Morinitour 2023

Jeg er nu (endnu engang) endt i noget som på en måde og temmelig udbredt delvis beskrives som frihed! Fra min synsvinkel er det dog mest af alt ufrivilligt - ja, det lyder måske kontralogisk: "ufri fri"!

…men frihed - hvad fa'en er det?

Jeg har i flere år barslet med tanker om det spørgsmål. For et par år siden annoncerede jeg sågar at jeg ville skrive en del om det på min Morinitour. Men det blev aldrig til mere - en smule fordi jeg ironisk nok fandt mig selv meget ufri og mest fordi det bare ikke er et enkelt og let tilgængeligt emne at have med at gøre. Og det selvom det umiddelbart synes relativt banalt.

Der er to ting som i særlig grad har fået mig til at tænke over begrebet frihed.
Først og fremmest da jeg for 17 år siden fik min første Morini, og folk omkring mig, sådan med en anelse misundelse i stemmen, stillede det ledende spørgsmål: "Det giver enorm stor frihedsfølelse at køre motorcykel, ikke?"

Det næste der for alvor gav mig anledning til at tænke over frihedsbegrebet, eller skulle jeg sige: hvor jeg virkelig er blevet skræmt, var da jeg nok lidt sent opdagede hvor lidt frihed børn og unge har i dag - og hvor forfærdeligt og decideret uhyggeligt det er for de børn og unge, at de ikke er klar over det.
Med tilbageblikkets klarhed begyndte tankerne omkring netop dette dog allerede, da jeg kunne se at det Orwell'ske '84-univers så småt begyndte, ja faktisk inden 1984, og på en endnu mere skræmmende måde end Orwell beskrev: Det var ikke en nogenlunde håndgribelig autoritær entitet som fratog folket friheden, men folket selv der villigt gav og stadig giver den væk til en langt mere abstrakt og unavngivet tredje overmagt.

Jeg ved ikke hvorfor mine prologer til disse Moriniture ofte er så tungsindige. Jeg tilskriver det lidt vinterens mørke stemning og i år i meget stor grad de frustrerende verdensøkonomiske aspekter, hvor man efterhånden, selv med et rationelt sind skal have meget store skyklapper på for ikke at få øje på konspirationer alle vegne.

Nå, men nu tager jeg altså afsted på Morinitour, og jeg ved jo at det giver mig en helt enorm stor følelse af frihed - sådan helt apropos.
Min kære Norbert, som jeg jo har nævnt en del gange i mine tidligere beretninger, er mig også her en umådelig og uvurderlig støtte. Han skriver til mig fra Spanien og sparker mig i røven på den helt rette facon; siger til mig: se at få skrabet benzinpengene sammen og kom afsted: "Der Weg ist das Ziel!" - Hvilket jo faktisk er helt i tråd med min egen overbevisning, men når det kniber med selvtilliden; troen på sig selv og egen værdi, hjælper det altså at få et afgørende løft ud af moradset fra et menneske som man deler kærlighed med.

---

16/5 - 8.45

Km: 196317 - Hygind



Sidste år afsluttede jeg jo min Italientur med at citere det nok mest kendte H. C. Andersen citat. Jeg vil begynde årets tur med den fulde tekst hvorfra det kommer, samt først et yderligere citat fra eventyrforfatteren, som falder utrolig godt sammen med mine tanker:

Fra 'Skyggebilleder':

O reise! Reise! Det er dog den lykkeligste Lod! Og derfor reise vi ogsaa Alle; Alt Reiser i det hele Univers! Selv den fattigste Mand eier Tankens vingede Hest, og bliver den svag og gammel, tager Døden ham dog med paa Reisen, den store Reise, vi alle reise. Bølgerne rulle fra Kyst til Kyst; Skyerne seile hen ad den store Himmel og Fuglen flyver med over Mark og Enge. Vi reise Alle, selv de Døde i deres stille Grave, flyve med Jorden rundt om Solen. Ja, "reise", det er en fix Idee hos det hele Univers, men vi Mennesker ere Børn, vi vil endogsaa lege "At rejse" midt under vores og Tingenes store naturlig Reise.

…og fra 'Mit Livs Eventyr'

Den lykkelige Erfaring har jeg gjort, at alt, eftersom Kunsten og Livet er blevet mig klarere, desmere Solskin er der udenfra strømmet ind i mit Bryst; hvilken Velsignelse er ikke opgaaet for mig efter tidligere mørke Dage. Ro og Forvisning er kommen i min Sjæl; en saadan Ro lader sig imidlertid godt forene med det vexlende Reiseliv; der var en Tid, jeg følte mig saa haardt trykket og forpiint herhjemme, at det at være ude var idetmindste en Ophør af at lide - det Fremmede fik herved en Fredens Glands, jeg fik det kjært, og da min Natur er at slutte sig let til Menneskene, der da igjen give Tillid og Hjertelighed, saa følte jeg mig ude vel og kom der gjerne.

---

I min beretning lægger jeg tørt ud med en, for nogle, kedelig omgang "ATT" - altså Advarsel om Teknik og Tornerose: På billederne herunder, som nok på vanlig vis bliver de eneste indtil jeg er hjemme igen, ses der nogle af de ting jeg har fået lavet til årets sæson.

Dels har jeg fået mikronørdet omkring gaskablerne. De gamle var slidt og yderkablerne havde knæk, som gjorde at spjældene, lige derover hvor de åbner, havde en asynkron gang. Så snart de var oppe i højere lag, kunne jeg synkronisere dem helt ens, men helt ned i bunden var der en ganske let halten. De fleste ville måske ikke en gang tænke over det, men det begyndte at irritere mig mere og mere - og trial-kørsel har bestemt ikke gjort min følsomhed mindre på det område. I trial er det nemlig ekstremt vigtig at den går ordenligt lige over tomgang.
Jeg har så lavet kabler ud Shimano gear-kabler (altså til cykler). Yderkablerne er en anelse stivere, har langsgående tråde og kan således ikke få knæk som snoede yderkabler kan - og har tendens til. Desuden har jeg drejet endemuffer i rustfrit stål som passer præcist i stilleskruerne og oppe ved gasrullen. Det betyder at de står helt fast, kablernes linjer er blødere og der sker således ikke "mærkelige ting", som der gør når de kan kippe i stilleskruerne. Jeg har så kunne synkronisere karburatorerne, hvor de følger hinanden 100% - i hele området. Det er utrolig lækkert at køre med. Ikke noget med små halve host under igangsætning!

Og så skrev jeg jo på første dag i sidste års sensommertur at jeg havde købt noget vanvittigt (dyrt) - nemlig Motogadgets mo.unit blue. Det er en elektronisk sikrings- og relæ-box som kan styres med bluetooth. Den har en del pjat-funktioner og jeg kan køre nøgleløst; der er alarm og så det vigtiste og mit afgørende argument for at købe den, nemlig at den optegner alle ture som jeg kører på Tornerose. Jeg har jo mange gange forsøgt at sætte en app i gang med at tracke den tur jeg har kørt, men det er altid gået i kludder, fordi jeg glemmer at sætte den til eller slå den fra på de rigtige tidspunkter. Mo.unit'en gør det automatisk, hver gang! Så det ser jeg frem til hvordan fungerer i praksis på en lang tur.
Monteringen indbefattede helt nyt ledningsnet, så det gik der også et par uger med i arbejdsværelset, mens jeg kom mig over discusprolapsoperationen.

Jeg har også lavet kædehjul. Jeg ville gerne have en lidt højere gearing og det kan man ikke få som standard, så jeg købte et råt tandhjul; drejede det ud og borede huller. Det er samme indkøbspris, når man gør det på den måde, men til gengæld er det aluminium og selvsagt lettere. Måtte i øvrigt også dreje det forreste kædehjul. Jeg havde kun 530 på lager og kunne ikke nå at bestille et 520, så jeg måtte dreje det jeg havde smallere. Det er aldrig en fornøjelse at dreje i hærdede ting!

Sidste billeder: Jeg har i mange år været irriteret over bremseslangefordeleren. Den ragede frem på den mest uskønne måde, og jeg har lige så længe haft i tankerne at lave en ny for at slippe for den øjebæ. Det er en af de ting som opstår når man er nødt til at få standardkomponenter til at fungere sammen: fordeleren er fra en fabrik og forgaflen en anden, og så måtte den tredje, Morinifabrikken, sætte et beslag imellem de to, for at parre dem.
Jeg synes egentlig ikke jeg havde tid, men en eftermiddag i sidste uge tog jeg mig sammen og fik gang i fræseren og fileværktøjet. Egentlig er det planen at den skal sorteloxeres, men det kunne jeg simpelthen ikke nå. Det må blive når jeg har andre ting der skal eloxeres. Så den fik en let polering. En anden og mindre bremselyskontakt er monteret oppe ved hovedcylinderen, hvor den ikke syner af meget og fordeleren har jeg selvfølgelig lavet ud af ét stykke aluminium.

Endelig måtte jeg bore den forreste cylinder op, fordi stemplet rev under en tur i sidste uge efter træffet. Den klaprede derefter lidt for meget til at jeg ville køre så langt med det. Heldigvis havde jeg et overstørrelsestempel, men så gik der endnu en halv dag med det!

Nå, der kommer nok mere ATT, men for ikke at tabe de ikke-teknik-interesserede, må jeg hellere holde her. 😆

17/5 - 0.30

Km: 197018 - Remscheid

Sædvanen tro fik jeg sparket Tornerose i gang alt for sent i dag. Det hænger lidt sammen med nogle andre spark der har skulle til over for mig.
Jeg var eller optimistisk og havde en ide om at kunne komme afsted ved syvtiden, men det skulle ikke være. Jeg kom selvfølgelig for sent i seng, insisterede på at være udhvilet og således blev kl 11 inden jeg kom afsted. Og værre dag og tidspunkt kunne jeg nok ikke have valgt. Det koldeste, vådeste dag og mest enerverende blæsende tidspunkt på dagen. Overhovedet ikke motorcykelvejr.
Jeg burde jo have været kørt i går for der var vejret perfekt, men jeg havde brug for at give mig selv et andet spark i går, nemlig at tage til salsa i Odense.
Hvis man ikke lige ved det eller har luret det, er jeg blevet det man kalder 'single' igen (den omtalte ufrie frihed) og jeg har simpelthen besluttet mig for at tvinge mig selv til at gøre nogle af de ting som jeg ved plejer at gøre mig glad. Egentlig har jeg mest af alt bare haft lyst til at blive hjemme på sofaen, men jeg har tvunget mig selv til at tage til trial-træning, som sagt salsa og nu på denne tur. Og det synes at hjælpe på humøret.

Turen blev for 80% vedkomne kørt på motorvej - for jeg havde et mål og hvis jeg skulle nå det, nu jeg var kommet så sent i gang, skulle jeg køre så hurtigt som muligt. Jeg lagde dog optimistisk ud på landevej, men da jeg nåede Elbe-færgen, kunne jeg godt se at jeg måtte have noget motorvej i spil.
Jeg snakkede i øvrigt med en dansk BMW-kører på færgen. Han skulle til Wales for at køre sammen med BMW-klubben. Han spurgte meget ud om Tornerose 😄

Har der været tekniske problemer? Ja, selvfølgelig har ladeproblematikken igen været en faktor. I går aftes ville jeg lige tjekke om alt fungerede (en afgørende faktor for den sene nattesøvn). Her opdagede jeg at det nye ladestik jeg havde monteret ikke ville lade. Efter fejlfinding gav jeg op og monterede så et nyt ved siden af og da jeg fik det sluttet til strøm, virkede det andet pludselig igen. Men det gav så alligevel op på turen i dag. Hvilket gjorde at jeg så var uden navigation, kørte efter fornemmelse og forkert - så det blev endnu mere nødvendigt med motorvej.
Jeg fik så et sted hvor der var tørvejr og lidt læ, taget det alternative stik i brug og har haft strøm hele vejen hertil.
Jeg er endt hos Iris - var så flink at invitere mig selv 😄 - og det er så dejlig langt nede at sofaen er for langt væk, så jeg nu er tvunget til at fortsætte.
Iris har kokkereret for mig og vi har fået en god snak om livet og de væsentlige prioriteringer heri, men nu er jeg træt og vil lægge mig til at sove på den vanlige feltseng på loftet.

17/5 - 21.19

Km: 197451 - Sted

Mobilnetulandet Tyskland lod mig ikke uploade samme dag, derfor først dagen efter

Mit nye legetøj, mo.unit fortæller mig at jeg har kørt 641 sving i dag. I går kørte jeg 241 sving og det på noget nær den dobbelte strækning. Det har altså været en temmelig spændende tur i dag. Vejret har også spillet med. Det er stadig koldt i luften, men solen har varmet - så meget at jeg har kunne smide et lag tøj. I går kørte jeg med alt mit tøj på og frøs alligevel!

Jeg fik mig væltet ud af sengen ved nitiden. Iris var gået i haven og da jeg kom ned gik jeg i gang med at skrue. Dels for at afmontere det defekte stik og så montere det andet oppe ved styret, så jeg kan nøjes med det korte ladekabel. Jeg ville også lige tjekke rem og rem-hjul, fordi jeg havde en ide om at der var noget galt der. Remmen var meget slap, så jeg fik fedtet mig til en anden af Iris. Hartmut og Iris var fordelingscentral for de remme vi fik lavet, og Iris havde stadigt et par stykker liggende. Jeg fik en lidt stram rem på - måske for stram, det vil vise sig. Den jamrer sig i hvert fald lidt vel meget. Men jeg håber den giver sig tilstrækkeligt så den holder op med det.
Så blev der skruet lidt på Iris's blå Morini. Tændingsindstilling var opgaven.
Derefter morgenmad. Iris havde stillet havregryn frem til mig og da jeg var færdig fik jeg pakket og vi kørte vi afsted. Jeg var så heldig at Iris gerne ville vise mig vej det første stykke. Jeg sigter nu mod Schwarzwald og Iris viste vej til Lindlar. Her tog vi afsked - med et på snarligt gensyn i Krombach, hvor det tyske Morinitræf skal afholdes.
Lidt senere opdagede jeg så at jeg stadig ikke havde ladning på telefonen. Det var det lille korte kabel, som åbenbart var gået til sammen med det defekte stik. Et langt på og så videre - med strøm på.
Jeg har det meste af dagen kørt "snoede veje - mellem niveau", og det har som statistikken også siger været udfordrende. Jeg skal som vanligt lige ind i det, men det går nu fint; det har virkelig været fornøjeligt og det ikke at fryse endnu mere.
Fra Lindlar er det gået nærmest stik syd og jeg er kommet på stort set nye veje hele tiden. Idar-Oberstein var dog velkendt og sidst jeg var der, var det i bil og med en vis ærgrelse over ikke at have Morini med, så fedt nu at få taget revanche. Sidste valgte destination i dag var Pirmasens, hvor jeg købte lidt aftensmad til teltet og her fik jeg også et nyt kort ladekabel, så nu er det ladeværk forhåbentligt på plads.
Jeg er så kørt et stykke derfra og har fundet et stykke skov, hvor jeg har slået lejr for natten.
Jeg føler ikke jeg er kommet nogle vegne i dag. I morges tjekkede jeg hvor lang der var fra Iris og til morgendagens destination: 850 km. Jeg har kørt lidt over 400 i dag, men der er stadig 550 km dertil, så regnestykket passer ikke helt. 🤔
Og hvor skal jeg så hen? Jo, jeg er på vej til det franske Morinitræf. Det har jeg ønsket i mange år, men franskmændene har været dårlige til at planlægge 😆 - enten har de lagt det lige oven i det danske træf eller også på en dato eller et sted som overhovedet ikke har passet ind i mine planer. Men i år var det oplagt at tage afsted. Dels er lokationen passende i forhold til min Morinitour og dels er tidspunktet også fornuftigt. Fra træffet går det så videre til Syditalien. Jeg vil gerne prøve at se om jeg opleve den sidste del jeg mangler at se af Italien, nemlig Puglia og så er der noget i den centrale del som jeg gerne vil gense. Men nu får vi se om penge og tid rækker. Under alle omstændigheder er det planen at ende til Morinitræffet i Morano, som er første weekend i juni. Derefter hjemad. Så det bliver lidt omvendt af hvad det mange gange har været, hvor jeg har lagt ud med sidstnævnte.

Nu vil jeg lade solsortene lulle mig i søvn. Jeg har forberedt mig på en kold nat og håber jeg kan få en god lang nattesøvn og alligevel komme lidt tidligt op.

17/5 - 11.57

Km: 197533 - Steinbach

Det blev ikke til at komme tidligt op. Der var virkelig koldt i nat, så søvnen blev ikke så god. Jeg havde fosøgt at placere mig strategisk i går, så jeg ville få sol på teltet om morgenen. Det er lidt svært i en skov, men det lykkedes nogenlunde. Dog var det først ved nitiden at der var varme i teltet, så jeg kom alligevel sent afsted.
Halv elleve var jeg ude på de små veje. De snoede sig perfekt i de smukke landskab. Og jeg kunne rigtigt nyde udsigten gennem mit nye klare og ridsefri visir. Ja, faktisk fra min nye hjelm. Sidste år klagede jeg jo over visiret, men var for nærig til at købe et nyt, fordi hjelmen i det hele taget trængte til udskiftning. Jeg har så ledt efter samme model brugt og var heldig at finde en som stort set er som ny og som kun kostede en anelse mere end et nyt visir. Handlen blev gjort lige efter træffet (gennem eBay Kleinanzeigen) og hjelmen ankom i mandags - så lige i rette tid! Den er så lidt brugt at den endnu skal sætte sig om hovedet.

Turen er også gået kort gennem Frankrig og for en gang skyld på virkelig gode veje. Jeg har jo haft det med at tale lidt dårligt om Frankrig, men i virkeligheden kan jeg godt lide landet. Husene er så nysselige og de mennesker jeg har mødt, har altid været søde og imødekommende. Det er egenlig kun vejbelægningen man til tider kan klage over, men lige i det område bestemt ikke. Det var fantastisk.
Tilbageturen til Tyskland gik over Rhinen ved Iffezheim - et meget spændende sted hvor "broen" over floden huser både kraftværk og sluser.
I øvrigt har jeg glemt at nævne at jeg igår kom langs og over Mosel også. Meget fint! Og så kom jeg så at sige gennem Hahn Flyveplads også meget spændende område, hvor vejen decideret går gennem en del af området. Ja, der er flere ting jeg har glemt - og glemt at nævne, men de plejer at dukke op igen på andre tidspunkter.
Jeg har tanket og nu går det videre ind i den sorte skov. Jeg har valgt et vejpunkt jeg vil igennem inden jeg sætter kurs mod den endelige destination - prøv at billed-google: Kreuzfelsenkurve 😄

19/5 - 19.14

Km: 198238 - Giettaz

Jeg er nået dertil hvor jeg kun kan le af min dårlige hukommelse. Tidligere har det frustreret mig, men nu må jeg bare trække på skuldrene og grine lidt. I går kom jeg forbi et "vigtigt" vejpunkt, som jeg havde glemt at fortælle om. Jeg opdagede nemlig på vejen at der konstant var skilte mod Nürburgring. Og selvom TomTom'en ville have mig en anden vej, valgte jeg at køre forbi. Og sikke et område. Utallige camping-sites hvor man bare havde lyst til at holde ind og være en del af stemningen. Det kunne godt blive et mål en gang i fremtiden.
Latter kom der i det hele taget mere af i dag - lige så tårerne sprang - ja, og faktisk var der egentlig også noget at græde over!

