Morinitour 2018

På mange måder kunne jeg have gentaget prologen fra sidste år...😆 - men nu er jeg altså kørt. Der kommer nok senere en vanlig beretning om alle prokratineringer op til endelig afgang. Første stop skulle gerne være hos Stefan i Bardowick syd for Hamborg.
Se, er hun ikke smuk, hende Tornerose...

28/05 - 15.19

Km: 49552 - Kyffhäuser

Jeg har lige sendt det obligatoriske billede til Ejvin, så tidligere medlæsere ved hvor jeg befinder mig. Da det er mandag, er her ikke så mange. Det er helt rart.
Jeg har været op og ned af bjerget et par gange, har nu smidt det meste tøj og lagt mig i skyggen. Jeg vil prøve at få en lille lur. Da jeg kørte i går og kom ud på Fuglemosegyden var det første jeg tænkte: "jeg har allerede ondt i røven". 😆  Jeg ved ikke om det var sådan en slags forvarsel, men det kan da mærkes idag. Jeg har ellers for en gang skyld fået kørt rimelig meget inden turen og føler mig egentlig godt tilpas og afslappet i sadlen. Har kørt omkring 2500 alene på Tornerose. Andre år har jeg nærmest kun fået kørt træfruten et par gange.
Årsagen til de mange kilometer er at finde i mine prokrastineringer. Og jeg ved nærmest ikke hvor jeg skal begynde, men jeg kan da starte med at sige at jeg rigtig meget har dovnet den på strande, besøgt dejligt selskab, og været ude at danse, i stedet for at pakke og lave ting til turen - og så dog. Jeg har fået lavet de vigtigste opgaver jeg havde fået sat i opdrag, så jeg kunne "kradse" lidt ekstra penge ind til turen. Men lad mig illustrere med sidste uge: Mandag aften salsa (hvor jeg burde have begyndt på topstykker til mig selv). Tirsdag må jeg have lavet lidt fornuftigt. Onsdag burde jeg så virkelig have lavet noget tour-relevant. Det blev ikke til meget, for jeg valgte at tage til stranden om eftermiddagen. På vej hjem holder jeg ved et kryds og giver gashåndtaget et hurtigt vip - der gav forbavsende meget os fra udstødningerne. Hmm, Holger havde godt nok til træffet nævnt at den oste lidt, men jeg synes at kompressionen egentlig var fin og selvom stemplerne klaprede lystigt (efter at have kørt uden olie forrige år), havde jeg ikke tænkt mig at gøre det store ved det. Men olieforbruget var samtidig lidt højt og det bekymrede mig mest, for at hælde olie på hele tiden er både dyrt og enerverende. Altså, torsdag formiddag piller jeg cylindre og stempler af. Stemplerne var kun en hundrededel under mål, men cylindrene havde næsten en tiendedel slid, så jeg valgte at genbruge stempler - havde nye stempelringe liggende - og så bore at par andre cylindre op passende til stemplerne. Det gik hele dagen med - altså bortset fra at jeg da lige tog til Skovsøen om aftenen og besøgte en veninde bagefter. Fredag fik jeg vist også lavet lidt, men tog da til Havnefestival i Odense om aftenen.
Jeg fik i øvrigt dæk fredag - og man tror det er løgn, men det er samme historie som sidste år. Eller værre. Kun bagdækket kom, fordækket var der muligvis udsigt til at få mandag. Jeg synes ellers jeg havde bestilt i god tid, men denne gang lod de vente på sig endnu længere. Nu kunne man måske indvende at jeg kunne have bestilt en måned forinden, men det er som vanligt er økonomisk spørgsmål. Lige der har jeg jo ret store udlæg i forbindelse med træffet. Overvejelserne gik altså på først at køre mandag, eventuelt tirsdag, selvom der så skulle køres voldsomt til for at nå til Morano torsdag. Det hele passede for så vidt godt ind i prokrastineringerne.
Lørdag blev bagdækket og bagagebæreren monteret. Jeg fik vasket tøj, gjort nogenlunde rent, slået græs, ryddet op i værkstedet, sat Morinierne i skur og værksted, halvvejs pakket og i det hele taget gjort klar til afgang. Om aftenen var jeg så til Karmafest og blandt det bedste selskab - og overnattede i Odense. Jeg var hjemme igen ved middagstid og besluttede så at køre - ikke mindst fordi jeg havde en halv aftale med Stefan om at besøge ham og at vejret mht regn kunne blive kedeligt, hvis jeg tog afsted senere på ugen. Og det helt store argument om at køre forbi Hamborg om søndagen hvor trafik er minimal var også vægtigt. Jeg fik altså pakket det sidste og kom afsted ved fire-tiden.
Nå, ikke mere i denne omgang. Jeg vil køre lidt igen, men lige afslutning mht dæk - jeg satser på at bestille et undervejs. Det gik jo relativt fint sidst, så det satser jeg på kan gøre igen 😉

28/05 - 22.49

Km: 49840 - Schwarzenbach

Jamen, hvad så med turen igår? Jo, jeg kørte jo hjemmefra i dejligt vejr; lunt, let overskyet og ret blæsende. Jeg tænkte, sådan her må det gerne blive ved med hele turen. Vinden skulle nok tage af, så snart jeg kom et stykke ned i Tyskland - det går ellers på nerverne med så megen vind.
Ruten blev valgt ud fra at det gerne måtte gå lidt tjept, så Missunde blev valgt fra og - hold nu fast - jeg valgte at køre motorvej fra Middelfart til syd for Flensborg. Jeg synes landevejsstrækket til Flensborg er hyggeligt - hvis jeg kun skal til Flensborg. Men når jeg skal på langtur, synes jeg det er kedeligt. Jeg har kørt det en million gange, føles det som, og det skal bare helst overstås på sådan en længere tur. Jeg ville have taget Bøjden-Fynshav, hvis jeg havde haft lidt bedre tid, bare for at der skulle ske noget andet, men det blev så lidt halvhurtig kørsel ad større veje. Motoren skulle jo også stadig køres ind, så lidt ensformig kørsel har nok været fint nok. Jeg lagde ud med max 5000 omdrejninger og har så øget med et par hundrede omdrejninger for hver hundrede kørte kilometer. 250 km havde jeg nået at køre derhjemme efter montering af de nyopborede cylindre i torsdags.
Ruten gik øst om Hamborg og der er altså også nogle fine stræk. Og som sagt er det en fornøjelse at køre søndag - og især hen under aften. Ingen lastbiler og næsten tomme veje!
Kl otte var jeg hos Stefan, Elke og Jakob. Stefan have haft gang i grillen hele dagen - havde lavet pulled pork, og jeg kom lige da det var færdigt. Vi fik snakket lidt løst og fast og jeg fik set de nye ting de har fået lavet i huset. Stefan har endelig fået lavet værksted og er så småt ved at hente alting hjem til huset fra hans gamle værksted i Peutestraße. Under rundvisningen glimrede Corsaro'en også med sin tilstedeværelse - altså den gamle 125 Sport han har. Jeg sagde at lige den var en af dem jeg godt kunne tænke mig at have i samlingen - og han filosoferede tilbage: “vi har jo egentlig alt for mange Morinier til bare en mand. Vi burde lade dem gå på omgang. Jeg kunne jo få den gjort klar og så kan du få den op til dig og køre på den en tid". Og ja, det er en rigtig god ide, lad os se om det bliver ført ud i livet!
Vi snakkede videre i stuen over et par øl, og ved midnat hoppede vi i seng. Jeg som vanligt i gæsteværelset. - Kilometerstanden var i øvrigt 49240

Stefan skulle på arbejde kl 9, og det passede mig fint. Ikke alt for tidligt op, men tidligt nok til at komme afsted i ordentlig tid, for jeg havde store ambitioner med ruten i dag. Efter lidt snak over morgenbordet og en ruteanvisning, tog vi afsked med et “på gensyn i Taunus".
Ruten gik igennem Harzen og der blev selvfølgelig øvet videre på svingteknik. Harzen er mindre end jeg husker, for inden længe var jeg igennem og ude på den fine rute som TomTom'en har fundet mod Kyffhäuser.
Her blev det ikke til søvn, som jeg ellers truede med i sidste indlæg. Jeg skrev og skrev og forsøgt at uploade. Jeg burde have testet det hjemmefra, men det plejer jo at virke - men jeg tror der er gået noget galt med min FTP-app siden seneste opdatering, for nu laver den knuder med koden og ja, resultatet ses jo på min hjemmeside. Jeg har brugt en del tid på at finde en løsning, men uden held. Jeg brugte altså noget længere til ved Kyffhäuser end beregnet og der skulle selvsagt hævne sig senere på dagen. Jeg havde nemlig kommet til at skrive til Klaus og Christine at jeg nok ville komme på besøg sent på dagen, men da jeg endelig kom afsted fra den lille racerbane, sagde TomTom'en at jeg først ville være hos dem ved 23-tiden. Jeg kørte lidt, og lidt stærkt, i håb om at jeg kunne indhente noget af det, men ved sekstiden skrev jeg til dem at jeg ikke ville nå det. Jeg er så kørt så langt jeg gad. Det blev til 600 km - så er der knap 200 yderligere i morgen formiddag. Det er egentlig fint, for jeg ville gerne have lidt tid til at skrive her i dagbogen og jeg havde også lyst til at ligge i telt.
Jeg tror det er første gang hvor jeg er kørt hjemmefra og ikke på noget tidspunkt har mærket kulde - bare den mindste smule - eller jo, jeg kørte igennem en lang tunnel. Der var lige lidt køligt. Det plejer ellers at være der jeg får lidt varme, når jeg våd og forfrossen har forceret hundredvis af kilometer i regn. Men ind til videre kun varme. Og jeg elsker jo som bekendt varme.
I Thüringen må det have regnet tidligere, for der var våde veje i nogle af skovene. Nu er jeg i Bayern/Oberpfalz og har kørt på deres overdrevet store veje, hvor man kan køre rigtig hurtigt i de store bløde sving. - Jeg har stort set været alene på vejene så det er gået meget smertefrit.
Tæt på smertefrit er det også gået for mig selv. Jeg er i god form for tiden - nok den bedste i meget lang tid. Har fået trænet ret stabilt på det seneste og det kan altså mærkes. Jeg er på ingen måde fysisk træt på samme måde som jeg ellers nogle gange har været i starten af turen. Varmen hjælper selvfølgelig også en del på det. Men både røv, arme og skuldre er slet ikke i samme grad trætte som de plejer. Eneste minus er at mine lår er større og derfor strammer bukserne lidt, hvilket gør at knæbeskytterne ind imellem trykker lidt på knæskallerne så de bliver lidt ømme.
Ledsmerter har jeg heller ikke det store af for tiden, så det er jo en fornøjelse.
For en hundrede kilometer siden fik jeg en Ducati bag mig. Der var gode sving, så den fik hvad den kunne. Han hang nogenlunde på, men på et eller andet tidspunkt forsvandt han i spejlet. Jeg kørte ind til en Rewe for at købe lidt aftensmad og da jeg kom ud igen, kom han og skulle også handle. Da han så den lille Morini sagde han - “du lå da foran mig lige før - det går da helt tjept". Han gik i butikken og jeg var lidt længe om at blive klædt på. Da jeg kørte, kom han ud og gav Tornerose et langt og nærmest forelsket blik. Jeg tænker han skal hjem og google Morini. 😆
Jeg har fundet en gammel grusgrav, hvor der nu er søer. Meget smukt sted at overnatte. Her er fisk der plasker i vandoverfladen og frøer i massevis som kvækker på livet løs. Hvis det er som det plejer med den slags, så holder de op med det nærmest synkront og bliver helt stille. Jeg vil dog se om jeg kan falde i søvn inden da, for jeg er i søvnunderskud.

 

29/05 - 07.45

Km: 49840 - Schwarzenbach

Lidt teknik sniksnak: jeg har i år fået lavet nogle nye ting til forbedring og løsning af nogle tilbagevendende problemer.
Remmene jeg bruger til at spænde min oppakning fast med har jeg fået delt i to og fået syet en løkke i enderne (det var vist en af de ting jeg lavede i tirsdags 😁). Derved er det blevet hundrede gange nemmere at komme i tasken. Hidtil har jeg kørt remmene i en slags dobbelt løkke hen over tasken. Nu er de delte stropper sat fast på stel/bagagebærer vha af de påsyede løkker. Det skulle jeg have gjort for længe siden, men jeg har haft en anden mere radikal løsning i tankerne (som omfatter en ændring af selve tasken), men kan dog ikke helt finde ud af om jeg virkelig mener at det er det rigtige og derfor er ingen af ideerne blevet til noget. Men fedt endelig bare med denne mellemagtige løsning.
Jeg har monteret et nyt ladestik. Det er sådan et med dobbelt USB. Et af de tilbagevendende problemer har været det almindelige cigarettænderstik. Der skal jo en USB-adapter til og den har en tendens til at glide ud, hvorfor telefonen så ikke bliver ladet - og hvis jeg ikke opdager det, er den pludselig helt tør for strøm og går så selvsagt ud. Det har ført til nogle virkelig irriterende øjeblikke hvor jeg så er stået uden navigation. Det nye ladestik er så monteret skjult inde bag det venstre sidedæksel. Desværre er der lysdioder som lyser når der er strøm på stikket. Jeg har haft det skilt ad, men det er sådan nogle SMD-komponenter, så de er ikke sådan lige at fjerne. De bruger dog så lidt strøm at det vil tage en måned at tømme batteriet, men jeg har alligevel valgt at montere det så der kun er strøm på når der er tænding på. Det skal jo primært bruges under kørsel. Jeg har så bibeholdt det gamle stik, hvor der er konstant strøm på, som jeg kan bruge når jeg holder stille.
Ind til videre synes det at fungere overmåde godt. Eller bare fungere - jeg bliver måske lidt vel begejstret fordi det egentlig bare er problemfrit 😆
Noget der også fungerer er at jeg har valgt at tage min gamle telefon med som gps. Jeg har en iPhone 5S som jeg aldrig har fået solgt, men nu har glæde af under træning, fordi jeg bruger en gammel træningsapp, som ikke kan opdateres til den nye iOS. Der er altså en gammel version af iOS på. Jeg har den med fordi jeg har været lidt træt af at skulle tage min telefon ind og ud af det vandtætte cover og sætte stikket til og fra hver gang jeg skulle bruge den til noget. Min telefon er jo også mit kamera og det har mange gange gjort at jeg ikke har fået taget billeder fordi jeg ikke gad bøvlet. Den gamle telefon er også mindre, så den er ikke så voldsom at se på ved instrumentering og så har den en rigtig knap, hvilket betyder at jeg ikke skal åbne coveret for at låse telefonen op - hvilket jeg jo skal med min nye iPhone som har touch-knap.
Tanken er også at jeg kan lade den sidde på Morinien og jeg har så lavet en slags tyverisikring, så den ikke bare lige kan pilles af (vist også en af de ting jeg lavede i tirsdags).
Jeg har egentlig kigget rigtig meget på den nye TomTom Rider, for den er endelig ved at have et format som er i orden. Den gamle Rider jeg havde, var jo en vanvittig stor klump - umulig at have i en jakkelomme, så den har jeg ikke ville have igen (i øvrigt utroligt at man laver noget småt og elegant til biler, hvor størrelsen egentlig er ligegyldig og så sådan en uformelig klump til motorcykler, hvor det rent faktisk er irriterende med sådan en stor klods). Men de nye er nogenlunde på størrelse med en iPhone i cover, så det tiltaler mig faktisk. Det er sådan set bare prisen, der er problemet. Så jeg vil prøve at finde en brugt på et tidspunkt - men jeg vil altså have den nyeste med wifi, så der går nok lige lidt tid før de er til at finde til en pris jeg vil betale.
Ellers har der ikke været det store at skulle lave på Morinien - altså andet end cylindre - og topstykker som jeg så stadig ikke har fået gjort. Blinklyspærer skulle skiftes, sjovt nok begge i venstre side. Egentlig ville jeg gerne have de bagerste blinklys udskiftet til samme model med lysdioder, nu jeg var i gang, men prisen afholder mig fra det, så det blev bare skift af pære.
Et par møre benzinslanger er blevet skiftet og hele tre utætte simmerringe har jeg udskiftet, så nu har jeg endelig en tæt motor (håber jeg).
Tændingslåsen har også været under behandling. Jeg havde lidt problemer med at jeg ikke kunne slukke motoren. Det viste sig dog bare at jeg ikke havde fået sat stelledningen ordentlig på.

29/05 - 22.02

Km: 50075 - Inning am Holz

Jeg sov elendigt i nat. Fatter det ikke. Alle forhold var perfekte og så kunne jeg alligevel ikke finde mig ordentlig til rette. Måske er det bare fordi det er første overnatning i telt i år.
Jeg vågnede altså tidligt og besluttede at jeg ligesågodt kunne komme i gang med dagens aktiviteter. Kl 8.30 sad jeg på Morinien og var på vej mod Inning am Holz. Det blev sådan en rigtigt “ikke-komme-nogen-vegne-tur": pauser hele tiden, langsom kørsel på de mere lige stræk, men da jeg jo kun skulle køre et par hundrede km, var det vist passende - jeg var også træt (og har været det hele dagen). Jeg kom dog også på lidt mindre veje i dag, og selvom jeg ikke var synderlig frisk, blev der alligevel leget Rossi på de snoede stræk.
Efter halvanden hundrede km havde jeg en vigtig opgave, nemlig at filme Torneroses speedometer mens det rundede 50.000 km. Der er da lidt sjovt - det synes jeg i hvert fald, og det blev da også straks smidt på min facebookvæg 😁
I Regensburg var jeg i Louis og Polo for at kigge. Jeg har jo haft en tendens til at køre forbi den sidste af dem inden Italien og så stå og mangle noget meget vigtigt. Men i år er der vist ikke noget jeg skal bruge, men jeg købte dog en lille flaske kædefedt for en sikkerheds skyld. Har godt nok en, men måske der ikke er nok til turen.
Jeg kiggede også på TomTom Rider. Og jeg må sige at jeg nok alligevel ikke er helt til ideen. Skærmen er jo elendig! En opløsning der hører elektronikkens barndom til og en respons som ikke kommer i nærheden af hvad selv den ringeste mobiltelefon kan levere. Jeg har også hørt mange klage over at den touchfølsomme skærm er så følsom at regndråber får den til at skifte rundt i menuerne. Jeg tænker jeg beholder den løsning jeg har nu indtil de finder på noget bedre. (I øvrigt, hvor må de tjene svimlende summer på den gang forældede teknologi! Prisen er aaalt for høj). Jeg vil så muligvis selv lave en holder til iPhonen, som er lidt mere stabil og nemmere at låse fast.
Fra Regensburg gik det så til destinationen. Klaus var ved at træne da jeg kom, så han var lidt længe om at åbne døren. Troede ellers et kort øjeblik at han var ude at køre. Han trænede færdigt og så satte vi os i haven. Han er meget konsekvent med sin træning, hvilket selvfølgelig er med til at holde ham så mobil som han trods alt er.
Jeg blev budt på lidt mad og en øl, og så snakkede vi ellers. Et par timer senere kom Christine fra arbejde og hun er jo en fornøjelse at have som selskab. Altid meget snakkende og glad og positiv om alting.
Jeg lånte lidt værktøj af Klaus og fik tjekket ventiler. Jeg havde en fornemmelse af at de havde “sat sig" - og ganske rigtig, der var lidt vel meget spillerum. Det synes jeg næsten altid der er lidt tid efter at have haft cylindre og topstykker af.
Jeg fik så taget et tiltrængt bad og fik rent undertøj på. Jeg har bogstavelig talt kørt røven ud af underbukserne. Der var et stort hul bag i, så de ryger i skralderen. 😄

Hen under aften satte Christine gang i grillen og et lækkert måltid blev frembragt. Sikke hun render rundt og varter op hele tiden, men hun kan tydeligvis lide det. Det må være noget af det der giver hende væsentligt indhold i tilværelsen - og på den måde kunne Klaus ikke ønske sig en bedre kvinde i livet.
Det giver bare hele tiden tanker om egen situation og hvor priviligeret jeg egentlig er, ved at have mine fulde førlighed. Men Klaus er glad for livet som det er for ham og han føler sig faktisk priviligeret præcis som hans tilværelse er.
Jeg er lidt forsigtig med at spørge ind til ulykken, der satte ham i rullestol - vil helst ikke komme uheldigt afsted, men han fortæller selv lidt i ny og næ, så jeg alligevel får svar på mine spørgsmål. Det er over tyve år siden, fandt jeg blandt andet ud af i dag.
Vi er gået tidligt i seng. Christine skal op kl seks og jeg vil da gerne så tidligt afsted. Jeg er igen ambitiøs med ruten for i morgen. Og så er jeg træt, så det passer mig mere end fint at komme i seng nu.

30/05 - 16:35

Km: 50644 - Riva

Tornerose havde godt af at få stillet ventiler og jeg af at sove. Vi er langt mere friske idag - og vi er begge totalt begejstrede for at være i Italien. Det er som at få løftet et åg af skuldrene; pludselig skal man ikke tænke på noget. Ikke noget med at overveje om man fornærmer nogen med ens kørsel eller være usikker på om de andre trafikanter nu også er helt vågne. Veje og motorcykel kan bruges til det de er skabt til - at køre på!
Er ved toppen af Gardasøen og overvejer videre...

