2010 2011 2014 2015 2015 - 2 2016 2017 2018

Morinitour 2010


Igen i år var jeg på en længere tur. Målene var dels det italienske Morinitræf, dels det tyske, men mestendels som altid at få kørt mange kilometer ad spændende veje med min Morini! På turen besøgte jeg Morinister jeg har lært at kende gennem årene som Moriniejer. Beretningen er skrevet undervejs i en slags dagbogsform og bærer selvfølgelig præg af den lidt primitive uredigerede form.
Nils er stemmen på min TomTom ;o) Først lige den "unøjagtige" rute - Værsgo':


Vis stort kort

27/05/10


Med den forventelige 1½ times forsinkelse kom jeg endelig afsted. Det var tilsyneladende det helt rigtige tidspunkt, for vejene var næsten fri, der var medvind og næsten alle lyskryds var grønne. Jeg tror jeg måtte holde stille højst tre gange på hele vejen til grænsen. Selv Kolding, som ellers kan være noget af en dræber at komme igennem, lod mig passere stort set uhindret.
Fra Flensborg gik det mod den lille færge ved Missunde. Det lønner sig virkelig at tage den vej over - selv en omvej synes jeg er det værd. Vejene snor sig i meget fine bløde kurver og er således en perfekt "opvarmning" til de snoede veje der skulle komme senere på turen.
Nils mente at jeg ville være i Lübeck kl 19 - meeen jeg synes nu nok det kunne gøres lidt hurtigere. Og jeg barberede da også hele tiden nogle minutter af.
I Kiel's bytrafik kunne jeg pludselig lugte benzin. Og da jeg ved et lyskryds kunne se at der kom store mængder ud ved karburatorerne måtte jeg skynde mig at holde ind.
Problemet blev ordnet med et par kabelstrips - slangerne havde udvidet sig lidt og det løb derfor ud hvor de er monteret på studserne. Jeg burde egentlig have nogle slangebånd på, men hidtil har det ikke været nødvendigt.
Videre gik det ad ganske små landeveje med masser af krøl på, og lidt over fem var jeg hos Norbert.
En mand der var noget slankere end vanlig tog imod mig. Han er igang med at renovere deres nye lejlighed og det var tydeligt at det krævede masser af energi. Jeg fik rundvisning og derefter var vi på den lokale pizza-båd! Norbert fortæller i sin sædvanlige stil. Og om det var pga af den lange talestrøm at jeg glemte at tage billeder, ved jeg ikke, men jeg fik ikke taget et eneste.


Berlin kom jeg tilfældigvis igennem. Her var jeg også tilfældigvis for mange år siden på en cykelferie til hovedstaden (den lidt mere kendte Berlin). Så jeg skulle lige have et billede - igen!


28/05/10


Efter en god nat på sofaen fik jeg serveret morgenmad og efter et kig på vejrudsigten tog jeg afsked. Vejret skulle blive nogenlunde, selvom der om morgenen var kommet en ordentlig skylle.
Ruten havde Norbert og jeg planlagt over en øl aftenen før, og den gik langs østbredden af Elben. Efter at have krydset Elben med endnu en lille færge var jeg tilbage i "mit elskede Ossie-Land". Humøret stiger altid når jeg ser de beskedne huse med deres jordbundne arkitektur, så selvom vejene har en tendens til at være lige og kedelige, og belægningen ind i mellem kan være særdeles dårlig, er det altid en fryd at køre igennem.
Trods kortets forudsigelser var jeg nu alligevel heldig med at få nogle gode snoede veje, så jeg kunne øve mig på nedlægninger.
2/3 igennem den planlagte rute kom der er lille byge. Jeg havde lovet mig selv at jeg på ingen måde ville have regnvåde bukser, så jeg holdt en lille pause og tog regnbukser på. Kort efter holdt det op med at regne, men vejen var stadig våde, så jeg beholdt regnbukserne på.
Næste stop var så hos Gunar i Rätzlingen. Dejligt at se ham og hans familie igen. Gunar var blevet forvarslet om at jeg søgte slangebånd til mine benzinslanger og vi gik straks i gang med at sætte dem på. Imidlertid viste det sig at det sev ud omkring selve studsen også, så den blev pillet af og filteret bagved blev rengjort. Jeg fik også lige en ny slange.
Mens vi stod og drak en øl kom en af naboerne forbi. Han havde lige et problem med nogle blinklys - jamen så fik vi da lige ordnet det også.
Derefter blev der grillet, og jeg havde tid til at planlægge mine rute til dagen efter.
Sidenhen sad vi og sludrede i Gunars udestue (nu uden muggent træværk) over et par øl.
Ruten i morgen går over Kyffhäuser - yipeeee! Og igennem et for mig nyt område: Vogelsberg, hvor der også ser ud til at være spændende veje. Norbert gav mig tippet.
I morgen er det tidligt op, da jeg skal køre 500 km og gerne skulle være hos Andreas i nogenlunde tid.

30/05/10


Tidligt op - sågar med vækkeur. Gunar var vist lidt skuffet over jeg blev så kort tid, men nu var det jo arrangeret med Andreas.
Morinien ville ikke starte. Tror den var druknet af det benzinshow i går. Men den kom i gang. 525 km lå for mig. Vejene var gode og vejret perfekt. Inden længe nåede jeg Harzen og så blev der øvet nedlægninger. Fantastisk fantastisk!!
Næste mål var Kyffhäuser og da jeg kørte op ad bjerget kunne jeg se en Kawa 1000 give den fuld skrue et par hundrede meter foran mig. Jeg gjorde hvad jeg kunne og det lykkedes mig da også at hente ham halvt oppe af bjerget.
Endnu længere oppe var jeg så overvældet af begejstring at jeg var lige ved at crashe.
Næste store oplevelse var Vogelsberg. Norbert havde igen tippet mig. Og for f..... hvor var det er fedt tip. Da det var lørdag var der fyldt med motorcykler og i hvert sving stod der en flok og lurede teknikker af. Det var altså næsten som at have censorer på.
Et stykke inde i området var der et par lokalkendte der gav den med knæet i asfalten og dem måtte jeg da også se om jeg ikke kunne overhale. Det lykkedes igen til egen begejstring.
Efter 8 timer i sadlen nåede jeg til Burgschwalbach. Kunne ikke lige finde Bachstrasse 2, men en ældre herre pegede med sin stok mig i rette retning. Det viste sig at være Andreas' far.
Jeg blev budt indenfor og så hans store samling af motorcykler og ikke mindst reservedele - og den orden! katalogiseret lager og alt muligt!!
Derefter tog vi til et BMV træf i nærheden. Ikke lige stedet for Morinister, men der var da nogle fine ombygninger og noget at spise fik vi også. Her var også en mig ubekendt Morinist, Dietmar, så snakken gik på vanlig vis. Tornerose blev beundret. Men som Andreas og jeg blev enige, så selvfølgelig, for det var jo den flotteste motorcykel ved træffet ;)
Nu er jeg blevet indkvarteret på en madras på Andreas kontor. Det er fedt at rejse på den måde!

 

Kyffhäuser! 

