Morinitour 2020

...it was the worst of times…"

Sikke et lorteår. Eller...jeg har for så vidt haft det fint nok. Det fysiske helbred har været forbavsende godt; det lykkedes mig at få rimelig styr på stress og jeg har været ret stabil med træning, så formen har været god. Jeg har fået virkeliggjort en del projekter jeg længe har ville lave. Min økonomi er blevet bedre - ikke mindst fordi jeg ikke har skulle eller kunne bruge penge på noget. Jeg har også haft gode oplevelser; været på et par dejlige ture med Tanja, og har da også været til en del sammenkomster. Det lykkedes sågar at afholde træf og endda med stor succes. Så der er da sket en del på trods af denne "lockdown"; denne limbo. Men netop kun på trods!
Som jeg har skrevet andtetsteds, så er jeg overhovedet ikke "på linje" med det politiske greb om situationen vi har stået i og står i - og som også nævnt har det ødelagt en hel masse for mig. Jeg har smerteligt savnet at komme på tur og mødet med dem jeg kender, og en del af min livslyst, som jeg i livet til tider har skulle kæmpe nærmest grænseløst for at finde eller opretholde, er blevet mig frarøvet. Denne underliggende følelse af at midlertidigheden aldrig ophører og at denne midlertidighed ikke er værd at leve i, piner mig uafladeligt. Derfor "lorteår" og "worst of times"
Men nu prøver jeg så at se om jeg kan finde lidt livsgnist ved at tage på en lille tur. Ja, måske nok:

---

4/9 - 10.39

Km: 75747 - Hygind

Jeg skal til det årlige træf hos Kersten. Det plejer at være sæsonafslutning, men i år tjener det næsten som hele sæsonen i en kompakt enhed. Jeg har planlagt at tage et par dage på tur efter træffet, for at få bare en smule kilometer kørt i år. Hvor det går hen ved jeg ikke - det er også planen!

5/9 - 03.32

Km: 76234 - Rastede

Jeg bemærker at det er fuldmåne, da jeg som sidste mand går i seng. Jeg skal sove i telt. Det er første gang i år - og jeg glæder mig helt vildt.
Jeg har fået aaaaalt for meget at drikke. Lidt dumt når vi skal på tur i morgen.
Turen begyndte ellers sådan:
I formiddags fik jeg skiftet batteri på Tornerose, for det var helt færdigt. Jeg fik monteret bagagebæreren og fik pakket. Egentlig skulle der komme en og kigge på min Punto og jeg havde skrevet til ham at han skulle komme tidligt (Jeg har købt en anden Punto og sat den gamle til salg). Men ved halv elleve-tiden skrev jeg at jeg nu kørte og han så måtte kigge på den uden mig.
Ruten blev valgt: vest over, krydse ved Sæd, videre mod Husum og så færgen Glückstadt-Wischhafen. Max snoning!
Ved Kolding begyndte det at regne lidt, så jeg tog regnbukser på, men det var kun en ganske kort byge og jeg havde ellers tørvejr resten af vejen.
Ved grænsen kunne jeg til min store glæde se at der ingen kontrol var på den danske side. Fedt! Håber at de helt dropper det - altså også den tåbelige kontrol for "illegale indvandrere".
Det var fedt at komme ud at køre igen og da jeg igen er kommet i nogenlunde form, havde jeg faktisk ingen problemer med ømhed eller træthed, så det kørte egentlig som smurt. Færgeturen var det første rigtige stop (bortset fra tankningerne). Andet stop var i Himmelpforten.
Jeg har forsøgt at rette op på min dårlige økonomi her i løbet af året - og samtidig spare sammen til "ny" bil. Det er lykkes mig nogenlunde. Men denne måned er alligevel lidt presset. Jeg har 1280 kr til turen, hvilket giver mulighed for knap 2500 km. Så må jeg se hvordan jeg hutler mig igennem resten af måneden. Jeg havde dog et es i baglommen - eller rettere bag på Morinien. Jeg har nemlig lavet lidt dele for Karl og dem havde jeg tænkt at aflevere på vejen, for om muligt at få betaling for arbejdet med det samme.
I Himmelpforten hvor han bor, ringer jeg altså på og efter lidt tid åbner han og konen Heike døren. De havde sovet til middag, så ups! Men de var glade for overraskelsen og jeg blev budt inden for på noget at drikke og vi får snakket en smule. Da jeg begynder at trippe for at komme videre, henter Karl uopfordret penge til mig, så nu er der altså lidt ekstra at gøre med. Og hyggeligt lige at få snakket lidt.
Det gik videre ad de "max snoede veje" og jeg kom ad en rute jeg endnu ikke er kørt. Det sidste stykke til Kerstens lille oase var dog ad velkendte veje.
Omkring halv syv og knap 500 km senere var jeg så blandt mange af mine gode Morini-venner igen.
Snakken fortsatte hvor vi sidst slap den og der blev på vanlig vis hygget foran hans trillebørsbålsted. Jeg havde egentlig regnet med at gå død tidligt, men det endte som nævnt med at jeg var sidste mand på skansen.