30/05 - 18:19

Km: 50652 - Riva

Kronologien må vist lige med.
Jeg vågnede efter at have sovet som en sten i luksussengen. Dejligt! Jeg var kun vågen en enkelt gang, da det stod ned i stænger på tagvinduet! Jeg havde sat vækkeuret til kvart over seks, men vågnede af mig selv præcis 6. Da jeg havde pakket og skrevet nogle fantasiforladte ord i den obligatoriske gæstebog, kaldte Christina, at nu var der morgenmad.
Mens vi spiste blev der blandt andet snakket rute. Klaus mente at den mest lige vej var over Großglockner, men jeg er for nærig til at betale for at køre den vej, så valget blev det lidt mere kedelige Brennerpas. Klaus gav mig nogle tips til at komme uden om den værste trafik og ellers hvor der nu var sjove veje. Jo mere vi snakkede, desto mere sad han og trippede for selv at komme afsted. Mente at han da bare kunne køre med og så kunne Christine taget toget i morgen, eller at de kunne køre så snart hun fik fri fra arbejde. Men jeg tror nu de først kører i morgen - men så skulle det også være kl 5, mente Klaus 😆
Et “på gensyn i morgen" blev der sagt, Tornerose blev vækket til dåd og ud på de endnu pletvis fugtige veje. Solen begyndte dog hurtigt at tørre det hele og det har været skønt varmt hele dagen.
Jeg begynder vist at blive en kliché af mig selv, for første destination der blev tastet ind var Passo di Giao. Jeg har tænkt en del over hvorfor jeg ikke er mere kreativ og vælger noget andet, men noget der gør det, er min tur i '14 - med Dart'en. Det er nok den bedste tur jeg har haft. Det var nemlig netop “greatest hits" uden dog at have mål og med. Der skulle bare køres lidt rundt til nogle af de steder jeg er mest begejstret for. Den stemning prøver jeg at genskabe i år. (ja, selv det med fordæk har jeg sørget for 😂)
De første dage har jeg mere haft for øje at nå frem. Idag har det kun været det at køre, der har været målet. Så der er udelukkende kørt snoede veje. Og hvor har der været mange fede veje. Der har været alt hvad man kan tænke sig af den slags - og kronen på værket var faktisk turen fra Passo di Giau mod Trento. Her kom jeg ind på SP71 (jeg skriver det så “nøje", fordi det er et tip 😉) og det er en af de sjoveste veje jeg har kørt på (og det er så faktisk en ny vej jeg ikke har kørt på før). Svingene passede perfekt til den lille 3 1/2'er. Så store bløde sving at der kunne køres rigtig hurtigt og alligevel så små, så man kunne få fuld nedlægning (eller så meget som en Rossi-wannabe kan få).
Da jeg ankom til Riva smed jeg tøjet og satte mig på en strand. Men kort efter begyndte det at regne. Først så det ud til bare at være en byge, men det har regnet mere og mere siden. Jeg har fundet læ ved en Penny og har spist den sædvanlige aftensmad: brød, ost, skinke. Det har jeg glædet mig til 😉
Det synes at blive ved med det regn, så jeg må nok snart finde et overnatningssted. Jeg har valgt campingpladsen i Lazise fra. Dels for ikke at være for meget en kliché, men også fordi den er blevet lidt dyr. Desuden har tyskerne helligdag i morgen, så der er fyldt med turister og at køre ned og i morgen op langs kysten tiltaler ikke lige, uanset hvor smuk turen er, så jeg sigter mod vest - også for at være tættere på Morano i morgen. Jeg vil helst komme så tidligt som muligt for at kunne få hele stemningen med.
Nu står jeg og overvejer om jeg bør tage regnbukser på. Jeg gider næsten ikke, for det er så varmt at det ikke betyder det store med våde bukser. Det eneste er det at skulle i dem våde i morgen, men der har de lovet tørvejr og så tørrer de i løbet af ingen tid. Hmm, luksusproblemer...

Nu klarer det vist alligevel op, så så meget for den eksistentielle krise 😂

30/05 - 21:12

Km: 50766 - Riva

Jeg vil have mig en Panda næste gang jeg skifter bil - eller måske en Porsche. 😁  Da jeg kørte fra Riva var det på regnvåde veje. Ruten var bestemt til at skulle være snoet og først tænkte jeg at det ville blive en kedelig tur, men jeg kunne da altid øve lidt regnvejrskørsel. Jeg er den største kylling når der bare er den mindst dug på vejene - eller grus - jeg hader grus! Men det gik altså op ad et lille pas med sneglefart. Bilerne foran kørte dog endnu langsommere, så der blev overhalet i stor stil. Pludselig var der lygter i spejlet: en fin hvid Panda af seneste aftapning kom susende op. Jeg lod ham forbi, for det turde jeg ikke følge med på. Fire hjul står trods alt bedre fast end to. Jeg forsøgte at hænge på, men de mest våde steder blev jeg hægtet af og han fik et godt forspring - han var tydeligt også på hjemmebane. På den anden side af passet, da det gik nedad blev vejene mere og mere tørre, så jeg satte tempoet op og fik ham indhentet. Han kørte dog så hurtigt at jeg ikke rigtig kunne overhale nogen steder, men det var også fint at have ham som hare, for så skulle jeg ikke spekulere på vejens forløb, men bare følge efter - og så var det simpelthen et smukt syn at se den lille minimalistiske kompakthed tage svingene som var den skabt til det. Det så så effektivt ud. Det er en meget fin bil.
Han ankom til sin bolig og jeg fortsatte nu på helt tørre veje - og godt jeg havde valgt snoet, for det sjove fortsatte. Jeg havde godt nok planlagt at slå telt op det første og bedste sted, men ved Ledro (i øvrigt et utrolig smukt sted) sluttede jeg op til en Porsche Panama som var blokeret af en langsomtkørende lastbil. Jeg overhalede som man jo nu kan på MC og gav den godt med gas ad de snoede veje. Igen fik jeg et par lygter i spejlet. Nå, det måtte jo betragtes som en udfordring, så Tornerose fik lov at bestille lidt mere. Vejene var desværre ikke så overskuelige, så jeg turde ikke give den fuld skrue, men jeg kunne dog holde ham på afstand på de snoede afsnit, men så snart der bare var det mindste stykke hvor det gik lige ud, havde jeg ham i røven. På et længere lige stykke vinkede jeg ham foran og så fik jeg ellers hare for alle pengene. Han var uden tvivl også stedkendt, for de sving hvor man ikke kunne regne forløbet ud, fik den med uændret hastighed og jeg skulle så bare holde øje med hans baglygter. På et tidspunkt overhaler han en Punto Grande hvor jeg ikke kunne nå at komme med. Heldigvis var han også med på legen, så vi lå Porsche, Punto og pæredansk Morinikører og kørte ræs. På et tidspunkt måtte Punto'en dog give fortabt og jeg blev også hægtet af da jeg ikke kunne komme til at overhale. Men hvor var det altså sjovt. Italienere er fantastiske!
Jeg er kørt så længe de sjove veje blev ved. Ved Brescia er de blevet mere lige og trafikerede, så jeg har fundet det mest uromantiske sted at slå telt op, sådan midt i industri, og veje og jernbane tæt på. Men sådan noget kan jeg nu også godt lide. Det er en sjov kontrast til så meget andet man ellers tenderer til at opsøge.
Jeg vil tro der er tre timers kørsel i morgen. Det er fint oven på de mange timers kørsel i dag. Jeg er dog stadig forbavsende frisk og det er alligevel blevet til 700 km i sadlen i dag. Men jeg har selvfølgelig også haft det vildt sjovt hele vejen.

31/05 - 11:01

Km: 50976 - Morano sul Po

Så er jeg på pladsen og har fået hilst på Fulvio og resten af flokken. Som altid spurgte de om jeg havde haft regn og jeg kunne til deres glæde fortælle at det var minimalt. Og tommelfingeren op for at være “numero uno" er også nærmest obligatorisk.
Jeg var pakket og køreklar kl halv ni. Havde sovet fint trods regn og torden i nat. Jeg havde slået telt op under et halvtag, så jeg skulle ikke bekymre mig om våde ting at pakke, hvis det skulle blive ved til om morgenen. Men morgenen bød på tørvejr, grå himmel og et par og tyve grader, så behageligt at køre i (selvom jeg selvfølgelig foretrækker det så varmt at det er lige før man sveder 😁)
Turen var relativt udramatisk - som vanligt en lang overhaling. Jeg kunne undgå de større byer og eneste stop var for at tanke halvvejs. Så de små 200 km fløj hurtigt forbi. Det eneste udfordrende er rundkørslerne og så selvsagt konstant at ligge i mellem bilrækkerne. Men jeg glæder mig altid til turen ad de lange lige veje, fordi det er ensbetydende med at jeg snart er der og de velkendte områder begynder at dukke op.
Om lidt kører jeg til Casale for at lave det sædvanlige - handle lidt at spise og drikke og få vasket Tornerose.

31/05 - 15:47

Km: 50994 - Morano sul Po

Jeg dovner den. Havde egentlig tænkt at køre en tur i bjergene og se om jeg kunne finde det gode kirsebærtræ og æde løs, men jeg er lidt døsig - “kom til" at drikke en Peroni, så jeg tænker mere at lur står på programmet.
Jeg har siddet og facebooket den ved siden af Tornerose (for at lade telefon - hvilket er er nyt “problem"; den bliver jo ikke ladet under kørsel som vanligt). For et øjeblik siden kom Fulvio over og sagde: “du spiser med os i aften". Det havde jeg selvfølgelig håbet lidt på og det er en af grundene til at komme idag. Det er så hyggeligt.
Jeg har glemt at berette om den opmærksomhed jeg tiltrækker. Igår, fx, var der en smuk teenagepige som sendte hede blikke min vej - ja, det var godt nok Tornerose hun kiggede efter, men det blev hun kun endnu mere attråværdig af. Jeg var også kort ved et supermarked, hvor to kvinder kiggede langt efter mig (...altså Tornerose). Jeg har sagt det før, men det er altså fascinerende hvordan kvinder her er lige så begejstrede for køretøjer som mænd er.
Samme sted kom en mand over til mig og spurgte ud - på engelsk heldigvis. Han havde selv haft en '74 Sport og han kendte alle detaljerne. Lagde straks mærke til de par ting som ikke er originale på min. Han stod så der og ærgrede sig over at han havde solgt sin. Hyggeligt møde. - Det er virkelig hver gang jeg holder, at der så kommer mindst en med forelsket blik. Mange af dem ligner nogle der vil spørge om noget, men holder sig tilbage så snart de ser nummerpladen (og ham den meget blege dansker, der står ved siden af) - det er det med at få lært italiensk, tænker jeg hvert år 🙄

1/06 - 9:47

Km: 50994 - Morano sul Po

Klaus og Christine er kommet. “Vi kan da heller ikke undgå hinanden" - og den slags kommentarer blev udvekslet. De var kørt kl 6 og fremme kl 15. De kører helst udelukkende motorvej, så det går lidt tjepere end når jeg kører.
To andre tyskere er også dukket op: Armin og Jürgen. Armin snakkede jeg en del med for tre år siden - han har ikke været her siden da.
Jeg var lidt spændt på hvor mange der ville dukke op - ikke mindst fordi jeg har sagt til Klaus og Christine at der som regel altid er nogle her. En enkelt gang har jeg vist været alene om torsdagen, men ellers har der næsten altid været andre her. Men som sagt har tyskerne - eller i hvert fald katolikkerne - helligdag, så der er chancer for at flere kører i dag.

Ikke flere gæster, men det gør heller ikke noget. Det bliver stemningen mere intim af.

Ja, det foregående blev skrevet i går. Et par timer senere var festen igang og det blev som håbet. Jeg valgte at sætte mig omringet af italienere, så jeg ikke skulle forfalde til kun at snakke med tyskerne. Og jeg fik heldigvis “skrædderen" ved siden af mig. Nogle af navnene kan jeg ikke huske, men jeg må hellere spørge, for jeg har alligevel snakket med ham en del. Han kan en smule engelsk og nyder at være oversætter, så jeg kunne altså være lidt med i noget af det de snakkede om, men mest nød jeg bare det liv der er i samtalerne.
Der blev spist og drukket på vanlig vis. Jeg er holdt op med at udvise dansk beskedenhed og guffer bare løs som alle andre. Det er en skøn måde at spise på. Dejlig uhæmmet.
Der blev selvsagt også hældt forskellige alkoholiske drikke ned, så stemningen blev selvfølgelig meget løssluppen. Sidst på aftenen blev en guitar fundet frem, en skraldespand fungerede som tromme og “ham med højttalerstemmen" (Marco, hedder han) sang. Meget underholdende! - jeg optog en bid af Marcos stemme, det må jeg se om jeg ikke kan uploade når jeg kommer hjem, for den er noget helt særligt. Han behøver ikke megafon, når der skal annonceres noget i en stor forsamling. 😁
Nu vil jeg køre til Casale og købe lidt ind - jeg har ikke lyst til, jeg trænger til en cola! 😅

2/06 - 1:47

Km: 50994 - Morano sul Po

Hvad er der sker idag? - Ikke så meget - og så alligevel ufattelig meget. Problemet med at få nedfældet ting i en dagbog er, at når der sker utrolig meget, så er der ikke tid til at skrive, og når der er tid til at skrive, så sker der heller ikke så meget.
Dagen er gået med snak - det er da et udgangspunkt. En masse af de velkendte ansigter er kommet og mange tyskere, havde jeg nær sagt: selvfølgelig - og Manfred, min østrigske ven!
En kedelig besked fik jeg dog også idag: Dieter Schneider døde sidste år i efteråret. Det er nu tredje mand i Morinikredse som jeg har haft et relativt stærkt bånd til som jeg må tage bestandig afsked med. Dieter mødte jeg første gang og som den første mand til Morinitræf her i Italien for 10 år siden. Sidste år havde han været igennem en hjerteoperation og det problem kom han sig øjensynligt ikke over.

Men altså, snakken er bare gået. Kl ti overvejede jeg at gå i seng, for jeg var egentlig træt, men det endte såmænd med at jeg gik i teltet samtidig med de sidste tilbageblivende. Igen blev der festet, sunget, grint og fortalt røverhistorier.
Godt at turen i morgen er om eftermiddagen 😆

2/06 - 13:54

Km: 51019 - Morano sul Po

Forsøgte at sove længe, men Erhard, Dieter og Dietmar stod uden for teltet og snakkede højlydt, så jeg kunne ikke rigtig sove for “larmen". Jeg har sjosket lidt rundt og kigget på Morinier. Der er kommet rigtig mange. Har også lige været i Casale og købe er par colaer. Jeg er blevet tilmeldt - ingen t-shirt i år, så jeg har istedet købt en i en af boderne.
Perfettis smukke kreation dukkede op. Mauro Gini kørte den ind på pladsen - og den lyder som vanligt som en drøm. Da den var blevet placeret flot, skrev ejermanden en seddel på et stykke papir og klistrede på den. Der står “vendesi"! 😳 - nu går jeg så bare og venter på besked fra varelotteriet omat jeg har vundet den store præmie, så jeg kan købe den!
Lambertini er dukket op og jeg fik en kort snak. Han spurgte ud om min tur og jeg forklarede.
Jeg fik lavet et par sæt stødstænger inden jeg kørte hjemmefra og har taget et par svingarmsaksler og et styrleje med i håb om at jeg kunne sælge lidt - og ikke mindst for at man kan se hvad jeg sådan laver. Jeg har så lavet et lille podie, hvor jeg “udstiller". En time senere havde jeg solgt et sæt stødstænger 👍🏼
Jeg har snakket rigtig meget med Ulf. Han er yderst sympatisk. Jeg lettede jo sidste år en par primærdrev til ham og han har også købt fire sæt stødstænger. I går da vi kiggede på Nannis stumpebiks, forelskede jeg mig i en 500 krumtap. Den er fornuftig prissat - 150 € - og Ulf mente at jeg skulle købe den. “Arh, har ikke rigtig pengene", sagde jeg. “Du kan få dem af mig - jeg skal alligevel have dig til at lave noget for mig", svarede han! Han er yderst venlig, som det nok forstås - og penge mangler han vist heller ikke. Ikke at det på nogen måde mærkes eller ses på ham. Når man sådan ser hans Morini, ville man i hvert fald aldrig komme på den ide. Altså, lige præcis sådan et menneske som jeg har den største respekt for: ydmyg, beskeden og gavmild. Nå, jeg slog tanken hen - også lidt fordi jeg så skal slæbe den hele vejen med på turen (selvom der selvfølgelig også er en løsning på det). Jeg tænker over det til i morgen - måske kan jeg så endda handle prisen lidt ned 😉
Om en halv times tid er der udflugt. Vi skal til det utrolig flotte vinslot/“laboratorie" vi var på sidste år. Der er så smukt!

3/06 - 00:54

Km: 51158 - Morano sul Po

Så, nu...drama - både godt og skidt. Ulf sagde på et tidspunkt idag at dagen først begyndte kl 15 og at de først ankom for et par dage siden, men det føltes som havde de været her en hel uge. Egentlig godt beskrevet!
Udflugten blev en halv time forsinket. Men ved tre-tiden kørte vi omkring 80 Morinier afsted. Det gik i vanligt meget langsomt tempo. Jeg lagde mig sammen med Ulf og Martin. Da vi havde kørt ca halvvejs sagde Ulfs motor pludselig slemt. Vi tre standsede og resten fløj forbi - undtaget to italienere. Der blev diskuteret lidt frem og tilbage. Ulf og Martin er her i bil, så for så vidt var det ikke noget større problem. Vi skulle bare til Morano og hente bilen, men vi ville gerne have turen med og nemmest var det under alle omstændigheder at slutte an til flokken. Jeg fik gjort det klart for en af italienerne, om Ulf kunne sidde bag på hans K2 og vi så kunne finde stedet hvor vinslottet var. Og sådan blev det. Ulfs Morini blev stillet ind til siden og låst med min lås. Italieneren ringede og fik adressen. Der blev kørt lidt og de to italienere diskutere ved hvert kryds hvad vej vi skulle, så det endte med at jeg fik bynavnet og tastede det ind i TomTom'en, og så tog jeg teten. Da vi ankom til byen kunne jeg ikke genkende noget. Jeg havde jo dette smukke sted i tankerne, så jeg kiggede efter bjergene. Vi diskuterede lidt frem og tilbage og italienerne forsøgte at ringe til Fulvio, men uden held. Jeg googlede stedet, men det jeg fandt kunne jeg slet ikke få til at passe. Det skulle være 800 m længere henne ad vejen. Pludselig skrev Fulvio til mig på messenger og jeg skrev tilbage efter adressen. Lang svartid så jeg ringede op. Han svarede og jeg stak en italiener telefonen i hånden, men forbindelsen blev afbrudt inden vi fik noget info. Italienerne ville give op og bare køre til Morano, men jeg insisterede på at vi skulle vente på at få en adresse fra Fulvio og kort efter kom nogle koordinater fra ham. De var 800 m længere henne ad vejen! Hmm, jeg kørte forrest og mod bjergene, men intet var i sigte. Tjekkede telefonen igen - det var den forkerte retning. Tilbage igen og pludselig kunne jeg genkende det: det var det andet sted vi besøgte sidste år, som var et lidt kedeligt sted midt i byen vi lige var kørt igennem. Øv, at det ikke var det andet, men fedt at vi fandt det. Der var opbrudsstemning så vi fik hurtigt drukket lidt forskellig vin og spist af delikatesserne som var stillet frem. Vi spurgte så efter om der eventuelt var en bil med, som Ulf kunne blive kørt med i - og jo, Lambertini kørte jo i sin Jaguar og jo, der var da plads. Ulf blev ovenud begejstret: “tænk sig at blive kørt af selveste Lambertini".
Tilbageturen blev kørt i vanligt højt tempo ad mere lige veje og der blev kørt lidt ræs. Franco gav den gas med sin 500'er og jeg hang på - og kunne faktisk følge ham. Vi to ankom så grinende som de første på pladsen og gav hinanden anerkendende klap på skuldrene. Sjovt!
Da Ulf ankom på den royale vis, kørte vi afsted. Jeg forrest på Tornerose og Ulf og Martin i varevognen efter. Jeg havde sat et favoritmærke ved koordinaterne, hvor vi havde efterladt Ulfs Morini, så jeg kunne vise vej.
Og nu kommer noget som de sarte sjæle nok skal springe over: Rundt i et sving lå der noget grus, som jeg overså. Mit forhjul forsvandt under mig og jeg lå på en brøkdel af et sekund i rabatten. Jeg ville skynde mig at få Tornerose rejst igen, så mine følgere ikke skulle køre ind i mig også, men Ulf opdagede det da i tide. Vi fik Tornerose op og vurderet skaderne. Mig skete der ikke noget med, men Tornerose måtte lide lidt mere. Forlygteglasset blev smadret, en større bule i tanken, aluringen om omdrejningstælleren ødelagt og forgaflen blev vredet lidt. Vi forsøgte at rette nødtørftigt op på tingene og fortsatte så til Ulfs Morini. Den blev læsset på og vi kørte tilbage.
Først skulle vi lige have en øl og så blev der udvekslet historier om uheld. Det er jo første gang jeg selv er skyld i at lande i asfalten, men de andre havde adskillige historier at fortælle. Hvilket jo er lidt fortrøstende.
Jeg fik så skruet lidt. Jeg fik Ulfs lygteindsats og jeg fik rettet op på forgaflen. Desværre er det ene rør bøjet en anelse, men jeg kunne da rette rørene op, så de er nogenlunde parallelle. Så Tornerose er klar til videre eventyr.
Klokken halv ni gik vi så op for at spise, hvor hele byen var samlet. Da vi havde spist gik det sædvanlige show igang med anerkendende tak til køkken, arrangører osv - og så lotteriet på vores tilmeldingsnumre. Ulf havde nr 22. Først blev 20 råbt op. Det hørte vi som 22, så Ulf gik derop - selvfølgelig forgæves. Senere blev der råbt 22 op og igen rendte han derop og igen forgæves for det var på en blå seddel og Ulfs var hvid. Så blev der råbt 7 på en grå seddel. Hmm, det kunne da godt være at vores sedler kunne betragtes som grå - og jeg havde 7, så jeg gik der op - og ganske rigtigt, jeg vandt! Og endda en af de mere interessante præmier: et Moriniarmbåndsur! Så jeg rendte rundt og fortalte alle hvad klokken var resten af aftenen 😂
På et tidspunkt gik Ulf i seng og jeg valgte så at gå lidt rundt og snakke med lidt forskellige. Fik også flirtet lidt mere med Chiara. Igår fik jeg vist overdrevet det lidt, men det lod til at hun følte sig smigret og hun var stadig modtagelig. Jeg måtte desværre have oversætter på til det meste, da hun ikke kan et ord engelsk. Og jeg fik da også formaninger fra hende om at jeg til næste år skal have lært italiensk. Det er da en motivationsfaktor. 😆
Men altså, en særdeles begivenhedsrig dag. Og alt er godt - eller sådan da. Det er jo ikke så godt med Tornerose, men i det mindste ingen større eller opsættende problemer.

3/06 - 19:08

Km: 51194 - Morano sul Po

Det gik heller ikke så godt med at sove længe i dag. Jeg må sove når træffet er helt ovre.
Dagen er gået med at lalle rundt og lave ingenting og tage afsked. Kl 11 kørte vi på tur: en tur rundt mellem rismarkerne - som ikke er det mest inspirerende, men med trætheden i betragtning fint nok. Det blev sluttet af hos risproducenten i Morano.
Da vi kom tilbage insisterede Ilaria på at vi skulle have taget et billede sammen. Hun er så fin en kvinde og at hun er så Morini-passioneret gør hende måske til verdens smukkeste kvinde 😄
Den nye Corsaro ZZ kom også forbi. Den er virkelig flot og harmonisk. En skam at den er prissat så højt.
Sidst på eftermiddagen købte Armin en svingarmsaksel af mig, og jeg valgte så at købe en instrumentholder med aluringe hos Mauro. Jeg havde overvejet at lave det selv når jeg kommer hjem, men prisen var så god at jeg næsten ikke synes at det er værd at arbejde i. Og måske kan jeg få det monteret på turen. Der er lidt arbejde i det, men hvis jeg har et par dage hvor jeg ikke kører kunne jeg måske fordrive tiden med det. - Mauro fik sagt (gennem en oversætter) at han så godt kunne lide mig og at det var ærgerligt at sproget var en barriere. Igen et rørende øjeblik.
Hen under aften har germanerne og jeg siddet om et bord og snakket - eller det har mest været Manfred der har snakket. Alle er lidt matte oven på de intense dage. I morgen vil de fleste med til Morinifabrikken - de truer med regn. Håber ikke det bliver til det store, for min plan er jo at køre videre mod syd i retning Genova.