 

Hos Andreas


30/05/10


Søndag, ingen hast! Alligevel vågner jeg ved ottetiden. Klokken ni har jeg været i bad og kan sætte mig til et morgenbord serveret af Andreas' mor.
Derefter bliver der kigget kort og vi får lavet en rute gennem Odenwald.
Vi tager afsked med endnu et "på gensyn" - det er så dejligt at skulle se folk igen snart.
Desværre kom der byger lige da jeg skulle køre og vejene var derfor våde på en del af ruten. Dagen igennem kom der enkelte meget små byger, men ellers var det fint nok. Jeg var imidlertid i søndags-mode og den første del gik lidt langsomt, så skidt med våde veje.
Der blev også turistet en del. Jeg gav mig god tid til at kigge på byerne jeg kom igennem og det er jo perfekt om søndagen hvor der stort set ikke er trafik.
Jeg standsede også og så en flodbåd komme igennem en sluse ved Hirshorn og jeg filmede løs.
Da jeg kom ind i Odenwald vågnede jeg til dåd og der blev igen kørt race på de gode veje.
Jeg kom også lige forbi Mosbach, så jeg kørte lige inden om Dieter, men han var ikke hjemme, så der røg bare en seddel i postkassen. Ham ser jeg jo også på fredag.
Så blev der kørt race igen til Rudersberg.
På en Agip-tank tankede jeg og fik et par pizzaslices - og god betjening. Flinke mennesker.
Under maden kiggede jeg igen kort og fandt en nærliggende campingplads i "Rehgebirge". Den besluttede jeg at tage til, da vejrudsigten lover dårligt vejr i morgen også. Så hvis jeg beslutter at holde kørefri dag, så er jeg da et sted hvor der sker lidt.

Fint sted i øvrigt - flot udsigt over "die Gebirge" og så er der en masse islandske heste her. Det er sådan en dejlig "sammensat" plads.
Det har regnet stort set siden jeg satte telt op, så timingen har været perfekt, når det nu åbenbart skal regne.


Dieter Hoffmanns beskedne værksted.


31/05/10


Det har regnet stort set uafbrudt siden jeg slog teltet op. Og nu til morgen regner det stadig. Koldt har det også været i nat. Jeg tror det har været nede omkring 5 grader. Jeg måtte tage tøj på for at holde varmen i min ultralight sovepose.
Nu overvejer jeg om jeg skal blive her, for 300 km igennem Schwarzwald i regnvejr er der ikke megen sjov ved. Alternativet er at lægge ruten om, så det bliver knap så snoede veje. Det ville også forkorte ruten med en 100 km, men jeg ville nu gerne igennem den sorte skov. Hvis jeg venter bliver der ingen overnatning i Milano - det kan jeg sådan set godt leve med. Hmm, må se at få fat i en vejrudsigt!

Var oppe i butikken og købe morgenmad, 2 Brötchen og noget Frischkäse. Vejrudsigt var der ingen af, så jeg har roamet på min iPhone! Regn hele dagen overalt i området. Så ikke en gang hvis jeg kører i østlig retning vil det være bedre, faktisk kun værre. Jeg har altså besluttet at blive her. Så kan jeg få skrevet lidt på den Strega-artikel jeg går med i tankerne.

Jeg har lige regnet på mine km. Hvis jeg havde taget den hurtigste rute hjemmefra uden svinkeærinder ville jeg skulle have kørt 942 km - istedet har jeg kørt 1550 km!!!
Det er tydeligt at der ikke er så meget at lave, for jeg sidder og laver små nørde-ting. Fx har jeg regnet på benzinforbruget. Jeg har kørt ca 21,5 km/l. Det er ca 2 km længere end jeg plejer. Dette er efter jeg har skiftet primærspolen. Motoren går bedre end vanligt - trækker bedre og hele vejen til toppen. Jeg kan også holde en lidt højere marchhastighed. I øvrigt tjekkede jeg tændrør hjemmefra og de ser også langt bedre ud efter jeg har skiftet spolen.

Hele campingpladsen står på den anden ende. Næste weekend skal der tilsyneladende være et stort stævne af en art. Jeg har forsøgt at betale og se om jeg kunne få noget at spise, men de er alle sammen i gang med at stille an. Oveni er det Ruhetag i dag, så for at få noget spise måtte jeg køre til den nærmeste større by, Göppingen. Döner blev det - det ved man hvad er! Og 2,50 Euro!
Så var jeg i et Biomarkt og købe en øl. Ikke én øl kostede over 9 kr! - en halv liter økologisk øl!! Det er utroligt at det overhovedet er muligt at leve i Danmark med de priser vi har derhjemme. Men selvfølgelig når alting absolut skal være nyt for danskere, så må priserne jo blive høje. Jeg tænker fx på campingpladsen i Bogense jeg var på for 14 dage siden. Det lignede et udstillingsområde for de nyeste modeller campingvogne. Her er der lidt mere fornuft tilstede. Også når man ser på husene her. De bliver vedligeholdt, men det skal absolut ikke være det sidste nye der skal monteres. De holder på den måde også meget bedre stilen og her er i den forstand væsentligt kønnere at kigge på.


"Indedag" i regnvejr.


01/06/10


Jeg begynder lige med nogle tal: 635 km, 10:18 timer i bevægelse, gennemsnit 62 km/t! Hvad jeg tabte i går, blev så sandelig hentet i dag.
Klokken var ca 9 da jeg kom afsted. Det var ikke helt holdt op med at regne, så jeg måtte pakke et vådt telt og rullede derefter forsigtigt afsted.
Planen var at køre så jeg kunne overnatte et stykke før San Bernadino passet. Det skulle ikke være for højt oppe, da jeg var træt af kulde.
Ved middagstid nåede jeg Freudenstadt. Vejene var stadig våde, så det så ud til at Schwarzwaldausfahrt'en skulle blive træls. Jeg måtte da også liste mig gennem de første mange kilometer. Jeg er simpelthen en kryster når der er glat føre. Tempoet kom dog efterhånden op, og da vejene stille og roligt blev mere tørre efterhånden som jeg kom frem, blev der igen arbejdet på at gøre "kyllingestriben" på dækket så smal som mulig.
Kilometerne fløj forbi og jeg kunne pludselig se at jeg ville kunne nå passet i magelig tid. Tanken om at komme over og til varmere omgivelser, fik mig overbevist om at det måske ikke var nogen dårlig ide. Jeg kørte til og kl 18.23 kunne jeg tage et billede af mig selv på toppen af passet.
Nu var målet bare at komme ned i varmen. Jeg havde jo luret på vejrudsigten i går at der skulle være 29 grader ved Morano, så det lokkede selvfølgelig at komme lidt tættere på.
Ned ad bjerget gik det i hårnålesvingene. Det blev ved og ved og samtidig blev det varmere og varmere. Da det fladede lidt ud, var der egentlig ikke så langt til Lugano, som jeg havde en forestilling om lå lige ved den italienske grænse - Næste mål: bare lige ind i Italien og så finde et sted at overnatte.
Lugano blev nået. Flot sted, meget lig den italienske riviera. Men jeg skulle jo lige ind i Italien, havde jeg aftalt med mig selv. Jeg kørte og kørte - og kørte, og kun 65 km fra Milano var grænsen. Nå, ny plan: en campingplads at finde, så jeg ville have et sted at have mine ting, så jeg kan give den som turist i Milano hele dagen i morgen. Nils gav mig et forslag 50 km fra centrum. Den blev valgt, og så hurtigt afsted inden det blev for mørkt.
Jeg elsker den måde italienerne kører på. Hvis det stod til mig, skulle hele Europa en 14-dages tur hertil i forbindelse med at tage kørekort. Hvor kunne trafikken dog blive flydende, hvis den italienske stil blev standard. Uanset det, ankom jeg for sent til pladsens åbningstider. Bommen var slået ned og der var en kortstyret indgangsdør. I det samme gik et par stykker ind ad døren. Da den var lidt længe om at lukke, kørte jeg bare efter.
Teltet er nu slået op og er tørret her i de parogtyve grader der er. Jeg har været i baren og drikke en øl, og nu ligger jeg - i næsten bar røv - og nyder at være i Italien. Så er jeg spændt på hvordan jeg får klaret tilmelding i morgen. Jeg skulle jo gerne kunne komme ud og ind igen!

