Morinitour 2025

Det har været et hårdt år…

Lige omkring sidste års tur begyndte det på mange måder. Turen blev kort, fordi der var noget hjemme jeg ville have udredet og jeg kunne i mit hoved ikke bare fortsætte med at rejse rundt. Jeg kunne dog for så vidt lige så godt have fortsat rejsen, for jeg kunne ikke gøre det store for at forbedre tingene da jeg kom hjem.
Kort efter blev jeg (igen) single og det er et livsvilkår som jeg bare overhovedet ikke kan med. Hen over efteråret og mod vinter har det pint mig så meget, at jeg har været decideret opgivende over for livet.
De eneste steder jeg har kunne finde nogenlunde fred og frihed i, i tanke og sind, har været trial og dans. Det er så nærmest også det eneste jeg har lavet i et helt år. Jeg har simpelthen bare ikke haft energi eller lyst til noget andet.
Da vi kom ind i det nye år og jeg skulle til at tænke på træf, blev tanken mere og mere at jeg simpelthen ikke ville afholde det i år. Træffet er blevet større og længere år efter år og jeg har fået mindre og mindre hjælp til det, så det er en temmelig stor opgave efterhånden. Men gennem samtaler med Norbert og i det hele taget med stor opbakning fra alle, fik jeg alligevel taget mig sammen. Tanken om at jeg i alle de år har lavet træf og så skulle springe et over eller ligefrem stoppe helt, kunne jeg heller ikke helt komme overens med, så det var også en motivationsfaktor. Selvfølgelig skulle der så lige komme en masse oven i. Min opvaskemaskine smed vand ud på gulvet, delvis fordi den gik i stykker og delvis fordi min midlertidige afløbsløsning ikke kunne holde stand. Jeg så altså ikke anden udvej end at lave en ordentlig og permanent løsning på afløbet og så selvfølgelig finde en anden opvaskemaskine. Så en måned før træffet blev gulvet hugget op, jeg fik lavet afløb og støbt til igen. Nogenlunde samtidig kørte jeg et rådyrkid ned og fik ødelagt kofanger og en lygte på Panda’en. Det er dog ikke værre end at jeg kan køre med det, men det skal jo laves.
Norbert fik snakket med Hamborg-flokken om mine kvaler og de valgte simpelthen som særligt bidrag og opmuntring, at give mig delene der skal til for at reparere Panda’en. De var sågar parat til at skifte det under træffet. Men kofangeren skal jo lige males, så udskiftningen må vente til jeg får det gjort. Men altså en virkelig betænksom gestus af dem.

Nå, men træffet blev virkelig godt og jeg fik simpelthen så mange postitive ord med på vejen, så det har da gjort en del ved humøret og selvværdet.

Jeg har haft Sølvpilen og Rødhætte til salg i nogen tid, men ikke rigtig gjort reklame for det, men på træffet gjorde jeg lidt ud af det og det endte såmænd med at Sølvpilen blev solgt til Lasse, en af tyskerne, og Bo viste interesse for Rødhætte - ja, og nu kommer han faktsik og henter den om en uges tid.
Men det giver altså lidt penge til min slatne økonomi og så er det altså bare dejligt endelig at komme af med dem, når jeg nu endelig har besluttet mig til at de skal væk.
Jeg forsøger at få ryddet lidt ud i tingene her, ikke mindst for netop at have mindre at spekulere på. Under oprydningen op til træffet fik jeg også ryddet temmelig meget ud i alle mine gemmer - kørte næsten tre trailerfulde på genbrugspladsen!

Skulle jeg så på tur i år, nu hvor jeg mest af alt havde lyst til at aflyse alt? Ja, egentlig var der ikke nogen planer om det og jeg havde såmænd overvejet at blive hjemme. Men jeg har alligevel haft forskellige tanker til hvordan, hvis nu... En af ideerne var at tage campingvogn og Kanguro’en med til det tyske træf og så køre Kanguro derfra til det italienske. Jeg havde fået noteret i kalenderen at det tyske træf var ugen før det italienske, så det ville jo passe fint, men siden fandt jeg ud af at det rent faktisk er samme weekend, de finder sted, så det kunne jeg godt skyde en hvid pind efter. Desuden er Kanguro’en stadig skilt ad. Jeg begyndte ellers på at renovere den en gang i efteråret, men er ikke nået særlig langt med det - igen på grund af det manglende livsmod. Men jeg vil virkelig gerne have den gjort nogenlunde fin og have den på plader. Jeg vil nemlig gerne køre lidt enduro-tour. Men det skal nok komme. Til træffet fik jeg nogle dele jeg manglede til den, så efter min tour kan jeg måske komme i mål med det.

En anden ide omkring en tur til det italienske træf har været at tage min far med - simpelthen køre i hans bil og tage hans campingvogn med. Men nu har han solgt campingvognen, så det er heller ikke oplagt. Godt nok er det min storesøster der har købt den, så måske kunne vi få lov at låne den, men ideen skulle selvfølgelig aftales og arrangeres i lidt bedre tid og igen pga det svigtende mod, har jeg ikke kunne planlægge alt for meget.

Men nu tager jeg altså afsted. Og det er på mange måder egentlig bare blevet sådan, uden at jeg aktivt har taget et valg. Folk omkring mig har forventet det og jeg selv er ligesom bare gået på automatik efter træffet - det er jo det jeg plejer bagefter 😄

Men jeg er begyndt at glæde mig og jeg vil virkelig gerne afsted, og det på en særlig måde. Jeg har en mangel fra sidste år, hvor hovedet ikke rigtigt nåede at komme afsted før jeg var hjemme igen og jeg ser meget frem til at møde de vanlige folk. Ikke mindst har jeg bare brug for ro i en tid.

24/5 - 11.55

Km: 213837 - Hygind

Jeg begynder med en ordentlig omgang ATT (Advarsel om Teknik og Tornerose). Jeg laver denne advarsel, for de som synes den slags bliver for fagidiotisk, så det er nemmere at springe over 😆:

Tornerose var næsten komplet adskilt for bare en uge siden. Tirsdag efter træffet, blev den skilt ad og jeg har arbejdet næsten i døgndrift på den hver dag lige ind til kort før afgang.
Der har været nogle irritationsmomenter som jeg gerne ville have gjort noget ved. Gearene har drillet lidt, der har været pulseren i koblingsgrebet, når det var let trukket og så har motoren klapret alt for meget, efter min smag.
Motoren blev altså skilt ad og godt jeg gjorde, for der var flere ting som krævede opmærksomhed.

Gearkassen: tredjegearet på primærsiden havde mærker i tænderne og ikke mindst havde skiftetromlen helt uforklarlige skader. De små medbringertapper var alle slidt på to flader og der var sprunget små stykker af dem. Det så også ud som om der var lidt vel meget slid på sjettegearets glideflade og lejet op til det så ud som om det havde været varmt.
Jeg har sat en anden gearkasse og et nyt leje i.

Der var lidt stort spillerum mellem cylindre og stempler. Jeg tænker det skyldes turen uden olie for et par år siden. Jeg har boret nye cylindre. Egentlig ville jeg gerne have haft 400 Nikasil-cylindre på og jeg havde halvvejs fået lovning på et sæt fra Alessandro...men jeg slutter denne omgang ATT af med den historie.
En ting mere var der sket. På den ene cylinder havde udstødningsventilen været i stemplet. Og det er altså min egen fejl. Jeg har sat de topstykker på jeg har lavet med større ventiler, men stemplerne har været lavet til lidt mindre ventiler. Det havde jeg åbenbart ikke lige tænkt over - nogle gange er der lidt for meget at holde styr på og det er ikke altid jeg formår det. Men altid noget at det bare er mit eget.
Lidt værre var det, at den ene ventil var blevet banket flad i toppen. Jeg må ikke have fået hærdet enden godt nok. Der skal altså en ny ventil til, hvilket jeg ikke har på lager, så jeg måtte tage de bedste andre topstykker jeg havde - hvor der var en løs ventilføring og begge udstødningventiler alvorligt trængte til at blive slebet. Ny ventilføring og ventilslibning, altså. Desuden to ødelagte gevind til topdækselskruerne. Et kunne klares med helicoil, men et andet måtte jeg sætte en prop i. Ikke nok med det, men en af boltene til vippetøjet trak også gevindet med sig ud, så også her måtte der helicoil i. Nu lyder det måske voldsomt med alle de fejl og jeg kunne nok have fundet nogle i bedre stand på den front, men de andre topstykker jeg har skal alle have lavet ventilsæder og have nye ventiler. Og det er både dyrere og mere besværligt end at ordne et par ødelagte gevind.

Hovedlejet, som jeg fik lavet på turen forrige år, var der også problemer med. Selve lejet var såmænd rigtig fint og krumtappen ligeså, men lejeringen var revnet - og det et lidt usædvanligt sted. De kan ofte finde på at revne ved skruehullerne, men her er det revnet ved en af oliedrænene. Det har jeg aldrig set før. Fra Karlheinz fra tremezzo.de har jeg fået en stak lejer som jeg skulle udmåle og så vælge det jeg selv kunne bruge. Resten ryger tilbage til ham. Jeg fandt en brugt ring og et nyt leje som jeg kunne bruge. Jeg drejer altid lejet så det passer til krumtappen og ikke omvendt. Når jeg sådan ser hvor skæve og ikke-runde de lejer er, er det vist den bedste løsning uanset hvordan man vender og drejer det. Men det betyder også at man behøver at slibe krumtappen yderst minimalt.
Krumtappens smørekanaler fik jeg også renset. Der var en del mere skidt end jeg ville have forventet. Men den har nok også snart gået 30.000. siden den sidst blev renset.
Fra Karlheinz har jeg også fået en "körperlose Lima" - altså en stator hvor spolerne er viklet direkte på ankeret i stedet for på nogle plastikhus. Den stator giver lige 30 Watt mere end den bedste af de gamle typer. Jeg har ledt efter en i uendelig lang tid - det er sådan en slags Unobtanium, så det var virkelig fedt at han havde en jeg kunne købe. Når jeg har gang i alt på Morini’en: varmehåndtag, mobillader (x2), fuld lys osv. kniber det med at den gamle stator kan levere nok strøm, især ved lave omdrejninger, så derfor har det været et ønske længe.
Træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen, og det viste sig at primærspolen var gået på den - hvilket først blev konstateret i onsdags, hvor jeg fik den startet første gang. Og det endte altså med at jeg måtte sætte en anden spole på ankeret for at få den stator i brug.

Jeg har lavet en løsning på at få en magnet i den originale olieprop.
Det ene forrør har længe haft en revne oppe ved tilslutningen. Det fik jeg Laust til at svejse. Godt vi har ham!
Sidste år købte jeg en anden tændingslås. Den har jeg endelig fået monteret. Så skal jeg ikke være bange for at nøglen falder ud under kørsel. Heldigvis passede nøglen til tankdækslet, så jeg slap for at koden den lås om.
For meget længe siden købte jeg nogle kædestrammere i rustfrit stål. Jeg har ikke ville montere dem, fordi jeg ikke rigtig brød mig om finishen på dem. Men nu har jeg slebet svejsninger og rundet de skarpe kanter. De var egentlig blanke, men det så helt forkert ud, så de er blevet matslebet.

Jeg har igen nørdet med koblingskablet. Inderkablet var begyndt at knække, trods mine meget grundige modifikationer. Men de har ikke været grundige nok, for det viste sig at inderkablet ramte på justereskruens rille lige i yderste del af trækket. Inderkablet har altså skurret op ad skruen, hvilket har ført til brud på trådene, så jeg var nødt til at file rillen bredere. Jeg fik så også lige forbedret justeremøtrikken med en fjederbelastet kugle, så den "går i hak" og altså ikke kan dreje af sig selv. Og så var jeg ikke helt tilfreds med de muffer jeg havde lavet til yderkablet. De sad lidt for løst på kablet, så jeg lavede nye. Jeg har i mellemtiden fået bor med 0,1 mm spring, så jeg kan ramme diameteren på sådan noget meget mere præcist nu. Før måtte jeg tage mig til takke med op til en halv millimeter luft.

Endnu nogle nørderier, som jeg egentlig ikke rigtig burde bruge tid på, når der var så meget andet at lave:
Jeg har lavet nye motorbeslag i aluminium. Det har længe været et ønske. Jeg vil gerne prøve at lette så meget jeg kan uden at det går ud over et nogenlunde originalt look. Og det var altså 200 gram mindre 😆
Jeg har forbedret nogle løsninger jeg havde lavet, som egentlig fungerede fint, men som jeg gerne ville gøre lidt bedre: Styrdæmperholderen ville jeg gerne gøre lidt kortere, så den ikke ragede så langt ud. Jeg lavede en ny. Stort arbejde - det meste håndlavet. Det gav en fem mm kortere holder og ca. ti mm mindre at dæmperen rager ud i enden. Foreløbig rå alu, men måske skal den pulverlakeres som den gamle. Jeg er dog begyndt at kunne lide små detaljer i rå/eloxeret alu, så nu får vi se.
Beslaget til varmegrebkontakt og USB-stik skulle også gøres lidt bredere, for kontakten sad ikke super godt og kontrollampen skal på længere sigt sidde et andet sted. Da jeg fik det skilt ad viste sig også at den var revnet. Det var lige tyndt nok, det gods jeg havde fået lavet. Jeg har så også fået nyt ladestik. Denne gang USB-C, som jo er ved at være standard. Det skulle så også give kortere ladetider.

Jeg har opgraderet min iPhoneholder. Jeg har i en del år kørt med SP Connect’s løsning. I mellemtiden har de lavet en forbedret version, som er lidt mere kompakt. Det er altså den jeg har opgraderet til og det har betydet udskiftning af alle holdere og et nyt cover til Iphonen. Den gamle lader jeg havde til systemet var defekt og det var også en grund til opgraderingen, for jeg ville gerne have en ny. Samtidig ville jeg have en vibrationsdæmper, for mangel på samme ødelagde kameraet i min forrige telefon. Men det betød altså køb af den nye induktionslader med indbygget vibrationsdæmper. Den var lige lidt større end jeg havde regnet med da jeg bestilte den over nettet. Hvilket så igen betød at jeg var nødt til at lave et nyt beslag til at montere den på. Jeg har gjort hvad jeg kunne for at gøre hele setuppet lidt diskret, men det kan vist ikke gøres mindre iøjenfaldende 🫤

Der er skiftet bremseklodser - det var faktisk så slemt at der pludselig var metal mod metal. Jeg mente ellers at jeg havde tjekket for ikke så længe siden, men igen er tiden og kilometerne åbenbart fløjet afsted. Egentlig skulle jeg også have nye skiver, men de må altså holde lidt endnu (har også en ide om at jeg vil lave nogle selv, men det kræver at jeg får min fræser i gang igen…)

Nyt kædekit, frisk olie på motor og i forgaffel. Kædehjul, som sidst boret op af et råt kædehjul. Jeg vil jo gerne have 37 tænder bagpå og det kan kun lade sig gøre, hvis jeg selv laver det.
Pletmale slag og ridser i stellakken og overfladisk polere diverse alu- og rustfri dele.

