2010 2011 2014 2015 2015 - 2 2016 2017 2018 2019

Morinitour 2017



På mange måder kunne jeg have gentaget prologen fra sidste år, men så alligevel ikke, for det har været en lidt mærkelig optakt til årets tour. Der har som vanligt været en masse jeg skulle nå, men alligevel har jeg haft en slags tidsoverskud. Jeg skulle måske bare indkopiere mit opslag desangående på min væg på facebook. Det kan måske forklare hvad der har været i gære!:

"Jeg prokrastinerer og prokrastinerer (altså det som nogle fejlagtigt kalder at lave overspringshandlinger ☺️ ). Men altså i en positiv forstand.
Jeg skulle egentlig have været afsted på tur for flere dage siden. Har sagt farvel til utallige mennesker. Men jeg bliver ved med at udskyde afgangen. Egentlig fordi jeg havde bestilt dæk til Morinien, som skulle på for overhovedet at kunne køre turen. De kom senere end regnet med, så derfor første udskydelse. I går kom de og de er kommet på, men jeg kan ikke rigtig få mig nosset sammen til at få pakket og komme afsted!
Jeg har grundet lidt over hvorfor, og tror det er en kombi af lidt vel meget rod i foråret, en lettere udeblivende udlængsel og ikke mindst at jeg har det så helt fantastisk godt lige nu hvor jeg er. Jeg bliver hele tiden lokket af uimodståelige tilbud fra familie, venner, bekendte; af skønne (danse)arrangementer, hyggeture, sammenkomster, dejligt dansk sommervejr og smuk natur - Og ikke mindst: Glæden over bare at være til i min lille skæve, faldefærdige oase; mit hjem og mit liv hvor jeg er nu, er så stor, at jeg ikke rigtigt har lyst til at forlade den - ikke en gang kortvarigt.
Nå, men altså, hvis du støder på mig, selvom jeg har taget afsked med dig, så er der altså ikke noget galt, tværtimod! Og hvis jeg pludselig rapporterer fra Syden, så er alt også godt!"

Ja, sådan har jeg haft det, og jeg har faktisk skulle gå og tvinge mig selv til at komme afsted, med formaninger om at jeg vil fortryde hvis jeg ikke gør, og prøve på at minde mig selv om hvor sjovt det faktisk er til det italienske træf, hvor fedt det er at køre i Italien og hvor herlig den italienske kultur er!

23/05 - 20.35


Km: 36803 - Hygind

Prolog:
Turen går som altid til det italienske Morinitræf. Min plan var at tage til Sienna først på turen, gennem mit elskede Cinque Terra og så slutte af ved træffet. Grunden til at det skulle blive på den måde i år og ikke med det tyske træf som afslutning, er at jeg skal hjælpe til ved det tyske træf - Jeg er en slags "æresmedlem" af det hamborgske Morini-stambord ;o), som i år står for træffet. Jeg skal således til det tyske træf med bil og campingvogn, så der er en ekstra bil til transport af varer. Jeg kører altså fra det italienske træf direkte hjem og tager så til det tyske et par uger efter!
Men altså på grund af al den prokrastinering, bliver det nok ikke til turen til Sienna, men "bare" lidt zigzaggen i Norditalien på vej til træffet. Men lad os nu se hvordan det hele vil udspille sig!

Billeder er som vanligt en forkælelse her første dag. Det kommer der ikke fremover - ikke før jeg er hjemme igen. Det er simpelthen for omstændigt at uploade undervejs.

Et par af grundene til den omfattende prokrastinering: Smuk natur og dejligt vejr med overnatning under åben himmel


25/05 - 00.35


Km: ca. 37300 - Rätzlingen

Det bliver kort, er træt!
Jeg har vist kørt knap 500 km. Glemte at tjekke km-standen. Jeg skal prøve at huske det i morgen.
Er som vanligt hos Gunar i Rätzlingen - som aflyste aftenens aftaler for at modtage mig - mig, som havde givet en halv dags varsel. 🙄
Har siddet i udestuen, drukket øl og snakket med Gunar om løst og fast indtil midnat - det var det jeg drømte om, så det kan ikke være bedre!!!
Turen var fantastisk. TomTom'en fandt nogle nye og dejligt snoede veje. Igen må jeg undres over folk der klager over Nordtyskland.
Tornerose, ja, der er for meget at fortælle, så det må blive når jeg har mere tid og overskud! Men det er mest godt.


25/05 - 23.55


Km: 38027 - Inning am Holz

Hvor er det dog fantastisk. Endnu en dag med skønne veje og stadigt bedre vejr.
Er igen for træt til lange historier, men er altså landet hos Christine og Klaus - denne gang med endnu mindre forberedelse. Jeg dukkede simpelthen bare op og de var heldigvis hjemme. Ikke nok med held og gæstfrihed, de venter simpelthen besøg af Kersten og Geli i morgen, så jeg har naturligvis taget imod invitation til at blive her endnu en dag!
Nå, der skal soves, skal der - har været i sadlen i 11 timer i dag. Det kan mærkes i måsen ;o)




26/05 - 14.35


Km: 38027 - Inning am Holz

I dag har jeg siddet i sidevogn. Det er første gang siden jeg var helt lille. Min far havde en NSU Superfox med sidevogn inden familien blev lidt for stor til at det kunne fungere. Jeg kan kun svagt huske det, og jeg ved ikke om det er skjulte minder der kommer frem, men jeg synes altså det var sjovt at sidde ved siden af i dag.
Jeg ville til den nærmeste Louis for at købe overtrækshandsker - jeg er simpelthen træt af de et-eller-andet-tex-handsker. De holder en sæson, så er det slut med at være vandtætte - så nu bliver det altså old school ;o) - og nu skulle det altså være, selvom det på ingen måder tyder på regn, men jeg ville ikke gentage fejlen fra sidste år med at vente til den næste, eller den næste, eller den næste forhandler og så ende med at være våd, kold og "blind" hele turen. (Jeg skulle have haft købt et pin-lock inderviser)
Men altså Klaus foreslog først at vi kunne følges og så siden at vi da bare kunne tage en af hans motorcykler. Så jeg var altså ude at køre Le Mans III - Sjovt! Jeg kom til at tænke på Manfred som meget har været medkører i sidevognsrace - Jeg har nemlig undret mig over hvorfor han havde lyst til det, men det forstår jeg godt nu.
Jeg fik i øvrigt et par sorte latex-handsker. Og nej, ikke en gang med god fantasi er de på nogen måde sexede



26/05 - 16.00


Km: 38027 - Inning am Holz

Lidt om turen i onsdags, mens jeg sidder døsig i solen og venter på Kersten og Geli: flot, men blæsende vejr at køre afsted i. Trafikken flød som var det på bestilling og jeg kom på delvis nye og delvis kendte snoede veje. Som altid begyndte jeg dog med en tur over Schlei med Missunde-færgen. Da jeg var halvvejs Rätzlingen, holdt jeg en lille pause og fik noget mere tøj på - Det var alligevel koldere end vejret umiddelbart så ud til. Og jeg fik skrevet til Gunar hvornår jeg regnede med at være hos ham.
På grund af mit vægelsind mht afrejse, har jeg ikke ville aftale noget med nogen, og har så satset på at jeg kan være heldig at folk er hjemme.
Jeg havde skrevet til Gunar at jeg nok ville komme lidt sent, men egentlig bare havde lyst til at sidde i havestuen og drikke øl med ham - som vi plejer. Han svarede at han egentlig havde en aftale, så han skulle lige snakke med Sylvia om hvordan og hvorledes. Onsdag morgen skrev han så: "komm einfach" - Han havde så meldt afbud til det andet. Så føler man sig altså priviligeret!
20:30 var jeg hos ham, og jeg blev straks budt på mad. De havde selv spist, men fandt lidt frem til mig. Og derefter gik snakken.
På køkkenbordet lå en styrebox til en Corsaro, som han skulle til at programmere. Den var til Klaus, så jeg sagde straks at jeg da bare kunne tage det med, da det var næste stop på ruten. Så det blev pakket ned - så var det spændende at se om de var hjemme. Jeg havde forsøgt at ringe og skrive mail, men ikke fået svar ind til da. Så hvis det gik helt galt, ville jeg smide den i postkassen eller hos en nabo.
Jeg kørte i øvrigt "forgæves" i går: Jeg har lettet tre primærdrev for en der hedder Ulf og som bor på ruten. Ham har jeg heller ikke kunne få fat på. I går morges kørte jeg så forbi, men han var ikke hjemme, så jeg lagde dem et skjult sted.
Mens jeg gjorde klar til at køre videre, kørte Dirk forbi. Han bor nærmest ved siden af. Jeg forsøgte at indhente ham, men han forsvandt rundt om et hjørne og han var ikke på vej hjem i hvert fald.
Turen igår var lang. Begyndte koldt, men over middag tittede solen frem og det blev stadigt varmere. De sidste 100 km var jeg træt og øm, så da jeg ankom til et tilsyneladende tomt hus hos Christine og Klaus, var jeg lidt slukøret. Der var ingen der åbnede da jeg ringede på, så jeg gik ind til naboen, som holdt fest, for at aflevere styrebox'en. Naboen mente bestemt at de var hjemme, så jeg prøvede igen dørklokken - og denne gang var der gevinst. En meget overrasket Christine tog imod og en meget glad Klaus ligeså! Det er altså dejligt, når man er velkommen.
Turen gik over Harzen og, havde jeg nær sagt, selvfølgelig Kyffhäuser hvor det obligatoriske "drillebillede" til Ejvin blev taget og sendt.
Indtil Kyffhäuser havde jeg været lidt bagud med det hele, men det lille bjerg er fantastisk til at vække en, og derefter var der ordentlig flow i kørslen.
I øvrigt var det "Vatertag" i går. Et fænomen jeg ikke kendte til. Men det er noget med at mænd i flok går rundt og drikker sig fulde dagen igennem, så overalt stødte jeg på små grupper af mænd på landevejene som gik med en lille trækvogn fyldt med øl.
Da det selvsagt var helligdag, var alle de mere populære steder fyldt med motorcyklister. Kyffhäuser var selvfølgelig proppet. Jeg talte ikke mindre end 15 danske motorcykler på stedet - og det lod også til at det var dagen, hvor man skulle lufte sine øst-totaktere: jeg har aldrig set så mange MZ'ere og Simson'er på én dag! Det var lige før at jeg kunne lugte de gamle dage i Østtyskland, hvor der var en konstant olietåge i luften!!!
På Kyffhäuser fik jeg også snakket med en Corsaro-kører som aldrig havde hørt om de Morinifællesskaber som for mig er så naturligt at kende til. Jeg lavede lidt reklame for ital-web og træffet i Hamborg!
Det var vist nogenlunde turen ind til videre. Nørderierne om Tornerose gemmer jeg lidt. I dag har jeg vist fyldt rigeligt i dagbogen!



