Morinitour 2016

Endelig skal jeg til Italien igen!!! Sidste år blev jeg jo snydt (ja, jeg er stadig meget bitter over det ;o), men så skulle det i år til gengæld (og forhåbentligt) blive ekstra godt. Hele tre Morinitræf er der nemlig at besøge. I år ligger det spanske lige mellem det italienske og tyske. Det har ellers ligget tidligere på året - et par år sågar lige oven i vores eget. Men nu kan det blive en perfekt "lille" rundtur med Tornerose og med Morinitræf tre weekender i træk!

28/05 - 00:00

Km: 27013 - Hygind

Da jeg var en lille knægt, så jeg en kortfilm med Gøg og Gokke. De skulle i bil på picnic, hilste godt og grundigt farvel til naboerne, men lige idet de så skal køre afsted, opstår et eller andet problem, som må løses. Efter det er løst tager de igen eftertrykkeligt afsked med naboerne og igen er der et eller andet problem. Det gentager sig mange gange og filmen slutter, så vidt jeg husker, med at bilen braser helt sammen. Denne film har jeg i tankerne hver evig eneste gang jeg skal på en tur, der bare kræver et minimum af forberedelse. I mange år har jeg forberedt mig grundigt: pakket i særdeles god tid, og prøvet at forudse hvad der kunne opstå af problemer i sidste øjeblik, men uanset hvor velforberedt jeg har været, er der alligevel opstået et problem i sidste øjeblik, så det platte, men underholdende scenarie som Gøg og Gokke tegner i den lille film, alligevel virker meget realistisk. Belært af erfaringen, er jeg altså begyndt at slappe langt mere af, for jeg har nu aldrig måtte opgive at komme på rejse. Den tager måske en anden form, men det har kun været eventyrligt og lærerigt.
[Red.: Det er lykkes mig at finde den omtalte film. Bilen braser ikke sammen, men man kan jo selv se udviklingen - Hvis man ellers kan holde til tempoet. Komedie, ja, enhver underholdning kører jo i et lidt andet tempo disse dage. Ellers må man "spole" (også en svunden tid): Laurel and Hardy in A Perfect Day]
I forrige uge bestilte jeg et bagdæk, som skulle monteres før rejsen. Dæk plejer at komme inden for tre dage, hvor jeg bestiller, men jeg fik en mail om at jeg nok ikke skulle regne med at se det før mandag - altså dagen efter afrejsedeadline!!! Omstillingsparat som jeg, som sagt af erfaring, har lært at være, blev alle mulige alternative løsninger tænkt igennem. Fredag var jeg så inde at kigge på 'track and trace': det skulle komme på dagen, og sandelig, kort efter stod jeg med dækket i hånden - Altså ingen udsættelse af afrejse eller eksotiske løsninger med nyt dæk undervejs (næsten: øv! ;o).
Jeg har længe haft en "sinking feeling" når jeg kørte på Tornerose. Egentlig troede jeg at det var skumgummiet, der var ved at blive træt, og min langsigtede plan i den forbindelse var at gøre som jeg har gjort på Dart'en, nemlig at bygge sædeformen op af glasfiber og så kun have et 25 mm tykt lag skumgummi. Jeg foretrækker et hårdt sæde - hvor modsætningsfyldt det end lyder, er det på langture faktisk mere behageligt end et (for) blødt sæde. Nå, min nysgerrighed fik mig til at kigge under sædet et par uger før afgang - og det viste sig at det simpelthen var stålpladen der holder det hele, som var rustet sammen. Som nævnt på en tidligere Morinitour, har sædet haft en tendens til at suge vand, fordi syningerne ikke er helt tætte. Og det viste sig også at skumgummiet stadig var fugtigt, selvom det er meget længe siden det har set regn. Altså skulle der svejses noget nyt op. Jeg kunne egentlig bare have genbrugt skum og betræk, men jeg tænkte at jeg vist godt kunne nå at lave glasfiberløsningen. Motivationen lå også deri at jeg havde en anden ide med hulrummet der så ville opstå. Det ville nemlig kunne bruges til opbevaring. Jeg har nogle gange gerne ville have lige en lille smule mere værktøj og et par reservedele med, men det har knebet med plads i det lille rum der er under sædet.
Det gik der så en uge med. Tiden var som sagt knap, så finishen lader meget tilbage at ønske, men det kan jeg altid lave bedre en anden gang.
I samme uge fik jeg så lavet nogle af de andre sidste-øjeblik-ting. Der var fx et koblingskabel der trængte til at blive skiftet; der skulle nye greb på, et par pærer skulle skiftes, jeg fik drejet en adapterring, så jeg kan køre med H4 forlygtepære i parabolen, som ellers er lavet til Bilux, mine kørebukser havde fået en revne og skulle sys og en chokerarm knækkede i ugen op til afgang, den skulle også skiftes. Jeg ville også have min oliefilterløsning monteret (det kommer der et endnu længere indlæg om på et senere tidspunkt), så jeg var henne at dreje og fræse fittings, så det kunne monteres. Torsdag aften blev jeg enig med mig selv om at jeg alligevel hellere måtte dreje en ny justereskrue til bagbremsekablet. Jeg havde ellers affundet mig med at det ikke kunne justeres fordi skruen var irret sammen og ikke kunne skilles ad uden at gå i stykker, men jeg var lidt irriteret over den lange pedalvandring, så ved midnatstid satte jeg gang i drejebænken.
Ja, der var også adskillige andre småting der dukkede op - og så var der lige Henriks Morini som skulle være klar til ham inden jeg tog afsted. Det var der også sat en uge af til.
Planen er, eller rettere var, jo at tage til det italienske, spanske og tyske Morinitræf, men nu har franskmændene sat lidt en kæp i hjulet for det spanske træf, for uden mulighed for at få benzin i Frankrig, kan jeg jo heller ikke komme igennem. Der er godt nok muligheden at sejle fra Genova til Barcelona, men jeg gider ikke rigtig sidde på en færge så længe, vil meget hellere køre strækket - og så vil jeg af princip hellere bruge pengene på benzin og køretid, fremfor at lade mig transportere. Godt nok elsker jeg færger, men der er grænser! Derudover har Norbert faktisk også meldt helt fra og ham skulle jeg ellers delvis køre med og han skulle i hvert fald være min guide i det spanske. Nå, vi får se, hvis det på mirakuløs vis skulle være muligt at komme gennem Frankrig, kører jeg til Spanien, ellers kører jeg nok den anden vej og besøger skønne Siena og Allesandro Luzzi. Men altså endnu et sidste-øjeblik-problem.
Åhja, og så forstuvede jeg min højre pegefinger under dækmontering! Så nu skal jeg vænne mig til at bremse uden den.

Billeder er lidt en forkælelse her første dag. Det kommer der ikke fremover - ikke før jeg er hjemme igen. Det er simpelthen for omstændigt at uploade undervejs.

29/05 - 22:00

Km: 27526 - Rätzlingen

Jeg var igår til den fedeste danseaften i KarmaKlubben. Fik så megen positiv energi med på vejen. Så selvom jeg ikke fik sovet synderlig meget i nat, har jeg alligevel været forbavsende frisk i dag - ind til nu! Jeg er gået i seng på mit vanlige leje når jeg er på disse kanter. Er hos Gunar og familie. Det var dejligt at gense ham, for det er efterhånden lidt længe siden sidst.
Turen gik godt. Jeg havde regnet med at skulle bruge 10 timer på det, men det tog omkring 7. Vejret har været blandet. Skønt varmt vejr at køre afsted i. Byger og kulde mellem Schlei og Elben. Og igen skønt varmt vejr på resten af turen til Rätzlingen.
Der har været nogle nye ting at vænne sig til. Er hårdt sæde med en 3 cm højere siddeposition, tykkere greb, smallere bagdæk, kortere vanding på bagbremsen. Det meste er godt. Især dækket er jeg begejstret for. Jeg havde ikke troet at bagdækket ville betyde så meget for køreegenskaberne. Den højere siddestilling er ikke ubetinget en fordel, men vist mest af alt en vanesag. Men det hårde sæde er fedt. Føler mig meget mere "frisk i røven" end jeg plejer - ikke mindst med tanke på at det er første længere tur på sæsonen - 500 km!
Første tankstop bød ellers på drama. Benzin dryppede fra undersiden af tanken fra det sted bagest hvor de typisk kan få revner eller ruste igennem. Der var ikke andet at gøre end at fortsætte, for jeg kunne sikkert nok få det lavet hos Gunar. Andet tankstop skrev jeg til ham at han kunne forberede sig på lidt fælles værkstedsarbejde, men mens jeg spiste lidt chokolade og fik varmen i solen, kom der igen meget benzin ud af tanken. Denne gang tydeligt fra tanklåget. Når benzinen udvider sig i varmen kan en meget fuld tank nemt løbe over - det er sket adskillige gange - og pludselig gik det op for mig, hvad der var sket ved første tankning. Det var simpelthen løbet over, men så lille en mængde, at jeg ikke kunne se at det var løbet ned ad tanken og bagud langs pyntelisten og så dryppet ned derfra. Så altså afblæsning af drama!
Mine dejlige naboer skal lige med her. Jeg har haft helt vildt travlt op til turen, som det nok kan ses af prologen. Jeg havde faktisk regnet med at forlade huset i et stort rod af værktøj, sygrej, elektronikudstyr, opvask og vasketøj spredt over hele huset og havde så prioriteret det jeg absolut skulle nå. Alligevel lykkedes det mig i sidste øjeblik at få ryddet nogenlunde op, så jeg kan komme hjem til et fornuftigt udseende hjem. Det eneste jeg helt havde opgivet var at slå græsplænen. Inden jeg kørte afsted, skrev jeg så til naboen Lena, som havde tilbudt at holde øje med huset, at der egentlig ikke var noget at ordne, og at græsplænen sådan set var opgivet. Men hvis de nu trængte til en udfordring...;o) Minsandten om hun ikke tog udfordringen op og har slået det halv meter høje græs og hun har sågar lovet at holde det lidt nede indtil jeg er tilbage. Jeg har sagt det før og nu igen: jeg har verdens bedste naboer!
Ikke mere for i dag. Jeg er møgtræt og jeg vil gerne afsted i nogenlunde tid i morgen, da jeg vil prøve at komme så langt sydpå som overhovedet muligt.

30/05 - 22:39

Km: tjekker i morgen- knap 800 kørte km - Hallein

Det var en akvarel af grågrønne toner jeg kørte imod i formiddags. Luften var også mættet af vand, så det var med bange anelser jeg kørte mod sydvest. Igår så jeg på radaren et 200 km bredt bælte af regn det slangede sig hen over området jeg skulle køre i idag og det lignede ikke noget der ville holde op i lang tid.
Årsagen til den lidt vestlige retning, var selvfølgelig at få Kyffhäuser med ;o) - Der var ikke rigtig vand fra oven. Ti dråber på visiret blev det til, så tørre veje deropad. Men lige forinden skulle jeg tage det obligatoriske drillebillede til Ejvin - altså "haha-se-jeg-er-ved-de-sjove-veje-billede". Desværre var der vejarbejde på det lille bjerg, så det blev kun til en enkelt tur henover, men det var nu også lidt et tidsspørgsmål.
Jeg vågnede alt for tidligt i morges og kunne ikke falde i søvn igen, men efter en times netopdatering og spekuleren på dagens ridt lykkedes det mig alligevel at få lidt mere søvn. Hvilket så betød at jeg kom lidt sent i gang med dagen. Jeg var ambitiøs mht turen i dag - ville gerne forsøge at nå til Østrig og eventuelt besøge Manfred, så jeg burde have været tidligere oppe. Men kl var ni inden jeg fik spist morgenmad - som var stillet klar til mig i det ellers tomme hus (igen dejligt at blive betragtet som "hørende til") og først kl 9:30 kunne jeg sparke den lille frøken i gang. Da jeg tastede Manfreds adresse ind, sagde TomTom'en at jeg ville være der ved midnat!! Jeg mente nok jeg kunne korte lidt af det, for jeg plejer at kunne holde et snit på 70, hvis jeg ikke har for mange svinkeærinder - og vi snakker altså stadig små snoede landeveje, så jeg havde en ide om at kunne nå det til kl 22. Det kunne lige gå. Jeg skrev så til Manfred at jeg satsede på han var hjemme
Uanset hvad var det ambitiøst at køre små 800 km, og ikke mindst med den truende regn! Denne udeblev dog - indledningsvis. I stedet var der en meget kraftig modvind, da jeg kom på den anden side af Kyffhäuser. Men selvom det var lidt irriterende, så tror jeg nu alligevel at den var skyld i tørvejret og at der ligefrem til tider var sol. I Thüringen var det dog slut. Der hang små skyer hen over toppene af bjergene og vandede træerne der. Og sådan fortsatte det med små byger er godt stykke tid. Det tog en smule til og jeg ændrede derfor min rute fra "mellem snoede veje" til "undgå motorveje" - hvilket betød at TomTom'en kortede 2 1/2 time af køretiden! Da jeg nåede Oberpfalz var det dog igen strålende solskin og jeg kunne blive varmet og tørret igen. Jeg valgte dog at fortsætte på de lidt større veje, for jeg var faktisk begyndt at nyde de store bløde sving og den høje hastighed. Kilometerne strøg således forbi og jeg kunne regne ud at jeg ville være i Hallein 20:30, så alt var fint - indtil jeg nåede Østrig. Her stod det ned i stænger og på de små 70 km til Manfreds hus blev jeg stort set gennemblødt. Alt mit fine vandtætte tøj og regntøj har set langt bedre dage og er ikke rigtig i stand til at holde vandet ude længere. Derudover druknede ladestikket til iPhonen, som forårsagede en kortslutning - så nu virker den og blinklyset ikke! Ja, og ikke nok med det. Manfred var ikke hjemme. Kun hans sure exkone som åbenbart stadig bor i huset - og hun havde i hvert fald ikke i sinde at give mig husly, endsige give mig information om hvor Manfred var eller hvordan jeg kunne få fat på ham. Det er vist godt han er blevet skilt fra hende, men synd for ham at han åbenbart alligevel skal trækkes med hende i det daglige.
Nå, jeg kendte et sted ved floden hvor Manfred og jeg har gået tur, så der har jeg slået telt op. Jeg fandt en foderkrybbe til rådyr, som har låg på. Der har jeg hængt det våde til tørre. I morgen tager jeg så ind til Louis for at købe nye regnbukser og nyt Pinlock-visir til hjelmen. Det var under alle omstændigheder meningen jeg ville gøre på turen - og jeg overvejer også at købe nye handsker, for de har også trængt til udskiftning meget længe. Der er ikke meget ved et par vandtætte handsker som ikke længere er vandtætte. Og så skal jeg lige have kigget på det strøm, for undvære det kan jeg ikke.
Men altså: køre, køre, køre. Jeg har holdt 4 pauser på lige præcis den tid der tager at tanke! Ok, en af dem røg der en halv Milka og en halvliters cola ned også. Selvom jeg er meget træt, har jeg virkelig nydt det og der har været masser af sjove veje - har faktisk været heldig at have tørvejr på de mere spændende af vejene.