4/06 - 22:58

Km: 51566 - Tæt på La Spezia

...fra i morges:

Som nævnt var stemningen lidt mat, og det var som et gammel damplokomotiv der først skulle varmes op inden der var nok energi til at komme i gang. - Vi blev “selvfølgelig” alle ti mand inviteret til at deltage i aftensmaden. Og der var masser af mad. Det er længe siden jeg har været så (over)mæt!
Vin blev der også drukket masser af og især Manfred måtte lide under det. Han blev så beruset at ingen - ikke en gang hans østrigske makker - helt forstod hvad han snakkede om. Han gik tidligt i seng! Han har i øvrigt fødselsdag i morgen, det må jeg lige huske på! Og endnu et “i øvrigt”; han er endelig blevet skilt og er flyttet fra huset. Det gør ham godt, uden tvivl, selvom han, som han sagde, skulle gennem en stor intern kamp med sig selv. For ham var det netop "til døden jer skiller", da han blev gift. (Jeg foregriber her noget, som måske en gang bliver til et blogindlæg andetsteds på min hjemmeside). Og derfor kostede det alligevel meget overvindelse at blive skilt, på trods af (nu) ex-konens til tider utilstedelige opførsel og behandling af ham.
Summa summarum, det blev en utrolig festlig aften - som jeg, nær sagt, er vant til her. Nogle gange forstår jeg ikke hvorfor netop danskere ligger i top på “lykkelighedslisten”. Italienerne burde være kandidater, for sikke en livsglæde man oplever. Jeg ved godt at jeg nærmest kun kommer til alle de festlige lejligheder, men det virker som om at italienere kan lave en fest ud af alting!

...aktuelt: I morges lå jeg i teltet og gryntede: "hvorfor står I så tidligt op. Der er lang tid til kl 9!" - Som altid var jeg den sidste der begyndte at pakke og den første til at være færdigpakket og klar til at køre.
Kl 8 ville de andre op i byen for at få morgenmad. Jer havde ikke tænkt mig at tage noget, men gik alligevel med, bare for hyggens skyld. Jeg ved jo snart at det er sikkert som amen i kirken at der bliver serveret et eller andet, når man kommer i arrangeret flok, så jeg tænkte at jeg nok skulle få min livret, gratis mad, idag igen 😁
Selskabet var lidt mat. Det er også svært på fjerdedagen at hive sig op og der røg jo en del vin og grappa ned i går, men der blev alligevel pjattet på vanlig vis.
Lidt i ni var vi tilbage på pladsen, kort efter dukkede Fulvio op og derefter var der afgang. Regntøjet måtte på, for natten bød på torden og der var stadig vand fra oven i ny og næ. Det kan godt være jeg er pivet når der er fugt på asfalten, men italienerne er endnu mere pivede, så der blev kørt langsomt. Der passede mig fint, for jeg fandt hurtigt ud af at jeg ikke havde nogen forbremse. Jeg tænkte at jeg nok havde fået lidt i systemet under nærkontakten med moder jord og da jeg rettede op på skaderne efterfølgende... - apropos skader: i går havde jeg lidt bedre tid til at kigge det hele igennem og der er selvsagt lidt flere ærgerlige ting at bemærke. Min jakke - som er den nye jakke jeg har haft liggende i evigheder og som egentlig først skulle i brug når Black Beauty var færdig, men som jeg blev nødt til at tage i brug fordi lynlåsen i den gamle er i stykker - den har selvfølgelig fået en del ridser. Næsten flere end den gamle! Mine bukser har fået et (lille) hul. Min venstre handske er gået i stykker i håndfladen. Torneroses omdrejningstæller har fået gok så kromringen er blevet skæv. Lygtekransen, som jeg troede var uskadt, har alligevel fået lidt ridser. Spejlet har fået skrammer, venstre blinklyse også (og pæren er gået - eller den lyser i hvert fald ikke). Jeg havde lidt øm højre hånd i går. Det er dog ovre, men jeg opdagede er større blåt mærke på låret i morges, og hvad værre var: mens jeg gik og pakkede telt sagde det pludselig knak i brystet og jeg fik en stærk smerte i højre side - og kunne næsten ikke få vejret. Jeg er ret sikker på at jeg har bøjet er ribben, som så har siddet “låst” siden og under arbejdet med teltet med de lidt skæve bevægelser har det sat sig på plads. Heldigvis er det så højt oppe at det ikke generer vejrtrækningen eller noget af det jeg skal gøre mens jeg kører. Der er lige nogle foroverbøjede stillinger hvor det gør lidt nas. Men mærkeligt at det ikke gjorde ondt før det blev rettet ud... - Nå, men jeg havde altså ikke forbremse og der var samtidig en lille skrabelyd. Først troede jeg at belægningen var slidt helt væk, men ved en jernbaneoverskæring holdt vi lidt længe og jeg kunne konstatere at kaliberen sad lidt for langt inde og skrabede altså på skiven. Jeg tænkte at jeg kunne låne lidt værktøj på fabrikken og så rette lidt på det. Det gik altså fint nok til Trivolzio.
I Morinifabrikken blev vi budt velkommen med at større bord med forskellige delikatesser og for en gang skyld ikke vin, men sodavand - hvilket næsten var en befrielse 🙃
Den ny ZT var at se og Milano’en kunne vi også beskue. Sidstnævnte er noget pænere live. Den ser meget let ud - bortset fra udstødning og katalysator. Det er ikke så heldigt, for at sige der mildt.
Vi fik en rundvisning - på italiensk, så jeg luskede rundt og kiggede i krogene og fandt spændende ting - såsom et vist kasseret projekt kaldet Corsaro 80.
Da vi var færdige fik vi hver en pose med de sædvanlige pr-ting og det blev annonceret at der var 30 % på merchandise. Jeg havde besluttet at købe en langærmet t-shift og mens jeg stod i kø, var “vores” nye kvindelige Morinist fra Schweiz ved at købe et læderetui. Den søde pr-kvinde regnede på rabatten og jeg prøver at handle det endnu længer ned. Og det lykkedes da også at få det fra 13 til 10 Euro, ved at love at jeg så også nok skulle købe et. 😁
Folk var så småt ved at gå allesammen og jeg spurgte så pr-kvinden om jeg kunne låne lidt værktøj - hun ville lige spørge på værkstedet. Efter noget tid kom hun og sagde at der var middagspause, så vi skulle lige vente til klokken to, men jeg kunne da sidde og vente og få lidt at spise og drikke. Jeg benyttede så lejligheden til at snakke lidt med hende. Forsøgte at spørge ind til hendes person (altså med andre ord jeg forsøgte at flirte), men hun fangede det ikke rigtigt. Fik det hele tiden drejet over til en snak om promovering af Morini. Det var fuldstændig det samme med hende de havde ansat sidste år. Men de var selvfølgelig begge nyansatte og ville nok bare sikre sig at de passede deres arbejde. På et tidspunkt kom der tre gutter og vi gik alle over til bordet med maden og spiste løs. En af dem var deres designer, en meget sympatisk yngre mand. Ham fik jeg en længere snak med - med masser af personlige historier. Han havde selv haft en 3 1/2 Sport, sågar samme model som min første, så han er i den grad godkendt.
Lidt i to snakkede pr-pigen i telefon og spurgte mig samtidig om det var min Morini der stod uden for. Hun snakkede med mekanikeren, for han var tilbage. Jo da, sagde jeg og gik så ud. Tornerose var allerede kørt ind i værkstedet og jeg rendte derind. Mekanikeren var i fuld gang. Han havde fået forklaret problemet og vidste lige hvad der skulle gøres. Jeg ville egentlig have lavet det selv og var lige ved at sige det, men tænkte at det nok var æreskrænkende, så jeg stod og kiggede på og gav en hånd i ny og næ. Jeg fik trukket det ene forgaffelben lidt ud så bremseskiven løb mere centreret, så luftede han bremser for mig og dæktryk blev også tjekket. Flere folk kom til og en fra administrationen kom for være oversætter. Jeg blev spurgt ud og arbejderne der stod omkring lyttede med og fik store øjnene for hver oplysning jeg gav videre - fra Danmark, det var vildt. Morinien har gået 150.000 km - også vildt. En af dem var så begejstret at han ville have taget et billede sammen med mig og Tornerose. Jeg fik så taget et hvor jeg står sammen med Mekanikeren - Mauro hed han!
Jeg fik taget afsked med alle og takkede så godt jeg kunne. Gik også lige ind til den søde pr-pige og takkede. Hun gav et knus og ønskede god tur og på forhåbentligt snarligt gensyn. Hun gav mig i øvrigt nogle tips til steder jeg skulle se - hvor hun var født og opvokset, blandt andet. Så det lykkedes alligevel at lokke lidt personligt ud af hende.
Sikke en dag og oplevelse...Tornerose, der fik fuld service på Morinifabrikken!
Jeg kørte så afsted ud af de lige veje. Der gik lang tid før jeg havde fordøjet det hele. Det begyndte at regne igen, så jeg holdt en pause, men det var mere end en byge så jeg tog regnbukserne på og forsatte. Jeg havde valgt en snoet rute og det holdt jeg fast i hele dagen, for jeg tænkte det ville være godt for hovedet at komme ud og øve svingkørsel på ”dårligt føre” - man skal jo op på hesten igen. Desuden havde jeg håbet at det ville klare op når jeg nærmede mig Middelhavet. Det gjorde det nu ikke, så jeg har kørt på sjaskvåde til halvtørre veje hele dagen. Og jeg har faktisk haft det rigtig sjovt. Første mål var Genova og der kom jeg gennem Bobbio på vejen, som er et virkelig smukt område og flot by. Og jeg synes at kunne konstatere at jeg efterhånden nok kører lige så hurtigt på våde veje nu, som første gang jeg var afsted - på tørre veje.
Desværre opdagede jeg så da jeg nåede Genova at bremseproblemerne ikke var løst. Den venstre kaliber lækker nemlig bremsevæske, så bremsekraften er stille og roligt svækket. Og jeg havde sådan glædet mig til at køre turen ad Via Aurelia. Jeg fortsatte nu alligevel så langt jeg havde lyst og overskud - og det er altså lykkes mig at komme nær La Spezia med fornuftige bremsekraft og har alligevel haft det rigtig sjovt. Til sidst var jeg dog for træt og har derfor fundet mig et skønt lille sted ved en flod, hvor jeg nu ligger i teltet. Her er også masser af frøer som kvækker løs - her akkompagneret af cikader. Og der er rådyr der render rundt omkring i skoven, kan jeg også høre.
Planen er at finde noget bremsevæske i La Spezia, fylde løbende på og så se om jeg kan nå til Siena uden alt for mange problemer. Jeg har skrevet sammen med Luzzi og har aftalt et møde. Så håber jeg at han kan hjælpe mig videre.

5/06 - 22:38

Km: 51856 - Siena

Jeg sov megalænge. Dels var jeg virkelig træt og dels gad jeg ikke rigtig stå op til dagens opgaver, men ved halvtitiden havde nattergalen og frøerne sunget længe nok for at få mig op og jeg stod modvilligt op. Solen skinnede - skønt oven på en våd gårsdag. Det var i øvrigt også varmt i går, så selv om jeg var temmelig våd alle steder frøs jeg heldigvis ikke. Det er sådan set ellers det værste ved regn - kulden!
Jeg gik selvfølgelig straks ud og trak i bremsen - som gik mod styret uden modstand. Øv, de to hundrede kilometer til Luzzi kune altså ikke klares uden at gøre et eller andet - men jeg havde en ide!
Jeg fik pakket og listet afsted på de ti kilometer ind til La Spezia med kun bagbremse. Det er helt utrolig hvor meget hurtigere man kan køre med ordentlige bremser og sådan en tromle-bagbremse er nærmest kun til pynt.
Jeg fik googlet mig frem til den nærmeste motorcykelreservedelsforhandler (fedt ord, i øvrigt). 1,6 km længere fremme lå Marios Moto. Jeg gik ind og spurgte som vanligt om han kunne engelsk. “Lidt, sagde han”. Jeg fik forklaret, men lidt var virkelig lidt, så jeg trak ham med ud til Tornerose for at forklare. Jeg fik ham gjort klart at jeg gerne ville have en skrue til blænde den ene udgang i fordeleren af, så jeg dermed kunne afkoble den utætte bremsekaliber. Han forstod og vi gik ind og ledte i deres æske med bremsefittings. Men han havde ikke afblændingsskruer. Han foreslog så at jeg skulle gå om hjørnet til en ferramenta som er sådan en god gammeldags isenkræmmer som har alting (og som slet ikke er at sammenligne med en moderne dansk Kop & Kande, og hvad de der nu ellers hedder, som kun har køkkengrej i være dage). Ferramenta’en havde meget, men ikke en M10x1 skrue. Jeg gik tilbage til Mario for jeg havde en anden ide. Og det var at lave et “rør” af 10 kobberspændeskiver som så kunne blænde banjobolten af. Som sagt, så gjort - og så lige fedte mig til lidt bremsevæske, lån af værktøj og noget at tørre fingre i. Jeg fik luftet ud og så havde jeg tryk igen. Jeg slap med fem euro!
En snoet rute til Siena blev valgt og så gik det derudad. Dejligt at kunne bremse igen. Jeg skulle dog lige vænne mig til reduceret bremsekraft med kun en skive. Den er ikke halveret, men er måske på 70%. Men der skal i hvert fald bremses noget før og der skal trækkes væsentlig hårdere. Efter en halvtreds km var jeg dog inde i flowet igen. Det var jo sådan jeg kørte første år med Tornerose - kun en skive, og det kan da lade sig gøre, men det er væsentligt sjovere med to.
Første stop var Pisa - jeg har jo set det hele der et par gange, men når det nu alligevel lå på ruten, kunne jeg ligesågodt køre ind og se tårnet. Og igen blev jeg overvældet. Det synes at trodse enhver naturlov! Jeg husker det som at det bare er en smule skævt - og det er det nok også, når man måler på det, men det ser meget markant ud - ikke mindst pga størrelsen! Der er noget der “fucker” med med hjernen.
Derefter kørte jeg til Livorno. Jeg kan godt lide havnebyer. Det er et helt særligt liv, der altid er den slags steder og byen skuffede bestemt ikke. Køn og grim på samme tid. Det er altid sympatisk.
Men jeg stod på havnen og sugede indtryk til mig, googlede jeg lige priser på færgen til Sardinien. Det er vist ikke så dyrt som jeg frygtede - har overvejet det lidt, men egentlig har jeg jo efterhånden fået planlagt en tur sydligt/østligt.
Jeg har været i løbende kontakt med Luzzi hele dagen. Han har pakninger til kaliberen, men nok ikke en ny kaliber. Jeg ville ellers gerne have en ny - til Black Beauty. Jeg ville så køre turen med en ny og så skifte tilbage til en renoveret kaliber når jeg kommer hjem. Men nu må vi se hvad han har. Jeg har også fået tusind forespørgsler fra folk der har hørt at jeg skal besøge ham, så nu må vi se om jeg kan huske det hele. I Livorno aftalte jeg med ham at jeg kommer i morgen.
Fra Livorno gik det så mod Siena - og der er bare så kønt og vejene er fantastiske. Det virker helt skørt at de er så snoede, for det er ikke så stejle højder man kommer op ad, men som jeg vist før har nævnt så er landskabet lidt som at se på en masse bolde i nogenlunde samme, men alligevel forskellige størrelser, og vejene følger så de kurver der dannes mellem boldene - skør forklaring, håber det giver mening, men uanset, så giver det altså masser af sving, som er meget bløde og uden de store (ubehagelige) overraskelser. Og fordi vegetationen nærmest udelukkende er lav, har man et rigtig godt overblik over vejenes forløb. - Måske er det illustrativt at der er altid mange hollændere her - jeg tænker lidt at det passer dem fint, fordi det ikke er alt for stort chok for dem - det er bjerge og snoede veje, men man er ikke så truet af bjerge, så man får hjemve til noget fladt 😆
Jeg havde sat Luzzis værksted som destination. Alt var lukket og udstillingen var ryddet. Nu var det selvsagt efter fyraften, men det undrede mig at udstillingen var tom. Jeg kørte så lidt rundt og legede som vanligt turist med Morini. Det er altså en flot by. Jeg sluttede af i en Penny, hvor jeg købte aftensmad. Her skrev jeg igen med Luzzi og han forklarede at værkstedet var ved at blive ordnet, så vi skulle mødes ved lageret i bjergene. Lige det har stået på ønskelistensiden jeg hørte om Luzzi første gang - at se det sagnomspundne lager! Så det glæder jeg mig til.
Jeg fik adressen og har så valgt at køre derud, hvor jeg i nærheden har fundet et sted at overnatte.

6/06 - 17:28

Km: 51884 - Siena

I nat var det cikader og en enkelt ugle der sang godnatsang. Og cikaderne var der også til at vække mig. Jeg fik pakket og kvart over ni trillede jeg de 3 km ned ad bakken til Luzzi. Han stod sammen med sin mekaniker i de smalle gange mellem lagerhylderne. Jeg fik hilst på, og Luzzi sagde at vi hellere måtte kigge bremser med det samme, da mekanikeren snart skulle køre. Som vanligt ville jeg helst selv gøre det, men ære og den slags... Jeg burde dog have gjort det, for sikke en omgang. Mekanikeren havde en aftale - skulle køre konen til læge - og derfor gik det vist lidt for stærkt, men uanset var det tydeligt at han ikke havde helt samme naturlige håndelag som den fyrre år yngre mekaniker på Morinifabrikken - for det var en fornøjelse at se på. Nå, men han skyndte sig at få kaliberen skilt ad og sat nye pakninger i. Den blev monteret og der blev forsøgt at lufte ud. Og på en måde som jeg slet ikke ville have gjort. Han begyndte at lufte, så snart det hele var monteret. Jeg ville sørge for at trykke bremsevæske frem til kaliberen inden det sædvanlige pumperi og åbne/lukke af luftskruen. Desuden pumpede han løs: 20-30 gange inden åbning. Jeg mener det bør være nok med en tre-fire gange. Der gik evigheder - og så skulle han (heldigvis) køre. Jeg tog over og efter nogen tid, hvor der blev ved med at komme luft opdagede jeg at de to kaliberhalvdele ikke var skruet ordentligt sammen. Jeg fik det så spændt, men der blev ved med at danne sig luft. Så tjekkede jeg om han havde husket pakningen mellem halvdelene - det havde han dog. Forsøgte igen, men problemet blev ved. Luzzi ringede til mekanikeren - som nu mistænkte hovedcylinderen. Det var jeg på ingen måde enig med, for den har jo fungeret upåklageligt hele turen - desuden har jeg selv lavet den og pakninger er nærmest nye. Men for udelukkelsens skyld, prøvede jeg så at blænde kaliberen af som blev ved med at trække luft. Selvfølgelig var der straks tryk. Nu mente Luzzi at vi skulle have frokost, så vi kørte ned til den nærmeste cafe, hvor han gav sandwich, cola og “dolce”. Vi sad og snakkede om alle mulige ting: brændstofmotorer vs elmotorer, motorcykler der er alt for overdrevne i vore dage; vindenergi, politik; at han og konen snart flytter op i bjergene til lageret; at jeg måske skal lave nogle ting til ham i mit værksted - ja, vi kom langt omkring.
Tilbage pillede jeg kaliberen af og fik kigget nærmere på den. Der var en del skidt i den rille hvor pakningen er monteret - altså netop den side hvor lækagen var. Jeg fik det renset grundigt og satte det hele sammen igen. Fik det monteret og i løbet af et kvarter havde jeg fuldt tryk på bremsen igen.
Vi gik så ind i lageret og jeg fik spurgt de tusind spørgsmål. Meget af det var der løsning på, men andre var svære til umulige (- Dieter, dit hovedleje er nært umuligt (men anden løsning er der trods alt) og Ejvin, chokkoblingen i starteren endnu mere umulig. Luzzi skærer selv trekanter ud af oliefast gummi 😉).
Jeg fik en pickuprotor til Karl, desværre ingen lygte til mig selv - og mere kunne jeg ikke have. Ja, der var mange ting jeg godt gad at have på lager, men nu ved jeg jo hvor de er og så er verden heller ikke større. Jeg synes at have en særlig gunst hos Luzzi, så jeg plejer at kunne få hurtig ekspedition.
Vi tog afsked på vanlig rørende måde. Meget kærligt og med en sjov indforståethed.
Jeg trillede ind til Siena for at finde vaskeanlægget fra i går, for der var alligevel kommet en del bremsevæske steder hen, hvor det helst ikke skulle - blandt andet på dækket, hvilket jeg ikke havde lyst til at skøjte rundt på. I øvrigt havde Luzzi ikke kunne finde et dæk til mig, men som han sagde, der er masser af kilometer i det endnu 😝
Videre til Penny for at få en cola, for jeg var megatørstig. Og der er så her jeg står og overvejer hvad jeg så skal. Og jeg overvejer stadig...

6/06 - 22:28

Km: 51999 - Et sted væk fra Siena 😜

Jeg har valgt en rute, der bringer mig gennem de byer som pr-pigen foreslog. Det var i følge TomTom’en 540 km, som jeg har tænkt mig at bruge idag og i morgen på. Første stykke blev kørt “undgå motorveje”, og det gik så ud af nogle meget lige veje - hvilket var fedt, fordi jeg så fik mig bevæget. Det er nemlig også en kvalitet - at nå et vist stykke. Oven på tullen rundt i Siena, en ufrivillig tur gennem gågaderne og masser af kryds, rundkørsler og trafik, var det fedt bare at give fuld skrue og så komme hurtigt væk fra storbyen. Det blev selvsagt også lidt kedeligt, så efter fyrre km, drejede jeg af og valgte så snoede veje i stedet. Hvilket så betød at der igen var 540 km 😆 - Jeg har kørt på nogle fantastiske veje; præcis som jeg husker Siena. Jeg er kørt indtil jeg begyndte at mærke at trætheden ødelagde koncentrationen og har nu fundet et sted at overnatte.
Der er utrolig smukt her. Nogle gange føler jeg at jeg bør nedfælde meget mere om landskabet og byerne, men det bliver så fattigt, det jeg synes jeg kan formidle, så jeg har lidt opgivet at skrive om det. Det er det samme med at tage billeder. Det kan simpelthen ikke fanges på billeder, hvor flot her er, så jeg begrænser mig nærmest til at tage billeder af Tornerose, når hun lige står og ser smuk ud 😄
Men alt i alt en dejlig dag i fantastisk selskab. Luzzi er sådan en sympatisk mand! Og så lige lidt ræs til at slutte af med...Åhja, og varme - jeg nyder det i den grad.