Så lige historien om cylindrene. Jeg fik endelig svar fra Alessandro om at han stadig havde dem og at han ville få dem tjekket hos en specialist og så sende dem til mig. Imidlertid viste det sig at det var cylindre med støbejernsforinger som var boret op og passet til Dart-stempler. Jeg ønskede jo Nikasil-cylindre, så det var lidt skuffende. Men jeg valgte dog alligevel at sige ja tak til dem, for de så fine ud og pga deaksieringen af krydspinden, skulle de teoretisk være mere lydefrie end Lupo-stemplerne jeg ellers kører med. Det er i høj grad pointen med den deaksiering. Og det var netop den støj jeg ville forsøge at slippe for.
Nå, det var forrige onsdag. Fredag efter blev de afleveret til BRT, speditionsfirmaet - som lovede tre arbejdsdages levering - altså kunne jeg have dem onsdag - igen i teorien.
Alle dage tjekkede jeg tracking på pakken. Og faktisk lige til onsdag så det ud til at pakken var strandet i Lehrte i Tyskland. Onsdag middag besluttede jeg så at udføre min backup-plan, nemlig at bore cylindre op til Lupo-stemplerne jeg havde. Lige da jeg var færdig, dukkede posten så op med pakken fra Alessandro.
Så i gang med dem. De var sortlakerede, så selvfølgelig skulle malingen af først. Nitro Mors tog det meste. Det sidste blev brændt og sandblæst af. Så endelig samle det sidste på motoren- og her var det så der gik en times tid med at konstatere at statoren fra Karlheinz havde en defekt spole. Men endelig kl 22, kunne jeg starte den………den lød forfærdeligt! Meget mere klapren end nogensinde før - og det kunne ikke være andet end stemplerne.
Sove på det!
Torsdag formiddag satte jeg så først en af de cylindre jeg havde boret op på - hvor den værste støj kom fra. Det var en verden til forskel! Så den anden cylinder og nu var der meget mere stille. Så stille som man overhovedet kan forvente af de Lupo-stempler.
Derefter ordne stator, samt en del andre småting og ved femtiden kunne jeg så køre en kort prøvetur, hvor alt fungerede som det skulle.
I øvrigt mente jeg at jeg i alt det hele havde tid nok til at lave et lille specialværkstøj til at stille ventiler med. Det skulle jeg have gjort for år tilbage. Det er så meget nemmere at stille dem med det!

Hvorfor de originale stempler klaprede sådan...? Jeg har en teori, men endnu en megalang forklaring, så det må vente til en anden gang. Der er vist også andre ting jeg har glemt at nævne. Det har i sandhed været et par ekstremt kompakte uger. Nu skal jeg dog afsted, så ikke mere foreløbig! (Og som vanligt ikke flere billeder før hjemkomst.)

Lørdag før afgang. Cykel og motor adskilt!

Onsdag før afgang, hvor jeg ventede på pakke - og endelig torsdag køreklar

24/5 - 23.45

Km: 214236 - Bardowick

Det er vist gået for stærkt med alt det skrueri derhjemme! Og nu bliver det så igen lidt ATT-agtigt 😬
Jeg er hos Stefan og Elke og har været i værkstedet for at skrue i Morini’en 🙄 - Alt er ellers gået rigtig fint indtil jeg tankede første gang - meget olie fra motoren! Og det kom fra krumtappen et sted, kunne jeg konstatere. Så enten var skruerne til hovedlejet løse eller også var den nye simmerring fejlbehæftet.
Ikke nok med det: Kort efter Oeversee havde jeg pludselig krafttab og derefter sagde motoren ikke kønt på den bagerste cylinder ved lave omdrejninger. Jeg var bekymret for om stemplet havde revet, men symptomerne lignede mere og mere et løst ventilsæde.
Jeg havde aftalt med Stefan at komme i dag, så det er selvfølgelig et godt sted at skulle skrue undervejs. Jeg skrev så at jeg havde brug for værksted og muligvis en ny simmerring.
Ankommet gik vi i gang med at skille ad. Det viste sig at skruerne til hovedlejet var gået løs. Jeg havde ellers spændt dem med korrekt moment (som er en virkelig lav værdi) og jeg mener også jeg havde givet dem Loctite - men det sidste kan være en forglemmelse i det hele. Men nu er de spændt lidt hårdere og helt sikkert med Loctite denne gang.
Så blev topdækslet taget af bagerste cylinder - der var praktisk taget ingen spillerum ved udstødningsventilen. Så topstykket af - og det var tydeligt at ventilsædet havde arbejdet sig ind i topstykket. Jeg fik lov at tage et af Stefans topstykker og satte det på. Morinien blev startet, men igen sagde den ikke kønt - denne gang fra forreste cylinder.
Nu var det dog blevet lidt sent, så vi fortsætter i morgen. Jeg tænker det er samme problem foran. Det håber jeg, for hvis ikke er hele turen i fare. Vi får se…
Virkelig irriterende. Jeg synes ellers jeg har gjort mig megen umage med det hele, trods tidspres - måske med undtagelse af netop topstykkerne.

Jeg er blevet bespist og er nu kommet i den fine gæsteseng. Her sover man kongeligt.

29/5 - 23.39

Km: 214376 - Destedt

Så endelig lidt om turen.
Den store forkromede plan var at jeg lørdag skulle deltage i et trialtræningsevent i Oeversee som DMU havde arrangeret, og derfra fortsætte på min tour. Jeg havde fået aftalt med Per, en af trialgutterne, at han skulle tage min GasGas med derned og tilbage igen. Så kunne jeg køre derned på Tornerose, deltage i træningen og altså fortsætte videre derfra. Men da vi nåede fredag eftermiddag og Tornerose kun lige var samlet og jeg endnu manglede at gøre huset klar til afgang, blev det simpelthen for meget for hovedet og jeg måtte aflyse til Per.
I stedet kunne jeg så i nogenlunde ro og mag køre afsted lørdag middag - lidt mere frisk og udhvilet.
Første stop var hos Louis, for at købe nogle regngamacher (det var faktisk her jeg opdagede oliespildet). Dernæst videre til Oeversee for i det mindste lige at hilse på trialgutterne og se hvad de lavede. Jeg fik lidt god snak og fortsatte så.
Kort efter var det så at Morinien begyndte at sige knap så kønt. Men jeg fortsatte til Stefan og så er jeg vist hvor jeg slap i går…
I morges fik vi så tjekket forreste topstykke. Det var nogenlunde samme historie, så vi valgte at skifte med et af Stefans. Han har samme problem som mig, nemlig at alle egentlig trænger til renovering, men nummer fire vi fandt, blev fundet brugbart. Det kom på og motoren blev startet. Den lød fornuftigt. Ikke imponerende, men ok. Altså pakke, tage afsked og så afsted.

Med til den forkromede plan hørte en tidsplan som jeg længe ikke har lavet i så mange detaljer. Jeg havde nemlig for en gang skyld i god tid lavet aftaler om besøg hos både Stefan, Ulf og Klaus+Christine. Stefan altså i går, i dag hos Ulf og på tirsdag hos Klaus og Christine.
Det gik altså løs fra Stefan og turen var kun på 150 km. Vejrudsigten lød på regnbyger, men jeg kunne måske være heldig at slippe, hvis jeg kom afsted netop på det tidspunkt. Men heldig var jeg ikke. Det var jævne småbyger hele tiden. Det blev ved med at se ud som om jeg snart ville komme ind i opklaring og bygerne gav kun lidt vand, så jeg undlod at tage regntøj på, men bygerne kom altså som perler på en snor. Det var dog nogenlunde lunt, så først da jeg faktisk nåede Destedt begyndte jeg så småt at fryse.

Ulf smed lidt brænde på ovnen og jeg kunne få tørret mine våde bukser og strømper. Jakken havde fået fedt hjemmefra og holdt altså tørt.
Jeg fik afleveret et svinghjul jeg har lettet til ham. Det er altid godt med en undskyldning for at komme forbi og det havde jeg altså i at skulle aflevere det.
Vi sad så og snakkede over et par øl og ved syvtiden inviterede Ulf mig på en vietnamesisk restaurant, som lå en halv times gang fra Ulf. Det var rigtig fint at skulle gå lidt. Det bliver mange gange til for lidt på sådan en tur.
Tilbage igen mere snak over øl, men nu altså i seng. Igen skal jeg sove nærmest royalt - sådan med rigtig dyne og hovedpude.

Nå, men igen lidt Morini-snak. Den nogenlunde fornuftige motorlyd holdt ikke længe, for den siger nu igen lige så kedeligt som før skift af topstykker. Så det var mere eller mindre forgæves arbejde. Men jeg har dog fået kigget på det mest kritiske og siden det ikke fejler noget, fortsætter jeg rejsen med nogenlunde sindsro. Og nu er den tilsyneladende tæt. Det er jo altid noget 😄

Nu dog til drømmeland - forhåbentligt…

26/5 - 23.59

Km: 214980 - Inning am Holz

Jeg navigerer på en ny måde. Jeg har ellers brugt TomTom-app’en i mange år. Problemet med den er dog at jeg ikke kan få den over på min nye iPhone. Jeg har endnu ikke fundet en "work around", så det kan lade sig gøre. Derfor har jeg de sidste par år haft min gamle iPhone med også, hvor app’en stadig er på og har så brugt den som navigationsapparat.
I bil har jeg dog brugt Apples "Kort"-app en del og har fundet ud af at den ikke er helt dårlig. Man kan faktisk godt finde spændende ruter, hvis man lige lærer at bruge den rigtigt. Jeg er dog spændt på om jeg virkelig kan komme i så fine detaljer som med TomTom-app’en. Men det skal altså prøves af på denne tur. Jeg har dog taget den gamle iPhone med for en sikkerheds skyld og har sågar ofret et par hundrede på et nyt batteri til den, for det var dødt.
Men altså, ind til videre med Apples "Kort". Ruteønskerne har endnu ikke været så avancerede, så foreløbig har den klaret det virkelig fint.
Der er en meget klar fordel med den, nemlig trafikopdatering. Jeg er altså kommet uden om vejarbejder og andre afspærringer - ad en rute planlagt i god tid og forudseende, så der ikke har været alt for megen unødvendig omkørsel. Og den er også god til at finde uden om kødannelser og lignende. Jeg mangler bare at den kan finde uden om regn også 😄
Sidste år fik jeg mig et Apple Watch. Det snakker sammen med iPhonen og jeg kan således både følge ruten på telefonen og uret. Uret har så også en vibrationsfunktion, så det vibrerer når jeg skal dreje og den gør det forskelligt alt efter hvilken side eller hvilken afkørsel i en rundkørsel. - Og det er altså temmelig fedt, for jeg behøver nu at kigge meget lidt på iPhonen, for jeg bliver hver gang advaret i håndleddet når jeg skal dreje. Og det er især godt, når der sker meget i trafikken man skal holde øje med - eller hvis jeg har kørt meget langt lige ud og mere eller mindre har glemt at jeg også skal dreje på et tidspunkt 😄
Ind til videre er jeg altså godt tilfreds med den løsning.

Efter en god nats søvn, fik jeg mig et bad og så havde Ulf serveret morgenmad. Det er altså ren luksus at holde ferie på den måde. En af Ulfs kammerater kom på kort visit og der blev snakket lidt om Danmark. Han var oprindeligt fra Nordtyskland og havde sejlet meget i de danske farvande.
Ved titiden fik jeg læsset Tornerose og tog så afsted. Jeg kunne straks mærke at det ville blive en god køredag og at jeg nok ville finde på at køre langt. Derfor blev der lidt ændringer i tankerne med turen. - Den helt oprindelige plan var at komme forbi Ulf ved middagstid i går og så fortsætte videre for at finde et sted at overnatte, så jeg ikke havde så langt til Klaus og Christine. Men nu blev det så til overnatning hos Ulf, og oven i det havde jeg fået regnet galt da jeg skulle "booke" overnatning hos Klaus og Christine, for det skulle jo så have været i dag efter planen, og jeg havde altså fået aftalt at det skulle være i morgen - Men så kunne det jo passende være at jeg tog en overnatning på halvvejen til dem og så køre til dem i morgen.
Nuvel, det gik som sagt så godt, at da jeg var nået halvvejs, skrev jeg til Christine om jeg måtte komme i dag i stedet. Og det måtte jeg! Så jeg kørte altså alle 600 km i dag.
Turen var lun og solrig det meste. Den midterste tredjedel kørte jeg dog lige på kanten af en regnfront, men var i dag hele tiden heldig kun at få enkelte dryp og komme til få let våde veje. Ellers har det været rigtig fint.

Hovedet har været nogenlunde tomt, så ud over den ene tilbagevendende om hva’ fa’en det er der larmer sådan i motoren, så har jeg bare ladet strøtankerne passere og egentlig bare nydt turen.
Svingmæssigt har der ikke været så mange udfordringer, men det har været fedt bare at se landskabet flyve forbi på nethinden. Bayern er jeg dog som altid begejstret for at køre i. Virkelig velanlagte veje med masser af plads, god asfalt og store bløde sving, hvor man kan køre virkelig stærkt. Det er bare lækkert.

Jeg var hos Klaus og Christine præcis som spået til dem kl 20. Jeg fik straks en øl i hånden og der blev igen serveret mad for mig. Vi fik en vanlig hyggelig snak og jeg fik spurgt Klaus lidt ud. Rygterne er nemlig gået på at han har mistet lysten til at køre. Han fortalte han har været ramt af gentagne urinvejsbetændelser og har været afsvækket i snart syv måneder. Det har taget temmelig hårdt på ham og på hans lyst til at lave noget.
Jeg håber han bliver ordentlig frisk og finder lysten igen.

Jeg selv har været lidt øm i dag. Røven selvfølgelig 😄 Og albuerne og håndled brokker sig. På vejen købte jeg Ibuprofen, for jeg var løbet tør. Egentlig ville jeg prøve uden, men det kniber at undvære. De sidste par måneder, hvor jeg nærmest har arbejdet i døgndrift hver eneste dag, har virkelig været hårde og jeg har haft mange smerter i mine led og ryggen. Turen her skulle altså forhåbentlig være afslapning, ro og heling til leddene, men det er klart at det belaster visse led at køre.
Jeg er nu igen i en rigtig seng. Den bedste og nok sidste på turen. Det næste er telt, sovepose og liggeunderlag, men det er nu også noget jeg ser frem til, omend det er knap så komfortabelt 😉

27/5 - 20.02

Km: 215458 - Camping Cisano

Vågnede alt for tidligt og kunne ikke falde i søvn igen. Jeg blev dog liggende og rævesov ind til otte. Op og i bad og så ned for at få morgenmad. Jeg blev mødt af en gøende hund, der blev lidt brødebetynget, da den opdagede at det bare var mig. Hunde er fantastiske!
Klaus og Christine, ja, det er vist mest sidstnævnte, har fået hund. En lille fin Golden Retriever. Meget artig og stille og rolig. De har tidligere haft en "lånehund", men den er gået bort og nu har de så fået en, sådan helt rigtigt.
Jeg har længe overvejet om jeg skulle have hund igen. Det fungerer dårligt med motorcykelkørsel og derfor er det ikke blevet til noget. De sidste par år har jeg dog følt mig lidt mættet af mine ture, så egentlig kunne det så måske være et passende tidspunkt. Lige nu er jeg dog meget glad for at være afsted, så så bliver tanken lagt lidt på hylden igen - også selvom mine naboer (som er verdens bedste) og sågar Elisabeth har udtrykt at de gerne vil passe mens jeg er væk.
Tiden må vise…

Mere snak med parret - Klaus understregede endnu en gang hvordan han havde gjort alt rigtigt - altså hele tiden gjort hvad han drømte om. Første gang han nævnte det, blev det et slags mantra for mig. Og det har en særlig vægt når det kommer fra en som ham. "Se at få kørt så mange kilometer som muligt", sagde han som afsked.