1/06 - 01.35

Km: ?? - Padova

Jeg ved ikke om Østrig bevidst prøver at få mig til at hade det, men ind til videre er det nogle gode forsøg. Indbyggerne kører så ufattelig langsomt og uopmærksomt, så kedsomheden nødvendigvis må komme over en, men samtidig frygter jeg for mit liv. Denne gang var der så oveni megalange køer og vejarbejde overalt, så det var en pine at komme igennem. Og nu er det, tror jeg, tredje gang at jeg udelukkende oplever regn. Østrig kommer vist aldrig på listen over favoritlande.
Jeg vågnede til regndryp på teltet og tænkte at det måske ikke var så slemt, men for en sikkerheds skyld tog jeg alt mig tøj på (det endnu langt fra tørre yderst) for at kunne holde varmen. Og det var godt jeg gjorde, for det var vådt og koldt hele dagen.
Planen var jo at tage i Louis, men det betød 35 km tilbage, altså 70 km oven i dagens etape. Det kunne jeg næsten ikke overskue i regnen og jeg synes at have set at der skulle ligge en i Lienz lige inden strømmen gik på telefonen, så den satsede jeg på i stedet. Men jo, turen skulle køres uden TomTom, men med det lortevejr var det sådan set bare at køre efter vejnumre, som jeg heldigvis havde nogenlunde i erindring - vejret var jo ikke til små sjove veje. Großglockner blev altså fravalgt. Jeg ville ikke betale for at køre langsomt op gennem kulde og regn, så turen gik uden om.
I Lienz ledte jeg, men fandt ikke nogen Louis. Spurgte så en motorcyklist: nej, der var kun en lille forhandler. Nærmeste Louis var 150 km væk! Han guidede mig så til den lille forhandler og jeg fik købt mig et par nye regnbukser - der er lange nok i benene. Jeg kunne ikke få nogle af de andre ting jeg ønskede mig. Der mest irriterende er at jeg ikke kunne få et Pinlock-visir, så jeg har konstant enten dug eller regn på indersiden af visiret. Det er så dumt at jeg ikke i det mindste tog det gamle ridsede med, men jeg havde ikke lige forudset de regnmængder. - Og endnu værre i den forbindelse er det, at det ser ud til konstant regn på hele turen!
Nå, videre til Cortina. Det blev også uden Passo Di Giau. At køre på så fede veje i silende regn kunne jeg næsten ikke bære. Regnen fortsatte faktisk til 52, 62 eller 65 km fra Padova - når jeg ikke kan sige det præcist, er det fordi sådan stod der på tre forskellige skilte med 2 km's afstand :D Jeg tænker at de der har sat skiltene op har sjusset sig til afstandene - meget italiensk!
De nu tørre veje bød på fornøjelig kørsel og et sted fik jeg det åbenbart obligatoriske grineanfald. Igen skulle man have været der, for der er ikke til at forklare. Tre veje der flettede lige efter en rundkørsel med tre veje ind i den. Jeg kommer ind og bliver lige lidt befippet og spørger mig selv på nordeuropæisk maner: hvad skal jeg her?, men kommer hurtigt i tanker om at man ikke skal tænke, man skal bare køre derhen hvor man vil, og det at det bare fungerer er også så italiensk, så en frydefuld latter gik lidt over gevind for mig. Det var måske også en forløsning over endelig at få lov at køre som jeg husker det fra alle mine andre ture.
Nå, det skulle ikke blive ved for jeg fik lige en monsun igen inden jeg nåede til Padova. I selve Padova var der tørt, og godt der var, for her flakkede jeg rundt for at finde noget velkendt. Efter at have kørt igennem det samme vejkompleks tre gange lykkedes det så endelig at finde vejen ind til gymnastiskcenteret hvor Marcos forældre bor og hvor Marco også underviser. Jeg havde en ide om at han var der. Havde ingen fast aftale. Jeg havde bare skrevet kort til ham på facebook at jeg ville forsøge at komme tirsdag eller onsdag, og siden jeg nu ingen telefon havde, kunne jeg hverken finde han egen adresse - det ville jeg helt sikkert ikke kunne huske fra hukommelsen - og jeg kunne heller ikke fortælle ham at jeg var på vej.
Men nu kom så det, der gjorde alle pinslerne og det lange ridt værd. For da jeg åbnede døren ind til gymnastiksalen var det lige 5 m fra hvor Marco stod, og jeg fik den reaktion som jeg havde håbet på: han kastede armene i vejret og råbte ud over hele salen: Soren, grande - og en hel masse andet på italiensk og så fik jeg en stor krammer! Det var sgu fedt!
Nå, jeg fik et varmt bad i omklædningsrummet, mens han gjorde træningen færdig. Bagefter havde han møde med et par gutter. Det blev jeg inviteret med til, for der var nemlig også aftensmad. Endnu mere italiensk autencitet! De snakkede løs og jeg har så siddet og skrevet lidt dagbog.
Jeg fik i øvrigt lige vasket mit våde tøj hos Marcos forældre, så nu skal det bare tørre natten over, så har jeg igen rent tøj at få på.
Lidt før midnat kørte vi så hjem til Marco. Han har fået en fin lille cockerspaniel, og den har lært at sidde på tanken af hans motorcykel, så det var er sjovt syn da vi kørte hjem. Hjemme hos Marco fik vi lige udvekslet nogle af de ting som vi ikke har fået snakket om i lang tid. Stefania er gået fra ham for ikke så længe siden, så det skulle selvfølgelig vendes. Han har dog fundet sig en ny kæreste, og er vist nogenlunde kommet videre. Men det havde jeg ikke lige regnet med. De virkede som et meget godt par, så lidt øv. Havde håbet at se hende igen, for hun er nu så sød.
Nu kan jeg ikke mere, så nu vil jeg sove. Jeg er total smadret: dårlig og for lidt søvn i nat, 12 timer i næsten konstant silende regn. Men som sagt, mødet med Marco er det hele værd.

1/06 - 10.00

Km 28902 - Padova

En god nat søvn på endnu et velkendt leje. Lidt urolig søvn, men da jeg endelig besluttede mig for at stå op var kl 9:30, så noget søvn må jeg da have fået.
Teknikken driller endnu mere. Jeg kan ikke komme på nettet. Jeg troede det var fordi jeg havde opbrugt min datapakke. Derfor fik jeg Elisabeth til at købe mere til mig - hun kender ligesom min info, så det var nemmest lige at få hende til det. Håber ikke det gør mig til en dårlig exmand ;) Men altså, det hjalp intet, så nu er jeg lidt afhængig af at opsøge info. Vejret er især et problem, da jeg vil forsøge at køre derhen hvor vejret er godt. Marco tjekkede i går og det skal blive regn stort set til ugens ende, der hvor jeg skal være, men derefter vil jeg gerne have valget og opsøge godt vejr. Jeg nyder at være i Italien, men da det ikke er en sightseeingferie, men en lang køretur, vil jeg gerne uden om regn, så må vi se hvor der bringer mig hen.
En anden ting, som sådan set er min egen fejl: i morgen er det nationaldag, hvilket jeg ikke lige havde tænkt på - alt er lukket! Jeg havde ellers planer om at skulle besøge Perfetti og Morinifabrikkerne, men det kan jeg vist godt skyde en hvid pind efter!
Men uanset, så går dagen her nok med at kigge på strømmen på Morini'en. Det lader til at batteriet er gået sig en tur efter kortslutningen i regnen i forgårs, så jeg skal prøve at finde et nyt.
Marco er hjemme og skal hente bil fra værksted om lidt. Han skal til Kroatien i aften sammen med Sara, hans nye kæreste. Jeg har fået lov at tage en nat mere her, men lad os nu se. Planen var at køre til Gardasøen i eftermiddag, tage en enkelt overnatning, og så til de besøg i morgen, men planerne må vist rettes endnu en gang.

Km 28915 - Padova

Før middag kørte jeg ud for at købe et nyt batteri. Marco havde givet mig adressen, og det var stedet hvor jeg første år jeg var hernede fik pakninger til min bremsekaliber (noget man ellers svært finder). Fantastisk butik. Sådan som de var i gamle dage inden thansen forblændede os og de gammeldags forretningsdrivende forsvandt. Altså dem der ikke mente at det at have en forretning var lig med at man skulle lave så lidt som muligt og tjene masser af penge alligevel. Nå, jeg fik spurgt efter en der kunne engelsk og så gik hele butikken i panik mens de styrtede rundt efter en der kunne. Der kom så en der knap kunne engelsk, men med fagter, pegen og sammenligning med det gamle batteri, fandt vi endelig et nyt. Meget fint Yuasa, og med priserne derhjemme i tankerne, troede jeg det ville blive omkring 100 Euro, men jeg slap med 32! Jeg fatter ikke prispolitikken i Danmark. Der kan ikke være 70 Euro i skatter, afgifter og moms!
Tilbage for at afmontere ladestikket. Jeg finder på en anden løsning, hvor det ikke modtager vand. Batteriet skal lige lade lidt inden det monteres, så vi skal til gymnastiksalen igen for der har Marco sit lille værksted.

15:00
Planerne blev ændret. Jeg valgte at montere batteriet og så satse på at det bliver opladt undervejs. Desuden ville jeg skynde mig afsted inden regnen kom. Den kom dog i store mængder mens jeg arbejdede på Morini'en. Så nu bliver det nok til at jeg sigter direkte mod Morano i aften, når der kommer ophold i vandmasserne og så køre så langt jeg gider. I morgen tidlig skulle det blive nogenlunde tørt, så der vil jeg så fortsætte.

1/06 - 22.00

Km 29035 - Nogara

Det var den helt rigtige disponering. En lille hyggetur på 100 km i nogenlunde tørt vejr og så i et spændende område jeg ikke har set før. Og hvor jeg dog nød at være på farten igen!
Vand skulle man jo synes jeg har fået nok af, så egentlig ingen grund til at producere noget selv, men ikke desto mindre sluttede dagen med tårer i øjnene - Jeg havde besluttet at køre så langt jeg kunne inden det blev for mørkt og helst stoppe i tørvejr, så jeg ikke skulle gå i seng med vådt tøj, og så finde mig en forladt bygning at overnatte i, igen for at prioritere "tørhed". Ideen var at finde stedet og så tage ind at spise på den nærmeste restaurant jeg kunne finde. I Nogara spottede jeg et ok sted og kort efter en restaurant ved siden af en tankstation, Bar Amoco, hvor der var masser af lokale. Det er altid et godt tegn, for den slags steder er maden billig og god. Hurtig beslutning, kombien var godkendt! Jeg vendte om, kørte ind og smed mine sager i bygningen (som måske ikke er helt forladt), fandt ud af hvordan det skulle indrettes og så kørte jeg hen til baren.
Det så godt nok meget indspist ud, for ude foran var der servering af en stor gryde, så jeg tænkte om jeg var røget ind i et privat selskab, men jeg gik nu alligevel ind og spurgte ejeren (så han ud til at være) om han talte engelsk. Datteren (gætter jeg på) blev hentet og en meget sød, smilende og smuk pige fortalte mig at der var gratis risotto i dag, så jeg skulle bare stille mig i kø!! Jeg bestilte så en stor øl og hun guidede mig hen til den store gryde og sagde at hun nok skulle komme med øl. Jeg havde godt nok set på nogle skilte tidligere at der var "risottofest" i området, så jeg gætter på at det var det jeg var rendt ind i. Ved serveringen snakkede de løs til mig - noget om motorcyklen, og engelsk hjalp ikke nogen steder her. Jeg fik min mad (som i øvrigt var super lækker) og kort efter kom herren i serveringen, en mand sidst i 60'erne, hen og forsøgte at spørge mig ud - om jeg var på rundtur i Italien, kunne jeg få ud af det. Og jeg fik så overbragt at jeg skulle til Morinitræf i Morano. Han ville gerne vide mere, men jeg kunne jo ikke rigtig forklare. Men han var nu glad for "snakken". Der vimsede tre kvinder rundt og serverede drikkevarer. Midaldrende kvinder med figurer som enhver 20 årig ville være dybt misundelig på. En var i en meget afslørende kjole, og da jeg gav hende et ekstra kig, kom min samtalepartner hen og spurgte (det kunne jeg også regne ud) med et indforstået smil om kvinderne i Danmark var lige så flotte. Jeg måtte så forsøge at lade ham forstå at det var lidt vel hård konkurrence kvinderne her leverede. Lidt senere kom han igen og spurgte om noget som jeg heller ikke helt forstod, så det endte med at han tog min tallerken og hentede en ny portion. Lige hvad jeg havde ønsket mig! Efter at have indsnuset stemningen, frydet mig over de søde mennesker og fældet den rørstrømske tåre, fik jeg betalt og viile så tage afsted. Der var dog lige en mere der spurgte mig lidt ud om Morini'en, hvor jeg kom fra osv - en der faktisk kunne engelsk. Ja, i øvrigt var der en kødrand af folk uden om Morini'en mens jeg sad der, så den kan det stadig, selvom den ligner jeg ved ikke hvad, for så beskidt som den er nu, har den aldrig nogensinde været.
Tilbage til logiet gik det lidt kækt og selvom jeg havde noteret mig at der var noget meget glat mudder, lykkedes det mig alligevel at vælte, så endnu en lille tåre blev fældet. Det gik ud over højre styrblinklys, som knækkede! Så dumt! Men jeg skal vist være taknemmelig for at de uheld jeg laver på tur sker på den måde og ikke ved højere hastigheder. Jeg må lige se hvordan jeg laver en midlertidig løsning, for drejebænken har jeg jo ikke med. ;)
Fantastisk afslutning på dagen, trods uheld, og det er den slags der gør det hele værd!