27/05 - 12.14


Km: 38041 - et sted på landevejen

Tornerose: jeg har jo i år lavet en del for at forbedre køreegenskaberne. Afstivning af bagsvingeren og lavet forbedrede forgaffeldæmpere og monteret "cartridge emulator valves" (beklager har ikke et dansk navn). Hvem der følger min youtube-kanal, ved hvad det drejer sig om. Bagtil er det svært at sige hvor meget det har hjulpet, så det er nok mest subjektivt at jeg føler den er blevet mere rolig. Noget af det er nok også skiftet til en lavere viskositet i dæmperne. Foran er det en verden til forskel! Jeg troede i starten at der måske var lidt placeboeffekt, men senest da jeg nåede omkring Gunar - og de hårdtslående brostensveje, fik jeg bevist at der er tale om en revolution. Alle de ellers betonhårde slag op gennem styret er forsvundet. Og udover dette ER den altså bare blevet langt mere stabil i sving. Indbremsninger i hurtigere kurver på ringe asfalt er i den grad blevet bedre og selv hårde opbremsninger er blevet væsentlig kortere.
Når vi er ved bremser. Jeg har jo (ses igen i videoerne) lavet hovedcylinderens stempel mindre og det er altså også en klar forbedring. Selv de hårdeste opbremsninger klares med to fingre og serpentinkørsel kan udføres med langt større præcision. - I øvrigt måtte jeg skifte et stempel i venstre forreste kaliber. Det var irret og blevet utæt. Jeg måtte for nylig køre fra Odense hjem uden forbremse fordi bremsevæsken var løbet ud.
Det er i øvrigt samme kaliber, som jeg første år jeg var i Italien også måtte skifte stempel på i den anden side. Det var det år jeg mødte Marco og det var hos ham jeg fik nyt stempel.
På turen har der været lidt småproblemer. Igen et løst topdæksel, men denne gang opdaget i tide. Jeg har ellers repareret gevind og sat ny pakning i, men jeg skulle nok have spændt efter efter de første ture - ikke mindst fordi motoren stadig vibrerer meget. Det irriterer mig lidt, for jeg synes jeg har gjort hvad jeg kunne for at forhindre det. Jeg har overvejet at lave noget hvormed jeg kan afveje krumtappen dynamisk.
Af sikkert samme vibrationer er en af skruerne til udstødningsvarmeskjoldet knækket. Jeg troede den var rystet løs, men da jeg kiggede på det i Klaus' flotte værksted, opdagede jeg at den var knækket. Siden han nu har ordentligt værktøj, fik jeg den boret ud og skåret nyt gevind. Spændende om det så holder! Jeg har for en sikkerheds skyld beholdt den midlertidige løsning jeg havde fundet på: opbinding med en stump kabel-inderwire.
Tændingen har jeg også måtte stille lidt frem. Jeg ved ikke om jeg alligevel har lavet lidt forkerte markeringer på svinghjulet efter jeg har lettet det - i hvert fald har den tændingsbanket en del.
Bortset fra det, så kører den fint. Og som sagt er den en stor fornøjelse med de forbedrede køreegenskaber - Nogle gange tænker jeg på, hvordan mange Morinikørere får ufattelig lidt ud af den fantastiske motorcykel - selv uden de forbedringer jeg har lavet. Jeg har kørt på Morinier, hvor jeg kunne ønske for ejeren at han i det mindste bare fik lavet tingene i orden til standard, så han kunne opleve hvor velkørende en motorcykel det er!

Nå, jeg skriver dette men jeg venter! Jeg er kørt tør!! Jeg var klar over at det var lidt tæt på, men havde udset mig en tankstation jeg skulle tanke på. 500 m før løb jeg tør! Trækker så derhen og finder ud af at der kun er diesel at få. Lige samtidig kører en Passat forbi og en yngre gut råber ud af vinduet om han kan hjælpe. Jeg forklarer og han siger straks: jeg kører lige hjem og henter noget. Det tager en halv time! - Han er selv Harley-kører og tager ofte på tur i Skandinavien. Et citat falder mig ind (fra en musical, hvad ellers): "You can always depend on the kindness of strangers".



27/05 - 22.24


Km: 38473 - et sted ved en anden landevej nord for Belluno

Jeg sidder og får mig en flodkold øl, en bayersk pølse og en bretzl. Inden længe kryber jeg til køjs i mit telt. Glæder mig meget til at sove i telt.
Øllen og maden har jeg fået af Nick, altså gutten der hentede benzin til mig. Jeg fik 5 liter benzin og så havde han de bayerske specialiteter med. Penge ville han ikke høre tale om. I stedet fik jeg en lille klokke, som jeg skulle montere på min motorcykel - en såkaldt karma-bell. Næste gang jeg så hjælper en MC-kører i nød, skal jeg give den videre. Sød tanke, så det vil jeg da gøre.
Han tog et billede af mig, som han allerede har sendt til mig via WhatsApp. Jeg gav ham mit kort og selvsagt en åben invitation, hvis han kommer i nærheden af Hygind.
Igår kom Kersten og Geli jo også på besøg hos Klaus og Christine. Christine som havde været i løbende kontakt med dem, havde ikke sagt noget om at jeg var der, så det var meget sjovt at se deres ansigter, da de så mig. Det er meget rørende at føle sig, ja, jeg vil tillade mig at bruge ordet: elsket! Det er selvfølgelig gengældt, men skønt at få det bekræftet på sådan en måde.
Kersten har købt en gammel Hanomag Henschel, sådan i "rugbrødsstørrelse", som er udstyret som campingbus. De havde været til bryllup hos hans søster som bor i området, og holdt så ferie i samme forbindelse. Fed bus, var sådan set det jeg ville frem til - igen glemte jeg at tage billeder!
Det var altså total hygge hos Klaus og Christine, men jeg ville jo videre, så i morges ved 10-tiden trillede jeg afsted og havde kort efter den lille "episode". I øvrigt var et af emnerne for snakken i går, at de bedste oplevelser man havde haft på rejser, netop var når et eller andet gik galt. Vi kunne sidde og remse den ene historie op efter den anden om hvordan vi havde mødt søde og hjælpsomme mennesker som havde inviteret os ind i deres liv på en eller anden måde!
Videre gik det så med Passo di Giau som destination. I Østrig havde jeg de snart sædvanlige ladeproblemer med iPhonen, og jeg forbandede Apple langt væk over deres elendige ladekabler. Apple laver generelt rigtig godt kvalitet, men deres ladekabler er simpelthen den værste omgang lort, for at sige det lige ud. Jeg har haft to med, begge to som havde tendenser til kun at ville virke når stikket vendte den ene vej. Først gik det ene i udu og i dag så det andet. Jeg ledte altså efter et sted at finde et. Tilfældigt kom jeg forbi en Louis, som dog ikke havde den slags, men hvor jeg faldt i snak med en Virago-kører som forklarede vejen til den nærmeste Media Markt. Her fik jeg så et nyt kabel, for snart tiende gang!
Kort inden den italienske grænse holdt jeg for rødt lys ved vejarbejde. Foran mig var en italiensk Harley-kører. Han drejede hovedet mod mig og gav mig et skælmsk smil. Da der blev grønt skød han afsted og jeg lagde mig bag ham - og jeg må sige at jeg blev noget videre forbavset over hvordan han smed den rundt i svingene. Flere ganske stod gnisterne op, når fodhvilerne skrabede i asfalten, men han havde rigtig meget styr på det. Imponeret var jeg!!!
På et tidspunkt gav de modkørende signal til at sænke farten, og ganske rigtigt, nogle km senere stod de med laserpistoler. Harleykøreren og jeg blev vinket ind. Vi havde, mente jeg, sat farten passende ned. En ung meget smuk kvindelig betjent ville se mine papirer - ja, jeg har selvfølgelig ikke fået dem med. Jeg har ledt og ledt, men opgav til sidst, med tanken "der går nok uden, det plejer det jo". Nå, jeg vævede og vævede, at vi ikke rigtig brugte det i Danmark, fordi en nummerplade sådan set er bevis nok på at den er forsikret og at politiet meget nemt kan tjekke køretøjet - så jeg havde simpelhen glemt det, fordi det ikke rigtig var vigtigt i Danmark.
Hun godtog væveriet - eller måske ville hun bare af med mig hurtigst muligt, fordi jeg konfronteret med hendes yndighed, blev meget flirtende og snakkesalig - jeg havde pludselig mange spørgsmål jeg gerne ville have svar på. :D
Kort efter var jeg så i Italia! Og samtidig blev vejene rigtig spændende. Jeg havde valgt en rute op til Passo di Giau som jeg ikke tidligere havde været på og det blev til omkring 150 km med meget sjove og ultrasnoede veje.
Kl 19:30 stod jeg så på toppen. Der var ganske få deroppe, så der var helt stille. Og det var sågar varmt. Jeg plejer at småfryse deroppe, så jeg hurtigt kører ned igen. Men idag stod jeg en halv time og bare nød udsigten. Der er virkelig ufattelig smukt!
Jeg lagde så en rute i sydlig retning og kørte afsted. Besluttede mig for at køre til 20:30 og så finde et sted at sove. Der bliver jo tidligt mørkt, og ikke mindst mellem bjergene her.
Jeg er bare drejet fra hovedvejen ned mod floden der løber ved siden af. Ikke noget fancy! Der er støj fra vejen og floden suser afsted, men som jeg ofte har sagt, er der noget ved monotonien fra begge dele som fordrer søvnen. Det skal blive dejligt at sove i telt. Det er også lidt længe siden!



