ellers behændigt nord om, men sådan kan det gå. Jeg burde måske have tjekket det lidt bedre i stedet for bare at stole på at TomTom’en sagtens kunne finde uden om storbyen.
Jeg havde skrevet til Iris og Hartmut at jeg nok ville være der kl 20, så kl 19:30, og måtte så igen skrive kl 20. Så en halv time gik tabt i omkørsler og køkørsel.
Men jeg kom frem og det er det vigtigste. Jeg er blevet forkælet med god mad, øl og det vanlige behagelige selskab. Jeg er meget glad for at kende de to og det er ikke uden grund at jeg benytter chancen til at besøge dem hver gang jeg har muligheden for det.

Resten af turen er stadig i det uvisse, men mon ikke jeg sigter hjemad efterhånden. Det begynder at trække i mig. 😉

17/9 - 22.00

Km: 85528 - Hygind

Er hjemme igen. Træt efter en knap 800 km lang og noget videre frustrerende etape. Mere om det i morgen…😴

18/9 - 07.30

Km: 85528 - Hygind

Turen i går! Jeg ved snart ikke hvor jeg skal begynde - aldrig nogensinde har jeg oplevet så mange forhindringer!!!
Jeg overdriver ikke hvis jeg siger at der mindst var 25 gange hvor vejene var spærret eller endte blindt. Aldrig har jeg måtte vende om så mange gange eller finde alternative ruter. Den oprindelige rute til færgen i Wischhafen lød på omkring 420 km. Jeg kørte omkring 500 km - altså 80 km ekstra alene pga af omkørsler. Tre gange krydsede jeg et jernbanespor og alle tre gange var bommene nede, to gange har jeg ligget bag ved en gylletraktor over flere kilometer, ligeså tre gange med lastbiler som kørte 25 km i timen. Der har været kø utallige gange. Jeg har kørt på og af motorvejen for at undgå dem, alligevel har jeg kørt kilometervis op langs bilkøer. Kronen var at Wesertunellen var spærret, vist pga af en brand dernede. Der var ti kilometer kø, som jeg måtte køre langs for at komme hen til den, 8 af dem inden der stod på et skilt at den var spærret. Alternativet havde været at køre 20 km tilbage til Brake-færgen, men jeg kunne ikke overskue at “miste” de kilometer, men heldigvis åbnede tunellen lige da jeg kom til den.
Men dagen begyndte ellers tidligt. Jeg havde fået en del at drikke inden sengetid, så jeg vågnede selvfølgelig med en fyldt blære. Jeg prøvede den sædvanlige med at sove fra det, men ved syvtiden måtte jeg stå op og gå den lange vej ned fra loftet til stueetagen. Derefter kunne jeg ikke rigtig sove og begyndte så at planlægge rute. Ville egentlig også gerne tidligt afsted, for jeg havde en svag ide om at jeg ville tage hele turen hjem allerede samme dag.
Ved ottetiden fik vi morgenmad. Jeg fik havregryn med rosiner (- de kender mig jo ) 😄 Det var dejligt. Det har jeg ikke fået siden jeg forlod Danmark. Derefter var der rundvisning i kælderen. De har købt en 250’er - 2-cylindret, meget fin sag! Og så skulle jeg se stempler, for jeg overvejer et eksperiment hvor jeg skal bruge 69 mm stempler, og Hartmut bruger jo lette motorcykelstempler. De seneste han har taget i anvendelse vejer under to tredjedele af de originale.
Så blev der kigget kort. De havde besluttet at guide mig et stykke derudad og klokken nåede så at blive ti inden vi kom afsted.
Ruten gik først øst på - simpelthen for at komme uden om Dortmund. Allerede på dette relativt korte stykke, havde vi omkørsler mindst fem gange, så turen blev ikke helt så spændende som forventet. Alle de gode veje var spærret af - og vi havde i øvrigt den første lastbil, som med 25 km/t sneglede sig ned ad en ellers fint snoet vej - hvor det så var umuligt at overhale. Omkring Balve tog vi så afsked. Dejligt at se dem igen!
Jeg fortsatte så på fine åbne veje - troede jeg, men måtte altså så grueligt meget igennem. Aldrig har der været så megen og højlydt banden inde i min hjelm!
Halvvejs gjorde jeg holdt for at tage mere tøj på, for det blev mere og mere koldt. Så jeg havde en t-shirt, en langærmet t-shirt, min (utrolig beskidte) tykke sweatshirt, som har været i brug på hele turen, og Kerstens fleece-trøje på. Alligevel lykkedes det mig ikke helt at få varmen, også selvom det blev lidt varmere omkring Glückstadt-færgen - solen begyndte sågar at titte frem. På færgen stod jeg i udstødningsgasserne for at få lidt varm luft, men det hjalp kun lidt. Jeg havde også købt en cola og spiste min sidste halve plade Cadbury. Det varmede kun mentalt.
Fra færgen valgte jeg hurtigste rute - og den var virkelig hurtig. Ikke mindst fordi trafikken efterhånden var ved at ebbe ud. Så det var fedt - jeg skulle dog lige have det sidste stop ved en jernbaneoverskæring med 🙄.
Ved Rendsburg gik det så på motorvej resten af vejen og herfra havde jeg smuk solnedgang til kort før Danmark. Det varmede en smule og jeg håbede at det skulle blive ved hele vejen hjem, men nej! Jeg kan ikke huske at jeg er kommet varm og tør hjem når jeg er kommet fra de kanter og sådan skulle det heller ikke være denne gang. 50 km før grænsen begyndte det at støvregne - ikke det vilde, men nok til at gøre knæene våde. Jeg besluttede så at tage regnbukser på ved grænsen, når jeg skulle tanke for sidste gang (og købe chokolade) - ikke mindst fordi det lige giver en smule hold på den sparsomme kropstemperetur.
Jeg kørte ind til Scandinavian Park og bagefter fulgte en varevogn med anhænger: Chaufføren råbte mig an - flere gange før jeg fattede det var mig, det drejede sig om. Han gjorde mig opmærksom på at mit baglys kun lejlighedsvis virkede. Han var fulgt efter mig for at fortælle det. Meget pænt af ham.
Jeg fik handlet, tanket, taget regnbukser på og fik lyset til at fungere. Kørte så hjemad så hurtigt jeg kunne overskue i den stadigt stigende nedbør. Hjemme blev der tændt op i brændeovnen og jeg lavede lidt hurtig mad. Havde egentlig overvejet at tage på Sunset i Fredericia for at få en burger, men jeg kunne ikke overskue at skulle standse og så efter varme og mad starte igen i regn og kulde - jeg ville bare hjem!