3/06 - 00.35

Km 29300 - Morano sul Po

Ankommet til træf. Så er det altid svært at huske tilbage, for der sker så meget.
Dagen begyndte ved 6-tiden. Kunne ikke rigtig sove mere. Fik mig langsomt væltet ud af sovemiljøet og forsøgte at lave en løsning på blinklyset. Dernæst pakke og så stille og roligt afsted. Kl var halv otte da jeg bad Tornerose om at vågne til dåd, og så kunne jeg køre afsted på stort set tomme veje. Nationaldagen hjalp selvfølgelig også på lige det. Eneste problem var sådan set at få tanket, for det skulle foregå med sedler i automat, og jeg skulle have vekslet. Fandt så et supermarked der var åben og fik det gjort. Og så var det ellers en lang overhaling af de få biler der var, for fuld skrue.
Vejret var med mig - en smule køligt, men i det mindste tørt.
Ved 11-tiden ankom jeg så til Morano i opklarende vejr - og sågar lidt varme. Ikke som den første - på Facebook havde jeg igår nået at se at Karl-Heinz havde været her siden i går, så jeg måtte nøjes med andenpladsen. Opstilling af telt, hilse på de kendte ansigtet som ligner sig selv (arh, Oreo har tabt sig en del), lidt snak frem og tilbage og så eller afsted til Casale for det sædvanlige: Købe øl og få vasket Morini. Sidstnævnte gjorde underværker. I hvert fald en dejlig kontrast at se.
Tilbage på pladsen blev jeg straks budt på pranzo. Fire-fem forskellige retter, tre slags vin, kirsebær og grappa! Fantastisk at være her.
Eftermiddagen gik med snak - Hans fra Holland dukkede op - dejligt at se ham. Det er længe siden og selvom vi af og til skriver til hinanden, er det bare noget andet at snakke ansigt til ansigt. Flere velkendte ansigter dukkede op og snakken blev udvidet. Vittorio kom - har jeg også glædet mig til. En af de få italienere der kan engelsk. Eleonora og hendes kæreste, som også taler engelsk fik jeg en snak med. Total hygge og dejlige gensyn. I øvrigt fortalte Eleonoras kæreste (som jeg aldrig kan huske hvad hedder), at der i morgen er udflugt til ICP, som er den lille flyfabrik som Lambertini har lavet motor til (det er stort set en ombygget Corsaro-motor) - og der skulle blive trukket lod om en tur op at flyve, så jeg krydser selvfølgelig fingre for at det bliver mig ;o)
Aftensmaden var igen en italiensk fornøjelse. Der blev snakket og snakket. Giuliano stillede mig tusind spørgsmål og staklerne Hans og Vittorio måtte oversætte. Der blev grinet og råbt og selvom jeg ikke fatter 90 % af hvad der bliver sagt, så er der nærmest ligemeget for det er som musik i mine ører og dans for mit øje. Ved midnat kom trætheden dog over mig. Jeg gik i teltet, fik dog lige hilst på Wolfgang på vejen, han var lige ankommet og ved at slå telt op.
Ildfluerne viste mig resten af vejen til teltet og jeg kan nu nyde lyden af flagermusenes ekkolokationer, cikadernes sang og flodens susen i baggrunden.
Nå ja forresten, Hans kørte gennem Frankrig herned uden tankningsproblemer. Han fortalte at den franske regering har brudt strejken. Vist ikke den politisk mest ønskværdige løsning, nærmere et nederlag for i hvert fald friheden og broderskabet men det giver fornyet håb for at jeg kan komme til Spanien.

3/06 - 22:00

Km 29675 - Morano sul Po

Jeg vågnede alt for tidligt efter endnu en urolig nat. Fik rævesovet lidt mere og stod så op kl 8.
Første aktivitet var igen at arbejde på det ødelagte blinklys. Løsningen jeg lavede i går var ikke god nok! Denne gang er det noget med en korkprop - den fandt jeg i går, så jeg startede dagen med lidt snittearbejde. Jeg skal så også bruge noget epoxylim. Det prøver jeg at finde i morgen.
Ellers gik formiddagen som vanligt med snak! I går hilste jeg kort på en italiener som kan både engelsk og tysk, og ikke nok med det han kender en dansker som jeg også kender (eller i hvert fald ved hvem er). Ham snakkede jeg en del med i dag.
Kl 9:30 var der afgang til ICP, men lige forinden spurgte jeg Vittorio om han troede Perfetti var på værkstedet i dag, for så ville jeg nok besøge ham efter fællesturen. Det mente han, men han ringede lige for at få bekræftet: Indtil kl 19 var han der. Men afsted på fantastiske veje i snegletempo. Øv, hvor var det spild af gode veje. Nå, men jeg kender det jo efterhånden. Efter evigheder ankom vi så. Lambertini stod og tog imod som en anden far der med åbne arme og tårer i øjnene så alle børnene vende hjem til ham. Bag ham stod et lille fly med motoren i gang - hans motor! De benyttede vist lejligheden til en lille test af motoren.
Derefter var der rundvisning i lokalerne og jeg var lidt forbavset over antallet af fly og motorer, der tilsyneladende blev lavet på den lille fabrik. Interessant var det også at se at de lavede hver eneste lille stump selv. De havde sågar et plastikstøberi, hvor de blandt andet lavede vandtætte stik, altså ting man kan få fra underleverandører der specialiserer sig i den slags. Men det må jo give mening at lave det selv - måske har de en overproduktion som er endnu en indtægtskilde.
Efter rundvisning var der sandelig lodtrækning om hvem der skulle op at flyve. En havde foreslået at slå plat og krone i et længere udskillelsesscenarie. Jeg foreslog at vi bare smed vores tændingsnøgler i en hjelm og fik en uvildig til at trække en heldig vinder. Da de lige havde sundet sig over det simple i ideen, blev den ført ud i livet. Desværre blev det ikke mig. Oddsene var ellers gode, for der var kun 8 mand der var interesseret, hvilket undrede mig. Jeg havde troet at alle gerne ville prøve.
Mens den heldige var oppe at flyve, blev der serveret frokost. Jeg æder som vanligt løs når der er gratis mad, for normalt får jeg ikke så meget at spise på tur, så det er nu en god måde at få lidt kalorier at tære på. Det lader dog til at være lidt farligt på denne tur, for der er nærmest hele tiden gratis mad - og planen var egentlig at jeg skulle smide nogle kg på turen, men jeg tror faktisk at jeg kommer til at tage på! - Men det er nu en fornøjelse at deltage i måltiderne, for italienere spiser som de kører: hurtigt, meget og med stor passion. Igen må det undre mig at der er ikke er samme problemer med overvægtige som i Danmark - især fascineres jeg af hvordan kvinder formår at holde meget flotte figurer i en høj alder, for de holder sig bestemt ikke tilbage, når der er mad på bordet!
Da alle var mætte, fik jeg fat i Vittorio, for jeg havde nogle spørgsmål til Lambertini. Vittorio spurgte og oversatte så svaret. Det viste sig at jeg alligevel havde taget fejl i nogle af mine antagelser, så det var fint at få det på plads. Lambertini sagde også at det var sjovt at observere, hvordan vi uden for Italien altid havde nogle meget specifikke spørgsmål om detaljefunktioner.
I øvrigt er den vist eneste solgte Rebello med til træffet. På et tidspunkt stod ejeren og snakkede med Lambertini. Rebelloen gik lidt ujævnt og Lambertini greb resolut telefonen og ville ringe til fabrikken for at spørge dem om hvorfor. Jeg stod sammen med Hans og han oversatte dele af samtalen. Vi jokede lidt om hvordan de måtte have det når konstruktøren sådan ringede og skældte dem ud over at have ødelagt hans fine motor. Lambertini fik ikke fat i nogen, så han opgav at ringe, og så sagde han rent faktisk derefter, at han "ikke forstod hvordan de kunne ødelægge sådan et godt produkt"!!! - siden så vi ikke meget til ejeren - fik næsten helt ondt af ham ;o)
En anden lille biting de lavede på fabrikken var sidevogne og på fabrikken stod der faktisk to 9 1/2'ere med to forskellige sidevognsmodeller. På et tidspunkt blev den ene trukket ud og Mauro Gini fik en prøvetur. Det endte desværre meget galt, for tilsyneladende tog han fejl af bremse og gearskifte (han kom jo lige fra højre- til venstreskifte) hvilket betød at han kørte galt - ind i et hegn og kom slemt til skade. To brækkede knogler i hånden og er meget slemt åbent sår på knæet. Vi skulle således vente på en ambulance inden vi kunne køre tilbage. Vi kom altså sent afsted og igen i meget langsomt tempo. Derfor besluttede jeg at køre alene hjem, for jeg ville jo gerne nå til Milano for at se Perfettis værksted. Så tilbage til pladsen for at hente en ny iPhoneledning, for iPhonen er begyndt at ikke ville acceptere den ledning jeg ellers har brugt. Det er så ofte et problem, så jeg har taget et par ekstra med. Meget irriterende. Men så afsted med fuld skrue (efter at have hilst på flere nyankomne - Manfred, Dieter, Dieter, Marcus osv). Der var en del trafik, så det var igen en lang overhaling og køren mellem bilrækker. Vildt sjovt! Ved halv sekstiden var jeg hos Perfetti. Meget lille butik og meget lille værksted. Mario taler ikke engelsk og sønnen Enrico meget lidt, men jeg blev da vist rundt og for en gang skyld tillod jeg mig at tage en masse billeder. På et tidspunkt "trak" Enrico mig med ind i forretningen igen og fandt en stor tegning frem - en "hemmelig" tegning af en Morinimotor fra 1961. En motor med desmodromisk ventilstyring og tre knaster til at styre med. Meget interessant.
Nogle vil måske mene at det er tosset at køre et par hundrede km bare for at se et lille undseeligt værksted i en halv time, men jeg kender dog i hvert fald en som jeg kan hente forståelse hos (ikke, Ejvin?! ;o)
Nå, men jeg vendte så næsen tilbage igen. Kl var seks og jeg tænkte jeg måske kunne nå forbi Morinifabrikken inden kl syv, som vist er et typisk lukketidspunkt. Det var så en omvej på 40 km, men jeg synes det skulle prøves.
Igen fik den fuld skrue og kvart i syv var jeg der. Desværre lukkede de kl seks. Men så kunne jeg i det mindste køre ad den sjove vej, som jeg kørte sidst og som gik hen over en meget speciel bro: pramme tøjret til pæle hvorpå der ligger en bro lavet af træ! Kvart i otte var jeg tilbage på pladsen og kunne endelig give mig lidt tid til at snakke med folk, få noget at spise, og kigge på Morinier. Christine og Klaus var i øvrigt også kommet, så dejligt gensyn. Kl halv ti var jeg dog for træt til mere, så jeg gik simpelthen i teltet.

5/06 - 01:30

29793 Morano sul Po

Måske er det bare en forlængelse af mit vrøvl om at være et lykkeligt menneske, men jeg går mod mit telt, der er en let tågedis som har bredt sig over hele lejren, cikaderne akkompagnerer musikken jeg bliver fulgt i seng af og jeg strækker armene mod himlen og suger øjeblikket til mig.
Musikken kommer fra en gruppe som har instrumenter med eller bare deltager med hvad der nu er for hånden. Det er ikke kønt, men meget livsbekræftende.
10:38
Jeg faldt i søvn midt i en sætning i nat. Havde en hel masse på hjerte, men det er væk nu. Var vist lidt sentimental i øjeblikket.
Hvad skete der ellers? - Vågnede igen for tidligt. Kørte til Casale for at købe olie, lim, hukommelseskort til videokameraet og lidt proviant.
Tornerose har smidt en del olie fra et løst topdæksel, så da jeg kom tilbage blev det pillet af, pakningen og ventilspillerummet tjekket, og dækslet spændt ordentligt fast igen. Reparationen af blinklyset måtte vente til aftenen, hvor jeg ikke skulle køre mere. Det skulle jo hærde i ro og fred.
Ja, behøver jeg at fortælle at al tid ud over andre aktiviteter går med snak.
Sidst på formiddagen gik turen til et grappadestilleri. Den gang i lidt bedre tempo, men stadig spild af gode veje. Rundvisningen var også et dræbende maraton, men tøsen der holdt det lange foredrag var yderst køn, så det gjorde det en smule udholdeligt. Der blev sluttet af med smagsprøver, selvsagt. Det er altså fascinerende hvor let italienere tager på det med alkohol. Der er næsten altid et par glas vin til frokost eller aftensmad - måske også en grappa eller limoncello og så er det ellers bare ud i trafikken. Altså lidt som førhen i Danmark. Bortset fra at man egentlig aldrig ser deciderede fulde trafikanter.
Tilbageturen foregik i let regn og derfor lidt større veje. Tempoet kom op, da folk bare ville hjem, så endelig noget ikke-søvndyssende kørsel.
Mere snak ;) Især med Manfred som fortalte historien om konen, som havde en affære med hans bedste ven mens han lå tre måneder på hospitalet!!! Manfred fandt så en kæreste et halvt år efter og nogenlunde samtidig fandt "vennen" så en anden elskerinde, så nu er konen fornærmet over situationen og under selvfølgelig ikke Manfred glæden med hans kæreste nu hvor hun selv er blevet vraget. Derfor laver hun en masse drama og en skilsmisse lader vente på sig. Stakkels Manfred, som bare forsøger at være så godt et menneske det er muligt!
Ved aftenstid ville Hans og eventuelt et par andre tage til Casale for at spise. Maden er fin på pladsen, men lidt kedelig i længden og også lidt dyr, så jeg valgte at følge trop. Det endte dog med at Hans og jeg var alene afsted, men det var nu hyggeligt at få en længere privat snak med ham. Hollandsk og dansk kultur er utrolig ens, så vi falder godt i spænd.
Tilbage igen gik jeg i gang med at lave blinklyset. Alt var forberedt, så det skulle kun samles. Dog under bevågenhed af nogle af de kendte tyske Morinifolk - og med de sædvanlige drillende kommentarer. Der blev grinet af den simple løsning med en udhulet korkprop, araldit og isolerbånd, men dog applauderet da det virkede! (Og her i dag ligner det faktisk en holdbar løsning).
Så var der musik og dans. Desværre ikke rigtig nogen dansepartnere, så jeg drak en masse øl sammen med Hans og Fabio (som postede "tossebilleder" af os på Facebook).
Senere var der lodtrækning på vores tilmeldingsnumre. Jeg gik tomhændet derfra, men Hans vandt et lille ølsortiment fra Menabrea (de laver nok den bedste øl i Italien)
Umiddelbart efter var der en videnskonkurrence. Og jeg kom på hold med Hans og nogle tyskere. Vi skulle så konkurrere mod 6 italienske hold. Selvsagt vandt vi ikke, dels pga af sprogbarrieren og dels fordi der var nogle meget specifikke spørgsmål om især de helt gamle Morinier. Men en tredjeplads blev det dog til, takket være især Werner og Hans!
Resten af aftenen blev der drukket og pjattet og det sluttede som sagt med egengjort musik og mig der gik i seng i et fantastisk humør.
I dag har jeg bare trisset rundt. Lige nu er de fleste på tur til et vinslot, men jeg gad ikke rigtigt. Har fået for lidt søvn, for megen alkohol i går og desuden skal jeg jo senere i dag køre langt.
Nu vil jeg så småt pakke.