Jeg har ladet "Kort" bestemme en tur. Nogenlunde den korteste tur til Italien og med laveste alpetoppe at krydse. Jeg er blevet uromantisk og uimponeret over de store pas. Jeg gider dem ikke rigtigt. Vil hellere bare hurtigt til Italien og køre på de små bjergveje. Nu var vejret heller ikke imponerende, så selvom jeg fx godt kunne tænke mig at køre Stelvio igen, så skal det altså være i absolut bedste vejr. Jeg gider ikke fryse og jeg gider ikke glatte veje.
Det begyndte nemlig gråt og der var en anelse vand i luften. Turen til Østrig gik ad samme type veje: store bløde sving med god fart. Da jeg nåede grænsen overvejede jeg at tage motorvej - men gebyret fraholder mig. Det blev så halvdelen på irriterende landeveje, gennem hvad der synes en lang by på halvtreds kilometer. Men det lønnede sig så lidt da jeg endelig drejede af mod Brennerpasset. Det er ikke super spændende, men i forhold til mine krav helt fint.
Østrig viste sig på sin vanlige vis med kulde og regn. Kort efter grænsen tog jeg hele regnmunderingen på: heldragt og mine nye gamacher. Det hele holdt tørt og selvfølgelig også lidt på varmen. Jeg har dog også haft alt mit tøj på og har for en gang skyld frosset ganske, ganske lidt.
Ved grænsen til Italien tog jeg det snart obligatoriske "jeg er endelig i Italien"-billede og fortsatte så med vanlig højt tempo og konstant overhaling. App’en havde fundet en ny rute, som jeg ikke har været på før, men stadig gennem de utrolig flotte dale i retning Trento.
I Bolzano gjorde jeg holdt ved en Lidl og fik det endnu mere obligatoriske måltid foran butikken. Det er så uromantisk det kan være i traditionel forstand, men for mig er det noget af det mest romantiske jeg kan tænke mig 😄
Her skrev jeg også på min Facebook-væg at jeg nu endelig var i Italien. - Jeg fandt også mine sommerhandsker frem og fik regntøjet af.
Så gik det videre. Nu med klart mål: Camping Comunale i Lazise, for jeg ville gerne overnatte i en vis form for luksus (igen). Mine forhåbninger var dog ikke store, for så populær som pladsen tilsyneladende var blevet sidste gang, var det nok tvivlsomt om jeg ville få en plads. Jeg holdt altså øje på vejen om der skulle være et sted hvor jeg kunne slå teltet op - og kort før Lazise var der faktisk en vinmark, som var velegnet.
Nå, videre til campingpladsen, for rigtig nok at få at vide, at de var fuldt bookede. Jeg stod så lidt uden for og overvejede - købe mad og så sidde lidt på stranden ind til det blev mørkt og så køre til vinmarken - eller måske lige tjekke om der skulle være en anden plads? Internettet fandt en kun få km derfra. Udefra lignede den en dyr plads, men jeg kørte derind alligevel. Der var både pladsanviser og tre unge piger i skranken som talte tre sprog. Det hele var meget omstændigt, men jeg skulle så aftale med pladsanviseren. Det viste sig så, at fordi jeg har et meget lille telt, kunne jeg få en plads på noget der mere eller mindre er en gangsti (hvor der dog ikke kommer nogen) - med "havkig" og det hele. Egentlig det bedste sted på hele pladsen. Og fordi den er lidt uofficiel, skulle jeg ikke betale pladsgebyr, men kun for mig som person: 60 kr! - Det er altså min nye favoritcampingplads!

Jeg har været i Lidl for at købe lidt mad og øl, har siddet lidt på stranden og nydt vejret og omgivelserne - nu kun i shorts og T-shirt. Det er fedt! 🏖️

I øvrigt er Morinien i dag gået 29,33 km/l 😮 - og jeg har bestemt ikke været forsigtig med gassen! Den kører også fantastisk...hvis bare man kunne ignorere det klapperi 🫤

28/5 - 11.05

Km: 215458 - Camping Cisano

På sådan en plads er der meget der skal laves. Der er et konstant leben med buskryddere, fejemaskiner, traktorer der river den kunstige strand. Fra kl otte har de været i gang! Henne ved scenen står to piger og øver dans til aftenens underholdning, og restauranten gør klar til endnu et rykind.
Det er en stor plads. Meget større end lige først antaget. I går aftes var der musik på scenen. Jeg var lige ved at gå derned, for det lød som livemusik til at begynde med, men det blev meget hurtigt tydeligt, at det var for børn og "Baby Shark" er altså ikke lige mig. Kl 22 var der dog ro.
Nu ligger jeg på en af de hvide plastiksolsenge på den kunstige strand. Der er hegn foran udsigten til søen. "Gated community" 🫤
Jeg har været i bad og er blevet barberet. Det er en ren luksusferie, det her. Endnu et rigtigt toilet hver dag; ingen skovskidning og bad næsten mere end jeg får derhjemme 😆
Jeg har trods den knappe tid derhjemme formået at forberede mig på solen her. Har ligget under mit solarie, så jeg forhåbentlig ikke bliver forbrændt, som jeg ellers har haft vane for. Skal dog nok ikke ligge for længe. Trods forberedelserne er der kun svage nuanceforskelle mellem solsengen og mig 😬
Klokken et skal jeg tjekke ud. Så sigter jeg mod Morano ad små veje syd for Po. Der er så smukt.

28/5 - 22.17

Km: 215757 - Morano sul Po

Største udfordring i dag var vist at få pakket alt tøjet ned, som jeg har taget af. Det fylder jo subjektivt ikke meget når det sidder på kroppen, men når lange underhylere, undertrøje, sweatshirt og undervest fra jakken skal stoppes ned i tasken, fylder det pludselig temmelig meget. Jeg må i skoven noget mere, så jeg kan få kørt lidt af toiletrullen 😄
Jeg kørte fra pladsen ved totiden - uden solskoldning.
Jeg måtte erkende at for at køre den rute jeg gerne ville, så var jeg altså nødt til at ty til TomTom’en, så den gamle telefon kom i brug.
Inden for de første ti kilometer overså jeg to gange at jeg skulle dreje. Nu havde jeg lige vænnet mig til håndledsadvarsler. Men det måtte jeg så indstille mig på ikke at få. Der er også sket meget siden den app - og dermed kortene sidst blev opdateret. Italienerne har været flittige med at renovere veje og der var fx mange nye rundkørsler, som ikke var med på de gamle kort.
Første stop var i Valeggio sul Mincio. Her købte jeg en liter mælk og kørte ud for at drikke den ved det temmelig imponerende bygningsværk, som blev lavet for en 700 års tid siden, nemlig Visconti-broen.
Derfra gik det ad max snoning på vejene. Det er dog temmelig fladt i det område, men de mange sære markinddelinger giver vejene masser af 90 graders sving.
Da jeg nåede Piacenza var jeg træt. Sov ikke så godt i nat. Så jeg lagde ruten om til mere lige veje. Det blev dog lidt vel lige, men det passede mig egentlig ok, for jeg blev også lidt utålmodig med at nå frem.
Halv syv var jeg i Casale Monferrato. Her tog jeg i byggemarkedet for at købe noget flydende pakning. Jeg har en idé om at jeg i morgen lige skal løfte cylinderen op for at se nærmere på sagerne og så får jeg i hvert fald brug for flydende pakning, når der skal samles igen. Navnet på det kan jeg ikke gøre for. Pik må betyde noget helt andet på italiensk 😄
Derefter vaske Tornerose, så hen til mit vanlige supermarked for at købe lidt at drikke - og myggespray, ikke mindst, tanke (denne gang kun 27 km/l) og så på "45" for at få pizza diavola. Overvejede noget andet, men det er jo blevet tradition 😁
Derefter op på den store plads for at få is: stracciatella og fragola og så gå lidt rundt. Ingen musik i år, så jeg kørte mod træfpladsen klokken ni.
Jeg blev mødt af et sørgeligt syn. En stor bunke skrammel foran, hegnet væltet, toilet og bad helt væk - det samme var køleskabe og en masse andet inventar. Jeg havde godt nok registreret at de igen har haft oversvømmelse, men ikke at de ikke var nået at få genopbygget. Meget ærgerligt. Jeg havde sådan glædet mig til at sidde ved floden og til de vante omgivelser 😕
Jeg fik tjekket på nettet og de har flyttet træffet til det sted jeg egentlig havde regnet ud, nemlig ved siden af friluftsbadet. Første år jeg var hernede troede jeg faktisk at det skulle foregå her, så på en måde sjovt at det så endelig sker. Og jeg kan da også se den fordel at jeg så måske endelig får taget mig sammen til at gå derind. Vejret skulle jo indbyde til det. Termometrene jeg er kørt forbi har vist mellem 24 og 28 grader!
Fordi det er ukendt terræn har jeg bare valgt den plads jeg synes var bedst - om det er en del af den officielle teltplads ved jeg ikke. Der er en legeplads midt i det hele og det er en temmelig offentlig park. Der sidder et par teenageknægte og snakker på en bænk - de har vist ikke rigtigt opdaget mig. I den fjerne ende er der godt nok ingenting, men det er ligesom for langt fra alting. Men jeg får se i morgen om jeg må flytte.
Jeg får mig et par Peroni’er og så er det sengetid. Jeg har noget at indhente på den front. Jeg får vandrislen at falde i søvn til, selvom floden er langt væk denne gang. Her er en lille kunstig sø og der sidder mindst tre forskellige slags frøer og kvækker i den. Det er altid så hyggeligt med frøer. Myg er her også. Det er knap så huggeligt, men jeg har sprayet teltet - og har i øvrigt også fået købt Fenistil, som nu har skulle tage kløen fra de første to stik.

29/5 - 12.13

Km: 215764 - Morano sul Po

Nå, det blev heller ikke til megen søvn i nat. De altid gøende italienske hunde var talrige og tæt på; de uvante omgivelser og uvisheden om jeg nu også var det rigtige sted i den offentlige park gjorde at jeg havde svært ved at give mig hen i søvnen. Der går også altid lidt tid før jeg vænner mig til teltsovning. Intet slår jo vandsengen derhjemme.
Klokken otte var jeg oppe og måtte konstatere at jeg måtte i skoven og køre lidt af toiletrullen. Jeg kommer jo alt for tidligt, så ingen faciliteter var endnu åbne. Nede ved klubhuset plejer det ikke at være et problem.
Jeg kørte ud til racerbanen og kørte en runde. Den går mere og mere til. Selv asfalten som de lagde ny for et par år siden er begyndt at krakelere. Men den er stadig ok og denne gang var der kun en sandbanke og ikke sand over det hele. Oversvømmelsen er også nået derind.
Jeg fandt mig en plet, hvor der var udsigt til Alperne. De stod knivskarpe og solen fremhævede i særlig grad sneen på toppen. Det er virkelig et flot skue.
Tilbage begyndte jeg at skrue. Først vippearme og stødtstænger af. Alt blev nøje inspiceret. Intet at komme efter. Så tog jeg mig sammen og pillede topstykket af - også det var i orden. Der blev kontrolleret for slør ved krydspinden/plejstangen. Også helt perfekt. Stemplet blev så kørt helt ned - og at jeg har overset det hos Stefan, er mig en gåde. Stemplet har revet cylinderen! - på et temmelig bredt område, dog ingen dybe ridser. Så min absolut første indskydelse var altså korrekt.
Med stemplet i top prøvede jeg at vippe det frem og tilbage. Det gav præcis den lyd jeg har kunne høre!
Jeg overvejede om jeg skulle tage cylinderen af og måske pudse lidt på stemplet, men blev enig med mig selv om, at det nok bare ville give endnu mere slør. Jeg kunne altså ikke rigtig gøre noget, så med mindre der kommer en forbi med et sæt cylindre/stempler - og helst Dart 400 😆 - så må jeg leve med det klapperi.
Midt i skrueriet kom Fulvio og Mario og skulle ordne noget. Jeg fik hilst på og fik forklaring om at der var bad ved kirken - af alle steder! Jeg fik også forvisset mig om min teltplads var ok. "Perfetto", sagde formanden 😄

Jeg fik renset pakfladerne, smurt lidt Pik® på; samlet og justeret.
Men nu har jeg vished, og jeg tænker at jeg nok kommer temmelig langt inden det for alvor bliver et problem. Skal dog nok bare lige holde øje med olieforbruget, men udstødningerne melder ikke umiddelbart om noget og der er heller ikke synk i standen siden Bardowick.

29/5 - 19.13

Km: 215764 - Morano sul Po

Jeg har lavet ingenting. Det er måneder siden at jeg ikke skulle noget. Helt sært bare at lade tiden gå uden følelsen af tidspres. En middagslur er det også blevet til.
En temmelig smuk kvinde har siddet på bænken uden for mit telt. Hun har haft sin lille søn med, som har cyklet og leget på pladsen. Mange timer sad hun bare der og jeg kunne ikke lade være med at tænke på at det til tider må være temmelig kedeligt at være mor 😆
Lidt senere dukkede der en masse mødre med børn op, så der er blevet snakket meget uden for teltet og hende den smukke fik da lidt selskab.

Jeg har været en tur i det lokale marked for at købe tandpasta. Det glemte jeg at få med ved sidste stop. Nu har jeg igen et pladsproblem. Plejer jo at tage en næsten tom tube med - har overvejet om jeg bare skulle trykke det meste ud 😄
I øvrigt er det et fint lille marked. Ligner lidt den slags man fandt på campingpladser i gamle dage. Sådan lige det væsentlige, men dog med en fin delikatesseafdeling.
Op gennem byen mødte jeg en af de vanlige fra teamet til træffet. Han hilste på mig som om jeg var en gammel tabt ven. Det er altså fornøjeligt med de italienere. Tilbage på pladsen var der kommet flere og jeg fik samme velkomst af dem. Ikke mindst var Nicola kommet. En af de få jeg kan føre en reel samtale med. Dejligt at se ham.
For et øjeblik siden kom Chiara så. Jeg glæder mig hver gang til at se hende og på en sjov måde særligt denne gang. Hun er så sød og kærlig. Det kniber stadig med kommunikationen, for vi har ikke et fælles sprog andet end det non-verbale og så hjælp fra Google translate - eller når der er en i nærheden der kan oversætte for os. - Dejligt at se hende 😊

Jeg er blevet inviteret på aftensmad. Som tidligere nævnt har jeg efterhånden fået det lidt dårligt med det, fordi vi er blevet så mange "fremmede" der hægter sig på, men i år er jeg vist den eneste. Alle tyskerne er jo til træf i hjemlandet. Jeg føler mig dog stadig lidt beregnende og parasitisk, men det er for mig virkelig noget af det bedste ved træffet, så ethvert forsøg på beskedenhed og tilbageholdenhed overtrumfes af ønsket om at være med.

30/5 - 10.57

Km: 215764 - Morano sul Po

Det endte som det plejer - alt for megen mad og alt for megen alkohol. Men det var præcis som ønsket.
Hans kom lige i det vi skulle til at spise og jeg blev igen heldigt placeret mellem ham og Nicola. Hans kom direkte fra Amsterdam, hvor han har været fjorten dage, blandt andet for at være med til en fødselsdag. Han fortalte at han beholder hollandsk statsborgerskab, fordi han kan tjene væsentligt mere før han skal betale skat og så var der også nogle pensionsfordele ved det. Og lejligheden i Amsterdam beholder han også. Ellers er han egentlig flyttet til Italien.
Nicola fortalte at han ikke havde været i USA siden sidst. Han har ellers trofast besøgt sin fætter, som har været som en bror for ham. Men han døde sidste år. Havde været til en komsammen, kom hjem og sagde at han var lidt træt, lagde sig på sofaen et par timer senere tjekkede konen til ham. Død på sofaen af et hjertetilfælde. 57 år gammel! - Det er med at bruge tiden godt - det kan hurtigt slutte.
Nå, men ellers blev der blev grint, råbt og diskuteret med store armbevægelser som altid.
Det synes mig hver gang at folk ikke ældes her. Jeg synes de ser præcis ud som første gang jeg var her, men det går måske lidt mindre vildt for sig. Knap så megen mad og vin og tidligere i seng. De har dog også fire dage at feste i. I år er mandag med i festlighederne. Det er nationaldag på mandag og de har altså valgt at træffet skal forlænges med en dag.
Ved midnat var det slut og jeg fik opgaven at sove med det ene øje åbent, så jeg kunne holde styr på pladsen.