6/9 - 01.37

Km: 76345 - Rastede

Vågnede alt for tidligt med en sprængfyldt blære. Som så ofte før valgte jeg den forkerte løsning: at blive liggende i håb om kunne sove mig fra det og så tage mig af problemet når jeg havde sovet igennem. Men som Holger senere udtrykte det: den sidste Jever var en for meget (altså nok mere de sidste fem), og hovedet syntes således heller ikke at ville være med på ideen om at give ro til at sove, så jeg stod op, fik tømt blæren for de følte ti liter væske og gik over til de andre. Tvang lidt morgenmad i mig og drak en del juice og mælk. Efter en times tid begyndte jeg at være menneske igen, og da der ved ellevetiden var fællestur følte jeg mig også i stand til det.
Tornerose ville bare ikke starte. Det tog mindst tyve spark før hun hun sprang i gang. Jeg er begyndt at mistænke svinghjulsmagneterne for at være blevet for svage. Jeg må kigge ordentligt på det når jeg kommer hjem!
Turen gik til de obligatoriske stop: i Wilhemshaven på Fliegerdeich med kig over Jadebusen og Dangast, og så tur til sidstnævnte, hvor vi får "Fischbrötchen". Jeg var sulten og købte to - ja, det gjorde praktisk taget halvdelen af os.
Hele turen gik ad ultrasmå veje. Mestendels grus- og markveje, bortset fra det sidste stykke. Jeg lå her i bagerste gruppe og på et tidspunkt skulle vi overhale en bil som havde delt gruppen i to. Der blev givet fuld gas og jeg havde Stefan i spejlet. Jeg holdt gassen og det gjorde han også. Jeg blev ved ind til jeg kunne se at han blev mindre og mindre i spejlet. Så Tornerose kan, selvom hun ikke har det så godt. Men sjovt at køre lidt race med gutterne!
I Jaderberg forlod jeg gruppen for at købe cola’er i et supermarked. Jeg havde i den grad trængt siden jeg vågnede!
Tilbage på pladsen gik snakken på vanlig vis. Corona er selvfølgelig et samtaleemne som hele tiden dukker op. Alle er trætte af det. Halvdelen forbander begrænsningerne langt væk og synes som jeg at meget af det er en dårlig løsning - ingen forstår rigtigt hvorfor det er nødvendigt med så voldsomme tiltag med tanke på hvordan statistikkerne ser ud. Sjovt nok virker det som om tyskerne generelt er underinformerede og egentlig bare følger reglerne på sædvanlig tysk maner, uden at stille spørgsmål ved rigtigheden.
Det hele er "zum Kotzen" som Martina udtrykte det. Jeg er helt enig.
Helmut, som egentlig skulle stå for det tyske Morinitræf i år, havde taget en stor stak t-shirts med som han havde fået lavet til det nu aflyste træf. Vi købte stort set alle en. Jeg tænker de fleste, simpelthen for at han ikke skal stå med udgiften alene. Om fjorten dag skulle det udsatte træf have foregået, men som så alligevel endeligt måtte aflyses. Helmut har dog sagt at "han vil være på pladsen hvis nogen skulle finde på at kigge forbi!" Vi er en del som tager denne opfordring op. Men officielt bliver det selvsagt ikke et Morinitræf.
Men som sagt: snak og hygge om bål resten af aftenen. Jeg har stået meget og lyttet til rejseberetninger - for fa’en hvor har folk oplevet meget. Jeg føler mig i den grad uerfaren!
Jeg er dog gået i seng nu. Lidt tidligt, men er simpelthen for træt.