7/06 - 15:01

Km: 52150 - Perugia

Pause ved en Lidl! - Ved stort set hvert eneste supermarked i de større byer jeg har været ved, står der en af (vest)afrikansk herkomst. De tilbyder at slæbe varer til folks biler mod en skilling. De hilser altid pænt og er meget høflige. Det er sjovt hvordan det lige er blevet sådan en “afrikansk ting”.
Jeg skal love for at det har været snoet ind til videre! Når jeg sådan lige er vågnet skal jeg lige varmes op, før jeg føler mig helt tilpas. Hvis man boede lige ud til sådan nogle veje, var der nok ikke den store opvarmning.
En lille sjov oplevelse: jeg havde kørt en halv times tid på de små veje og et sted i bjergene stod der pludselig en hund midt ude på vejen. Den stod og kiggede i kørselretningen og så ud som om den vidste præcis hvad den lavede. Det var sådan en lidt forvokset Golden Retriever - helt hvid. Jeg tænkte, det er nok var en fårehund, og da jeg kom nærmere, fik jeg da også øje på får der græssede inde i vejkanten. Hunden rendte ind på marken da jeg kom tæt på og i sidespejlet kunne jeg se at den straks gik ud på vejen, da jeg var passeret. Så den står simpelthen og holder øje med trafikken og sikrer at fårene ikke går ud på vejen. Jeg ved ikke om man kan sige det om dyr, men hunden lignede en der var stolt over sit arbejde!
20 km længere fremme skete det som vist åbenbart er obligatorisk på mine ture: jeg fik et grineflip. Det gik højre, venstre, højre, venstre i en nærmest uendelighed. Det var simpelthen så sjovt at det fremkaldte denne sædvanlige reaktion. - Bortset fra det, så har vejenes tilstand til tider været meget ringe og det kræver enormt af koncentrationen når der er så meget krøl på vejene. Så selvom jeg ikke er kørt så langt er jeg alligevel træt. Man når heller ikke så langt på den slags veje, uanset at den får med fuld gas.
Frokost indtaget og jeg vil fortsætte.

7/06 - 22:16

Km: 52310 - In Mare 😉

Tornerose befinder sig i en måske lidt ydmygende position. Hun bliver transporteret! Men siden det nu er en færge, så er det til at bære. Ejermanden kan godt lide at sejle med færger, så det må Tornerose jo leve med.
Igår da jeg stod ved Lidl i Siena og overvejede, gik overvejelserne på om jeg skulle køre til Rieti og gense den smukke natur der er derovre eller om jeg skulle tage til Sardinien. Jeg kunne ikke beslutte mig - stod der meget længe! Til sidst to jeg en en-euro og slog plat og krone. Det blev altså til Sardienen - det er jeg egentlig glad for. Det er så at sige den sidste del af Italien jeg mangler at besøge - og siden jeg har god tid, passer det fint. I går kunne jeg ikke nå færgen, så noget skulle jeg finde på og det blev altså en lille rundtur ind i Umbrien. Så har jeg også "æret" pr-pigens forslag. Sendte hende lige et billede af Tornerose fra hendes barndomsby med et tak for sidst og en hilsen til mekanikeren Mauro.
Vejene har også i dag været en udfordring. Dels sjov kørsel på snoede veje og dels enormt dårlig vejbelægning. Da jeg kom ombord på færgen var der en italiener der bemærkede at den ene støddæmper lækker - helt sikkert en følge af nogle til tider vanvittige huller i vejene, hvor jeg nærmest var bange for at fælge og dæk ville blive smadret i stumper og stykker. Jeg havde godt nok også en fornemmelse af at den var blevet lidt slatten bag i. Lidt ærgerligt, man vænner dig til det, men det går lidt ud over fornøjelsen, for tempoet aftager nødvendigvis.
Færgen er lidt som Oslo-færgen og lignende. Der er et to-mands-band der spiller på livet løs i "diskoteket". Det gør de egentlig meget godt. Det er bare lidt for højt. Jeg hænger ud her - en anden gut ved siden af mig har vist tænkt sig at sove her. Vi har allerede dannet et slags bånd 😁 Jeg har dog endnu ikke besluttet hvad jeg gør. Jeg havde forestillet mig at jeg lige skulle "nette" mig lidt på et af toiletterne, men der er tilsyneladende kun et, så der er konstant trafik. Jeg ser lidt senere. Lige nu hygger jeg mig med den sære kontrast der er til mine andre aftener. Tænker jeg lægger mig op på soldækket når jeg vil sove.
Nå, jeg må hellere uploade dagens beretning så længe jeg er sikker på telefonforbindelse. De har selvfølgelig den frækhed at forlange åger for wifi!

8/06 - 13:54

Km: 52617 - Todolí

Har lige haft en halv time i den pureste fornøjelse. På toppen af et pas indhentede jeg otte italienere som gav den fuld gas ud af de snoede veje. Jeg havde svært ved at følge med, for hver gang det gik lige ud trak de selvfølgelig fra. Men heldigvis begyndte det at sno endnu mere og så kunne jeg hænge på. Og for fa’en hvor var det sjovt. - Det er interessant at se hvordan man har forskellige styrker. Der var steder hvor jeg kunne have kørt hurtigere og andre hvor jeg synes at ham der lagde teten var lidt vel modig. Men når han kunne, så kunne jeg jo også. 😁 - Ved et udsigtspunkt drejede de desværre af og jeg måtte fortsætte alene en halv time mere.
Vejene her er fantastisk gode. Super lækker asfalt og masser af krøl. - Jeg skrev i går til Hans, den hollandske Morinist, for at høre anbefalinger. Han har arrangeret en del ture her på øen. Og han foreslog så at jeg skulle køre ad kystvejen: SS125. Til at begynde med var jeg ikke videre imponeret, men da det gik op i bjergene mod syd, blev det vildt fedt.
Naturen er flot, uden tvivl, men jeg har nok fået forventningerne skruet lidt op af alle de beretninger jeg har hørt, så vildt imponeret er jeg ikke. Toscana, Dolomitterne, den østlige del af Umbrien og Sicilien er stadig de steder der har betaget mig mest. Men lad os nu se. Jeg har jo kun set en lille del ind til videre.
Natten var selvsagt meget urolig. Bandet sluttede halv tolv. Jeg valgte at sove ved siden af min makker. Det var nok en fejl, for der var konstant folk der rendte frem og tilbage. Det var altså med poser under øjnene jeg stod op ved 5-tiden. Vi skulle være i havn kl 6, men var der først 6:30, og så gik der en time med at komme fra borde. 12 timer tog det i alt, fordi man skulle være der to timer før. Sejltiden var ni timer. Nu ved jeg så hvordan jeg skal forholde mig på tilbageturen.
Bortset fra manglende søvn og for tidligt op, så var det en flot sejltur ind i havnen i solopgangen.
Jeg begyndte med morgenturen med at køre et stykke ind til jeg fandt en god strand. Her lagde jeg mig i solen og fik en times tid på øjet, for jeg var simpelthen for træt til at køre og den opgående sol lige øjnene gjorde heller ikke noget godt for koncentrationen.
Jeg er kommet lidt længere end jeg havde troet, hvilket helt sikkert skyldes de gode veje. Jeg havde regnet med at køre ned og op, men det bliver vist tid til lidt zigzag også.
Jeg har i øvrigt bestilt dæk. Jeg har aftalt med Marco at jeg kommer sidst i næste uge og får så dækket leveret til ham, så må vi se om det når at komme. - Jeg synes stadig der er meget mønster på det jeg har på, men supergodt til regnvejr er det nok ikke. Ikke at det er noget at satse på - altså det med regnvejr.
Jeg sidder i en lille by, hvor der med garanti aldrig kommer turister. Der har lige været torvedag, og dermed lokalkolorit. De er ved at have pakket sammen, så jeg vil køre videre.

8/06 - 18:54

Km: 52709 - Porto Corallo

Det blev ikke til meget mere kørsel i dag. Jeg er for træt, og så bliver det noget lal.
Der lader til at man bare skal køre ud til kysten, så kommer der en fantastisk strand. Porto Corallo lød godt, så jeg kørte herud og det er godt. Meget flot strand med både sand og klipper. Der er indhug i klipperne, så der er dannet små "private" strande, hvor der lige er plads til 4-5 mennesker. Jeg har fundet en, hvor jeg sågar kan få min blegfede krop i skygge, hvis det skal være. Så nu har jeg smidt tøjet og giver den som Gran Canaria turist. Der er flere ting der minder om Gran Canaria. Vegetationen og topografien er meget lig - og selvfølgelig havets konstante tilstedeværelse (i hvert fald når man som jeg bevæger sig langs kysten). Der er en type kaktus, som er overalt. Den gror nærmest som ukrudt, ser det ud som. Et sted var der en revne i asfalten. Der groede en fin blomstrende en af slagsen - lidt som mælkebøtter kan finde på. Jeg har overvejet at tage et skud eller frø med hjem, men det overlever nok ikke turen. - I øvrigt er her altså virkelig kønt. Det blev mere spændende i sydlig retning, hvor der er større bjerge.
Min plan var at bruge to dage på at komme til Cagliari, men nu er jeg allerede 60 km fra, så det er endnu en grund til leje strandet hvidhval.
Jeg har tænkt mig at overnatte her på stranden under åben himmel. Der var godt nok udsigt til regn, men sidst jeg tjekkede vejrudsigt, var det vist afblæst. Og de næste dage skulle kun blive varmere. Der har været pletvist skyet, hvilket holder temperaturen under 25 grader.
Åhja, så var jeg lige ved at køre en slange over. Den snoede sig hastigt tværs over vejen. Først troede jeg det var varmeflimmer, men jeg nåede lige at bremse i tide. Den var for hurtig til at tage billede af, desværre.

9/06 - 22:04

Km: 53143 - Is Aruttas

Jeg sov fortræffeligt på stranden i nat. Vågnede ved midnat og kiggede lidt på en uendelig klar stjernehimmel. Og så blev jeg vækket af en smuk solopgang, men lagde mig dog til at snue igen indtil det blev for varmt i soveposen.
Jeg gav mig god tid til at få pakket, var ude bade, fik vasket underbukser, tjekket rute - i meget sindigt tempo.
Ved ni-tiden kørte jeg så afsted. Kom 8 km og kom i tanker om at mine underbukser stadig lå til tørre på klipperne. Jeg var lige ved at lade dem ligge, men besluttede at vende om, for når jeg nu havde kørt røven ud af et par, så ville det blive lidt for ofte at jeg skulle vaske.
Jeg ved ikke om det var den gode søvn der gjorde forskellen, men ham den bornerte, sure gamle mand var altså forsvundet i dag og synet var et helt andet. Sardinien er virkelig en meget smuk ø!
Cagliari var første destination. Det er jo hovedstaden, hvilket den selvfølgelig bærer præg af. Den har metropoltendenser og minder lidt om noget fra den franske riviera. Jeg satte mig nede ved havnen i skygge for lige at køle af - og betragte de kønne italienske piger gå forbi. De er bare så fine. Petitte, stort set alle slanke og så med deres flotte lange sorte hår. Måske har det også hjulpet på mit syn på omgivelserne. 😆
Jeg fortsatte så sydligt ud af byen, målet var det sydligste punkt på Sardinien. I går googlede jeg lidt og fandt en rejseberetning i BT, så den lod jeg mig inspirere af. Der stod blandt andet at badestrandene skulle være de bedste i verden. Dem jeg havde set var da også fine, meeeen...
Syd for byen er der et kæmpe fuglereservat. Her var der flamingoer i tusindvis. På den ene side af vejen hvor de stod var det lavvandet og lidt sumpagtigt. På den anden side hav - og hav med denne vanvittige blå farve som nærmest er svær at kapere: "blåere end blå"!
Uden for byen lå der et olierafinaderi. Der var tre tårne der stod kæmpe flammer op af, som det nu er almindeligt. Det virkede en anelse overdrevet på mig, for det var rigeligt varmt 😁
Jeg har jo fulgt SS125, men på et tidspunkt drejede den ind i landet og jeg ville gerne fortsætte langs kysten, så SP71 blev valgt, og sikke en vej. For det første var den vildt sjov at køre på og for det andet var der bare den ene Bounty-strand efter den anden. Der manglede kun kokospalmerne for at være hensat til Caribien (tror jeg - har jo kun set billeder). Det er de flotteste strande jeg har set. Ved hver eneste havde jeg lyst til at stoppe op og hoppe i vandet, men så skulle jeg have gjort for hver fem kilometer. Det blå vand er så helt enormt indbydende - utrolig at noget der er så mættet i farven, alligevel kan være så gennemsigtigt.
Hvis man er til strandferie, gerne vil have det lidt for sig selv og slippe for turismegejl, så er det sydøstlige hjørne så absolut min bedste anbefaling. Bare kør ud af vejen og vælg et sted.
Jeg har kørt langsomt i dag - bortset selvfølgelig hvor det var sjovest - og har taget meget korte etaper: omkring 50 km ad gangen på kystvejen og så ind til en eller anden havneby eller en strand med særlig skiltning.
Fra det sydvestlige hjørne - Sant'Antioco - kørte jeg ind i landet for så at køre ud til kysten igen ved Oristano. Jeg ville gerne se lidt af midten også. Og det var som forventet knap så spændende. Sine steder følte jeg mig hensat til Danmark i høsttid - bortset fra bjergene der omkranser det hele og at alting bare er større. Og varmen selvsagt. Jeg ved det er varmt i Danmark lige nu, men det kommer med garanti ikke i nærheden af den varme jeg har haft i dag. Hårtørreren var på Max Power!
Ved kysten blev det dog køligere igen og der blæste en vældig vind...ude fra vest - flere mindelser om Danmark. Jeg gjorde i øvrigt stop ved det sydligste punkt og sendte en tanke den vej. Jeg lavede sågar et Facebook-opslag om at jeg nu var på vej den anden vej - altså retning nord.
Dagens sidste forslag fra BT-skribenten var en forladt by som skulle have været med i en del spaghetti-westerns. Den så nu hverken forladt eller særlig westernagtig ud, så jeg ved ikke om forfatteren har fået noteret noget forkert. Der var også forslag til en strand med kvartssand. Det lød eksotisk, så den kørte jeg ud til, for at finde et sted at overnatte. Det var også en slags skuffelse. Det ligner lidt Vesterhavet, og lige der hvor jeg parkerede og kiggede til højre lignede det "min egen" Husby Strand. Der er også smukt, men jeg kører jo ikke flere tusind kilometer hjemmefra for at se det samme som hjemme. Men altså endnu en mindelse om at halvvejen er nået og det nu går den anden vej.
Jeg har slået telt op i klitterne her. Det indbyder ikke til at sove under åben himmel i dag. Her er ingen netforbindelse - også meget lig Danmarks udkantshjørner! Italien er ellers det land hvor jeg har haft bedst forbindelse, nærmest uanset hvor jeg har været. Men beretningen kommer så nok først op i morgen.
I øvrigt har jeg fundet en løsning til problemerne med min ftp-app, som man måske har bemærket på hjemmesiden. Igen bruger jeg min gamle telefon, som jo ikke er opdateret. Dermed bliver koden ikke ødelagt. Jeg internetdeler med min nye telefon (som jo har telefonforbindelse - når der er) og kan således uploade.
Åhja, igen idag var jeg lige ved at køre en slange over. Fascinerende hvor hurtigt de kan flytte sig med disse "slangeagtige" bevægelser 😆 Jeg må lige have googlet hvad det er for en slags.

10/06 - 10:21

Km: 53223 - Bosa

Så er det tid til den obligatoriske:

Hej Far - tillykke med fødselsdagen! 🇩🇰

Jeg håber du/I får en hyggelig dag. Jeg sender de bedste tanker herfra.

10/06 - 15:21

Km: 53367 - Porto Torres

Jeg vågnede til regn på teltet, troede jeg. Det var dog insekter, der landede lidt hårdt på dugen. På indersiden af yderteltet sad der tusind myg og i teltet var der 35 grader. Jeg skulle jo ud, så jeg fandt min myggespray frem og gav hele teltet og mig selv en ordentlig omgang. Det hjalp på det, men jeg nåde alligevel at blive stukket en 10-15 steder men jeg pakkede. Lige det hjørne af Sardinien vil jeg altså ikke anbefale.
Da jeg trillede afsted, rundede jeg lige San Salvatore igen - og kørte nu ordentlig derind - og jo, det kunne måske godt udgøre et scenarie i en western, men forladt var byen nu ikke.
Det første stykke ad ruten var lidt kedeligt og fladt. Der var, fristes jeg til at sige, selvsagt mange hollandske turister. Efterhånden som jeg kom længere op ad kysten blev det igen spændende og der var fantastiske veje langs kysten (SP49/105). Det mindede meget om nordkysten på Sicilien og kystlinjen i Cinqueterre, så altså meget høj kvalitet 😁
Naturen bød også på et flot skue og byerne ligeså. Alghero var første større by. Her skulle jeg tanke - var faktisk nervøs for om jeg overhovedet kunne nå dertil. Men jeg fandt så en tank - der fungerede automaten ikke. Næste sted tog den ikke kreditkort, kun kontanter. Videre til den tredje og med den i sigte, gik Tornerose i stå, så jeg kunne lige trille hen til den med tom tank. Den tog også kun kontanter, så jeg måtte bruge af beholdningen. Jeg vil helst ikke bruge kontanter til at tanke for, for så mange har jeg heller ikke, så jeg bruger visa når jeg tanker og det ellers er muligt.
Tanken lå lige ned til havnen og her holdt der otte Ferrarier og otte meget smukke kvinder kom gående i ens tøj. Der skulle tages promo-billeder! World Rally Championship er på Sardinien og der var altså en masse lir i byen i den forbindelse. Hele havneområdet var afspærret og tilsyneladende var alle mand i det sardinske politi afsat til opgaven. Jeg mødte måske 30 motorcykelbetjente i modsatte retning da jeg kørte ud af byen.
Jeg har lige været i Stintino. Også en perle af en by og så med en kæmpe strand syd for med masser af kridhvidt sand og dybblåt vand.
Nu sidder jeg foran en Lidl i Porto Torres - noget der bedst kan betegnes som et kæmpe industriområde med en lille by i midten. Her er også færger der sejler til Korsika og rivieraen. Det er for dyrt at komme til Korsika, ellers have jeg måske gjort det. I øvrigt kostede færgebilletten til Sardinien mig kun 400 kr. Det synes jeg er billigt for så langt et stykke. Det er vel at mærke en returbillet!
Jeg har lige fået et æble af en flink mand. Han hilste pænt da han gik ind og da han kom ud igen havde han købt to æbler. Et til sig selv og et til mig.
Nå, nu forsvinder skyggen jeg sidder i, så jeg vil fortsætte.

10/06 - 22:44

Km: 53574 - Stintino

Ok, jeg lægger mig fladt ned. Her er smukt! Jeg havde en ide om at vestsiden nok ville være kedelig. Sådan er det mange gange med øer - den ene side dramatisk og spændende, den anden jævn og kedelig. Men sådan er det ikke her. Det veksler lige meget på begge sider. Og der er altså nogle vildt flotte områder her.
Mit sidste "erklærede" mål for dagen var Castelsardo, hvor man kan se den verdensberømte klippe formet som en elefant. Og vejen dertil var fantastisk igen. Store bløde kurver og nærmest silkeblød asfalt.
Da jeg ankom til byen, blev jeg mødt af et smukt skue. Byen i sig selv var utrolig flot. Men elefanten kunne jeg ikke finde. Jeg havde ingen anelse om størrelsen, så jeg spejdede efter halv meter høje klipper og halvtreds meter høje klipper. Jeg kørte videre ud af byen, men efter nogen tid gav jeg op og vendte tilbage. Fik mig en kold cola (hvor har det været varmt idag, i øvrigt!!!) og googlede. Ifølge info skulle klippen være 800 meter længere fremme end hvor jeg gav op 😄- så tilbage igen. Her fik jeg selvfølglig foreviget Tornerose foran elefanten - og jeg sendte en venlig tanke til bastarderne Dart'erne derhjemme. (Google, hvis nysgerrigheden tager over 😝).
Da jeg drak min cola, fik jeg lige læst op på BT-skribentens turberetning. Og jeg havde lavet en brøler. Oppe ved Stintino, skulle jeg have været ud til en særlig strand, La Pelosa, som jeg faktisk troede lå længere nord på Sardinien. Jeg havde egentlig sat mig for at overnatte hvor jeg var, men var så ærgerlig over ikke at have set den strand, så jeg besluttede at køre tilbage. Det var kun 70 km, så der var jo hurtig gjort. Jeg fandt en anden rute og kørte derop. Stranden jeg ankom til var ganske rigtig fin. Skribenten beskrev det sådan: “vandet er karibisk turkisblåt og sandet kridhvidt og pudderagtigt. Stranden blev verdensberømt, da agent 007 dukkede op i »The Spy Who Loved Me« og i folkemunde hedder den da også James Bond-stranden.” Og det var altså mest alt for at se lokationen. Jeg synes jo det er sjovt at se berømte filmlokationer live.
Jeg parkerede Morinien ved siden af seks italienere som havde ens poloshirts på. De fik øje på Tornerose - og Antonio, som kunne lidt engelsk, spurgte ud og oversatte for de andre. De sædvanlig imponerede udråb kom og vi udvekslede lidt om vore ture. De var også på tur rundt på øen og havde taget stort set samme tur som mig. De var nu på vej videre, og Antonio spurgte om jeg ville med dem og have nogle lokale specialiteter udi "dolce". Egentlig ville jeg jo kigge nærmere på stranden, men hvornår byder sådan noget sig til, så jeg takkede ja og kørte med dem en tyve kilometer til et lille konditori. Her blev der bestilt kage i store mængder og en flaske prosecco til deling. Jeg fik æren af at åbne flasken, og jeg har luret at det helst skal give et knald når den slags bliver åbnet og det lykkedes da også at indhøste den obligatoriske klapsalve og jubelråbene fra hele forsamlingen i konditoriet. De er skøre, de italienere! Apropos: jeg trak telefonen frem for at tage en selfie, og den slags bliver taget meget alvorligt. Alle smider straks hvad de har i hænderne og stiller an. Som jeg også skrev sidste år har jeg vænnet mig til det og er faktisk glad for at det er sådan. Det giver i hvert fald nogle gode billeder til scrapbogen.
De skulle som sagt videre, der blev taget afsked og Antonio og jeg udvekslede info, så vi kan sende hinanden billeder. Herligt møde!
Jeg kørte tilbage til James Bond-stranden og gik ned på den. Den var nu mennesketom. Sandet var ganske rigtig fint - men vel lidt som de fleste danske sandstrande. Det blå vand, dog! 😮
Der var ved at blive mørkt, så det var høje tid at finde et sted at sove. Hvis jeg havde haft bedre tid, ville jeg have fundet et sted tættere på stranden, men det blev til at jeg kørte ud af byen og slog op på en høstet kornmark lidt væk fra vejen. Her er køer på den anden side af hegnet, som er udstyret med klokker. Det er så hyggeligt. Nu har de dog lagt sig, så der er kun en smule summen fra vejen og de sædvanlige cikader der synger. Hundene er også færdige med at gø, så nu vil jeg sove.