Der er lige dukket en af de trofaste italienere op, så nu kan jeg overlade vagten til ham 😄
Senere kommer Ulf, har han lovet. Hagen og Sabine skulle også have været kommet, men de har problemer med bilen, så de kommer vist desværre ikke. Der er vist også flere som har været til det tyske træf i går og som kører herned i dag.

Jeg havde egentlig planlagt at tage i friluftsbadet i dag, når jeg nu ikke nåede det i går, men det er lukket i dag. Så nu vil jeg køre til Casale og købe lidt mere at drikke. Tænker jeg kører "bagom" derhen - altså syd for floden i de smukke omgivelser.

Der er varslet 29 grader for i dag og i morgen og 31 på søndag - dejligt 😊

1/6 - 13.29

Km: 215861 - Morano sul Po

Den gamle traver om at tiden bare er gået med snak, kommer igen til sin ret. Den tyske delegation - og østrigske (Manfred) kom i løbet af fredag og der er også kommet en lille flok englændere.

I går morges kom Morini med den nye 3 1/2’er. Der blev kredset temmelig ofte omkring den og der blev udvekslet mange kommentarer. De fleste er positivt stemt over for den, og jeg synes også den er virkelig vellykket. Den er slank og fin, har nogle flotte harmoniske linjer og nogle fine detaljer. Det ses selvfølgelig at de vil forsøge at holde prisen nede, så sådan noget som de billige stålbeslag, som godt kunne være i alu, bliver selvfølgelig bemærket. Men alt i alt meget fin. Selv Lambertini var begejstret. Bellisima, sagde han.
I løbet af formiddagen og eftermiddagen kunne man prøve Calibro’en og den nye 700 X-Cape. Jeg overvejede egentlig begge dele, men gad ikke rigtigt alligevel. Havde det været 3 1/2’eren helst sikkert, men den var kun i udstilling og vist endnu ikke helt gadeklar.

Jeg hang længe ud med Stefan, Kim og Ulf fra Braunschweig. Vi kiggede på Morinier og på Franco Nanni’s bod. Han havde faktisk adskillige "körperlose" statorer, så så sjældne er de altså alligevel ikke. Han ville have 130 for en fin en, men det var mig lidt i overkanten, ellers havde jeg nok købt en at have i reserve - men nu ved jeg da at jeg kan få, hvis det er…

Midt på eftermiddagen kørte Stefan, Ulf og jeg til Casale for at spise is. Mens vi var der, kom resten af germanerne, så mere snak på pladsen. Der bliver jo lige rystet i posen, så at sige, så man får snakket med nogle andre.
Tilbage valgte Ulf og jeg at gå i friluftsbadet. Egentlig havde Stefan sagt han ville komme med, men dukkede ikke op. Men Ulf og jeg nød vandet og et par øl - og fik en lang snak om verdens forfald og os som uddøende race. Både lidt hvad angår at nyde at køre motorcykel og især at være Morinist.
Ved aftensmaden hægtede jeg mig på Braunschweig-flokken og her fik jeg endnu en gang en meget dyb snak med Martin. Han har også haft et dårligt år: en mor der har haft to lårbensbrud, nu er på plejehjem og ikke gider træne sig selv op til at gå igen, og så en arbejdssituation, hvor han har fået påduttet to meget store ansvarsposter. Så han har bare stenet foran internettet om aftenerne med en øl i hånden og ikke fået lavet noget andet. Nå, det var igen en god samtale - og det er fortrøstningsfuldt at vide at jeg har sådan et venskab med en som jeg egentlig kun ser et par gange om året, men hvor der er en dyb forbindelse.
Klokken halv tolv fik jeg til køjs, endnu en gang med for megen alkohol indenbords - og jeg gjorde ellers hvad jeg kunne for at undgå det, men de blev ved med at hælde noget i mit glas 😆

Søvnen var en anelse bedre, men vågnede igen lidt for tidligt. Men egentlig fint, for allerede halv ti var der tur. Det gik igen til Moleto, en helt utrolig smuk by i bjergene. Her var der udstilling af forskellige ting og ikke mindst veterankøretøjer. Og så var der vin, vand og små bidder at spise. Det udnyttede jeg som vanligt.
Hans kom også - var kørt dertil hjemmefra, da han kun bor 15 km derfra. Han viste mig en plads hvorfra man kunne se hans nye hjemby. Så han har altså dette smukke skue at se på hver dag.

Nu sidder jeg på en bænk foran den kunstige sø med frøerne, de små fisk og koikarperne. De fleste andre spiser, men jeg har fået hvad jeg skal have - og skal vist til at holde igen, for det sætter sig og er så svært at komme af med igen.

Min gamle ven ladeproblemer er selvfølgelig vendt tilbage. Stikket der skal føde den nye holder bliver brændende varmt og giver nu ingen strøm. Jeg har dog erfaringsmæssigt noget ekstra og alternativt med, så jeg kan lade, men det er virkelig, som enormt, irriterende at det altid skal være et problem. Det er endnu ikke lykkes at komme igennem en hel tur, hvor der ikke har været problemer!

Der er en tur i eftermiddag til en veteransamling. Jeg regner med at tage med og så gå i friluftsbadet når vi kommer tilbage.

2/6 - 09.05

Km: 215953 - Morano sul Po

Veteransamlingen lå nordligt. Altså en tur gennem rismarkerne. Jeg har denne gang ikke rigtig kørt i dem, da jeg kom ind fra sydøst, så det var helt fint at køre den enormt langsomme tur gennem området.
Det var megavarmt - og fugtigt og med for lidt søvn og for megen alkohol, var jeg alligevel lidt ramt af træthed, trods det at jeg nyder og suger vsrmen til mig. Ankommet til stedet ledte jeg straks efter skygge og noget at drikke. Også de havde stillet noget spiseligt og noget at drikke frem.
Vi gik så i samlet flok ind i hallerne og ejeren fortalte lidt om samlingen - hvilket jeg selvsagt ikke fik det store ud af. Men igen en oven ud imponerende samling. Han havde alt muligt fra den tidlige motorcykel-barndom og til en gang i 90’erne. En del af det offroadere og sågar et par enkelte trialcykler - og et par Morinier. Meget fin samling. Det er helt utrolig så meget der er af den slags her i Italien.
Da jeg havde kigget mig mæt, valgte jeg så at køre afsted og Ulf hægtede sig på. Den fik selvfølgelig denne gang fuld skrue derud af. Det er sjovt at være sådan to Morinier undervejs - især når vi begge nyder at give den gas!

Tilbage tog vi i friluftsbadet. Denne gang sammen med Stefan. Han havde dårlig ryg, så han var blevet hjemme fra turen. Men vi sad altså et par timer ved poolen og fortalte hinanden røverhistorier, blandt andet om hvordan vi er endt med Morini’er. Der er mange og meget forskellige historier, men ofte er en særdeles væsentlig del af det menneskene der følger med.

Ved aftensmaden satte jeg mig igen ved tyskerne. Der var virkelig tyndet ud i tilslutningen. Både af italienere og af os fremmede. Der var under en tredjedel tilbage. Så det bliver interessant at se hvor få vi er til turen i dag.
Klokken elleve var rigtig mange gået i seng. Jeg sad og hang, så jeg gik også til køjs. Kort efter gik de andre også til deres telte, kunne jeg høre. - Vi er blevet gamle 😆

3/6 - 13.35

Km: 216129 - Carasco

Turen i dag begyndte i gråvejr. Og det har også været meget blæsende. Når jeg nu lige har vænnet mig til knap tredive grader, så føles det lidt koldt at køre, når der er under femogtyve og ingen solstråler der rammer læderet og de sorte bukser. Hjemme ville jeg være begejstret over temperaturen og at det trods alt ikke blæser mere - Man kan meget hurtigt blive forvænt!
Som altid gik det indledningsvis ad relativt lige veje og med konstant overhaling. Efter 75 km begyndte der at dukke bjerge op, vejene blev mindre og meget mere snoede. Jeg glædes over at der næsten er lidt rutine over min kørsel og at det således føles en anelse hjemmevant at køre serpentinere. Jeg kører måske også knap så aggressivt som jeg plejer, men jeg tænker ikke det går meget langsommere. Det er virkelig fornøjeligt.
Jeg er lige kommet over et mindre pas og er kørt ind til en ipercoop for at få en liter mælk. Turen har føltes ukendt, men da jeg kørte ind på parkeringen her, opdagede jeg at jeg forrige år også handlede her. 😄
Jeg er på vej til Levanto. Ulf fortalte at han ville tage på camping der og blive der en uges tid, og siden det var i den retning jeg havde tænkt at køre, har jeg valgt at slutte til ham et par dage.
Og hvad er så planen? - Der har været mange ideer og det er hele tiden skiftet, hvad jeg havde tænkt at finde på. Især har Torneroses tilstand haft indflydelse på de skiftende beslutninger. I går kørte jeg fx fra parkeringen ved friluftsbadet over til mit telt i nærmest ingenting og jeg kunne rigtigt høre hvor slemt den siger, så det gav tanker om at køre så kort som muligt. Men når jeg så kører med fuld udstyr og hjelm på og Morinien egentlig kører fantastisk og siger relativt normalt ved højere omdrejninger, så tænker jeg at jeg da bare skal køre nogle kilometer.
Men lige nu bliver planen altså at tage på camping et par dage i Levanto. Så enten køre til Livorno eller Genova for at tage færgen til Korsika. Blive der nogen tid og så tilbage til Livorno, videre til Siena, hvis Alessandro ellers vil have besøg og så stille og roligt bevæge mig nord på - hvor vejret får lov at have den største indflydelse på hvorhen og hvornår.
Jeg har haft ideer om at tage fra Korsika videre til Sardinien og igen videre til Sicilien, for at køre hele støvlen op, men jeg tør alligevel ikke rigtigt med det klapperi der kommer fra cylinderen.

I går sad Ulf, Dieter (som i øvrigt også tager til Levanto), Hans og jeg som de sidste og snakkede uden for det nedlukkede træf. På tidspunkt udråbte jeg at jeg bare ville blive der permanent! Jeg bliver ved med at have tankerne om at blive i Italien over en lang periode. Og tankerne bliver selvfølgelig forstærket af at Hans har gjort springet. Denne gang har jeg på intet tidspunkt på turen haft tanker om hvad jeg måtte gå glip af derhjemme. Jeg plejer ellers at have små anfald af hjemve, men ikke denne gang. Jeg føler mig i tanker og følelser helt ubundet. De sidste års tid, hvor tankerne har kredset meget om hvor alene jeg i virkeligheden er, har nok manifesteret sig i hele min måde at tænke på. Der er jo ikke nogen der så at sige er "min" og således heller ikke nogen der tænker på mig som værende den essentielle del af livet, men hvem man deler det.
Uanset hvad, så fascinerer tanken altså om at bo her nogen tid. Og når jeg sådan deler tankerne med de andre jeg møder her, siger de alle at jeg da bare skal gøre det - i hvert fald bare prøve det. Jeg prøver at finde argumenter for at jeg nok romantiserer hele ideen; at når jeg først har boet her nogen tid og hverdagen melder sig, så vil det ikke være så fantastisk, naturen ikke så overvældende og det sociale heller ikke så inciterende. I går spurgte jeg Hans, som trods alt har tilbragt temmelig lang tid her, om det var noget han kunne genkende. Han tænkte kort og sagde et meget kontant og tydeligt nej!

Ulf og jeg var faktisk med ham hjemme for at se huset han har købt for 30.000 Euro. Fantastisk hus med en overvældende udsigt. Tre etager med en lille afdeling i stuen han vil lave til B&B. Øverst en lukket terrasse hvor der er panorama-udsigt til området og sågar Alperne i nord. 180 kvm og desuden et par bygninger som kan fungere som garage, værksted og lager til alle hans Morini-dele. Og dertil en lille skov, hvor man helt sikkert kan køre trial i et væk.
Tja, så tænker man jo lige på de 1 Euro-huse der er til salg hernede!

Dagen i går skulle egentlig have begyndt med en tur til Ariotti, den vingård som vi til træffet får vin fra. Men fordi der var så få, valgte de at aflyse turen. I stedet blev der budt på lidt smagsprøver i teltet
I det hele taget var der ikke så mange i år. Selv de lokale synes at udeblive, hvilket kan undre, når det nu var lige midt i byen. Over middag var der kun et par enkelte italienske morinikørere og så os fremmede - en snes stykker.

Om eftermiddagen inviterede Hans altså Ulf og mig hjem til sig og vi vendte tilbage ved syvtiden, hvor vi igen var inviteret med til afslutningsaftenen.
Igen blev det en overvældende aften med alt for meget at spise. Fulvio havde placeret mig ved sit bord og Hans ved siden af. Ellers italienere, og det var rigtig fint, for jeg har ikke rigtig fået tilbragt tid med dem i år. Jeg har mest hængt ud med Ulf, Braunschweig’erne og de andre tyskere.
Men som altid en afslutning som jeg bedst kan tænke mig.

Jeg trak den lidt med at komme afsted i morges, for jeg ville gerne lige sige ordentligt farvel til dem alle når de kom for at rydde det sidste op. Det er blevet nemmere at tage afsked, for det føles ikke så endegyldigt som de første år. Jeg regner jo helt sikkert med at komme igen næste år og med stigende alder går tiden som bekendt tiltagende hurtigere, så det er jo igen snart, at jeg skal til træf der! 😄

Nå, videre til Levanto. Kun 50 km igen. det er blevet varmere igen og solen titter frem. Snart kan jeg gense Middelhavet.

4/6 - 07.17

Km: 216179 - Campeggio Pian de Picche

Det sidste stykke foregik ad Via Aurelia og det er altså bare et af mine yndlingsstræk. Vejen bringer en over Passo Bracco og den snor sig på den mest fantastiske måde.

Dieter skrev til mig lige i det jeg kørte fra Carasco, at de var taget på en anden campingplads end den aftalte. Så det blev plottet ind på TomTom’en og det gik altså ud ad den fine vej.
Lidt over tre var jeg på campingpladsen, hvor jeg blev mødt af campingmutter som kom springende ud fra kontoret og på engelsk råbte "hej Søren, dine venner er kommet" 😄 Dieter og Ulf havde altså varslet at jeg ville komme - på motorcykel.
Jeg blev indskrevet og anvist en plads. Det er sådan en terrasseplads med masser af skygge under træer. En fin lille plads med virkelig gode faciliteter og relativt tæt på centrum.

Mens jeg var ved at sætte telt op kom de to tyskere. Vi aftalte at mødes over en øl foran receptionen efter jeg havde været i bad.
Halv syv gik vi ind til byen for at spise på et pizzeria. Vi fandt et godt sted med virkelig veltilberedte pizzaer.
Snakken fortsatte og denne gang var døden (igen) et emne. Det emne dukker oftere og oftere op. Hvert år ryger der et par stykker i vores kredse. Nogle mister livet i trafikken eller på racerbanerne og andre får det frarøvet af sygdom. Vi har mistet et stor personlighed i Morinikredse sidste år. En som også har betydet en del for mig, nemlig Armin. Det var kræft der tog hans liv. De sidste par år har jeg hver gang jeg har set ham, spurgt ind til hvordan det gik og hver gang svarede han med et lidt anstrengt smil "jeg er i live". Men nu altså ikke mere. Han havde en stor samling Morinier og havde aftalt med en af de andre fra stambordet at han skulle købe alt hvad han havde og så få det solgt og fordelt til de nærmeste som var interesserede. Overskuddet skulle så gå til Morini-fællesskabet og jeg, eller det vil sige det danske Morinitræf, blev også betænkt i den forbindelse. Jeg fik en pæn donation, som jeg skal prøve at finde ud af hvordan jeg giver videre til fællesskabet.