5/06 - 22.21

Km 30248 - Avignon

14:45 sad jeg på Tornerose med retning mod vest. Indtil da havde jeg bare trukket tiden ud, ville ligesom have det sidste med - og farvellet er aldrig sjovt. Jeg fik lidt pomfritter til frokost sammen med Hans, fik et bad og begyndte så småt at sige farvel til folk. Jeg var den første Hans sagde farvel til og han sagde så samtidig at nu ville han gå rundt og tage afsked - så han nok ville være her en time endnu. Han er nu underholdende. Jeg gjorde så det samme og vi krydsede vej flere gange og var faktisk færdige samtidig - måske ikke en time senere, men tid gik der med det. Fulvio (formanden for den italienske klub) sagde i øvrigt at han altid blev særlig glad for at se mig. Jeg bliver sgu så rørt over sådan noget. Også en af grundene til at afskeder ikke huer mig.
Det skønneste vejr at køre afsted i. Som altid på relativt lige veje og som altid fint nok, fordi der er så mange indtryk der skal bearbejdes.
Da jeg nærmede mig den franske grænse blev det imidlertid sort og da jeg krydsede grænsen efter passet omkring Sestriere kom der regn. Koldt var der også og da jeg kom ind i dalområdet på den anden side var der en enerverende kraftig modvind. Men for fanden hvor var der smukt. Det var lige før at vejrliget var lige meget, for det var overvældende. Det forblev koldt i meget lang tid og bygerne kom og gik. 150 km fra Avignon blev det dog varmere og varmere - og tørt ikke mindst. Ruten var blevet blev valgt lidt i samråd med Hans og Claude, en af franskmændene. Claude mente at det var en god rute og at der ville være gode veje og meget smukt. Og det har han ret i. Jeg lod TomTom bestemme det mere specifikke og derfor kom jeg ind i mellem på meget små og fantastisk sjove veje.
Benzinproblemet var jeg lidt spændt på, men da der kørte biler og motorcykler overalt tænkte jeg at det nok ikke var et problem, men jeg fik nu alligevel et problem med benzin. De små veje betød at der var langt mellem tankstationerne og da det faktisk var meget kritisk omkring 100 km fra Avignon var der lidt panik på. Jeg fandt dog endelig en med kun en liter tilbage i tanken. Problemet var dog at det var en lille en ude på landet og som kun tog bestemte benzinkort. Den næste tank var for langt væk til den smule benzin jeg havde tilbage og i øvrigt så det på TomTom'en ud som om at den ikke var meget anderledes. Der var ikke andet at gøre end det jeg før har gjort i Frankrig: vente på den næste, tanke på dennes benzinkort og så give vedkomne pengene i kontanter. Der ville gå timer tænkte jeg, og kunne se at planerne om at være i Avignon inden 21 begyndte at smuldre. - 2 minutter efter kom en meget flink franskmand forbi. Han kunne lidt engelsk, så i løbet af ingen tid havde vi fået det arrangeret. Jeg fik en fuld tank og kunne køre videre uden at frygte at løbe tør og kunne meget bedre nyde de sjove veje.
I Avignon tog jeg ind på en campingplads. Claude havde fortalt at der lå en lige ved bykernen ned til floden. Der var to, og jeg valgte så den med mindst stjerner og det bedste navn: Bagatelle ;o) Jeg blev indskrevet og kørte så til min anviste plads. Det tog lige lidt tid at finde, så jeg kørte lidt rundt på pladsen. Da jeg begyndte at pakke ud, kom en meget indigneret franskmand og spurgte mig ud om jeg nu også var det rigtige sted, om jeg havde snakket med sikkerhedspersonen og om jeg hørte til "gruppen". For han havde set mig køre rundt - "this is nøt nørmale", sagde han. Jeg kunne forsikre ham om at jeg var blevet anvist og han måtte gå med uforrettet sag. Fandt aldrig ud af med hvilken autoritet han talte, men i det mindste kunne jeg så gå og more mig over hans "this is nøt nørmale" hele aftenen.
Jeg ville egentlig have spist i byen og var på vej derind, men kunne se at det ville blive alt for sent, så jeg vendte om og spiste på campingpladsen. Her vimsede en meget sød og meget forvirret dame rundt og serverede. Jeg fik en pizza - det eneste de serverede på det tidspunkt, som i øvrigt kommer på top ti over de dårligste jeg har fået. "Gruppen" sad også der. Det var vist nogle offroad-gutter der var samlet til et eller andet arrangement og der var flere nationaliteter til stede.
Trætheden kom over mig efter maden, ideen om en bytur blev droppet og jeg gik i teltet.

06/06 - 21.00

Km 30712 - Figueras

Tidligt op igen. For lidt søvn igen. Jeg havde håbet at søvnen ville blive bedre, når jeg nu kom på egen hånd. Nå, jeg kunne lige så godt pakke, få et bad og betale for overnatning. Det hele foregik i slowmotion, siden jeg nu var træt - og trætheden hang faktisk ved det meste af dagen.
Første stop var 1000 km fra hvor træffet foregår, et sted ved stranden. Ville egentlig have badet, men gad ikke alligevel. Jeg overvejede i stedet næste skridt, og det bliver Barcelona som destination. Jeg er jo i relativ god tid, så jeg kan godt turiste den lidt der. Jeg har altid gerne ville se Gaudis bygninger, så de vigtigste skal jeg lige have fundet adresser på.
Frankrig fortsatte med at være smukt, men jeg tror ikke rigtig jeg bliver fan af landet. Vejene er generelt ikke så gode. Jeg forstår godt hvorfor Citroen har ekseleret så meget i affjedring, for det er ikke lige i at få jævne veje at franskmændene har lagt arbejdsindsatsen. Måske er det meget fransk at opdage, at "arh, man skulle måske lige have lavet vejene lidt bedre, men pyt, så laver vi bare affjedringen bedre i alle vores biler i alle kommende generationer!" Fransk kørestil er heller ikke lige mig. De kører godt nok vildt hurtigt på de større landeveje i de mere øde områder - det er lige før jeg ikke kan følge med bilerne! Men inde i byerne er det lidt som at være i Danmark. Der er slet ikke det samme glidende flow som i Italien - hvilket også skyldes vejarkitekturen.
Det første stykke af etapen foregik på lidt større veje, men det blev jeg endnu mere træt af, så jeg fandt nogle små veje med mere krøl på. På et tidspunkt måtte jeg dog have en lur, for jeg kunne mærke at jeg både var fartblind og at timingen hele tiden var lidt ved siden af: bremsede hele tiden for sent, så rytmen blev ødelagt. Jeg fandt en lille roligt plet ved en flod, smed tøjet og lagde mig i skyggen. Jeg tror det lykkedes mig at få et kvarters søvn, men sikke en forskel. Da jeg igen fandt små veje, var jeg igen på forkant med tingene og det hele blev meget sjovere.
Dagen i dag blev heller ikke uden regn. Jeg har ikke haft én køredag, hvor det ikke har regnet! I dag gjorde det ikke så meget, for det var varmt og tøjet tørrede nærmest med det samme, så snart bygerne forsvandt.
Nåja, og så har jeg haft forbavsende ondt i røven i dag. Sad meget uroligt i sadlen i dag, så det blev til en del pauser ind i mellem. Sidste var lige inden den spanske grænse. Jeg skulle tanke og det så meget regntruende ud og begyndte at dryppe. I håb om at det ville passere imens og fordi den lige var der, tog jeg på MacD for at få en "LeM" - ja, en fransk særlig ting. Men den var nu lige så uimponerende som al andet af MacDs mad. Da jeg var færdig kunne jeg køre videre i tørvejr!
Næste mål var bare at komme ind i Spanien og så finde et sted at overnatte. Kl 19 krydsede jeg grænsen og kørte så til jeg fandt et godt sted. Indtil videre kan jeg lide Spanien. Gode veje og bedre flow i trafikken! ;o)
Føler ikke jeg har kørt ret langt i dag, for jeg synes jeg har holdt mange pauser og jeg har kørt på mange små veje med langsomt tempo, men det er da alligevel blevet til omkring 450 km. Der er 130 til Barcelona, så det er en fin lille distance at starte dagen på i morgen.

07/06 - 23.04

Km 31159 - Alcañiz

Det er snart den samme historie hver morgen, men i dag tvang jeg mig selv til at blive liggende selvom jeg vågnede meget tidligt. Jeg ville så stå op når solen begyndte at varme i teltet. Varmen udeblev og jeg var lige ved at blive bekymret da jeg halv ti endelig stod op, men teltet stod i skygge og i solen var det rigeligt varmt. Der har været 30 grader visse steder i dag - har jeg set på flere termometre langs vejene. Jeg fandt nogle nogenlunde snoede veje ind til Barcelona, selvom det er svært lige i det område og det sidste stykke blev ad store veje med overhalinger og zigzag igennem trafikken. Jeg gjorde holdt i en lille forstad og købte mig noget at spise og drikke i et lille supermarked. Det skulle vise sig at blive en lidt kedelig oplevelse - det kommer!
Jeg fandt så vha netsøgning og TomTom'en de interessepunkter jeg vil se, nemlig Gaudís bygninger. Den første på ruten var den imponerende kirke Sagrada Família og dernæst Parc Güell. Efter jeg havde kigget på den, opdagede jeg at mit lille "actionkamera" som jeg ellers har siddende på styret var væk og jeg var med det samme klar over hvad var sket: da jeg var inde og købe min mad i supermarkedet, havde jeg gjort noget som jeg ikke plejer. Jeg plejer at tage det af og med ind. Denne gang gemte jeg det bare væk mellem sæde og oppakning, så det ikke var synligt. Da jeg så kørte afsted glemte jeg alt om det, fordi det selvfølgelig heller ikke var synligt for mig selv, og det er så faldet af da jeg satte mig op på Morini'en. I øvrigt var det så også en af de eneste gange hvor jeg ikke dobbelttjekkede at alting var med og at der ikke lå noget på stedet jeg forlod!! Nå, jeg fortsatte turen rundt og så de andre bygninger, og valgte så alligevel at køre tilbage til supermarkedet. Det kunne jo være at det var blevet indleveret. Jeg spurgte mig frem (der er væsentlig flere spaniere der kan engelsk end italienere og franskmænd), og personalet fik fat i sikkerhedsvagten. Han kunne godt huske at jeg havde spist brød, chorizo og gouda og drukket en cola uden for (ja, han holdt øje med mig), men han havde altså ikke set et tabt kamera og ingen havde indleveret det. Øv! Det værste er som vanligt at en del optagelser også er gået tabt.
Nå, videre mod Madrid. Humøret var lidt nede og det blev ikke bedre af turen, for hvor var det dræbende kedeligt og enerverende. Kæmpestore 4-spors-veje afvekslende med 1-spors-landeveje; masser af rundkørsler og så ikke mindst lastbiler. Jeg tror jeg overhalede 1000 lastbiler på strækket ud af Barcelona mod lidt mere åbne vidder. Jeg stoppede flere gange for at finde alternative veje, men der var ikke rigtig noget det gav mening, så jeg måtte stå (eller rettere sidde) pinen ud. Men da jeg endelig kom ud af dette inferno, var der utrolig smukt og humøret blev straks bedre. Vejen var stadig stor, men den snoede sig med store bløde kurver, så jeg kunne få øvet svingteknik i højhastighedssving. Jeg er frygtelig pivet når det kommer til hastigheder over de 100 når nedlægningsvinklen bliver stor. Jeg opsøger altid de mindre veje, hvor hastigheden i sving sjældent er højere end 80. Der føler jeg at jeg kan nå at redde tingene, hvis der sker noget uforudset eller jeg fejlvurderer svinget. Jeg føler ikke jeg har en chance når det går hurtigere. Nå, men jeg fandt i hvert fald ud af at jeg har en tendens til ikke at kigge langt nok - altså mod udgangen af svinget. Og jeg tror at det igen kommer sig af de sving i de områder jeg plejer at opsøge, for der skal jeg hele tiden holde lidt øje med om der skulle ligge grus, blade eller lignende, så derfor har jeg vane for at holde stærkt øje med de kortere afstande. På de store veje er det yderst sjældent et problem, så derfor kan man roligt "kigge langt" - som man jo skal. Hvorom alting er, jeg havde det rigtig sjovt, da det begyndte at "køre for mig" Det sidste stykke jeg har kørt i dag, har været på små veje. Den type jeg plejer at vælge. Der skulle jeg så lige vænne mig til et lidt lavere tempo!!! Desværre var vejene ujævne på fransk vis, så det tog en smule af fornøjelsen. Men igen, her er smukt og nu har jeg fundet et idyllisk sted at overnatte nær en lille rislende flod, med et par fugle, nogle frøer og cikader der sagte synger om kap.
Tornerose har ikke været nævnt så meget, men hun trænger snart til noget kærlighed. Motoren siger ikke så kønt længere. Den tikker og rasler noget videre. Den har snart gået 30.000 km efter "semirenovering" - det var endnu en af de "nærige" renoveringer, hvor jeg kun udskiftede det mest nødvendige, og det kan altså mærkes nu. Kæden - eller kædekittet er også til rotterne. Det burde jeg have skiftet inden turen, men igen var jeg lige nærig nok. Havde håbet at det lige ville holde turen ud, men det trænger altså.
Jeg har kommunikeret lidt med Norbert og han har varskoet mit komme - og at jeg nok har brug for lidt værkstedstid. Et olieskift er på tide - jeg har jo kørt omkring 4000 km. Pedro, som er arrangøreren, har allerede skrevet til mig pr WhatsApp. Jeg prøver at fedte mig ind til en overnatning hos ham, så jeg har et sted at smide mit grej. Jeg vil gerne kunne tage til Madrid og turiste den uden oppakning.
Nå, nu vil jeg lade dyrene omkring mig synge vuggevisen færdig og duften fra den vilde dild uden for teltet lade mig drømme noget helt særligt.