Men altså fra tankstoppet gik det videre i nogenlunde behageligt vejr. En smule varmere end i går, men da jeg kom ind ind Schwarzwald blev det mere og mere dunkelt og ikke mindst koldere. Og da jeg stod med de to betjente formelig frøs jeg og rystede som et espeløv.

Sådan var det: Efter tankning og en cola kørte jeg ind i skoven med det ildevarslende navn. Schwarzwald er fantastisk at køre i; vejene er alle steder snoede og vejbelægningen perfekt. Det er som om de ikke kører med snekæder om vinteren eller hvad ved jeg. I hvert fald er belægningen ikke ødelagt som man ellers ser andre steder, hvor der er stejle stigninger og hårnålesving.
Først på en mindre vej der mundede ud i Schwarzwald Hochalpenstraße. Her er hastighedsbegrænsningen 70. Jeg indhentede et par motorcykler og tænkte "man kunne måske godt overhale, og måske komme til at køre lidt hurtigere end 70". Kort efter kom fire motorcyklister flyvende forbi mig med 120. Jeg var ikke sen til at geare ned og lægge mig efter dem. Det kneb som vanligt på de lige stræk at følge med, men ellers hang jeg på. Og igen skete det, som jeg igen i år ikke troede muligt: jeg blev overmandet af denne mærkelige tilstand, hvor latteren tager over og jeg simpelthen ikke kan holde det tilbage. Jeg ved ikke om det bare er sanselig overbelastning, der gør det, men det er noget helt særligt, som ikke rigtigt kunstigt kan fremkaldes. Jeg kan kun anbefale at prøve at nå derhen. Det er noget helt unikt.
Den konkrete udløser er her nogle store bløde sving, hvor man med en Morini kan køre med fuld skrue og virkelig mærke g-kræfterne på kroppen. Ubeskriveligt sjovt!

Fra Hochalpenstrassen gik det videre ad endnu flere sjove veje, men så kom det, som måske var fortjent: efter at køre under en bro og ned ad en bakke - hvor der ingen chancer var for at se dem eller reagere - stod der en lille tyk betjent med en slikkepind. Jeg måtte holde ind og stå til regnskab: 95 hvor man må køre 80! Avs, i gamle dage var bøderne overskuelige i Tyskland. Det er de altså ikke mere. De nærmer sig dansk niveau!!!

20 km senere var jeg så ved dagens første mål. Ruten blev derfra lagt, så den var så kort som muligt. Jeg burde have tjekket en ekstra gang, for der var ned langs Geneve-søen, som jo umiddelbart lød godt, men jeg havde ikke lige tænkt over at det stort set er en lang by. Så det meste af vejen lå jeg på 50-60 km i timen. Jeg skulle ikke nyde noget af at køre for hurtigt, for i Schweiz bliver man jo slået ihjel og kommer i fængsel. På de mere åbne stykker kunne jeg dog se at folk gav den gas, så der fulgte jeg trop!
I udkanten af Geneve skulle jeg dreje fra mod destinationen. Klokken var mange og jeg havde mine tvivl om jeg kunne nå det inden det blev umuligt at køre. Vejene blev mindre og meget snoede - og det gik op ad. Følgelig blev det koldere og koldere. Jeg tænkte at det var vanvittigt at afholde træf under de omstændigheder og jeg så frem til en iskold nat mellem sne og skiløjper. Men det skulle blive værre: der kom regn! Med vand på begge sider af visiret, tåge, dårligt markerede veje og dårligt gps-signal, så TomTom'en havde svært ved at finde vej, var hastigheden nede på nær skridttempo. 25 km fra målet var jeg lige ved at give op og simpelthen slå lejr med det samme, men jeg valgte alligevel at kravle i regndragten og fortsætte. Jeg har taget den store heldragt med og det er jeg taknemmelig for, for den giver også varme.
Jeg ankom så til Giettaz ved 22-tiden og skulle så overhovedet finde stedet, men det viste sig heldigvis at være nemt. Stort konferencecenter og allerede 40-50 Morinister. Og heldigvis var Werner, Peter og Hans der, så straks nogen at læne sig op ad.
Der blev fundet lidt mad og vin til mig og det hele blev slugt med stor taknemmelighed. Snakken gik og jeg endte sammen med de sidste i baren, hvor jeg forsøgte at lære lidt fransk. Nu kan jeg i hvert fald bestille øl.
Jeg blev indkvarteret i kælderen sammen med tyskerne. Så heldigvis tørvejr og en smule varme.
Det var så gårsdagen!

Dagen i dag begyndte med at jeg blev vækket at en velkendt stemme. Norbert var kommet. Dejligt gensyn! Han fortalte at der var tur nu og jeg var lige ved at lægge mig til at sove igen, men frokosten skulle indtages på turen og jeg ville altså have noget for det vanvittige deltagergebyr. Havde jeg vidst at det var så vildt, var jeg blevet hjemme. 200 € - og man skal betale 2,5 € for en kvart liter øl. Jeg er dog "sluppet" med 155, fordi jeg ikke fik rigtig aftensmad i går. Men det er fine forhold og hvad nogle af pengene går til fandt jeg så ud af til frokosten.
Turen gik syd på gennem bjergene og det var virkelig en flot tur, omend som vanligt for langsom. Vejret var også med. Solen skinnede, så tingene viste sig fra deres smukkeste sider. En tre-fire stop ved nogle flotte udsigter blev det til og så hen til restauranten hvor vi skulle spise. Og det var virkelig lækkert - fransk cuisine, formoder jeg. En fantastisk quiche til forret. Til hovedret en kalveret med utrolig mørt og velsmagende kød og til dessert is med en lille chokoladekage. Og så var vi alle stopmætte! Jeg nævnte over for Hans, Monty Python sketchen med ham der bliver nødet til en "wafer-thin chocolate". Hans forstod straks!
Tilbageturen gik forbi Roseland, en inddæmmet sø jeg før har været ved, hvor jeg også den gang var total bjergtaget (det er virkelig et passende ord). Vi fortsatte så, men et sted måtte vi vende om fordi vejen var skyllet væk. Med længere rute måtte der tankes og bagefter blev det sjovt. Da vi skulle lægge fra skød en lokal Morinist på en 500'er afsted. Derefter en Ducati Multistrada - og jeg så min snit til at hægte mig på. Det samme gjorde Norbert bag mig på en lånt Kanguro. Ingen andre fulgte efter i samme tempo og forreste mand havde bestemt ikke tænkt sig at vente eller sætte farten ned. Der blev kørt til! Det var simpelthen så fedt at jeg skyndte mig hen og takkede manden for den sjove tur da vi endelig nåede frem. Undervejs indhentede vi en større pickup med en stor trailer, hvorpå der stod en cementblander sammen med en masse andet tungt grej. Han kørte så hurtigt at vi virkelig skulle hænge i. Han blev dog på et tidspunkt opholdt af en stor lastbil og vi stak så udenom. Men det var simpelthen for vildt at se den store bil køre så hurtigt og cementblanderen bagpå gjorde det hele mere surrealistisk.
Norbert og jeg var et stort grin da vi tog hjelmene af. Fedt!
Lige nu holder klubben generalforsamling og da jeg selvsagt ikke fatter en ski', har jeg tid til at skrive lidt. Hans sidder ved siden af og kommer med små jokes i ny og næ. Så alt som det plejer. Vi har som tidligere sagt en fælles forståelse omkring humor.

20/7 - 18.15

Km: 198349 - Giettaz

Fortsat fra i går
Aftensmaden blev serveret: hamburgerryg med flødekartofler. Og i det samme dukkede Peter og Manfred op. Dejligt at se dem begge - og ikke mindst Manfred. Han er endelig begyndt at køre motorcykel, sådan nærmest uafbrudt. Det er dejligt at vide at han er kommet sig så meget over de to uheld.
Snakken gik, men ved midnat var jeg for træt. Øjensynligt gjaldt det alle, for kort efter var salen ryddet og jeg gik ned til mit leje i kælderen.
Jeg sov lidt bedre end i går og kom tidligere op. Alligevel mente Hans at jeg lignede en der gik i søvne! 😄 En fattig morgenmad stod klar: brød og marmelade. Ikke lige hvad man kunne forvente til den pris, men vi skulle jo spise på restaurant senere, så lad gå. I det mindste kunne jeg få mælk. Det var savnet.
Ved nitiden gik det afsted på dagens fællestur. Det blev det ene kaos efter det andet.
Jeg fik mig lagt bagerst, fordi jeg lige skulle snakke med Manfred og det skulle vise sig at være en dårlig disposition. Efter en snes kilometer kom der et hul fordi en bil skulle overhales. Manden der nu var forrest i vores del turde ikke overhale og han sneglede sig rundt i svingene. Vi kommer til et kryds og ingen aner hvad vej vi skal. Ingen tager initiativ til noget - altså står vi bare og venter. Så kommer endelig den helt langsomme gruppe. Forreste mand lader til at vide hvad der skal ske. Yes, endelig, tænker jeg. Kort efter kigges der alligevel kort, der diskuteres og fremmede bliver spurgt om vej. Endelig når vi hen til første stop: Et museum for områdets frihedskæmperne i 2. Verdenskrig. Her skulle vi se en film - som heldigvis var med engelske undertekster. Trods min skepsis var det nu en helt fin beretning og som selvfølgelig lod tankerne kredse om frihedsbegrebet endnu en gang. Man så medløberne kalde frihedskæmperne terrorister og jeg kom til at tænke på hvad der får folk til at blive medløbere. Det må være bekvemmelighed; det ikke at være truet på nogen måde og ikke mindst ikke have nogle aspirationer i livet der går en anelse på tværs af en syg ideologi som nazismen bød. Og igen må jeg desværre tænke på hvad der foregik her for ganske nyligt. Rigtig mange der mente at frihedsberøvelse ikke var værd at problematisere, var dem som alligevel havde det bedst i sofaen foran fjerneren og som sådan ikke mistede frihed.
Derefter gik det videre til restauranten. Jeg lagde mig nu helt op foran, og godt jeg gjorde. De sidste 20 km blev rigtig sjove. Ramon, en af spanierne stak pludselig af - og jeg selvfølgelig efter. Og for filan, han kunne køre! Stor fornøjelse at følge efter. Ved ankomst til restauranten blev der high-fivet og grint!
Maden var her mere rustik. Salat til forret, igen en kalvekødsret med utrolig mørt kød (og flødekartofler!) og til dessert solbærtærte med flødeskum. Meget lækkert også i dag.
Efter maden fællesfoto og videre mod næste punkt 8 km fremme. Vejviseren sagde udtrykkeligt "til højre ved krydset", som selv jeg forstod og vi kørte afsted. Et hul opstod og vi, de forreste otte mand, kørte hen til et mindesmærke for frihedskæmperne. Alle andre drejede til venstre i krydset 🙄 Igen blev der ventet og ventet, jeg tror 20 min, men så blev det endelig besluttet at vi skulle køre afsted. I det samme kommer resten af flokken og så skulle der holdes pause igen, så de andre også havde mulighed for at se stedet. Det blev simpelthen for meget for mig, så jeg slog GPS'en til og kørte alene afsted. Jeg kunne ikke overskue endnu en dræbende langsommelig tur med flere problemer undervejs. Det endte da også med at hele flokken ankom i små grupper med temmelig lang tid i mellem dem.
Nu hænger jeg bare ud. Måske snupper jeg en lille lur i kælderen. Spanierne (altså inklusive Norbert) har invitere mig til at sove i deres værelse i nat. Så kan jeg få bad i morgen og sove i en rigtig seng. Det er jeg taknemmelig for!

21/5 - 22.37

Km: 198872 - Carrodano

Fra i går
Jeg er megatræt og har egentlig været det hele dagen. Og har følgelig ikke været så rap i replikken. Nu er jeg hos den spanske delegation og skal forhåbenligt snart sove. Venter på at gutterne får gjort sig klar. Jeg skal vist dele seng med Joaquin. Han har apnø og skal sove med maske. Det bliver interesant om jeg kan sove for den maskine. Men vildt at det kan være nødvendigt med et apparat for ikke at dø af at sove. Det er noget af en frihedsberøvelse! Godt helbred og at kunne leve uden medicin og smerter er altså endnu en slags frihed. Jeg bør nok være taknemmelig for at jeg stadig har frihed til at tage på en tur som denne; at de smerter og begrænsninger jeg har, trods alt ikke er værre.
Måske jeg lige skulle lave status på helbredet: Ryggen har det super fint. Det er længe siden der har været så lidt problemer. Benet/foden er ligesom gået lidt i stå. Det er cirka lige så følelsesløst som inden jeg tog afsted. Min største bekymring med turen har dog egentlig været mine led, fordi artritis'en har drillet en del på det seneste. Især har højre fodled været slemt og jeg har været bange for om jeg overhovedet kunne skifte gear på længere sigt. Hvis man nu tager udgangspunkt i de 641 sving, så skal der vel skiftes gear mindst to gange ned og to gange op pr. sving - altså 2564 gange at leddet skal arbejde, og ikke på den mest skånsomme måde. At udsætte et inflammeret led for det er måske ikke det smarteste. Men første dag var som nævnt meget lige ud, så kun lidt arbejde for leddet, og det er blevet stille og roligt bedre med tilstanden undervejs, så jeg nu næsten ikke har problemer med det mere. Albuer og håndled har også brokket sig. Især når der har været mange snævre sving ned ad bakke - og dem har der været ufattelig mange af. Men også det går egenlig fint. Så snart jeg holder fem minutters pause, er de med på legen igen. Så egentlig går det fint med helbreddet.

Ellers er dagen gået med snak og spisning. Aftensmaden: pølser og polenta. Herefter anerkendelse af forskellige personer. Jeg fik prisen for den længste tur: 1425 km, altså målt på google, og jeg fik en Morini-indkøbstaske og en langærmet Morini-t-shirt. Jeg skyndte mig at gøre opmærksom på træffet næste år. Jeg understregede prisen og sagde at hvis der kom franskmænd, ville de endda få det til halv pris. 😄
Jeg har aftalt med Hans at køre sammen med ham i morgen. Han skal samme vej - han er nemlig flyttet til Italien, har lejet en lejlighed og er på udkig efter et hus. Hvilket han har været et par år, som jeg også tidligere har nævnt. Han fortæller om fantastiske huse til 3-400.000 og at det sågar er muligt at finde noget til 100.000. (Og så går Søren i gang med at drømme om at gøre det samme 😄).
Relativt tidligt ville spanierne hjem, så jeg måtte følge med, og inden længe kan jeg lægge mig til at sove. Det er tiltrængt!

Fra i dag
Som vanligt når jeg er sammen med andre, når jeg ikke rigtig at få ført dagbog og nu er jeg ramt af problemet 'ingen forbindelse', så det bliver i morgen at jeg uploader - for nu snart tre dage!!!
Men altså, dagen i dag begyndte med opvågning i en seng. Jeg sov rigtig fint sammen med Joaquin og hans maskine. Sidstnævnte sagde meget lidt og da jeg kunne høre at det hjalp hans vejrtrækning på vej, kunne jeg også roligt sove uden at bekymre mig om hans ve og vel.
Søvnen blev dog ikke så lang. Kl syv begyndte folk at rumstere og kl otte kunne jeg ikke trække den længere. Jeg fik mig et bad, blev barberet og fik rent tøj på (altså det inderste lag). Så kørte vi tilbage til træfstedet for at spise morgenmad og tage afsked. Jeg var kørt med Norbert i bil i går og selvfølgelig med tilbage igen.
Der var få at sige farvel til, men tyskerne var der i det mindste og de frivillige hjælpere ligeså. En del blev der sagt "på gensyn i Morano" til. Der er dejligt at man på den måde ligesom kan forlænge mødet, når det nu er så sjældent.
Hans og jeg kom således tidligt afsted - også selvom Norbert mente vi skulle vente til middag, for at undgå regn. Men vi ville begge bare afsted.
Egentlig var det min plan at køre gennem Aosta-dalen, fordi man derved kunne køre uden om regnen. Således altså i følge raderen. Men passet Lille Sankt Bernardino åbner først på fredag, så den plan kunne jeg godt skyde en hvid pind efter. Hans foreslog Mont Cenis, og selvom det ville være lige gennem det største regnskyl, var det alligevel det der gav mest mening.
Jeg havde viseligt taget alt tøjet på og turen begyndte også køligt, men det skulle blive værre.
Vi lagde ud i adstadigt tempo, hvilket jeg var glad for, som altid efter et træf. Hans forrest, hvilket jeg også var glad for, for det fjerner lige 20% af koncentrationsbehovet med en mand foran, så det bliver langt mere afslappet. Da vi nåede Mont Cenis begyndte det at regne og vi kravlede i regntøjet. Hans kører meget langsomt i regnvejr og det havde jeg det helt fint med. Jeg har det med at pace mig, fordi jeg ellers føler mig som en pivskid, men det var altså befriende med en foran der kører endnu langsommere. Hans kørte nu også ekstra langsomt, fordi han opdagede at hans fordækt var mere slidt end han troede.
Passet er utrolig smukt. Det er virkelig værd at køre den vej. En kæmpe sø med grøn-blåt vand på toppen. I solskin må der være endnu mere fantastisk. Det er anden gang jeg passerer det. For en del år siden kørte jeg den anden vej. Den gang så jeg en ulv midt på vejen. Det gjorde vi ikke denne gang, men til gengæld kom to af de største rådyr jeg nogensinde har set tværs over vejen lige foran os. Godt at tempoet ikke var højere!
Men der var et fedt gensyn. Jeg har ikke kunne huske hvor det var - jeg fortalte for nyligt Ejvin om det, men måtte nøjes med beskrivelsen. Men nu ved du det, Ejvin 😄
Da vi nåede første by neden for bjerget (og i øvrigt var kommet ind i italien, juhu!!), mente Hans at vi skulle spise lidt og få varmen igen. Han fandt en bar og vi fik en grillet sandwich. Stedets ejer var irer og motorcykelentusiast, så han snakkede en del med os. Stedet lukkede dog kort efter og vi blev smidt ud i regnen igen.
Det var selvsagt blevet varmere. Mine skolegeografikundskaber siger mig at temperaturen falder en grad pr 200 m, så fra toppen af passet til hvor vi nu var, var det 10 grader varmere. Det var dejligt og endnu mere dejligt var det at regnen holdt op efter tyve kilometers kørsel, og da vi nåede Hans nye hjem, var solen sågar fremme. Vi blev mødt af hans underbo og fik en snak. Han havde en gang haft en 3 1/2'er præcis som min, så han havde det ofte sete forelskede blik på Tornerose.
Jeg havde egentlig haft planer om at fedte mig til en overnatning hos Hans, men da solen tittede frem, steg min optimisme i samme grad som min træthed faldt. Jeg tænkte at jeg kunne nå et godt stykke mere - måske bare til Genova. Så jeg tog afsked med Hans og vi takkede for hinandens selskab. Jeg er virkelig begyndt at sætte enorm pris på det at køre sammen med andre. Men der skal selvfølgelig være med nogen man harmonerer med. Og Hans er bare godt selskab og en god køremakker.
Jeg kørte altså derudad i stadigt bedre vejr. Og vejene blev vildt gode. Jeg havde sat destination til La Spezia og ville være tilfreds med at nå halvdelen - altså 100 km. Men vejene lokkede og jeg mødte nogle "harer" som trak mig endnu længere med. Først en ung gut med kæresten bag på. De var tydeligvis lokale, for han kendte hvert sving. Jeg kunne knap følge med og de var jo to. I det snævre hentede jeg dem dog hele tiden ind. Senere var det en Golf-kører. Ham havde jeg svært ved at overhale, men det gik tjept og igen var han lokalkendt, så jeg hang bare på.
Inden jeg så mig om var jeg nede ved Middelhavet. Jeg tog et billede og postede det på facebook: "Første kig til Middelhavet". Fint jeg gjorde det, nu der mangler upload af beretninger.
Jeg fandt så en Coop og købte endnu et ladekabel - ja, to af dem jeg havde med er bukket under. Jeg bør tage ti med hver gang jeg er afsted! 🙄 Og jeg købte også den sædvanlige kombi: brød, ost og skinke. Ikke at jeg var sulten, for jeg har spist som et tærskeværk hele weekenden, men fordi jeg savnede dette at sidde foran supermarkedet og se hverdagen spille sig ud.
Og så kom jeg ud på Via Aurelia og det er altså bare en af de bedste veje jeg kender. Det er så sjovt at køre der. Og i dag var den helt tom, så søndag aften må være det helt rigtige. Ved Passo di Bracco tog jeg et billede og sendte til Hans. Hans underbo havde nemlig nævnt passet da vi stod og snakkede.
Nå, jeg har fundet et jævnt og tørt stykke jord langt væk fra vejen - og 25 km fra La Spezia. En ræv har skældt mig ud for min tilstedeværelse, men har opgivet igen. Inden længe sover jeg og jeg tror det bliver en god nat uden kulde og hvor jeg ikke skal noget bestemt i morgen - så jeg kan snue så længe det passer mig.