11/06 - 14:44

Km: 53732 - Santa Teresa Gallura

Jeg vågnede til regn på teltet, og denne gang var den god nok. Fik hentet alt indentelts og lagde mig til at rævesove. Jeg havde sovet lidt dårligt, mit bøjede ribben har mærkværdigvis været ekstra ømt i går og det var svært at finde en stilling at sove i.
Kl otte begyndte jeg dog at pakke. Det var nu tørvejr, men stadig overskyet. Jeg er ikke meget for at indrømme det, men det var helt rart at pakke i lidt køligere temperaturer.
Turen var til Castelsardo den samme. Det er jo ikke så tit man får samme tur på en rundtur, men meget sjovt at kende vejen. Så kan det gå med større sikkerhed.
Morgenmaden blev indtaget ved Aldi’en fra i går.
Fra elefanten gik det så ad nye sjove veje og sceneriet blev ved med at imponere.
Som afstikker fra ruten lå Costa Paradiso. Der måtte jeg ned. Mange gange har sådan nogle navne med at være lidt overdrevne, men her levede det til fulde op til navnet. Det var paradisisk. Bugten jeg kom til var utrolig smuk, men jeg kunne se at rigtig mange mennesker fulgte en meget lang sti til venstre. Jeg var nødt til at google hvorfor. Og grunden var at der skulle være en endnu flottere strand med hvidt sand og grønt vand der toner over i blåt. Jeg var for doven til at gå derover, og blev siddende hvor jeg var en halv times tid. Det var rigeligt for mig. Fik sågar årets første is der. Apropos spise: jeg synes jeg æder hele tiden på denne tur. Det var meningen jeg skulle holde igen, så jeg er spændt på hvad vægten og spejlet siger når jeg kommer hjem. 😬
Jeg fortsatte så til Portobello - jep, en meget smuk havn. Her hoppede jeg i vandet. Dejligt at blive kølet af og skyllet.
Jeg har kørt langsomt idag og kigget efter perfekte strande - og har fundet en jeg vil overnatte på i nærheden af hvor jeg nu er - endnu en smuk strand ved Santa Teresa Gallura.
Jeg vil tilbringe lidt tid her og så køre til overnatningsstedet.
17:00 - 53748
Jeg kørte kort efter sidste skriv. Jeg skal passe på solen. Men ellers er det ren afslapning idag. Stedet jeg har tænkt mig at overnatte - forhåbentligt under åben himmel - er ved nogle sandklitter med “dansk strandsand”. Det er vist er lidt “hemmeligt” sted. Her er tilsyneladende kun lokale. Jeg har fundet skygge bag nogle klipper og vil bare nyde synet af omgivelserne.
I morgen skal jeg sejle tilbage og jeg har lagt en rute på små 150 km til Olbia. Der skulle være nogle flere seværdigheder undervejs. Jeg vil blandt andet gerne se Olbia. Og ellers vil jeg gøre det samme i morgen: dovne den så meget jeg kan.

11/06 - 21:14

Km: 53748 - Santa Teresa Gallura

Jeg kørte lige ind til byen for at købe lidt aftensmad - og en kold sardisk øl: Ichnusa; er tilbage på stranden, har spist og drukket og gør klar til natten. Det ser lidt gråt ud, så jeg håber ikke det bliver regnvejr.
Ichnusa'en er god, så øl kan de også lave her. Jeg er i øvrigt ret sikker på at jeg hørte nogle tale sardisk i Costa Paradiso. De har jo deres eget sprog, kulturen går langt tilbage og der er, havde jeg nær sagt, selvfølgelig grupperinger der kæmper for Sardiniens selvstændighed.
Jeg nåede at få lidt for megen sol på ryggen selvfølgelig. 🙄 Det var nok hende med de pæne ben, som fik mig til at ligge lidt for længe og beundre synet. Nå, det er ikke så slemt, men irriterende alligevel, når jeg nu synes jeg har været fornuftig. Men som bleg nordbo, er man selvfølgelig ikke skabt til at ligge i solen ved Middelhavet.
Jeg vil lægge mig til at sove, tusmørket falder på.

12/06 - 13:15

Km: 53884 - Pittulongu

Okay okay, Sardinien, du vinder! 😆  Øen er nok noget af de flotteste jeg har set. Idag har jeg kørt langs Costa Smeralda og det er i sandhed en juvel. Vandet er som navnet angiver mere grønligt og der er en million fantastiske strande. Den ene smukkere end den anden.

Jeg sov for så vidt godt på stranden. Havde dog valgt at lægge mig ved den side af klipperne, hvor jeg var sikret skygge om morgenen. Men der blæste helt vildt, så om natten måtte jeg stå på og gå til den anden side hvor der var læ. Sol havde jeg nu heller ikke behøvet at bekymre mig om, for jeg blev vækket af regn på soveposen. Heldigvis kun så lidt at man kunne tælle regndråberne på den. Men jeg stod så op og fik pakket. Det var overskyet og meget gråt, så igen "køligt" (altså så køligt at man nøgen ikke sveder mens man pakker). Kl halv otte kørte jeg afsted. En time senere fik jeg morgenmad i Palau. Jeg er kørt helt ude ved kysten og har gjort stop i næsten hver havneby.
Jeg tror det er den helt rigtige måde at komme øen rundt på, altså med uret, for det er total klimaks at slutte af med denne del af øen.
Jeg holder lige nu pause (igen) ved Pittulongu - et sted hvor der ikke er mange turister, men alligevel med overdådig skønhed. Jeg har "flottet mig": sidder i en strandbar i skygge og får en Ichnusa. Tænker lidt på bare at blive her for bestandigt. 😁 Kvinderne er overordentligt smukke, sceneriet tryllebindende, øllet er godt, vejene perfekte - hvad mere kan man ønske? - Altså bortset fra dem man holder af derhjemme og lille beskedne Danmark, som jo også har sit at byde på.
Jeg har lige rundet 5000 km på turen. Det var også en slags mål jeg gerne ville opnå inden jeg forlader Sardinien. Jeg havde egentlig som mål at "slå rekord" på turen - altså at det skulle være den længste tur jeg har kørt, men med de små veje jeg kører denne gang, kommer det nok ikke til at ske. Da jeg var i Spanien og på Sicilien, var der trods alt en del dage med meget lange stræk på relativt lige veje.
Nu vil jeg lede efter et sted at få en middagslur - skygge er kravet. Og så hen under aften vil jeg tage en runde i Olbia inden jeg kører ombord på færgen.

12/06 - 22:00

Km: ca 53915 - In Mare 😉

Jeg fandt skygge ved siden af baren, fik en lur og gik så i baren igen. Fik denne gang en ufiltreret Ichnusa. Det mente barmanden var bedre.
Da jeg havde siddet og filosoferet lidt mere over tilværelsen, kørte jeg ind til Olbia og turistede den lidt. Kørte lidt rundt på må og få i området og sluttede af i et supermarked. Her købte jeg et par Ichnusa’er på dåse så jeg har lidt på færgen. Fik også en Bounty. Det har jeg ledt efter siden jeg kørte ind i Italien. Jeg har kun kunne finde nogle med seks i - og det er lige i overkanten, for de når at smelte inden jeg får dem spist. Men her kunne jeg få en med kun to!
Kørte så ned til færgen - var i alt for god til - altså virkelig alt for god tid. På Livorno-siden kom vi motorcykler ombord kl 19:45. Her blev kl 21:30 inden vi fik lov! Der bliver vist en halv times forsinkelse, men jeg har lige set pilotbåden, så vi sejler nok snart. - I øvrigt utroligt hvad der kan være ombord. De har kørt lastbilanhængere på i tre timer og der er stadig plads.
Det er en anden færge, så mine planer for soveplads skal jeg omtænke. Har dog været rundt og inspicere. Har ind til videre sat mig på soldækket. Det er mørkt, men man kan da se byens lys og silhuetterne af bjergene.
Hvis man synes sådan noget er sjovt kan man følge færgen her 😁:
https://www.vesselfinder.com/?imo=9220330
Og vi sejler...

13/06 - 22:00

Km: ca 54410 - Fano

I forgårs badede jeg i Middelhavet på Sardiniens vestkyst. idag kunne jeg så hoppe i Adriaterhavet

Jeg sov som en baby, der hvor jeg lå. Blev også vugget i søvn af bølgerne. Næsten som at være hjemme i vandsengen 😁
Jeg havde fundet et rum fyldt med bløde stole. Jeg tror det har været en biograf en gang, men nu var det et “sidderum”. Her lå jeg på gulvet mellem stolene ligesom fem andre også gjorde. Der var mørkt og stille.
Flere ting på den færge har en gang været noget. En svimmingpool og et jacuzzi - helt tømt. Diskotek - lukket ned. Game-room - også slut med det. Der var vist kun ham klaverbokseren tilbage (som var væsentlig dårligere end parret på udturen). Og shoppen eksisterede også endnu. Jeg har haft en underlig trang til at tage noget souvenir med hjem. Egentlig synes jeg sådan noget er noget pjat, men noget ville jeg gerne have. Jeg købte en t-shirt i shoppen (af alle kliche- og kitsch-agtige ting). Salgsargumentet over for mig selv var at jeg også trænger til at få en ren t-shift på og jeg har ikke lige haft mulighed for at vaske. 😆
Jeg fik timet det med at sove så længe som muligt, så der ikke var den store ventetid inden vi kørte fra borde.
Da vi kørte ud var alting vådt - det regnede. Jeg gjorde holdt og tog regnbukserne på. Efter 50 km holdt det op igen - for en stund.
Jeg tjekkede vejrudsigt grundigt inden jeg kørte fra borde og uanset hvor jeg kunne finde på st køre hen, ville jeg få regn. Jeg valgte så en rute i nordlig retning mod Bologna og så tværs over mod Rimini. Det var her der skulle være størst chancer for sol. Werner havde foreslået et museum i Bologna, så der kunne jeg tage ind hvis det blev alt for meget regnvejr. Ruten gik også igennem Firenze og det er sådan en køn tur. Nord for Firenze er der virkelig smukt og der er fantastiske veje. Jeg tog en lille omvej forbi Mugello-banen. Her begyndte det at regne meget, så jeg tog en pause og fik morgenmad. Regnen blev ved, så jeg fortsatte derefter - op af et fantastisk pas...med sneglefart, for mit fordæk nærmer sig slick-tilstand. På den anden side tørrede det op og jeg kunne igen begynde at lege Rossi. Det er sjovt med vejene i det område. Det er ligesom jeg meget bedre kan regne vejenes forløb ud end alle andre steder jeg har været. Jeg ved ikke om det skyldes bjergenes form eller den måde menneskerne i århundreder har trådt stierne. Men uanset føler jeg mig mere sikker omkring Bologna. Måske er det også det at Tornerose føler sig hjemme der - og ja, vi måtte jo lige runde den gamle fabrik endnu en gang. Jeg skrev også lige til Werner og fik adresserne på de to første steder hvor Morini havde dets begyndelse. Så er det tjekket af. Det skal man ligesom som sand Morinist.
Jeg har kørt en del bykørsel i dag. Blev lidt træt af det til sidst, men ellers er det sjovt at se hvodan scootere og motorcykler drøner mellem bilerne. Det er lidt som det der med at fylde småsten i et glas og så bagefter hælde sand i. Det falder bare så naturligt og følger konturerne af de større sten (/biler). Det er virkelig poesi i bevægelse.
Da jeg kom ud til museet var der selvfølgelig lige lukket. Typisk mig. Det er hvad man får ud af spontane mål uden at have researchet hjemmefra. Men nu gør det mig ikke så meget. Jeg ville da gerne have set det, men målet er der primært for at have en sted at køre hen. Det er jo turen der er det vigtigste og egentlig målet i sig selv.
Næste destination blev sat: Rimini med delmål i Faenza. I Faenza ligger Morini - altså ham den anden, som laver vin. Jeg var der for år tilbage og nu synes jeg at jeg ville forbi igen. Det ligner sig selv og det går vist godt. Der satses på kvalitet og der sælges især til restauranter. Prisen er derefter. Jeg købte to flasker Morale, som jeg husker som gode. Den ene har jeg tænkt mig at forære Marco og den anden vil jeg forsøge at få hele vejen med hjem.
Så snart jeg havde forladt stedet begyndte det at regne - meget. Jeg gad ikke tage regnbukser på igen og satsede på at det ville være tørvejr ved Rimini.
En lang og kedelig tur med lidt for megen kørsel mellem bilrækkerne og jeg var i Rimini. Her skinnede solen og bukserne var snart tørre.
Hvorfor lige Rimini? Tjae, fordi der er mulighed for at køre til lidt af hvert og samtidig er der er et motorcykelmuseum - som skulle have åbent i morgen - i fald vejret bliver dårligt.
Jeg er kørt lidt mere i sydlig retning for at lede efter et sted at sove. Jeg har fundet et uromantisk sted igen, tæt på Fano, som er en særdeles romantisk by. Flot gammel historisk bydel bag værnende mure og den yndigste havn/kanal, som giver lidt venedisk stemning.
Jeg har købt lidt mad. Er forbavsende sulten! Har drukket den sidste Ichnusa og lægger mig til at sove.

14/06 - 22:45

Km: ca 54745 - Chioggia

Dagen begyndte fint. Lummert og fugtigvarmt, som man kender det hjemmefra. Jeg kørte ind mod Rimini og fandt museet. Det lå ude i ingenmandsland - eller det var lige op til en motorvej. Men et uanseeligt sted i nogle lidt forkomne bygninger. En ung gut sad ved indgangen og tog imod de 7 euro entre. Han sagde en masse på Italiensk og at jeg spurgte om jeg kunne få det hele på engelsk hjalp ikke - det hele blev bare gentaget på italiensk med lidt flere gestikulationer. Men jeg gik ind og i de relativt små lokaler var der tætpakket af forskellige motorcykler. De fleste italienske, men også lidt andet. I sidevognsafdelingen stod således en Nimbus. Da jeg havde været det meste igennem i hovedbygningen måtte jeg skuffet konstatere at der ikke var en eneste Morini. I sidebygningen var en lille bar og flere motorcykler. Og minsandten om der ikke var to Morinier. En GT og en Sport - altså af den første Morinimodel overhovedet. Stedet fik altså min godkendelse. Spøg til side, det var nu et fint lille museum og bestemt et besøg værd. Så vidt jeg forstod var det en privatsamler.
Det begyndte at regne, så jeg tog endnu en runde i museet. Da der var ophold tog jeg afsted, men regnen tog til igen, så regnbukserne kom på denne gang. Næste mål var H&M i Rimini, og det blev en tur ind gennem gågaderne (hvor man vist nok godt måtte køre), med en chauffør der forbandede lortevejret i stærke eder. Hvad skulle jeg i en H&M? Det har vi da også i Danmark! Jo, jeg ville have et par ekstra underbukser (det med at få vasket kniber lidt) og der er kun en model som jeg er glad for og det er de billige som fås i trestykspakninger fra H&M. Jeg sjoskede sjaskvåd ind i butikken i mit beskidte tøj. Følte mig lidt akavet, for den søgte stil var lidt mere eksklusiv end jeg ellers er vant til fra H&M. Jeg fandt hvad jeg ledte efter og sågar i sort. Sidst jeg var i H&M i Odense havde de kun "tossede" farver - altså købte jeg to gange tre par! Det var da i det mindste en succes.
Ude af byen endte det også i succes, for inden længe holdt regnen op og solen varmede som jeg nu bedst kan lide det.
I Ravenna gjorde jeg holdt og fik den sædvanlige frokost ved en Lidl.
Så gik det videre til Ferrara. Hvor jeg endeligt ville hen var mig ikke klart - andet end at jeg i morgen skal besøge Marco i Padova.
I Ferrara holdt jeg en lang pause i en park, hvor jeg sad og kiggede på mennesker og tænkte lidt over næste mål. Ferrara er en interessant by - der er en historisk bykerne og igen noget værn rundt om. Det interessante er byggestilen. Den er helt anderledes end i resten af Italien. De gamle bygninger er bygget i mursten - nærmest i samme stil som hjemme: røde brændte lersten i nogenlunde samme størrelse og med fugestørrelser som også ligner det vi kender så godt.
Overvejelserne med målet var at lave klicheen at tage til Lazise og overnatte på Camping Comunale eller tage over for at gense Chioggia. Jeg synes det ville blive for kort et besøg i Lazise, så jeg kørte nordøst.
Sidst jeg var i Chioggia var der simpelthen så meget arbejde alle steder, men nu var de tilsyneladende færdige og byen tog sig ud fra den pæne side. Det er jo sådan en slags mini-Venedig, så hvis man ikke gider at gå i kø med de tusind andre turister i Venedig, er byen bestemt værd at besøge som alternativ.
Jeg brugte lidt lang tid derinde, så mørket faldt på og jeg skulle skynde at finde et overnatningssted og presset blev større fordi jeg nu pludselig ikke havde forlys. Der har været flere der blinkede af mig og jeg har sådan undret mig, for jeg havde da tændt for det. Men nu kunne jeg se at pæren var raslet helt fra hinanden. Det er jo den lygte jeg har lånt og der sidder også en led-pære i, men i væsentligt ringere kvalitet end den jeg selv har - og den har så ikke kunne holde til de mange huller i vejene.
Apropos vejenes kvalitet. Jeg husker ikke at der skulle være så mange veje i så ringe tilstand, men det er sådan at jeg er ved at blive ret irriteret over det og ligefrem glæder mig til at komme nord for Alperne, hvor det trods alt generelt er noget bedre.
Overnatningsstedet blev et forladt bondehus. Her har jeg slået telt op i en lade (mest af alt for at slippe for myg), så der er tørvejrsgaranti hele natten - de har dog lovet godt vejr her de næste par dage.

16/06 - 00:45

Km: måske 54950? - Padova

Beretningen må komme i morgen. Er træt! Har måske kørt et par hunderede i dag.

16/06 - 00:45

Km: 54987 - Battaglia Terme

Sjov blandet dag i går. Lidt drama og megen afslapning.
Dæk var jo det vigtigste - næst efter at se Marco igen, selvfølgelig.

Jeg blev liggende i teltet ret længe. Og mens jeg stod og pakkede viste det sig at der ikke var så forladt alligevel. En stor BMW trillede ind til huset og forklarede at det var 'proprieta privata'. Jeg gestikulerede at jeg nok skulle køre.
Jeg var snart i Padova og kørte straks til gymnastikcenteret, hvor dækket skulle leveres til. Intet spor af det! Faktisk havde de været allerede i onsdags for at aflevere det, men fandt ingen på stedet. Og skrev så en mail om at de ville komme dagen efter. Jeg havde været i løbende kontakt med Marco og han ville så ringe til dem i går for at høre om vi kunne hente det på depotet.
Jeg kørte så ud til den "motoricambi" hvor jeg før har fået kaliberpakninger og batteri. Her fik jeg ud fra resten af den ødelagte pære forklaret at jeg skulle have en ny. De har så helt ufattelig mange ting der. Det er fantastisk at der stadig findes den slags forretninger i verden.
Tilbage til centeret...hvor jeg fik skiftet pæren, tog et bad og smed mine ting i Marcos lille værksted. Her stod hans Valentini-Morini stadig samme sted og så bedrøvet ud.
Derefter kørte jeg til en supermarked for at få en cola (får lidt for mange af dem når det er så varmt, selvom jeg prøver at holde mig til vand 😬).
Fedt at køre uden bagage. Det er jo heller ikke så meget det bliver til på sådan en tur. Dybest set har jeg vel kørt flest kilometer med Tornerose med bagage. - Det krævede lige tilvænning, for den bliver væsentlig mere levende bagtil - og hurtigere! Det er utroligt hvad de 20-30 kg kan gøre af forskel. Ikke sært at Hartmuts Morinier er så hurtige 😆 - nej, det er nu også fordi de bare er hurtigere.
Mens jeg sad og drak colaen kom der så endelig besked fra Marco om at dækket kunne hentes på depotet. Jeg fik adressen og kørte afsted. Der var kun fem km. Lige da jeg drejer om hjørnet ser jeg, at jeg er ved den mekaniker som Marcos far i '14 forgæves kørte mig til. Jeg stopper op og går ind for at spørge om han kan skifte dækket. Det foregår på mit gebrokne italiensk og lidt engelsk. Mezza ora, siger jeg og han nikker. Over til depotet. Længere sikkerhedsprocedure - der er styr på tingene og de afleverer ikke til hvem som helst. Måtte vise pas! Måske også derfor at de ikke bare havde afleveret det til en eller anden tilfældig i gymnastikcenteret. Tilbage til den lille mekaniker. Han var klar og gik straks i gang. Meget pertentlig, flink og dygtig mand. En fornøjelse at se. Der blev ikke sprunget over hvor gærdet var lavest. Hans far (fortalte Marco senere at det var) og en anden ældre herre snakkede løs om Morinien og jeg bød ind med svar på det jeg kunne opfange - fx at fodhvilerne er lagt tilbage og at jeg ikke har en trædeknop på bremsepedalen af hensyn til kickstarteren.
Jeg var selvfølgelig spændt på prisen. 10 Euro! Det synes at være standardprisen. Nyt koblingskabel første år jeg var afsted: 10 Euro, lapning af bagdæk for et par år siden: 10 Euro. Tændings og karburatorjustering på turen til Sicilien: 10 Euro. Det synes jeg er billigt. Jeg har dog lidt en ide om at prisen er så lav fordi jeg er en "fremmed i nød". Jeg snakkede faktisk lidt med Ulf om det, og hans oplevelse var også at man som fremmed rejsende både fik bedre service og en lav pris. Muligvis er der samme holdning i Danmark, men det er jo lidt svært at afprøve som dansker. 😉
Marco skulle arbejde i centeret om aftenen og var først færdig kl 21, så jeg tænkte jeg ville fejre det nye dæk med en køretur. Jeg havde egentlig bjergene i syd i tankerne, men varmen fik mig lokket mod havet.
Sikke en forandring at køre med det nye dæk. Det er selvfølglig både tungere, fordi der simpelthen er mere gummi på og det har en større diameter - og det kan i den grad mærkes. Nu er den nærmest styretræg og skal tvinges ind i svingene. Jeg tror det er første gang jeg har bemærket at det er så markant. De fleste andre gange har jeg skiftet dæk i starten af sæsonen og så ikke kørt ret meget umiddelbart efter - eller det er bare gået lige ud. Her har det jo været race med et nedslidt dæk og så race igen med et nyt.
Jeg endte i Venedig. Jeg havde ellers sagt at jeg ikke behøvede at tage dertil igen. Der er for mange turister og så spændende er den altså ikke, men det er nu alligevel en fascinerende by, måtte jeg konstatere.
Jeg kørte i øvrigt så langt jeg kunne. Der stod en masse politi og dirigerede trafikken og der var militær til stede - man må selvfølglig desværre komme til at tænke at det også er et potentiel terrormål.
Nå, men egentlig ville politiet ikke have mig derind, men betjenten faldt vist lidt for Morinien og lod mig køre ind. Jeg parkerede på en plads med vagt, for så kunne jeg låse mit tøj og min hjelm fast og så have "overvågning" på. Lige i sådan en turistfælde skal man nok være lidt forsigtig med at friste. Jeg var spændt på om det ville koste mig noget, for bilisterne måtte punge ud, men da jeg kørte derfra blev jeg ikke opkrævet noget og vagten smilede bare anerkendende til Morinien.
Jeg skulle selvfølgelig ind på Markuspladsen (som jo i øvrigt er en lokation, som har været med i tusindvis af film). Jeg fandt frem til at der er flere måder at navigere på, for man kan virkelig fare vild - hvilket man til dels også bør gøre, for det er langt det mest spændende. Men nogenlunde sikker vej frem er: "old school": hav hele tiden solen det rigtige sted (og husk at kompensere hvis du er er meget længe om det). Følg de gule skilte (som dog kun er lejlighedsvis at finde). Følg strømmen af mennesker, men pas på ikke at få vendt retningen når du farer vild (brug her old school metoden). Følg de mennesker der går med næsen i deres telefon - de har navigationen kørende. Tænd selv navigation på din telefon. Og sluttelig: jo nærmere du når Markuspladsen, desto dyrere bliver alting. Prisen på pizza eller kolde colaer er en god markør. 😁
Jeg satte mig ved kajen med tæerne i vand og bare indsnusede stemningen. Igen bortset fra de mange turister (og ja, jeg ved at jeg selv bidrager til det), så er det nu en meget fin og spændende by. Er glad for at jeg alligevel gjorde det.
Jeg var tilbage i centeret halv ni og fik så hilst på Marco og hans far. De havde travlt, for i morgen skal de til et større opvisningsstævne. Stefania, Marcos ex, som også arbejder der, kom også hen for at hilse og vi fik en længere snak. Dejligt at se hende igen.
Jeg satte mig og nød synet af de perfekte menneskekroppe udføre fantastiske bevægelser. En træner var igang med at indøve saltoer med tre mænd og en pige. Og det var sjovt at se hvordan hans små korrekturer gjorde en kæmpe forskel. I øvrigt også sjovt at se hvor stor forskel der er på kvinder og mænds udførsel af det samme. Forskellen mellem kønnene er mig til evig begejstring. Og jeg frydes jo sådan over mennesker der virkelig dyrker deres færdigheder, så det var en fornøjelse at se på. - Jeg har allerede annonceret til Marco at jeg gerne vil med til stævnet i morgen for at kigge på. Så det bliver til en overnatning mere.
Kl ti kørte vi til Marcos lejlighed. Var dog lige oppe og hilse på broderen og hans mor forinden. Dejligt med gensyn.
Kl elleve fik vi aftensmad (og drukket Morinien 😉). Sara havde kokkereret og var på vanlig vis husmor. Hun er simpelthen så sød. Og jeg må stadig på underlig vis sidde med en lille smule dårlig samvittighed over kønsrollefordelingen.
Vi fik snakket om løst og fast og som vanligt en del om Morini. Ved midnat faldt Marco i søvn på sofaen mens Sara vaskede op, og da hun var færdig fik jeg anvist mit værelse, hvor sengen var nydeligt redt, og hun trak Marco i seng.