28/05 - 18.28


Km: ca 38650 - Padova

Endnu et overraskelsesbesøg og endnu en dejlig modtagelse. Jeg er nu i Padova hos Marco. Jeg havde forsøgt at få fat på ham flere gange, har brugt diverse medier og kommunikationsvejene, men ikke fået svar, så igen var det et sats.
Jeg triller ved middagstid hen til hans lejlighed og kan se at han og Sara ligger i haven og soler sig sammen med hunden Coco. Igen bliver jeg mødt af åbne arme og glade ansigter. Sara har jeg ikke set før, men sikke dog en skønhed, og hvor er hun sød.
Marco og jeg snakker som vanligt løs og bliver up to date med de seneste ting der er sket i vores liv. Sara bringer kolde øl, varter op og kommer med små bemærkninger i ny og næ. Efter et par timer spørger hun om vi kan spise lidt pasta og så går hun op og kokkerer. Umiddelbart sidder jeg og tænker at det virker som om 50 års kvindefrigørelse er sat tilbage, men på en eller anden måde alligevel ikke. Der er stor kærlighed og stolthed at se i det hun gør. Men sjovt hvordan jeg alligevel kan føle mig lidt beklemt over at hun sådan indtager husmoderrollen.
Turen hertil har været stille og rolig. Jeg sov længe - vågnede flere gange tidligt og tænkte: nej, jeg tager lige en halv time mere. Klokken var vist 10 inden jeg kom afsted, efter jeg i ro og mag havde pakket og også lige nydt den knap så brændende morgensol.
Tornerose trængte til at få lidt olie. Motoren har alligevel smidt en del - eller ædt det. Jeg kan ikke helt finde ud af det, men måske er stemplerne og stempelringene alligevel lidt mere slidt end jeg troede. Der er dog god kompression; den kører jo fint og benzinforbruget ligger omkring 23 km/l - og så vil jeg ikke klage. Alt over 20 er rigtig godt i min verden... Men jeg ledte altså efter et sted at få olie, hvilket er svært en søndag. Jeg var i supermarkeder, som er det eneste der har åbent. Var ved flere tankstationer, men de har også lukket i de tilhørende butikker, men jeg fandt så endelig en tank som havde en bar som var åben. Jeg spurgte tankmutter om hun talte engelsk, men hun rystede på hovedet og pegede på en ung pige som stod og skrubbede nogle køleskabsriste. Det viste sig at være datteren. Hun åbnede butikken og efter lidt snak om olietyper, fik jeg den jeg ville have (hun brugte den samme til hendes Punto - som i øvrigt var samme model som min). Samtidig fik jeg et lille indblik i hendes verden: "Jeg arbejder normalt ikke her. Jeg arbejder idag for min mor", sagde hun med lettere foragt og himmelvendte øjne. Kort efter kørte en motorcykel ind på pladsen, og hele hendes ansigt strålede, da hun sagde: "det er min far" - Jeg lo i mit indre, for det virkede nærmest som taget ud af den mest fordomsfulde film om italienere!
Lige nu får vi middagslur - eller rettere, jeg er selvsagt lige vågnet fra den. Der blev (som vanligt) serveret vin til pastaen og det blev jeg lidt døsig af. Marco har haft en hård arbejdsuge, så han trængte også til en skraber. Sara havde allerede efter maden lagt sig til at snorke på sofaen sammen med Coco.
Der har været snak om besøg hos "vingreven" Lele, som jeg tidligere har været hos, men jeg ved ikke om det bliver til noget.



29/05 - 11.09


Km: 38708 - foran en Famila

Jeg holder pause. Har kun kørt 50 km, men trængte sådan til en kold cola. Jeg sidder ved et af mine yndlingssteder: foran et stort supermarked. Det er pisse uromantisk, men jeg nyder virkelig at se folk gå ind og ud af butikken. Det er som om jeg får del i folks hverdag. Og så er det i øvrigt sjovt at se hvordan hver femte lige stopper op og kigger på Tornerose. Der synes altid at være et nostalgisk forelsket blik i folks øjne, når de ser på den.
Colatørsten skyldes nok i høj grad gårsdagen, hvor jeg i den grad fik del i folks hverdag. Turen til Lele blev droppet - middagsluren trak jo ud, men om aftenen var jeg med ude hos Marcos forældre, hvor broderen også var der, så hele familien, som jeg kender den, var samlet. Det var lige hvad jeg kunne ønske, for selv om jeg måske ikke har snakket så meget med dem gennem årene, føler jeg mig alligevel forbundet til dem. Det er lidt som at komme hjem.
Marco grillede på sin nye gasgrill, hans mor spurgte mig ud om dette og hint, hans far fyldte vin og mad på mig og humøret var højt. Der blev snakket om religion, politik, skøn natur og fede veje i Italien og Rumænien. Og så blev der selvfølgelig spist på vanlig maner. Det er ikke så kønt, men utrolig charmerende og dejlig frit.
Marco og jeg var de sidste der gik fra bordet, efter de andre var gået i seng. Vi gik så ned for at se Marcos nye værksted. Han er blevet forvist fra sit gamle rum og har i stedet fået et der kun er en tredjedel i størrelse. Det var han meget ked af. Derefter hjem til ham, lidt yderligere snak om Morini og så i seng. Klokken var da omkring to.
Ved ottetiden var vi så oppe igen. Marco skulle arbejde, så vi fik spist lidt morgenmad og jeg kom afsted, så han kunne komme igang med dagens opgaver.
Jeg er på vej til Gardasøen. Jeg har tænkt mig at tage en overnatning eller to på min sædvanlige campingplads i Lasize.
Oprindeligt ville jeg jo have været syd på til Sienna, men med den knebne tid - ikke mindst fordi jeg tog en ekstra nat hos Klaus og Christine - kan jeg ikke nå det, så jeg vil tage nogle ture omkring søen i stedet. Noget andet er også, at økonomien er noget videre kneben. Egentlig burde jeg nok ikke have været taget afsted, hvis fornuften skulle råde, for jeg skal jo beregne en krone for hver to kilometer jeg kører, så jo længere, desto mere gæld 😆 (også en grund til afrejseudsættelsen). Men i tråd med at leve i nuet, måtte jeg jo simpelthen afsted...Klaus sagde på et tidspunkt at han stort set hele sit liv havde presset citronen - brugt den sidste øre og sågar sat sig i gæld for at komme afsted på rejser - og som han sagde, havde gjort det helt rigtige. Når det kommer fra en mand som så dramatisk fik ændret sit liv (han er lam fra livet ned pga en motorcykelulykke), så får tingene et helt andet perspektiv. Der er altså kun nuet at leve i. Det er det eneste der er sikret.
Nå, men lidt tænker jeg så alligevel på morgendagen - i det mindste bare så meget at banken ikke spærrer mit Visakort! 😆



29/05 - 16.12


Km: 38808 - Camping Communale, Lasize

Jeg har idag været i sådan en yderst vanedannende tranceagtig tilstand. Sandsynligvis som delvist resultat af at være i søvnunderskud og helt sikkert pga den fantastiske varme - for fa'en hvor jeg nyder det. Varmen omslutter og nærmest løfter hele kroppen. Det er lidt samme oplevelse som at være neddykket i vand.
Jeg har kørt på nogle relativt store veje idag; det har til tider været en stor overhaling og zigzaggen mellem bilrækkerne, og den tranceagtige tilstand har i den grad været fantastisk. Det har været som om storehjernen bare har været slukket og alt har været krop og signaler. Biler, vejskilte, vejforløb; forhindringer af enhver art har slet ikke været registreret. Det hele har været opløst til strømme, linjer, kurver. Gjorde en bilist noget uventet, var det som om det aldrig nåede at blive opfattet. Kroppen reagerede bare instinktivt og intuitivt. Det er en helt ufattelig fed fornemmelse.
Glimtvis har jeg oplevet den samme fornemmelse ved at lave musik, men jeg har aldrig været teknisk dygtig nok til at kunne fastholde det over længere tid, for jeg har som regel skulle til at tænke midt i det hele: hvilken akkord er den næste, hvordan er betoningen, hvad med tempoet osv. Men på motorcykel (og i bil) kan jeg altså opleve og fastholde det over længere til - det kan jeg også når jeg laver håndværk og ind i mellem også med dans.
Jeg tog et smut ned over Vallegio sul Mincio på vej hertil. Jeg har været der før. Det er sådan en lille smuk perle af en by. Sidst jeg var der, var der proppet af turister, så jeg gad ikke gå ind i byen, men nød udsigten oppe fra den bro der går uden for byen. Denne gang var der ganske få og mest pensionister, så det passede lige til mig 😉 Jeg gik altså en tur igennem byen. Meget charmerende!
Lige inden jeg nåede campingpladsen var jeg i den sædvanlige Lidl for at købe brød, ost og skinke - og et par øl og sodavand. Jeg har kunne konstatere at bortset fra to cola'er (og handsker og ladekabel) er det, det første jeg køber på turen. Indtil nu er jeg blevet fodret (så rigeligt) af venner, bekendte og søde fremmede mennesker - altsammen noget der gavner den dårlige økonomi 😆
Jeg er blevet indskrevet, har spist, fået mig endnu en cola og sidder nu ved stranden og nyder at slappe af. Sæsonen er vist ikke helt begyndt, for her er ikke mange mennesker. Men det er nu meget rart med lidt ro - nu jeg er i det filosofiske hjørne.




29/05 - 18.51


Km: 38808 - Camping Communale, Lasize

Endnu en gang må jeg nævne mine dejlige naboer!
Jeg ligger her på græsset og driver den af, da der tikker en SMS ind: "Har du stadig din MacBook til salg?" - Jeg satte den gamle jeg havde til salg, lige inden jeg kørte. Jeg gjorde den klar og stillede den frem, hvis nu... Og minsandten om der ikke var en kvinde som gerne ville købe den. Jeg fik skrevet til naboerne om de var hjemme og ville hjælpe. Lena tog straks opgaven på sig! Så efter en større omgang sms'en frem og tilbage, kørte køberen så til naboerne, Lena hentede computeren hos mig og forestod så handlen. Prisen havde vi aftalt og pengene blev overført med MobilePay (hvor er det genialt), så nu har jeg lidt længere tid at løbe på inden min bankmand spærrer Visakortet! 😅



29/05 - 21.30


Km: 38808 - Camping Communale, Lasize

"Du kører da ellers aldrig den samme vej to gange - og nu er det tredje gang du er her" - Jeg vender mig om og der står en dansker jeg ganske rigtigt har snakket med tre år her på pladsen.
Hvor er det herligt at blive holdt op på ens egne udtalelser! Jeg har ofte sagt at man bør undgå at bruge absolutismer - og se bare hvor det bider mig i røven! Jeg må nok moderere, så: Jeg prøver så vidt muligt at undgå at køre samme vej to gange i træk, med mindre dette er et mål i sig selv. Noget af ideen med ikke at køre samme vej to gange i træk er og har været, at finde de mest spændende veje, og der er man nødt til at prøve sig lidt frem. Nu har jeg jo snart været over hele Italien og der er altså nogle veje som jeg i den grad gerne vil køre igen og igen. Ligesom det er med Missundeturen, så er eksempelvis Passo di Giau og via Aurelia nogle af de veje jeg så vidt muligt vil køre igen og igen, hvis jeg har muligheden for det. I morgen vil jeg således også over på "SP9" der går fra Gargnano til Idro, for den er simpelthen så sjov.
Men altså ham herren, der kunne huske mig og alt det vrøvl om Morini jeg tidligere har fortalt, overraskede og udfordrede mig på denne herlige måde.
Vi fik en længere snak om dette og hint - og han og konen, som sluttede til, havde nogle gode tips til campingpladser, der har en slags "quick-camping", hvor man til stærkt reduceret pris kan komme sidst på dagen og så køre tidligt om morgenen. Det er den slags jeg har ledt efter, da jeg sjældent har brug for andet og er for nærig til at betale for noget yderligere som jeg aldrig bruger.
Men altså hyggelig snak og sjovt med sådan et gensyn.
Det er ved at blive mørkt, så jeg går nok tidligt i seng. Er som nævnt i søvnunderskud, det har været en sjov begivenhedsrig dag, trods, eller måske netop på grund af, det meget langsomme tempo - og jeg glæder mig til turen i morgen. Tror den bliver god!