Efter maden gik vi ned til stranden og så solen gå ned bag bjergene i vest. Det er i sandhed et meget smukt sted.
Ulf og jeg filosoferede igen over det med at bosætte sig i Italien. Der er så utrolig mange steder, så det er svært at vælge. Men lige her er det temmelig dyrt, så selvfølgelig urealistisk.

Tilbage til pladsen fik vi os lidt at drikke i Dieter og Ulfs lejr. Halv elleve var det dog slut for mig. Jeg er i den grad bagud med søvn!
Dieter kører hjemad i dag og Ulf har kun fået pladsen til i dag, så hvis han ikke kan forlænge den, tager jeg også afsted i dag. Vi får se.

4/6 - 15.49

Km: 216179 - Campeggio Pian de Picche

Ulf fik lov at blive endnu en nat. Han håber på lidt flere dage, men han har fået en lidt uofficiel plads og får nok kun besked fra dag til dag om han må. Nuvel, jeg bliver så også endnu en dag og har nu købt billet til færgen. Den sejler fredag kl 8:45. Jeg tager herfra i morgen og overnatter så i nærheden af Genova, så jeg ikke skal køre hele strækket mega tidligt.

Vi tog afsked med Dieter og gik så en tur ind til byen. Vi har bare dalret rundt og kigget på butikker og var også til et lille marked ved stranden. Ulf købte mad til resten af dagen (brød, ost, mortadella) og vi endte på en bar nede på stranden, hvor han også gav en øl. Han er virkelig gavmild og jeg kan praktisk taget ikke nå at følge med til at gengælde det.
Tilbage på pladsen fik vi lidt af den indkøbte mad og et glas rødvin. Det er fremragende selskab og jeg må erkende at jeg virkelig nyder den luksus, som jeg tillader mig på denne tur og ikke mindst nyder jeg at hænge samme sted i lidt længere tid - hvilket heller ikke er noget jeg plejer.

Vi har valgt at holde siesta. Jeg er gået i teltet og ville prøve at sove lidt, men tiden er gået med kommunikation. Til træffet nævnte jeg for Hans at jeg kigger efter Dart 400-cylindre og han fortalte at hen kender en schweizer som skulle have et sæt til salg. Der er gået tid med at skabe kontakt.
Og så sendte Hans mig også en video fra Morano jeg skulle se: Lokal TV i Morano lavede nemlig en udsendelse om træffet og her blev jeg interviewet lørdag eftermiddag (endnu en af de mange ting jeg glemmer at få med i denne beretning). Det skulle jeg selvfølglig lige se ( https://youtu.be/Oycz-QjsHhE?si=X47jho4Wa4TERlga ) Altid lidt tåkrummende, men sådan er det vist bare…

5/6 - 14.10

Km: 216289 - Genova

Genova
Det er en enorm kontrast til hvor jeg lige kommer fra. Megastor by med konstant larm og kedelig luft. Jeg sidder på havnen ved det store træskib som ligger for kaj midt i det hele. Der har lige været en ovre for at tigge penge. Han og en makker har været hele pladsen rundt og går nu videre til et andet sted.
Hvis jeg nogensinde skulle finde på at blive i Italien i længere tid, så er det i hvert fald ikke her.

I nat regnede det, temmelig meget endda. De havde også sat regn på vejrudsigten for i dag, men det har holdt tørt.

Jeg blev i teltet til klokken halv ni, men begyndte så at pakke. Jeg har forsøgt at pakke så kompakt som muligt, for at se hvor meget mere jeg kan proppe i. Ham schweizeren meldte sig i går, at han gerne ville sælge og at jeg eventuelt kunne komme forbi på hjemvejen. Så jeg skal altså prøve om jeg kan få plads til to cylindre i min allerede lettere overfyldte taske - hvis altså jeg kører den vej. Ellers vil han sende.
Det blev også til et bad og en barbering, så jeg er nogenlunde klar til de næste dage. Jeg har planlagt at sove "vildt", som tyskerne siger, for selvom jeg havde lovet mig selv at der skulle være ren luksus denne gang og at jeg ikke ville kigge alt for meget på priserne, så blev jeg alligevel lidt skræmt over regningen, da jeg forlod pladsen. Det var tre gange så dyrt som pladsen ved Gardasøen - gange to nætter.
Jeg har for så vidt ikke pengemangel, nu jeg har solgt to motorcykler, men pengene skulle så vidt muligt gå til noget andet jeg i årtier har ønsket mig.

Men jeg fik altså betalt og fik taget afsked med Ulf. Det har været nogle rigtig hyggelige dage sammen med ham - som altid. Så lidt vemodigt, og tanken om at skulle være alene den næste uges tid skal jeg også lige vænne mig til.

I går hen under aften tog vi ned på stranden for at spise den anden halvdel af det indkøbte. Vi købte et par kolde øl på vejen derned og sad så et par timer og så solen gå ned mellem skyerne og bag bjergene. I horisonten kunne vi se at der byggede sig noget op ude over havet og det var så det natten bød på.

Jeg kørte i dag afsted ad den lille ekstremt snoede vej, der fører til Via Aurelia og så videre ad den fantastiske vej, denne gang ned ad passet.
Jeg havde planlagt at køre hele vejen til Genova ad vejen, men var ikke sikker på om jeg nu også gad det, for der kan være enorm megen trafik når man kommer ned og kører langs kysten, men der var relativt lidt denne gang, så det er gået tjept gennem byerne og så er der også noget sjovt i at time de mange overhalinger med de endnu flere sving. Stykket skal helst køres hen under aften, så er det faktisk rigtig sjovt, men jeg havde det nu også lystigt med at sno mig gennem trafikken sammen med de andre tohjulede.
Destinationen var kajanlægget hvor færgen i morgen lægger til - så ved jeg hvor jeg skal hen. Her var der en ipercoop og jeg købte mig en liter mælk og den vanlige frokost.
Nu turister jeg den lidt og siden kører jeg op i bjergene og leder efter en overnatningsplads.

5/6 - 21.22

Km: 216307 - Genova

Det har været lidt gråt og "køligt" hele dagen. Sådan mellem tyve og femogtyve grader. Det har været helt fint, når jeg har skulle flagre rundt i en storby.
Jeg kørte først lidt rundt, så i bjergene og fandt for så vidt også et sted at overnatte, men det var alt for tidligt at slå sig ned, så jeg kørte ned til stranden øst for havnen. Her har jeg praktisk taget tilbragt resten af dagen. Har kort været i et supermarked for at købe kold cola, men ellers har jeg ligget i underbukser og nydt den lidt mildere sol. Det klarede en smule op ud på eftermiddagen, så der har været en del solskinstimer. Jeg tror ikke siden mine teenageår, at jeg har ligget så meget direkte i solen som på denne tur. Og forberedelserne har ikke været forgæves. Endnu ingen rødme. Dejligt bare at kunne nyde solen på kroppen!

Jeg har brugt tiden på at studere mennesker. Der er kommet mange forskellige forbi og mange forskellige kulturer som det jo ofte er i en storby, blandt andet afrikansk, arabisk, østeuropæisk og sågar et "semi-indisk" indslag har der været. Der har lige været en mand og undervise i yoga for en flok kvinder.

På stranden her står der et telt og en primitiv bivuak. Ejeren er lige kommet og har gjort sig til rette. Det har ellers stået tomt mens jeg har været her. Og der er kommet en mand med sin hund som også har slået telt op, så der overnattes altså her. Jeg har derfor besluttet bare at sove her på stranden. Jeg overvejer endnu om jeg skal slå telt op. De har lovet en smule regn i nat, men det havde de jo også hele dagen, så måske satser jeg bare. Der er også noget særligt over at sove under åben himmel - og så er jeg fri for at pakke ud og ned igen 😄

6/6 - 9.06

Km: 216314 - Moby Wonder

For en gang skyld kom jeg ikke i mega god tid. Jeg blev tjekket igennem tre gange på vej ind - billet, paskontrol+billet og endnu en gang billet. Men alt sammen i et flow og køre lige om bord. De sidste gange jeg har været med den slags færger, har der været enorm ventetid og det ville jeg altså gerne undgå. Jeg havde sat vækkeuret til halv otte og kørte så fra stranden lidt senere. Jeg var dog lige ved at gå lidt i panik undervejs, for jeg fik ikke drejet af det rigtige sted og var på vej ud på motorvejen. Heldigvis var der et lille stykke asfalt ved siden som grænsede op til en tankstation. Her kunne jeg smyge mig gennem nogle betonklodser og tilbage på ruten. Med en større motorcykel kunne det ikke have ladet sig gøre.
Men nu står jeg på soldækket og kigger på skorstenen der skyder sort røg og som så fordeler sig ind over byen. I aftes lå jeg og kiggede på færgerne blive piloteret ind og ud. Det syntes mig at der kom en hvert kvarter, så det er mange tons dieselos der dagligt vælter ind over byen.

I går aftes havde jeg udset mig en plads ved siden af bivuakken. Men lidt sent kom der en som så ud til at skulle sove der, så jeg valgte at omplacere mig. Også lidt på grund af den varslede regn. Jeg rykkede ind under en af de mange både der lå ved siden af. Der var der ly og lidt mere ro. Jeg endte såmænd også med at finde liggeunderlaget frem og tog også en del tøj på, for det blev køligt i løbet af natten, men regnen slap vi for.
I morges kunne jeg tælle at vi var syv der havde sovet på stranden.

Nu lægger vi fra kaj. Næste stop Bastia og forhåbentlig passer vejrudsigten, for der skulle være sol og 28 grader.

6/6 - 20.31

Km: 216453 - Plage de Farinole

Sikke nogle veje! Der er sving for hver 50 m. At køre meget hurtigere en 80 er kun undtagelsesvis muligt. Ellers er det mellem 40 og 70 i de snævre sving, men det er det jeg er bedst til og synes er sjovest.

Færgen var i land lidt over to og der gik temmelig lang tid med at få folk fra borde. Jeg var ikke blandt de første, så det var endnu een lang overhaling til den sidste autocamper var overhalet. Retningen var mod nord, jeg kørte et godt stykke og fik så tanket. Her snakkede jeg lidt med nogle schweizere på motorcykler. En af kvinderne fortalte at hun havde været i Danmark og overnattet på Horsens fængsel - altså i nyere tid 😆

På vej videre så jeg et skilt der viste mod et Spar supermarked. 5 min. stod der. Den slags passer sjældent og der gik der også lidt længere før jeg var der. Jeg købte det sædvanlige inklusive en liter mælk og satte mig ud foran. Tjekkede så kort, for at komme videre, for destination var øens nordligste punkt Cap Corse. Min placering var allerede halvvejs den anden side, så området er væsentligt mindre end jeg havde forestillet mig. Jeg måtte så tilbage igen for at følge kystvejen op. Jeg kørte uden gps, for jeg tænkte at det måtte man da kunne finde.

Jeg nåede til et udsigtssted, hvor der var en mølle på toppen af klipperne. Jeg kunne dog ikke få det til at passe med det kort jeg havde set, og det viste sig også at jeg var kørt lidt for langt. Men jeg gik op til møllen, blev der en stund og nød udsigten.
Der er million firben alle steder på denne del af øen og de piler afsted når man sådan går i terrænet. Det er helt sjovt at se.

En stund er jo er vidt begreb. Jeg føler mig nogle gange som Clint Eastwood i filmen True Crime, hvor han tager sin datter med i "speed zoo" og altså løber rundt med hende i klapvogn. Nå, men altid noget at jeg i det mindste stopper op.

Tilbage til Cap Corse. Det var ud af en lille vej med meget dårlig asfalt - som endte i den mest idylliske lille landsby, som hvis jeg har tydet skiltene der rigtigt (som var på fransk og italiensk), har det været et toldsted. Men det hele "uspoleret" og meget lidt turistpræget. Ikke desto mindre lå der en lille fin restaurant på stranden. En lidt større primitiv træhytte, men menuen bød på lidt af hvert og var helt sikkert rettet mod de gæster der opsøger stedet.
Igen blev jeg lidt misundelig på dem der bor med havet i baghaven og sol i rigelige mængder. Men det var måske nok alligevel lidt for afsides.

Ind til videre virker hele området uspoleret, som nævnt. Her er meget idyllisk og naturen er overvældende smuk.

Jeg fik indhentet en flok motorcyklister på vej syd på, på vestsiden - og måtte overhale, for det gik simpelthen for langsomt. Jeg er altid lidt vægelsindet ved at overhale motorcykler, for jeg tænker altid "ved de noget jeg ikke ved" - altså fotofælder eller andet ubehageligt eller også at de bare lige holder lidt pause, kigger på naturen og så pludselig giver gas. Og så er det lidt til grin hvis jeg overhaler med min lille motorcykel, for kort efter selv at blive overhalet af fem gange flere hestekræfter.
Der gik hverken værre eller bedre end at jeg selv måtte stoppe et sted for at beundre nogle fantastiske klippeformationer og lige idet jeg skal til at starte Tornerose igen, kom de selvfølgelig. Altså overhale endnu en gang 😄

Lidt senere gjorde jeg holdt igen - ved en sort strand! 99,99% af stenene og sandet der var sorte. Det har jeg ikke set før. Meget interessant. Jeg var lige ved at vælge det som mit overnatningssted, men det var ikke helt ideelt. Der er så mange muligheder her, så man roligt kan være kræsen. Jeg kørte altså videre til stedet her.

Jeg har købt et par (meget dyre) øl i hotellet der ligger på stranden og spist lidt mad. Jeg har udset mig en plet at sove på, så nu skal jeg bare se solen klaske i havet.

7/6 - 16.00

Km: 216699 - Ajaccio

Det er længe siden jeg har sovet så godt. Vågnede som næsten vanligt kl fire med overtryk. Var så oppe og troede ikke jeg kunne falde i søvn igen, men jeg gik ud som et lys. 8:52 timer sov jeg. Mit snit i den sidste uges tid: 5:56!
I sandet kunne jeg se at der var gået en større hund forbi i nattens løb. Helt tæt på. Det har jeg overhovedet ikke registreret 😄
Jeg pakkede langsomt og lige inden jeg kørte hoppede jeg i vandet. Dejligt!
Jeg har lige igen været i vandet. Jeg er i den store havneby hvortil man også kan sejle på vestsiden: Ajaccio.
Pedro, en spansk Morinikører, som jeg kender gennem Norbert, det spanske og et par enkelte tyske træf, har været her i sidste uge. Han har givet lidt tips til steder at se. Han skrev blandt andet at byen her var kaos, men jeg synes nu at det er en af de mere ordentlige og overskuelige af den slags større byer.
Min såkaldte plan med turen rundt på øen er ikke særlig planlagt. Jeg har bare tænkt at jeg skulle se nord- og sydspidsen og så lidt ind i mellem. Lonely Planet forslog at man skulle køre ad D84 fra Porto til Francardo og det er nok den vej jeg vil foreslå, hvis man skal gøre det, for så får man det absolut flotteste som det sidste. Jeg kørte den anden vej, da det selvsagt passede med udgangspunktet. Men hele turen var smuk. Vejbelægningen er visse steder knap så god, men det er også der hvor man skal se mest natur og alligevel kører langsomt. "Kort" sagde at turen ville tage to timer - for knap firs kilometer! Det tog det også mig, men jeg holdt en del pauser undervejs. I bil skal man helt sikkert regne med det - uden pauser.