Turen blev ikke helt som forventet - på mange måder. Jeg har dog været meget glad for at være afsted, selvom jeg måske har brokket mig lidt meget under turen. Jeg nyder alene det at sidde på motorcyklen og bare køre - også selvom forholdene er elendige. Det er dog ikke den slags jeg vil opsøge, men når det nu ikke kan være anderledes, er det bedre at være afsted end ikke! Og jeg var også meget glad for at se England, trods alt. Det har været på ønskelisten i mange år, aå dejligt endelig at opleve det.
5112 km blev det til. Det er ok for et par uger. Nu er længden jo ikke afgørende, men det betyder alligevel lidt at vide at man har været bare en smule omkring.

Jeg skriver nok en epilog på et tidspunkt, så kig ind senere 😉 - Jeg har også besluttet at lave en lille tilføjelse med “rudimenter” - altså erindringsrester jeg har glemt at skrive i dagbogen, men som jeg egentlig synes var interessante. Der kommer måske også hele tiden nyt på. Som tidligere nævnt skriver jeg i første omgang for min egen skyld. Jeg har selv glæde af at genlæse mine ture, så derfor bliver noget af det selvfølgelig lidt indforstået, men da jeg jo ved at der er andre der følger med, prøver jeg at have det i tankerne også.

Rudimenter I Cambridge, lige midt på fortovet i et villakvarter stod der en ræv. Den så lidt betuttet ud, men egentlig ikke angst eller som om den følte sig fejlplaceret. Kort før the Lizard lå jeg bag ved en autocamper. Den havde en Smart hægtet efter sig - ja, en hel bil. Den var hægtet på som en trailer, så lyset på den hang sammen med den trækkende autocamper. Meget mærkeligt - gad vide om sådan noget kunne lade sig gøre i Danmark? Men sjov (eller måske sær) ide. På den måde har de selvfølgelig kunne stille autocamperen og så tage bilen til de små ture i området. Men hvorfor så ikke bare en bil og campingvogn??? Mange spørgsmål dukker op! 😆 Nu skrev jeg jo godt nok at jeg ikke havde set nogen englænder lave fejl i trafikken. Det passer ikke, for der var lige omkring Brighton en ung gut på motorcykel som vist havde overvurderet evnerne eller overset en rundkørsel - eller kommet i noget glat, hvilket er relativt almindeligt i små rundkørsler. I hvert fald var han væltet og politi og en ambulance var til stede. Han blev lagt på en båre lige da jeg kørte gennem rundkørslen. Han så dog ud til at være nogenlunde ok - motorcyklen var heller ikke så skadet, så det har vist ikke været med særlig høj fart. I Belgien så jeg to biler støde sammen under stop-and-go kørsel mellem lyskryds i en stor by. Der blev også kørt vanvittigt hurtigt. Jeg synes i hvert fald det var på grænsen til det forsvarlige. De kører generelt meget hurtigt i Belgien. I Stratford-Upon-Avon ved “nar-statuen” kom fire mænd forbi. Den ene spurgte mig grundigt ud om min Morini. Han var selv lige kommet hjem til hjemlandet efter en længere årrække i Kina, hvor han kørte på motorcykel hver dag. Han var virkelig begejstret for Morinien og trykkede min hånd fire gange i løbet af samtalen og sagde velkommen til England, også fire gange. Helt sjovt. Det var måske lidt i overkanten, men det var faktisk et godt eksempel på hvor gæstfrie englænderne er. I øvrigt er der noget særligt over at være afsted i et område hvor man faktisk kan sproget rimeligt flydende. Det giver noget helt særlig til oplevelsen, og jeg er meget taknemmelig for at jeg er så velbevandret i både tysk og engelsk. - I den forstand burde jeg jo tage mig sammen og få lært italiensk! 😉