22/5 - 11.19

Km: 198913 - La Spezia

Jeg sidder foran en Lidl. Jeg har været nødt til at tage mere tøj af. Jeg vågnende efter en fortræffelig nat i skoven, fik pakket og ikke mindst pakket en del tøjlag ned. Det er ca 20 grader varmere nu end i går, så det var slet ikke nok jeg fik pakket ned. Den langærmede undertrøje og foret i jakken er kommet af og jeg har fundet sommerhandskerne frem. Nu er der kun t-shirt og jakke og det er sikkert også for varmt. Men jeg elsker som bekendt varme!
En italiener har spurgt ud om Tornerose og sagt "bella" mange gange. Det bliver man aldrig træt af 😄
Jeg har fået en liter mælk og vil nu fortsætte mod syd.

22/5 - 22:30

Km: 199168 - En tankstation øst for Siena

Det er ved at blive en dårlig vane! Jeg er igen kørt i stykker med Morinien og denne gang er det alvor!

Men først: Turen gik i første omgang til Siena. Jeg skrev til Luzzi at jeg var i nærheden; at jeg gerne ville besøge ham og beklagede at det var med lidt kort varsel på grund af manglende mobilnet.
Turen gik forbi Pisa og selvom jeg efterhånden har set det tårn nogle gange, drejede jeg alligevel inden om og tog et billede - denne gang fra bagsiden.
Vejene var dels lige og dels meget spændende snoede, så god afveksling og god fremdrift. Da jeg nåede tyve km fra Luzzis lagerhus, var der en spærret vej. Jeg kørte forgæves tre gange ad andre veje og da jeg begav mig ud på fjerde forsøg kom der hagl! Tommestore hagl! Først tænkte jeg at det ikke så så slemt ud, men så kom der enorm megen vind og vand. Det var umuligt at finde læ og i løbet af to minutter var jeg gennemblødt! Jeg fandt så alligevel en lille bro at stå under og ville så afvente tørvejr, men regnen blev ved.
Luzzi havde i mellemtiden skrevet at han var ude, men nok kom tilbage senere på dagen.
Så blev der tjekket radar: det skulle blive endnu værre og ved i en time. Jeg kunne dog se at hvis jeg tog en stor bue syd om og kørte med det samme, kunne jeg få tørvejr. Det blev så 30 km ekstra, men til gengæld på sjove og tørre veje.
Ved firetiden var jeg hos Luzzi - og hans gamle Multipla stod der, så håbet var oppe. Kort efter kom han ud, vi fik hilst og snakken gik. Jeg spurgte som vanligt efter dele; en ny Morinist har efterlyst stempler til sin Cosarino, men Luzzi havde ingen. Jeg spurgte så ud om forskellige ting jeg lige kunne komme i tanker om og Luzzi spurgte mig om jeg havde kilder til andre ting. Da vi ikke kunne finde på mere at snakke om i lageret, mente han at vi skulle tage lidt at spise nede i byen. Han kørte foran og jeg efter, ned til restauranten hvor vi også var sidst. Der var lukket, men vi satte os og ventede til der blev åbnet. Snakken gik, men ingen dukkede op, så vi kørte et andet sted hen. En lille bar hvor de kun havde nogle simple spiser. Jeg fik penne arabiata og Luzzi en sandwich. Snakken fortsatte, især om Dart'er og Kangurino'er. Som vanligt var vi på bølgelængde, men klokken skred frem og jeg ville jo gerne lidt videre, så ved halv ottetiden tog vi afsked og jeg kørte afsted mod Perugia. Luzzi har planlagt at komme til Morano, så snarligt gensyn! Men det skal nu blive mere snarligt end som så!
Da jeg var kommet et stykke væk fra Siena, ti km ude af en Super Strada, mister motoren kraft. Jeg tænker at jeg skal på reserve og åbner reservehanen, men det bliver værre og værre. Jeg får mig humpet hen til en lidt øde tankstation og kigger og lytter nærmere. Den siger forfærdeligt og jeg tjekker olie - ikke en dråbe tilbage! Så motoren er nok det man kalder brændt sammen! Hvilket vil sige at den kræver hovedreparation!
Hvordan det olie er forsvundet er mig en gåde. Den har ikke dryppet på noget tidspunkt og der har ikke været andre synlige tegn, men på den anden side har jeg kørt så meget i regn, at jeg nok bare ikke har opdaget det. Måske er det røget ud ved et af topdækslerne. Det er før set - også at det ikke er opdaget på grund af regn.

Nå, jeg har selvfølgelig skrevet sammen med Luzzi. Jeg har spurgt om lov til at låne hans værksted et par dage, så jeg kan få motoren ordnet. Der er jo det helt rigtige sted i forhold til reservedele. Og planen er at han kommer her i morgen og hjælper mig videre. Han kunne ikke komme i aften, så jeg har slået telt op ved tankstationen. Her er et udtjent halvtag, hvor jeg har slået telt op og kan gemme mig selv og Tornerose under.
Men for fanden da, hvor er det åndssvagt. Jeg plejer ellers at tjekke med jævne mellemrum og så langt synes jeg da ikke jeg er kørt siden den fik frisk olie på. Sidst jeg tjekkede var standen fin og at den lige siden hele tiden har set så tør ud udvendigt, har selvfølgelig lullet mig ind i falsk sikkerhed. Nå, undskyldninger og forklaringer er der nok af. Dybest set er det bare ubeskriveligt dumt!
Jeg har før haft tanker om at tilbringe mere tid hos Luzzi, men det skulle ikke lige være på den måde! Men lad os nu se. Den slags har det med at bringe noget særligt med sig. Omend det lige nu ikke synes særlig rart!
Overnatningsstedet er, som det kan tænkes, knap så romantisk. Lydene er en motortrafikvej og en defekt benzinstander der står og bipper uophørligt monotont.

23/5 - 8.50

Km: 199168 - En tankstation øst for Siena

En slags frihed er at kunne tage hen hvor man vil. Den frihed har jeg ikke lige nu.

Jeg er altid lidt lunken omkring det at man bliver nødt til at definere ting ud fra deres modsætninger eller hvad de ikke er. Det er for mig en lidt fattig måde at beskrive et begreb ud fra. Lidt i samme forestilling påstår jeg ind i mellem at jeg ikke behøver vinter for at værdsætte sommer, at jeg ikke behøver at opleve det onde for at værdsætte det gode. Men mange gange er der bare ingen anden vej, man er nødt til at sætte det i forhold til noget andet, noget ligefrem modsætningsfyldt for at det giver mening. Det gode eksisterer selvfølgelig kun som begreb, fordi det kan gradueres hen mod det onde. Hvis der ikke fandtes ondt, så gav det ikke mening at tale om det gode, så ville det bare være; være noget man ikke satte ord på. Med begrebet frihed står jeg i dette lunkne problem. Frihed findes nemlig kun hvis der også er grænser. Hvis man ingen grænser har, kan man gøre alt hele tiden og så forsvinder hele meningen med begrebet frihed. Så grænser er altså væsentlige for at forstå begrebet frihed. Ind i mellem hører man folk sige at ultimativ frihed er at være fri for alle grænser og bånd. Man kan måske tale for en sandhed i det, men langt hen ad vejen kunne det ikke være mere usandt, for det ville være det samme som at være ikke-eksisterende, det er døden eller som visse religioner beskriver det, at være al-liv - hvorved man så mister sin individualitet, hvilket også er en slags begrænsning. Det er på baggrund af grænserne at friheden kan mærkes.
Spørgsmålet om "det ikke giver enorm frihed at køre motorcykel", skal selvfølgelig også ses i det lys. Jeg plejer at tænke: "Narh, det er ikke lige frihed jeg vil beskrive det med, men jeg forstår hvad du mener". Men hvis jeg skal tænke frihed ind i det, så er det først og fremmest dette at jeg kan køre hen hvor jeg vil. For mig at se giver det vel nogenlunde samme frihed som det at have bil. Friheden ligger for mig deri at man kan komme steder hen som "før" var umuligt. Før jeg fik cykel måtte jeg gå - og jeg kunne kun komme et vist stykke før gadelygterne tændtes om aftenen og jeg skulle være hjemme igen. Da jeg fik cykel kunne jeg komme længere. Da jeg fik knallert kunne jeg komme endnu længere. Med bil og ikke mindst med voksenalderens selvbestemmelsesret, syntes det næsten at være uendelig langt jeg kan komme - og det er egentlig det samme med motorcykel - Ja, og så er der lige det særlige aspekt at man på motorcykel (på trods af at være pakket ind i sikkerhedsudstyr) føler sig meget i pagt med naturens elementer; at være i et med vejen, vejret, motorcyklen - sådan lidt som at bade nøgen i havet, hvilket jo også ofte beskrives med ordet frihed.

Luzzi er her om ti minutter så jeg må hellere få pakket det sidste. Ikke alt er tørt endnu, det har været diset og pissekoldt i nat, så jeg har sovet med alt tøj på. Men nu brænder solen igennem. Det bliver varmt i dag!

23/5 - 12.33

Km: 199168 - Santa Margherita-La Suvera Castelnuovo Berardenga

Jeg sidder og lader solen brænde mig rigtig varm. Mit sorte tøj suger til sig! Jeg er nu uden for Luzzi's lagerhus og jeg venter.
Da Luzzi kom i morges havde han vist ikke forstået alvoren af problemet. Troede vist at det kunne klares på stedet. Men jeg fik forklaret og han har organiseret transport ved middagstid. Tornerose er blevet stillet ind i gemmestedet. Tanken er halvvejs lukket, så der kommer få forbi.
Vi kørte så til cafeen og fik lidt morgenmad. Luigi kom forbi, en Morinist som har udviklet et tændingssystem til Morinierne. Han fortalte mange spændende ting. Blandt andet om hvordan Camel'en opstod gennem Valentinis eksperimenter og medvirken i Paris-Dakar. Jeg prøver alt hvad jeg kan at genkende forskellige ting i det italienske. Jeg har faktisk lyttet til en del undervisningspodcasts på det seneste i håb om at lære noget. Men det er virkelig svært. Det er temmelig langt fra både dansk, tysk og engelsk.
En time senere kørte vi til lageret i Luigis lille røde Panda. Det er nu så fin en bil, sådan en måtte gerne afløse Punto'en. Luigi skal have nogle dele, og jeg har gået på opdagelse i alle Luzzis dele.
Men nu nyder jeg bare middagssolen og venter. Det bliver der meget af. 😄 På den anden side bliver det nok også nogle intense timer de næste par dage, hvor der bare skal skrues hele dagen.

23/5 - 22.39

Km: 199168 - Santa Margherita-La Suvera Castelnuovo Berardenga

Det videre forløb:
Kort efter solsugningen tog vi afsted. Vi kørte i Luigis Panda ned for at mødes med Simone, som havde varevognen parat til resten af dagen. Simone kunne jeg genkende som en af Hans' venner, så et velkendt ansigt!
Jeg kørte med Simone, og Pandaen efter med Luzzi og Luigi. Tornerose stod der endnu! Jeg har undskyldt mange gange over for hende, at jeg har behandlet hende så dårligt. Men hun tilgiver altid og giver kun godt tilbage. 😄
Hun blev læsset ind og vi kørte tilbage…til restauranten nede i byen, for nu var det tid til "mangiare". Jeg fik tagliatelle con porcini (svampe) og en øl. Forret: bruschetta, som var yderst lækre.
Snakken gik og Luzzi oversatte de mest interessante passager og mens sad jeg og håbede på at det pludselig ville slå klik og jeg ville forstå hvert et ord. Jeg sad også og havde en anden tanke: at det ville være fedt at blive der i restauranten for bestandigt og bare nyde omgivelserne og så med tid blive en del af det hele og endelig få lært det sprog. Men vi skulle jo videre, der var "lavori" som ventede på mig.
Igen betalte Luzzi hele bordet. Jeg kan ikke finde ud af om han har mange eller få penge at gøre med. Når man ser omgivelserne han lever i, kan man godt få indtrykket at han har lidt, men på den anden side har han vist arvet alt hvad han har og er ellers sparsommelig. Og forhåbentligt giver den lille forretning også lidt penge ind oven i den tydelige tilfredsstillede han har ved at drive den.
Kl 15 var vi ved lageret, hvor Luzzi også har et meget lille værksted. Jeg gik i gang med at skrue, Luzzi fandt værktøj til mig og de andre kiggede nysgerrigt på. Kl 17 var motoren ude og adskilt. Simone blev ved med at komplimentere min effektivitet. Luzzi fortalte senere at han har sendt sin Kanguro til nogle "eksperter" og nu en måned senere var de ikke nået videre fordi de manglede noget at montere motoren i. "Og se, det kan gøre på to timer med en skruestik som holder", som han vist sagde 😄
Det meste så bedre ud end frygtet. Det var sådan set kun hovedlejet der var slemt, men det var også rigtig slemt. Plejlstangssølet kunne måske godt tåle at blive frisket op, så det blev den indledende beslutning. Luzzi ringede til et maskinværksted og fik aftalt at vi kunne komme med det samme. Arbejdstiderne er noget anderledes på disse kanter, men de har selvfølgelig også deres middagspause.
Værkstedet er et fantastisk sted. Man ser det med det samme på maskinparken. Lutter "manuelle" maskiner fra en tid hvor tilliden var til hændernes erfaringer og ikke til computerteknologi.
Luzzi havde vist igen været for optimistisk, for han havde ikke taget lejestørrelser små nok med, så vi skal derind i morgen igen med endnu mindre lejer. Og han håber så at vi kan piske manden til at slibe krumtappen mens vi er der. Hvilket optimistisk set kan betyde at motoren kan samles senere på dagen. Men lad os se. Jeg regner med tidligst afgang herfra torsdag.
Tilbage til den lille bar. Dels for at få en øl og dels fordi Luzzi skulle ønske held og lykke til en kvinde som skal hofteopereres i morgen. Det viste sig at være en herboende englænder, og pludselig kunne jeg jo snakke flydende med et andet menneske, hvilket jeg så også gjorde i et omfang så jeg var helt flov over mig selv. Snakken var meget om Korsika og Sardinien. Hun havde været begge steder, så der blev udvekslet minder!
I øvrigt var Marcello der, en lokal som har været der hver gang vi har været der og som hilste på mig som var jeg en gammel kending i baren 😆
Nå, kvinden skulle afsted, baren lukkede og Luzzi mente vi skulle tage over til restauranten for at få pizza. Jeg bestilte en diavola og en øl og så snakkede vi ellers på vanlig vis om alt mellem himmel og jord. Jeg spurgte lidt mere ud om hans tid i USA og snakken fik, egentlig utilsigtet, men apropos et omdrejningspunkt omkring "the land of the free". Luzzi mente bestemt ikke at han havde oplevet noget der lignede frihed derovre og jeg kan nu også kun undre mig over hvor mange frihedsberøvende love de har i et land, der hævder at være frihedens største apostel. Jeg mener, hvis man ikke kan drikke en øl på åben gade, hvor fa'en er friheden så henne!
Denne gang forsøgte jeg at komme til at betale. Jeg skyndte mig op til kassen og sagde til den unge tjener: "io pago". Men tjeneren, som var så venlig at svare på engelsk, sagde: nej, nej, Sandro har bestukket mig, så det kan du ikke. Luzzi betalte og jeg sagde til ham at han ikke kunne blive ved med at betale for mig. Bare vent, det hele kommer på regningen, så du kan godt begynde at frygte, var hans svar.
Jeg skal vist lige tilføje at de allesammen kalder Luzzi for Sandro her. Og jeg burde vel egentlig også i det mindste omtale ham som Allesandro, men Morinister kender ham jo bedst på hans efternavn.
Nu er jeg inviteret indenfor i huset. Han er ved at renovere det, og det bliver vildt fantastisk. Det er så charmerende og helt som man forestiller sig sådan et hus på disse kanter skal se ud.
Jeg har fået gæsteværelset med en stor dobbeltseng, så i nat skal jeg ikke fryse og oveni ligge vildt luksuriøst. I morgen venter endnu en spændende dag!

24/5 - 22.22

Km: 199168 - Santa Margherita-La Suvera Castelnuovo Berardenga

Hvor har jeg dog nogle fantastiske samtaler med Luzzi! Vi kommer så langt rundt. I dag har vi snakket om Grønland, indianere (eller indfødte amerikanere, som det vist politisk korrekt hedder); kulturimperialisme og kapitalisme. Vi har også snakket om dyrkningsformer, kvalitetsføde; at smage med tarmene og ikke tungen, forskellene mellem afgrøder Italien vs Danmark. Vi har snakket om skyer, fordi han er ved at lære sin nevø om hvordan man læser dem. Luzzi har fortalt om Siena, geologien heromkring; hvordan ideen om banker opstod her, fejden med Florentinerne, hvordan penge og korruption kom til at følge kirken. Jeg har spurgt ud om Palio - det underlige hestevæddeløb som foregår i byen to gange om året. Selvfølgelig har vi også snakket om motorcykler og flere detaljer fra Morinis historie, som han jo har haft et særligt insider-forhold til. Og mange andre ting. Han er virkelig enormt inspirerende at være sammen med.