6/9 - 22.02

Km: 76767 - Ellrich

Jeg vågnede tidligt for en gang skyld, men jeg var også tilbageholdende med alkohol og gik som sagt tidligt i seng. Søndag er jo altid sådan en lidt sær dag. Folk skal hjem, men ingen har lyst til at køre fra selskabet, så man hænger lidt ud indtil man ikke synes man kan trække den længere. Der plejer at være en der tager hul på bylden og så kører alle næsten samtidigt.
Lidt over middag kørte jeg så afsted, efter at Stefan havde taget teten.
Jeg havde kigget vejrudsigt og ville bare køre i retning af hvor vejret var godt. Første mål jeg således satte retning mod var Kassel. En halvtreds kilometer derfra kunne jeg se at vejret ikke så så lovende ud som meteorologerne havde sat i udsigt, så jeg genovervejede og det blev så til at jeg kørte mere mod øst.
Ruten var ny for mig det meste af vejen. Jeg synes dog ikke der var så meget spændende at se, men det var fedt at bare køre igen. Det har i den grad været savnet.
Jeg havde håbet at varmen ville stige bare en smule ved at komme længere ned, men temperaturen og vejret var stort set det samme hele vejen.
Til gengæld blev jeg nærmest lidt overrasket over at se bjerge da de pludselig dukkede op - selvom jeg netop havde valgt at styre i retning af dem. Men det var så dejligt at se og ikke mindst mærke forventningens glæde ved at køre ind mod foden af bjergene og så forløsningen ved endelig at komme op og køre på de snoede veje.

Tornerose volder mig kvaler, dog! Der er flere ting som bare ikke er godt. I foråret skiftede jeg motor. Den motor som egentlig hører til hende havde jeg endelig fået renoveret og tunet lidt mere, men da jeg fik den sat i, sagde den bare ikke godt - faktisk ganske forfærdeligt. Den anden motor blev altså sat i igen. Undervejs havde jeg haft det hele skilt og samlet flere gange og sidste gang havde jeg åbenbart glemt at spænde efter - og da jeg på denne tur nåede lidt forbi Kolding opdagede jeg at den ene manifold sad løs. Fik dog skruet den fast igen, men jeg har en mistanke om at det har medført en lidt brændt ventil eller et løst ventilsæde som giver de startproblemer jeg nu kæmper med. For det er næsten blevet hver gang at den driller. Grunden til at jeg har haft svinghjulet mistænkt er at den også har ladet dårligt. Jeg skiftede som nævnt batteri, fordi det andet var færdigt, og med ladeproblemer med det nye, kunne jeg se en sammenhæng med svage magneter. Det viste sig dog at det var stelkablet som var knækket og som periodisk alligevel gav forbindelse. Det blev løst med en kabelstrip.
Den smider også olie ud ved pickuppen og ikke nok med det, så er ene forrør revnet to steder, så den siger heller ikke kønt. Jeg må se om jeg kan lokke Elisabeths Lars til at svejse for mig igen. Mangler jo stadig udstyr til selv at kunne svejse i rustfri.
Nå, men endnu værre er det at jeg har dummet mig helt vildt! - Jeg har slået lejr på den anden side af nationalparken i Harzen og har altså kørt tværs gennem (hvor der stort set ingen trafik var) - fedt!!! Lejrpladsen er inde på en grusvej væk fra hovedvejen. Da jeg kørte ind skulle jeg uden om to store sten og her opdagede jeg ikke lige at der var et dybt mudret spor. Fordækket gled i sporet og jeg kunne ikke nå at fange Morinien, så vi landede på siden begge to. Ikke så slemt tænkte jeg, for jeg var jo stødpude mellem Morini og jord og jorden var ret blød. Men da jeg fik rejst Tornerose op, opdagede jeg at gearpedalen nu vendte bagud og var knækket. "Gode dyr rådne", men jeg udtænkte hurtigt en mulig løsning: jeg kunne bytte rundt på gear og bremsepedal. Bremsen kunne jeg jo godt undvære, så det blev sat i værk. Efter en time i tusmørke var der så byttet rundt og jeg fik det endda lavet så jeg til nøds kan bruge bremsen også.
Men sådan noget pis - et sekunds uopmærksomhed og så ligger man og spjætter rundt under en motorcykel!
Nå, rejsen (kort som den nu bliver) fortsætter ufortrødent i morgen. Nu vil jeg sove. Trænger til det oven på dagens udfordringer.