Hov, jeg har helt glemt at skrive om de problemer der også har været. I går knækkede mit venstre blinklys. Det er simpelthen gået metaltræthed i rørstykket der holder det fast. Jeg har forsøgt at klistre det fast men uden det store held. Jeg har heller ikke kunne finde en forhandler der har sådan et.
Endnu værre: min tanktaske har været i asfalten! Når jeg tanker plejer jeg at hænge den op på standeren. På en tankstation i Schweiz kunne jeg ikke komme til det, så jeg lagde den bare på Ortlieb'en. Jeg plejer også at sætte tanktasken på plads umiddelbart efter jeg har tanket, men jeg glemte alt om den taske, og da jeg havde kørt at par hundrede meter kommer der en bilist op på siden af mig og siger at jeg da vist har tabt noget. Jeg kigger rundt og tænker "sikke noget sludder, jeg har da det he..." og får så øje på tanktasken inde under en bagvedkørende bil. Jeg får den hurtigt samlet op, men den er så slemt tilredt at den ikke rigtig kan bruges mere. Godt det ikke var mine fine Morini-taske. Men det skal åbenbart koste en tanktaske hver gang jeg skal til Italien. Heldigvis er det vigtigste af indholdet uden mén. Det bliver straks værre at finde en ny. Jeg ved jo ikke hvor jeg skal lede. Der er jo ingen Louis eller Hein Gericke her! Jeg satser på at Milano vil have nogle bud.


San Bernadino & Lugano


02/06/10


Indskrivningen foregik relativt uproblematisk. Først snakkede jeg med en ældre herre. Snakkede og snakkede er så meget sagt, for vi forstod ikke hinanden. Så hentede han en søvndrukken kvinde der træt, men smilende fik mig skrevet ind. 20 Euro for to dage er ok, men det kan ikke konkurrere med gårsdagens 7 Euro!!
Op på Morinien og ind til Milano. Nils sagde godt nok noget om at det kostede penge at køre ind i byen, men jeg tillod mig at spille dum turist og overse alle skilte om særlig tilladelse osv. Jeg ved ikke hvordan det egentlig er, men skidt.
Inde på den velkendte plads i centrum var de ved at stille op. Det er republikkens nationaldag i dag, og jeg kunne opleve samme show som sidste år i Pisa.
Det var sådan set fordelagtigt med helligdagen, for trafikken var meget fremkommelig. Men uanset køres der træk ved hvert kryds - de er nu så sympatiske, de italienere.
På hjemvejen kørte jeg forbi en MacD for at låne deres wifi. Jeg faldt i snak med en mc-ist og fik lov at låne hans iPhone, da man kun kunne benytte wifi'en med italiensk simkort :( Jeg skrev kort på Facebook: Milano 29 grader! Vi snakkede lidt videre og han gav mig nogle pointers til hvor jeg evt kunne finde mc-udstyr.

Jeg synes det er lidt sigende for hvordan vejret har været derhjemme, at jeg har ikke fået korte bukser med. Det har overhovedet ikke strejfet mine tanker at det kunne være en god ide! Sådan nogle må jeg også se om jeg kan finde, for ellers er det da næsten ikke til at holde ud.
Her til aften var jeg oppe og spise i cafeen. De sagde godt nok på gebrokkent engelsk at køkkenet var lukket, men jeg må have vækket noget italiensk moderfølelse i de to kvinder, for der blev alligevel kogt en gang spaghetti til mig. Pænt serveret, med dækkeserviet og det hele.
I morgen går det til Morano. Jeg skal prøve at se om jeg kan finde de ting jeg mangler på vejen, men ellers satser jeg på at være der omkring siestaen.


Milano & Vaskedag



03/06/10


Jeg rævesov til kl 9 trods hundeglam og byggelarm. Jeg havde jo på inden måde travlt. 111 km er jo småting.
Turen foregik på tværs af Milanos nordlige forstæder, så jeg fik set en masse små byer. Jeg fandt ikke nogle butikker på vejen der havde interesse, så jeg forsatte bare til Morano. Kl 12 ankom jeg som den første. Jeg blev mødt af Fulvio og et par andre.
"Mangiare" sagde han efter jeg havde slået telt op, og efter et par gefagter forstod jeg at jeg var indbudt til frokost. Endnu et herligt træk ved italienerne er den nærmest rå måde de nyder maden på. Det er så langt fra fransk kogekunst som det kan komme. Skiver af store stykker kød, ostestænger man selv bestemmer størrelsen på - ikke noget med at blande tingene sammen på forhånd. Det klares af den enkelte undervejs. Der blev serveret en meget mørk Lambrusco til maden. Det passede fint til, og måltidet blev sluttet af med en citronlikør - den var jeg ikke så meget for; alt for sur og sød på samme tid. Vi fik også noget lakridsgrappa. Det var mere mig. Igen meget simpelt: ren lakrids der har trukket i grappa - og uden sødemidler. Meget råt, men igen så man kunne smage de enkelte bestanddele.
Fulvio fortalte (for så vidt jeg har fattet det rigtige) at der er snak om at Morini skal fusionere med Gilera? Han mente også at Lambertini ville komme søndag og lørdag ville en fra Morinifamilien komme.
Efter maden forsøgte jeg at give en hånd med, men de sidste ting de mangler at lave kræver en vis form for kommunikation, så jeg følte mig lidt i vejen. I stedet kørte jeg til Casale Monferrato og flakkede lidt rundt. Jeg fandt et indkøbscenter hvor der var en Expert og en Intersport. Efter jeg havde rundet alle forretningerne, vendte jeg tilbage til Intersport og købte de dyreste korte busker i mit liv. Jeg kunne ikke overskue at skulle lede mere efter nogle og det var nu jeg skulle bruge dem. Erfaringer fra tidligere rejser har da også vist at jeg bør være lidt mere impulsiv. Jeg mindes en gang hele Tyskland blev kørt tyndt og alle forretninger gennemsøgt, men den søgte skjorte, trods fundet flere steder, blev aldrig købt, for den var sikkert billigere i næste by og var jeg nu også sikker på det skulle være den?
Expert'en havde ikke hukommelseskort der var store nok, men jeg fandt en Euronics i byen som havde noget der kunne gå an.
Det sidste jeg gjorde var at vaske Morinien i et af de yderst effektive højttryksanlæg de har, og denne gang valgte jeg at skylle efter. Sidste gang opdagede jeg nemlig at det er lidt aggressivt, det rensemiddel der i.
Bagefter ville den ikke starte. Jeg har nok fået sprøjtet vand i karburatorerne. Men til sidst lykkedes det. Den hostede og kørte delvis kun på en cylinder, så jeg kørte lige en omvej for at få den tørret igennem.
Nu er jeg så tilbage på pladsen. Der er endnu ikke kommet andre Morinister. Jeg havde egentlig forventet at Dieter ville være her. Han pralede sidste år af at han altid er den første. Men den pris tager jeg ;)
Manfred kom mens jeg skrev dette. Han er i bil. Det er blevet værre med hans hånd, men har har da en af sine meget flotte Morinier med. En 500 i mørkeblå. Han prøver at tage hensyn, men hans østrigske er stadig svært at følge med i. Mens vi står og snakker og han får trillet Morinien ud af bilen, dukker Dieter op. Efter lidt snak finder de begge borde, stole, mad og vin frem, og inden længe er der et festmåltid at indtage.
Snakken går og jeg prøver at følge med, for med Dieter ankommet bliver Manfreds dialekt mere og mere udtalt. Da de er nære venner har jeg valgt at trække mig lidt tilbage. De er gået op i byen for at drikke kaffe og jeg er blevet her på pladsen.
Floden suser afsted ved siden af og fuglene synger deres godnatsange. Der er gået et par timer, og jeg har været op og få en øl - endnu en gang på husets regning. Der diskuteres flittigt om opstillingerne, men ingen gør noget, så det lader til at de er færdige og det kun er efterrationalisering. Jeg har lagt mig i teltet. Fuglenes sang er afløst af flagermusenes ekkolokationslyde. I morgen dukker der en masse Moriner op.