30/05 - 21.45


Km: 39154 - Trivio Fuentes

En Carabinieri kører op siden af mig foran den Lidl jeg holder ved. Jeg har lige fået hjelm på og skal til at køre. Vinduet bliver rullet ned: "where are you from" - "I'm from Denmark" - "All the way from Denmark". Jeg nikker. "All the way with Moto Morini - tremezzo......number one!", bliver der sagt med et stort anerkendende smil og tommelfingeren op! Italienere er dejlige - selv ordensmagten! 😆
Det var ca halvvejs på dagens etape. Jeg lagde ud med at køre nord rundt om Gardasøen. TomTom'en havde godt nok planlagt noget snoet noget længere inde i landet, men jeg havde sådan lyst til turen langs kysten. Det var igen én lang overhaling. Tyskerne og østrigerne er ikke så gode til at samarbejde, så det krævede lidt større opmærksomhed, for mindst ti procent på vejene var germanere.
Da jeg nåede over til SP9 var jeg efterhånden i zen. Et lille stykke oppe, stødte jeg til en italiener på en japaner. Han lagde et lidt for langsomt tempo i svingene, men jeg kunne ikke rigtig overhale, for han trak fra mig på de længere stræk. Efter er par km holdt jeg en pause og kørte så igen. Nogle km senere havde jeg indhentet ham igen, og her var svingene små og tætte, så jeg fik ham overhalet og trak derfra. Herefter var jeg næsten alene på vejen - måtte overhale et par biler, men ellers var det uforstyrret og rendyrket sjov! Det er altså en fantastisk vej.
Turen har i det hele taget været dejlig. Til tider dog lidt vel megen trafik, og da jeg har været ekstra søvnig idag, har det tæret lidt.
Jeg sov simpelthen så ringe i nat. Vågnede kl 2, 4, 6, og 8 og havde problemer med at falde i søvn hver gang. Jeg stod så op klokken halv ni og begyndte meget langsomt at pakke. Jeg fik vasket tøj, var i den nye Spar, der er kommet i gåafstand (hvor man ikke må gå i bare tæer, fyfy); købte mig en yoghurt (har for en gang skyld husket en ske) og fik spist den; fik skrevet lidt med nogle kære hjemmefra, fik betalt campingmutter, var henne hos de danske naboer for at få den info om quick-campingpladser og bare sludre (de havde sjovt nok også sovet elendigt). Fik så pakket det sidste og med næsten tørt tøj tog jeg så afsted. Jeg ved ikke, klokken var måske halv elleve.
Destinationen var Mandello del Lario, for jeg ville gerne se Guzzi-fabrikken. Jeg har givet mig god tid idag og virkelig bare nydt at køre og køre. Har dog også holdt en del pauser pga trætheden, så turen har taget lidt lang tid. Jeg var således først i Mandello kl 16:45 og selvfølgelig var der lukket. Museet har kun åben mellem 15 og 16, så det var lidt af en skuffelse. Jeg overvejede kort om jeg skulle blive i området til i morgen og så besøge det der, men jeg vil gerne til Morini-fabrikken i morgen, og begge dele kan ikke rigtig nås, så jeg er altså fortsat nord om Como-søen, hvor jeg har fundet mig et overnatningssted. Det er bare en mark, men lige ved siden af en flod og med skønt bjergscenarie omkring mig.
Como-søen er utrolig smuk. Slår Gardasøen med længder. Der er meget få turister, hvilket har undret mig, men jeg tror det er fordi at terrænet umiddelbart ned til søen ikke egner sig til større bebyggelse og da slet ikke til campingpladser. Der er simpelthen for stejlt. Måske er det også bare tradition og markedsføring, der har gjort Gardasøen særlig populær.
Det er mørkt nu og cikaderne laver stor koncert, med floden som taktgiver. Inden længe vil der kun høres floden som den monotone metronom.



31/05 - 10.37


Km: 39236 - Como

Hvis tøserne skulle spørge: nej, jeg mødte heller ikke denne gang George Clooney i Como.
Den lange overhaling fortsatte ned langs vestkysten. Nu er er det ved at blive lidt vel meget, men jeg slipper nok ikke helt før jeg er forbi Milano.
Jeg holder pause ved en Lidl uden for Como og får mig lidt yoghurt til morgenmad.
I Como var der en ung knægt på en crosser, som på et åbent stykke gav den på baghjulet. Jeg ved godt at mange sikkert vil synes det er dybt uansvarligt, men jeg måtte frydes derover. For mig er den en fabelagtig fejring af livet - Hvorfor gøre det? - fordi man kan, det er en færdighed (og således blær) og fordi det er sjovt!
En ældre herre har lige været henne og kommentere på Morinien. Han talte lidt tysk, så for en gang skyld kunne vi kommunikere lidt mere præcist. Det var hans drøm at få en 3 1/2'er da han var ung - i dag ville det vist ikke gå. Jeg fik ondt af Tornerose ved billedet af ham på den. Det er slemt nok at hun skal slæbe på mine 110 kg med fuldt udstyr og oppakning, men ham her vejede måske 200 kg. Men flink mand - igen med det nostalgisk forelskede blik!




31/05 - 18.31


Km: 39420 - Morano sul Po

Da jeg kørte helt ud af Como var der en cykelrytter ved et lyskryds der også strålede, ja, ligefrem lo mens han sagde "Morini!" med kærlig stemme. Jeg fik tommelfingeren op da jeg trak fra krydset og jeg vinkede tilbage.
Jeg havde lagt en rute er godt stykke vest for Milano. Det har jeg før haft held med, og TomTom'en fandt da også igen nogle relativt snoede veje. Men selv når det går lige ud, er der masser af rundkørsler som udfordring. Det er langt bedre end det lyder, for som jeg før har nævnt er vejarkitekturen i Italien lagt an på dynamik, og rundkørsler her byder faktisk også på sjov kørsel.
I Trivolzio hævede jeg lidt kontanter ved en bank (- og godt for det). Derefter ind til fabrikken, hvor man skal ringe på for at komme ind. En ung pige - lige færdig på universitetet og ansat kun i to måneder (ja, hun indbød også til flirt 😬) - åbnede og bød mig velkommen. Da hun havde fået overstået sine overspringshandlinger (her var der tale om de rigtige), begyndte hun med stigende sikkerhed at fortælle om Morini - og hun havde læst på lektien. Dejligt med engagement! Jeg spurgte selvfølgelig om det essentielle. Granpasso'en, som var rygtedes skulle udfases, vil de nok lave et facelift på. Den er alligevel for populær til at droppe. Alle modellerne skulle komme up to date til Euro4-normen. De gør og vil fortsætte med at gøre meget ud af "customisering", så man kan få sin "helt egen" Morini. Og så barsler de med en ny model, som skulle komme til efteråret. Af samme grund, måtte jeg heller ikke se fabriksområdet, men kun udstillingen.
Den søde unge dame samlede lidt merchandise i en af de fine plasticposer (jeg har stadig den fra sidste år, som stadig er som nystrøget 😆). En af tingene er et kvartalsvis magasin som de har lavet to udgaver af - det tredje kommer inden længe, hvor de skriver om Morinis historie og målsætning. Det synes jeg er et yderst godt tiltag. Hvis det ikke er vanvittigt omkostningsbetonet, så det er rent tilsæt, er det den slags, der kan være med til at give mærket en særlig plads. Det er godt at "vi" endelig er sluppet af med Capotisti og hans mærkelige markedsføringsideer.
Jeg købte også en trøje. Det er mit beskedne bidrag til at holde gang i hjulene. Ville have betalt med Visa, men kortterminalen kunne ikke få forbindelse, så derfor var det godt jeg havde kontanter. Jeg fik så 5 Euro rabat for bøvlet.
Det var i øvrigt ellers meningen at de skulle komme til træffet med den nye model (ZZ), men de havde simpelthen for travlt til at kunne nå det, så det bliver ikke til noget. Men så fik jeg den da at se på fabrikken.
"Hjemturen" gik over den sædvanlige snoede vej på digerne mellem rismarkerne og selvfølgelig over den meget interessante bro, som jeg også har beskrevet tidligere.
I Casale ville jeg så købe myggespray som det allervigtigste, købe lidt proviant og vaske motorcykel, også som jeg plejer, men omstændighederne ændrer sig. Famila'en jeg plejer at handle i var nu en Mercató og havde middagslukket. Så videre til Coop hvor jeg købte det jeg skulle have - undtagen selvfølgelig myggespray! Videre til byggemarkedet Self, for at købe unbrakonøgler - sidste år smed jeg min 5 mm bit væk og fik den så fejlagtigt erstattet af en 6 mm derhjemme, så jeg mangler stadig den bit! Videre til "den blå elefant" for at vaske motorcykel. Det var ikke længere en blå elefant, men noget grønt navnløst. Det var heller ikke så effektivt som det plejer, men renere blev den da. Det plejer ellers altid at være det tidspunkt på året hvor Tornerose er allerrenest. Uanset hvordan jeg anstrenger mig, har jeg aldrig derhjemme kunne få den så ren som hos den blå elefant.
Så det sidste stykke til pladsen, hvor den sædvanlige flok var i fuld gang. Tiderne er ovre hvor jeg anonymt kan snige mig ind på pladsen. Alle råbte "ciao Soren!", så jeg måtte pænt gå rundt at hilse på hver og en. Det gør jeg nu gerne, for de er så søde og jeg føler mig meget velkommen!
Jeg har slået telt op og sidder nu nede ved floden, hvor der er myggefrit. Jeg fået min mad og en flodkold øl og ellers bare nydt at være her.
Har jeg nævnt at det er varmt? Temperaturen er konstant steget hver dag - indtil igår hvor det toppede, men der svedte jeg også hele tiden uanset hvad jeg gjorde. Idag har det været lidt "køligere". På himlen trækker der cirrusskyer op. Hjemme betyder det som regel regn efter et par dage, men jeg ved ikke hvordan det er her. Der er megen vind, hvilket måske kan gøre at det bare opløses igen. Faktisk har jeg fået et par regndryp mens jeg sidder her, men så to minutter efter er himlen klar!
Der har lige været to piger forbi, som render og leger her. De spurgte hvad klokken var, og var lynhurtige til at fange at det skulle være på engelsk. De havde engelsk i skolen og syntes vist at det var sjovt at kunne bruge det "for alvor". Jeg sidder på en smal trappe og på et tidspunkt kommer de ned og sætter sig ved siden af mig, sådan helt tæt, skulder ved skulder. Jeg må altid fascineres over den umiddelbarhed, tillid og ikke mindst mangel på berøringsangst, både i bogstavelig og overført betydning, som børn og unge har - hvor forsvinder det hen med alderen!?
Nå, jeg må tilbage til Casale efter myggespray. Jeg har allerede fået de første fem-ti stik og det skulle gerne blive ved det, for det klør vildt meget!