08/06 - 23.59

Km 31742 - San Lorenzo De El Escorial

Kender du det der med at komme til et sving med en perfekt kurve. Du kan se præcis hvordan linjen og hvor udgangen af svinget skal være. Fuld hammer så længe man tør, og så alt hvad bremserne overhovedet kan nedsætte farten med til knap en tredjedel ind i svinget - så meget så forhjulet lige vil vandre lidt udad og give hele kortegen en smule understyring, så langsomt af bremsen og tiltagende på gassen, holde gassen rundt i linjen, som faktisk er på vej ud af det ideelle og over mod den anden kørebane. Men vel vidende at det ikke gør noget, for når man i sidste tredjedel af svinget giver gas, vil bagdækket drifte lige så meget - man kan næsten høre den tyggegummismaskeagtige lyd af dækket der klæber til asfalten, men samtidig må slippe en anelse, så hele bagenden retter køretøjet op, giver en smule overstyring og sender maskine og mand ud af præcis den linje som var planen ved indgangen... Jeg vil ikke sige dette lykkes for mig hver gang, men oftere og oftere, og når det sker - ja, jeg vil ikke sammenligne med visse andre og højt værdsatte kropslige fornøjelser, men det kommer meget tæt på! Og hvis du ikke kender det, så øv det, øv det, øv det for fa'en, for der er ubeskriveligt fedt! Nå, men som det måske kan forstås har jeg været på fantastiske veje i dag. Morgenhistorien var den samme og først halv ti var jeg på farten. Det begyndte med store vidder og bløde sving, så jeg kunne øve at se langt. Og hvor var der langt at se. Igen utroligt storslåede landskaber, hvor man ikke behøver at kigge på universet for at føle sig meget lille i verden. Jeg tænkte hele tiden at det må være sådan at køre i USA på Route 66 og det allestedsnærværende spanske fik også tankerne hen på westerns og de mexicanske scenarier man ofte ser. Igen utrolige vidder, bjerge, klipper; jordfarver alt fra hvid over det rødeste røde til sort. Dybt fascinerende og meget ydmygende på en god måde.
Norbert havde foreslået en retning på ruten og et sted jeg skulle se, med nogle meget specielle klippeformationer. Det gav lidt mindre veje, som ellers har været svære at finde og det var her jeg havde de ekstatiske oplevelser, for vejene var nær perfekte - ja, sågar at sammenligne med yndlingsområdet: kystområdet i Toscana.
Egentlig var den først lagte rute på 400 km, men de snoede veje smed så et par hundrede oveni. I øvrigt havde jeg hjemmefra regnet med 8000 km i alt, hvis turen gik til Spanien, og der følte jeg at jeg overdrev. Jeg er nu halvvejs og har kørt knap 5000, så 8000 er vist ikke nogen overdrivelse.
Nå, jeg havde jo skrevet til Pedro at jeg ville være der allerede i dag. Og jeg skrev i dag løbende at jeg var på vej. Han har vist ikke helt fanget at jeg havde planer om at komme på besøg, så da jeg stod foran hans hus kl otte om aftenen, kom det lidt bag på ham - han var endnu på arbejde. Jeg tog så på campingpladsen hvor træffet afholdes. Meget fint sted, men forbavsende god pris i forhold til faciliteterne. Poolen er i hvert fald et kærkomment syn! ;o) Alting går tilsyneladende meget nøje for sig her - nærmest helt tysk! En sikkerhedsvagt kørte foran mig til den anviste plads, så ingen slinger!
Jeg fik slået op og gik i restauranten. Det var lidt sent og udvalget (igen) ikke så stort. Men jeg bestilte en burger og spurgte om jeg kunne få pomfritter med. Den søde servitrice forklarede nærmest undskyldende at der hørte en meget lille portion med. Jeg var lige ved at bede om at få en ekstra portion, men godt jeg lod være, for den portion fejlede intet - og så det hele til 30 kr!
Mens jeg spiste skrev Pedro at han var på vej. Jeg skrev tilbage at jeg sad i cafeteriet og da gerne ville drikke en øl sammen med ham. Han kom så og vi fik snakket lidt indledende. Jeg fik nogle tips til besøg i Madrid (som jeg vil besøge i morgen) og vi aftalte at han kommer og henter mig i morgen aften og så kører vi til "en restaurant i bjergene", som han sagde. Så håber jeg at jeg endelig kan få noget lokalt at spise.

09/06 - 15.30

Km 31808 - Madrid

Madrid har tilsyneladende ikke noget spektakulært at byde på. Jeg spurgte Pedro i går og han havde ikke så meget at byde ind med. En netsøgning gav heller ikke det store. Men jeg har da lavet den sædvanlige: turist med Morini, taget det obligatoriske "Madridbillede" og sidder nu i en af parkerne for at køle lidt ned. Det er selvsagt vildt varmt. Jeg tror egentlig bare jeg vil køre tilbage til campingpladsen og hoppe i pølen.
Jeg begyndte egentlig dagen med kigge lidt på Tornerose. Ventilerne blev stillet. Styret justeret - det fik et lille gok indad ved mit væltenummer (blinklyset holder i øvrigt fint). Den elektriske benzinhane holdt op med at virke igår. Den slog godt nok til, men der kom ingen benzin ud, derfor fik jeg den renset for skidt og nu løber det fint igen. Koblingen har drillet. Jeg lavede jo nyt kabel og rensede koblingen, så egentlig burde det være som at trykke en varm kniv gennem blødt smør, men den er simpelthen gået så ufattelig stramt og der har været et hak - sådan ca hvor jeg går til med grebet når jeg kobler i de højere gear. Mistanken faldt så på koblingsarmen ved motorhuset. Og ganske rigtigt, der var meget markante slidmærker, en halv mm dybe. Og det var altså kanten på slidmærket jeg hver gang skulle kæmpe imod. Leatherman'en frem for der er en fil i. Den kunne ikke file det. Den kan allerhøjest file en negl. Det er altså noget skrammel. Jeg forstår ikke hvorfor de har så godt ry. Den blev købt netop med troen på at den havde en vis kvalitet over for de andre kopiprodukter, men det er samme lort (amerikanere, siger jeg bare!) Nå, heldigvis har de masser af klipper i Spanien som bliver brugt alle steder, og ved siden af teltet lå der nogle topsten på en mur. De var velegnede som slibesten og inden længe var koblingsarmen igen glat som en barnenumse. Og sikke en forskel - nu er det som kniv/smør!
På hjemvejen vil jeg prøve at finde en dunk olie og så skifte den. Det er høje tid. Der skal under alle omstændigheder toppes op, for nu har den smidt lidt fra bageste topdæksel - og her var et gevind i stykker. Heldigvis var en af skruerne lidt længere og kunne komme ned og få fat i frisk gevind.

09/06 - 23.59

Km 31928 - San Lorenzo De El Escorial

Dagen blev sluttet af med spansk selskab. Pedro skrev kl 20 at han var på vej. Jeg kørte så op til hovedvejen og inden længe var vi to Morinier på vej "op i bjergene". På toppen af et pas (1500 m) lå en restaurant med udsigt over et par byer og sågar Madrid. Snakken gik igen. Pedro er ikke så god til engelsk, men vi kunne dog få en samtale i gang. Pedro bestilte hvad jeg kunne regne ud var en stor bøf. Og stor var den. Jeg var lige ved at tro vi skulle have en hver, men den var heldigvis til deling - og så var den stort set bare lige kørt hen over ilden på vej til tallerkenen, så nærmest rå! Normalt er jeg til "well done", men den smagte faktisk godt. Sjovt at få rigtig mørt oksekød, noget der på det nærmeste er ikke-eksisterende i Danmark. Et par bajere røg der også ned. De har også et afslappet forhold til alkohol. Pedro fortalte at vin og øl er beskattet som fødevarer. Det er således på det nærmeste kun stærkere drikkevarer som bliver betragtet som alkohol.
Hyggeligt med lokalkolorit. Der var i øvrigt en mand som spurgte Pedro lidt ud om Morinierne og han troede næsten ikke sine egne ører, da han fik at vide at jeg kommer fra Danmark og har kørt 4900 km ind til videre.
Jeg har besluttet at jeg i morgen skal prøve at undgå at køre og i det hele taget lave så lidt som muligt. Jeg tænker at jeg egentlig godt kan udnytte at være på ferie ;o)

10/06 - 14.00

Km 31928 - San Lorenzo De El Escorial

På dette tidspunkt på mine ture plejer jeg at skrive "Hej Far, tillykke med fødselsdagen!" Og det skal heller ikke udeblive i år. Denne gang skal hilsnen være med særligt eftertryk, nu det er rundt i år. Hvis jeg kunne ville jeg selvfølgelig være to steder på en gang, men valget er altså faldet på turen her. Jeg er dog sikker på at du bliver fejret på bedste vis hele dagen igennem. Altså, et kæmpestort tillykke her fra midten af Spanien!

10/06 - 8.58

Km 31928 - San Lorenzo De El Escorial

Det lykkedes mig faktisk at lave ingenting igår. Og så dog, det lykkedes mig at blive forbrændt af solen. Jeg synes ellers jeg gjorde mig alle forholdsregler, men når ens krop ikke har set sol i flere år, er den øjensynligt ekstremt følsom.
Jo, jeg fik også vasket tøj! Store sager...
Ellers sad jeg og ventede på Morinisters ankomst. Og ventede, og ventede. Kl otte om aftenen intet spor, end ikke lyd fra Pedro, så jeg skrev så til ham, at jeg havde tænkt mig at spise aftensmad alene, hvis der ikke kom nogen i dag. En halv time senere svar om, at der nok ville komme et par stykker kl 21. Jeg var dog gået i restauranten og havde bestilt mad. Kl ti var der så endelig et møde med fem spanske Morinister!
Jeg ved ikke, det er ærlig talt lidt blandede følelser jeg har i den forbindelse. Jeg har gået og tænkt på hvordan jeg selv ville have budt en fremmed velkommen - nok ikke sådan som jeg selv er blevet modtaget. Mit førstehåndsindtryk af de spaniere jeg har mødt har været at de er meget reserverede, ikke synderligt servicemindede (i butikkerne), svære at få et smil ud af, generelt virker lidt desillusionerede og ikke synderligt sociale - og mødet med Morinisterne har egentlig ikke afkræftet dette førstehåndsindtryk, desværre. Nu står det måske også i kontrast til de meget sprudlende, livsglade, søde og særdeles sociale italienere, men selv når jeg tænker på hvordan vi indelukkede nordboer er, så synes spanierne (i de områder jeg har været i) endnu mere indelukkede. Nå, nu skal det heller ikke lyde så slemt, for egentlig er Morinisterne såmænd søde og venlige, og aftenen var også hyggelig. Sprogbarrieren er selvsagt lidt en hindring, så Norbert er savnet her. Og selvom halvdelen tilsyneladende kan lidt engelsk, er det relativt fragmentarisk, det de så kan.