Et sted var der vejarbejde og lysregulering, der var rødt. Forrest holdt en Fiat 500 Abarth og bag to moderne Triumph motorcykler. Som vanligt kørte jeg kækt ind foran alle, så jeg var klar når der blev grønt. Morinien fik gas ved skiftet og jeg fik afstand til de andre - men pludselig havde jeg de to Triumph’er bag mig. Nå, så måtte jeg jo give den gas! Jeg lagde mig i selen og forsøgte at skabe afstand, men de blev ved at hænge på. I de meget snævre kombinationer kunne jeg skabe en lille smule hul, men de blev ved med at være der. Efter tyve kilometer måtte jeg have en pause, så jeg kørte ind til siden til en flot udsigt - og de fløj så forbi videre. Her går man og tror man kører som Agostini og Rossi, og så bliver man lettere ydmyget - de var to på hver cykel!!! 😔

Nå, jeg fik lidt at spise der, mens jeg prøvede at finde undskyldninger for mine manglende evner.
Turen gik også mellem de to største bjerge på øen. Monte Padru og Monte Cinto - Også her utrolig smukt. Det var jo ind i landet og der var varmt, rigtig varmt!
Fra D84 kom jeg over på D81, som er vejen langs kysten. Man kommer igennem nogle specielle bjergformationer, som jeg lige nu har glemt navnet på, men som er et mål i sig selv. Her gjorde mange holdt og gik langs vejen for at se det hele nærmere an. Så det skulle man lige holde øje med - og i øvrigt også køer og geder på vejene. Ofte kigger jeg på telefonen, for at se hvordan svingene der kommer er, men det er der ikke tid til. Der skal hele tiden holdes fokus på hvad der sker med og på vejene - og lejlighedsvis kigges udsigter.

En lille smule oprejsning fik jeg 30 km før Ajaccio. Jeg kiggede igen udsigter og blev så overhalet af fire unge tyskere fra Bayern. De gav den gas og jeg hægtede mig på. Der var sjovt. Det er altid fedt at have nogle frygtløse foran sig. Det er mange gange nemmere at holde trit end selv at sætte tempoet. Som vanligt skulle jeg virkelig pine Tornerose på de lige stræk, men i svingene hænger hun elegant på uden at kny.

Øens størrelse overrasker igen og igen. Men det var det samme med Sardinien, som endda er større. Den er altså mindre end jeg tror.
Men jeg fortsætter lidt i sydlig retning. Så ser vi hvor langt jeg når og i sidste ende hvor længe jeg bliver her på øen.
Alessandro har besøg af familien, så det er lidt ubelejligt hvis jeg kommer, så nu bliver hjemrejsen måske tilbage over Genova i stedet for Livorno/Siena. Motoren siger så heller kønnere som kilometerne går, så måske er det i virkeligheden fint nok.

7/6 - 19.52

Km: 216784 - Plage de Capu Laurosu

Jeg forlod de topløse, nougatbrune, glinsende, slanke piger på den strand, som gav associationer til Copacabana. Også her er overvægt et sjældent syn. Egentlig kun turister og gamle mennesker.
Korsikanerne synes at være deres egne. Hverken franske eller italienske. Min oplevelse er at de er lidt indelukkede og meget lidt smilende. Men det er måske det, der gør ved en, når man konstant skal affinde sig med turister.
Apropos: turen syd for Ajaccio var gennem et typisk "turisthelvede". Masser af campingpladser, hoteller, feriehuse og souvenirbutikker overalt. Det var måske det Pedro mente med kaos.
Jeg har kørt langs kysten hele vejen - D55/155 (mener jeg). Efterhånden som jeg kom længere syd på, lignede det mere noget for velhavende gamle mennesker. Altså noget der mere er kønt at se på end at vise sig frem i. Nærmest hele bugten omkring Ajaccio er en stor hvid badestrand med masser af mennesker, som ethvert barn og enhver teenager drømmer om.
Jeg sigtede mod Propriano og her mod syd er det lidt mere rustikt og landligt. Der var sågar et større område hvor der var fladt og netop landbrug over det hele.
I Propriano turistede jeg den lidt og der var også lagt an til et lidt mere modent publikum. Caféer i stedet for beach barer og legepladser!
Her var jeg også i et stort supermarked, fordi jeg skulle have lidt at spise og noget at drikke til i aften. - Det er altså ikke nogen billig ø, det her. Jeg har hidtil troet at det var fordi jeg handlede i små butikker ude på landet, men selv i sådan et stort sted, måtte jeg konstatere at priserne er temmelig høje på dagligvarer - og øl!!! Jeg fandt en tysk discountøl, hvor man dog skulle købe en hel kasse for at få dem til 6 kr. stykket. Alle andre øl kostede over 15 kr/stk 😧
Det blev cola i stedet. Har også fået alt for megen alkohol, ja, nærmest siden jeg tog hjemmefra. Jeg har i øvrigt nu været afsted i to uger. Sådan føles det slet ikke. Det føles som om jeg lige er taget afsted, og at jeg allerede begynder at tænke på hvordan hjemturen skal være, føles lidt tidligt på turen.

I nat skal jeg overnatte på en kæmpestor strand få kilometer syd for Propriano. Den er knap så hvid og knap så tilgængelig som ved Ajaccio. Man kunne måske endda få mindelser om Vesterhavet, hvis ikke der var så varmt, vandet så blåt og roligt og klipper og bjerge til at ramme det hele ind med.

8/6 - 10.49

Km: 216854 - Bonifacio

Da jeg ankom til øen var der diset og der hang skyer ind midt over øen. Jeg har været spændt på hvordan udsigterne har været og om jeg skulle køre i overskyet vejr. Der har godt nok været diset hver dag, men ikke mere end at jeg har kunne se det hele. Fotos er noget andet. Det får al disen med, som hjernen filtrerer fra.
Jeg har lige vinket til Sardinien gennem disen. Jeg er i Bonifacio, hvorfra man kan sejle derover. En smule ærgerligt at jeg ikke skal se øen denne gang, men nu har jeg indstillet mig på at det går mod nord igen og hjemturen ligger så småt i grove træk planlagt.
Jeg har allerede skrevet til Alessandro at jeg ikke kommer. Han havde ellers foreslået at jeg kunne komme, når familien er taget afsted, men der er lidt for lang tid endnu.

Her er overskyet for første gang på øen - og blæsende. Men det er ok, for jeg vil vade lidt rundt i byen. Jeg har allerede været rundt i en lille by i byen. Ude på spidsen ligger der nogle meget små huse, hvor der lige er plads til et par generationer - liggende i deres sidste bolig. Det er et lidt sært fænomen, det med gravsteder. Dieter, Ulf og jeg snakkede også lidt om det på det pizzaria i Levanto. Ulf og jeg er temmelig ligeglade med hvad der sker med os til den tid, men vil egentlig lade det være op til de efterladte - om nogen. Nå, døden, den uundgåelige del af livet.

Der har sikkert også været kæmpet med livet som indsats her. Byen er en stor fæstning ud mod havet. At tænke sig at man en gang gjorde alt for at holde fremmede ude og nu gør man alt for at invitere dem ind! Godt at man visse steder er blevet klogere.

Jeg vågnede flere gange i nat. Det blev stadig koldere. Ind fra havet kom der en stille, men vedvarende og fugtig vind. Så jeg måtte hele tiden have mere tøj på.
Vågnede så sidste gang kl syv, da alle hundelufterne begyndte at komme. Der var temmelig mange. Kl otte var jeg på cyklen og kørte afsted på de 60 km.
Naturen er skiftet her. Der har været store hedeområder og igen landbrugsarealer, men også flotte klipper ud mod kysten. Nogle gange stopper jeg jo op, andre gange ikke. Der er ikke noget mønster. Flere steder burde jeg have taget billeder, men mange gange gør jeg det ikke, fordi billeder slet ikke yder retfærdighed.

Bonifacio er bygget ind i en naturhavn som atter millioner af års erosion har skåret ind i sandstensklipperne. Det er helt særligt syn. Menneskene har så også hugget sig rum ind i dem i nyere tid. Det er nok gået lidt hurtigere end vind og vand kan gøre det.

Jeg triller ned til havnen, stiller Tornerose og vil så vandre lidt rundt.

8/6 - 14.16

Km: 216922 - Saint Cyprien Plage

Det klarede op og er kun blevet varmere. Lige her føles det som en føntørrer lige i fjæset, for det blæser stadig. Der er lige før at det gør lidt ondt i øjnene 😄

Jeg forlod Bonifacio efter jeg havde købt billet til færgen. På tirsdag klokken fjorten går det så mod Genova.
Jeg har skrevet til Hans at jeg måske kommer forbi. I fredags havde Chiara fødselsdag og jeg sendte hende en hilsen. Vi har så skrevet lidt sammen de sidste par dage og jeg skrev at jeg muligvis kom i nærheden på vej hjem. Jeg har så aftalt med hende og Hans at jeg vil skrive, hvis jeg gør, så vi tre kunne mødes - nok onsdag aften. Jeg prøver at sigte mod Lago Maggiore, hvor ham schweizeren bor.

Jeg er kørt langsomt. Det er endelig ved at gå op for mig at øen ikke er større. Jeg er kørt ud til forskellige strande og har været ude på den lille tange nordøst for Bonifacio. Her er der de små fine strande, som man finder utallige af på Sardinien. Sådan nogle man skal tage til hvis man er ung og forelsket i en af de nougatbrune med skinnende hud og bare vil have hende for sig selv. Men ak, jeg er gammel og den slags piger er for længst snuppet. Jeg kørte altså videre

I Porto Vecchio legede jeg turist med Morini. Jeg skal virkelig overveje hvor jeg gør holdt, for i løbet af to sekunder er jeg gennemblødt af sved, så derfor endnu en gang "speed zoo".
Byen er moderne og ligner enhver europæisk større by, som de alle er ved at blive strømlinet i retning af. "Gammel Havn" betyder det vist og jeg gætter på at der er løbet mange penge igennem der gennem tiderne - og stadig gør.
Hele området virker til at være i stærk udvikling. Det er vist sådan en lidt overset plet på øen, men som virkelig har noget at byde på. Stranden her er et god eksempel. Det er ren Bounty-reklame.

8/6 - 20.11

Km: 216977 - Palauma Plage

Næste stop - 20 km længere fremme. Et af de få steder jeg på forhånd ville se. Jeg kan egentlig godt lide at gå på opdagelse og bare se hvad jeg møder. På den måde kan jeg føle mig lidt som en opdagelsesrejsende og ikke bare turist.
Men dette måtte jeg se: De tre naturlige svømmebassiner ved Cavu! Det er nogle bassiner formet, igen af vanderosion, i nogle granitklipper. Det er altså en flod der konstant løber gennem. Vandet er dejlig varmt. Faktisk varmere end havet forneden. Det er virkelig et besøg værd. Bare kør ud af grusvejen - hele vejen 😉
Nu kunne jeg så endelig også få skyllet saltet af kroppen. Og der var et toilet med spejl. Det udnyttede jeg til at blive barberet. Det var høje tid. En af de mange defekter jeg har er seboroisk dermatitis og hvis der går for længe med at blive barberet, blusser det op. Det hjælper dog med sol, så knap så slemt i denne tid (også en grund til køb af solariet). Men fedt at få det gjort, for jeg kunne mærke at det var på vej.

Jeg er endt på en strand til en forandring 😄 - en lille "hemmelig" en, hvor der også er en meget hyggelig og ligeså hemmelig restaurant. Ned ad en lille vej, kun et skilt hvor der stod havet på indikerede at man kunne møde det. Restauranten besøges temmelig sikkert kun af lokale. Hyggeligt sted, hvor der strømmer lidt popmusik ud fra.
Jeg har dog købt et brød, som trods indpakningens løfter om bio-kvalitet, ikke rigtigt lever op til det smagsmæssigt. Jeg blev nærig og købte dertil lidt billigere kogt skinke - det gjorde jeg fordi jeg så til gengæld købte en af de "tyske", som så har vist sig at være franske, discountøl: Kronenbourg. 9,5 kr for en halv liter! Værsgo og skyl!

Jeg er nu på østsiden og får solopgang i stedet for solnedgang. Chancerne for at vågne op til varmen fra solen er altså større. Men der er nu dejlig lunt og vindstille nu, så jeg håber på en lidt varmere nat.

Restauranten spiller et af mine yndlingsnumre nu: Pino d’Angelo med Ma Quala Idea. Måske skulle jeg drikke en øl med de lokale?

9/6 - 12.05

Km: 217060 - Corte

Våd, tør, våd, tør. Hele tiden. Saltvand, ferskvand, sved.
Natten var igen kold - og våd. Duggen falder utrolig tungt. Jeg havde glemt at pakke min polotrøje væk og lige inden jeg faldt i søvn kunne jeg konstatere at den var drivvåd af dug. Ellers har det været i havet og som i går i ferskvandsbassinerne, hvor jeg bare hopper i i underbukser. Jeg ligger på mine bukser på stranden, så de når også at blive lidt våde, men det hele tørrer hurtigt igen. I morges vågnede jeg altså med en del våde ting inklusive min sovepose. Klokken syv varmede solen dog. Klokken halv otte kunne jeg pakke alt tørt og klokken otte kørte jeg afsted - våd af sved 😅
Første stop var i en Auchan, for at få mælk. Den var billig: 10,50 - jeg plejer at give 12 for den billigste. Kronenbourg kostede 12 kr på tilbud.
Jeg har dog lige været i et supermarked hvor jeg for 8 kr kunne få en øl. Var lige ved det, men det er lidt vel tidligt på dagen og jeg skal køre mere.

Jeg er kørt til Corte. Den tidligere hovedstad ind til Napoleon besluttede at Bastia i stedet skulle være den væsentlige by på øen. Sikkert også smart fra et militærstrategisk synspunkt, hvis man har planer om at erobre verden. Napoleon blev i øvrigt født i Ajaccio, hvor der selvsagt er museer og den slags man kan besøge. Havde lige været noget for Tobias, min tidligere kæreste Tanjas søn, som har en stor fascination af manden.
Corte ligger i 450 m højde og der er udsigt til det store bjerg Monte Cinto og på vejen også Monte Rotando. Jeg har sjosket lidt rundt i den gamle inderby, som er fin og uspoleret. Eller uspoleret er måske et forkert ordvalg, for husene bliver der ikke renoveret det store på, men det giver selvfølgelig den charmerende atmosfære. Det er en enorm kontrast til Danmark, hvor intet jo kan blive nyt, moderne og poleret nok.

Turen var til at begynde med ud af en lang lige landevej langs kysten. Naturen ordinær, for at sige det på den måde. Derefter gik det ind i landet. Corte ligger nogenlunde midt i det hele. Og med bjergene i synsvinklen hele vejen var det et flot syn.

Jeg har besluttet at køre i et "ottetal". Ud til kysten igen, kort før Bastia over på den anden side og op omkring nordspidsen igen, for så at finde et overnatningssted kort før Bastia. I morgen vil jeg så kigge på hovedstaden inden jeg skal sejle.

9/6 - 16.05

Km: 2171xx - Saint-Florent

Jeg fortsætter mine strandbesøg. Lidt nord for Saint-Florent. Har flottet mig med en øl: kun 8 kr. Som jeg så lige har opdaget er på 8%. Jeg bliver altså nødt til at blive hængende her lidt, så den kan fordampe igen. Ærgerligt 😄
Jeg får også resten af brødet fra i går. Ufatteligt at sådan noget bio/økologisk ofte skal smage af gammel hamphandske. Det er som man helst skal lide et ekstra martyrium når man vil gøre lidt for miljøet. Det sidste brød jeg købte var alt for stort og jeg forsøgte at spørge en kvinde som lige havde haft fat i det om vi skulle dele, men nej hun ville have noget andet. Det var lige da jeg ankom til øen. Det var et helt banalt hvidt brød fra en lokal bager - dog i et supermarked. Jeg troede det ville være kedeligt dagen efter, men det smagte fantastisk og friskt selv på tredjedagen.