7/9 - 16.37

Km: 77036 - Omkring Wolfsburg

Første rigtige pause - bare for at holde pause.
Jeg får mig en plade Milka Luflée. Det er blevet lidt af et hit for mig. Det er så også det første jeg får at spise siden i går morges. Jeg åd (og drak) som en gal i weekenden, så jeg har ikke været sulten før nu. Jeg har heller ikke drukket noget siden, men nu begynder tørsten at melde sig. Jeg må lige finde noget næste gang jeg skal tanke.

Jeg frøs hele natten, selvom jeg havde klædt mig godt på. Om natten tog jeg lidt mere på - det hjalp lidt. Jeg sov altså ikke så godt og vågnede også tidligt. Førsøgte dog at rævesove lidt om morgenen ind til jeg kunne fornemme solstråler ramme teltet.
Jeg fik pakket; lige tjekket om det jeg havde lavet i halvmørke nu også var holdbart og kørte så afsted. Jeg fandt en vandpyt og noget græs så jeg kunne tørre dækkene af for mudder. Jeg har en gang prøvet at skride ud pga fastklistret mudder! Og jeg skulle være klar til dagens første mål - nemlig Kyffhäuser. Knap 40 km kørsel og jeg var der. Jeg kørte en del gange op og ned ad bjerget og sendte det obligatoriske billede til Ejvin derfra.
Jeg har jo mange gange haft Kyffhäuser som sæsonstart og det er altid godt til lige at få støvet evnerne godt af oven på vinteren. I år blev det så sæsonafslutning. Så går det måske ikke fuldstændig i glemmebogen til næste år!
Jeg har kørt max snoede veje hele turen. Når det er så kompakt en tur, skal hver km udnyttes. Jeg er da også kommet lidt i zen med det at køre igen. Med de få ture jeg er kørt derhjemme er jeg ikke rigtig nået derhen. Der skal helst en større tur til, som så egentlig gør at følelsen holder sig hele året ud - også selvom turene kun er korte resten af året. Vinteren slår det lidt i stykker pga glat føre og selvsagt langt færre km.

Nå, pladen er guffet. Nu vil jeg fortsætte. Jeg sigter mod Holstenske Schweiz, så må vi se. Vejret holder fornuftigt. Der er lige til den kolde side når solen forsvinder bag en sky. Men jeg har nu siddet i solen ved en å og nydt varmen, så der er tanket op.

7/9 - 17.35

Km: 77178 - Hohnstorf

Jeg er i gang med en af mine favorit-discipliner. Denne gang luksusversionen: Jeg sidder foran et supermarked og spiser. Det er en Edeka hvor jeg lige har købt mig en længe ønsket cola. Lige over for er der en lille grillbiks. Her har jeg fået min absolut favorit-fastfood: Döner! Det er så ærgerligt at man næsten ikke kan finde det i Danmark.

I øvrigt, da jeg kørte fra sidste stop havde jeg glemt alt om at jeg ikke kun skulle tanke sol, men også benzin. Jeg kom en kilometer, så løb den tør - og jeg var allerede på reserven! Det lykkedes mig dog at skvulpe den sidste rest ned til karburatorerne og køre tilbage hvor jeg kom fra - hvor der heldigvis var en tankstation!