Ducativærkstedet som sidste år speciallavede et koblingskabel til mig for sølle 10 Euro. Det holder endnu!


Den blå elefant, yderst effektive vaskeanlæg:





05/06/10


Hårh, den blev høj i går. Øllet er lidt vel dyrt, så jeg drak hvidvin sammen med fødselaren Manfred - i samme tempo som jeg normalt drikker øl.
Jeg havde ikke tømmermænd da jeg vågnede, jeg var stadig fuld. Håber ikke jeg var alt for pinlig. Jeg plaprede løs!
Dagen begyndte i går med en tur til Asti og Alessandria. Fandt stadig ikke et kort over Italien, men da jeg kom tilbage sagde Dieter (mr. oldspeed) at jeg bare kunne låne hans og aflevere det i Hockenheim. De er så flinke, de Morinister!
Stille og roligt kom der flere og flere. Usædvanligt var at der allerede kom italienere og ligefrem med telt. De plejer at komme og kigge og så køre igen.
Werner kom sammen med kæresten Elvira og Tony fra Holland. Lidt senere kom Heiner og Ushi. Igen var Michael med. Ham er jeg så begejstret for og tilsyneladende er det gengældt.
Nye ansigtet dukkede op og jeg gør hvad jeg kan for at huske folks navne, men det er jo efterhånden ved at være mange og gårsdagens alkoholindtag hjælper ikke det mindste. Det hjalp til gengæld på stemningen. Under maden kom Martina og Helmut. Dejligt at se dem igen. De var også savnet i Danmark, så det er jo rart at man kan møde dem her.


Der findes et større biludlejningsfirma med samme smukke navn!


Til højre - fødselaren Manfred



Mauros lille bod. Det er ham der laver de flotte fodhvilere og udstødningomløbere som kan købes via den italienske klubs hjemmeside.


Originalt dæk!!!


05/06/10


Det er varmt i dag. Jeg er nogenlunde ved at komme mig over gårdsdagens festligheder. Jeg overvejer godt nok at droppe fællesturen, da jeg forestiller mig at det bliver meget varmt og nok også lidt kedeligt.
Mario Perfetti er ankommet med sine flotte Morinier. De bliver startet og for vildt hvor de siger. Så megen og så tæt lyd. Fantastisk. Det er bare de flotteste ombygninger overhovedet.
Efter frokost bliver der snakket og kigget for femhundredeogsyvogfyrrende gang. Det er utroligt at man kan blive ved med at finde det interessant at kigge på detaljer.
Kl 15 bliver udflugten skudt afsted. Jeg vælger at køre med og det er sådan set også hyggeligt, selvom det går alt for langsomt. Utrolig smukt område vi kører igennem og den sædvanlige hyggelige omgang vingårdsbesøg. De sidste par kilometer bliver der lukket op og kørt fuld skrue.
Tilbage på pladsen igen. Pludselig opdager jeg en orange Morini. Jeg skynder mig derover og bliver mødt af højlydte italienske begejstringsudbrud. Marco er kommet! Rigtig dejligt at se ham igen. Det har jeg set frem til.
Der bliver snakket og kigget på Morinier igen igen. Vi nærmer os Marios maskiner og jeg får lokket Marco til at spørge lidt til teknikken. Far og søn svarer gerne på alle spørgsmål og jeg ærgrer mig for alvor over ikke at kunne italiensk. Ingo får dem lokket til at starte dem endnu en gang.
Så bliver der snakket videre over aftensmaden. Desværre begynder bandet at spille - alt for højt til at snakke sammen og forvrænget og grimt til at nyde. Det er blevet for ulideligt, så jeg er gået i teltet og vil prøve at sove. Der er godt nok ikke megen mere ro her. Men jeg kan da prøve.


Perfetti og hans maskiner

Fulvio Surbone, hovedmanden bag træffet


Marco ankommer

Præsten ankommer med politieskorte - Italien, siger jeg bare! ;o)


06/06/10


Tidligt op igen. Pladsen ser næsten tom ud, men op ad formiddagen dukker der alligevel en del op.
Kl 10 er der endnu en tur til et vinslot, men jeg vælger at blive på pladsen. Stemningen er blevet mere afslappet. Personalet pjatter og hygger sig.
Ved middagstid vender flokken tilbage og så er der frokost. Der er ikke rigtig nogle jeg kender; de fleste har jeg taget afsked med i løbet af formiddagen og Heiner og co er taget op i byen. I madkøen henvender et par italienere sig til mig og jeg må endnu engang til deres fascination fortælle om de mange km jeg har kørt - og skal køre på turen. Så sætter jeg mig alene et sted, men kort efter kommer de hen til mig og beder mig komme over til dem. En taler godt engelsk og fortæller og spørger og oversætter. Han fortæller også at Lambertini er kommet. Werner kommer over og skal bruge ham til at oversætte til Lambertini og bagefter kommer de tilbage og så bliver der snakket om Morinis fremtid: I morgen er der møde med en ny investor. Berlusconi er (heldigvis) ude. Vi krydser alle sammen fingre for at det skal gå godt, for så vil Morini forblive selvstændig. Berlusconi ville nemlig reducere mandskabet og så langsomt bygge op. Men frygten kunne ligesåvel være at navnet bare ville blive indlemmet i hans imperium og der fremover kun skulle produceres Franco Morini Motori motorer til det asiatiske marked.
Efter maden snakker jeg igen med Marco. Flere og flere tager afsked og oprydningen går for alvor igang. Lambertini bliver efterhånden ledig og jeg benytter lejligheden til at få taget et billede og få hans autograf. Han kan huske mig fra sidste år - "min danske ven", kalder han mig - og med hjælp fra en anden italiener får jeg fortalt om den stjålne tanktaske og det store tab af hans autograf fra sidste år. Han skriver igen en lille hilsen: "All' amico di passione motoristica Søren, Lambertini."
Det ebber mere og mere ud og snart er der næsten ryddet op. Tilbage af gæster er Heiners anhænger (de er kørt en tur) og Dieter (endnu en;)) og mig. Dieter spørger mig om jeg vil med ud at spise på en pizzarestaurant. Det bliver en aftale. Heiner og co kommer tilbage og vi aftaler at tage ind til Casale allesammen og spise. Dieter og jeg kører mc og de andre i BMW'en. Maden er god på restauranten - og billig, og snakken går derudad.
Efter maden tager vi ind til byen, køber is og går en tur rundt i byen. Det er varmt som på en af de allerbedste sommeraftener i Danmark. Så fedt.
Folk er på sædvanlig sydlandsk maner ude i byen. Der er et besnærende liv i byen.
Efter gåturen kører vi tilbage til pladsen. Dieter, som valgte at køre uden is, er gået i teltet og de sidste på oprydningsholdet kører. Jeg sidder alene på en bænk og nyder stilheden, kigger på ildfluer og lytter til flagermusene og floden. Det er mærkeligt at jeg nu snart skal tilbringe 10 dage alene på farten i en sprogverden jeg ikke forstår. Det kan godt være lidt foruroligende, men på den anden side er det også spændende.