31/05 - 22.59


Km: 39436 - Morano sul Po

Jeg fik min myggespray. Valgte denne gang en med en spraypumpe. De der med drivgas er godt nok nemme at få på, men det er også ubehageligt med alle de fine partikler man må indånde. Og så rammer halvdelen i øvrigt ved siden af.
Jeg købte lige et par ekstra øl - bare for en sikkerheds skyld 😉
Tilbage på pladsen gik jeg i gang med at kigge på Tornerose. Det var også en af grundene til at komme allerede i dag - så jeg uforstyrret kunne kigge på Morinien. Styrlejet trængte til at blive efterspændt - jeg har for nylig monteret konisk rulleleje (igen ses det i seneste youtube-video). Koblingskablet gik heller ikke for godt, så det kiggede jeg også på - og fik det forbedret en smule. Ventilerne blev tjekket - de er stadig "spot on". Tændingen blev stillet endnu en smule, for den har fortsat med at tændingsbanke - dog lidt mindre. Kæden blev strammet og endelig fik jeg kigget på et lidt irriterende problem: Benzinhanen lukker ikke helt tæt, og forreste karburator heller ikke, så den har haft det med at drukne, når jeg holdt stille lidt tid. Benzinhanen har jeg hjemme haft skilt og tjekket. Jeg troede jeg havde fået den tæt igen, men der siver stadig lidt igennem i lukket tilstand. Jeg var så overbevist om at svømmernålen havde en ridse. Det viste sig dog at svømmeren slet ikke lukkede, fordi den var indstillet forkert. Flyderen stødte på toppen af huset, og kunne således ikke lukke. Jeg undrer mig meget over hvordan det er sket, for jeg har ikke haft karburatoren skilt ad meget længe. Men uanset, jeg fik svømmerhøjden justeret ind igen.
Da jeg var færdig, tog jeg mig en flodkold øl og gik op til flokken, som var ved at diskutere de sidste par ting. Der var kommet nye til og de kom hen og spurgte mig det sædvanlige: "tutto bene?" Jeg blev budt på grappa, og fulgte ellers bare med i samtalerne, som jeg jo intet forstår af.
Efter en lille time var der opbrud og der blev sagt godnat. Fulvio forklarede mig så godt han kunne (jeg forstod det!), at bruseren var i orden og at der er varmt vand. Jeg spurgte om huset og han tog mig indendørs og viste frem. I foråret havde de oversvømmelse (97 cm forklarede han) og har måtte renovere huset igen. På Facebook klagede de et par gange deres nød, og var nærmest lige ved at opgive træffet, men det hele er altså blevet fint igen.
Nu er jeg gået i seng, kan næsten ikke holde øjnene åbne. Godnat! 😉



2/05 - 01.35


Km: ca 39698 - Morano sul Po

Er direkte fuld, så bær over med beretningen.
Vågnede kl 4 og 8, så det var da en forbedring. Rævesov sidste gang og var således først ude af teltet ved nitiden. Første tiltag var at planlægge en tur. Og ikke længe efter sad jeg på Tornerose på en rute hvor frekvensen af Fiat'er tiltog. Lidt som i Wolfsburg, hvor det så bare er VW's man støder på, men så alligevel meget anderledes. Jeg havde gjort forarbejdet og målene var i hvert fald den største fabrik og hovedsædet. Og ja, det er selvfølgelig Fiat, der er tale om. Nogle gange føler jeg mig, ja, jeg ved ikke hvad jeg skal kalde det - ordet infantil falder mig ind, når jeg sådan står foran Fiat's hovedsæde, placerer Tornerose helt korrekt og tager et billede til scrapbogen.
Allerførst var jeg dog lige forbi den gamle racerbane. Ville absolut køre en runde på den, hvilket betød at jeg måtte forcere en masse mudder og andet uvejsomt terræn. Jeg var nærved ikke kommet tilbage igen. Jeg ved ikke hvorfor jeg altid skal kaste mig ud i sådan noget. 50 år gammel og laver stadig sådan nogle tosserier!
Ruten til Torino var ukompliceret - stort set ligeud, hvilket også var dejligt. Ind imellem er det fedt bare at afvikle kilometer.
I Torino lagde jeg en ny rute: fabrik, hovedsæde, museum. Det betød 50 kilometers kørsel, hvilket måske lyder af meget i en storby - jeg fristes til at bruge det engelske udtryk "a drag". Men siden vi nu taler om Italien, er det alligevel sjovt. Jeg erindres min første tur til en italiensk storby. Det var Milano, det er ca. 30 år siden og jeg var der med en 45 hk's Autobianchi. Jeg kan tydeligt erindre, hvor overrasket jeg var over hvordan hvert eneste lyskryds bød et "drag race" med bilen ved siden af. Den gang var det Fiat 500'er, 12-7'ere og måske Uno'er jeg skulle kæmpe mod. Idag er 100 hk vel at betragte som lidt, og italienerne giver den stadig fuld gas ved hvert eneste lyskryds. Med Morinien skal man altså være vågen. Den kørsel som gennemsnitsdanskeren kan oppebringe dyb forargelse over, er her som minimum standardkørsel. Det er altså sjovt.
Første stop var det største fabriksareal jeg kunne google mig til. Der så lidt dødt ud, men produktionen ligger vist efterhånden også andre steder i verden. Men jeg så da den nye 124 cabriolet. Meget flot bil.
Videre til hovedsædet hvor jeg som nævnt også tog et billede. Det med at komme ind og se har jeg opgivet. Den gang med Autobianchi'en var jeg også forbi, ringede i min naivitet på, i troen om at jeg bare kunne komme ind ligesom på den lokale smedje, men fik forklaret at den slags skulle forberedes og arrangeres. Tingene er helt sikkert ikke blevet mere enkle gennem de sidste 30 år, så siden tingene foregår mere eller mindre spontant på denne tur gjorde jeg mig ingen forestillinger om at komme ind. I stedet var jeg så på det nationale bilmuseum som sidste stop. Der skulle være et decideret Fiat-museum, men der var kun åbent søndag ifølge Google. Det andet her var såmænd også meget interessant.
Har jeg nævnt at det er varmt? Idag så jeg forskellige tal mellem 29 og 34 grader! Da jeg kom ud fra museet var Moriniens støtteben sunket et par centimeter ned i den "smeltende" asfalt. 😅
Videre ud af byen med mere zigzag mellem biler og trækkørsel med samme. Ruten denne gang i en bue i sydlig retning, så det kunne blive lidt snoet.
Kom tilfældigvis forbi Pininfarina. Der måtte jeg lige vende om og tage et billede - og så videre.
Ved en rundkørsel måtte jeg gnægge i mit barnlige indre. Nogle lømler havde udøvet hærværk på et vejskilt til Poirino. De havde fjernet i'erne 😆
Ludere ser man (apropos) de mest mærkværdige steder. Midt ude i tilsyneladende ingenting på en lille uanselig landevej sidder de på en klapstol i næsten bar røv. Hvordan de kommer derud har undret mig, men de må have en "pimp" som kører dem. Det kan være jeg skal spørge den næste jeg ser 😉Og for fa'en hvor er de solbrændte. Hvis prostitutionen ikke tager livet af dem, må hudkræft være kandidat nummer to!
Fløj tilfældigvis forbi ICP, altså den lille flyfabrik hvor Lambertini arbejder og hvor vi var sidste år. Vendte lige om for at tage et billede!
Da jeg ankom til pladsen var der kommet endnu en gæst: Franco Bergamasco, som jeg besøgte for et par år siden. Han har slæbt fire Morinier med, så nu har Tornerose endelig selskab.
Jeg var ved at blive sulten, så kort efter blev Tornerose igen sparket igang og kørt til Casale. Jeg havde samtidig et andet mål: Jeg har sådan en "string bag" (tror jeg de hedder), som jeg fik i Spanien sidste år som en reklamegave. Det er noget af det bedste udstyr jeg har fået længe. Den fylder ingenting, så jeg har den altid i jakkelommen, og når jeg så handler kan jeg have varerne på ryggen. I forgårs fik jeg overvurderet dens kapacitet. Det tynde materiale måtte give op over for fire halvliters flaskeøl og fire dåsacolaer. Stropperne gik op i syningerne og jeg tabte det hele på asfalten - og en øl gik til. Idag ville jeg så prøve at finde en skrædder og havde googlet mig frem til en. Havde dog ikke de store forhåbninger - og ganske rigtigt, det var mere en fin tøjbutik og de fik vist deres ting syet andetsteds. Fortsatte så mod Self, for jeg skulle have en spændeskive og et par møtrikker til bagagebæreren, hvor der også er rystet et par møtrikker løs. Tilfældigvis kom jeg så forbi et lille syværksted. Her sad en asiatisk familie og syede - mand og kone - barnet legende på gulvet. Engelsk gik ikke så godt, men jeg kunne da vise hvad jeg ville have lavet. Konen tog opgaven på sig og syede på stedet. 1 Euro måtte jeg af med!
Videre til Self, hvor jeg kun kunne købe en pose blandede møtrikker og skiver - til gengæld til en god pris: 2 Euro.
Så lige forbi Mercató for at købe lidt aftensmad og et par øl
Tilbage på pladsen holdt der en BMW med nummerplade fra Stade, Tyskland. Det kunne kun være Karl - og ganske rigtig han gik og slog telt op. Han havde forsøgt at komme afsted på K2'eren, men måtte vende om da den ikke kørte ordentligt og havde så taget BMW'en i stedet.
Efter at have vendt verdenssituationen med ham, gik jeg op til de de andre med min indkøbte mad (brød, ost, skinke). De sad og spiste, så jeg tænkte jeg ville være med. Og så gik det løs! Jeg delte ud af det jeg havde og fik så rigeligt igen. Karl sluttede til og vi blev budt på dessert, vin øl og grappa. Jeg snakkede selvsagt mest med Karl, men ind i mellem blev jeg af italienerne spurgt ud om dette og hint - hvad jeg lavede, hvor gammel jeg var, om jeg var gift, havde børn osv. Altsammen kommunikeret rimeligt effektivt med en smule engelsk, meget italiensk og endnu mere gestikulation! Og der blev grint og sunget - og jeg endte altså med at blive godt lakket til! Herlig aften!