Nå, total lækker Döner. Kan stærkt anbefales hvis man kommer i nærheden. Elbe-Imbiss hedder den.

7/9 - 21.07

Km: 77213 - Göttin

Sikke en Morinitour! Verdens korteste, men nok med flest problemer undervejs. Nu er mit koblingskabel sprunget!
Da jeg kørte fra Döner-butikken kunne jeg mærke at en eller to af trådene knækkede. Jeg tænkte at det nok ville holde hjem, så jeg fortsatte ufortrødent igen. Jeg havde besluttet at finde et sted at sove, og langt nede af en grusvej ved en sø, gjorde jeg holdt for at se om det var muligt. For så vidt var det fint, men der holdt to biler, så jeg tænkte at jeg ikke kunne snige mig hen på den fine plads lige ned til vandet uden at vække alt for megen opmærksomhed. Derfor valgte jeg at køre videre. Jeg starter Morinien, trækker koblingen, sætter den i førstegear...og så sprang kablet! Mens jeg stod og overvejede situationen kom de to hundeluftende bilister tilbage og da de var kørt, trillede jeg hen på den udsete plads. Efter lidt prøven frem og tilbage (og endnu en gang at forbande Leatherman’ens elendige kvalitet) fik jeg lavet en løsning ud af de stumper jeg har med, som forhåbentligt holder hjem.
Men nu skal jeg altså sove et smukt sted. Så fint nok at det lige var her det sprang. Men nu gider jeg altså heller ikke have flere problemer undervejs.
...
Ha, jeg har lige opdaget at jeg er ved Güster. Faktisk lige på den anden side af søen hvor vi Morinister før har mødtes til italienertræf hvert efterår. Troede jeg var langt mere øst på. Holger bor 10 km herfra, så egentlig kunne jeg have kørt over til ham og få det lavet, men nu er jeg træt og lavet er det jo.
Noget andet er også at jeg faktisk gerne vil "være mig selv". Jeg tror jeg er kørt lige forbi mindst ti Morinisters boliger og har hver gang haft lidt dårlig samvittighed over ikke at besøge dem. Men jeg har bare haft brug for at være alene afsted og kun skulle køre fra sted til sted uden noget decideret mål og med. Jeg har ladet vejrudsigten bestemme retningen og TomTom’en hvilke snoede veje jeg skulle tage. Derfor aner jeg heller ikke hvor jeg har været. Jeg har været mange nye steder, hvilket har været fedt, og så er jeg til min overraskelse ind i mellem kommet på veje som jeg kender i forvejen. Jeg har vist kun haft tre retninger ind til videre at køre efter: Kassel, Kyffhäuser og nu sigter jeg efter Grebin for at få Norberts "Hausstrecke" på hjemvejen.
Når TomTom’en viser vej ad max snoede veje kommer man uden om de større byer og på ganske små og "ubetydelige" veje, og jeg har således næsten ingen trafik mødt. Følt har der max været en bil for hver ti kilometer. Det er jo altid fedt, men lige nu falder det særligt i tråd med ønsket om bare at "være mig selv".