07/06/10


Kl halv otte var jeg vågen. Alle de andre var også oppe. Jeg havde ellers aftalt med mig selv at jeg vil sove længe, pakke langsomt og trille stole og roligt afsted. Det andet kom godt nok til at passe: jeg pakkede i ro og mag og fandt tid til at sludre med de andre.
I går opdagede jeg at der ingen lyd var i mit headset, så mens bunden af teltet tørrede kiggede jeg lidt nærmere på det. Det var ledningen der var skåret hul på og en af lederne var klippet. Det fik jeg også lige ordnet med lidt isolerbånd.
Næsten færdigpakket kommer Michael over og siger at de lige tager en kop kaffe på Blue Moon cafeen. Jeg istemmer.
Dieter er lidt længe om at pakke, så jeg kører derop efter at have pakket. Da jeg skal til at køre opdager jeg at der ikke er strøm på maskinen. I første omgang tænker jeg af det bare er batteriet der er dødt efter al det ladning jeg har lavet i weekenden, men jeg finder dog hurtigt ud af at det er værre. Den lader simpelthen ikke.
Nå, men jeg kører til cafeen og får en hyggelig afskedssnak med dem alle. Dieter dukker også op og inden længe er det tid til afsked igen. Dieter og Heiner kommer til Hockenheim, så med dem er det et snarligt gensyn.
Jeg kører derudad uden lys og med begrænset strøm på TomTom'en, men skidt, i morgen skal jeg til Marco og så kan det være vi finder en løsning.
Jeg tanker i Casale og derefter går det ud af de lange lige veje der er i det område. Det passer mig fint. Dels er vejret gråt og ligner noget der kan give regn og dels er humøret altid lidt vemodspræget efter sådan et træf. Det går altså med 120 derud af.
Jeg overhaler lige vinkende BMW'en med Heiner, Ushi, Michael og hundene Emily og Shona.
Efter nogle timers kørsel er TomTom'en ved at være død. I Brescia må jeg således begynde at navigere på gammeldags maner. Det kører altså bare ikke lige så gnidningsløst, og med irritation kører jeg ud af byen ad en anden rute end ønsket. Jeg finder dog efterhånden nogle veje der passer og det begynder at blive mere snoet. Samtidig kvitterer vejret med sol og efterhånden tørrer mine bukser.
Under et stop opdager jeg at den ene ledning til regulatoren er faldet af. Da jeg sætter den på, håber jeg selvfølgelig at alt er i orden igen, men ak, stadig ingen strøm. Konklusionen er at regulatoren må være blevet ødelagt af kun at have en indgang tilsluttet. Forskellige ting bliver prøvet af; batteriet fra, sikringer tjekket, stelforbindelser gennemgået, men intet hjælper - Øv! Dieters kort bliver igen fundet frem og nogle bynavne memoreret.
Lidt senere prøver jeg igen at fingere lidt rundt med ledningerne. Intet ser unormalt ud! Jeg starter dyret og hvad! Pludselig er der liv i omdrejningstælleren. Hurra, der er strøm på den igen. Så kan jeg køre mere rolig (ellere rettere mere aggressivt) når der igen er lys på og bremselyset virker. Men af en eller anden endnu ikke afklaret grund virker strømtilførslen ikke til TomTom'en, så jeg må stadig klare mig uden.
Jeg finder da også op på et flot pas med nogle bittesmå veje. På toppen er der en bænk til de tre turister der i løbet af en sæson får sig forvildet derop. Jeg spiser lidt brød og prusciotto jeg har købt tidligere, mens de lokale kommer forbi med deres traktorer og ser meget forundrede ud. Imens sætter jeg alternativ ladning på TomTom'en og kan således benytte den til de næste 100 km.
Fra passet går det igen ad små veje, som dog bliver større og større og jeg når ud på SP9, som vejnummeret er. Og så begynder det sjove! 50 km ned ad bakke, sving for hver 200 m og de fleste af dem hårnålesving. Det går højre venstre højre venstre i en uendelighed. Jeg har før nævnt det med min sentimentalitet, men igen finder jeg mig selv græde af begejstring og udbryde jubelråb inde i hjelmen.
Efter en times tid er jeg nede ved Gardasøen, og der er virkelig smukt. Man forstår godt hvorfor det er så besøgt et sted. Desværre er det så også det der gør at jeg ikke finder lyst til at opholde mig der for længe. Det er simpelthen for turistpræget. Jeg kører alligevel langs kysten nord om søen og nyder det betagende landskab. Jeg er næsten alene på vejene, da klokken er godt over seks.
Omkring Marcellino standser jeg, smider tøjet og hopper i søen. Hårh, hvor var det dejligt. Tilpas koldt, men dejligt! Kort efter nærmer jeg mig den sydlige del af søen og jeg søger jeg op i bjergene.
Tilpas højt oppe, ebber det ud med hoteller, pizzariaer og campingpladser, og jeg finder mig en lille olivenplantage at slå telt op i. Planen er at trille hele vejen ned i morgen og lige tage en dukkert igen. Jeg er ved at blive træt. Det hjælper også godt med de to øl jeg har indtaget!


Ushi, Heiner og Michael ved afskeds-morgenbordet.

Højre billede: Sådan kan man jo også bygge en kirke - lidt midt i vejen. Nå, men i det mindste havde de da lavet en slags tunnel igennem bygningen.



08/06/10

Dovnede den til kl 9. Jeg valgte alligevel en anden rute end planlagt, så det blev ikke til morgenbadning. I stedet kom jeg ad små veje og var til tider lidt irriteret over hvor små; grusveje med hårnålesving er ikke lige sagen. Jeg kom dog ud på større veje igen og havde igen stor fornøjelse. Vejene blev mere lige og landskabet fladt.
Efter nogle timer kom jeg til Verona. Jeg parkerede ved arenaen og gik lidt rundt. Sikke mange turister der var der. Tænk hvor mange der kommer i højsæsonen!? Det var en meget varm dag, så jeg gad ikke rigtig rende rundt.
Næste stop var Vicenze og så videre til Padova.
Ved 3 tiden ankom jeg til Marcos hjem. Jeg blev igen mødt af en glædesstrålende mand. Vi snakkede lidt og derefter gik vi ned til Morinien, fordi jeg ville prøve at se om jeg kunne gøre noget ved laderen til TomTom'en.
Jeg opdager at Morinien er punkteret på baghjulet! Jeg synes nok at have fornemmet en blød bagende. Jeg må altså til en "gommista" i morgen. Marco har ikke dækgrej. Jeg piller hjulet af og kigger på strømforsyningen, men laderen til TomTom'en er død! Det betyder endnu mere pres på batteriet og på timingen med at få ladet alle mine ting.
Da det er gjort, låner jeg internet hos Marco; Facebook'er den og får skrevet mail til Elisabeth. Derefter går jeg ned i gymnastiksalen for at se på Marco og Stefania træne. Uha, de er gode!
Efter træningen er det madtid. Der spises på sædvanlig italiensk maner og Marco og jeg snakker om hvor begejstrede vi er for Morini og Lambertini - igen, igen! Stafania giver den som husmor. Hun er nu så sød og kærlig over for Marco. Han har gjort det godt med hende, for sikke en skønhed hun også er.
Nu er jeg indkvarteret i mit "sædvanlige" værelse, har været i bad og er godt træt.