Dagen begyndte tidligt. Jeg vågnede udhvilet, og ved halv ottetiden var jeg nede ved Tornerose for at se om jeg kunne lave noget. Efter nogen tid kom Luzzi. Han mente vi skulle begynde med morgenmad. Han havde taget havregryn med og så skulle vi ned til den lille bar for at starte dagen. Her blev der købt mælk, så jeg kunne få mine havregryn (ja, han spurgte igår hvad jeg plejer at spise 😄).
Derefter kørte vi ud til "Mino's" værksted for at aflevere lejer. Omkring middag kunne vi komme tilbage.
Så ind til Siena. Luzzi skulle ordne noget i banken og jeg blev sat af ved det ugentlige onsdagsmarked og fik så mulighed for at turiste den lidt. Byen, altså den gamle del er lidt speciel. Det er lidt som at gå i Venedig, men i stedet for vand, er der sten overalt. Ikke en grøn plet at finde, og alle bygninger er høje, så der kommer ikke megen sol ned i gaderne.
Da jeg havde set nok, satte jeg mig hvor vi skulle mødes igen og kiggede på mennesker. Der var ufattelig mange turister alle med en guide foran og alle med høretelefoner, så guiden ikke skulle råbe.
Halv tolv tilbage til maskinværkstedet. Det var færdigt og det så fint ud. Tilbage til…restauranten! Jeg fik pici cacio e pepe. Luzzi har luret at jeg prøver at lære italiensk, så han lod mig bestille 😆
Op til lageret og i gang. Først med den værste opgave: rengøring af delene. Det er en hadeopgave af den værste slags! Så i gang med at samle. Det hele gik fint ind til motorhusene var skruet sammen og jeg opdagede at krumtappen ikke ville dreje rundt. Jeg bandede inden i mig selv og tænkte "jeg tænkte det nok". Når man monterer lejet i motorhuset har det det med at krympe, så det bliver et par hundrededele mindre i diameter. Derfor skal spillerummet til akslen være lidt større end forskrifterne, for at kompensere for dette krymp. Det havde jeg som det naturligste gået ud fra at Mino vidste, men øjensynligt ikke. Altså skille hele lortet ad igen, så det kunne laves om. Luzzi havde forskellige forestillinger om hvad man måske kunne gøre, men jeg blev lidt spids og nok også en smule for kort for hovedet (lige så jeg fik dårlig samvittighed bagefter) og insisterede på at der ikke var anden vej. Luzzi er ikke som sådan mekaniker, så han har ikke helt blik for den slags.
Ud til Mino igen, som først forsøgte at hone sig ud af det, med lejet siddende i huset. Det kunne han ikke - fik faktisk lavet en fejl på lejet. Derefter lejet ud og så op i drejebænken. Jeg kunne faktisk høre på spånen han tog at det var for meget. Og ganske rigtigt, da lejet kom i igen, var det over mål. Så…i morgen tidligt skal vi igen derud med et nyt leje og så prøver vi igen.
Men det betød altså endnu et restaurantbesøg og endnu en fantastisk snak med Luzzi. Vi delte en pizza som ikke er en pizza, men ligner en pizza. Kan ikke huske hvad den hedder, men den er uden tomatsauce. Og vi delte også en anden ret, som var servitricens yndlingsret, en osteret med svampe.
Nu er det sengetid. Vækkeuret ringer kl 6:45

25/5 - 22.32

Km: 199170 - Santa Margherita-La Suvera Castelnuovo Berardenga

Alle kender Sandro - sådan synes det. I det hele taget virker det umiddelbart nemt at få en en plads hvor man bliver set og er en del af et fællesskab her. Men måske er Luzzi er særeksempel. Det er tydeligt at folk kan lide ham og det er ganske forståeligt. Han er virkelig et rart menneske.

Kvart i syv i morges kørte vi ud til Mino igen. Vi fik afleveret lejet og gik så 20 m hen til den nærmeste café og fik lidt morgenmad. Jeg fik et brød med prosciutto og et glas mælk. Alle de spisesteder jeg har været i er der stor stolthed omkring det der serveres, så kvaliteten er god.
Tilbage til Mino, som stod med det problem som jeg også har oplevet næsten hver gang jeg har skiftet hovedlejer, nemlig at der er punkter som er højere end andre. Så snart lejet er presset i huset, sker der "mærkelige" ting. Mino spurgte om han måtte skrabe lejet, og jeg sagde at det plejer jeg selv at gøre, så han skulle bare gå i gang. Efter nogen tid var vi begge tilfredse, men min erfaring sagde mig at jeg kunne risikere at skulle skrabe mere, når først de to motorhalvdele mødte hinanden. Og det var også tilfældet. Men stille og roligt skred arbejdet frem i Luzzis lille værksted. Ved middagstid var motoren stort set samlet. Og så skulle vi have pasta nede på restauranten og her mødtes vi igen med Simone. Alle fik spaghetti al pomodore.
Simone ville gerne se de sidste trin i vores arbejde med Tornerose, så derfor var han dukket op og kunne så se motoren blive sat i og i sidste ende startet.
Motoren ville dog ikke tage gas og så kom der regn, så vi gik i læ og tænkte over hvad det dog kunne skyldes. Simone skulle hjem, så han gik glip af det sidste. Luzzi og jeg prøvede forskellige ting af, men i sidste ende var det bare vand i den ene karburator. De sidste finjusteringer blev gjort og endelig måtte vi alligevel skifte pakdåsen i generatorsiden, for den var temmelig utæt. Da den sidste skrue var fæstnet sagde jeg et stille "finito" til Luzzi og han grinte og sagde at det ikke skulle siges for højt, for ikke at udfordre noget som helst.
Succesen blev fejret med en stor deleøl under halvtaget, hvor man har udsigt til bjergene og Siena og der blev endnu en gang snakket om alskens ting og sager.
Og så fik jeg mig et bad. Jeg var ellers blevet advaret om at der kun var koldt vand i huset, men Luzzi havde i dag fået sat en vandvarmer til, så jeg kunne få en bad. Det var tiltrængt!!!
Derefter ned til restauranten, hvor jeg fik en pizza Toscana. Jeg måtte levne! Og Luzzi ligeså, men han tog det sidste med hjem til frokosten i morgen. Samtalen gik i stå - vi var begge meget trætte.

Vejret bliver nu igen en faktor. De sidste mange dage har det samme vand "beriget" os flere gange. Det regner om eftermiddagen, holder op om aftenen, næste morgen fordamper vandet i den brændende sol, stiger op og danner skyer som så regner om eftermiddagen osv! Kritiske røster siger at jorden er udpint og derfor ikke kan suge vandet.
Heldigvis ser det ud til at denne cirkulation er ved at stoppe. De næste dage skulle det holde tørt og det er jo perfekt, når jeg i morgen skal fortsætte min tour.
Jeg har forsøgt at kigge lidt på muligheder for resten af rejsen, men kan ikke komme til nogen konklusion andet end at jeg bare kører mod syd.

26/5 - 13.06

Km: 199415 - Rieti

Jeg er i Rieti, en mindre by som de selv kalder Italiens midtpunkt. Geografisk set skal det nok passe, men mange ville nok nærmere betegne det som Udkantsitalien. Får mig lige en cola foran en Conad, det er længe siden jeg har fået cola, synes det. Skal dog ikke spise noget, for jeg tror jeg bliver nødt til at sulte mig ind til jeg kommer til Morano, med alt det jeg har ædt på første del af turen. Tornerose skal jo ikke også lide under min overvægt!
En kvinde har lige været ude at tage et billede af Tornerose - en dejlig tilbagevenden til det vanlige 😉

Dagen skulle jo begynde med noget jeg ikke bryder mig så meget om: afsked (og at betale regningen 😆)!
Jeg fik pakket alt mit skrammel. Alt unødvendigt til kørsel er pakket ned, så tasken er total proppet. Jeg har tit tænkt på bare at sende det overflødige tøj hjem, når jeg nåede ned til varmen, men typisk skal jeg jo bruge det igen på hjemvejen. Men jeg kunne selvfølgelig gøre som min trialmakkerinde Susie gør, tage det faldefærdige med, smide ud efterhånden og løbende købe nyt når det bliver nødvendigt. Jeg er dog begyndt med kun at have en t-shirt med, fordi jeg altid har flere med hjem. Jeg har allerede to mere og mon ikke der bliver til en i Morano også

Halv ni stod Luzzi og jeg begge uden for hans oase. Jeg fik læsset Morinien og vi trillede ned til baren, hvor vi "plejer" at få morgenmad. Jeg fik en æblecroissant og et glas mælk. Mit sidste måltid 😄.
Igen blev der snakket og da jeg ikke kunne trække den længere fik jeg udfrittet en pris af ham. Jeg skulle i hvert fald betale for slibningen af krumtappen. Det kostede halvdelen af hvad jeg for nyligt har givet hjemme. Med tanke på hvor megen tid Mino lagde i det, var det et fund. Men jeg ved det jo selv, nogle arbejdsopgaver kan nogle gange risikere at give en ufattelig lav timeløn - hvis man da ikke gør som på de dyre steder, hvor man betaler for alt - også de fejl mekanikeren laver.
Jeg bør vel egentlig nok ikke fortælle hvad jeg skulle give for alt det andet: materialer, kørsel, mad på restaurant hver dag, osv. Det skulle jo nødig være sådan at det bliver noget man kalkulerer med, når man kører forbi Luzzi. Men lad mig bare sige at jeg tilbød at give det dobbelte, men kunne ikke få lov til det uanset hvor meget jeg insisterede.
I denne lidt sjove baglæns forhandlingsproces, foreslog han at jeg kunne komme en anden gang og arbejde lidt for ham. Jeg kunne så bo hos ham, arbejde halvdelen af dagen og så tage på ture den anden halvdel. Han tænkte at kunne samle lidt motorer og andet for kunder, der skulle laves og så kunne det være en måde for mig, at holde lidt ekstra ferie i området. Det er noget af en cadeau og jeg føler mig meget beæret over det. Og det er helt sikkert noget jeg kunne tænke mig, ja, faktisk har noget lignede tidligere været i egne tanker.

Nå, afskeden kom. Det var (og er altid) svært for mig at få udtrykt hvor taknemmelig jeg har været for tiden sammen med ham. Det har virkelig været en berigende og særdeles rørende tid sammen med en fantastisk menneske.

Turen gik i første omgang mod Perugia igen. Jeg skulle ligesom, forbi tanken igen og videre, ikke mindst for Torneroses skyld 😄
Da jeg var kommet er godt stykke forbi tænkte jeg om, for tilliden til motoren steg og jeg tænkte at jeg i stedet kunne sigte mod den del jeg gerne ville gense, nemlig den centrale del, hvor Rieti også ligger. Området er vildt smukt. Her er frodigt og grønt og meget uberørt. Som Luzzi sagde en meget underkendt del af Italien, hvor livet i et blik er gået i stå, men i et andet, at det smukke og enkle har fået liv at bestå.
Jeg kører i sydlig retning et par dage og vender så om, så jeg kan være i Morano torsdag - og håber at Tornerose er med på ideen. Men det lader det til.

26/5 - 20.58

Km: 199859 - Spinazzola

Turen videre har været vanvittig smuk, interessant og dødhamrende kedelig - i den rækkefølge.
Sidst jeg var i Rieti var det fra vest mod øst. Denne gang var det jo fra nord mod syd og jeg var spændt på om jeg ville få de samme veje og samme natur. Og det fik jeg overmåde. Veje med store bløde sving, hvor der kunne køres med høj hastighed og så denne helt vildt fantastiske natur: Bjerge på begge sider. De fleste klædt helt i grønne træer. Enkelte bjerge så høje at de var bare på den øverste top og nogle sågar med en smule sne. Der var hele tiden noget nyt at se og jeg var glad for at turen ikke krævede mere kørekoncentration, for de mange kilometer skulle bare nydes med øjet. Jeg har kun set billeder fra New Zealand og Hawaiis skovbeklædte bjerge, men scenariet gav mig forestillinger om at de nok er lige sådan.
Jeg er som ofte nævnt også glad for mere lige stræk efter et "træf" og mit hoved har ikke haft nogen tanker, andet end hvor smukt der var og så lige i ny og næ nogle billeder fra ugens forløb med Luzzi.
Da landskabet fladede lidt ud, kom der et område med ingen træer - kun lav vegetation og det hele stort set dyrket. Der var masser af vindmøller og det gav mening, for det blæste helt vildt. Til gengæld kom der snoede veje med rigtig god asfalt, så på en 50-75 km var det sjovt at køre - trods vinden. Udsigten var heller ikke så spændende, så fokus blev på kørsel. Men så fladede det helt ud og blev helt enormt kedeligt - og jeg er bange for at det fortsætter temmelig langt i morgen: eneste marker og vindmøller, uendelige lige veje og en horisont der ikke kom nærmere. Hvis nogen havde understreget hvor kedeligt det var, havde jeg fundet en anden vej. Så det kan kun frarådes - uanset hvilket køretøj man kommer med.
Interessant er det dog at se hvor enormt et område det er. Der må blive dyrket korn til hele Italien her - og lidt til!
Jeg havde sat dagens etape til Taranto, men vidste godt jeg ikke ville nå det. Men jeg er tilfreds med de 130 km der er igen. Jeg glæder mig til at se byen, da den har en særlig status i min verden. Der er nemlig et berømt veteranløb som går fra Milano og dertil. Et jeg kunne drømme om at deltage i en gang, men som jeg nok ikke får råd til. Det er temmelig dyrt, da det inkluderer mad, hotelophold og meget andet undervejs.
Jeg ved ikke om jeg fra Taranto vender om, for jeg har planlagt at køre op langs østkysten på mere snoede veje og skal selvsagt bruge noget længere tid end jeg har brugt i dag - men nu får vi se.
På grund af det åbne landskab og at markerne er dyrket til den sidste centimeter ud til vejene har det været svært at finde et overnatningssted. Men jeg har fundet en ganske lille olivenmark med er lille tomt hus på. Helt sikkert "proprità privata", men jeg tager chancen. Går tidligt i seng og stikker forhåbentligt tidligt afsted i morgen. Jeg er så langt sydligt nu at solen går ned lige om lidt. Jeg har forberedt mig på en kold nat, for der er heller ikke varmt her.

27/5 - 10.19

Km: 200017 - Taranto

Halv otte sad jeg på Tornerose og var forberedt på endnu et kedeligt stræk. Det lagde da også ud på samme måde: enormt øde, i hundredvis af forladte huse - og vind, masser af vind (heldigvis i ryggen). Hastighedsbegrænsningen var halvfjerds. Ingen kørte under 110 og jeg blev hele tiden overhalet. Vanvidskørsel ville et tåbeligt kulturfænomen og nu en lov sige - et vist sted i verden.
Love kommer til når samfundet har givet op og ikke længere tror på mennesket. Jeg ved fx godt at man skal køre langsomt forbi en skole i dagtimerne. Om aftenen når børnene er i seng, kan jeg godt køre hurtigere. Men fordi man ikke stoler på mig, får jeg frataget ansvar og ikke mindst frihed til selv at afgøre og skal køre langsomt uanset hvor lidt mening det giver. I stedet for at sikre frihed under ansvar, bliver det frihedsberøvelse og straf.

Nå, jeg er nået til Taranto, som er en fin havneby. Slidt og charmerende. Grim og smuk på samme tid - som jeg kan lide det. Jeg sidder på en strand i underbukser. Det er første gang jeg har tøj af i solen. Jeg har ellers forberedt mig helt vildt hjemmefra. Som jeg skrev sidste år, er det enormt irriterende at komme herned og så blive forbrændt i løbet af ti minutter. Jeg har simpelthen købt mig et brugt solarie til 200 kr med nye rør og det hele! Og så har jeg forberedt min pigment på turen. Men det har næsten været forgæves, for det er ikke meget D-vitamin jeg har fået gennem solen. Men i det mindste er hovedet og armene ikke blevet forbrændt.
Fra stranden her vil jeg tage til Brindisi og måske ligge lidt mere på en strand. Jeg havde egentlig i tankerne at køre ned til det sydligste punkt på halvøen, men det er virkelig ikke synderlig interessant landskab, så selvom det altid har noget i sig at tage til yderpunkterne, så gider jeg simpelthen ikke og desuden har jeg nået et langt mere vigtigt mål i dag: kort før Taranto rundede Tornerose 200.000 km! Det blev selvfølgelig optaget på video og postet på Facebook - eller er det jo ikke rigtig sket 😆
I øvrigt er dette så det sydligste jeg kommer. 2399 km fra Hygind ad den korteste rute. Jeg har ind til nu kørt 3707 km. Altså 1308 unødvendige kilometer 😄

27/5 - 14.37

Km: 200141 - Brindisi

For mange år siden var der en flok udvekslingsstudenter som læste engelsk på Odense Universitet. Flokken bestod af en del italienske og spanske piger. Min kammerat havde gaflet en af spanierne op, som han siden blev gift med og skilt fra igen. Jeg kom på slæb når der var fest. En af italienerne havde stort krøllet og ravnsort hår. Hende var jeg lidt fascineret af, men så dukkede der en meget køn spansk pige op og hun og jeg kunne pludselig ikke holde os fra hinanden. Og sådan kom det til at jeg i et halvt års tid havde en spansk kæreste, og som jeg den sommer besøgte i Spanien. Min kammerat og jeg blaffede derned til hver sin kæreste. Først sammen, og fra Barcelona hver til sit. Han til Madrid og jeg til Bilbao. Det holdt selvsagt ikke med den kæreste. Hun var ellers et fantastisk menneske og en kærlig og hengiven kæreste, men afstanden blev et problem og jeg var igen en klovn til at holde fast - igen på grund af manglende selvværd. Nu er hun dog i Irland, gift og har levet der i nok 25 år.
Lang historie for at fortælle at hende italieneren med det dybsorte hår var fra Brindisi.😄
Idag har jeg set masser af piger med denne fantastiske hårfarve. Det er dybt fascinerende - for sådan en bleg dansker som mig, som har leverpostejfarvet, tenderende til grånende hår!
Jeg ligger nu på en strand lidt nord for Brindisi. Har fundet den eneste skygge der er der. Fint strandsand og vand næsten så blåt som omkring Sardinien. I det hele taget er der mindelser om den smukke ø. De første strande jeg så lignede dem på sydvestsiden og over alt er der de samme kaktusser som man finder som "ukrudt" alle steder på Sardinien.

I Taranto var jeg i et supermarked for at købe en liter mælk. Det må udgøre dagens måltid! Jeg havde lige parkeret, så kom der en og spurgte ud om Tornerose. Han havde mange spørgsmål og det lykkedes vist at besvare dem tilfredsstillende, men han var også god til at gøre det simpelt.

Om lidt går jeg ned og mærker på vandtemperaturen i Adriaterhavet og så vil jeg planlægge den videre tur. Luzzi havde et forslag, som jeg må have med i ruten.

27/5 - 21.17

Km: 200445 - Torre di Sagro

Jeg skal sove i total idyllisk og fantastisk trial-terræn. Høje skrænter, træer som udgør perfekte porte, en udtørret bæk med lutter sten i bunden, som helt sikkert er sjov nu og endnu mere når der kommer vand i den. Jeg har jo måtte køre med Tornerose herind, men selvom hun er en let dame, er hun alligevel for tung til trial - 20 kg oppakning bag på hjælper heller ikke. Dæk er også forkerte og fodhvilere og styr helt forkert placeret til trial. Jeg sender selvfølgelig en varm og savnfuld tanke til gutterne derhjemme. De har været til træning i dag og jeg håber stemningen har været så hyggelig som den plejer. Jeg kan se at vejret næsten har været bedre end her, så det har sikkert været en god dag!