12/06 - 10.09

Km 32050 - San Lorenzo De El Escorial

Vågnede sent igår. Opdagede at nogle havde stjålet min pose med øl og sodavand i nattens løb! Endnu et minuspoint til Spanien. Her er kommet rigtig mange spaniere i går, så her pludselig nærmest er fyldt op!
Tilbage fra morgentoilette stod tre af Morinisterne og beundrede Tornerose. De spurgte om jeg ville med op og have morgenmad. Egentlig havde jeg tænkt at spise et eller andet minimalt fra supermarkedet, men i socialiseringens navn gik jeg med. Bestilte det samme som de andre. Det viste sig at være et flækket flute med hvad føltes som et halvt kilo bacon og en tilsvarende mængde smeltet ost. Det smagte nu ok. Det var bare lidt meget, og det var sådan set startskuddet på et ædeorgie af en dag - jeg kommer helt sikkert federe hjem fra denne tur! Spaniere er gennemsnitligt lidt tykkere end italienere, men der ryger vist også en del mere ned end i Italien (hvilket jeg næsten ikke troede muligt), men stadig langt fra hvordan danskere efterhånden er. Men det er måske sukker der er problemet derhjemme - nå, sidespring!
Flere Morinister stødte til og snakken gik - lidt uden mig. Jeg valgte efter morgenmaden at følges med flokken til deres hytter, for at kigge på Morini'er i dagslys. Så kaldte naturen og efter toiletbesøg gik jeg til teltet for lige at få samling på mig selv. Mens jeg sad der kørte tre af Morinisterne afsted - så to og igen endnu to. Først tænkte jeg at det bare var et par stykker der måske ville uden for campingpladsen og købe noget, men med det stigende antal, tænkte jeg at det måske var fællesturen. Jeg skrev til Pedro om der var tur nu, men ikke noget svar, så jeg skyndte mig i køretøjet og kørte efter. Oppe ved indgangen var der samlet en større flok - mange nye var kommet til. Nå, den lange forklaring bare for igen at understrege hvor mærkværdigt jeg finder det at ikke en eneste lige var opmærksom på at jeg måske ikke lige var indviet i noget indforstået. Jeg var altså lidt tøsefornærmet da jeg sluttede an.
Men afsted gik det så. Pedro førte an, han er jo arrangør, lokalkendt og så kører han race i fritiden. Det blev meget hurtigt klart at jeg da vist skulle ligge lige bag ved ham, for han kørte rigtig godt til - nogenlunde det tempo jeg kan lide - og de næste kørte bare ikke hurtigt nok, så jeg overhalede hele bundet og lagde mig bag Pedro. Det var sjovt! Og ret hurtigt blev der skabt et enormt gab ned til de næste og da vi så skulle dreje fra første gang, måtte vi holde ind og vente. Og sikke vi ventede; der var helt vild stor forskel på folk foran og så de sidste. Sådan foregik det så egentlig resten af turen. Første stop var ved en bunker, vist nok fra 2. Verdenskrig. Det var første af et utal af stop. Vi kørte i alt 125 km og havde vist 7-8 stop!! Næste stop var ved en kæmpemæssig parabol. Det var en af NASAs tre vigtigste paraboler. Der var en lille udstilling som vi var inde at se. Meget interessant. En af de nyankomne, som jeg aldrig fik fat i navnet på, talte godt engelsk og han var meget venlig og forklarede og forklarede. Det fik løsnet lidt op for de andre som også kunne engelsk, så i dag har jeg faktisk fået snakket rigtig meget med folk.
Efter besøget skulle vi så endelig have øl ved næste stop, sagde Pedro. Det var ved en restaurant ved en hovedvej (med masser af gode sving), hvor en stor mængde motorcyklister var samlet. Her blev der drukket en øl. Min nye samtalepartner bød (alle stod i øvrigt med en øl i hånden). Næste stop var ved en lille stationsby med en bar og restaurant. I baren blev jeg igen budt på øl - og så lige en mere. Uanset hvor man kommer bliver der altid og hele tiden løbende serveret en eller anden form for tapas, så mad er der også hele tiden så snart man er et serveringssted. Egentlig kunne jeg have nøjes med det vi fik i baren, men vi skulle på restauranten og tydeligvis have frokost. Der var igen tapas! Maden blev bestilt og efter samråd med de nærmeste bestilte jeg lam og min nye samtalepartner bestilte svin, så kunne vi altid bytte, som han sagde. Vin kom på bordet - en fantastisk lækker rødvin. Der blev drukket godt til. Så var der en "let" forret - en lille skål muslingesuppe, en tunsalat og kartoffel/peberfrugt-mos med bacontern. Så var jeg mæt! Mere rødvin blev drukket og så kom hovedretten. Et ordentligt stykke kød med en smule kartofler til. Det er vist ufattelige mængder kød de får her, men det er altså af en helt usædvanlig god kvalitet, så et eller andet sted er det forståeligt. Og det jeg fik var heller ingen undtagelse. Ufattelig mørt og velsmagende. Jeg byttede også lidt med samtalepartneren og hans var lige så lækkert. Nu var jeg altså stopmæt og faktisk lettere beruset - og jeg var bestemt ikke blandt dem der drak mest. Dessert skulle vi da også have, men her sagde jeg stop! Fik alligevel en banan, som dog kom med i tasken. En kaffetår sagde jeg selvsagt også nej til, men jeg skulle dog lige smage lidt brandy og nogle forskellige lokale likører. Jeg tror de omkringsiddende gjorde det til deres projekt at jeg skulle prøve så meget lokalt som muligt. Brandyen var god og min makker ved min side mente at jeg skulle stoppe flasken i tasken og tage med hjem. Det kan man da ikke, sagde jeg. Jojo, og så puttede han den i tasken, så den fik jeg så med!! Tasken blev i øvrigt sammen med en T-shirt udleveret til os som var deltagere hele weekenden.
Hele den lettere berusede flok (vi var vel 20 stykker) kørte så videre til næste stop, og næste, og næste... Der var flere fotogene scenarier som skulle foreviges og historiske bygninger som skulle ses an og endelig var vi tilbage i San Lorenzo. Egentlig var der planlagt endnu to stop, men et par stykker ville købe øl til aftenen og så direkte på campingpladsen. Dem fulgtes jeg så med i stedet. Her fik jeg snakket en del med Joaquim, en meget sød og venlig mand.
Halv elleve var det så tid til aftensmad (ja, så sent). Jeg valgte den gode burger og sammen med tapas'ne var jeg altså ikke i stand til at klemme noget som helst mere ned den dag. Jeg tror faktisk ikke jeg behøver at spise igen før jeg kommer til det tyske træf!
Nå, men dagen forløb alligevel rigtig godt og folk er meget søde trods denne reserverethed.
Nu skal der gøres klar til afgang, så idag begynder ridtet den anden vej: retning hjemad, men først lige gensyn med de tyske venner. Det glæder jeg mig til. Ikke mindst fordi jeg så igen kan tage del i samtalerne.

12/06 - 22.00

Km 32586 - Huesca

Var meget slatten da jeg endelig kom op. Det var en af de sædvanlige kampe med en fyldt blære og det ikke at gide gå op på toilettet. Dovenskaben vandt som så ofte og det er altid en fejl.
Så småt pakke, i bad, til receptionen for at checke ud. Jeg havde ikke lige lyst til morgenmad. Havde desuden begyndt morgenen med bananen fra gårsdagens madoverflod. Var næsten klar til at tage afsted og tænkte jeg kunne møde Morinisterne i cafeteriet, men på vej fra receptionen stødte jeg på Pedro og Carlos. De var på vej på Morinadaens sidste tur. Turen skulle gå nordpå, så jeg sagde at jeg da lige kunne pakke teltet og så køre med så langt nordligt som de skulle og så selv fortsætte derfra. Som sagt så gjort.
Tempoet var lidt mere adstadigt i dag. Alle var vist lidt ramt af gårdsdagens udskejelser. Desuden var der fyldt med cykelryttere, søndagsbilister og motorcyklister. Spaniere overhaler ikke bare sådan lige. Der skal være god oversigt og det skal være lovligt - En af Morinisterne, Paco, havde bemærket at jeg ikke holdt mig inden for de hvide linjer på vejene, så de er relativt regelrette! (Men han var vist nu også lidt af en vrissen herre, som jeg kunne forstå det). Jeg er også flere gange blevet dyttet af, under "alternative" overhalinger - så det er altså på ingen måde som Italien.
Igen var der mange stop ved flotte udsigter - og der har i sandhed været smukt mange steder. Faktisk har jeg i den grad nydt sceneriet på hele køreturen i dag!
Sidste stop inden turen gik tilbage for de lokale og videre for mig og Barcelonagutterne var i en større by, hvor vi fik lidt at drikke. Jeg holdt mig til cola og ja så var der jo de sædvanlige småretter, så jeg fik alligevel noget at spise i dag ;)
Derefter kørte vi til skillevejen og der blev sagt farvel. Joaquim ville gerne have jeg lige skrev når jeg var kommet videre. Han er meget sød. Underviser på et universitet og har vist sådan nogle alfaderlig følelser, som undervisere mange gange udviser over for studerende.
TomTom'en var sat til en snoet rute mod et tilfældigt sted ved foden af Pyrenæerne. Det var en tur på omkring 400 km. Det kunne være et passende stræk. Igen blev der øvet i at kigge langt, men der var også masser af små sjove veje.
Halvvejs måtte jeg have en lille lur. Den manglende søvn og højden gjorde mig lidt døsig. Jeg har åbenbart lidt problemer med koncentrationen når højden er omkring de 1500 m og det var stort set konstant lige deromkring jeg befandt mig.
Mit næste mål er Andorra og jeg satte derfor kurs derimod. Lidt over 450 km var der endnu, men jeg kunne da prøve at se om jeg gad køre 150 af dem. Så afsted! Og det gik egentlig fint, så målet blev til halvvejen og så endelig 200 km fra Andorra. Her kom jeg forbi et meget flot stykke natur - en flod der har skåret en meget dyb kløft i klipperne. Jeg kørte lidt væk fra vejen og nede ved floden holdt fem VW autocampere fra Dresden med en flok relativt unge mennesker. Jeg trillede lidt væk fra dem, men det bedste sted var hvor de holdt, så jeg kørte hen og spurgte om de skulle overnatte der og om jeg måtte slå telt op ved siden af dem. Jo, de havde været her et par nætter og det var helt ok. Så det skal altså være mit logi for i nat.

14/06 - 00.40

Km 33225 - Nimes

Kl 9:30 vinkede jeg farvel til mine tyske naboer for natten. Spanien blev ved med at vise sig smuk og varieret lige til sidste kilometer. Jeg tror at det er den helt rigtige måde at se det på - med 100 km i timen - for det er så store og vidtstrakte områder. Vejene vekslede igen mellem de lange lige stræk, de store bløde sving og i dag var der faktisk relativt meget af små snoede veje (altså favoritterne).
Andorra fandt jeg ikke synderlig interessant. "Hovedstaden" er nærmest lidt grim, men i randområderne var der dog nogle meget flotte bygninger. Jeg var lidt inde og kigge priser på elektronisk grej. Kunne dog ikke helt fornemme om det var væsentligt billigere, for jeg havde ikke lige nogle priser i hovedet. Det lod dog til at dæk var billige. Der var ufattelig mange forhandlere!
På passet op mod den franske grænse blev der kørt race i bogstaveligste forstand - jeg "blev nødt til" at indhente to tyskere på nogle store japanercykler. Dem tog jeg op ad passet og da jeg holdt ind for at tanke på toppen kom de så forbi, og så måtte jeg jo tage dem igen ned af passet ;o)
Frankrig gjorde med det samme opmærksom på sig selv med dårlige veje og regnvejr. Jeg havde ellers glædet mig til at komme ud af Spanien til noget nyt, men havde lige glemt det med vejene! Jeg kom ind i et dalområde i en 1000 meters højde som var meget frodigt og jeg tænker at det ofte får en del vand. En halvtreds kilometer i regnvejr og elendige veje, som samtidig snoede sig "lidt for godt" tærede godt på kræfterne, men da jeg nærmede mig kysten blæste det op og det blev selvsagt varmere, så mit tøj tørrede rimelig hurtigt. Jeg valgte så at holde en pause og få min sædvanlige turmad - indkøbt i en Lidl. Jeg er meget begejstret for Lidl og Aldi uden for Danmark. Niveauet er meget højere. Der er så pænt rent og ordentligt - men det gælder sådan set også for Netto uden for Danmark! Jeg ved ikke hvorfor vi er så ligeglade med tingene derhjemme, men det er altså noget helt andet i udlandet.
En lille sjov oplevelse i Lidl: Alle hundeejere kender vel det med at parkere hunden uden for, og så glemme den når man kommer ud. Ved kassen foran mig var der pludselig panik og hele butikken kom i oprør, for kunden to pladser før mig havde glemt en klapvogn med et lille barn i. Der sad så en lille yndig unge og så lidt betuttet ud. Hun gav ikke lyd fra sig, men sad bare pænt og ventede. Kassedamen skyndte sig ud og fik fat på kunden. Jeg tror forglemmelsen skyldtes at moderen og en noget ældre datter ikke lige var blevet enige om hvem der skulle køre den lille og så havde ingen af dem taget hende med i troen på at den anden havde gjort det. Ja, jeg ved ikke om man kan sige sjov oplevelse, men der blev da trukket på smilebåndet rundt omkring.
Så gik det videre forbi Middelhavet igen. Det er nu så dejligt at se hav igen efter så store landmasser. Jeg følte mig helt hjemme igen ;o)
Næste mål er Col de la Bonette, som påstås at være "højeste vej i Europa" (google selv kontroversen). Og så går det videre igennem mit elskede Italien. Sandsynligvis oven i købet ad nok så kendte veje.

14/06 - 20:00

Km 33811 - Casale Monferrato.