3/05 - 00.35


Km: 39698 - Morano sul Po

Jeg vågnede alt for tidligt ved at en velkendt stemme mumlede noget der skal forestille at være en afart af tysk. Så jeg måtte simpelthen ud af teltet og hilse på Manfred. Igen må jeg fascineres over hvordan et andet menneskes ansigt i den grad kan lyse op når det ser mig. Da jeg var yngre så jeg ikke rigtig den slags. Troede at jeg var mere eller mindre ligegyldig og at jeg til hver en tid kunne erstattes.
Siden jeg nu har fundet lykken i livet her inden for de sidste fire år, begynder jeg at se den slags. Da jeg begyndte i livet troede jeg det var vigtigt at etablere det materielle fundament i livet, men som jeg har været inde på, er jeg i stigende grad begyndt at fokusere på samværet med mennesker. Jeg betyder lige så meget for mine medmennesker, som de for mig, og derfor bliver midlerne i stigende grad også sat ind på samvær. At have venner der bor tusind kilometer væk, er noget jeg bare vil. Jeg ser måske fx Marco og Manfred en eller to gange om året - men det er for at bruge et moderne udtryk "SÅ vigtigt"!
Manfred "beordrede" mig med på en tur op til byen til en kop kaffe på den lokale bar, så jeg måtte jo med. Fik dog lov at få en Fanta i siddet for kaffen.
Vi fik snakket om dette og hint. Jeg blev opdateret med hans liv. Han er stadig meget forelsket i kæresten og hans familie bebrejder stadig (i den grad uberettiget) ham at familien er splittet.
Tilbage på pladsen fik jeg det stadig mere skidt. Troede det var lidt fuldesyge, men inden længe stod det ud af begge ender, så jeg er ret sikker på at jeg har indtaget noget jeg ikke kunne tåle. Om det er vandet i hanerne - klubhuset ligger eller langt væk og bliver ikke brugt så meget, så der kunne godt stå noget i rørene; om det er fordi jeg alligevel har fået lidt flodvand indtaget i forbindelse med køling af øl og sodavand eller om det var den smule "frutta del mare" jeg fik i går (ja, igen), skal jeg ikke kunne sige. Men ikke desto mindre har jeg haft det vildt dårligt idag. Jeg har ligget "helt stille" i skyggen nede ved floden hele dagen og, da solen forsvandt, i mit telt (har fået det placeret rigtig dårligt i den forbindelse). Jeg fik på et tidspunkt slæbt mig op til pladsen for at forklare Manfred og Karl, hvad der var los, og for at låne lidt kontanter til at købe flaskevand for (jeg skulle have været i banken idag). Jeg mødte selvfølgelig en masse nye og jeg måtte levere nogle meget halvhjertede samtaler. Men ellers tilbage til floden for at ligge i fosterstilling - eller rettere på ryggen, for det var den eneste stilling hvor jeg ikke konstant havde surt opstød. Det har min ryg på ingen måde kunne lide, så det var et valg mellem, havde jeg nær sagt pest eller kolera. Jeg havde godt nok nogle ipren'er i min toilettaske oppe ved Morinien, men jeg kunne simpelthen ikke oppebringe overskud til at hente dem. Men lige inden midnat måtte jeg på toilettet igen og har så taget nogle. Det hjalp lidt på det hele.
Nok om sygdom og nød. Dagen idag har selvsagt udelukkende været et lydbillede for mig. Der har været flodens konstante susen, fugle der fløjter, firben der kunne høres pile gennem buskadset og ikke mindst Morinier der kom og kørte: Granpasso'erne med deres sjove udstødninglyd som minder mig om færgers lyd, det typiske krrrrrrrrrrr fra 3 1/2'erne når kickstarten køres tilbage og selvfølgelig det fantastisk brøl, de giver når de vækkes til live. Corsaro'erne der på magisk vis selv starter ved et enkelt tryk på knappen - selvfølgelig også de fremmede motorcykler: japanere, med deres hvinende jammer, BMW'ere med den karakteristiske boxerlyd. Selv fra luften har der været lyd: Flere gange idag er der fløjet et ICP-fly rundt over pladsen, så selv himlen har givet Morini- eller rettere Lambertinilyd fra sig.
I øvrigt nåede jeg i år at høre Francos flotte maskiner starte, lige inden jeg måtte lægge mig brak. Jeg må igen og igen fascineres af hvor tæt og kraftig lyd der kan komme ud af den lille motor. Som Manfred sagde: DET er musik!
Hen under aften er lydene blevet mere og mere festlige. Der har været grint og råbt på typisk italiensk maner og jeg har sådan ærgret mig over ikke at kunne være med, men jeg håber jeg får chancen i morgen, hvis jeg ellers får det bedre.
Det sidste jeg hører inden jeg prøver at få sovet, er folk der går i deres telte og så personalet, der vist har tænkt sig at fortsætte festen med egengjort sang og musik.




3/05 - 10.35


Km: 39698 - Morano sul Po

Er nogenlunde frisk igen!




4/05 - 08.35


Km: 39786 - Morano sul Po

Nogle gange er det godt hvis det udelukkende er luft man lukker ud! 😬😆

Efter en nat med fornuftig søvn, havde jeg det faktisk rimeligt godt da jeg vågnede. Jeg fik mig et bad og fik vasket mit tøj.
Karl inviterede på frokost på den lille bar oppe i byen. Jeg nøjedes igen med en Fanta. Der var nemlig ikke helt forfærdeligt at lade komme tilbage igen, så hvis nu... Men det havde jeg nu ikke behøvet at bekymre mig om, for bortset fra svimmelhed, sult og en vis feberagtig følelse i kroppen, blev det stille og roligt bedre gennem dagen.
Efter bar-besøget fik jeg hilst på de folk som jeg havde "affærdiget" eller undgået igår og fik forklaret hvorfor jeg havde været så uhøflig. Der var Klaus og Christine som var meget glade for at se mig. Klaus er sådan lidt gammeldags knudemand-agtig, men det er tydeligt at se at han er et følsomt menneske. De blev ved med at fedte for at jeg skulle komme den vej over på hjemvejen. Og det samme gjorde Manfred, men jeg skal jo mere vest over, så det kan desværre ikke lade sig gøre. Manfred var "fortørnet" over at jeg ikke havde taget merchandise med til ham også. Jeg tænkte faktisk på det, da jeg stod hos Morini, men mente at han måske selv ville besøge fabrikken. Jeg havde dog ikke lige i tankerne at det var helligdag i fredags. Men jeg tror jeg vil sende det billede jeg tog af hende den søde pr-pige til hende og forespørge om de ikke nok vil sende noget til verdens største Morini-fan!
Det meste af dagen er så gået med snak. Der kommer også her rigtig mange hen og vil snakke med mig, især fordi de har set mine YouTube-videoer, men ellers bare har bemærket mig som den skøre dansker, der kører hele vejen på en tremezzo. Sjovt nok synes der at være flere og flere der kan engelsk.
Jeg fik også lige hilst på Lambertini og så var det ligesom alting gik bedre.
Werner fik jeg hilst på. Hans fik jeg snakket ordentlig med...ja, jeg kan snart ikke huske dem alle. Jeg fik snakket en del med en der hedder Frank, som jeg har haft nogle uoverensstemmelser med på ital-web. Han havde nogle tekniske løsninger som jeg mener er dårlige og det blev han en smule uforskammet i tilbagemeldingerne omkring, men samtalen gik fint og sympatien blev da også fundet.
Ilaria kom hen og præsenterede sig. En af de få (unge) kvindelige Morinister. Sjovt hvordan man allerede kan lide hinanden, selvom man ikke taler samme sprog og ikke rigtig har kommunikeret, men alene på grund af de ting man smider op på Facebook.
Nå, der var altså masser af kendte og nye mennesker.
Jeg valgte at spise lidt frokost. En let pastaret. Det hjalp en del på den "underlige" sult. Derefter mere kiggen på Morinier og de boder der sædvanligvis er der. Mauro Gini spurgte som sædvanlig om jeg ville lave et koblingsdæksel til ham som det jeg har lavet til Tornerose. Og jeg måtte igen grinende ryste på hovedet. Han ved godt at jeg ikke vil, men han holder nok ikke op med at prøve at spørge. 😄
Kl 15 var der udflugt. Det blev den til dato langsomste tur og sådan set også den med flest motorcykler. Vi var knap hundrede afsted! Det gav mig dog tid til at beundre hvordan Lambertinis genistreg af en motor arbejder lige så harmonisk ved omdrejninger under 5000 som over.
Målet for turen var en gammel vingård, som nu fungerede som et "vin-universitet" og laboratorium. Elenas kæreste (nu må jeg snart se at finde ud af hvad han hedder) fortalte at det er sådan et sted, der i vinkredse nyder meget stor anerkendelse, hvor man kan sende sin vin hen til kvalitetskontrol og hvis den så går gennem de strenge krav, øges værdien betragteligt.
Vin er jo ikke min store passion, men stedet!!! Det var vanvittig flot. Huset lå på toppen af en bakke, med den skønneste udsigt. Og så var hus, have og vinmarkerne omkring holdt, for italienske standarder, helt udsædvanligt flot. Jeg fristes næsten til at sige svejtsisk!
Turen tilbage gik ad lidt mere lige veje og det sidste stykke blev der som vanligt lukket op for gassen.
Mere snak og mere kiggen på Morinier!
På et tidspunkt var der samling og Fulvio råbte noget ud i megafonen. Lambertini blev kaldt op og fik overrakt en meget fin miniature af 3 1/2-motoren. Men der var mere på programmet. Jeg måtte også op. Jeg som "dansk Moriniklub" fik anerkendelse for mit søster-forhold til den italienske Moriniklub. Ligesom de andre nationaliteter der var til stede også fik.
Ved aftensmaden satte jeg mig ved samme bord som Hans og minsandten om Allesandro Luzzi ikke sad der også! Jeg har ærgret mig over ikke at komme til Sienna, især fordi jeg gerne ville hilse på ham, og så er det jo perfekt når han er her- Når Muhammed....
Overfor sad en ung pige og her ærgrede jeg mig for alvor over ikke at kunne italiensk, for hvor virkede hun dog interessant. Luzzi snakkede løs med hende og det var tydeligt at hun havde noget på hjerte. Som aftenen skred frem blev der dog kommunikeret lidt på kryds og tværs med hjælp af Luzzi og en anden gut som også kunne engelsk. Jeg blev faktisk siddende ved bordet, for der var hele tiden udskiftning af folk, som havde spændende ting på hjerte. Sidste konstellation indbefattede Giuliano. Han er så sød og snakker løs. Jeg har aldrig set ham ikke snakke!
Ved halv to-tiden var det meget ringe band færdig med at bræge og jeg gik så i seng.