09/06/10


Torsdag - morgenmad, snak om Morini, vi tjekker med Ducatimuseet, i kælderen og skrue. Batteriet fik en gang demineraliseret vand og blev sat til ladning. Marco skifter til platinrør. Vi kører til den der "pneumatici", som han lidt finere hedder. Han laver et fint stykke arbejde, selvom jeg lige må gøre opmærksom på at han er lidt tæt på fælgkanten med dækapparatet. 15 Euro - det er ok.
Tilbage igen, batteriet får lidt mere, hjulet kommer på.
Frokost med familien. Der bliver snakket om Danmark igen - og Schweiz' vilde trafikbøder.
Derefter tager vi afsted til Lele's vinslot. Han producerer højkvalitetsvine og træner i Marcos fars gymnastikcenter.
Det er meget varmt, så det er hurtigt i tøjet og så bare derudad. Vi kører en times tid og ankommer til et slot fra det 16. århundrede. Typisk italiensk. En meget afslappet hertug møder os og giver rundvisning. Derefter er der vinsmagning. Det er fantastiske vine - noget andet end de billigvine man ofte bliver præsenteret for. Der er lige før jeg kunne blive helt forfalden til vin.
Da vi er på vej af sted, spørger Marco om han må prøve min. Han kører en lille runde og kommer begejstret tilbage. Jeg hører for første gang min egen Morini fra afstand - for s.... da, det er lige så jeg får tårer i øjnene, så fedt den lyder. Der er mærkeligt, jeg ved hvordan de andre lyder, så egentlig kunne jeg bare overføre det, men at høre den rigtigt er noget andet. Jeg tænker "hvor må jeg bringe meget glæde når jeg kører forbi folk!" Det er nok ikke sikkert alle er enige ;)
Vi kører derfra og hjem. Rundkørslen 200 m fra Marcos hus går Morinien ud. Skal på reserve. Der står jeg så midt i det hele, fordi jeg selvfølgelig har kørt som en rigtig italiener ind foran alle, og kæmper med at få den igang igen. Nå, det lykkedes og heldigvis er italienere tilgivende.
Hjemme skal Marco træne og spørger om jeg vil med ned og kigge på piger - og selvfølgelig vil jeg det. Og hvor er de dog flotte, disse perfekt skabte hunkønsvæsener med deres yndige bevægelser.
Kønne piger fik jeg masser af i dag, for efter aftensmaden tog vi ind til byen. Her var det sidste skoledag og sædvanlig "universitetsdag". Byen var fuld af unge mennesker. Og hvad jeg havde efterlyst af smukke italienske kvinder, var der i overmåde rigt mål her.
Dejligt også med en aftentur med de to Morinier. God lyd den har, hans Valentini. Jeg føler mig som med i en britisk film om cafe racere og hvordan deres ejere er nogle værre bøller ;)
Hjemme hos Stefania blev der sagt på gensyn til næste år. Hvor er hun dog sød!
Jeg har vasket lidt tøj og er selv blevet badet, så nu skal jeg sove for sidste gang i en rigtig seng. Klokken er halv tre - uha, jeg må hellere lægge mig til at sove!


10/06/10


Da jeg kom lidt sent i seng, kom jeg også lidt for sent op. Det kom til at influere på køreturen til Bologne.
Jeg fik pakket, fik morgenmad med en også træt Marco. Fik sendt en fødselsdagshilsen pr mail til min far som havde fødselsdag i dag. Så var det afsked med familien og Marco. Han er nu en god knægt.
Afsted gik det med fulde hammer gennem en meget trafikeret by. Heldigvis skulle jeg ikke gennem hele byen.
Vejene var lige på vejen til Adria, som var første mål. Efter Adria, som ganske rigtigt, som Marco havde lovet, var en flot by, gik det videre af flere lige veje.
Et eller andet sted umiddelbart derefter kom jeg ud på en vej som Nils ikke kendte, en kæmpe omfartsvej, som nok var et stræk på 10 km. Da jeg endelig kom til en afkørsel kunne jeg se at jeg var kommet meget på afveje og jeg bad Nils om at finde tilbage til ruten. Jeg siksakkede mig gennem en by og nu så det ud til at være rigtigt - indtil jeg opdager at jeg er på samme omfartsvej igen!!! Vende om kunne jeg ikke fordi det var en motortrafikvej med autoværn, så jeg måtte køre hele strækket igen!
Så kunne det også være lige meget. Nils blev erklæret midlertid inkompetent og jeg kørte mod en by jeg da vidste var nogenlunde på ruten: Ferrara. Jeg ville ellers have undgået de store byer, men da jeg var lidt nervøs for at komme alt for sent til Bologne, foregik resten af turen ad større landeveje.
Et sted i Ferrara kom der tre Ducatier op på siden af mig. De kørte som død og djævel og jeg satte selvfølgelig efter som en anden whippet efter en hareattrap. Da de lagde sig ned i svingene, tænkte jeg at det godt nok så vildt ud. Og det var først efter svinget at jeg kom til at tænke på, at jeg da egentlig kørte med samme hastighed ;)
Jeg ankom til Ducatifabrikken i god tid - halv to, eller deromkring, så jeg kunne egentlig godt have ledt lidt mere efter den oprindelige rute.
Jaja, museet blev besøgt og jeg smed 5 Euro efter en rundvisning på værket. Det gik i lyntempo og var egentlig ikke overvældende interessant, bortset fra de yderst smukke piger der guidede.
Vi måtte ikke tage billeder, men jeg prøvede alligevel at snige mig til det.
Den søde guide spurgte om jeg havde en Ducati og jeg svarede ved at pege på min t-shirt. Ah, Moto Morini, sagde hun, italiensk, næsten det samme! Jeg ville ikke lige bruge tid på at forklare hvor meget bedre Morini er, men tog bare imod hendes forsøg på at være venlig ;)
Lidt senere på parkeringpladsen hilste hun på mig og jeg viste Morinien frem. Hun var imponeret. Der var i øvrigt mange der var imponerede. En af arbejderne sagde at den var perfekt, ligefrem!
Denne uge afholdt fabrikken et særligt arrangement, så der var utrolig mange på besøg. Der holdt nok 200 Ducatier udenfor.
Jeg bemærkede hos mig selv en vis desinteresse, som stod i skærende kontrast til de mange fans. Jeg kunne skrive stolper op og ned om forskellen mellem Morinister og Ducatifans, men jeg vil nøjes med at sige at der er en meget tydelig forskel og jeg selvsagt finder Morinister mest sympatiske.
Væk derfra gik det og til Morinifabrikken. Jeg standsede og tog et par billeder. Fabrikken så lidt vel stille ud, og da jeg ringede på fik jeg at vide at Lambertini var på ferie. Skidt med det, jeg har jo set den. Det var bare hyggeligt at se den igen.
Mens jeg nu stod stille og nød de betryggende omgivelser, lagde jeg rute mod Sienna. Egentlig ville jeg uden om Firenze og igennem Greve - som Michael havde fortalt lidt om. Nils kom på banen igen og fik lov til at bestemme den korteste rute. Men først blev han lige suspenderet, fordi jeg ville have taget et ganske bestemt foto. Og fordi jeg ville tanke ved den lille fantastiske tankstation jeg tankede ved sidste år.
Tankstationen blev nået først. Indehaveren fyldte tanken op, mens jeg fandt iPhonen frem. Jeg viste ham billederne jeg tog sidste år og han blev meget begejstret. Han spurgte igen i år om jeg skulle køre på den nærliggende racerbane (tror jeg nok) og jeg svarede igen nej og viste ham nogle flere billeder og fortalt at jeg skulle til Sienna.
Jeg var også lige inde på værkstedet og spurgte mens jeg pegede: "...moto – tremezzo?" Han grinte over jeg kunne huske det og under en klud viste han mig igen motoren. Sjovt møde.
Jeg kørte derfra og han smilede og vinkede.
Kort efter tog jeg det billede jeg så gerne ville have: mit "yipeee!"-foto ;0)
Så fik Nils lov at bestemme og det gik af små veje over en lille bjergkam ind til jeg kom på hovedvejen over Della Futa passet. Denne vej er velbesøgte af motorcyklister og man forstår hvorfor. Fantastiske kurver!
På den anden side gik det ned mod Firenze og selvom jeg egentlig ikke ville igennem den, er jeg alligevel glad for jeg kom det, for hvor var det dog flot at komme ind i byen nordfra.
Igen blev der kørt siksak mellem bilerne. Ungdommens flyve/skydespil har ikke været helt forgæves. I hvert fald følte jeg mig næsten som en del af et videospil.
Mod Greve kom der igen nogle vildt fede veje. Meget forskellige sving, men alle sammen med en relativ stor radius så jeg kunne køre rimeligt hurtigt og rigtig få lagt Tornerose ned. Vejene var så fantastiske at jeg ikke havde lyst til at stoppe, og således er jeg nu endt i Chianti 25 km fra Sienna. Meningen var ellers at jeg skulle overnatte lidt uden for Bologne!
Jeg har fundet lidt skov, hvis man kan kalde det det. Der er ellers vinmarker overalt.
Chianti er et utrolig flot sted - gør Toscana rangen stridig.
Greve var i øvrigt et sjovt sted. Det ser ud som om der bor rigtig mange udefrakommende; jeg hørte hollændere, australiere, englændere og der i det hele taget mange lyshudede ældre mennesker som så ud til bo i byen. Det kan være det er sådan en slags Europas Miami.
Her er lidt køligt, men det er kun dejligt efter at have svedt som en gal fire dage og nætter i træk.
Godnatlydene er i aften masser af cikader, et par enkelte ræve der skræpper og hundeglam i det fjerne. Uden for teltet danser ildfluerne deres aftendans.