Turen fra i eftermiddags var om muligt endnu mere kedelig end i går. Godt nok var der fint mellem Taranto og Brindisi, men fra Brindisi og langs kysten var det en lang og lige motorvej. Jeg havde været optimistisk og ment at sådan en tur langs kysten altid er fin, men den eneste vej der forbinder de små byer er en stor lige motorvej. Ok, der er også en lille landevej, men den er nærmest lige så lige - for den går parallelt med motorvejen.
Men altså, fra vejen var der dårligt udsyn til havet og den anden side var uinteressant: dyrkede marker, halvdelen med plastik over - og trafikken krævede stor opmærksomhed.
Jeg havde sat målet til Vieste, som er den yderste by på den lille halvø ud for Foggia - ved ikke hvad den hedder. Luzzi havde forslået det: flotte bjerge og snoede veje! Men først skulle jeg jo igennem det lange lige helvede. Da jeg endelig kunne dreje fra motorvejen kom jeg ud på...lange lide veje og jo længere jeg kom, desto dårligere blev asfalten. Visse steder lignede den mere en virkelig dårlig grusvej. Igen blev det øde og igen masser af forladte huse.
Endelig kom bjergene og her er virkelig smukt. Noget enderledes bjerge end jeg ellers har set. Der er som om de består af løse sten og jord. Vegetationen gror pletvis og afslører sten mellem træer og planter.
Fra omkring Monte San Angelo blev der snoet - i den grad. Det var som om vejene skulle kompensere for de manglende sving de sidste par dage. Og asfalten! Aldrig har jeg set så god asfalt på så små snoede veje!
Jeg skulle lige ind i det igen, for efter så mange hundrede kilometer med ligeudkørsel, sidder jeg helt anderledes på cyklen. Men endelig lidt sjov igen. Der var masser af motorcyklister i området, hvilket altid er et godt tegn. Stederne jeg var forinden tror jeg aldrig nogensinde der har været en motorcyklist eller bare turist forbi!
15 km fra Vieste fandt jeg dette fantastiske sted. Det er mørkt nu og jeg vil lægge mig til at sove om lidt. Der er nogle køer med klokker i nærheden. De har været her tidligere, kan jeg se på deres efterladenskaber. Nu håber jeg at de ikke bisser og tromler Tornerose og mig ned i nat!
Jeg skal tænke mig godt om med ruten i morgen, for jeg tror at når jeg kommer væk fra halvøen, så fortsætter det kedelige helt op til Venedig. Det bliver så nok indad i landet at ruten skal lægges, men vi får se.
Nul forbindelse, så upload i morgen! 🫤

28/7 - 13.56

Km: 200800 - Civataretenga

Kl 6.05 strøg en mauntainbiker forbi i det udtørrede vandløb. jeg troede et kort sekund at det var køerne, men blev hurtig klar over hvad det var der kom susende. Jeg var stadig for træt til at stå op. Havde svært ved at falde i søvn, vågnede midt om natten og havde igen svært ved at falde i søvn. Kl 7 kom der dog sol på teltet ned gennem de mange træer og jeg fik langsomt pakket mit habengut og lagt en rute. En halv time senere var jeg klar til at køre. I det samme hørte jeg klokker, mange, og ganske rigtigt, der dukkede en flok køer op. De spærrede så jeg ikke kunne komme forbi. Jeg måtte igennem. Den ene, vist nok boss-mor, hun havde i hvert fald er fint pandebånd på og var den største, stillede sig an med front mod mig og begyndte at skrabe i jorden med den ene klov. Jeg slukkede motoren! Det beroligede flokken lidt. En søsterko stangede boss-mor i siden, for ligesom at sige: "lad ham nu forbi, han er ikke farlig". Boss-mor vendte siden til og jeg kunne liste stille og roligt gennem flokken! 😄 Jeg mødte en efternøler på vejen. Den gik midt ude på vejen og det så ud som om at det var almindelig praksis for de køer. Smart, tænkte jeg, så kan man komme forbi til begge sider!
Men jeg var altså ude på den fede vej igen og kort efter i Vieste. Den ligger helt ned til havet. Jeg havde lidt en forestilling om at den ville ligge oppe i bjergene og med udsigt til havet, men det var ud til en bugt, hvor der var en kæmpestor badestrand. Meget fint og trods at det var tydeligt at turisme er primærindtægten, var den ikke synderlig "turistet". Det samme gjaldt de næste 20-30 km, som var oversået af campingpladser. Og grunden var selvfølgelig ufattelig mange lækre strande. Ikke helt på Sardinien-niveau, men bare meget lækre strande. 😄
I halvanden time fortsatte de fantatiske veje og den smukke udsigt. Så kom jeg væk fra halvøen og til lige veje, og jeg udbrød "jeg tænkte det nok". Men det kom til skamme, for efter et kort stykke blev det virkelig flot og vejen dejlig at køre. Så hele vejen til Pescara er fin. Herfra drejede jeg ind i landet, for jeg mener at jeg har været på kystvejen nord for Pescara. Igen kom jeg ind i det område, som jeg for år siden var så betaget af, og som jeg beskrev i forgårs - og jeg er stadig betaget. Dog er ruten mere sydligt end jeg har været før, så ikke det samme, men det samme på en anden måde. Her er overmåde flot!
Jeg har tanket ved en af de mange små barer, der på forunderlig vis kan leve af at sælge mad til folk der kommer forbi. Men med tanke på hvor almindeligt det er at spise ude, giver det alligevel mening at så mange små spisesteder har et kundeunderlag. Jeg nøjedes dog med en cola.
Videre...

28/5 - 21.45

Km: 201123 - Luzzi's

Det her er ved at være pinligt og en farce. Jeg er igen hos Luzzi. Ikke med den gode vilje, men jeg så ingen anden udvej.
På det næste stykke fik jeg nye problemer. Motoren begyndte at sætte ud på den ene cylinder i tomgang og var meget svær at starte. I de høje omdrejninger gik den fint og siden jeg kørte på relativt store veje uden nogen byer undervejs, mærkedes det ikke det store. Men det blev værre og værre. Den ville først slet ikke gå ordenligt under et par tusind omdrejninger. Det lignede mest af alt tændingsproblemer, for samtidig døde omdrejningstælleren, som jo måler på den ene tændingsboks. Jeg var næsten sikker i min sag, men jeg prøvede at skifte til den anden tændingsboks. Her var der heller ikke liv i omdrejningstælleren, så nu blev det mere speget. Jeg holdt ved en tank og tjekkede karburatorer og ledningsnet, men alt så fint ud. Så skrev jeg til Luzzi at jeg ville komme hvis han var ok med det. Og selvfølgelig var han det - den rare og yderst hjælpsomme mand, ville aldrig have sagt nej!
90 km fra Siena gav den et host i de høje omdrejninger. Hvad nu? Der måtte omtænkes og da det hele tiden blev værre og værre, kom tanken om det kunne være er løst ventilsæde?
25 km fra Siena gik den forfærdeligt. Næsten uanset hvad jeg prøvede ville den hele tiden gå ud på den ene cylinder og da jeg nåede til at skulle køre de sidste 8 km op til Luzzis hus var det kun lige at den kunne hoste sig derop. Nåja, og så skulle det selvfølgelig lige regne på de sidste kilometer, så mit tøj blev vådt 🙄
Luzzi var der ikke, men lågen stod åben som om han ventede mig. Jeg fik tjekket telefonen og ti minutter forinden havde han skrevet at jeg bare kunne møde ham nede på restauranten. Jeg skrev hurtigt tilbage og det endte med at han kom op for at hente mig.
Jeg fik forklaret mens vi kørte ned til restauranten. Han mener umiddelbart at det er tændingen og det kan jeg selvfølgelig kun håbe, for så er det relativt simpelt. At skifte topstykke er en lidt mere krævende affære.
Vi delte en gang antipasta og jeg fik en pizza. Og vi fik snakket lidt mere - nu om Danmarks "storhedstid" med Norge og Sydsverige og de Vestindiske Øer under flaget.

"Heldigvis" skal han til nogle lægetjek i morgen, så jeg skal arbejde alene. Ikke fordi jeg vil slippe for ham, tværtimod, men så føler jeg mig da lidt mindre som en belastning.

Bortset fra det forblev turen fantastisk smuk og jeg kunne nyde det meste, på trods af bøvlet!

Tidligt i seng og tidligt op, så jeg forhåbentlig kan komme afsted igen.

29/5 - 14.31

Km: 201237 - Firenze

Så er jeg endelig på farten igen.
Kl syv vågnede jeg. Havde aftalt med Luzzi at gå i gang kl otte, men jeg tyvstartede med at tjekke tændrør, kabler tændrørshætter og lednings- og stelforbindelser.
Lidt over otte kom Luzzi og mente at vi bestemt skulle have morgenmad. Jeg sagde at jeg gerne ville fortsætte med arbejdet, men han insisterede: "vi behøver ikke sætte os, vi kan bare stå og spise".
Jeg fik mit glas mælk - behøvede ikke spørge, for damen i baren vidste hvad jeg ville have. Dertil en æblecroissant.
Jeg spurgte lidt ud til Luzzis undersøgelser. Han har noget hjerteflimmer, som de har haft lidt svært ved at få styr på, og han var tydeligt lidt bekymret.
Tilbage fortsatte jeg og Luzzi gjorde klar og kørte så.
Med udelukkelserne på plads viste det sig alligevel at være den ene tændingsboks. Så dejligt at det ikke var mere kompliceret. Lige da jeg var færdig kom Luzzi tilbage. Han skulle dog afsted om eftermiddagen igen, så jeg skyndte mig at få mig gjort færdig. Nåede at få tjekket ventiler, strammet kæde og hældt olie på. - Jeg har fundet ud af hvor olien er forsvundet hen. Det er den forreste cylinder som æder det. Jeg er begyndt at tænke om jeg har fået beskadiget en stempelring hjemmefra? Desuden har den også smidt en del fra topsækslet. Det ene gevind er ødelagt, så dækslet hænger kun i to skruer, men nu har jeg pakket med silikone også. De gevindhuller burde man bare en gang for alle og konsekvent forsyne med Helicoil eller Timesert!
Luzzi tilbød mig igen et bad, men først ville jeg lige køre en tur for at tjekke alt. Jeg kørte ned til vaskeanlæggene og vaskede Tornerose. Aldrig har hun været så beskidt. Forfælgen var praktisk taget sort af bremsestøv. Sikke en forskel det gjorde med en vask!
Tilbage fik jeg selv en vask - knap så stor en forskel, men dejligt alligevel.
Kl 12 afsked med et på gensyn i Morano. Og jeg fik sågar lov til at betale for dele og mad i går. Men jeg har godt nok også mange gange sagt at det ville jeg så absolut!
Ruten blev sat til La Spezia over Firenze. Snoede veje - minimum. Jeg kom lidt i tvivl om jeg havde sat den til maksimum, for højeste gear var tredje og der var fuld skrue i alle sving. Siena er fantastisk at køre i og fantastisk smuk. Men det er turen til Firenze nu også. Jeg har valgt at køre ind i byen og turiste den lidt.
Nu er jeg foran en Coop og har drukket en liter mælk, og inden længe kører jeg mod vest ad flere snoede veje. - Vejret er uovertruffent, i øvrigt. Megavarmt som jeg kan lide det!

29/5 - 21.47

Km: 201465 - Aulla

Jeg skal da lige love for at jeg fik sving for alle pengene! Jeg havde først sat den til snoede veje - minimum. Men det var motorvej det meste, så det blev på mellem niveau. Det lagde 70 km oven i de oprindelige 150! Og ikke mindst skulle det tage 4,5 timer at køre det. Og det fandt jeg ud af hvorfor. Jeg tror det er det mest snoede jeg nogensinde er kørt. Og det var lige før at det var for meget 😄 Jeg er helt øm i underarmene af at bremse på de stejle nedkørsler og hovedet var også til sidst godt brugt. Det kræver megen koncentration at køre stærkt på den måde.
Første store pas jeg kom til var Passo Abetone og hvor var det vildt. Der kan kun anbefales hvis man er i nærheden. Sydsiden er vildt sjov. Jeg blev indhentet af en ung gut på en KTM. I nogen tid blev han bag mig, men overhalede så på et af de mere lige stykker. Det var tydeligt at han var stedkendt. At følge ham var umuligt. Tre gange så mange hk gør en del ved det og lokalkendskab ligeså, men jeg fik da et anerkendende nik da vi mødtes på toppen.
Derfra kom jeg ind i et igen overdådigt landskab. Bjerge til alle sider og grønt overalt, og jeg tror der altid er grønt. Jeg fandt ikke noget som var "noget særligt", men det hele var bare noget i særklasse. Jo, der var en stor grøn sø, som burde trække en masse turister til, men det var nu ikke lige hvad der var lagt op til.
Kl 19:30 var jeg kort før Aulla. Her købte jeg lidt til teltet - primært to Peroni 🍻 og så var det ellers jagt efter et overnatningssted. Erfaringen siger at jeg ikke må være for kritisk når jeg leder så sent, for det ender i mørke, så jagten bliver endnu sværere. Men jeg har fundet et lille stykke jord ved siden af og neden for vejen og det lyder måske lidt kedeligt, når vejen giver lyde fra sig, men det er ned til floden og jeg har en fin udsigt herfra. Floden risler, frøer kvækker og et lille dyr pusler rundt uden for teltet. - Det er sjovt med disse små stykker natur lige ved siden af noget så "unaturagtigt" som en stor landevej. Naturen skal nok gå sin gang uanset. Som Luzzi også var inde på under en af vore mange samtaler: Det splitsekund vi mennesker er her til at forskrue kloden, er den i det store hele egentlig ligeglad med. Om hundredetusind år når vi ikke er her længere, går den bare ind i en ny fase. Naturen skal nok overleve med eller uden os!
De to Peronier er drukket. I nat kommer jeg ikke til at fryse, det mærkes tydeligt. I morgen har jeg planlagt noget vildt og sjældent set fra min side: Hvis jeg ellers kan finde en med skygge og noget kønt at kigge på, skal jeg lave ingenting på en strand 😄

30/5 - 13.43

Km: 201496 - Portovenere

Jeg vågnede tidligt, men blev liggende længe. Prøvede at få tjekket op på de sociale medier, men måtte opgive. Det bliver sporadiske nedslag og tilfældige likes 😄
Kl 10 kørte jeg gennem krattet og ud til vejen. Dagens foreløbige etape var svimlende 30,7 km. Jeg er kørt ned til Portovenere. En meget flot havneby vest for La Spezia. Det ser dyrt ud, det hele her. I bugten ligger en stor lystyacht og et tremastet sejlskib. Jeg har fundet et træ som kan give skygge. Det er godt nok lidt tæt på et ungt nyforelsket par, men det er den eneste plads jeg lige kunne finde.
Jeg tjekkede radar i går og det skulle umiddelbart gå fri for regn, men ved seneste check ser det ud til at der alligevel kommer en byge ved tretiden, men jeg holder nok ikke så længe alligevel 😄 - Det er allerede lidt overskyet og ligner rigtig nok noget der kan blive til mere, men det er perfekt med skyer, hvis jeg skal hænge ud her i flere timer. Jeg har en stol i form af nogle klippestykker og i revnerne mellem dem piler der af og til firben frem og tilbage.

Jeg er begyndt at søge hen hvor der er mennesker. Dels for at have noget kønt at kigge på 😉, men dels også fordi det betyder enormt meget for mig at føle mig en del af "menneskeflokken". Tidligere har jeg altid søgt væk fra mennesker. Søgt at være alene, og jeg er egentlig hoppet med på vognen med de andre som idealiserede det at være alene og fri for andre - "helvede er de andre", som Sartre karikerede. Men valget om at være alene er ikke kommet af overskud fra min side eller for den sags skyld foragt af andre. Tværtimod har jeg higet efter andre; at være en del af fælleskabet. Men igen har det været et spørgsmål om ikke at føle mig "som de andre". Den evindelig flovhed over mig selv og ulidelige generthed har tvunget mig ud i at positiv-skrive valget om at være alene. Jeg var flov over at være grim, fattig, mærkelig og så genert at jeg ikke turde indlede samtaler; ikke vidste hvad jeg skulle sige og har bare følt mig enorm kejtet.
Det var altså på mange måder en følt frihed ikke at skulle være sammen med andre og en frihed ikke at være afhængig af dem - men falsk! Man kunne måske argumenter for det; at det er frihed at være "single" og uafhængig af andre. Men det er noget forsimplet sludder, for der er en enorm frihed i at være to eller flere om stort set alt i livet. Eksempelvis var der jo tidligere temmelig skarpt opdelte kønsroller i parforhold. Og det er ikke fordi jeg taler imod ligeberettigelse, men jeg er sikker på at det gav en enorm frihed for begge parter: man havde hver sit klart definerede ansvar, som man ikke en gang skulle spekulere over, hvilket gav den anden lige så klar frihed på dette område (og ja, jeg er selvfølglig klar over at der opstod visse uretfærdigheder i fordelingen). I dag skal man forhandle sig frem og det kan nogle gange synes at der kæmpes mere mod hinanden for frihed end at kæmpe for den andens større frihed. Lidt et sidespring, men pointen for mig ligger deri, at man ved gensidig forpligtelse, ansvarspådragelse og troskab til andre mennesker opnår en langt større frihed end man kan få alene. Andre er ikke helvede, de er nærmere paradis, om noget. Det er her man får hjælp, trøst, kærlighed og overskud - og frihed! Det er her man er fri for mindst halvdelen af bøvlet og arbejdet, og fri for at spekulere alene. Et bedre eksempel end hvad jeg har været igennem i sidste uge, kan nok ikke gives.
Derfor søger jeg nu mod mennesker og derfor prøver jeg ihærdigt at omskole mig selv; tvinge mig selv til at være med mennesker og i menneskeflokke trods flovhed og generthed. Jeg vil gerne være fri med og igennem andre; være en del af deres paradis.

Kæresteparret er skiftet ud med en ung familie - polsk, tror jeg. De synes at udgøre et lille stykke paradis. De er blege som mig og har også brug for skygge 😁

30/5 - 22.00

Km: 201642 - Montoggio

Jeg blev der faktisk til klokken fire, og egentlig ville godt kunne have blevet noget længere, men så begyndte jeg at blive bekymret for om jeg kunne finde et overnatningssted. Jeg fik altså tøjet på og kørte afsted. Jeg var i det tænksomme hjørne, så der blev kørt langsomt. Fulgte bilerne i lang tid til at begynde med. Jeg havde været ideløs med hvorhen jeg skulle køre, så det endte med Via Aurelia igen, retning Genova. Så igen over Passo Bracco og selvom jeg var træt og distræt, mandede jeg mig alligevel op og havde det faktisk sjovt igen. Det er virkelig en fabelagtig vej.
Da jeg nåede Sestri Lavante købte jeg mig lidt at spise og min snart vanlige liter mælk. Jeg gav mig rigtig god tid. Det var som om jeg havde svært ved at komme derfra og samtidig er jeg begyndt at tænke på at jeg snart skal hjem igen og glæder mig til det hele derhjemme. Så jeg har været i et lidt mærkeligt splittet humør.
Jeg lagde ruten om - retning nord ad snoede veje. Kort efter kunne jeg vinke farvel til Middelhavet med et vist vemod.
Vejene blev ved st sno sig i en uendelighed. Samtidig gik jagten ind på et overnatningssted, for med den delvise langsomme kørsel løb dagen hurtigt på hæld. Og det var svære end jeg troede. Der var tæt bebygget og det virkede som at et ethvert stykke flad grund var optaget af en bolig. Det var lige før der gik lidt panik i mig og da jeg så et skilt der henviste til en campingplads, var jeg lige ved at overveje det. Men jeg lod være og ledte videre. Jeg skal passe lidt på mit pengeforbrug. Der har jo været nogle temmelig store udgifter undervejs og jeg har stadig et træf i vente. Jeg kørte dog mindst tyve kilometer, før jeg fandt en plet med græs. Det er lige ud til vejen, men alligevel godt skjult. Altså igen uromantisk, men jeg skal bare sove. Er forbavsende træt.
Jeg har ligesom fået en dag i overskud. Hvilket er lidt sært med tanke på hvor hektisk det har været og hvor megen tidsnød jeg troede jeg var i. Så jeg er lidt i tvivl om hvad jeg skal finde på i morgen. Jeg har overvejet at tage ind i Milano. Det er længe siden sidst, men jeg skal lige vurdere med mig selv om jeg gider en storby.
Men nu vil jeg lægge mig til at sove med tanker der går i tusind retninger. Det kan være søvnen skaber klarhed.