4/05 - 22.28


Km: 39824 - Morano sul Po

Vågnede lidt sent og fik skrevet gårsdagens beretning. Da jeg endelig var færdig var der sauna i teltet.
Jeg havde lovet Karl endnu engang at tage med på baren for at spise morgenmad og ved halv titiden gik vi derop. Parret fra Stuttgart (navnene fik jeg aldrig fat i) stødte til og vi sad og hyggesnakkede om fremtidens energi og næste generation. Kl kvart i elleve måtte jeg stikke af fra dem, fordi jeg gerne ville med på udflugten. Dagens tur var planlagt til kl halv elleve, men det plejer altid at være forsinket og jeg havde ikke hørt nogle Morinier blive startet. Jeg skyndte mig til pladsen, men kunne på afstand høre af den var tom! Efter at have forbandet mig selv over ikke at være gået tidligere, spurgte jeg mig lidt frem om hvornår de var kørt og hvorhen. Jeg fik er bynavn og den vinproducent de skulle besøge, så jeg skyndt mig at hoppe på Morinien og gav den så fuld skrue. Det var kun femten kilometer væk, så byen blev hurtigt fundet og heldigvis lå producenten lige midt i byen. Jeg kunne så lige nå at være med til vinsmagning og at få de sædvanlige småretter der var at spise. Jeg fik snakket med Ilaria og hendes kæreste gennem et vennepar de havde, hvor den ene kunne engelsk og vi kunne så endelig fået udvekslet lidt.
Foto er en sjov ting i Italien. Så snart man stiller an med et kamera stiller alle op, stimler sammen som om det gælder om at være med på hvert eneste foto. Det har taget mig år at vænne mig til det, men nu er jeg med på ideen, for jeg har faktisk fundet ud af at jeg er utrolig glad for de billeder hvor jeg selv er sammen med de folk jeg har mødt, så al forfængelighed og almindelig jantelov er droppet, for billederne vil jeg gerne have.
Dette bare for at sige at jeg fik taget en del billeder og er selv kommet med på en del mens vi har været på turene.
Turen tilbage gik på vanlig vis, dog lidt hurtigere. Gruppen blev på et tidspunkt splittet op og os i bagtroppen blev ledt af Ilaria og hendes kæreste på hver deres Corsarinoer. Jeg måtte simpelthen forevige det, så med venstre hånd på gashåndtaget fik jeg fisker min telefon ud af inderlommen og fik filmet en smule af kørslen! Årh, hvor ville jeg gerne have den Corsarino ZZ årg. '66 😉
Tilbage på pladsen var der frokost. Jeg sprang over, da jeg havde fået rigeligt ved vinproducenten og desuden havde jeg planlagt at tage til Casale for at spise pizza om aftenen.
Jeg fik igen snakket med Luzzi. Der er noget kemi der! Han sagde på et tidspunkt at han værdsatte min måde at tænke på og de ideer jeg har, for han var sikker på at jeg var en af dem der sad på motorcyklen og forestillede mig hvordan motorens dele arbejder under kørsel. Det var så præcist ramt, for jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg med dyb fascination for mit indre har set stemplerne køre op og ned inde i cylindrene, hvordan gearene skifter fra det ene til det andet, hvordan oliepumpen suger olien og trykker den ud mellem lejevæggene i glidelejerne i krumtappen osv osv. En skam der er så langt til Sienna!
Det uundgåelige opbrud gik i gang og jeg sad med Hans og betragtede det midt på pladsen. En af fordelene ved at tage afsted som den sidste, er at man ikke skal rende rundt og hilse - alle kommer til en 😆
Pladsen tømtes og personalet fik ryddet og og piller ned. Hans stak af, og Karl og jeg sad som de sidste gæster. Karl ville gerne med til Casale, men ved sekstiden blev vi af Fulvio budt på mad en time senere, så det tog vi selvfølgelig imod. Alle ville lige hjem i bad og så komme senere.
Klokken halv otte dukkede så igen 20 mennesker op og endnu en italiensk fest med næsten konstant latter blev stablet på benene. Herligt, herligt!
Karl og jeg er gået tidligt i seng. Vi vil gerne tidligt afsted i morgen. Han skal hente konen i Bergamo, hvor hun flyver til, og så skal de holde to ugers ferie. Jeg vil gerne nå til Schwarzwald inden det bliver ryg nat!
Det tordner ind over det flade land i nord. De har været rygter om regn de sidste to dage, men intet er kommet. Spændende om der kommer noget i nat!



5/05 - 22.57


Km: 40511 - det nordvestligste hjørne af Schwarzwald

Jeg tror ikke det var megen søvn jeg fik i nat. Kunne ikke rigtig falde i søvn. Tordenvejret i nord smed også et par dråber af til os, så jeg var ude for at tage de ting ind som bare lå i det fri, en time efter jeg skrev gårsdagens beretning, men det kunne jeg have sparet mig, for det blev kun til de få dråber. I søvn faldt jeg tydeligvis, for det næste jeg kunne konstatere var at jeg var vågnet aaaalt for tidligt. Vendte og drejede mig, men lige meget hjalp det, og på et tidspunkt kunne jeg høre at Karl var oppe, så jeg kunne lige så godt stå op også. Klokken var da halv syv!
Karl kunne fortælle at de havde lukket for vandet, så det jeg havde set frem til, nemlig endelig at komme i bad, kunne jeg smide en hvid pind efter! Det blev til lidt klatvask med de halvtomme vandflasker som stod til overs fra gårsdagens aftenhygge.
Vi fik så pakket i ro og mag. Karl især - han er altid ufattelig lang tid om det. Jeg forsøgte at sætte tempoet ned, men selvom han havde været i gang med at pakke længe og tilsyneladende var halvt færdig, var han stadig tilsyneladende halvt færdig, da Tornerose stod pakket og køreklar. Jeg tog så afsked med ham og kørte afsted. Klokken var da 7.58
Som altid er det første stykke lige veje og som altid er det rart, for så kan der bedre efterrationaliseres omkring træffet.
Det var i øvrigt frygtelig koldt, syntes jeg - der kan ikke have været mere end et par og tyve grader! Men jeg kunne lige så godt vænne mig til det, for det skulle blive endnu værre! Himlen var ildevarslende mørkegrå og selvom jeg prøvede at opretholde optimismen og fokusere på den spalte af lys der var mellem bjergene og den dunkle himmel, måtte jeg konstatere at temperaturen faldt med 1 grad for hver 20 km jeg kørte. Da jeg nåede bjergene var vejene våde og inden længe havde jeg indhentet regnen. Jeg havde ellers håbet på at jeg kunne slå min rekord fra det år hvor jeg kun havde 20 km med regn, men sådan skulle det ikke være. Et godt stykke før og stort set hele vejen igennem Schweiz regnede det. Altså ca halvdelen af dagens etape.
Jeg havde valgt en ikke alt for snoet rute, når det nu netop var vådt. Lago Maggiore blev droppet, og TomTom'en ledte mig forbi en anden sø: Orto, mener jeg den hedder - vest for Maggiore. Meget smukt sted. I det hele taget har det været en smuk tur, dog yderst forstyrret at den dårlige sigtbarhed. Jeg kom over Simplon-passet, hvilket var dejligt fordi utrolig meget af vejen er overdækket og desuden er der bare flot, og ikke mindst kom jeg over Grimsel-passet, som er helt utrolig smukt og sikkert endnu finere i godt vejr. Det kunne godt gå hen og blive til en gentagelse, hvis jeg kan ramme det vejr- og rutemæssigt.
De smukke scenarier kompenserede altså en del for det våde og kolde vejr - når jeg ellers kunne se noget. Jeg tror jeg er kørt noget der ligner 30 km på serpentlnveje med max 40 km/t fordi jeg kun kunne se ti meter frem pga af tåge.
Jeg tankede ved en meget fin rasteplads. De havde tilfældigvis schweizerknive i udvalget og jeg købte mig endnu en. Det har været planen hele tiden, for jeg vil gerne have en der ligger permanent i campingvognen. Jeg ville dog have købt den i en ordentlig butik og taget billeder og det hele, men jeg havde selvfølgelig glemt at pinse også er en ting i Schweiz, så alt havde lukket. Derfor denne "mellemløsning" - og ingen billeder, det var jeg alt for våd, kold og træt til at orke! - Nåja, de usexede latexhandsker virker. Det gør mine to år gamle Goretex-støvler selvfølgelig ikke! De dyre letvægtsregnbukser jeg købte sidste år er heller ikke super effektive til at holde vandet ude - og det er jo flere år siden at min jakke holdt tæt (selvom det dog har hjulpet at give den læderfedt), så det næste bliver nok at jeg køber endnu mere af det usexede latex - eller i hvert fald noget som vitterligt er tæt og forbliver tæt. Det er så irriterende at blive våd.
Lige inden jeg nåede den tyske grænse blev tempoet på vejene meget langsomt. Det var svært at overhale og jeg vil heller ikke køre "Italian style", for man hører jo så meget om politiets nidkærhed. Jeg sad derfor og nikkede på Morinien, så jeg blev nødt til at holde en pause. Heldigvis var det nogenlunde holdt op med at regne og jeg fandt et sted med læ. Det var stadig for koldt og vådt til at ligge sig et sted at få en lur, men lidt ro hjalp da også.
Da jeg så endelig nåede Tyskland og kørte gennem de fantastiske snoede veje i Schwarzwald blev det varmere og varmere og præcis da jeg nåede Tritsch's butik strålede solen og det var endelig varmt nok til at tage regntøjet af!
I min tidlige planlægning havde jeg igen ikke taget højde for pinsen, men vidste så siden godt (i hvert fald fra jeg kørt ind i Schweiz), at han havde lukket, men nu var det jo under alle omstændigheder på ruten! Jeg havde fået at vide at han er ved at lukke butikken - altså sådan permanent, da han gerne snart vil nyde sit otium, men han vil stadig forsyne Morini-flokken med reservedele - han vil altså bare ikke længere have en fysisk butik og værksted.
Jeg stoppede altså foran hans butik for at tage regntøjet af - og ikke mindst kigge på Corsarino'en som jeg jo drømmer om kommer i mit eje en gang. Men ak, den var væk og butikken var stort set allerede halvtom!
Jeg kørte så ind til Freiburg og turistede den lidt sammen med Tornerose, sådan som vi jo plejer at gøre. Freiburg er en flot by.
Jeg havde sådan en lyst til en Döner, så da jeg kom forbi selveste "Mr. Döner" - sådan hed biksen - måtte jeg jo derind. Den var da også god - meget tæt på de oprindelige dönere!
Maden friskede noget videre op og det sidste kørsel idag blev endnu sjovere. Jeg lagde en snoet rute i nordlig retning og kørte indtil jeg fandt et overnatningssted - Det er igen uromantisk, lidt vel tæt på en motorvej! Men jeg skal jo bare sove 😉



 

6/05 - 10.31


Km: 40551 - ikke nået meget længere

Var lidt ugidelig fra morgenstunden og kom først afsted ved nitiden. Vejret lignede noget der kunne gå begge veje. I kørselsretningen så det slemt ud, så jeg besluttede at tage et stykke motorvej, så jeg måske kunne komme oven om, men det blev hurtigt klart at det var en front der lå parallel med den rute jeg skulle. Jeg tjekkede så for første gang vejret - hidtil har det bare virket usandsynligt at det skulle blive andet end sol og varme! Ganske rigtigt viste radaren en regnfront praktisk taget hele gennem Tyskland, der trak vestover og med ca en times regn i sig. Jeg besluttede så at køre så langt jeg kunne og så finde læ, så snart regnen kom. Det blev ved en Shell-tank hvor jeg nu sidder og spiser en sandwich. I radioen spiller de "Sunshine Reggae" - det bliver vist det nærmeste sol jeg kommer i dag!