8/9 - 20.32

Km: 75757 - Hygind

Det var igen koldt i nat. Da jeg lagde mig til at sove var det varmere end i går. Det er faktisk blevet varmere jo mere jeg er kommet nord på - helt uvant! Men i nattens løb blev det alligevel temmelig koldt, så søvnen var ikke fyldestgørende. Jeg trak den alligevel til halv ni med at få pakket. Jeg havde set at der ved nitiden skulle blive nogenlunde vejr, så det var planen at køre afsted der.
Egentlig havde jeg lidt ideer om at køre en sløjfe omkring Schwerin-egnen og tage endnu en overnatning undervejs, men efterhånden ville jeg gerne hjemad. Især med tanke på de tekniske udfordringer der havde været. Min iPhone har også fået en defekt. Har i perioder "telefonisk" ikke fungeret og kameraet gør mærkelige ting - heldigvis har TomTom-app’en fungeret upåklageligt, hvilket jo er ret afgørende for turen. Desuden skal vejret vist blive dårligt i morgen og her til aften så det ud til at blive godt, og derfor blev valget at køre direkte hjem…men altså stadig ad snoede veje.
Som nævnt sigtede jeg mod Norberts "Hausstrecke". Der blev kørt med så lidt kobling som muligt, for at skåne kablet. Det var sikkert ikke nødvendigt, men hellere på den sikre side. Vejene er fantastiske på de kanter. Som mål for en MC-tur er det helt klart anbefalelsesværdigt.
Omkring Eutin begyndte det med lidt støvregn, og da knæene på bukserne skiftede farve fra lyseblå til mørkeblå, var det tiden at få regnbukser på. Jeg valgte dog i stedet at holde en pause. Tog ind til et indkøbscenter i Eutin, købte en cola og lidt chokolade. Her stod jeg og ventede på opklaring, og kiggede på de menneskelige aktiviteter. Igen, trist at se hvor meget Corona fylder. Det lægger bare en dæmper på alt! Det er særlig slemt i Tyskland med de effin’ mundbind. Og når man sådan ser hvordan de bliver anvendt i praksis, forstår man hvorfor de mere elaborerede analyser viser hvorfor det direkte er kontraproduktivt med dem: En ud af måske halvtreds bruger dem korrekt - resten gør lige nøjagtig de ting som myndighederne advarer imod, og som faktisk skulle forøge smittespredningen. Jeg har stort set ikke lyst til at gå ind nogen steder pga de mundbind - og ikke pga af dette eller fordi jeg selv absolut ikke bryder mig om at have det på, men mest fordi hele "scenariet" både er dumt og frygteligt at se på. Mine nødvendige butiksbesøg bliver altså yderst korte. Men så sparer jeg da de penge!
Da himlen blev en anelse lysere fortsatte jeg og kort efter begyndte solen at titte frem. På Norberts "Hausstrecke" var vejene dog stadig våde, så der blev kørt forsigtigt - og oven i var sidste tredjedel spærret pga vejarbejde, men så fik jeg igen nogle nye og spændende veje at se. Da jeg nåede Kiel var alt tørt, men til gengæld var der kø igennem (pga vejarbejde). Det var første gang jeg sådan rigtig mødte tæt trafik i større stil - og lyskryds og sådan noget. Kiel plejer man ellers næsten at kunne køre igennem med 100 km/t. Slemt var det dog ikke og snart var jeg igen ude på de små veje mod Missundefærgen. På den anden side af Slien mod Flensborg er et af mine yndlingsstræk. Det var en af de første opdagelser jeg overhovedet gjorde på mine Moriniture - og det er stadig til stor fryd for mig.
Sidste stop inden grænsen var i Harrislee, hvor jeg lige var inde ved Polo for at købe et nyt nødsæt med kabelstumper - så jeg har hvis et gas- eller koblingskabel skulle gå til på en kommende tur. En baglygtepære blev det også til - den var også gået undervejs 🙄. Og så købte jeg en del (=lidt for meget) slik i Skandinavian Park. Jeg har haft meget lidt oppakning med, så jeg "kom til" at ydnytte den megen ekstra plads 😬
Grænsen blev krydset på min "smuglervej". Alt så ud som det plejede før virus-panik, så det var da dejligt at se - selvom man altid kører langs "vildsvinehegnet" med en vis flovhed over dansk tåbelighed og, i mangel af bedre beskrivelse, dårlige manerer.
TomTom’en fandt endnu engang nye veje op gennem Jylland og snart var jeg hjemme. Jeg var ikke køretræt - for så vidt kunne jeg have fortsat mange km endnu, men da jeg først fik pakket ud, kunne jeg godt mærke at det vist var på tide at hvile. Jeg klaskede fuldstændig sammen på sofaen og fik mig ikke rejst igen.
1877 km blev det til. Ikke det store i år, men jeg håber at tage stærk revanche næste år, hvis ellers folk generelt, myndigheder og politikere skruer lidt ned for panik og forbud. Og uanset alle problemer og fortrædeligheder en dejlig og på det nærmeste nødvendig tur!

Beklager det begrænsede antal billeder, men jeg har stort set kørt uafbrudt, så derfor ikke meget at fremvise