31/5 - 16.23

Km: 201824 - Milano

Jeg er i Milano for at kigge på fine arkitekturer og konstruktioner. Og her er meget at kigge på. Man mærker det er en modekapital. Procentsatsen af slanke og velklædte kvinder (og vist nok også mænd) er overvældende stor. Turisterne trækker en del ned på gennemsnittet 😄- Nåja, og så er der jo de velkendte bygninger, som også er smukke.
Jeg har vadet lidt rundt. Det meste ligner sig selv fra sidst jeg var her. Nu sidder jeg på Piazza del Duomo og nyder førstnævnte skønheder der passerer forbi. I korte glimt kan jeg glemme at jeg er gammel, slidt og lettere itu og kan drømme at alt er muligt. Men må vågne op til endnu en begrænsning: jo ældre man bliver, des mindre står mulighederne åbne og tid bliver der konstant og, synes det, med stigende fart mindre af. Og tid er som bekendt frihed. Mit bud nr 16 bliver stadig mere afgørende at fokusere på.
Nå, ud af den spiral! De næste dage skal jeg tilbringe i det bedste selskab jeg kan ønske og det skaber kvalitet til livet, så tiden bliver brugt menings- og værdifuldt.
Om lidt vil jeg køre langsomt mod Casale Monferrato, hvor jeg vil spise aftensmad på restauranten jeg kender. Derefter simpelthen direkte til Morano hvor jeg så vil komme yderligere en dag for tidligt 😆
Til i morgen har jeg et par ideer: Friluftsbadet i Morano, en tur rundt i bjergene og så måske se racerbanen. Den gamle racerbane som ligger i byen og som jeg har kørt på et par gange i dens totalt forkomne tilstand er blevet renoveret, fordi den skulle bruges som location i en film, så det er jeg spændt på at se. Måske bliver der en fællestur derhen, men jeg må hellere sikre mig at få den set under alle omstændigheder.
Afsted...

31/5 - 23.36

Km: 201946 - Morano sul Po

Der var en fin beslutning jeg tog. Jeg har virkelig nydt dagen. Jeg var ellers i tvivl om det var en fejl ikke at blive en dag mere ved Middelhavet.

Jeg har for lidt siden været nede og se på Po. En flok ildfluer guidede mig ned til den lille sandbanke, hvor jeg nogle gange ligger og sover middagslur i skyggen. Vandstanden er lidt højere end den typisk har været. Hele området her har ellers været panisk angst for hvordan det dog skulle blive her til sommer, nu der stort set ikke har været nedbør i vinter og foråret. Men de sidste par uger er der kommet så meget at alle depoter er fyldt op igen. Luzzi fortalte at mange landmænd havde planlagt kun at dyrke halvdelen af markerne, fordi der har været rationering på vand, og jeg så da også en del bare markstykker, som ellers plejer at være vandfyldte og med grønne ris-ris stikkende op fra vandet.
Det er jo en tur jeg elsker trods de lange lige veje og flade landskab. Det er lidt som at komme hjem, når jeg når hertil.

Jeg kørte fra Milano og først forbi Mario Perfettis værksted. Det ligger lidt vest for Milano, men det ser ud til at butikken er lukket helt; han er vist gået på velfortjent pension. Jeg havde dog håbet at jeg kunne købe et speedometerkabel hos ham, for mit er knækket. Jeg har altså haft gang i et par tracking-apps for at holde styr på hvor langt jeg har kørt. Det er på en sjov, og i virkeligheden ligegyldig, måde vigtigt for mig at vide! 😄 - Jeg håber jeg kan købe et af Franco Nanni, hvis han kommer her med sin bod.

Man kommer meget hurtigt igennem byer på to hjul. Hvis det her havde været Danmark, stod jeg til 20 års fængselsstraf for at køre for hurtigt, over for rødt, ind og ud mellem biler, ikke overholde vigepligt, på venstre side af helleanlæg og meget andet. Men her er det helt normalt og alting glider så utrolig smukt; som en skøn musikalsk komposition, som jeg også før har beskrevet det som!
Der er dog sket nogle forandringer her: Der er kommet langt flere speed bumps i byerne, og ikke mindst langt flere fotofælder. Jeg har før været temmelig ligegyldig over for sidstnævnte, men det er jeg ikke mere efter at jeg fik en regning fra en italiensk kommune her i vinters - altså fra sidste års tur! Og italienerne er også blevet tæmmet en del hvad det angår. Så når de bremser umotiveret er det altså ikke så umotiveret alligevel.
Men bortset fra det, kører det som det plejer. Det er virkelig en fornøjelse at køre hernede.
Noget der også er en fornøjelse er, at vejenes tilstand er blevet væsentligt bedre. Jeg skrev lidt om det sidste år, men der er helt utrolig mange steder hvor asfalten er blevet nylagt og det højner i den grad fornøjelsen. Selv de små steder ude på landet, synes at være kommet med i denne renoveringsbølge.

Jeg ankom til Casale Monferrato ved syvtiden. Tog ind i det vanlige supermarked og købte det man altid skal købe først: myggespray! Lidt drikkevarer blev det også til - og så ellers hen til restauranten, som jeg næsten ikke kunne genkende. Den er blevet bygget om - og meget fint. Jeg fik mig en pizza diavola og en øl. Derefter ind til det store torv, hvor jeg fik is. Mens jeg sad og spiste den, hørte jeg musik, og da isen var spist gik jeg i musikkens retning. Det var et liveband som spillede kopimusik. Og de gjorde det godt. Almost Right, kaldte de sig og det var et passende navn. Jeg hang fast lidt længe der, men halv ti kørte jeg mod Morano. Aldrig er jeg kommet så sent til træfpladsen - og så tidligt på samme tid. Jeg har selvfølgelig taget den sædvanlig plads, som jeg mener er den bedste og ligger nu i teltet og kigger på den belyste kirke i bjergene på den anden side af floden, de små ildfluer der blinker i natten og Po der raser afsted og som månen skinner ned på. I nord tordner og lyner det, men der bliver vist deroppe. Cikaderne synger deres triller og en nattergal ligeså. Ellers er her ingen andre lyde, men det skal ændre sig i weekenden!
Hov, jeg skal lige fortælle at jeg har dræbt en bæver i dag - og det er altså ikke en slags omskrivning af noget andet 😆 - Den kom pilende over vejen lige ind under mit forhjul og jeg havde ikke en chance for at reagere. Jeg var henne og undskylde (ikke at der gør nogen forskel) og tjekke at den var helt død. Kort forinden nåede jeg dog at reagere for et andet liv der kom zigzaggende over vejen. En stor slange, grøn med hvidligt netmønster, bugtede sig over vejen, men den så jeg i god tid.

Nå, jeg vil sove. Håber det bliver længe! 😴

1/6 - 12.21

Km: 201946 - Morano

Jamen, for fa'en da, hvor er det dejligt at være nået hertil!
Jeg sov uroligt og var megatræt da de første af de frivillige begyndte at rumstere i køkkenet. Jeg blev liggende og fik en smule mere søvn, vågnede og trak den endnu en anelse. Det var ligesom jeg ville nyde forventningen lidt mere. Kl ni stod jeg dog op og blev mødt af lutter glade ansigter, som spurgte "tutto bene?" og en masse andet. En ville vide hvordan min tur var forløbet og jeg kunne gøre forståeligt at jeg havde været til træf i Frankrig og så sydligt som Taranto. En spurgte hvor jeg synes der var bedst? Morano!, udråbte jeg til alles tilfredshed. Hvor er maden bedst? "Italia!" 😄
Det er virkelig også et sted som følelsesmæssigt har fået en enorm stor plads i mit hjerte. I går da jeg kørte ind i Casale følte jeg som nævnt at jeg var hjemme, at det ligefrem var blevet helt hverdagsagtigt, men det mister det på ingen måde sin glans af. Det får lidt af det samme, som jeg også har derhjemme. Jeg har kørt turen over Ruerne, gennem Sibirien og til min lille rønne midt i Hygind tusindvis af gange, og hver gang frydes jeg over det!
Jeg har før skrevet lidt om min glæde ved gentagelser og på det punkt er jeg nok (heldigvis) som et barn endnu. ikke alene giver det tryghed og velkendelsens glæde, men man opnår også en frihed gennem gentagelser. Igennem gentagelser får man tillært sig automatik og får derved ressourcer fri til at gøre noget andet.
Det er lidt det som riter og ritualer står for, som netop er opstået gennem gentagelser. Når man fx ikke ved hvordan man skal udtrykke sig over for et andet menneske som har mistet en kær, har vi denne fantatiske frase: "jeg kondolerer". Vi behøver ikke finde på noget særligt, vi skal ikke hen og opfinde en ny måde at udtrykke os på. Det hele ligger i denne frase. Desværre er vi ved at gå bort fra ritualer og sædvaner og skal hele tiden opfinde nye måder at være sammen på. Vi skal være morsomme, kvikke, alternative. I stedet for bare at holde fast i noget som har fungeret i tusind år og som bærer lige så stor tyngde med sig og som sætter os fri til at koncentrere os om andre ting.
Når jeg kommer her, er der et fast ritual. Det er godt nok også noget jeg har skulle lære igennem gentagelsen og til en vis grad udveksling af kulturer, men nu er det noget jeg bare ikke behøver at tænke over; jeg behøver ikke føle mig frem eller føle mig kejtet. Det giver en enorm frihedsfølelse!

Fulvio kom lidt senere på formiddagen. Og var også et stort smil, da han så mig. Han skyndte sig at låse op i brusekabinen. Dejligt at føle sig velkommen.
Jeg fik vasket det meste af mit tøj. Hidtil er det kun de inderste lag der har fået, men de ydre lag var efterhånden meget nussede. Derefter fik jeg indrettet mig ordentligt her, ryddet lidt op og fik så endelig et bad og blev barberet. Som et nyt menneske, er jeg! 😄
Lidt senere kom Franco Bergamasco, som egentlig har været lidt kritisk over for mig - på grund af en misforståelse. Men han hilste meget venligt og spurgte mig, hvordan det går med min ryg. Jeg blev lidt paf over at han har fulgt med i det, og selvfølgelig også meget rørt over betænksomheden. Jeg kunne så sige at den også er "tutto bene".

Indtil videre vil jeg bare nyde lydene og det skønne vejr. Der diskuteres på vanlig vis om arbejdet oppe i teltet og der er en myriade af lyde fra de sommerkåde fugle og insekter.

1/6 - 16.11

Km: 201965 - Morano

Ved halv et-tiden forsvandt det italienske i mine ører. Der var "pranzo". Jeg valgte at gå ned til racerbanen. Jeg skal jo i gang med at gå igen! Jeg kan godt mærke i den delvis lammede fod at den er ude af træning. Der er ikke sket megen forbedring mens jeg har været afsted, tværtimod, synes det. Det skal blive godt at komme til at køre trial igen.
På den lille grusvej herfra så jeg igen en slange. Denne gang mørkegrøn. Den skyndte sig ind i græsset og det gav en swish-swish-swish-lyd i kontakt med det tørre græs. Det er altså et fantastisk flot dyr.
Jeg har nok været lidt naiv, da jeg troede at banen var renoveret. Man kan så meget meget CGI idag og de billeder jeg havde set, var altså temmelig meget snyd! Men selve banen var dog blevet nyasfalteret og enkelte steder var malet - sandsynligvis der hvor der skulle optages nærbilleder med korrekt forgrund. Jeg skal prøve at finde billederne fra filmen (når jeg kommer hjem). Der er desværre smidt sand på asfalten, så jeg skal ikke nyde noget af at køre ræs på den. Adgangen er ellers blevet nemmere.
Tilbage kom jeg i motorcykeltøjet og kørte til Casale for at købe flere colaer - og en kæmpestor flaske Liquirizia til deling i løbet af weekenden - og en stor flaske Ceres til Chiara. Det er hendes yndlingsøl. Jeg synes dels det er sjovt at hun favoriserer en dansk øl og dels var hun så sød at forære mig nogle småkager fra et fint bageri i byen sidste år. Det lykkedes mig at få kagedåsen med hjem i hel tilstand, vist nok gennem kurervirksomhed fra Ulf og Sandras side, og den er nu en del af indretningen derhjemme.
I Morano kørte jeg lige forbi friluftsbadet, for at se om der var åbent - og det er der alle dage fra 10-19.30. Nu er jeg tilbage i teltet og tænker en middagslur er på sin plads, så får vi se om jeg skal op til badet bagefter.

2/6 - 9.35

Km: 201983 - Morano

Jeg fik som vanligt alt for meget at drikke i går. Det var som om jeg mente at jeg selv skulle drikke den hele flaske Liquirizia - på to liter! Vin og øl blev det også til, puha! 🥴

Men jeg tog ikke i friluftsbadet. Hans kom og Klaus og Christine lidt senere, så der blev snakket. Klaus havde fået en infektion gennem kateteret lige før det danske træf, så de måtte blive hjemme. Han havde ellers nærmest en uge forinden pakket og var klar, så han var rigtig ked af ikke at kunne komme.
Og så sad jeg ellers sammen med Hans på en bænk og pjattede på vanlig vis. Det er altid underholdende sammen med ham.
Werner og Michael Würz kom også, samt en italiener og en franskmand som også var til træffet i Frankrig.
Vi blev alle inviteret til aftensmad: diverse antipasti og spaghetti med tun. Desværre var kvinderne et andet sted. Nicola fortalte at de havde besøg, som de skulle varte op. Det giver ellers altid en helt anden stemning når der er kvinde til stede. Det er bare langt sjovere med kvinder i livet. Men vi hyggede os og der blev grint og råbt og gestikuleret som bør og hører sig. Jeg forsøgte som en gal at lære italiensk og Hans blev konsulteret mange gange. Og alt imens blev der konsumeret alt for megen alkohol. Lidt over midnat måtte jeg dog lægge mig i teltet og prøve at sove.

2/6 - 23.58

Km: 202058 - Morano

Dagen begyndte rørende. Da jeg fik mig bevæget om til festpladsen stod Chiara der og snakkede med Hans. Jeg fik et stort knus af hende. Hans oversatte - hun beklagede at hun endnu ikke havde lært engelsk og jeg kunne så beklage at jeg ikke havde lært italiensk. Kort efter gik hun for at hente noget - en gave til mig: en flaske vin og et lille fint kort hun havde skrevet og sam en veninde havde hjulpet med at oversætte til engelsk. Det er fantastisk at have den forbindelse til et menneske som jeg kun ser den sjældne gang og som jeg faktisk ikke rigtig kan snakke med.

"Spillamania"-manden kom og stillede din bod op. Han sælger t-shirts og andet merchandise. Han havde for et par måneder siden slået et foto op på facebook af en t-shirt han havde lavet og jeg skrev at han skulle reservere en til mig. Han kunne straks genkende mig og fandt t-shirten frem. Jeg købte også en emaljekop.
Og så kom Franco Nanni. Desværre havde han ikke et speedometerkabel jeg kunne bruge. Til gengæld havde han en del chromringe til instrumenter. Jeg tog et billede af dem og sendte det på Hamborg-stambordets Signal-gruppe - om nogen var interesseret? Meget hurtigt var der bestilling på 13 styk. Så jeg købte alle de 15 ringe Nanni havde og kom derved af med mine sidste kontanter! Et sæt kunne jeg dog straks sælge videre til Peter, for jeg vidste han var interesseret. Så er jeg spændt på om jeg kommer gennem weekenden med så få kontanter. På mandag kører jeg mod nord og vil bruge Visa på vejen hjem.
Ellers har jeg bare dalret rundt og snakket med de nyankomne som jeg kender - og det bliver flere og flere. Der er som vanligt kommet en del tyskere og jeg kender efterhånden allesammen.
Kl 15.15 blev der annonceret fællestur - et kvarter før programsat og der blev endda kørt afsted med det samme, så meget lidt italiensk! Jeg nåede dog med som en af de sidste og så skete noget nær det samme som i Frankrig. De otte forreste kørte lige ud i rundkørslen i Casale og resten, herunder også mig, kørte til venstre. Efter et par kilometer opdagede forreste mand vist fejlen og vi vendte om og kunne så slutte an til den rigtige trup.
Turen var som vanligt langsom og som vanligt smuk. Det er i det område Hans leder efter hus og det er i den grad forståeligt.
Målet var et "eco-museum" i en lille by, hvor der var blevet restaureret en masse og derfor var kommet på UNESCO-listen. I museet kunne vi se hvordan tidligere generationer havde hugget sten ud i klipperne og hvordan disse huler så sidenhen er blevet benyttet som lagringsplads for især vin. I den hule vi så, stod der helt enorm gammel vin, som vist ikke alene skulle få højere kvalitet gennem lagringen, men også sikre at værdien af disse vine ville blive meget høj.
Der var også en lille samling af fund der havde været gjort under udhugningerne, nemlig forskellige havdyr, fra en tid hvor bjergene ikke var bjerge, men under vand. Der sker meget på nogle millioner af år!
Tilbageturen forløb problemfrit, og på det sidste velkendte stykke stak Hans af på sin Valentini-Morini - og jeg selvfølgelig efter, så der blev kørt lidt race.

Ellers har det været snak og siden der er kommet en del som jeg rent faktisk kan tale nogenlunde flydende med, har jeg snakket rigtig meget. Sidste mand jeg snakkede med, var Dietmar. Ham skulle jeg egentlig have lavet nogle dele for, men måtte melde fra på grund af diskusprolapsen. Sidste år her, kom han jo ellers og spurgte om jeg ville dreje nogle dele til hans projekt: en fireventilet version af Morini-motoren. Men han fandt en anden som kunne hjælpe. Desværre har han ikke fået den helt færdig. Det var ellers hans håb at kunne præsentere den her til træffet, men han fremviser så det han har lavet i morgen. Han skulle egentlig også have været til træffet derhjemme, men valgte at bruge tiden på at arbejde på motoren i håb om at nå det til nu.

Ellers er jeg gået tidligt i seng. Det mærkes at torsdagen var lidt heftig.
På pladsen er de unge gået i gang med at synge omkring en guitar og det lyder for en gang skyld godt. Den slags ser man ikke meget af derhjemme efterhånden. Det er en højttaler med kommerciel musik der typisk samles om.