Er nærmest hjemme igen. Italien!! Og så oven i købet Morano!
Jeg bad TomTom'en om at finde en rute til det tyske træf, som ikke var alt for lang. Jeg følte jeg var lidt bagud, nemlig. Vil gerne være der torsdag, da der (som vanligt) er mange der dukker op, og der er sågar planlagt en lille udflugt.
Nå, men TomTom'en mente at jeg skulle gennem Morano, så det tænkte jeg var fint nok ;) Jeg har så simpelthen slået telt op ved klubhuset og sidder nu og spiser i Casale på samme restaurant som forrige lørdag. Jeg har fået vasket Morini'en ved "den blå elefant" og købt et par øl til at tage med i teltet.
Jeg har i øvrigt igen ingen netforbindelse, men er lige nu på restaurantens wifi. Det er der meget af i Italien. Og gratis! Ikke som i Danmark, hvor man mener det er noget særligt man skal betale for!
Stod ellers relativt tidligt op og var på Tornerose kl 8:30. Det meste af dagen har været på rigtig sjove veje omend de små af dem har været for totredjedeles vedkomne opslidende enerverende pga af dårlig vejbelægning. Men ellers har jeg i den grad nydt det. Var som nævnt på "verdens højeste vej". Kunne ikke komme helt op på den lille ekstra vej som ender i ingenting, da der stadig ikke var ryddet sne på vejen. Halvvejs oppe stod en fotograf og tog billeder, som man så sikkert kan købe sig til "leclickphoto.net" [red: fundet: declicphoto.net] eller sådan noget hed hjemmesiden - hun havde sat flere bannere op - ja, og selvom jeg sagde netsidens navn masser af gange, kan jeg selvfølgelig ikke huske det præcist nu. Jeg var meget koncentreret om noget andet! På vej ned fik jeg turens andet grineflip. Muligvis af iltmangel ;) Men udløseren var noget jeg havde tænkt på tidligere. Jeg havde nemlig tidligere været på nogle andre fantastisk sjove veje og havde mødt flere motorcyklister. De fleste af dem kørte tilbagelænet og så rovfugle på jagt, spektakulære vandfald, egern der løb over vejen, får der græssede - sikker med normal hvilepuls. Det eneste jeg havde øje for var ideallinjen og udgangen af næste sving, og på vej ned af Bonette fik jeg altså et øjeblik af selvbevidsthed fordi mit visir duggede pga voldsom vejrtrækning og noget forhøjet puls og fandt det altså meget komisk at jeg stort set kun havde kørslen for øje og så at indhente og overhale to belgiere, som jeg også flere gange havde kørt fra!
Men altså, det er gået forrygende i dag. Havde ikke regnet med at være nået så langt og i hvert fald ikke så tidligt på dagen. Så nu vil jeg tage den med ro, frydes over at være i Italien igen og nyde at skulle sove ved Po endnu en gang.

14/06 - 22.37

Km 33817 - Morano sul Po

Nu sidder jeg og lytter til floden og havde sådan set glemt alle problemerne. Men nogle af dem dukker alligevel op og jeg må hellere få dem med i fuldstændighedens navn. Jeg vågnede egentlig i dårligt humør - vist fordi jeg gik i seng i dårligt humør. Den brandy jeg "fik" havde jeg lagt i mellem tøjet for at flasken ikke skulle gå i stykker. Da jeg så i går pakkede det hele ud, havde proppen lækket og det meste af mit tøj var blevet marineret! Jeg forsøgte så at pakke på en anden måde i morges, men det betød bare at i dag var noget nyt blevet smurt ind!!! Nå, i morgen er det planen at tage på fin campingplads, så vil jeg prøve at få vasket det hele. Håber ikke de nye hvide t-shirts har taget permanent skade. Det vil jeg være meget ked af.
Noget andet er Torneroses motor. Jeg har ikke rigtig ville nævne det, for ikke at male fanden på væggen eller "jinx'e", som man siger på engelsk (en smule overtroisk er man vel), men en stor del af grunden til den siger så grimt som den gør, er fordi jeg ikke opdagede i tide at bageste topdæksel var løst. I det kraftige regnvejr lagde jeg ikke mærke til at olien stille og roligt forsvandt - jeg tankede bare og så afsted videre. Så oliestanden har faktisk været meget langt nede og det er tydeligt at høre at en del lejer har taget skade af det. Jeg har derfor været lidt nervøs for om den overhovedet kunne bringe mig hele vejen rundt, men nu begynder jeg at tro på det - og herfra er det nemt at få hjælp hvis det skulle gå helt galt.
For en uge siden fik jeg to bid på inderlåret som uhyggelig meget lignede flåtbid. Jeg har selvfølgelig holdt nøje øje med tilstanden, men et eller andet sted var jeg mere overbevist om at det nok nærmere var allergiske reaktioner på myrebid - og nu er de på retur, så jeg formoder at have ret.
Når jeg ikke lige har taget de sidste par ting med her, er det fordi jeg ved der sidder nogen og læser med, som måske kunne gøre sig meget store bekymringer. Men jeg føler som sagt at det fra nu går ad veje hvor der er masser af kendt og hurtig hjælp at få, hvis det skulle knibe.
På sådan en tur er jeg meget mere opmærksom på min egen fysik end jeg er derhjemme (ja og selvfølgelig Moriniens tilstand) - selv de mindste ting bliver der holdt øje med og jeg er meget mere påpasselig med ikke at komme til skade, for jeg er så afhængig af at alt "fungerer". Derfor var det også irriterende at forstuve fingeren lige inden jeg tog afsted - Det går i øvrigt fint med den!
I morgen er det planen at tage til Trivolzio og rette op på det "forsømte", nemlig at gense Morinifabrikkerne. Derefter en anden slags forsømmelse, nemlig at overnatte på campingpladsen Valle Romantica. Jeg var der med Elisabeth for nogle år siden, men var for nærig til at betale prisen det kostede (hvilket jeg fortrød), så det er på en måde en slags bodsgerning, selvom Elisabeth ikke får noget ud af det. Det er en lille hyggetur på et par hundrede kilometer, så det bliver ren afslapning i morgen. Torsdag er der omkring 350 km til hvor træffet foregår. Det burde heller ikke være noget problem. Jeg har jo for det meste kørt over 500 km de dage jeg har kørt efter noget bestemt. Jeg skal dog gerne være der inden kl 17, hvor der er udflugt til et snapsbrænderi.
Nu vil jeg gå i seng. Her er dejlige lyde. Skønt med flodens uophørlighed, sjovt med ildfluerne blink i den tomme luft, dramatisk med lyn og torden i det fjerne og friskt med bygen der har renset luften mens jeg var på restaurant. I morgen vil jeg sove så længe jeg kan!!

15/06 - 14.45

Km 34034 - Cannobio

Italien er vist det eneste land hvor en teenagepige kan finde på at sende hede blikke min vej - altså fordi jeg kører på en 3 1/2'er ;o)

Valle Romantica er en lille botanisk perle. Den ligger et lille stykke væk fra søen lige ved siden af en flod der bugter sig smukt rundt om pladsen. Her er et utal af forskellige træer og buske. Hvis man vidste noget mere om sådan noget, ville det sikkert være meget interessant at gå tur rundt på pladsen. Jeg må nøjes med at nyde skønheden ved det, da jeg ikke har forstand på det. Pladsen blev jeg anbefalet for tre år siden af en tysk Morinist - (endnu en!) Dieter. Den gang var det med bil og campingvogn og prisen syntes lidt høj, men denne gang skulle den altså besøges - ikke mindst for at ære Dieters anbefaling.
Jeg har på hele min tur stort set ikke hørt barnegråd eller set børn der skaber sig - kun respektfulde, høflige og leende børn. Her på pladsen er det første jeg møder to ekstremt larmende unger, der konstant har jamret og brokket sig over et eller andet. Det ved jeg, for sproget de taler er dansk! Al magt til curlingbørn - vorherrebevares!
Desværre er vejret ikke så godt lige nu. Det har ellers været det skønneste vejr på den lidt korte tur og sådan set hele vejen langs søen her, men lige her i den nordlige ende har der hængt en sort sky, som af og til giver regn fra sig. Jeg tror det er et lokalt fænomen, for det så på ingen måde ud til regn i den sydlige del af søen. Desværre kan jeg så ikke få vasket tøj, for så får jeg det ikke tørret inden i morgen. men måske jeg klarer mig alligevel. Jeg har en ide om at det er koldere på den anden side af Schweiz og jeg har lige købt mig en varm trøje! Jeg var jo på fabrikken på vej hertil og købte mig en sweatshirt (som var alt for dyr) og et bælte af den type jeg bruger når jeg er på tur. Jeg fik så lidt merchandise oven i og det bedste var næsten plastikposen det hele blev puttet i ;o) - Jeg spurgte lidt ud om Rebello'en. Manden i butikken sagde at de havde solgt en 12-13 stykker (hvilket jeg stiller mig lidt tvivlende over for), men at de nu måtte sætte projektet i stå, da de havde svært ved at overholde de nye euronormer! Igen er det udstødningen det kniber med - Den de havde lavet til den Rebello der viste sig ved træffet var i øvrigt rigtigt dårlig lavet. Hvor må de ærgre sig over at de ikke holdt den gode tone over for Lambertini, men sådan er det vist når to respektløse pengemænd med manglende historiebevidsthed mener de ved tingene bedre. Gunar havde spået 2015 til at blive året hvor de måtte dreje nøglen om igen, og den var der flere der istemmede - mig selv inklusive, men det er ikke sket endnu, så spændende hvor længe det kan blive ved.
Nå, jeg har været i bad og en middagslur kalder. Jeg er træt og det regner, så det passer vist fint sammen.

15/06 - 17.00

Km 34034 - Cannobio

Har lige tjekket vejr og det ser ikke synderlig godt ud for i morgen. Har også fået melding om at de er ved at drukne på træfpladsen i Schwarzwald. Jeg kan snart ikke huske et eneste tysk træf, hvor jeg ikke er ankommet våd og forfrossen!!! Jeg havde planlagt en fed tur over Schauinslandweg. Et af de sjoveste stræk jeg er kørt, men det bliver der vist ikke megen sjov ved med det regn de truer med. Jeg tror simpelthen det ender med den i følge TomTom hurtigste rute (uden betalingsveje) - den går over Konstanz, der skulle det blive nogenlunde. En 40 km kortere tur ville være over Zürich, men der skulle være regn tidligt. I Schwyz skal jeg beslutte mig. Håber jeg kan tjekke vejr når jeg når dertil i morgen. Og så skal jeg meget tidligt afsted - gerne kl 8, for ved 15-tiden skulle det så småt begynde at regne i Schwarzwald.

16/06 - 08.20

Km 34045 - Cannobio

Sikke en irriterende afslutning på dagen i går. Jeg ville lige køre en kort tur for at handle, for at slippe for at købe mad i restauranten. Nede i byen var alt lukket. Nå, så kører jeg mod den nærmeste større by. 5 km. Himlen bliver sort, alt er også lukket her. Vender om og så står det ned i stænger. Alt mit tøj bliver gennemblødt på den korte tur, så jeg skal starte dagen i vådt tøj. Og jeg fik ikke købt noget og jeg var stadig nødt til at spise i restauranten!! Elendig disponering. Men jeg havde da ikke forestillet mig at der i sådan et turistområde ikke var eneste købmand eller kiosk der havde åben! I nat har det regnet uafbrudt og det gør det stadig. Jeg venter på et ophold eller bare at det aftager lidt før jeg kører videre. Dette er den dyreste overnatning, og som jeg har fået mindst ud af. Har stort set bare været i teltet. Det kunne jeg have gjort hvor som helst!

20/06 - 08.41

Km 35022 - Wermelskirchen

Som jeg også har skrevet på Facebook så går der lidt kage i dagbogen, når jeg ankommer til træf. For så går hvert eneste minut med snak. Når man sådan kun møder folk en gang om året og der er hundrede af dem, så skal tiden udnyttes grundigt.
Men altså. Jeg sad jo i Italien og blev i dårligt humør over de store mængder vand. Om morgenen skulle jeg så afsted. Det regnede stadig og i enorme mængder, så meget så jeg for første gang havde vand inde i teltet, men det lykkedes mig at få pakket i nogenlunde tørvejr ved at benytte toiletbygningen.
Jeg kørte så afsted i let dis og tågeregn. Regnen blev meget langsomt meget værre. Da jeg nåede foden af Skt Gotthard-passet var jeg våd og kold og skulle så et par tusind meter op, hvor det selvsagt er endnu koldere. Regnen tog bare til og og til og jeg lå og kørte rundt i skyer med en sigtbarhed på 2 m. Da jeg nåede toppen kunne jeg ikke bruge koblingen mere, fordi mine fingre var frosset til is, så stort set alle gearskift foregik uden kobling - og bremse var lidt det samme, men der måtte jeg jo tvinge mine fingre til at samarbejde!!!
En flok italienere listede sig op ad bjerget og jeg fulgte efter. Nedad splittede gruppen op og jeg overhalede så de langsomme. Da jeg var halvvejs nede stod de forreste to og ventede på resten. En af dem rakte jublende hænderne i vejret da han så mig - for ligesom at udråbe "hurra, vi klarede det!" - og sådan havde jeg det også. Det blev selvsagt varmere på vej ned, og langsomt fik jeg følelsen tilbage i fingrene og de mange tunneler igennem det første stykke af Schweiz var i den grad velkomne, for her var der tørt og sågar varmt.
Efterhånden som jeg kom længere ind i landet, klarede det op, solen tittede frem, så det viste sig at være det helt rigtige at køre i østlig retning, for jeg fik på den måde i hvert fald 100 km i tørvejr og jeg kunne ankomme til træffet nogenlunde tør og varm.

22/06 - 13.41

Km 35842 - Hygind

Ja, nu er jeg altså hjemme igen. Som nævnt flere gange går tiden med snak til træffet, og det er derfor at det kniber med at få skrevet på rejseberetningen. Jeg prøvede for sjovt at regne lidt på det: Hvis vi siger der er 100 mennesker jeg skal snakke med, tre dage til det og trækker tiden med søvn, toiletbesøg, fødeindtagelse og andre nødvendige aktiviteter fra, så er der måske 20 min til at snakke med hver enkelt person!
Jeg skal prøve at skrive kronologisk hvordan det videre forløb var.