17/06 - 01:59

Km: 55135 - Padova

Igen en sjov blandet dag i går.
Marco skulle afsted halv ni, og jeg valgte at køre en tur. Han havde godt nok sagt at jeg bare kunne blive liggende, men jeg ville gerne køre en tur i bjergene sydvest for Padova. Det er sådan et slags mini-Harzen, med masser af sjove veje og virkelig kønne omgivelser. Sidst jeg var i nærheden stod det ned i stænger så jeg kørte uden om.
Jeg kørte så lidt rundt på må og få og holdt lidt over middag pause i Battaglia Terme, hvor jeg skrev forgårsdagens beretning. Her var markedsdag og igen lokalkolorit. Jeg satte mig ved siden af et springvand, hvor jeg spiste min mad og lyttede til cikaderne i træerne og folks konversation i barerne, på gaden og ved handelsboderne.
Jeg var lidt træt så det med at køre ræs var gået lidt i stå for mig. Det var også megavarmt, hvilket jeg trods alt ikke kan sige mig fri for har en vis sløvende påvirkning på mig. Jeg tjekkede Facebook og kunne se at Ilaria og Franco (igen) var på racerbane. Banen lå ikke så langt væk - tæt på Adria, så jeg besluttede at køre derud på de lange lige veje i håb om at se dem. Jeg skrev dog først til Ilaria om hun ville sende besked om deres position. Da jeg var nået derud fik jeg besked om at de var kørt tidligt fordi det simpelthen var for varmt at køre i.
Det var selvfølgelig lidt øv, men det var nu meget interessant at se banen. Jeg havde forestillet mig sådan en lidt nedslidt gammel bane, men den var utrolig flot og moderne. Det var sådan en karting-bane med masser af små sving, så perfekt til Morinier. Da jeg kom var der en flok motorcykler i gang og de kørte som gjaldt det livet. Motorcyklerne var sådan nogle sjove i 3/4-størrelse. Jeg vil tro med en 250 kubiks motor. Jeg tænker det er sådan nogle man kan leje på stedet og så få lidt banesjov. Det så i hvert fald meget underholdende ud.
Da jeg havde stået der lidt tid kom en ansat og sagde at jeg ikke måtte parkere hvor jeg gjorde, så jeg valgte at køre tilbage til Padova. Klokken var også ved at være fremskreden.
I Padova ville jeg egentlig have siddet på torvet i midtbyen og få noget at drikke, men her var også markedsdag og hele pladsen var fyldt op. Jeg kunne ikke holde i skygge, så i stedet kørte jeg til et supermarked i nærheden af Ardor, altså gymnastikcenteret som Marcos far bestyrer. De havde kun øl på køl - intet andet, så jeg fik mig "lidt modvilligt" en Peroni (skulle jo stadig køre).
Derefter til centeret, hvor jeg heldigvis mødte Marcos far, som var på vej til stævnet. Heldigvis, for der var nemlig låst af. Han låste mig ind og jeg fik mig et bad og skiftet tøj. Og så tog jeg til stævnet.
Stævnet var for helt små børn til voksne. Det meste var noget rod at se på, men det sidste kvindehold, de halvvoksne knægte og Marcos team var rigtig gode. Sjovt at se hvordan gymnastik har sin helt egen æstetik, som har elementer fra, men alligevel er meget anderledes end ballet og andre dansestilarter. Og sjovt at se Marco lave et gymnastikprogram. Jeg har stort set kun set ham i rollen som træner. Men han kan virkelig!
Når jeg sådan ser børnene og de unge, så kan det altså godt undre mig at nogle forældre stiller sig tilfreds med at deres børn stort set kun har færdigheder ud i en iPad. Jeg har altid været inderligt fascineret af kroppen. Det er jo et vidunder af en skabelse og sin udfoldelse noget at det smukkeste at se på. At mange bare betragter den som er kød- (eller nærmere fedt-) og knoglehylster, der skal bære en vis hjernefunktion gennem livet synes jeg er lidt sørgeligt. Men uanset, jeg fik set skønhed for alle pengene. Jeg kan ikke lade være med at tænke på hvor heldig Marco er at se på den slags stort set hver dag.
Ved 19-tiden var første del færdig og vi kørte tilbage til Ardor. Der er bar ved siden af og der mødtes vi med en del andre gymnaster. Vi fik lidt at drikke og en af Marcos team-kammerater spurgte mig ud. Han skal til København for at studere klimaforandringer i to år.
En time senere var vi tilbage i den andet center for at se sidste del af showet: rytmisk gymnastik, som selvsagt er meget nærmere decideret dans. Kom så meget til at savne at danse, da jeg så det. Det glæder jeg mig uden grad til, når jeg kommer hjem. Jeg får ikke mulighed for det på sådan en tur - Er i øvrigt generelt så småt ved at begynde at glæde mig til at komme hjem.
Da hele showet var færdig, hjalp jeg med at pakke sammen. Vi kørte til Ardor og fik læsset af og så var der hygge foran centeret. Marco gik op og grillede og kom så ned med aftensmad (og Mojitos) til omkring 10 mennesker. Marcos far og mor stødte til og der blev hygget på vanlig vis. Ved ettiden var folk så småt stukket af - jeg var dødtræt - havde også fået lidt for megen rødvin, og vi kørte så til Marcos lejlighed for at sove.
Lang dag og meget træt i seng!

17/06 - 18:43

Km: 55347 - Trieste

Jeg vågnede alt for tidligt, stadig lidt rødvinsgroggy. Lå lidt og tænkte på hvordan det mon går derhjemme og sendte en kærlig tanke den vej 😉. Jeg faldt dog heldigvis i søvn igen og sov næsten til ti. Jeg var den første oppe, gik i bad og fik mig gjort klar til afrejse. Marco vågnede og vi fik snakket lidt. Det blev desværre ikke til så megen snak denne gang, for som man nok kan forstå havde Marco rigeligt at se til. Men jeg var glad for at han trods alt ville have mig på besøg.
Ved middagstid tog vi afsked og jeg kørte afsted - i stegende hede. Jeg tror ikke jeg er kørt i så varmt vejr før: "Hvor langt kører du på literen?" - "...knap 100 km" - Der er gået noget cola til idag. Jeg burde lade være, for det er så meget sukker at få, men det læsker sådan og giver da et skud energi. I øvrigt var der en Lidl, der havde discount-cola på køl. Det kunne alle butikker lære af. Forstår ikke hvor de fleste kun har "mærkevare-sodavand" på køl. Butikkerne tjener så vidt jeg ved mest på (deres egne) discount-produkter. Så hvorfor ikke sørge for at det er første valg?
Jeg er kørt mod øst. Det gik igen ud af den relativt lige vej mod Venedig. Den følger den kanal som en eller anden storhedsvanvittig hersker en gang i tidernes morgen har fået gravet fra Venedig til Padova. Heldigvis har han haft lidt æstetik for øje, for den er ikke tysker-snorlige, men snor sig nærmest flodagtig - og dermed vejen også. Desuden er der jo som ofte sagt de sjove italienske rundkørsler hvor man også har fornøjelse ved svingkørsel.
På det sidste stykke ind til videre bød TomTom'en på små snoede veje og jeg var frisk til det i dag (havde også lige fået en cola forinden 😄) Jeg er endt i Trieste. Jeg har længe ville se denne del. De gange hvor jeg har været i dette hjørne af Italien, har det ikke passet tidsmæssigt eller vejret har været for dårligt til at tage "omvejen".
Her er også virkelig fint, proppet med badegæster, men hyggelig stemning uden alt for megen turistlir.
Nå, jeg skal til at tænke på et overnatningssted. Har siddet et par timer i skygge under nogle træer og nydt udsigten ud over vandet (og flere smukke menneskekroppe). Det er første gang at jeg på en tur har været så meget sol- og vandbadende. Måske har jeg ligefrem fået lidt farve når jeg kommer hjem. Jeg plejer ellers at komme mere bleg hjem end når jeg er taget afsted, fordi jeg konstant har fuldt udstyr på.

17/06 - 22:00

Km: 55436 - Vrhnika

Jeg har fundet et af de sædvanlige uromantiske steder - eller det vil sige, her er vildt smukt, men det er lige ud til landevejen, så jeg kommer til at høre på trafik i nat.
Jeg kørte en del videre, for i morgen har de også lovet megen varme og jeg tænkte at det var bedre at køre lidt i den kølige aften, så jeg ikke kommer til at drikke fem liter cola i morgen 😆 - Og det gik op, op, op! Et sted fik jeg et fantastisk vue over Trieste og sagde samtidig farvel til havet. Hav ser jeg nok ikke før jeg er hjemme igen.
Det fortsatte med at gå opad og det blev samtidig mere køligt og grønt. Pludselig var der et skilt som meddelte at jeg om 250 m var i Slovenien. Det er nyt, det har jeg aldrig prøvet. Sidste gang jeg var i dette område hed det Jugoslavien. Det var da jeg var chauffør for min kammerats forældre en gang de skulle til Pula. Jeg var "hyret" til at køre bil og campingvogn og fik så turen for det. Det er i hvert fald 25 år siden.
Jeg var spændt på vejene og kørestilen her. Vejen jeg har kørt på er god når man ser på belægningen - over italiensk standard. Det er en større hovedvej, så den er "hurtig": store bløde sving, men der har også været lidt serpentin. Rigtig fed vej. Kørestilen: jeg er blevet overhalet af adskillige motorcykler, blandt andet en Ducati, der med en lettere overvægtig kvinde bag på og nok 200 kom susende forbi, så der køres til. I byerne holder bilerne sig nogenlunde til begrænsningerne, men ellers ser kørestilen meget italiensk ud, så ind til videre kun godt at sige. 😉
Her er smukt, minder lidt om Østrig, når det land ellers opfører sig pænt.
Jeg havde det lidt for sjovt på vejene, så tiden løb så at sige fra mig. Jeg ville ellers have købt noget mad i et supermarked, men de lukker lidt tidligt om søndagen, fandt jeg ud af. Så overvejede jeg en restaurant, men fandt ikke lige nogen, så det endte med at jeg på en tankstation købte en pose chips, en slovensk øl - og en Bounty til dessert 😉
Den kønne unge pige på tankstationen talte til mig som om jeg forstod hvert et ord, så jeg falder vist ikke så meget ved siden af som genotype, som jeg gør i Italien. Hun levede i øvrigt selv op til mine forestillinger om slovenske pigers udseende. Det skal i morgen vise sig om mine fordomme holder stik hele vejen, for der skal jeg selvsagt til hovedstaden.
Jeg er nu knap tredive km derfra.
Den ufiltrerede Union (det hedder øllen) er drukket, de kan nok lave øl her. Den var god! Nu vil jeg lægge mig til at sove. Græshopperne dominerer lydbilledet. Bilernes frekvens er aftaget og det er længe siden en motorcykel er kommet forbi - med de 200 km/t som synes at være standard.
Jeg glæder mig til at se Ljubljana i morgen.

18/06 - 23:00

Km: 55793 - Hallein

Trafikstøjen fadede ind som jeg stille og roligt vågnede. Jeg fik pakket og kørt de knap 30 km til Ljubljana.
Fordommene blev bekræftet. De er lyse, højere end italienere (lidt som danskere) og kvinderne (fordi det nu en gang er dem jeg kigger mest efter) har de specielle "slaviske" øjnene. Og så har de (altså stadig kvinderne) forbavsende dybe stemmer!
Jeg havde googlet mig frem til lidt info om Slovenien og hovedstaden. Lille land og relativt rigt. Bilparken ligner lidt den danske - det plejer at sige lidt om niveauet. Altså en rigdom noget under dansk niveau - for vores bilpark er jo så gammel og består af så mange små biler pga afgiften.
Det var ikke så mange seværdigheder som Google foreslog, men der var dog en "dragebro", som vist nok er det mest markante i byen. Der kørte jeg selvfølgelig hen for at tage et billede af Tornerose til samlingen.
Det er lige ved siden af gågaderne, barerne som udgør nattelivet (kunne jeg overhøre en lokal på engelsk forklare nogle amerikanske gæster) og en del andre "attraktioner". Der var markedsdag - jeg render åbenbart ind i dem på stribe - og jeg gik så en tur rundt i byen, som jeg kunne se i 2016 var kåret til "årets grønne hovedstad".
Der var meget hyggeligt i byen, næsten ingen støj, ikke megen snak - andet end kvinderne der højlydt og med deres dybe stemmer talte i telefon.
Byen gav et "rart" indtryk.
Jeg fortsatte så mod nord. Næste stop var Villach i Østrig. Jeg ville ind til en Louis og købe en pære til venstre blinklys, som jo havde været ude af drift siden min lille affære med moder jord. I Italien blinker man jo ikke synderligt meget, så jeg har kunne undvære det ind til nu. Men nord for Alperne er det ikke til at undvære.
Lige inden jeg kørte ud af Slovenien fik jeg tanket og fik lidt morgenmad - ved en Lidl 😆
Jeg kommer lige ind i Østrig og straks opstår der et problem: telefonen blive alle ladet. Jeg standser og tjekker det hele, men jeg finder ikke fejlen. Jeg må altså køre uden navigation ind til Villach, men det går nu også for det er da til finde vha skiltning.
Ved Louis fik jeg så kigget lidt nærmere på det. Først var jeg dog inde for at se på et nyt ladestik: 25 Euro - det var jeg for nærig til - så ville jeg hellere bruge det andet ladestik, selvom det som nævnt altid byder på problemer. Jeg fandt så også ud af at problemet havde en løsning, for det viste sig bare at være en løs forbindelse: ledningen i kabelskoen var ikke klemt ordentligt fast. Og det var sågar lavet med min nye crimp-tang som jeg fik af Evelyn til træffet i år. Jeg fik klemt det lidt mere, var inde at købe en pære til blinklyset; fik den skiftet og var så klar til at køre igen - fik dog lige en cola til at fejre det på (ups!)
Jeg opdagede så at jeg egentlig var tidsmæssigt lidt bagud i forhold til at skulle være hos Manfred kl fem, så jeg skrev at jeg blev forsinket. Men kørte så afsted for fuld skrue. Vejen blev valgt af en hurtig rute og det gik forbavsende godt - selv med det krøl og de pas der var undervejs. Ja, godt nok er hverken Tornerose eller jeg glad for højder, men vi fik os igennem. - Tornerose drukner simpelthen i den tyndere luft, så hun kæmper noget videre for det, og jeg har jo disse mærkelige koncentrationsproblemer når jeg nærmer mig de tusind meters højde - jeg får ligesom svært ved at vurdere hastighed og bremselængde. Det er et meget mærkeligt fænomen.
I højderne kom jeg også til at fryse. Det er faktisk første gang på turen at jeg decideret har frosset, og hvor er jeg taknemmelig for at der ikke har været mere kulde end dette.
Det lykkedes mig at hente næsten en time i forhold til TomTom’ens bud på ruten, så jeg var der 17:30. Men der var næsten heller ingen trafik og østrigerne opførte sig ordentligt - bortset fra den ene gang hvor en bilist trækker ud for at overhale - mens jeg er i gang med at overhale. Han fattede det ligesom ikke og trak længere og længere ud, så jeg næsten var ovre i græsrabatten i den anden side. Det er den eneste gang ind til videre, hvor jeg har følt mig utryg omkring en medtrafikant - og hvor ellers, end i Østrig!
Manfred hilste velkommen i sin nye lejlighed. Fint sted han har fået sig. Han har stadig en del af huset til rådighed, som ellers er exkonens nu, og der har han sine samlinger og (nogle) motorcykler. Men lejligheden er selvfølgelig på vanlig Manfred-vis “Morinigjort”. Der er ikke et eneste sted hvor man lader øjet hvile, hvor der ikke er et eller andet Morini-orienteret at finde.
Manfred diskede op med aftensmad og vi fik hvidvin. Jeg havde ved grænsen købt to Union, så jeg havde lidt med fra Slovenien.
Da vi havde spist kørte vi over til huset, fordi jeg gerne ville have strammet kæde og for at lede efter en forlygte. Manfred havde i Morano luftet at han måske havde en lygte liggende, men desværre havde han ingen.
Tilbage i lejligheden blev der snakket på vanlig vis over mere vin og øl. Ved titiden gik vi dog i seng. Manfred har periodisk store smerter i sit ben og må tage nogle pauser, hvor han bare ligger, og grænsen for hvad han kunne overskue var vist nået idag. Det passede mig fint, for jeg var forbavsende træt oven på køreturen idag.
Han fortalte i øvrigt at skyldsspørgsmålet for den ulykke han var i først blev afklaret i december - fire år efter det skete!! Først havde modpartens advokat budt ind med en 50/50-fordeling, hvilket er helt uanstændigt, når det var så åbenlyst at det var modpartens skyld. Der er åbenbart ikke grænser for hvad nogle forsøger at slippe afsted med.
Nå, sove. Jeg har planer om at køre lidt langt i morgen.

19/06 - 23:00

Km: 56309 - Schaffhausen

Jeg sov elendigt i nat. Forholdene var ellers gode - havde fået sofaen som var behagelig og stor; en rigtig dyne og en lækker hovedpude. Men jeg vågnede kl 2 og faldt vist først i søvn igen ved 4-tiden. Og kl 7 vågnede jeg igen. Igen lå jeg og tænkte lidt på tilværelsen og dem derhjemme. En time senere stod jeg op. Manfred var ude af lejligheden. Var nok ude at købe morgenmad, tænkte jeg. Jeg blev barberet og fik et bad og da jeg var færdig kom Manfred rigtig nok tilbage med morgenbrød. Vi fik spist og snakket lidt mere. Ja, jeg lyttede vist mest. Var ikke så frisk. Men jeg fik da en hilsen fra Birger og jeg fik at høre hvordan den sidste tid for Dieter var. Det var meget rart lige at blive delagtiggjort i.
Derefter fik jeg pakket og vi sagde “bis Freitag” til hinanden.
Ruten blev lagt i nat hvor jeg jo alligevel ikke kunne sove. 460 km lød den som udgangspunkt på, med mulighed for at korte 100 km af. Jeg ville et godt stykke ind i Schweiz for at være syd for Schwarzwald, som så er første etape i morgen.
Ruten gik langs den østrigske grænse til Tyskland. Og hvor var den en behagelighed at komme til Tyskland. Vejbelægningen var så lækker glat i forhold til så meget jeg er kørt på de sidste tre uger. Jeg synes også det var lidt sjovt at køre på tværs, for det forekommer så sjældent. Som regel er det jo nord/syd-retning der bliver kørt. Jeg er således hele dagen kørt i nogenlunde det samme sceneri. Meget grønt, bjerge til venstre, store bløde sving, og med lejlighedsvis krøl. Det har selvsagt været en “hurtig” rute, da jeg gerne ville nå et rimelig godt stykke i dag.
Jeg må hellere lige gentage, for det kan ikke siges nok: Tyskland er et underkendt land i forhold til rejsemål. Der er virkelig så meget forskelligt at se her og hvis man kan lide lidt orden i tingene, er der ikke noget bedre land at besøge.
Min destination var i hvert fald Bodensee og gerne lidt længere. Jeg kom også forbi Chiemsee, som også er et dejligt sted. Men ved Bodensee gjorde jeg holdt.
Da jeg var i Venedig lavede jeg “verdens nemmeste” quiz på facebook: et billede af en kanal med en gondol, med spørgsmålet: hvor er jeg nu? Der er kommet masser af underholdende svar på den quiz. - Lige før jeg i dag nåede Konstanz, kom jeg til et sted hvor jeg følte trang til at gentage quiz’en: det blev billede af en blækklat med ordene: “Test: hvor er jeg nu? (denne gang er den anelse mere udfordrende)” - Jeg var selvfølgelig kommet byen Rohrschach. - Jeg bliver vist meget upopulær med den quiz, når folk nu får svaret 😂
I Konstanz var jeg turist med Morini. Det er altså også en fin by. Den ligger jo på den “forkerte side” af søen og er omkranset af Schweiz. Det giver et helt særligt miljø - og arbejde til en del grænsebetjente. Det med de kontrolposter er dog ligeså komisk som vores. Jeg tror jeg helt umærkeligt har krydset grænsen fire-fem gange i dag, fordi jeg er kørt på nogle småveje. Her er der ikke engang skiltet med at man krydser grænsen.
Jeg valgte så at køre videre mod vest langs søens sydlige del - og dermed gennem Schweiz. Og schweitzerne er godt nok blevet tæmmet af de mange fotofælder og høje bøder. Der bliver kørt langsomt - som i dræbende langsomt, og det er en nærmest ulidelig kontrast til Italien - eller bare Tyskland.
Jeg er kørt til jeg ikke gad mere og har fundet et sted i en schweizisk skov at sove. Lige forinden var jeg i en lille tysk by. Her var der en ung mand på scooter, der med store fascinerede øjne spurgte mig ud om Morinien. Da han var mættet, kom der en ny mand til, som måske var en smule ældre end mig, og han kunne jo huske osv osv. Jeg har faktisk “glemt” at skrive hvor mange gange Tornerose er blevet beundret, men det er jo som det plejer næsten hver gang jeg holder stille et øjeblik - eller folk der giver tommelfingeren op under kørsel. Det er altså noget helt særligt at få med.
Åhja, jeg skal lige have dette her med i beretningen. På vej væk fra Konstanz ville jeg vaske visiret, for i modlys var det nærmest ikke til at se noget. Jeg fandt en hane der pumpede vand ud i er kar og begyndte så at vaske. “Jeg må hellere gøre der ordentligt”, tænkte jeg, for det var blevet så støvet mellem Pinlock-viseret og hjelmvisiret. Jeg skiller det ad og får vasket og alt er fryd og gammen indtil jeg skal samle det igen. Den ene af pins’ne er simpelthen faldet ud og jeg kan ikke finde den igen. Jeg brugte måske en halv time på lede, men jeg tænker den er løbet med vandet ud i kloakken. Så nu kan jeg ikke få monteret Pinlock-visiret - dog ikke nogen katastrofe, så længe det ikke regner. Men jeg gruer for hjemturen, for der regner det jo notorisk de sidste 400 km - håber dog jeg slipper i år. 😆
Et andet problem er dog at det lille hul larmer helt sindssygt i vinden, men jeg har købt noget tape og tapet det til, så det håber jeg kan gøre det. Ellers vil jeg se om jeg kan finde et sted hvor de kunne have sådan en pin. Jeg har jo ikke drejebænken med, så jeg kan ikke bare dreje en ny (og hvor er jeg dog glad og taknemmelig for at jeg har den drejebænk derhjemme - den skulle jeg have haft for årtier siden).