4/6 - 2.26

Km: 202112 - Morano

Første punkt på dagen: i bad og få vasket det sidste tøj.
Til Casale for at købe olie til hjemturen. Planen er jo at det skal gå med mange omdrejninger, så forbruget bliver nok derefter.
Mælk til morgenmad og øl til aftenen i mit favoritsupermarked.
Tilbage på pladsen: tage billeder af Dietmar og hans præsentation af projektet. Folk var imponerede og begejstrede - og retteligt!
Hilse på Lambertini.
Hjælpe Nadia med at skrue en udstødningsmøtrik fast.
Snakke med den tysktalende flok om hvad der dog kunne gøres for schweizeren der var væltet i under en parkeringsmanøvre - og som måske havde brækket benet. En ambulance hentede ham og jeg ved endnu ikke hvad der er sket med ham.
Frokost: pasta al ragu og salat
Grine og snakke meget med Manfred, Peter, Hans og andre. Og ellers vade rundt.
Kl 15 udflugt til en privatsamling af gamle køretøjer: lidt Morinier, lidt flere motorcykler og en enorm stor mængde lastbiler. De fleste Fiat'er, så min boldgade. Det var meget spændende og ejeren entusiastisk, men da jeg ikke forstod så meget, kørte jeg tilbage til pladsen, efter at være mættet af indtryk.
Beundre Morandis helt usædvanligt flotte kunstværk. Detaljerigdommen var fænomenal.
Ved syvtiden aftensmad. Agnolotti og salat. Jeg satte mig mellem nogle tyskere og italienere. Adriano sad ved siden af og snakkede løs til mig på italiensk.
Overfor sad en ung og yndig pige med meget kønne øjne ved siden af sin far. På et tidspunkt forsvandt flokken af mænd og efterlod hende alene. Jeg spurgte på italiensk hvad hun hed: Matilde. Et par italienske fraser senere og endelig om hun talte engelsk. Jo, det gjorde hun. Og så fortsatte en meget berigende samtale med hende. En usædvanlig klog pige! Der var øjeblikke som var ligefrem tårefremkaldende i dybde. Et par timer sad vi og snakkede på den måde. Et helt særligt minde!
Derefter op til diskoteket og jeg fik faktisk danset lidt. Musikken drejede dog væk fra min smag, så jeg gik i baren og stødte til Hans, og på vanligt vis blev der grint så jeg blev helt øm i maven.
Sluttelig var vi en lille flok som drak de sidste sjatter. Til sidst blev det hele forvrøvlet og jeg gik endelig i seng.

4/6 - 13.07

Km: 202167 - Morano

Vågnede alt for tidligt. Folk begyndte at pakke og snakke højlydt henover teltene. En stor del af germanerne tog tidligt afsted og dem fik jeg ikke sagt farvel til. Men jeg ser dem om et par uger igen.
Jeg havde lagt en lille gave til Manfred uden for hans bil. Han har fødselsdag i dag, og ham ser jeg også igen til det tyske træf. Det er endnu et menneske jeg har det utrolig godt sammen med. Han er altid ude på ballade og samtidig en meget dybsindig mand.
Jeg snakkede lidt med Emanuelle, som er Fulvios svigersøn. Han ville spørge Fulvio om han skulle have et speedometerkabel.
Kl 10 var der udflugt og vi styrede mod skyer som så utrolig truende ud, men vi fik kun et par dryp. Prognosen var ellers på regn stort set hele dagen, men det har vi ikke fået. Så turen var smuk og jeg kiggede lidt med vemod på landskabet, for det var jo sidste gang jeg ser det i denne omgang.
Turen gik til den vanlige vingård Ariotti. Her var der igen smagsprøver og lidt brød og forskellige pølser. De havde vist regnet med flere besøgene, så der var rigeligt og jeg fik spist mig mæt. Fik også snakket lidt mere med Matilde og en gut gav mig anbefalinger til hvis jeg skal til Sicilien igen.
Turen hjem var den korte lige vej og tæt på Morano kunne jeg se en blå Valentini nærme sig i spejlet. Hans skød forbi med et grin og jeg fulgte efter. En med en 500'er hang også på og så fik den ellers fuld gas til pladsen.
Nu prøver jeg at få en lur mens de andre spiser. Jeg skal nemlig prøve at se om jeg kan være nogenlunde udhvilet til i morgen. Jeg er spændt på om det lykkes, for der er jo lige en hyggeaften mere i aften 😉

4/6 - 22.41

Km: 202167 - Morano

Pladsen blev mere og mere tom, borde og bænke blev efterhånden pakket sammen og en efter en kom hen og sagde farvel. Det er altid et lidt trist scenarie, fordi det så er slut. Men igen grænsen må sættes ellers bliver det jo hverdag og så er festen ingen fest. Det lille stykke frihed eksisterer jo kun som kontrast til hverdagens bånd, pligter og trummerum. Godt nok virker det dog som om at hverdagen altid er en fest her, som aftenen også endte som eksempel på, men som jeg tidligere har været inde på er det nok illusorisk.
Jeg tog mig en lur hen under aften og Hans kørte op til et hus han har set sig lidt lun på. Han et den eneste "fremmede" jeg kender som bliver til i morgen. En belgier og en franskmand er her dog også og Dietmar og hans kone har også været her til aften.
Ved halv syvtiden dukkede folk op igen. Ikke så mange som der plejer, og det har faktisk været kendetegnende for træffet. Men jeg har dog ikke savnet nogen - måske et par af tyskerne, men ellers har jeg fået snakket og hilst på dem jeg holder af og nu skal savne et helt år igen - men selvfølglig også glæde mig til at gense!

Resten af aftenen forløb på vanlig vis med alt for megen mad, højlydte diskussioner og megen latter. Jeg sad ved siden af Hans og så er jeg altid garanteret at more mig.
Ved ellevetiden var det slut og der blev taget foreløbig afsked. Måske render jeg ind i dem i morgen igen, men jeg tvivler. Jeg skal dog være udhvilet, så nu får vi se. Planen er at komme tidligt afsted og køre hele dagen med kun et kort turistmål undervejs.
Igen er det rørende med de afskeder. Jeg er stadig den lidt skæve størrelse, mest fordi jeg ikke taler sproget og som følge er lidt uden for fællesskabet, men alligevel er det tydeligt at jeg hører til. Det er en dejlig følelse at tage hjem på.

5/6 - 22.29

Km: 203013 - Wolbach

Jeg sov godt. Vågnede dog lidt tidligere end håbet og forsøgte at få lidt mere søvn, men ved halv ottetiden stod jeg op. Fulvio havde ladet det varme vand være tændt, så jeg kunne blive barberet og få et bad på behagelig facon.
Franskmanden og Hans var de eneste tilbage. Førstnævnte og jeg gik og pakkede side om side. Da jeg var næsten færdig spurgte Hans om jeg ville med op i sportsbaren i byen til en kop kaffe, men jeg takkede nej - ville jo gerne hurtigt afsted, men vi aftalte at jeg lige kørte forbi baren når jeg tog afsted.
Lidt over otte sagde jeg farvel til min franske kammersjuk og kørte op til baren. Det blev et kort visit der: udveksling af de sidste høfligheder og jeg ønskede ham held og lykke med sit nye liv i Italien. Da jeg udtrykte en vis misundelse, gentog han at der jo var et hus til salg for kun 15.000 € 😄
Afsted...og ud af de lange lige veje mellem rismarkerne. Man kan se bjergene helt derfra og de synes at forblive i horisonten i uendeligheder. Turen var i Italien og et godt stykke ind i Schweiz en lang overhaling. Det er sjovt som det bliver noget jeg slet tænker over. Der køres bare ind og ud mellem bilrækkerne og overhales når der er det mindste hul. Bilisterne er vant til det og der gøres plads for de tohjulede. Det er en stor fornøjelse.
Vejret skulle i følge min radarprognose være ustabilt i Italien, men det skulle blive varmt og tørt resten af vejen, ja, faktisk helt til Danmark de næste par dage. Men ak, det skulle vise sig at være lige omvendt. Indtil jeg nåede Schweiz var det det skønneste vejr. I samme øjeblik jeg nåede grænsen, begyndte det at regne. Jeg kravlede i regndragten og den har jeg haft på resten af dagen!
Men jeg havde jo et turistmål - ved Como-søen. Der er en lille by der hedder Tremezzo (altså 3 1/2). Der ville jeg gerne have et billede af Tornerose med byskiltet. Men jeg kunne ikke finde noget. Det nærmeste var et hotel som bar navnet, men det var ikke hvad jeg var ude efter. Jeg måtte opgive 🫤
Til gengæld så jeg en anden attraktion, som jeg har haft på listen. Det var helt tilfældigt at den pludselig dukkede op. "The kissing rocks", kaldes de. Ikke noget særligt: med god fantasi ligner det to klipper som kysser hinanden hen over vejen.
Jeg havde bare ladet TomTom'en bestemme en rute som var nogenlunde den korteste og hurtigste mod nord. På den måde kom jeg gennem St. Moritz og over et par mindre pas, hvor jeg heller ikke har været før. Og turen var utrolig smuk, trods den megen regn. Retfærdigvis skal jeg sige at jeg da havde pletter med tørvejr og så kunne der jo ind i mellem køres lidt stærkt på de meget gode svejtsiske veje. Området er sådan lidt udkantsagtigt, så der er begrænset trafik og ikke rigtig nogen kontrol. Svejtserne selv kørte godt til, så jeg hang selvfølgelig på. Da jeg kom til Østrig klarede det op og der kunne køres rigtig godt til på de lige så fine veje - hvor man faktisk må køre lidt hurtigere. Også her var utrolig flot. Halvvejs igennem måtte jeg dog igen døje med regn. Og først da jeg nåede Tyskland fik jeg endelig solen at se. Her har jeg stort set kun kørt motorvej og det har faktisk været fint. Meget afslappende for der var næsten ingen trafik og landskabet kønt at kigge på.
Jeg havde først sigtet mod Kassel, men på et tidspunkt kom jeg til at overveje at køre lidt mere mod øst, for så kan jeg komme gennem Harzen - og det var kun 60 km ekstra. Planen er nemlig blevet at tage til stambordsaften med Hamborg-morinisterne i morgen aften. Norbert har tilbudt overnatningsmulighed bagefter - han er tilbage i Lübeck i lejligheden nogen tid og skal så til Spanien senere på året.
Nu er jeg kørt væk fra motorvejen og har købt en godnatøl i en mindre by. Selvfølgelig skulle det lige begynde at regne under søgning efter lejrplads, så jeg har temmelig meget vådt tøj med ind i teltet. Det skulle dog blive bedre med vejret, men jeg stoler ikke rigtigt på de forudsigelser mere. Dette er vist den vådeste tur jeg endnu har haft, så jeg er godt og grundig træt af regn!!!
Knap 850 km er det blevet til i dag. Jeg er forbavsende lidt køretræt. Med tanke på al den regn og hvor megen ekstra koncentration det kræver, er jeg lidt overrasket over at det er blevet så langt et stræk. Men den sidste motorvejskørsel var som sagt, for en gang skyld, meget afslappende.
Nu tager jeg min godnatøl og så er det godnat herfra. Regnen er holdt op, det giver håb...

7/6 - 14.00

Km: 203514 - Flensborg

Nå, hvor kom jeg fra?
Jo, jeg sov på en mark. Og ikke særlig godt, for det vildt koldt. Flere gange i løbet af natten måtte jeg tage mere tøj på. Jeg vågnede ved syvtiden og tjekkede vejrudsigten - og der skulle selvfølgelig komme regn, men hvis jeg tog afsted med det samme kunne jeg måske slippe for det meste. Jeg skulle bare helst nå gennem Harzen inden kl 13. Altså blev teltet pakket for sidste gang og jeg kørte afsted.
Efter en times kørsel i solskin, blev det da også mere og mere sort, det jeg kørte imod. Ruten var ad snoede veje og vejene meget lækre. Tyskland er simpelthen et af de bedste lande at køre motorcykel i. Man kan finde alle typer veje, man må generelt køre hurtigt og vejene er som regel i god stand.
Halv tolv var jeg ved sydsiden af Kyffhäuser. Egentlig er det måske noget pjat at køre den omvej, for det lille bjerg, men det er altså sjovt og jeg skyldte Ejvin et billede. Det blev taget og så kørte jeg videre derfra - og så kom der regn. De følgende halvtreds kilometer var på halvvåde veje, og jeg valgte så at køre lidt større veje, for at komme nord om regnfronten. Det lykkedes og jeg kunne igen vælge en mere snoet rute, men selvfølgelig, jo mere jeg kom nord på des mindre snoning var der.
Ved femtiden var jeg ved Hamborg. Jeg tog først ind i Louis' loppemarked. Der har jeg før været heldig at finde noget meget billigt. Blandt andet min forrige hjelm og det ene af de styrblinklys jeg nu har monteret på Tornerose. Denne gang intet held!
Derefter til "stambordet", som for tiden er "Die Glocke", en bar/restaurant i den indre by.
Jeg havde egentlig planlagt at side at skrive beretning inden de andre kom, men Holger og Martin var der allerede og så gik snakken jo. Stille og roligt dukkede de sædvanlige op og jeg måtte flere gange berette om mine tekniske problemer på turen! Jeg fik også fordelt de ringe jeg havde købt i Morano og fik penge med det samme, så det var dejligt gnidningsfrit.
Norbert og jeg var de sidste der forlod baren og halv tolv kørte vi mod Lübeck i nattens mørke. Min baglytepære var egentlig sprunget, så jeg var lidt nervøs for turen, men med mit nye legetøj, mo.unit, kan jeg tænde blinklysene i forskellige styrker og køre med dem som markeringslygter. Jeg havde sat dem til 10% og jeg tænkte det passede fint til mørket. Men det viste sig at Helmut havde en reservepære i bilen, så jeg kunne skifte inden vi kørte afsted. Men uanset er det nu smart med den mo.unit. Jeg er meget begejstret for den!
Hjemme hos Norbert blev jeg indkvarteret og vi sluttede aftenen med en øl og en snak. Halv tre var jeg dog for træt til mere og kunne lægge mig til at sove i en rigtig seng med en rigtig dyne.

Vågnede så igen for tidligt i forhold til mængden af søvn. Men jeg fik taget mig et bad og kigget lidt på Norberts forgaffel. Han er ved at bygge en 500'er og jeg skulle hjælpe lidt med at få forgaflen ordnet.
Lidt senere vågnede Norbert så, vi fik lidt morgenmad og Norbert fortalte mere om hans og Angelas Spanien-eventyr. De har været i Spanien i tre måneder for at finde et hus, men har endnu ikke haft held. Nu er han jo her og Angela hos sine søstre og hun er så begyndt at snakke om andre ideer igen, som de egentlig havde aftalt at afvise. Så Norbert var lidt frustreret.
Lidt over ti lykkedes det så at komme afsted og turen gik ad Norberts "Hausstrecke" over Eutin, Malente, Grebin osv. En tur jeg har kørt mange gange og den er virkelig fed. Det samme med turen over Missunde. Virkelig lækre veje og da jeg efterhånden kender dem rigtig godt, kan jeg køre temmelig stærkt der. Og det er sådan set det sidste på denne tur, hvor jeg har kunne øve svingteknik.

"Når det rigtigt kører på mc er det næsten som at flyve og man føler sig fri som en fugl", hører jeg ind i mellem nogen sige. Igen forstår jeg hvad de mener, men det er ikke helt rigtigt. Det er dog sandt at der findes øjeblikke hvor man føler at man svæver, men det er mere i den forstand at forstanden er slået fra; at alt man sanser er nuet og det samspil der er mellem krop, motorcykel, trafik og vejenes forløb. Det at være i zen, som jeg plejer at sige. Det er denne syntese som er noget helt særligt og som giver en følelse af frihed; en "ud af kroppen-oplevelse". Det sted hvor evner, dygtighed og intuition tager over; hvor man når det stadie at alt kører på en slags automatik som man ikke selv er bevidst om og hvor man er ren sanselighed.
Og jeg kommer jo ikke uden om det at køre hurtigt. Der findes motorcyklister som kører pænt inden for de muliges grænser, både egne og motorcyklens (og lovenes). De nyder med garanti også noget af det samme, men der er dog et ekstra trin, så at sige. Det er det trin, som nogle beskriver i næsten seksuelle termer. Og man kan da også komme noget nær derhen i ekstatiske øjeblikke. Disse øjeblikke opnås kun når man kommer ud til grænserne. Grænserne for ens mentale og fysiske formåen og grænserne for materiernes mulighed. Og så er vi igen tilbage til hvorfor grænser er af enorm betydning, for i dette liv at opleve noget særligt og hvorfor de sætter den afgørende ramme for frihed.
Så sammenligningen med at flyve har sin relevans, men er i virkeligheden ikke helt velegnet, fordi der i luften for det meste netop ingen grænser er. Om du flyver til højre eller venstre er for det meste lige meget. Det er dog særdeles afgørende på motorcykel at køre til venstre når kløften er til højre og bjergvejen drejer til venstre. Og det er her det sjove ligger: inden for de udstukne grænser at køre så hurtigt som muligt. Vejen er for så vidt bare rammen der muliggør at flytte grænser. Den er selvfølgelig den ultimative grænse, derefter kommer "katastrofen". Men inden for vejen kan man kæmpe for at flytte egne grænser, og når det lykkes, er det er fantastisk "kick", som for så vidt godt kan beskrives som frihedsfølelse - at bryde ud af egne tidligere bånd og begrænsninger. Det er sådan set det samme jeg oplever i trial. Her er der dog oftest ikke så store katastrofer der lurer (omend jeg er kommet mere til skade i trial end på landevej 😄).
Det hele hænger selvfølgelig sammen med noget som gør sig universelt gældende: opøvelse af evner; at blive dygtigere, stærkere, klogere. Og også om det kan man sige at det giver frihed. At være klog, dygtig, stærk og at have viden giver simpelthen frihed i livet.
Da jeg fx begyndte at danse salsa, gik der nok et halvt år før at grundtrinene bare nogenlunde kørte per automatik; altså hvor jeg ikke skulle tænke på at sætte mine fødder korrekt. Derefter blev det pludselig meget nemmere at indlære figurer, fordi jeg havde mere mentalt overskud. Nu skulle jeg ikke spekulere på to ting, men kun en (eller nærmere: ikke tredive, men kun femten 😄). Dygtigheden gav mig altså frihed i dansen. Det er det samme med motorcykelkørsel og alle andre evner man søger at opnå. Friheden følger med - og det bliver kun sjovere efterhånden.
Viden er også væsentlig for at skabe frihed i livet. Hvis man ikke ved om noget er farligt eller ej, vil frygten konstant lure i baggrunden. - Ved man at en den gule lampe i instrumentbrættet bare betyder manglende sprinklervæske, behøver man altså ikke være angst for om motoren eksploderer. Man hører om folk der har denne angst, fordi de ikke tilegner sig viden. Viden sætter altså én fri.

Jeg har fået mig en döner ved havnen i Flensborg, ja, det er godt nok en græsk version, som ikke er så god som den tyrkiske udgave. Men jeg havde sådan lyst til en og jeg gad ikke lede. Kendte kun den græske biks.
Nu vil jeg køre til Hygind. Det bliver den lige og kedelige vej, motorvej! De danske motorveje er dog så nuttede i forhold til så mange andre jeg har kørt på, så det skulle trods alt blive en hyggelig tur, det sidste stykke. Og efter tre uger undervejs, vil jeg nu bare hjem. Men jeg runder nok lige turen af med et par sidste ord, når jeg endelig er hjemme.

10/6 - 21.43

Km: 203892 - Hygind

🇩🇰 Hej far, tillykke med fødselsdagen!! 🇩🇰

Ja, jeg plejer jo at skrive det undervejs i Italien, men siden jeg nu er så længe om at få rundet den her rejse af, kan jeg jo passende gøre som jeg plejer. I år kan jeg så heldigvis fejre sammen med min far og resten af familien - dog i morgen.
Men hvordan skal jeg ellers runde den tur her af?