Jeg ankom til træffet og blev indskrevet - hele 75 Euro ville de have for tre gange morgenmad og fri bar - maden skulle købes derudover. Det er det dyreste nogensinde - og faktisk det dårligst arrangerede nogensinde. Sidenhen blev der brokket en del over det - og jeg må sige at jeg også hørte til brokkekoret. Når jeg tænker på hvad man får for pengene til vores træf og sammenligner med dette, kunne jeg roligt forlange 100 Euro - og så ville det endda være billigt ved siden af!
Nå, det vigtigste var jo mødet med de kendte ansigter. Og torsdag aften var vi allerede samlet en 30 stykker.
Det var pissekoldt - for at sige det lige ud. Guido, arrangøren, sagde flere gange at lige dette område var det koldeste sted i Tyskland, og det kunne så sandelig mærkes. 7 grader om natten og om dagen hele torsdag og det meste af fredag var det bidende koldt og vådt. Fredag eftermiddag kiggede solen dog frem og hele lørdag var sådan set fin, men jeg kom aldrig rigtig ud af min varme jakke og de lange underbukser og hue havde jeg også på stort set hele træffet igennem.
Torsdag skulle der egentlig have været udflugt til et snapsbrænderi - det blev aflyst (lige som aftalen med leverancen af kage til “mellemmåltider” åbenbart gik i vasken - endnu en grund til brokkeri over den høje pris)! Men vi hyggede os nu alligevel og jeg havde jo min brandy som så blev delt med hamburgenserne. Som vanligt gik det lidt over gevind, så lidt over midnat gik jeg temmelig beruset i seng - og næste morgen gik der lang tid før jeg sådan rigtig var mig selv igen.

Fredag var der planlagt en tur ad “lokalkendtes” veje. Vejret var som sagt ikke rigtig til det, så da Guido førte an, var der kun 4 der fulgte med. De havde dog vejret heldige med vejret. Men jeg var ikke rigtig klar til at køre - og igen prioriterede jeg tiden med snak.
Hen under aften dukkede de fleste op - i nogenlunde godt vejr, selvom alle stort set havde haft regn på turen - og antallet var nu omkring de 100.
En flok engelske Morinister ankom. En del havde jeg set før og de andre har jeg skrevet med pr mailingliste. - Jeg har brokket mig lidt over englænderne og deres isolationisme. Og de har åbenbart selv erkendt at det er lidt ærgerligt, for de havde selv diskuteret hvordan international kommunikation kunne gøres bedre - Jeg havde stukket til dem med historien om den gang de holdt jubilæumstræf og gerne ville have besøg af os fra “Europa”, hvor jeg igen og igen listede op hvornår træffene blev afholdt og hvor de så alligevel valgte at holde træffet samtidigt med det tyske. Nå, jeg fik snakket en del med dem, og deres vilje til at få tingene til at fungere og ønsket om mødet med “os andre” er tilsyneladende til stede. I hvert fald virkede de noget mere ydmyge end de ellers plejer og vil vist forsøge at være lidt mere obs på hvad der sker uden for øen!
Ellers det sædvanlige snakkemønster, men jeg forsøgte at holde mig nogenlunde ædru om aftenen, for jeg havde planer om at køre med på fællesturen næste dag.

Lørdag var jeg altså nogenlunde frisk, men da turen blev annonceret havde jeg alligevel ikke lyst. Dels det med at køre 50 mand i kolonne på så gode veje og dels var der igen det der med at jeg hellere ville snakke med folk - og der var masser at snakke med. Wolfgang Tritsch ankom bl.a. og her fik jeg og nogle andre beretningen om hvordan han etablerede sig i branchen. Meget hyggelig snak. Igen kom englænderne, og jeg fik igen snakket positivt med dem. Bernhard, en Morinist jeg også mødte i Italien, fik jeg en meget lang snak med, for han har lavet en del spændende ting med sin Morini - og faktisk stort set alle de ting jeg selv har gået og spekuleret i, så jeg sugede til mig hvad han havde af tips og erfaringer!
Da turen kom tilbage fik jeg snakket med Marcus Heilig. Han har jo ekseleret en del i tænding (det er ham jeg henviser til i mine youtube-videoer). Han har (endelig) fået lavet nogle primærspoler som skulle være langt bedre end hvad hidtil er set. Bedre spolehus og bedre kobbertråd med bedre isolering. Og fordi jeg kører så langt som jeg gør, ville han gerne have mig som “testkører”, så jeg meldte mig - selvom jeg stadig skal betale for spolen og sådan set (endelig) har fået lavet et yderst velfungerende system. I øvrigt kom Götz med et kædekit til mig. Det havde jeg undervejs bestilt hos broderen Dieter Hoffman. Han havde ikke selv mulighed for at komme, så fint at Götz kunne have det med. Det var egentlig tanken at det skulle monteres til træffet, hvis kæden var helt til rotterne, men jeg mente nu nok det kunne holde vejen hjem, så det kom bare i tasken. Giuliano fra Italien kom sent om aftenen. Også et hyggeligt gensyn. Han er så rar en mand og vil så gerne snakke - jeg må se at få gjort alvor af at lære italiensk!
Men altså snak, snak og atter snak! Omkring bålet ved aftenstid var der en lille officiel ceremoni. Først blev alle hjælperne takket og så var der de sædvanlige præmier: Guido råbte ud til forsamlingen: “hvem skal have en præmie” og et større kor råbte nærmest i fællesskab tilbage “Søren!” - Tihi, der blev jeg igen lidt rørt, men folk kender mig jo og jeg har også på ital-web holdt dem løbende orienteret om min rejse, så jeg skulle altså have præmien for længste tilrejse - og omvej ;o) Præmien var tre lokale øl tapet fast til et stykke brænde - så man havde noget til at varme sig på, som det hed. Først tænkte jeg at præmien kunne få sit endeligt på træffet, men nej, jeg synes nu alligevel at den skulle med hjem at stå på trofæhylden - godt jeg skulle have så meget tøj på, så jeg kunne få plads i tasken ;o)

Søndag morgen var det vådt. Det havde regnet om natten og udsigterne så ikke bedre ud for resten af dagen. Norbert og jeg havde aftalt med Achim at køre hjem til ham og mellemlande inden det skulle gå videre hjemad mandag. Kersten valgte at slutte sig til. Morgenmaden blev spist i ro og mag i håb om at det ville klare op og vi forsøgte at trække tiden ud, men der var ingen opklaring i sigte - og desuden skulle det vist være bedre i nordlig retning. Vi fik altså pakket vores våde telte og kom i regntøjet, fik taget afsked og drog så afsted ved 10-tiden. Vi havde kørt måske 20 km, så klarede det op! Norbert havde kørt en tur om lørdagen og havde flere gange sagt hvor uheldigt et sted træffet foregik, for ligeså snart man kørte op over bakken til den lille dalsænkning hvor træffet foregik, faldt temperaturen med 5 grader. Og præcis sådan var det; på den anden side og da vi kom lidt ned i højden, blev det varmere og solen kiggede frem. Ved første tankstop kunne vi så tage regntøjet af igen. Der var i øvrigt tankstop for hver hundrede km, for Achims Camels tank er lille! Achim førte selvsagt an. Han har en lidt ældre TomTom og havde hjemmefra planlagt en rute. Det gik ikke særlig godt, for igen og igen kørte vi nogle skøre omveje. Han har ikke så megen erfaring med at køre med den slags, og kombineret med den gamle og meget langsomt reagerende TomTom, var det altså ikke den mest flydende navigation. Jeg havde sat min til at køre sideløbende og kunne altså følge med. Og jeg kan igen kun anbefale iPhone-app’en eller en nyere TomTom. Jeg har også kørt med andre der har Garmin eller endnu værre noget helt tredje - og det er bare slet ikke i orden. Garmin kræver helt utrolig megen planlægning (og egentlig også kontrol undervejs) for at det fungerer (men det kan det så også) og andre mærker er egentlig bare håbløse.
Der blev kørt på italiensk maner, så det var en fryd. Vi overhalede alt og alle - forbud eller ej. Dejligt! Da vi var tæt på Køln gik det helt galt for Achims navigation. Vi kom tættere og tættere på byen og kørte i kø - til det ene lyskryds efter det andet. Jeg fik så Achim til at holde ind til siden, fandt en alternativ rute og viste vejen uden om Köln indtil 30 km før destinationen hvor Achim igen var stedkendt. I øvrigt havde jeg snakket med Hartmut dagen før, og sagt at til ham at det nok skulle blive en fin tur uden om al trafikken i Ruhr-området, fordi han jo var stedkendt. Til dette trak Hartmut skævt på smilebåndet og rystede lidt på hovedet - og ret havde han jo! ;o)
Nå, de sidste 30 km blev til 50, for endelig var han stedkendt og så ville han vise os de sjove (om)veje, og det var sådan set en dejlig “bodsgerning”!
Achims kone tog kærligt imod os og vi fik noget at spise. Maden blev nærmest inhaleret (også på italiensk vis) og vi fik skyllet ned med et par bajere - og pludselig var vi alle dødtrætte, Norbert snøvlede langt mere end vanligt, så vi måtte i seng. Jeg havde fået en madras i stuen og de andre to sov i Kip’en (- Achim har jo en campingvogn magen til min!)

Mandag morgen skulle det så gå hjemad. Jeg prøvede at presse lidt på for en hurtigt afgang, for jeg skulle jo langt - 670 km hvis jeg tog den mest fordelagtige rute. Vi kom da også nogenlunde tidligt afsted. Jeg skulle føre an, fordi jeg som den eneste havde GPS at køre efter og jeg havde planlagt en rute som først gik øst over syd om Dortmund og så siden nord på. De første 150 km var ad små sjove veje - dels var vejret til det og dels er der ikke rigtig andre muligheder, hvis man ikke lige vil køre motorvej (og selv det er langsomt i dette område). Men vi havde det altså sjovt på de små veje indtil det gik nordpå, hvor vejen blev mere lige. Der kunne vi så til gengæld skyde godt fart. Knap 100 km før Oldenburg (ruten gik forbi Kerstens bolig) begyndte det at regne, så i regntøjet igen! Og så skulle det ellers gå ad motorvej, næsten hele vejen til Oldenburg. Efter halvtreds km begynder Kerstens Morini at skabe sig, vil ikke rigtig trække, og vi kører så fra. Kersten mener vi skal køre videre og så vil han humpe videre med lav hastighed. Det er aldrig rart at skulle efterlade en “såret” mand, men Norbert og jeg kunne godt se det fornuftige i det, for ellers ville vi aldrig nå hjem. Jeg skulle kæmpe for at være hjemme inden kl 23, så der blev taget afsked og vi kørte igen på motorvejen. Til at begynde med gik det fint, hans Morini kørte uden problemer, men hurtigt dukkede de op igen, så der blev vinket farvel og vi måtte forlade ham :o(
Efter Oldenburg gik det ad landeveje og regnen til. Bilerne kørte ufatteligt langsomt og det var meget svært at overhale, for det var masser af lastbiler om kastede store mængder vand op i luften, så det var svært at se, men vi fik kæmpet os vej til Wischhafen hvor vi så skulle sejle. Kort forinden løb min iPhone dog tør for strøm - den var holdt op med at lade, og det sidste stykke måtte jeg navigere efter skilte. Vi kunne køre lige om bord på færgen, så det var perfekt - men noget lort at skulle undvære iPhonen, for ingen af os kunne helt rigtig huske ruten på den anden side. Vi har godt nok kørt den mindst fire gange i fællesskab, men i regn hvor det var svært at se? På færgen prøvede jeg lidt forskelligt - 220 volt fra færgen, et andet kabel, men endelig kom jeg på at genstarte den og det hjalp. Nu ladede den igen! Og i rette tid, for færgen var lige ved at lægge til og jeg skulle pakke alting igen. Det lykkedes dog at nå det og vi kunne køre fra borde som de første. I Wrist plejer vi at mødes/skilles og der blev så tanket og taget afsked. Jeg besluttede så at køre motorvej de sidste 250 km for dæmringen satte ind og regnen blev igen en kende værre.
Endnu 10 km i fællesskab og der blev vinket farvel, da jeg drejede af mod motorvejen. Og så fik den ellers alt hvad jeg syntes Morinien kunne holde til. Et hurtigt stop blev det til i Scandinavian Park, for at købe en flaske Gajol til min kære nabo, som har jo har passet græsplæne for mig - og så ellers videre med 120-130 stykker ad motorvejen. Jeg havde aldrig troet at jeg ville turde køre så hurtigt i silende regn på nedslidte dæk, men jeg følte mig nu tryg og rolig ved ridtet. Ved Kolding måtte jeg på reserve og med 60 km igen, måtte tankindholdet række til at komme hjem. Et stykke før Lillebælt begyndte den at have samme symptomer som Kerstens: ville ikke rigtig trække ved overhalinger og jeg tænkte, åhnej, nu har al det vand endelig fået gjort kål på tændingsanlægget. Jeg kom dog på at jeg hellere alligevel måtte tanke i Fredericia - bare lige for en sikkerheds skyld! 12,44 l kunne jeg tanke - 13 liter er hvad der max kan være. Tilbage på motorvejen var der så ingen problemer mere!!! (- Og for lige af afslutte historien om Kerstens problemer: Han skrev dagen efter at han simpelthen også havde lavt tankniveau. Han gik i stå lige før næste tankstation, kunne trille ind på afkørslen og måtte så skubbe Morinien 200 m op til standeren. ;o)
8829 km senere kunne jeg så køre ind i carporten derhjemme. Glad og tilfreds over at være tilbage i kendte omgivelser.

Turen har igen være fantastisk. Lidt anderledes end jeg havde forestillet mig. Jeg er kørt på forholdvis mange store veje - som det tydeligt fremgår af dæksliddet. Det har delvis været en nødvendighed for at nå frem til destinationerne i tide og delvis har det bare vist sig at være eneste mulighed - i Spanien fx. Bortset fra regnen (det er den mest våde tur jeg har været på), har det været en tur fyldt med skønhed. Turen gennem Frankrig og Spanien har være så utrolig smuk, så alene det har været hele turen værd, men jeg må sige at det ikke bliver foreløbig at jeg vil have så fjerne destinationer som mål. En af mine bedste ture var for to år siden med Dart’en og for så vidt også den korte tur sidste år med Tornerose, og det er den måde at rejse på jeg vil tilstræbe i hvert fald til næste år, men i det hele taget som ideal. Og så er og bliver Italien simpelthen bare yndlingslandet at køre i. Det vil fortfarende være mit primære rejsemål (og derfor jeg bør lære italiensk ;o)

@ Søren Høyer Hansen