20/06 - 19:22

Km: 56615 - Wissembourg

Jeg er strandet i Frankrig! 😳 Altså sådan semi-agtigt.
En fantastisk dag skulle således ende - endnu mere fantastisk. Men selvfølgelig ikke uden drama. Jeg har ladet TomTom’en bestemme ruten i dag og det har været max snoet og er her under aften gået gennem Frankrig. Lige inden jeg skulle krydse grænsen ville jeg da lige turiste den i en fransk by. Wissembourg er en lidt større by lige ved grænsen, så det var jo oplagt. Jeg kører rundt og synes at den asfalt i byen var underlig blød. Det har været megavarmt - midt i trediverne, så den kunne jo godt være smeltet, men det blev værre og værre - Jamen, er jeg da punkteret, tænkt jeg! Og jo, ganske rigtigt. Baghjulet var tæt på at være helt fladt! Hmm, hvad så? - Hurtig finde en tankstation for at få luft i dækket. Den havde ikke luft at dele ud af! Autoværksted, så. Nærmeste var 800 m henne af gaden. Jeg spørger først på engelsk - nej, tysk siger han. Jeg får forklaret, men de kan ikke hjælpe. Prøv henne ved Citroën, får jeg at vide. Jeg får lidt luft og kan lige køre de 700 m derhen inden det er fladt igen.
Nej, de kan heller ikke hjælpe. De har ikke lappegrej (stort set ingen kører jo med slange i vore dage). Han forsøger at finde en løsning, spørger bossen, men alle er rådvilde.
Hmm, jeg ringer til Andreas. Han bor godt nok 200 km væk, men han er altid effektiv og yderst hjælpsom og gavmild. Han tilbyder som yderste løsning at komme selv, men tjekker lige “pannenhelferlisten” - altså den liste over Morinister i Tyskland (og andre lande - jeg er også på den) der tilbyder hjælp til med-Morinister. Susanne og Thomas er de nærmeste, så jeg ringer til hende. Dem har jeg et ret godt forhold til, så det er dejligt at det lige er hende. Hun går forretningsmæssigt til sagen. Man mærker at hun har lederevner (hun er overlæge) og inden længe har hun fået arrangeret at deres ven Nick kommer og hjælper mig. Han er motorcykelmekaniker og har mulighed for at hente på trailer, hvis det er nødvendigt. Et kvarter senere ringer han og vi får aftalt at han tager en slange og værktøj med, og vi så skifter på stedet.
Autoværkstedet skal til at lukke, så jeg går ind og forklarer bossen og kvinden i skranken hvad situationen er - de kan heldigvis tysk, så ingen problemer med at snakke sammen. Jeg får lov at blive på pladsen og de vil så kun lukke porten halvt, så jeg kan komme ud.
Jeg er ved at dø af tørst og sulten er jeg også efterhånden. Jeg har faktisk øvet mig på at sige jeg er sulten og tørstig på fransk siden jeg kørte ind i landet. Det er nogle af de få vendinger jeg kan på fransk, og som jeg lærte af den smukke campingmutter på den campingplads jeg var på for årtier tilbage med min kammerat, hans kæreste og hendes veninde. Vi var kørt til rivieraen i hans forældres bil (ja, faktisk samme bil som jeg kørte til Pula, så vidt jeg husker). Den gang havde vi en defekt generator, men det fik vi også klaret ved at tage til en hugger og så skifte den selv. - Nå, jeg afviger fra historien. Jeg var tørstig, så jeg spurgte, hvor jeg kunne købe noget. Jeg får en forklaring og den kønne franske kvinde siger noget på fransk til bossen - og oversætter så: jeg kan køre med hende, for hun skal alligevel derind, så skal jeg da kun gå tilbage. Hun henter bilen - en lille elektrisk Citroën - og kører mig derind. Da hun smider mig af spørger hun om hun skal hente mig igen. Hun skal lige et ærinde, men kan da godt køre mig tilbage igen. Jeg køber lidt brød, pålæg og et par colaer og ti minutter efter har hun kørt mig tilbage til værkstedet! Og nu sidder jeg så og venter på Nick.
Er det ikke fantastisk. Et eller andet sted vil man jo gerne være en punktering foruden, men med sådan et udfald så er det jo en lille gave at få foræret!

20/06 - 22:02

Km: 56660 - Wilgartswiesen

Kvart over fem opdagede jeg punkteringen. Kvart over syv kom Nick. Jeg havde lige nået at trykke upload til seneste indlæg, så var han der. Og kvart over otte kørte jeg afsted igen. Hvor finder man sådan en vejhjælp? - Vist kun i Morinikredse!
Nick fortalte at han var væk hjemmefra da opkaldet kom, så han skulle først cykle hjem, finde slange, pakke bil og så afsted. Og vejene var lidt små på det sidste stykke, så det var derfor det tog lidt lang tid. 😆 Ja, jeg havde jo været ovenud tilfreds om jeg så skulle vente til næste dag. Jeg var faktisk rundt for at kigge på egnede teltpladser hos mekanikeren - og havde udset mig et sted.
Men som det nok forstås gik det med lidt fælles hjælp virkelig tjept med at få skiftet slangen. Den meste tid gik faktisk med snak og det viste sig at jeg havde set ham før, for han var med til begge træf i Hockenheim. Han forestod faktisk en dækskiftningskonkurrence sidste gang - som ingen dog havde lyst til at deltage i. Det er i virkeligheden heller ikke verdens sjoveste opgave.
Interessant var at hullet var på indersiden - altså ind mod fælgen, og det så ud som om at den bare var revnet - der var en lille fem mm lang revne, som lignede at gummiet bare var blevet træt.
Jeg fortalte at min plan var at campere "vildt", som tyskerne siger, så han foreslog et sted lidt derfra med en fantastisk udsigt. Han ville så køre forrest og vise vej. Og der var virkelig flot.
Vi tog afsked med endnu et "på gensyn". Han kommer lørdag aften til træffet.
Prisen? Han ville ikke høre tale om penge. Ikke en gang benzinpenge. - Jeg kunne give en øl i weekenden, sagde han. Jeg tænker at aftale med Andreas at han får gebyr, mad og drikke på min regning.
Jeg overvejede at slå lejr på det fine sted, men der var alligevel lidt for åbent og lidt for megen trafik - og desuden var jeg bare slet ikke færdig med dagen. Jeg var stadig helt høj af oplevelserne - og hele dagen forinden havde oven i været så fantastisk (skal nok berette i morgen), så jeg fortsatte med at køre - også fordi jeg kunne se at jeg faktisk kunne nå det mål jeg havde sat mig for i dag, nemlig at være max 150 km fra træfpladsen.
Det er jeg så nu. Har fundet en "stilleskov" i Pfälzer Wald og har slået telt op bagest på parkeringspladsen. Her er virkelig meget, som i helt enormt stille, bortset fra fuglene der synger så smukt.
Fantastisk, fantastisk dag!
(Her er ingen telefonforbindelse, overhovedet, så jeg kan først uploade i morgen.)

22/06 - 09:02

Km: 56843 - Ransel

7972 km kørt 😉
Som vanligt kniber det med at få skrevet beretning, når jeg ankommer til træf, men her er fra i går:
De dejlige veje fra i forgårs fortsatte og da jeg først var varmet op gik det i samme stil som i går. Desværre har jeg fået et strømproblem. Batteriet er vist dødt, hvilket har betydet at jeg har haft svært ved at få ladet telefonerne (så alligevel problemer med det). Og halvvejs, ved Kaiserslautern løb jeg altså tør for strøm. Jeg måtte så køre motorvej et stykke fordi jeg ellers ikke kunne finde vej.
Jeg havde så der endnu en af de oplevelser som Tornerose giver mig så ofte: En kaptajn (kunne se hans uniform) i en åben Porsche overhalede mig langsomt og kiggede længe. Så var der lidt kø pga en lastbil, og jeg kørte i indersporet og op på siden af ham igen. Igen smilte han stort. Da vi kunne komme forbi lastbilen trak han bagud og lod mig overhale først og kørte så forbi mig igen med tommelfingeren op! Tornerose gør mig bestandigt stolt!
Efter 30 km på motorvejen var der strøm på telefonen igen og jeg kunne fortsætte det sidste stykke på snoede veje. Da jeg nåede Rhinen begyndte det at regne. Det skal vist bare være sådan til de tyske træf. Det var dog så lidt og med kun 30 km gad jeg ikke tage regnbukser på. Så en lille sejltur over floden, hvor det allerede begyndte at klare op og det sidste stykke op til træfpladsen.
Jeg var lige ved at tage en ekstra omvej for at have kørt præcis 8000 km til træffet, men nu ville jeg bare være fremme. 😉
Werner tog imod og jeg var (heldigvis) den første. Det er jo altid en slags mål for mig 😆
Jeg fik slået op og lånte lidt værktøj af Werner, fik stillet ventiler (de var lidt løse igen), fik strammet den meget slidte kæde og synkroniseret karburatorer. De var også lidt ude af justering. Jeg havde spurgt Werner i går om han ville tage værktøj med til det, så alt var lige til at gå til.
Da jeg var færdig ankom Achim og kort efter Thomas, så der hurtigt var nogle stykker fra “den hårde kerne”. 😉
Pladsen ligger på en lille bjergtop, så der er flot udsigt, og det foregår ved et “Landmuseum”, hvor der er udstilling af gamle værktøjer og maskiner. Meget spændende at kigge på. Desværre er det koldt og i går blæste det helt sindssygt, så vi sad alle og frøs, fordi vi har for lidt tøj med. I dag er det dog stilnet af, men der skal kun blive 17-19 grader om dagen og 9 grader om natten ifølge vejrudsigten for området. Og her i højden er det koldere.

Ud på eftermiddagen var jeg med Werner hjemme i hans nye hus. Vi skulle hente et par Morinier til den udstilling han vil lave: Sport’ere fra forskellige årgang - plus lidt andet. Og så kigge efter en forlygte til mig - som han desværre ikke havde. Men sjovt at se hans samling, og det nye sted han har fået er fedt.
Da vi kom tilbage dukkede Norbert op og et par stykker fra stambordet her.
Vi fik så aftensmad. Det er meningen at maden skal købes i den restaurant som hører til stedet her. Det er desværre alt for dyrt efter min mening og det er det samme med øllet - også for dyrt, så jeg vil se om jeg kan få handlet lidt i den Rewe der ligger i Lorch for foden af bjerget. Fire dage med restaurationspriser på samtlige måltider og drikkevarer er altså ikke lige til mit budget. Og så er der træfgebyret oven i. Jeg har vist tidligere været inde på det - nogle af træffene har været lidt vel dyre og når jeg sammenligner med hvad man får for pengene ved træffet hjemme, kunne jeg sagtens sætte prisen op til det dobbelte. Jeg havde faktisk i år luftet at sætte prisen til 75 Euro - som svarer til hvad jeg betalte sidste år i Hamborg (hvor pris/ydelse faktisk passede), men det kom der er par forfærdede udmeldinger om, så derfor blev det til 60 Euro - og så har jeg skåret lidt ned på niveauet med nogle ting. Og det løb da også rundt i år. De sidste tre-fire år har jeg haft underskud.
Resten af aftenen foregik foran et lille bål. Jeg delte et tæppe med Achim, så vi kunne holde varmen. Restauranten var lukket og Andreas kom med en kasse øl fra eget lager, og der blev snakket og grint på vanlig vis. Ved totiden var jeg dog for træt og gik i seng. Har sovet med alt tøjet på for at holde varmen.

---

Tillad mig at afsløre et par hemmeligheder. Da jeg hjemme, inden turen, var oppe hos Elisabeths Lars for at få svejset udstødning, kørte jeg på Dart’en og havde så Torneroses forrør med i rygsækken. Jeg pakker altid værktøj, når jeg skal på en lidt længere tur. Det er jo trods alt noget gammelt skrammel jeg kører på. Og jeg havde så også pakket min lille samling motorcykelværktøj ned i det opbevaringsrum jeg til formålet har lavet på Dart’en. Der ligger det nemlig fint - og der ligger det endnu! Jeg opdagede det først da jeg var i Italien, hvor jeg ville lave en eller anden ikke afgørende ting. Stod måbende og kiggede på det tomme værktøjsrum jeg har lavet i Torneroses sæde. Først var jeg lidt i panik, skyndte mig til et byggemarked for at kigge på værktøj jeg kunne købe, men så blev det lige pludselig en udfordring: kan det lade sig gøre at køre hele turen uden værktøj - og kun låne sig frem, hvis det bliver nødvendigt?
Nu hvor jeg er ved træffet i Tyskland og de mange muligheder for hjælp tør jeg endelig afsløre det 😆

Jeg mangler jo at berette om turen inden punkteringen, så den kommer her:
Jeg er blevet lidt mere afslappet med hvor jeg finder overnatning. Om morgenen mens jeg lå i teltet og tog mig sammen til at få pakket kom der en mountainbiker forbi, som sagde et kækt “‘morning” til teltet. Det var signal til at jeg vist hellere måtte få pakket. Jeg kørte ind til Schaffhausen for at gentage endnu en handling - for nu tredje gang - og nu kommer anden pinlige afsløring: jeg ville købe en schweizerkniv i Schweiz. Jeg kunne nemlig hverken finde den ene eller anden da jeg skulle afsted. Jeg har ledt alle steder og aner simpelthen ikke hvor de er. Jeg har en tid haft en i min gamle motorcykeljakke. Der var den ikke og den i campingvognen er også på underlig vis væk.
Når jeg er på tur bruger jeg saksen i den som negleklipper og allerede efter en uge er den jo uundværlig. Hvordan har jeg så klaret mig hidtil? Jo, jeg købte en megabillig lommekniv med de samme værktøjer i lige inden jeg skulle på færgen til Sardinien i et byggemarked. Den viste sig så ikke at kunne klippe - i hvert fald ikke negle! I et supermarked fandt jeg så en billig negleklipper, som så trods alt har mestret opgaven. Det har samlet kostet mig en halvtredser - ikke alverden, men på en eller anden måde spildt - omend kniven dog har fungeret som skruetrækker, proptrækker og brødkniv, så lidt gavn har den da gjort.
Kniven blev købt hos en Mister Minit, af alle steder. Jeg havde ledt efter en butik inde i byen som kunne have sådan en, men det viste sig umuligt at finde en der solgte den slags. Og jeg havde ellers en naiv ide om at man stort kunne købe dem alle steder. Jeg ledte så efter en sportsforretning og fandt så en i et butikscenter. De havde godt nok knive, men ikke den model jeg gik efter og så gav jeg op - men lige ved siden af lå denne hæleflikker og han havde utrolig mange modeller på lager. Han tog selvfølgelig ikke Visa, så jeg måtte hæve schweizerfranc med risiko for at strande med ubrugte kontanter. Men jeg fik købt kniven og købte så morgenmad i supermarkedet ved siden af. Fik fundet frem til noget, så der kun var 0,10 franc til overs. Satte mig så udenfor for at spise og kiggede på en køn DHL-pige som skulle levere masser af pakker til butikscentret.
Turen fortsatte så ind i Schwarzwald og jeg tror det var den hidtil bedste dag for mig rent køremæssigt. Alt stemte bare - altså virkelig alt! Det var varmt, asfalten var fin og jævn, svingene perfekte, jeg var i form, naturen smuk. Det kørte bare derudaf. Jeg fik sågar øvet højrekurver ordentligt, fordi der utrolig mange steder var god oversigt. De fleste steder er det nemlig svært at se vejenes forløb, fordi man har klipper eller andet på indersiden der blokerer udsynet, hvilket nogle gange kan give nogle knap så behagelige overraskelser fordi vejen pludselig drejer endnu mere - eller belægningen er dårlig (eller der er grus). Men på denne tur var der helt vildt mange steder hvor der var fuldt overblik over kurverne til begge sider.
Køremæssigt har det nok været den sjoveste dag på hele turen.
Inde i Frankrig var der knap så snoet, men der skulle jeg så, som allerede afsløret have en anden og på helt anden måde fantastisk oplevelse.

23/06 - 08:02

Km: 56852 - Ransel

Snak stod på programmet i går, selvfølgelig!
Der er flere der har vist interesse for de ting jeg laver i værkstedet. Jeg har fremvist stødtænger og har allerede fået bestillinger på i hvert fald fire sæt, og jeg har solgt den anden svingarmsaksel jeg havde med. Jeg har sågar fået en anerkendende snak med Johan, som ellers er svær at imponere 😆 Hartmut kom og sagde at han lige havde noget han skulle snakke med mig om ovre ved bilen. Det var cylindre han gerne ville have boret op. Han bruger Yamaha-stempler og det er første gang jeg ser dem. De er ultralette, meget mindre end jeg havde forestillet mig, så det bliver nok den retning jeg går i næste gang jeg skal lave den slags.
Af Manfred har jeg fået nogle skilte som han lavede til træffet i Schierlingen. Han spurgte da jeg besøgte ham, og jeg skulle så finde en der kunne transportere dem hjem. I første omfang spurgte jeg Andreas, men Thomas er her i bil, så jeg spørger ham lige i dag. Han tager allerede Hartmuts cylindre med - og jeg skal jo ned og aflevere Karls Morini i nær fremtid.
I øvrigt havde Manfred min toilettaske med. Den glemte jeg hos ham, så jeg har været nødt til at købe tandbørste, tandpasta og shampoo.
Jeg har været i Lorch for at købe lidt forskelligt. Vejen dertil, som er 8 km, har været brugt som bjergracerbane. Og forståeligt hvorfor. Den er rigtig sjov! Igen krævede det tilvænning at køre uden bagage, for den bliver så levende og hurtig - og der skal væsentlig mindre træk i bremsegrebet til. Apropos bremser, da jeg kørte ned lugtede der af varm bremsebelægning. Det blev værre og værre, så jeg stoppede op og mærkede på kaliberne. Der var ikke varme, så jeg tænkte det var indbildning. Jeg fortsatte, men det blev endnu værre og pludselig havde jeg en tankbil foran mig - og det var selvfølgelig den der afgav lugten. Da jeg havde overhalet, var der kun frisk skovluft at indånde 😉 Men jeg nåde da lige at blive bekymret.
Jeg har fået lidt destilleret vand af Werner, lånt værktøj af Hartmut (det fungerer altså endnu, det med at låne sig frem) og har sat mit batteri til ladning. Så håber jeg at en nat med ordentlig ladning vil friske det op. Det ville i hvert fald være dejligt hvis jeg kan holde strøm på det til hjemturen. Det skulle gerne blive to etaper, hvor der bliver kørt nogenlunde friskt på relativt store veje. Det har nemlig kunne sørge for strøm nok til at holde telefonerne opladede.
Aftenen sluttede foran bål med hyggesnak og pjatten. Jeg fik især snakket med Norbert og Achim. Jeg gik dog tidligt i seng, for jeg vil gerne være nogenlunde frisk til fællesturen i dag.
God Skt Hans til alle derhjemme! Det er for mig noget af det mest ærgerlige at gå glip af, da det er den højtid jeg glæder mig mest til og over i året. Men Morinitræf har nu en gang første prioritet 😉

Lige en tilføjelse: jeg snakkede med Mike, som også af Susanne var blevet anmodet om hjælp, men han kunne ikke, og jeg har fortalt flere om hele affæren, og fælles for reaktionerne er at det har ladet folk uimponerede. Jeg synes jo at det er helt vildt fantastisk, men reaktionsmønsteret har været sådan et slags "selvfølgelig, vi hjælper jo hinanden". Det er altså nogle dejlige mennesker, de Morinister!