Turen var virkelig smuk. Det gik jo tværs over øen hertil, med et tilfældigt valgt vejpunkt: Murato. Jeg var lige ved bare at springe det over, for det var 3 km derind og samme vej ud igen, men fint jeg ikke gjorde, for der var en lille turistattraktion: en kirke bygget i to slags sten, hvide og sorte.
Jeg var blevet anbefalet at se en kirke af Pedro, men som jeg lige så det, var det på vejen mod syd i sidste uge, hvor jeg egentlig længst var kommet forbi, men nu har jeg lige tjekket og det var faktisk den han skrev om, så det var da lidt sjovt. 👍

Jeg sidder i skygge i dag. Det gjorde jeg også i går. Det er egentlig de første gange på turen, men solen er nu ubarmhjertig og føntørreren står på max power. Kun mine fødder bliver stegt. De synes nærmest umulige at få til ikke at se ud som om de tilhører en zombie, så jeg prøver at få dem til at ligne noget der ikke burde ligge i den lille by i Bonifacio 😄

Jeg er stadig uden hjemve. Er lidt spændt på om jeg bare kan nyde turen hjem uden absolut at ville hurtigst muligt hjem, som det ofte er, når jeg først har besluttet mig.
I dag har jeg fået en hilsen fra Steen, en af trialgutterne. Han skriver at de savner mig. Det er dejligt at vide at man ikke helt er glemt og tankerne falder jo også på dem hver gang der er træning. Jeg er også begyndt at tænke på trial-kørsel igen. Da jeg tog hjemmefra var jeg nået til det punkt, som ind i mellem kommer, hvor jeg føler at jeg aldrig lærer det, så det var med lidt opgivenhed at jeg så at sige smed det fra mig og bare stak af. Men jeg er så småt begyndt at se frem til at tage GasGas’en i hænderne og prøver at lære at hoppe ordentligt med den.

9/6 - 22.09

Km: 217250 - Barcaggio

Nogle gange ville det altså være dejligt med en mere der også lige ville holde lidt øje med tingene. - Jeg har dummet mig! I går da jeg bestilte billet, søgte jeg på en billet fra Bastia til Genova. Der er tusind spørgsmål jeg skal svare på - hvor mange jeg er osv - og endelig kommer der så flere forslag op og jeg klikker på den afgang som passer mig bedst. Endnu flere spørgsmål og en lang procedure med betaling og indgivelse af rabatkode som jeg fik på sidste billet. Det lykkedes. Yes, og hvor er det fantastisk at det hele kan klares på mobil på relativ kort tid, og det var da egentlig billigt det endte med i sidste ende, tænker jeg!
Nuvel, jeg sidder og spiser min aftensmad her til aften og vil lige tjekke hvornår det egentlig var, at færgen ankommer til Genova. På billetten står der ikke noget ankomsttidspunkt - men der står til gengæld at destinationen er Livorno! Hvad!!!, råber jeg inde i mit hoved.
Jeg har altså fået vinget det felt af, hvor der står "vis alternative afgange". Og jeg har så i al forvirringen overset at der også var forslag til Livorno. Så nu får jeg så lige lagt 150 km oven i turen. I det mindste er det en fin tur, så det er til at holde ud, men det var jo slet ikke meningen 😣

Men bortset fra det, så har det været en god sidste aften her. Turen langs kysten er fantastisk. Både køremæssigt og hvad angår naturen og byerne undervejs.
Jeg kørte igen ud til Tollare. Jeg syntes simpelthen at det var så fint et sted og så ville jeg spise på den restaurant på stranden. Egentlig havde jeg lovet mig selv at jeg ville gå lidt mere på restaurant og spise noget af det lokale, men jeg har stort set ikke været sulten siden jeg forlod festen i mandags. Har kun holdt sulten stangen med lidt brød og skinke - og mælk, ikke mindst.
Jeg fik en pizza der - hvilket selvsagt ikke er særlig lokalt. Overvejede Salad de Mare, som var det eneste alternativ og som så virkelig lækkert ud, men jeg har lidt udviklet en angst for seafood - i hvert fald på disse kanter. Hele tre gange er jeg blevet virkelig syg og dårlig af det.
Men pizzaen var nu rigtig god og udsigten kunne man ikke ønske sig bedre.

Planen var egentlig at slå telt op derude, men det var ikke så øde som jeg lige havde set første gang, så jeg ledte efter et sted i nærheden, som var øde. Fandt et sted to kilometer derfra i fugleflugt, men 16 i kørsel 😄
Det var virkelig ud i ingenting, men der var simpelthen også en bar der og temmelig mange mennesker, så heller ikke der kunne jeg slå op. Jeg er så kørt en lille smule væk derfra og har fundet en plat i naturen.
Det er et lille stykke fra kysten og allerede nu kan jeg mærke at det bliver en noget varmere og tørrere nat.
Der er frøer og cikader i massevis der synger - og myg der banker på teltet, så jeg er glad for at jeg kan holde dem ude. Havet kan jeg også høre og jeg nåede lige at se solen gå ned i det inden jeg lagde mig i teltet.

- Nul forbindelse her, så det kommer med forsinkelse

10/6 - 8.30

Km: 217269 - Macinaggio

Det er 10. juni, så som altid skal der lyde et:

🇩🇰 Hej far, tillykke med fødselsdagen 🇩🇰

10/6 - 15.26

Km: 2173xx - Moby Orli

Hvad er dommen så over Korsika?
Da jeg kom hjem fra Sicilien, mente jeg ikke man kunne finde noget smukkere sted i Europa, så jeg var altså meget forudindtaget da jeg kom til Sardinien, ikke mindst fordi jeg har en særlig tiltrækning til Sicilien. Men som de der har læst min første tur til Sardinien ved, så måtte jeg overgive mig og udråbe den ø som den smukkeste. Og det står altså endnu. Lidt ærgerligt at jeg ikke lige kunne tage alle tre på en gang og få sammenlignet i en køre. Men jeg har i hvert fald ikke haft så mange og ofte forekommende wow-oplevelser som på Sardinien.

Køremæssigt er der fantastisk på de større og mellemstore veje. "Større" vil stadig sige små. De helt små er ikke rigtig noget. Det føles mere som at rangere med motorcyklen end at køre. Asfalten er rigtig god stort set over det hele. Ud til de små hemmelige byer dog knap så god.
Man bør køre D84 - og som sagt fra Porto til Francardo. Men kom ikke på den ide at køre med campingvogn eller autocamper. Apropos er der faktisk visse veje hvor det er forbudt at køre med den slags.
Alle byer har bump ind gennem dem. De små byer har begrænsning på 30 og de bump kan altså ikke tages meget hurtigere. De er dog ens, forudsigelige og godt markeret.
Kør med uret rundt, vil jeg foreslå. Ligesom på Sardinien bliver der smukkere som man kommer den vej rundt. Og jeg havde også den sjove fornemmelse da jeg kørte mod uret at man bedre kunne se udsigterne med uret. Jeg måtte i hvert fald mange gange kigge bag ud. Og da jeg tog turen i går blev det lidt bekræftet.
Jeg var mest begejstret for den lille nordspids. Der er mest "oprindeligt" og charmerende, mindst trafik og kystvejen rundt er suveræn.
Vil man have Bounty-oplevelse, er der mange små steder faktisk hele vejen rundt på den sydlige del af øen. Frekvensen af den slags strande er dog ikke så høj som på Sardinien og nogle af dem, kan jeg se på satellitfotos , er praktisk taget kun tilgængelige med båd.
Ajaccio, hvis man vil have masseturistoplevelsen og det børnevenlige. Den er dog fin uanset, synes jeg.
Bjergene er smukke og man kan bare køre rundt og nyde det uden mål og med.
Der er meget fine og krævende vandreruter og cykelferie der, må simpelthen være ideelt, hvis det gerne må være lidt hårdt. Man kan se rigtig meget på cykel og der bliver aldrig kedeligt med alle de sving. Bilisterne er også gode til at tage hensyn.
De mange små primitive barer og restauranter på hemmelige strande bør man besøge!
Jeg så intet politi og meget få fotofælder 😄 - De tohjulede kører som i Italien: så hurtigt man gider, konstante overhaling alle steder og mellem bilrækkerne.

- Og her kommer så lige en historie fra i dag. Jeg var kørt syd for lufthavnen i Bastia for at se området. Ud ad motorvej! Den eneste jeg har set og så langs kysten hjem. Da jeg kom ind til byen var der en scooterkører som kørte temmelig stærkt ind gennem bilrækkerne og jeg fulgte lidt langsommere efter. På et tidspunkt blev han afskåret af en bilist som trak ud. Jeg valgte så at køre indenom, hvilket fik bilisten til at trække endnu længere ud. Kort efter kunne jeg høre en der bandede og svovlede, han kørte op på siden og skældte mig ud. Man skulle kun køre uden om og ikke inden om, lod han mig forstå. Jeg nikkede og han kørte aggressivt videre. To sekunder efter kørte han selv inden om 😂

Som sagt virker de ikke særlig glade her. Rekorden for ligegyldighed og surhed oplevede jeg dog i en Auchan, hvor jeg købte lidt til færgeturen. Kassedamen sad tilbagelænet og med kun den ene hånd i brug scannede hun varerne igennem. Ikke en mine fortrukket og med en pegen på skærmen gjorde hun opmærksom på hvad slutbeløbet var. Jeg ville betale med kort, gjorde jeg opmærksom på, og da hun ikke fik trykket på de rigtige taster, skete der ikke noget. Jeg smilte og pegede igen på kortlæseren. Hun vågnede lidt op og fik trykket på den rigtige taste med et blik som om det var mig der havde gjort en fejl.
Nu er det måske ikke fair at sammenligne med italienere, men der er en temmelig stor kontrast til dem.
En nogenlunde sød betjening fik jeg i "Souvenir Pro" butikken. Jeg har været lidt i tvivl om jeg skulle købe en T-shirt denne gang. Det var egentlig planen og jeg har af samme grund kun haft den ene polotrøje med, men da jeg jo forhåbentligt skal have et par cylindre med hjem, har jeg været lidt vægelsindet omkring det. Men jeg har altså købt sådan en rigtig turist-en, hvor der står Corsica og er det stiliserede hoved på, som de bruger som symbol.
Apropos polotrøje. Jeg vil om lidt finde et toilet og vaske den for den er virkelig ekstrem beskidt. Den skulle nok kunne nå at tørre på de tre timer der er endnu.
Det er virkelig varmt. Jeg kom lidt tidlig til færgen og der stod vi så en flok motorcyklister og svedte tran direkte i solen. Jeg havde håbet på at der var et sted i skygge, for jeg ville gerne lige have strammet kæden lidt mens vi ventede på at måtte borde, men det må så blive i aften.

10/6 - 22.03

Km: 217450 - Omkring Carrara

Nu skrev jeg godt nok at turen er fin. Det er lidt en sandhed med modifikationer. Det første stykke er langt, lige, med masser af trafik og langs en uendelig lang række virkelig banale turistmål. Et lille stykke efter Pisa og så 50 km frem er det nærmest kun betalingsstrande, hoteller, hytter og campingpladser.
Jeg har enkelt gang badet på stranden. Den er virkelig kedelig! Det overgår min fatteevne at de kan blive ved med at have et kundeunderlag til så enormt mange forretninger der er. Det virker på mange måder som noget fra en svunden tid - lidt som grisefester, men de må jo formå at sælge varen endnu.
Så det stykke er mere fascinerende end fint. Bevares, der er da nogle fine kvinder at se på.

Jeg havde aftalt med mig selv at jeg ville køre til kl 20:30 og så slå telt op uanset hvor jeg var. Det kunne jeg ikke helt holde, for dette turisthelvede blev ved og ved. Kvart i ni fandt jeg så den første mulighed. Det er det mest offentlige sted jeg vist nogensinde har slået telt op på. Det er en gratis offentlig parkeringsplads ud til vejen lige over for en offentlig strand. I forvejen er der et par autocampere, så jeg tænkte at det nok ikke ville gøre den store forskel om der også var et telt.

Jeg satser på tidlig søvn og tidligt op. Jeg har skrevet til Chiara og Hans at jeg nok er omkring Morano i morgen eftermiddag.

Nåja, jeg var selvfølgelig lige forbi tårnet i Pisa. Det trodser stadig ens sanseforståelse!

11/6 - 12.24

Km: 217659 - Tortona

Nogle gange får man foræret noget fedt, som man i første omgang egentlig ikke ønskede sig. Jeg har simpelthen haft en fantastisk køretur ind til videre.
Fra stranden gik det mod bjergene og stille og roligt tyndede det ud i trafikken og vejene begyndte at sno sig. Igen ramte jeg ind på Via Aurelia og det er virkelig bare en af de sjoveste veje jeg kender. Der er så meget forskelligt, vejbredden er perfekt og asfalten endnu mere.
Selvom jeg selvfølgelig i går var irriteret over min faux pas, så er jeg begejstret for det i dag.

Noget jeg er knap så begejstret for er mit liggeunderlag. Det er bogstavelig talt gået op i limningen. Dugen er jo limet på noget skum, som jo både skal isolere og puste det op. Dugen er begyndt at skille fra skummet i hovedenden, så jeg nu har en ballon som hovedpude og resten er så fladt, fordi al luften er i ballonen. Det er lidt en udfordring at sove på! Egentlig burde jeg bare smide det ud og købe et nyt, men i terorien skulle der være livstidsgaranti på de Thermarest underlag, så jeg vil altså prøve at se om det kan byttes. De ved jo nok hvad de vil have for det! Det skulle, også i teorien, være blandt de bedste, men efterhånden er jeg lidt skuffet over dem. Det sidste jeg havde, kunne ikke holde luft og jeg prøvede utallige af gange at søge efter et hul, men der var absolut intet at finde. Hvis ikke jeg får det byttet, bliver det nok Sea to Summit jeg køber i stedet. De synes at have overhalet med teknologien. Men jeg er altså så nødt til at kæmpe med det liggeunderlag på resten af turen. Alene af den grund overvejer jeg hvem jeg kan besøge på hjemvejen og få en seng at sove i 😆

Jeg sov altså ikke super godt og vågnede tidligt. Kl 7 var jeg allerede afsted med Tornerose.
Teltet blev pakket vådt, for også der faldt duggen tungt. Og så var det nærmest koldt at køre det første stykke ind til solen rigtigt kom frem. Nu er det igen sidst i tyverne. Det er bare skønt.

Da jeg havde sagt farvel til Middelhavet og kørte ind i landet begyndte jeg at nikke, så jeg gjorde holdt ved en fin tankstation og fik en powernap i solen. Jeg fik så fyldt tanken op af en meget venlig tankpasser og så kørt videre på vejene som bliver stadig mere lige.

Nu holder jeg pause ved en Lidl. Her koster den billigste øl 3,30 og discountcolaen jeg har købt (Freeway, som faktisk er en af de bedre colaer) 2,25. Kassedamen var smilende, snakkende og kæk, da jeg kom med alle mine mønter. Nu er jeg jo også i Italien. - Det er i øvrigt en konstant kamp at slippe af med de mønter. Kontanter er fint og de forsvinder forhåbentlig aldrig, men der er nu noget praktisk over kortbetaling. Jeg begejstres fx meget over bare at kunne trykke to gange på mit ur, holde det hen til terminalen og så er der betalt.