11/06/10


Jeg bliver vækket kl 6 af lyden af en hund, og en jæger der dirigerer den rundt. Om natten fik jeg besøg af et nysgerrigt dyr og det er nok det, de to er på jagt efter. Hunden går lige forbi teltet samme sted som nattebesøget, så den er på sporet. Jægeren er ligeglad med mig, så jeg sover videre.
Kl halv otte står jeg dog op, får pakket og kører ind til Sienna. Vejene er stadig snoede, men jeg er lidt søvndrukken, så jeg tager den med ro derind.
Da jeg ankommer til Luccis værksted er det lukket. Der er endnu tidligt, så jeg kører ind i centrum og er igen dum turist - kører lige ind trods alle forbud. Interessant by i øvrigt. Ligner ikke noget jeg har set tidligere. Den er mørkere på en eller anden måde og forbavsende stille, men det er nok fordi der egentlig ikke må være motorkøretøjer derinde.
På vej ud i modsat retning af en ensrettet gade møde jeg en politibil. Betjenten spørger hvor jeg skal hen og peger mig i anden retning. Jeg følger efter, for igen er Nils lidt uvidende om hvilken retning vejene er ensrettede.
Anden gang jeg kommer forbi Lucci er der stadig lukket. Jeg kører altså hen til en tank med en bar, får fyldt Tornerose op, smurt kæden og venter til klokken bliver 10. Det kunne jo være han møder sent.
Han mødte ikke sent. Ærgerligt. Man kan måske synes at det er langt at køre til en lukket dør. Men som altid er det rejsen der er det vigtigste og turen i går var utrolig dejlig, og så kan jeg altid prale med at have været der.
Væk fra Sienna var desværre ikke så imponerende. Lige veje, tusindvis af byer, industri, og masser af trafik. De første 100 km var hamrende kedelige.
Endelig kom jeg til nogle snoede veje. Dog var belægningen meget dårlig, så det gik ikke så stærkt og krævede enorm koncentration. Fire gange var jeg sågar ved at skride ud. Først gav bagenden efter, så i et skarpt sving med en smule bremsning skred den over forhjulet! Så over begge hjul!! Derefter blev farten sat yderligere ned, men ikke desto mindre skred jeg senere igen lidt på baghjulet. Jeg ved ikke hvad der var med den vej, men glat var den!
Jeg holdt en pause i Aulla og overvejede hvad næste trin skulle være - La Spezia for at bade i Middelhavet og derefter retning Vernazza for at finde et sted at overnatte? På trods af at jeg blev en dag mere hos Marco end planlagt hjemmefra og yderligere har været i Sienna er jeg alligevel en dag foran tidsplanen, så måske et lille smut til Luxemborg også kan komme med. Det vil vise sig. Nu skal jeg lige nå de andre stræk først!
I øvrigt: i en lille by gjorde jeg holdt, og en kvinde i 40'erne spurgte om hun måtte tage et billede af Tornerose! Jeg tror ikke der findes noget land hvor indbyggerne er så motorglade, at selv kvinderne er begejstrede.

Jeg er kommet sent i seng og grunden er følgende: Efter pausen i Aulla kørte jeg som planlagt. I La Spezia kunne jeg imidlertid ikke finde et sted at bade. Jeg tankede dog - og opdagede i den forbindelse noget slemt. Et par små skarpe sten havde sat sig fast i bunden af tanktasken og har lavet en del ridser i lakken. Desværre helt ned til grunderen.
Møgfrustreret fortsatte jeg gennem Riomaggiore til Vernazza. Med mc kunne jeg køre næsten helt til byen. Biler skal holde udenfor.
Og sikke en perle det er. Man forstår populariteten. Den er ikke vildt turistpræget, selvom de helt sikkert lever af det. Der var rigtig mange engelsktalende. Mens jeg gik der fik jeg næsten dårlig samvittighed over at træde ind i noget som burde været et fredet sted. Det kunne meget nemt blive en gang Venedig om igen. Heldigvis er adgangen lidt besværlig: bittesmå og meget stejle serpentinersving. Man skal virkelig ville det. Der holdt fx en meget stor Harley cruiser dernede og jeg var meget imponeret over at føreren havde vovet sig derned med det læs jern. Desværre kunne jeg ikke nå at se ham køre op igen. Det ville ellers have været et spændende syn.
Jeg fik altså set byen denne gang - jeg gad jo ikke sidste år - så jeg er glad for at jeg tog revanche i år.
Op igen ad samme vej og videre mod Bracco passet.
Et stop i Levanto hvor jeg også var sidste år, jeg smed tøjet og hoppede endelig i Middelhavet! Dejligt!
Mens jeg stod og dryppede af foran motorcyklen, kom der en tysker og kiggede den an. Vi snakkede lidt: han og konen havde opgivet at komme på Ducativærket i tirsdags, fordi der var for mange. Da de sagde "gute Reise" ville han have have et billede af mig og Morinien, så han kunne vise vennerne at der (endnu) findes sådan nogle motorcykelkørere som mig ;)
Derefter fik jeg pizza på samme restaurant som sidste år. Visse ting synes jeg er sjove at gentage, selvom jeg normalt gerne prøver noget nyt.
Vejene kørte jeg også sidste år og de rangerer nok allerhøjest på min hitliste. Det var to-tre timers ren ekstase! Fordi det var så fedt var jeg ikke til at stoppe, og som sidste år endte det med at jeg flakkede rundt i en af de store kystbyer mens det langsomt blev mørkt.
I år var det dog tørvejr og min forlygtepære ikke sprunget! Så det var fint nok. Jeg nyder næsten altid at indsnuse byliv om aftenen. Eneste problem var at finde et sted at sove. Jeg kørte og kørte ind til det tyndede lidt ud i byer og forstæder og har endelig fundet et mellemlager for vejvæsenet. Jeg regner ikke med at der kommer nogen om lørdagen!
Der er en lille flod ved siden af som risler lystigt, og en ugle og de, havde jeg nær sagt, sædvanlige glammende hunde er med til at farve lydbilledet. 