7/05 - 8.01


Km: ca 40951 - Remscheid

er hos Iris og Hartmut - beretning kommer senere




8/05 - 8.01


Km: 41704 - Hygind

Fortsættelsen fra i tirsdags:
Mens jeg sad på tanken, fik jeg tjekket den regnradar lidt nærmere. Og jeg kunne se at regnen ikke kun ville vare en time, men til gengæld ville det vist kun være byger. Siden forreste linje af sådan en front typisk leverer mest vand og den var forbi, kunne jeg lige så godt komme afsted. Den snoede rute blev beholdt, for skulle det klare op, ville det være ærgerligt andet. Det var den helt rigtige disposition, for turen nåede at blive rigtig sjov. Bortset fra de våde veje i starten af turen, blev det faktisk fint vejr og der var sågar solskin på det sidste stykke.
Turen forbi gik op langs Rhinen, hvor jeg efterhånden har været forbi et par gange - forbi Lorelei selvsagt, og der er virkelig flot der. Og hun kan endnu, hende Lorelei. Rundt i et sving var der et trafikuheld: et par biler var stødt sammen, og det var tydeligt at se at de havde ligget for tæt og opmærksomheden havde været andetsteds. Den bagerste var banket op bag i den forreste, der vist måtte bremse for en modkørende lastbil.
Jeg nåede så til Bergisches Land og havde det rigtig sjovt på de dejlige veje de har. Måtte sådan tænke på hvor heldige de jeg kender er, som bor der!
50 km før jeg nåede til Iris og Hartmut skulle der selvfølgelig drama til. Jeg havde lige haft det sjovt med en masse små sving - selvsagt med kraftige opbremsninger og når så ind til en lille by hvor hastigheden er lidt lav, og pludselig kan jeg trække bremsegrebet helt ind til styret uden der sker noget. Jeg kigger ned og kan se at bremsevæsken fosser ud. “Heldigvis” er det kun en af banjoboltene der er gået løs. Jeg kan se logikken i hvorfor, så det er noget jeg skal have gjort noget ved. Det er bevægelserne op og ned i affjedringen, der så at sige er parallelle med skrueretningen. Lidt svært at forklare, men der skal altså noget til at fastlåse skruen, så det ikke kan ske igen.
Jeg får den skruet fast igen, men kan ikke opbygge tryk, så jeg må videre kun med bagbremsen. Lige rundt om hjørnet er en tank. De har ikke bremsevæske, men henviser til et værksted to huse længere henne. Det er sådan et lidt gammeldags rodet og beskidt et - sådan som Prebens (min fars fætter) var inden det brændte. Jeg får forklaret bossen at jeg gerne vil købe lidt bremsevæske og låne en slange, så jeg kan lufte ud, og han sætter en lærling til at hente. Jeg får så hældt på, luftet ud og ryddet op efter mig - og spørger så hvad han skal have. “Det er i orden” siger han. Jeg takker og kører glad derfra! I øvrigt var der en kunde som spurgte lidt ud om Tornerose mens jeg arbejdede. Han fortalte at han havde en Guzzi fra ’74 og kunne fortælle at værkstedsejeren selv var lidt italienertosset - så han har af den grund nok fundet sympati for mig og Morinien.
Jeg kører så præcis en kilometer og ved et kryds går grebet ind til styret med et lille knæk. En brøkdel af et sekund er jeg total forvirret, så gal og så må jeg le, for denne gang var det i venstre side: koblingkablet er simpelthen knækket! Det er sgu da komisk! Nå, jeg gider ikke stille an med den store reparation med så kort igen, så jeg kører de sidste 49 km uden kobling. Tomgangen bliver sat til det langsomst mulige, så jeg kan løbe den i fart og så sætte i gear og køre afsted. Jeg bibeholder den snoede rute, for så slipper jeg for at skulle forholde mig alt for meget til trafik, lyskryds osv. Og det er faktisk forbavsende hvor hurtigt man kan køre uden kobling. Det er ikke meget langsommere, i hvert fald. Vanligvis bruger jeg ikke koblingen på opskift i de højere gear, så jeg har egentlig en vis træning i det.
Jeg kan så trille ind til carporten hos Iris og Hartmut med kun en halv times forsinkelse. Jeg bliver budt hjerteligt velkommen og kan så forklare mine problemer. Hartmut går straks i gang med at lede efter stumper. Jeg mangler den øverste nippel - resten har jeg selv med. Hartmut finder det jeg skal bruge, og jeg får igen en brugbar kobling!
Jeg får så endelig det bad jeg blev snydt for dagen før og så kokkerer Iris flammkuchen. Snakken går lystigt - Jeg skal ligesom have en uges tid med tysk, før det sådan rigtig bliver flydende for mig, men så går det også godt. Især når jeg er i et selskab, hvor jeg føler mig hjemme, så går det hele lidt bedre. Ved midnat sidder vi alle og gaber - har også fået en del øl og alle har været tidligt oppe. De to er dagen før hjemkommet fra en weekendtur på motorcykler, så de er også lidt trætte. Jeg bliver indlogeret i loftsrummet på feltsengen og inden længe er jeg i drømmeland (hvorfor jeg heller ikke nåede at skrive dagens beretning).



8/05 - 8.01


Km: 41704 - Hygind

Sikke en tur hjem! Nu er det altså snart ved at blive dårlig vane at skulle køre de sidste 600 km hjem i silende regn, storm og kulde!
Jeg stod op ved ottetiden. Iris og Hartmut havde været oppe noget tid, så de havde fået morgenmad, men Iris havde stillet havregryn og rosiner frem til mig - igen, fedt at folk sådan tænker på mig på den måde!
Vi snakker så lidt rute. Hartmut finder de detaljerede kort frem og giver forslag. Jeg havde faktisk besluttet at jeg ville prøve at komme hele vejen hjem, så i stedet for den vanlige tur, der først går øst over, så blev det til at forsøge på at komme op gennem de mange store byer øst for Dortmund uden at ramme ind i alt for megen trafik. Jeg får plottet nogle destinationer ind og beder så ellers TomTom’en om en snoet rute med minimalt snoning. Nå man vælger snoede veje, vil den altid forsøge at komme uden om trafikknudepunkter og større byer. Og selvom det måske lyder modstridigt med snoede veje, så er det som regel den hurtigste måde at komme frem på (hvis man ellers kører lidt friskt og ikke tager det alt for tungt med diverse for- og påbud 😬).
Hartmut tjekkede også lige vejret og de to blev så enige om at tage med et stykke, for vi kunne lige ramme et hul hvor der ikke var byger. Jeg nyder jo altid at køre med dem, så det var jeg glad for.
Jeg blev så ledt i den rigtige retning ad små sjove veje, og ved en tank tog vi så afsked. Vi skal jo ses om halvanden uges tid, så afskeden var ikke så vemodig denne gang.
De næste knap hundrede km var det tørvejr, dog stærkt blæsende, men et godt stykke syd for Oldenbrug begyndte regnen. Regnbuskerne havde jeg allerede på, men nu kom latexhandskerne på også. Og så gik det ellers løs - resten af turen var i silende regn! Jeg valgte derfor at tage motorvej til jeg skulle tagen færgen ved Glückstadt. Da jeg kørte fra motorvejen, ville forbremsen igen ikke. Jeg standsede så ved under en bro og tjekkede det hele igennem. Her opdagede jeg at jeg havde fået skruet låget til bremsevæskebeholderen skævt på, så den har åbenbart kunne pumpe luft ind i systemet. Jeg kunne så igen ikke bremse ordentligt. Havde en smule tryk, men det var meget lidt jeg kunne bremse. Samtidig tjekkede jeg ruten. Det var lige langt at køre inden om Hamborg og at tage færgen. Med færgen ville turen dog tage en time længere. Og så tog jeg den mest hjernelamme beslutning jeg har gjort længe - at tage ind over Hamborg. Hvordan jeg kunne være så dum, er mig stadig ubegribeligt. Lige midt i myldretrafikken, hvor tunnellen notorisk et stoppet og, fandt jeg så ud af, alle vejene stadig er under ombygning. Det er mig en gåde hvordan de i tilsyneladende årtier kan blive ved med at have vejarbejde!
Nå, men jeg kørte så ind og fandt en tank, hvor jeg kunne købe bremsevæske, fandt læ bag en lastvognstrailer, fik hældt på og luftet ud endnu engang - og denne gang låget skruet rigtig på! Og så var det ellers afsted i køerne - og nøj, hvor jeg bandede inde i hjelmen - ikke mindst over mig selv og den åndssvage beslutning at køre den vej. Det var måske 20-30 km i mere eller mindre køkørsel og op mellem blirækkerne. Der spildte jeg så den time, hvor jeg kunne have siddet i ro og mag på færgen. Jeg tager ALDRIG NOGEN SINDE gennem den lortetunnel igen!!! 😡
Nord for Hamborg klarede trafikken op, men stadig var der vejarbejde på utrolig mange km, så hastigheden var lav. Men jeg skulle nok være taknemmelig for at jeg ikke kørte i den anden retning, for der har måske været tre gange så megen kø: tre lastbiler var kollideret i et større uheld og en stor del af vejen var spærret!
Turen var som sagt kold og våd og særdeles anstrengende og de eneste delmål var at nå fra 250 til 200 til 100 km fra mål. Og da TomTom endelig viste 99,9 km, kunne der høres et lille jubelråb inde i hjelmen. 😂 Jeg standsede dog lige ved Scandinavian Park forinden, for at tisse, købe Stangmix og tanke sidste gang, og så fik den ellers fuld skrue hjem ad de danske motorveje.






@ Søren Høyer Hansen