I torsdags var jeg inde i Ejby for at købe mælk. Mens jeg har været væk er min SuperBrugs blevet til en ‘365’. Jeg er ikke imponeret! Før var det en fin købmandsforretning med et bredt udvalg, nu er det blevet en strømlinet discountbutik, som forsøger at foregejle "Irma-kvalitet" - og med begrænset sortiment. Der er dunkelt som i en natklub og varerne glinser bag glaslåger og i den designede lyssætning. Jeg plejer at kunne købe økologisk mælk til 9 kr. Nu skal jeg give 14! Så meget for discount - de ved godt hvordan de skal narre penge fra folk! Jeg har kun været væk i tre uger og så er min verden vendt på hovedet! 🙄😆

Nå, men turen hjem fra Flensborg var relativ indholdsløs. Motorvej det første stykke og fra Middelfart landevejen hjem. Hold kæft, hvor der køres og ikke mindst reageres langsomt her i Danmark. Det er som om alt foregår i slowmotion. Om jeg begriber hvordan det overhovedet er muligt at nogen kommer til skade i trafikken herhjemme, men det må simpelthen være fordi folk falder i søvn bag rattet af bar kedsomhed eller fordi tankevirksomheden går i stå - og det føles da også sådan når man snegler sig afsted bag ved bilerne.

Det første jeg gjorde da jeg kom hjem var at vaske tøjet fra turen og ikke mindst finde mine andre motorcykler frem fra gemmestederne. Især skulle Dart’en findes frem og startes. Om 14 dage skal jeg til det tyske Morinitræf og jeg har besluttet at det skal være med Dart’en. For efterhånden en del år siden fik jeg lavet temmelig meget på den; fik den ligesom renoveret igen og ikke mindst fik jeg lagt en 501-motor i. Desværre var jeg ikke tilfreds med hvordan motoren sagde og jeg synes også den vibrerede uforholdsmæssigt meget. Jeg har faktisk haft den skilt og samlet flere gange, men jeg har ikke kunne finde frem til hvor problemet er, så derfor gik jeg ligesom i stå - og så kom tidsmanglen, som jo har været et gennemgående tema i de sidste tre-fire år.

Men altså, nu skal den laves! Ikke mindst fordi jeg virkelig savner at køre på den. I torsdags fik jeg så pillet motoren ud af stellet endnu en gang og vil så fortsætte med at arbejde på den de næste par uger indtil den endelig kører som jeg gerne vil have.
Jeg fik også slået græs. Det var tydeligt at regn ikke har været det store tema herhjemme. Jeg fik kørt en smule på Fantic’en i haven (uh, det mærkes at det er længe siden! 😧). Torsdag aften var jeg til salsa i Kolding, i går var jeg til "åbent landbrug" på Tybrind gods, hvor de gav pølser og øl - og hvor jeg af en af naboerne blev opdateret på de seneste jordsalg i området - og fik lovning på at kunne låne en gravemaskine til at lave sø med i efteråret; og om aftenen var jeg til Sommersalsa i Odense, hvor jeg igen blev mødt af kendte ansigter. Idag har jeg været ude med trialgutterne for at lave sektioner til et lille hyggeløb, som skal foregå i morgen - og hvor jeg ikke kan deltage, fordi jeg som nævnt skal fejre min far. Så med et slag er jeg tilbage i hverdagen herhjemme og jeg forsøger, som det ses, fortfarende at tvinge mig selv ud i sociale situationer.
- Det er altid lidt mærkeligt at tænke på at jeg for få dage siden var et helt andet sted i verden og med helt andre dagsmål og -opgaver og så pludselig at være tilbage i den "almindelige hverdag".
Men jeg er meget glad for at være hjemme. Det er ligesom med nyt mod på tingene. I Kolding, hvor jeg havde mit første møde med nogen herhjemme (og i øvrigt talte dansk for første gang i tre uger), blev jeg modtaget særdeles kærligt. En af "spidserne" sagde at hun altid blev så glad når hun så mig komme, så det er jo dejligt at få at vide at man er velkommen og har en særlig betydning. Og det har egentlig været en slags gennemgående oplevelse ved at komme hjem. Ligesom H. C. Andersen skrev, så er det også min natur at slutte mig let til mennesker som skaber tillid og hjertelighed. Jeg har jo en, desværre lidt for vedblivende, tendens til at føle mig ligegyldig, overflødig eller ligefrem til besvær og det at blive genforenet med mennesker man ikke har set i lang tid og som byder en kærligt velkommen tilbage og giver følelsen af at have en særlig plads, er selvfølgelig med til at genopbygge troen på egen betydning. "Det vexlende Reiseliv" er altså med til at skabe perspektiv; på en måde at gøre én til en fremmed i det hjemlige, så det hjemlige igen kan få en "Fredens glands".

Nu begyndte jeg jo hele turen med at skrive om frihed, og hvordan børn i dag har langt mindre frihed og ikke aner at de ikke har frihed. Jeg har jo hele tiden skrevet om frihed i et positivt lys, men frihed kan på en måde også være et slags fængsel. Jeg tænker ind i mellem at jeg har den frihed at jeg kan rejse stort set hvorhen jeg vil i verden, men jeg har ikke de økonomiske midler til det. Jeg kunne som nævnt godt tænke mig at være med i Milano-Taranto-løbet, men jeg har ikke råd til det. Jeg har friheden i tid og åbne muligheder, men ikke friheden i penge. Tanken om friheden bliver så til en plage. "Jeg må, men jeg kan ikke!" Og sådan hænger friheder også sammen. At have begrænsede midler er det samme som indskrænket frihed; altså blandt andre de ting jeg har nævnt: manglende viden, styrke, sundhed, fællesskaber, penge. Jeg synes selv jeg er født ind i relativ stor frihed, og når jeg mener at børn ikke er frie i dag, skyldes det at jeg ser en skævvridning i hvordan de forskellige friheder indvirker på hinanden. For mig at se ligger de frihedsberøvelser man udsætter børn for (og sådan set alle os andre) nogle steder som er langt sværere at håndtere end tidligere og det en væsentlig årsag til at så mange børn i dag "har en diagnose".
Jeg har tidligere skrevet om en bekvemmelighed ved et posthus i Odense: en knap man kunne trykke på, så døren åbnede sig. Altså nemt bekvemt; man var "fri" for bøvlet med at åbne en dør. For nogen tid siden kørte jeg forbi en BMW-bilist på min Morini. Morinien kræver særdeles megen manuel opmærksomhed. Jeg skal sparke den i gang hver eneste gang og det er ikke altid den vil første gang, så nogle gange bliver det ligefrem med sved på panden - og der skal skrues på tomgangen alt efter om det er varmt eller koldt, om lufttrykket er højt eller lavt - og jeg skal bakse med dens vægt, hver gang jeg stiller den fra mig og skal rangere rundt med den. I en slags kontrast kunne jeg så observere denne BMW-bilist, som var ved at putte noget ned i bagagerummet. Han havde aktiveret det motoriserede bagagerum og det åbnede sig med en forprogrammeret hastighed. Igen bekvemt, komfortabelt og luksuriøst, vil mange sige. - Og jeg kan lige se reklamefilmen for denne "feature": Man føler sig almægtig når man står med en fjernbetjening, hvor man med et simpelt tryk eller bare med et "vink" med foden får rummet til at åbne sig, så man selv er "fri" for at bruge armkræfter på at gøre det. Men jeg kunne ikke lade være med at tænke på at det samtidigt er magt- og kontrolafgivelse og selvpåført frihedsberøvelse. Altså egentlig i skærende kontrast til "salgsargumentet" for den slags. Man afgiver kontrollen til en mekanisk enhed for at spare en smule armkræfter, men man opgiver altså også en frihed. En frihed til selv at styre hvor hurtigt den klap skal op og i; man må underlægge sig den forudindstillede hastighed og er tvunget til at følge den. Man bliver en slave af teknikken i stedet for at gøre teknikken til ens hjælper.
Det er måske et lille, relativt ubetydeligt eksempel og sat lidt på spidsen, men billedet blev meget symbolsk for mig - og det er bare en af tusind små ting som vi har vænnet os til at afgive magt, kontrol og frihed til, under en forestilling om at det skal gøre livet lettere, mere sikkert, og ligefrem friere. Altså et eksempel på hvordan vi opgiver friheden til en slags "abstrakt og unavngivet tredje overmagt".
Som jeg skrev, ligger det meste af friheden omkring et køretøj for mig i at jeg kan "komme længere end før". Det er selvfølgelig på baggrund af at jeg altid selv skulle sørge for at komme frem og tilbage. De eneste gange jeg ikke skulle det, var når mine forældre havde bestemt at vi skulle et sted hen. Jeg kunne fx ikke sige at jeg gerne ville over til min kammerat for at lege, og jeg så på magisk vis blev kørt derover af mine forældre. Jeg skulle gå eller løbe. Det kunne jeg så til gengæld også. Jeg skulle ikke forhandle med nogen. Jeg skulle ikke have arrangeret at det kunne blive når en forælder var ledig til at køre for mig, og jeg havde da slet ikke brug for at mine forældre skulle arrangere "legeaftaler" med min kammerats forældre. Jeg var fri til at forvalte min egen legetid og jeg havde fantasi nok til selv at komme op med ideen om at det er fedt at lege med min kammerat! Det har og er børn langt hen ad vejen ikke nødvendigvis i dag!
Noget af det er selvfølgelig forældrenes skyld, som i misforstået hensyn mener de skal sikre børnene de bedste betingelser; at de skal have det komfortabelt, bekvemt og ifølge de seneste modeteorier om børns udvikling - og ikke mindst en overdrevet ide om at de ikke må udsættes for nogen farer. De præsenterer dem samtidig for tusindvis af muligheder og valg i stedet for at lade de iboende interesser i børnene spire af sig selv når tid er. Således frarøver de dem muligheden for i frihed selv at bestemme hvad de vil, hvornår de kan komme til det og at gøre egne erfaringer - fordi det skal hænge sammen med hvornår forældrene kan og ikke mindst hvad de finder rigtigt - og hvornår. Og de frarøver dem muligheden for selv at tænke, selv at komme op med ideer, selv at være kreative og selvstændige mennesker. Samtidig bilder de (og vi som sådan) børnene ind at ingen generation er blevet passet så godt på og har fået så store friheder, som netop børn i dag, men de er under konstant overvågning og bliver konstant vurderet, vejet og målt i alt hvad de gør. Og enhver afvigelse fra normen skal problematiseres, italesættes, kassetænkes og diagnostiseres. - Ikke sært at de søger frihed i den virtuelle verden bag skærmene, hvor forældrene endnu halter lidt bagud i forhold til kontrolforanstaltninger.
Da jeg var lille fik jeg udstukket nogle retningslinjer og nogle redskaber; blev givet en bevidsthed om ansvar og forpligtelser. Ud fra det måtte jeg så selv navigere. Det var frihed! Konsekvenser lærte jeg hurtigt om, for hvis jeg "forbrød mig" mod ansvar, forpligtelser og hensyn til mine medmennesker, så fik jeg indskrænket min frihed i en eller anden meget håndgribelig form eller jeg mærkede det direkte på krop eller sjæl, hvilken smerte det påførte andre eller mig selv.
Når jeg finder det tåbeligt at man skal begrænses med konsekvent straf til følge, at køre 30 forbi skoler døgnet rundt, så er det som sagt ikke fordi jeg er uenig i den umiddelbare forestilling om hvorfor, men fordi begrænsningen i sig selv bygger på en forkert præmis og ikke mindst fordi det er et symbol på noget sygt i samfundet. På samme måde siger jeg at det ikke er børnenes diagnoser, der primært skal fokuseres på, for de er en følge af noget sygt i samfundet. For mig at se er en af de ting der skaber denne syge tilstand, at vi netop konstant får indskrænket friheden. Vi siger hele tiden at det er for et andet gode, at vi indskrænker på den ene eller andet måde og overser fuldstændig hvor meget det overordnet indskrænker os og begrænser den frie udfoldelse af livet.
Når børn bliver kørt i skole i bil, fordi argumentet er at det er farligt for dem, fordi der er for mange biler på vejene, så er det ikke er alene selvforstærkende dumt cirkelargument, det er også frihedsberøvende for dem. Når vi udvider overvågningen af os alle, med argumentet om at det skaber større sikkerhed, glemmer vi at vi samtidig fjerner frirum til at lave fejl; til at situationsvurdere om man kan fravige reglen. Når vi laver rigide specifikke love, som skal regulere adfærd ned i detaljer, skaber det mennesker som ikke tør tænke selv og som dermed ikke længere er frie, fordi de bliver underlagt et tankepoliti.
I Italien er det endnu sådan at de hvide streger på vejene kun har betydning, når de er i brug. De markerer at her er en grænse, og hvis den overskrides kan det i specifikke situationer have nogle konsekvenser som kan være skadelige på en særlig måde. At overhale i sildeben, i en venstresvingsbane, eller for fuldt optrukne linjer er helt normalt, men det sker selvfølgelig med ekstra opmærksomhed, og skulle en venstresvingsbane fx være i brug, så kan man selvsagt ikke, fordi den venstresvingende selvfølgelig har førsteretten til at være der. Det er sådan begrænsninger og love bør være udformet: "her er en grænse - hvis du overskrider den er det under dit ansvar, som i visse tilfælde kan få konsekvenser i form af skade på dig selv eller andre, så vær særlig opmærksom". Begrænsninger og love skal ikke være udformet som: "fordi nogle få overskrider en vis grænse, konsekvensløs eller ej, så skal alle have indskrænket friheden endnu mere og hele tiden".
I "1984" skriver Orwell jo at "partiets" parole er "Krig er fred - Frihed er slaveri - Uvidenhed er styrke". Det er præcis den retning jeg ser vi bevæger os længere og længere imod. Vi bilder os selv ind at vi går i krig for at skabe fred - vi tager friheden fra børn, ja, os alle, under forestillingen om at det er er en plage for os at have ansvar - og vi begrænser og lovgiver over for hinanden, så det at måtte og kunne tænke selv bliver en umulighed, ja, ligefrem noget der kan medføre straf.

Frihed findes kun fordi der findes grænser, har jeg jo skrevet. Den ultimative grænse er døden og inden for det liv vi så har, er det fra min synsvinkel noget af det væsentligste at skabe så megen frihed som muligt. Et liv uden grænser er på den anden side heller ikke lykken, for hvis man kan alt hele tiden, mister man sin indvidualitet, sin personlighed; den helt egne stemme man taler og lever igennem - og det er et helvede at leve i som menneske. Det er nok på mange måder det helvede som mange børn i dag lever i. De bliver præsenteret for en verden, som illuderer høj frihed; hvor de nærmest får alt forærende hele tiden, hvor man kan vælge og vrage i en uendelighed og tilsyneladende konsekvensløst, hvor man kan blive til hvad man vil; mand, kvinde, noget tredje - og det er ene er lige så godt som det andet, uanset hvilke andre grænser der ellers findes. Men i virkeligheden kommer der flere og flere forbud, regler og kontrolforanstaltninger. Og børn i dag ved ikke hvad de mangler af frihed, for de har ikke oplevet andet - ikke mindst forstærket af et manglende historisk bevidsthedsfokus, fordi det menes at fremtiden er mere vigtig end fortiden (hvilket er et helt andet, men også væsentligt emne 😁).
Så det væsentlige er balancen i det at have nogle grænser som sætter rammer over for friheden. Jeg ser en stor mangel på visse grænser og til gengæld bliver der skabt nogle grænser som er så frihedsberøvende at det er uhyggeligt, som nærmest umærkeligt kryber ind og dominerer den måde vi lever sammen på - Og desværre er de opstået på grund af manglende omtanke; manglende forståelse for hvilke andre og langt mere alvorlige konsekvenser det betyder for frihed som sådan.

Nå, men jeg finder friheder ved at køre motorcykel på så mange forskellige niveauer. Jeg får rejst og mødt mennesker, jeg får dygtiggjort mig, jeg får større viden, jeg flytter mine egne grænser og bliver altså hele tiden mere fri i sjæl og krop med motorcykelkørsel (og skrueri 😁) som den drivende "motor". Og særdeles væsentligt at fremhæve, bliver jeg bedre og bedre til at tage del i den frihed; det paradis, som samværet og samspillet med andre mennesker kan give mig. Jeg har altså især med denne rejse tvunget mig selv ud i og har været tvunget til rigtig meget som er langt mere væsentligt end jeg tidligere har troet eller turde tro på.

Lidt apropos: Det franske Morinitræf bliver nok en engangsoplevelse. Ikke alene er det alt for dyrt (to-tre gange dyrere end alle andre træf), men mest af alt fordi det sociale netop ikke havde den store plads. Vi kørte begge dage fra morgen til aften og var hele tiden på farten. De få stunder der var tilovers, efterlod ikke megen plads til hygge og snak, hvilket for mig netop er det væsentligste til et træf.
Til gengæld vil det italienske nok være fast så længe jeg overhovedet kan, for det tilbyder netop det jeg ønsker mig af et træf - og så må jeg altså se at få gjort lidt mere ud af at lære italiensk 😉 - Og mht. hygge og snak, så glæder jeg mig selvfølgelig til det tyske træf, for det har samme kvaliteter og her kan jeg så oven i købet være med i langt flere samtaler.

Jeg har nu så i grove træk været i hele Italien - og visse steder selvfølgelig flere gange. Gensyn i detaljer vil blive det jeg vil fokusere på fremover. Jeg vil måske prøve at se om jeg kan spare lidt flere penge sammen, så jeg også kunne få råd til at spise lidt mere "sofistikeret" undervejs. Det er en af de ting jeg ærgrer mig lidt over at jeg ikke kan få med i oplevelserne, men i år har jeg jo været ekstremt priviligeret at blive bespist af især Luzzi.
Jeg havde en lille ide om at jeg kort ville over på Sicilien, når jeg nu havde planlagt at tage så sydligt, men de tre dage i Siena gjorde selvfølgelig at der ikke var tid til det. Sicilien er dog højt på min ønskeliste om gensyn. Om det bliver næste år, vil vise sig.
Og hvem ved, måske bliver det til mere Italien, hvis jeg kan få en aftale i stand med Luzzi!

ATT: Tornerose skal selvfølgelig gåes igennem. Jeg skal have lavet nyt speedometerkabel, og så er der nogle hængepartier: den ene bremseskive skal renoveres, jeg skal have lavet kontrollamper, tank og sidedæksler skal males, støddæmperfjedrene skal omforkromes, en del sorte ting skal have ny pulverlak og noget skal eloxeres og jeg skal nytænke den iphoneladeproblematik (jeg tror stikkene dør af vibrationer). Motoren skiller jeg nok ad igen, for at gå mere i detaljer. Jeg tror nemlig også at et af kuglelejerne alligevel ikke har det så godt. Desuden er jeg kommet på endnu en ny ide, jeg gerne vil føre ud i livet…og sådan stopper det aldrig 😆
Den højere gearing var fin. Den beholder jeg. Med fuldt læs på turen, skulle den godt nok have en anelse mere gas og filing på koblingen ved igangsætning end jeg plejer, men uden oppakning passer det perfekt og det giver lidt lavere omdrejninger i toppen. I øvrigt har jeg målt benzinforbrug hele turen igennem: 25,52 km/l i gennemsnit på de 7317 km det i alt blev til.

Fantastisk tur som på rigtig mange måder vil være særlig mindeværdig. Det er nok den vådeste og koldeste tur og den med flest tekniske problemer, men det bliver nok en af de ture jeg vil se tilbage på med størst glæde i hjertet!