11/6 - 15.57

Km: 217719 - Morano sul Po

Endnu en gang driveri ved vand. Jeg er i Morano i friluftsbadet. Hans har indbudt til aperitif kl 17, hvor Chiara også kommer, så da turen tempomæssigt er gået over forventning, valgte jeg at tage hertil i mellemtiden for at køle af. Her er 32 grader!
Sidste hop i pølen og så skal jeg til at gøre klar til at køre…

12/6 - 08.34

Km: 217744 - Camagna

Klokken fem var jeg hos Hans. Chiara var allerede kommet. Vi satte os op i den lukkede terrasse med den fantastiske udsigt og sad og snakkede. Chiara havde taget snacks med og Hans diskede op med drikkevarer.
Hans var selvfølgelig som vanligt på prøve som oversætter. Og jeg på prøve for at forstå bare lidt italiensk. Jeg må simpelthen lære det - at sidde ved siden af sådan en dejlig kvinde, som oven i købet udviser en vis en vis sympati for mig og så ikke kunne snakke med hende er temmelig frustrerende!
Desværre skulle hun tidligt afsted, fordi hun tidligt skulle på arbejde i dag.
Jeg fik opgaven at køre hendes Toyota ud af gården. Der er lidt snævert og det går op og ned ad bakke, så hun var ikke sikker på at hun selv kunne.

Hans kokkerede derefter for mig og vi delte en flaske vin. Snakken fortsatte til over midnat. Og igen var liv og død et emne. Igen kunne vi nævne adskillige i vores nærhed og sågar på vores egen alder som er røget. Han har mistet begge sine forældre. Moren døde for år tilbage af alzheimer-demens, som min mor jo også gjorde. Og hans far døde i år - "heldigvis" lidt hurtigere.
Men ellers blev der grint som vi plejer. Den nogenlunde ens humor og livssyn er et fælles omdrejningspunkt.

Jeg har altså sluppet for at skulle sove på mit defekte liggeunderlag. Har sovet i gæsteværelset i en fin stor seng.
Jeg har skrevet lidt med Ulf. Han har en opgave til mig, og den kunne jeg eventuelt lige kigge på på vej hjem - og så igen slippe for liggeunderlaget. Så skal jeg bare have fundet et par steder mere 😆

12/6 - 22.43

Km: 218320 - Forggensee

Det har været en fantastisk køredag i dag.

Hans og jeg havde snakket om at stå op halv ni. Det kom til at passe fint med hvornår jeg vågnede. Jeg fik pakket og læsset Tornerose og gik så op til Hans for at sige at jeg nu tog afsted. Vi fik taget afsked og jeg kørte derud af.

Første del var meget lige veje og kørsel mellem bilrækkerne. Det kan faktisk være helt sjovt, for på et tidspunkt kommer jeg også med den slags, i sådan en tilstand hvor det hele bare bliver et flow; hvor jeg ikke tænker over kørslen. Bilerne bliver bare nogle kasser som man skal smyge sig forbi og det med at finde timingen er helt sjovt.

Men det var altså farvel til Monferrato-området for denne gang. Det var lidt vemodigt og det meste af turen havde jeg slet ikke lyst til at forlade Italien - og det blev ikke bedre da jeg fik en meget sød besked fra Chiara 😄

Kort får jeg nåede til første stop, altså hos schweizeren Giordano, tabte jeg en møtrik til gearskiftet, så jeg pludselig ikke kunne skifte gear. Heldigvis har jeg lidt ekstra med af den slags, så det var klaret på ti minutter.

Ankommet til Schweiz skulle jeg hele tiden minde mig selv om hvor jeg var. At køre der som i Italien, kan blive meget dyrt.

Men jeg fandt hans bolig og kort efter kom han selv hjem. Han fandt straks cylindrene frem - men ak, det var slet ikke det jeg havde drømt om. Der var almindelige støbejernscylindre som var boret op - altså det samme som jeg allerede havde fået fra Alessandro.
Helt forgæves var besøget dog ikke, for jeg blev budt på middag og vi fik altså snakket lidt mere. Han havde være lastbilchauffør og havde faktisk været i Danmark mange gange og sågar ofte været i Odense!.
En lille times tid gik der med det. Og pudsigt at jeg blev budt på middag, for Hans og jeg sad netop i går og snakkede om hvor almindeligt det er i italiensk/sydlandsk kultur og hvor i den grad ualmindeligt det er oppe nord på hvor vi kommer fra.

Et lille stykke Schweiz, så et langt stykke Italien, så igen Schweiz og endelig Østrig.
Jeg havde sat St. Moritz som første mål. For der er meget smuk på den tur. Jeg har før kørt den, men i silende regn. Denne gang i strålende solskin og 30 grader og denne gang kunne jeg så for alvor nyde det smukke landskab og de fede veje. Der er mange der undgår Schweiz pga af de strikse fartkontroller, men egentlig er det kun i byerne det kan være lidt irriterende hele tiden at skulle være så ekstremt fokuseret på at overholde fartbegrænsningerne. På de sjove veje kan man nærmest alligevel ikke lære hurtigere end man må og vejene er virkelig gode. Og så er landet bare smukt!

Østrig var mildere denne gang. Det fantastiske vejr forblev og også der er naturen fantastisk. Men man skal altså være ekstremt opmærksom på bilisterne. De kører simpelthen med hovedet under armen. Tre gange blev jeg overset denne gang.

Fra St. Moritz havde jeg sat kurs mod Füssen og kom over et lille pas (Hahntennjoch) med en helt vildt sjov vej og ikke mindst nogle meget specielle bjerge. De var ligesom løse i det og derfor var tinderne meget takkede og der var stenskred rigtig mange steder. Kan stærkt anbefales.

Slutmålet var at finde en et overnatningssted i Tyskland. Jeg havde udset mig Füssen, fordi der er nogle søer, men der var svært at finde et sted, for der var en del mennesker over alt og ikke rigtig noget fri "hemmelig" jord. Det er et meget flot område, så ikke sært at der er en del der gerne vil se det.

Jeg satte kurs mod nord og fandt kort efter en græsmark. Her står et lille træhus og græsset er nyslået, men her er ellers øde, så jeg tænker jeg har det for mig selv natten over.

13/6 - 14.08

Km: 218706 - Bad Neustadt

Jeg sidder foran en Lidl. Der er i snit kommet femogtyve kg mere på folk der går forbi. Alle går i "praktisk" tøj - selv de unge piger. Jeg savner Italien 😫😆

Jeg var på cyklen allerede klokken syv. Jeg havde taget min sweatshirt på, for det var koldt, men alligevel begyndte jeg at fryse efter den første times kørsel. Heldigvis har solen taget mere og mere magt, så nu er det rigtig fint.

Jeg er på vej til Ulf. Han skrev i forgårs at han måske havde arbejde til mig. Han har fået et sæt cylindre, stempler og topstykker - 500 cc på 3 1/2 krumtap og store ventiler. Topstykkerne er halvt færdige og han har spurgt om jeg ville lave dem. Jeg havde i første omgang skrevet at jeg ikke kunne have dem med hjem, da jeg jo regnede med at have pladsen optaget af cylindre. Men nu kan det godt lade sig gøre - ikke mindst, hvis jeg skal til at have mere tøj på igen.

Nå, det går videre. I går 600 km og i dag ender det vist på 700, så det er udelukkende køre, køre, køre - men jeg nyder det.

13/6 - 23.54

Km: 219008 - Destedt

Det har været en dejlig tur. 12 timer (inklusive pauser) og 690 km.
Det meste er gået ad små landeveje forbi større byer. "Kort"-app’en har vist vej. Og den har gjort det rigtig godt, bortset fra at føre mig gennem Göttingen med dens helt ufattelig mange lyskryds. Jeg hader lyskryds! Det er fandens opfindelse og i Tyskland er de særligt ulidelige, fordi skiftetiderne er så enormt lange. I Danmark er de begyndt at fjerne rundkørsler til fordel for lyskryds. Det er så dumt, når man ved hvor sikkert trafikken flyder med rundkørsler i stedet.

Det var et sidespring. Jeg har kørt i et "uinteressant" område. Steder hvor der ingen turister kommer, fordi der ikke er nogen svimlende seværdigheder. Men der har været smukt uanset, vejene gode og for det meste med meget lidt trafik - og så blev det alligevel varmt!

Et par hundrede km før jeg nåede hertil tankede jeg sidste gang, fik sweatshirten af og holdt en colapause. Her kom der to tyske motorcyklister. Den ene sagde først "Morini" og da han så min nummerplade "Dänemark?" - "genau", svarede jeg. Så slog han hænderne sammen foran brystet og bukkede, mens han sagde "Respekt". Jeg fortalte at jeg havde været på Korsika med den. "Noch mehr Respekt" sagde han og bukkede endnu mere 😄
Den slags scenarier oplever jeg tit og det er altså temmelig sjovt - og egentlig med til at gøre turen endnu mere værdifuld.

Ulf havde mad næsten klar til mig. Jeg fik lige et bad først og så kunne jeg sætte mig til et velsmagende ordentligt måltid. Vi fik så snakket resten af aftenen. Ikke mindst om de topstykker jeg skal lave for ham. Der er lavet en del mærkelig ting og nogle fejl, så det er en lidt kompliceret opgave, men ikke umulig. Ulf skal dog undersøge hvad der har været tænkt med det inden jeg kan komme videre. Men det er nogle topstykker der har ligget hos ham han havde overdraget dem til i ti år og nu er han i mellemtiden afgået ved døden, så sønnen skal udspørges, før vi kan komme videre.

Nå, jeg slipper igen for liggeunderlaget. Skal sove i rigtig seng - og det skal jeg også i morgen, for der besøger jeg Norbert.
Jeg sover snart. Det har været en lang dag!

14/6 - 12.54

Km: 219158 - Bleckede

Lige nu er det præcis tre uger siden jeg kørte hjemmefra. I morgen skulle jeg så gerne være hjemme.
Jeg kører stadig med tanker om at vende om og køre tilbage til Italien. Hvis ikke motoren trængte til lidt kærlighed, havde turen nok også været i hvert fald en uge længere.
Alessandro skrev, da vi måtte erkende at det var dårlig timing, at jeg kom forbi på det tidspunkt, at han ville savne at se mig, og tankerne har igen gået på at besøge ham i efteråret.
De sidste to år er efteråret bare smuldret hen. Jeg vil dog gøre en lidt mere ihærdig indsats for at det ikke sker igen. Den italienske livsstil er en evig inspirationskilde til at prioritere samvær og oplevelser. Og de folk jeg fx møder på sådan en rejse er også gode til at styre mine tankemønstre i den rigtige retning.

Senere i dag skal jeg tilbringe tid med en af de gode mennesker som i afgørende grad har været med til at holde mig til livet og styre mig mod den rette kurs. Ham er jeg stor tak skyldig.

15/6 - 20.33

Km: 2119584 - Hygind

Jeg havde håbet jeg kunne blære mig med, at jeg for første gang på en tur ikke havde gang i varmegrebene og at jeg vil være kommet tørskoet hjem. Men mellem Aabenraa og Kolding var det som om der stod en med en meget stor spand vand og konstant hældte det ud over mig. Lidt for sent besluttede jeg mig for at tage regntøjet på. Jeg nåede derfor at blive lidt vel meget våd og da temperaturen er faldet med hele ti grader siden jeg for få dage siden forlod Italien, måtte jeg have gang i varmegrebene. Ikke mindst fordi jeg ikke gad at skifte til de tykkere handsker, som lå nederst i oppakningen!
På Fyn var vejene tørre, men kort efter jeg kørte ind i indkørslen hjemme kom regnen også hertil. Nu er der dog opklaring på vej.

I går ankom jeg til Lübeck halv tre. Noget før planen, for der var ikke så langt fra Ulf som jeg havde forestillet mig.
Norbert og Angela var endnu ikke hjemme - ville først være der klokken tre, så jeg satte mig på en bænk med kig til kanalen lige over for deres lejlighed. Et kvarter senere var der en der udråbte "Søren!" - det var Angela, der havde opdaget mig på bænken. Norbert og hun havde været ude på en gåtur, så det passede jo rigtig fint.
I lejligheden fik vi så snakket lidt på altanen og siden gik vi ned ad gaden til den anden side af lejligheden; ned til Wakenitz for at bade i det brune flodvand, som både farve- og temperaturmæssigt er en anden oplevelse end Middelhavet. Men dejligt alligevel. Vi lå så lidt, fik en øl og kiggede på seværdighederne - der var rigtig mange mennesker der og skal man virkelig bo i en by, er det faktisk enormt charmerende sted. Norbert fortalte at man om vinteren, hvis der er ordentlig frost, kan skøjte femten kilometer ud og det samme tilbage igen på floden.
Da solen begyndte at forsvinde bag alle de mange bygninger, som der jo er i sådan en by, gik vi tilbage. Parret kokkererede og jeg blev altså enndu en gang forkælet med alt for rigelig og lækker mad.
Mens Norbert stod og grillede på balkonen, fik jeg spurgt Angela ud om hvordan de mødtes. Det er altid interessant at høre begge parters version, men det gik meget hurtigt op for mig at jeg faktisk aldrig har hørt Norberts. Men Norbert havde været i Spanien for at lære spansk, med en plan om at ville videre til Latinamerika, men blev altså hængende, fordi han mødte hende. Han hutlede sig så arbejdsmæssigt igennem et par år, fik så tuberkulose og måtte tilbage til Tyskland i to år for behandling og for at komme sig. I de to år levede de så som par uden at se hinanden, mens Angela færdiggjorde sin uddannelse. Derefter flyttede hun til Tyskland. Så altså en lovestory som taget ud af en roman fra en svunden tid. - Jeg kunne og kan ikke lade være med at tænke på mine kærlighedshistorier, hvordan jeg føler at jeg slet ikke har været ihærdig nok eller i hvert fald, at jeg under alle omstændigheder ikke har været god nok til at holde fast - og spørger mig selv hvorfor, når det netop er så stort et ønske med et vedblivende forhold.

Nå, aftenen endte med at Norbert og jeg sad og drak hans sidste øl på balkonen indtil jeg overhovedet ikke kunne mere. Det har også været tre udmattende dage, med mange kilometer og alt for lidt søvn.

Halv ti havde vi sat som dagens start. Vi fik morgenmad og mere snak om den forførende tanke om at bosætte sig eller have en anden bolig i italien/Spanien. Jeg fik taget afsked og kørte afsted.
Jeg begyndte med Norberts "Hausstrecke" op gennem Grebin til Selent. Egentlig ville jeg have været over Missunde også, men jeg havde set at der skulle komme regn i Hygind kl tre, så jeg ville gerne nå hjem inden da og derfor fik den fra Kiel ad større veje og fra grænsen ad motorvej. Jeg havde selvfølgelig ikke lige regnet med at når regnen ville være i Hygind klokken tre, så ville det være i Jylland en times tid før - og det var altså det jeg ramte ind i - og hvor tankerne om at vende om og køre tilbage til Italien endnu en gang og nærmest uundgåeligt kom. 😄

5787 kilometer og tre uger blev det til. Det har været en helt utrolig dejlig tur. Jeg har været enormt heldig med vejret, så det giver næsten sig selv at det har gjort turen mere fantastisk, men også de mange oplevelser - ikke mindst med de mennesker jeg har været så heldig at have haft omkring mig undervejs har været af afgørende betydning for min glæde ved turen og ganske enkelt ved livet som sådan.
Nu vil jeg dog sove i et par dage og så begynde med den hverdag jeg plejer at have - forhåbentlig med væsentlig mindre følelse af at være bag ud og i konstant energiunderskud.

@ Søren Høyer Hansen