24/06 - 00:12

Km: 56965 - Ransel

Det har igen været en dag med snak. Og det er sjovt hvor mange forskellige konstellationer man lige lander i alt efter hvilket personer der udgør gruppen: nogle gange er det ren pjat, sine grupperinger er alvorlige, andre er fagsnak, endnu nogle er bare stiltiende glæde over samværet og så er der endelig de helt intime med rigtig gode venner - det kan altså til stadighed fascinere mig hvordan mennesker jeg måske ser to-tre gange om året er gået hen og blevet venner som jeg virkelig holder inderligt af.
Kl 10 skulle fællesturen afsted. Jeg havde forinden fået monteret batteriet igen og gjort klar. Først blev "de store" sendt afsted og en halv time senere os med de små Morinier. Tempoet var rimelig tjept, så ingen kedsomhed her. Og jeg må igen og igen imponeres over hvor kompetente kørere de fleste Morinikørere er - i hvert fald i Tyskland.
Efter 50 km var der pause ved en restaurant. Her stod vi og snakkede lidt. De fleste valgte at gå ind, men vi var en lille flok som blev ude. Da vi havde stået der lidt og kunne se at dem i restauranten havde sat sig meget godt til rette, beslutte de vi otte mand at køre tilbage. Armin tog teten med sin Dart, Achim på Camel'en fulgte efter, så kom Bummi med sin Settebello. Jeg lagde mig andensidst med Kersten bag mig. Og det var sjovt. Alle var folk, der kører godt til og det var så fedt at se Bummi med den lille 175 kubiks Morini hænge på med os andre. Den er forbavsende hurtig sådan en sag, og Bummi skåner den så absolut ikke. Han kører historiske racerløb med den og han ved nok hvordan den skal håndteres!
Da vi nåede Lorch tog Kersten, Rüdiger og jeg i Rewe for at købe lidt til aftenen. Rüdiger fortsatte så op til pladsen og Kersten og jeg tog i en bank for at hæve penge. Da vi skulle op ad bjergstrækket lagde Kersten sig forrest - sådan i et rimeligt hurtigt tempo - dog uden stress. Halvvejs oppe indhentede vi otte motorcyklister og de blev selvfølgelig overhalet. Kersten i hans meget afslappede stil var en skærende kontrast til enkelte af de andre motorcyklister som kæmpede med at få deres maskiner rundt i svingene. De var ret underholdende at se på.
Tilbage blev der snakket endnu mere. Der blev sågar en halv time hvor vi kunne ligge på græsset og lade solen varme os. Dejligt med lidt varme når her ellers har været så koldt.
Kl halv fire gik jeg i "Modehaus Arz". Lige ved siden af ligger der en meget stor tøjbutik. Faktisk så er ham der ejer restauranten i "das Landmuseum" gift med hende der bestyrer denne modebutik. I øvrigt er han oprindeligt argentiner. En meget flot mand, som virkelig har imponeret med service og opmærksomhed. Os der kom allerede torsdag - og vi nåede måske op på tyve mand - lærte han navnene på og har nævnt os med vores navne hele weekenden.
Men altså det modehus; en meget stor og relativ eksklusiv butik, som ligger midt i ingenting, var jeg kort inde at kigge i i går og jeg besluttede mig for at købe en T-shirt i dag. Der er jo ofte T-shirt til træffene, men ikke i år, og da jeg egentlig mangler nogle ikke-Morini T-shirts tænkte jeg at det var passende at købe en i butikken, så der ligesom kommer bare lidt souvenir med hjem 😉 - det blev til en T-shirt og en kortærmet skjorte.
Hen under aften var Werner på højttaleranlægget. Der blev udtrykt tak til Tritsch, den store tyske Morinihandler, som nu er gået på pension. Forretning har han solgt til en som hedder Karl-Heinz og han var her også til at blive budt velkommen i Morinifællesskabet. Jeg snakkede med ham og han er en meget venlig og positiv person. Han ville se om der i det han nu har overtaget skulle være en forlygte til mig.
Jeg fik også snakket lidt med Tritsch. Han fortsætter heldigvis med at arrangere banedage på racerbanen i Anneau dû Rhein. Det vil jeg altså prøve en gang.
Så var der præmieoverrækkelser - og jeg fik en for den længste tur til træffet. Franciska fik en præmie for at være den yngste til træffet. Hun er måske lige i starten af tyverne. Hun fik en model af en Dollaro, som jeg selvsagt blev lidt misundelig på 😉
Mere snak ud på aftenen og jeg er igen gået tidligt i seng.

24/06 - 23:12

Km: 57325 - Koldingen

Jeg er strandet i Koldingen - på en måde.
Som jeg vist allerede har nævnt, var ideen at at morgenen skulle foregå i ro og mag - mere eller mindre at lade alle de andre sige farvel, så man slap for selv at rende rundt 😆
Egentlig ville jeg bare have kørt alene afsted på snoede veje og så overnatte halvvejs hos en af de mange Morinister jeg kender i Nordtyskland. Det ville være en tur på 900 km. Passende at dele i to. Jeg havde dog også snakket lidt løst med Norbert om at følges og tanken om at have selskab det sidste stykke var mig egentlig sympatisk. Og Norbert og jeg har en god forståelse, både for hinanden og for måden at komme frem på. Han er en af dem som jeg rigtig godt kan lide at køre med, for det går i nogenlunde samme tempo som alene.
Ved ellevetiden var vi begge klar til at køre og så blev det sådan. Jeg nåede dog lige at få solgt mit sidste sæt stødstænger til Armin. Det var fint, for ellers måtte jeg have lånt penge af Norbert til at betale Marcello, restaurationsejeren.
Vi kører afsted og det begynder godt. Vi vælger en hurtig rute på større landeveje. Dagen i forvejen har Johan, som har lavet et meget avanceret elsystem på Norberts Morini, “Dulcinea”, og Norbert skruet lidt på den, for der er et mærkeligt fænomen - bagerste cylinder tænder for sent - og faktisk uanset hvad de prøver. Men de opgiver og den har jo også kørt fornuftigt på Norberts 5000 km lange Spanientur.
- Vi kører altså derudad. Jeg forrest fordi jeg har gps og skal navigere. Efterhånden sakker Norbert dog mere og mere bagud og det viser sig at den sætter ud på den forreste cylinder. Vi stopper op, prøver lidt forskelligt og kører videre. Det bliver ikke meget bedre. Vi stopper igen, prøver noget nyt. Tingene bliver ikke bedre. Det går dog alligevel fremad og vi beslutter at køre hele vejen hjem til Norbert til Lübeck, hvor jeg så kan overnatte.
Efter 250 km er den dog helt gal og det begynder oveni at regne. Vi har også stoppet flere gange for at tage mere tøj på. Det er nærmest koldt som var det efterår lige inden frosten sætter ind.
Lige syd for Hannover prøver vi sidste gang - skifte tændkabel og vi tanker samtidig. Det er ved at blive lidt sent. Vi holder ved en bar i Koldinger (ja, det hedder byen) og beslutter at spise aftensmad der. Mens vi spiser, lufter Norbert en tanke: vi kunne finde en sted at overnatte og så køre videre i morgen, hvor vejret skulle blive godt. Han vil så betale for min overnatning. Vi drikker et par øl og da baren lukker går vi ind ved siden af, for her ligger nemlig et hotel. - Vi spørger om et værelse og får anvist et.
Det våde tøj bliver smidt. Vi får parkeret Morinierne i gården og går så ned og får en øl i hotellets restaurant. Kl ti er vi dog begge trætte. Vi får os et bad og ligger så nu i hver vores seng og er lidt på nettet.

Vi satser på at solen skinner, og at tingene går lidt mere flydende i morgen. Der er 250 km til Lübeck, og så har jeg det samme hjem derfra. Når først vi har fået Norbert sikker hjem, kan jeg få lidt mere tempo på og jeg håber således at jeg kan være hjemme inden det bliver alt for mørkt i morgen.

25/06 - 23:32

Km: 57952 - Hygind

Jeg sov fantastisk i hotelsengen. Kl 7 vågnede jeg og kunne ikke rigtig sove mere. Tjekkede lidt facebook og vejrudsigt. Vejret skulle ikke blive imponerende, men der var dog lovning på fint vejr hjemme. Lidt senere vågnede Norbert og ønskede mig ”einen wunderschönen guten Morgen”. Hyggeligt at være to.
Pakningen gik hurtigt og ved ottetiden var vi på vej videre. Dulcinea blev dog ved med at drille og hele dagen blev præget af masser af stop med nye forsøg på at fejlfinde. Det blev altså en langsommelig affære, men vi fik os kæmpet frem kilometer efter kilometer med en spruttende og hostende Dulcinea.
Knap 100 km fra Lübeck holdt Norbert ind ved en "imbiss". Jeg havde faktisk i flere uger drømt om at få en döner og det kunne vi få her, så det var et perfekt valg. Vi fik os en faktisk yderst lækker döner og fortsatte så til Lübeck og da vi kunne se Norberts lejlighed kunne vi endelig ånde lettede op og en high five blev udvekslet. Vi snakkede kort, men jeg ville gerne videre - havde jo knap 300 km igen, så jeg sparkede snart Tornerose igang og fortsatte.
Jeg havde egentlig overvejet at tage en lige omvej ad Norberts “Hausstrecke” - en rigtig sjov snoet rute, som han ofte kører. Den har jeg kørt en del gange, men jeg var egentlig lidt for træt og ville bare hjemad, så jeg lod TomTom’en bestemme. Det gav alligevel lidt snoede veje, og da jeg havde kørt lidt og stort set parallelt med Norberts “Hausstrecke”, valgte jeg alligevel at køre omvejen ad den, for jeg var stadig lidt “sulten” efter sjov kørsel. Ruten går til Kiel, og herfra valgte jeg så at køre motorvej resten af vejen.
Jeg var ikke en tusindedel sekund i tvivl om at jeg nærmede mig Danmark, for det blæste med hvad der føltes som tusind sekundmeter lige i snotten. Tornerose kæmpede dog en brav kamp og vi kunne holde en god fart trods elementerne. 175 km fra grænsen så jeg den første danske nummerplade siden jeg var nogenlunde samme sted for fire uger siden. Jeg har faktisk ikke set en eneste dansker eller hørt det danske sprog på hele turen.
Ved Flensborg gjorde jeg holdt, var inde i Karlas nye butik, som jo er blevet en Polo. Her købte jeg lidt småting og fik en pin til mit pinlock-visir. Det er i øvrigt gået fornuftigt uden, men der har heller ikke været vildt meget regn og kulde i kombination, siden jeg mistede den pin ved Bodensee. De gange hvor der har været dug på indersiden, har det været udholdeligt med visieret på klem.
Lille kønne Danmark med den milde natur hilste mig velkommen med opklarende vejr. Himlen blev mere og mere blå med fine små vattotter hængende i horisonten. Jeg spekulerede over hvad der er så særligt ved hele scenariet - og kom frem til at det vist er lyset. Der er et helt særligt lys i Danmark. Jeg tænker det er den lavtstående sol og de refleksioner som især havet giver. Men uanset: dejligt at være hjemme, for her er altså smukt. Især når det er sommer - “…den skønneste krans”!
Jeg var hjemme lidt i syv med 9081 km bag mig. Jeg fik sat en vask i gang og kom i bad. Det var jo mandag, og der er der walk-in i salsaforeningen, så jeg tænkte at det kunne jeg sagtens nå. Jeg har jo savnet dans på turen og havde egentlig også lyst til at se nogle velkendte ansigter, så kl halv otte kørte jeg mod Odense og havde et par hyggelige timer - hvor jeg for første gang i en måned talte dansk - det kunne jeg trods alt huske. Det var værre med dansen 😆
Ved ellevetiden var jeg endelig i min egen seng. Dejligt efter en lang rejse og ikke mindst en dag med 700 km bag mig.

Hvis jeg orker det kommer der nok en lille epilog når jeg samtidig sætter billeder ind her. Forsøger så også at få rettet slå- og diverse andre fejl.

30/06 - 20:12

Km: 58500 - Hygind

Epilog:

Da jeg mandag efter hjemkomsten havde været i bad og kørte til Odense for at danse, var det første jeg tænkte da jeg kom ud og så Tornerose: “det er verdens fedeste motorcykel”! Og jeg havde ikke kørt mere end 500 m før jeg tænkte “hvor jeg dog elsker at køre på den motorcykel”! - Der er en del der har spurgt om jeg oven på sådan en tur ikke var træt af at køre og havde brug for en pause, men nej, sådan er det altså ikke!

Jeg har i træfberetningen flere gange nævnt at det kan være svært at få alt med, særligt når der sker meget. Når jeg sådan gennemlæser de ting jeg har skrevet, så er der nogle oplevelser, som jeg simpelthen ikke begriber hvorfor jeg har “glemt” at føje ind. Mens jeg kører dukker der forskellige formuleringer op som jeg i øjeblikket har helt klare ideer med, men når jeg så skal skrive om aftenen eller bare holder pause, så bliver de på en eller anden måde glemt eller ligefrem bevidst udeladt i et forsøg på at beskrive alting på en relativ kortfattet måde.
Fx snakkede jeg meget længe med en tysker mens vi stod og ventede på færgen fra Sardinien til fastlandet. Der var egentlig mange sjove ting at berette - ikke mindst hvor fascineret over hvor “modigt” han synes det var at rejse på den måde jeg gør. Men skulle jeg have lavet en afrundet historie ud af det, ville det fylde meget og jeg syntes egentlig jeg havde rigeligt at berette den dag og desuden var tiden “knap” fordi jeg jo også rent faktisk skulle opleve færgeturen. Samme dag tidligere var jeg inde at låne værktøj hos en autoelektromekaniker for at stramme kæde - også en sjov oplevelse med mig der forsøgte mig med italiensk, en venlig mand og et spændende værksted.
Der har været masser af små møder med folk som har spurgt ud om Morinien, men som jeg enten har glemt om aftenen eller har udeladt, fordi der i forvejen har været så mange af den slags oplevelser. Også forskellen mellem folks reaktioner er interessant: på Sardinien gloede folk måbende på mig og jeg havde hele tiden følelsen af at jeg havde gjort et eller andet helt tosset, men hvor jeg bagefter er kommet i tanker om at de bare var fascineret af synet af Tornerose - I Bologna-området var reaktionerne helt anderledes. Det var med genkendelse og med særlig indforstået anerkendelse de kiggede. Der har været folk der har taget omveje, er accelereret eller har bremset op for at få et ekstra kig på den.
Der har været masser af samtaler som kunne have været interessante at have haft med. Der har været naturoplevelser som jeg burde have uddybet, men som også nævnt er meget svære at bringe over. Og så alle de filosofiske tanker jeg gør mig ind i mellem, som jeg dels gerne vil forskåne folk for og dels kræver meget mere omhyggelighed end jeg kan nå. Almindelig træthed har også en del gange fået mig til at korte ting af eller udelade noget.
Jeg har nogle gange tænkt at de ville være fedt at have en diktafon i hjelmen, så jeg kunne indtale de “guldkorn” jeg kommer på. 😆  Men det er nok lige at overgøre det (og endnu mere elektronik at lade på 🙄).

Jeg havde jo sat mig for at køre langt i år. Det var ligesom et mål i sig selv. Som jeg skriver et sted, så var det svært at nå det mål pga af de mange små veje, men efterhånden som tiden gik blev det også mindre interessant med det mål.
Faktisk så har jeg efter turen i år tænkt at jeg fremover - eller i hvert fald næste år, vil udforme min tur anderledes. Jeg har virkelig nydt det med at køre på må og få, meget og uden at have en decideret plan. På den måde har jeg jo over knap ti år fået set stort set hele Italien, men nu har jeg lyst til at gå lidt mere i detaljer og vil gerne planlægge lidt mere hjemmefra. Jeg har jo ikke haft noget imod at køre forgæves til en destination - altså fx et lukket museum, men efterhånden kunne jeg godt tænke mig at dvæle ved de destinationer jeg sætter mig for - og således også blive steder i længere tid. Jeg tænker derfor at jeg vil prøve at søge mig nogle faste punkter at blive, hvorfra jeg så kører ud og ser noget i området. Jeg tror således også jeg vil tillade mig den luksus i højere grad at benytte mig af campingpladser eller lignende - ikke mindst for også at have muligheden for at køre uden bagage. Det er selvfølgelig en ekstra omkostning, men hvis jeg så kører en smule mindre, så kan det give en vis økonomisk raison. Nu kender jeg efterhånden de forskellige områder og vejtyper - og ved nogenlunde hvordan kvaliteten kan optimeres. Jeg har fx været ret irriteret over dårlig vejbelægning i år. Og det ville jeg gerne kunne tynde ud i - altså så jeg egentlig bare sorterer “dårlige” stræk fra.
Økonomi er der altid nogen der spørger mig om. Der var en der spurgte mig inden jeg tog afsted hvor meget det dog kostede og gav selv et bud på 20.000 - nej, nej, slet ikke, sagde jeg. 10.000, så? Nej, ikke en gang. Jeg har så forsøgt at regne lidt på det. Når jeg som i år kører 9.000 km på en tur, er det ca. 4500 kr. i brændstof. Var jeg hjemme havde jeg under alle omstændigheder brugt omkring 1500 kr på benzin. - Altså 3000 i merudgift. Leveomkostninger er stort set de samme som hjemme, men lad os bare at det er lidt dyrere end hjemme fordi det er lidt sværere at økonomisere med maden og jeg trods alt af og til spiser lidt dyrere (når jeg ikke lige kun får brød, ost og skinke 😆). Så er der udgifter til lidt forskellige ting, som fx museumsbesøg (når jeg ellers rammer et der har åbent) eller en sjælden gang campingplads, men der er også lignende ting jeg bruger penge på hjemme, som jeg så ikke bruger på turen og for så vidt går det så lige op. Der er selvfølgelig også træfudgifter, men det betragter jeg egentlig ikke som en del af rejsen, for det er et must uanset om jeg skulle køre til det eller ej. Dæk- og kædeslid, olie og andet kunne man også regne ind, men det er egentlig heller ikke en del af rejsen, for jeg ville have et ønske om at køre det samme antal kilometer uanset - og på den måde kunne brændstofudgiften egentlig også betragtes som en del af det årlige budget (og det er i praksis faktisk allerede en del af mit årsbudget).
Men lad os bare sige at det hele står mig i omkring 5000 kr. Det er selvfølgelig også en slags penge - en tidsmæssigt strategisk godt valgt charterferie kan man få for en tredjedel, men bestemt ikke en hel måned.

En par sidste ting jeg synes skal have plads i epilogen er en opsummering af Torneroses tilstand og lidt om det grej jeg har med.
Jeg har fx ikke fået nævnt at motoren alligevel ikke har været helt tæt. Jeg tror at det er den sidste simmerring - ved sekundærdrevet, som jeg ikke har udskiftet. Jeg har således måtte fylde omkring en liter olie på undervejs. Der har også været en minimal utæthed ved en af karburatorerne, så der har været lidt vådt omkring den og under den. Der har dog været så lidt at jeg ikke har gidet at gøre noget ved det. Omdrejningstælleren er faldet ud. Om det er mit hjemmegjorte elektroniske kredsløb der har opgivet eller det bare er en løs forbindelse, har jeg endnu ikke kunne konstatere. Kæden er ufattelig slidt. Den har faktisk helt hjemmefra udvist er mærkeligt fænomen: kun hver anden rullle har været belastet. Jeg forestiller mig at det simpelthen er en produktionsfejl ved kæden. Det har gjort at den på den slappe side er krøllet op i et zigzag-mønster. Jeg har lige strammet den, og kædestrammerne er nu helt i bund. Sjovt nok udviser kædehjulene ikke vildt meget slid. Motoren er gået rigtig fint. Den er fin lydeløs, bortset fra transmissionen, som giver en raslen fra sig. Men jeg er glad for at ventiler og stempler siger rigtig godt og kompressionen er da også overmåde god. I sammenligning med Norberts 501’er (som jeg også har haft “fornøjelsen” af at sparke igang en del gange), så virker min faktisk tættere. Den går muligvis en smule for fedt, så det vil jeg også lige kigge på.
I onsdags lavede jeg et sæt renoverede støddæmpere ud af de bedste stumper jeg har liggende og hvor er det en fornøjelse at få ordentlig dæmpning tilbage. Den er jo stille og roligt blevet halveret og bagenden har sejlet ret voldsomt til sidst, og især uden bagage var det til tider nærmest ubehageligt. Nu er den igen stram og meget præcis i svingene. Jeg mangler så at få rettet forgaffelrør og udbedret de andre skader. Jeg har fundet en lygte på eBay, men jeg vil lige udtømme mulighederne hos de vanlige Morinister, venner og bekendte inden jeg køber den der - skal i hvert fald lige have spurgt Jørgen og Dieter 😉
Og så er der jo en bule der skal rettes i tanken. Der vil jeg prøve at spørge en af de “bulesnedkere” som er meget effektive og billige. Tanken havde jeg dog under alle omstændigheder tænkt skulle males om til vinter/forår, fordi der er nogle bobler under lakken, som jeg helst vil have væk, så jeg er sikker på at der ikke står vand inde under lakken og skaber rust. Tornerose skal faktisk inden forår have “den helt store tur” - Så har jeg nemlig haft hende i ti år og jeg har lovet hende at hun skal friskes op inden da 😉

Kombinationen med to iPhones har fungeret rigtig godt. Jeg har fået taget en del flere billeder end jeg plejer - omend jeg en del gange har glemt at jeg havde muligheden. Jeg har faktisk tænkt på at købe den ældste og mindste vandtætte iPhone jeg kan finde brugt. Så ville jeg lave en holder hvor den ikke er pakket ind i den vandtætte holder, for det kan faktisk være et problem i varmen. Der har været et par gange, hvor den skulle have en skyggepause, fordi den simpelthen var blevet for varm. Det kunne også gøre holderen mindre og jeg ville slippe for det ekstra lag over skærmen. Der er dog lige det med navigationssoftwaren. Desværre opdaterer TomTom ikke softwaren til den gamle app jeg har og den nye app de har lavet mangler snoede veje-funktionen, hvilket er uundværligt. Den gamle app kan jeg dog blive ved med at benytte, men kortmaterialet bliver jo forældet. Jeg har et par gange været på veje som TomTom’en ikke kendte, og den slags bliver der jo ikke mindre af. Alternativt er egentlig kun Rider’en de laver, men den er jeg som sagt ikke så begejstret for alligevel. Men jeg vil følge udviklingen - måske er der nyt at finde til næste år. Hvis TomTom fx lavede snoede veje-funktion til den lille Vio, ville den være optimal.
Jeg skal have tænkt ladning endnu bedre - og jeg har faktisk overvejet at have en powerbank med også. Og så skal jeg altså huske en lader til 250V! Jeg havde ikke taget med, fordi jeg ikke troede at jeg ville komme i nærheden af en stikkontakt, men der har været rigtig mange lejligheder, hvor det havde været praktisk.
Værktøj skal jeg altså også have med. Det var et meget sjovt (ufrivilligt) eksperiment at køre uden, men det er nu rart at have noget med - uanset hvor pålidelige jeg efterhånden synes at Morinierne er.
Ellers er jeg ved at have nedbragt det jeg har med til det minimum som jeg finder passende. Jeg kan egentlig godt satse på at købe et par t-shirts og/eller en sweatshirt undervejs og så ikke tage ekstra med hjemmefre. Jeg kommer jo nok til at besøge Morini hvert år, og hvis der er t-shirts til træffene får jeg under alle omstændigheder en eller to mere.
Jeg tror også jeg vil gøre alvor af en hjemmelavet paktaske/-kuffert. Det jeg har i tankerne er en glasfiberbund som er tilpasset sædeformen og så en top lavet på den måde som min Ortlieb-taske er lavet. Derved kunne taskens størrelse gøres fleksibel, være nem at komme i og nem at tage af og på. Men jeg skal lige have tænkt ideen bedre igennem.

Slutteligt vil jeg da lige sende en tak til alle der har læst med. Jeg har fået en del særdeles positive tilbagemeldinger, selv fra kanter jeg ikke havde forestillet mig. Der er sågar både tyskerer, englændere og italienere som med google translate prøver at følge en smule med. Det er både smigrende og betryggende at vide at der er nogen der “våger over mig”. Jeg har jo mest af alt skrevet mine rejseberetninger for egen skyld, men forsøger selvfølgelig at gøre det bare en smule læsevenligt for andre, og jeg er meget glad for at der er nogle som har fornøjelse af at læse mine skriblerier.

T-shirten jeg købte i Modehaus Arz. Synes jeg var et passende valg 😁