Endnu et beskedent værksted. Cesare Luccis i Sienna.


Her var jeg lige ved at køre galt, fordi jeg skulle kigge efter alle de spændende biler der stod her.


Første badetur i Middelhavet!

'

12/06/10


Regn vækker mig kl 4. Det havde jeg ikke ventet. Der var ingen tegn på det, men sådan er det med et fremmed område. Der kan man ikke rigtig lure hvad der er i vente.
Jeg tager mit sæde af Morinien, da syningerne er blever lidt utætte og sædet derfor har en tendens til at suge vand til sig - og er så meget længe om at tørre. Jeg har ikke gidet at gøre noget ved det, da den rigtige løsning er at tage betrækket af og lukke syningerne på bagsiden. Jeg havde godt nok givet dem noget specialmiddel da jeg syede det, men det har så ikke holdt.
Kl 6 vågner jeg igen. Det begyndte at regne kraftigere, så jeg roamede og fik tjekket vejrudsigten. Det skulle blive fint senere og ganske rigtigt kl 8 bliver jeg igen vækket af den ene motorcykel efter den anden der kører race på vejene - som altså må være tørre! Det er lørdag, så der bliver sikkert en del at lege med ;)

Eftermiddag: dagen lagde ud med typiske bjergveje med mange byer. Det var stadig lidt vådt på vejene og jeg var lidt træt efter gårsdagens 14 timers kørsel, så adstadigt tempo!
Nils ville have mig gennem Genova. Det så ellers ikke sådan ud da jeg lavede ruten i går. Men så var det ikke helt farvel til Middelhavet.
Et stykke fra Genova gik det på de helt rigtige bjergveje ude på landet. På et tidspunkt ville Nils have mig på mindre veje - det havde jeg ikke lyst til, så jeg måtte hele tiden stoppe og orientere mig. En Landrover var tydelig stedkendt, for han kørte næsten lige så hurtigt som mig. Imponeret var jeg!! At han kunne kaste den store kasse sådan rundt i svingene. Man kunne tydeligt se han kendte hvert et hul i vejen og hver en kurve.
Efter Piana Crixia gik det mod Alba. Først ad veje hvor hastigheden lå mellem 50 og 80 med fuld skrue. Det var altså masser af små sving med perfekte radia. Senere blev svingene større i radius og sine steder var der mulighed for topfart. Altsammen kombineret med "tornanti" - altså disse skarpere 180 graders kurver. Endnu senere blev kurverne blødere og det var muligt at køre rigtig stærkt i svingene. Det er nok det mest afvekslende stræk jeg er kørt endnu - hvor det bare har været fedt fra ende til anden. Topkarakter til dette stykke.
På vejen mødte jeg masser af motorcykler i den anden retning, som også gav den med fuld skrue.
Jeg sidder lige nu i Alba og drikker en kold cola (det er blevet rigtig varmt igen) og kan se den ene Ducati efter den anden (og lige så mange af anden herkomst) køre i retningen jeg kommer fra. Der er nok kommet 200 motorcykler forbi i den lille time jeg har stået her! - Forståeligt!!
Næste mål er ændret fra Torino til Sestriere, og så nok videre til Val d'Isere - altså Frankrig!

Aften: I Frankrig er jeg, men ikke uden dramatik og Val d'Isère er droppet. Her er hvorfor: Fra Alba gik det ad lige veje i retning Sestriere. Det så sort ud fremme og vejene var da også ind i mellem våde. Da jeg ramte bjergene var vejret dog fint og opad gik det. Ved 500 m's højde begyndte Tornerose som vanligt at hoste, men hendes lidelser var ikke ovre for det gik jo op i 2 km's højde. Og så gik det ned igen. Da det fladede ud og svingene blev meget lidt skarpe kom der 4 motorcyklister og overhalede. Jeg prøvede at hænge på, men det er svært når de har tre-fire gange så mange heste og ikke mindst kender svingene. Når hastigheden kom over de 120, begynder jeg at have mit liv for kært til at tage chancer.
Susa var næste stop. Jeg fik mig lidt at spise og kiggede på byen. Der var "motorfest" - en Vespaklub havde arrangeret noget. Interessant sted og en meget fin lille by. Det ligger i en dal, men alligevel højt oppe. Der var også et par som kiggede min Morini an, og manden tog da også mod til at spørge lidt ud om den, og fortalte så at han selv havde haft en Kanguro, som han havde været i Sammarkand med!
Nå, jeg skulle jo videre til Val d'Isère, så op ad Mont Cenis gik det.
Hele turen var noget helt særligt. Det første sære, var da jeg på et tidspunkt runder et skarpt sving: midt på vejen står der en ulv!!! Jeg var total befippet og glemte alt om at tage billeder - øv!
Da jeg nærmede mig toppen var jeg omgivet af skyer. Og der var flere af disse forladte huse og gamle hoteller som bare står og forfalder. Det er mærkeligt at tænke på at der en gang har været en hel "industri" af sådan noget. Et par enkelte har dog overlevet. En lå et særligt sted, nemlig tæt ved søen deroppe. Denne var et skue i særklasse. Jeg har ikke set noget lignende. Jeg ved ikke om det var fordi jeg var omgivet af skyer, men da solen på et tidspunkt brød igennem og afslørede det utrolige fænomen var jeg, ja, jeg fristes til at skrive bjergtaget.
Skyerne blev tættere og på et tidspunkt kunne jeg kun køre 30 km/t, for jeg kunne ikke se en hånd for mig.
Da det gik over til at regne, tog jeg regnbukser på, og godt jeg gjorde, for på vej nedad regnede det helt ekstremt. Store fede regndråber klaskede ned på mine lår. Jeg havde listet mig frem nogen tid og var blevet overhalet af en bil. Pludselig stod bilen stille foran et 180 graders sving. Der holdt også en traktor og føreren var ved at telefonere. Da jeg kom helt derhen kunne jeg se hvad problemet var: Enorme vandmasser skyllede ud på vejen og havde trukket klippestykker og store grene med. Hele vejen var forvandlet til en flod. Jeg stod og overvejede om jeg skulle vove at køre igennem det. Med den fart den gang pløre havde på, kunne jeg risikere at hjulene simpelthen ville blive trukket væk under mig. Jeg håbede bilisten ville vise vejen, men hun turde ikke, så jeg endte med at køre ud i det, for vende om eller vente på at det ville blive ryddet, havde jeg slet ikke mod på. Jeg kørte forsigtigt på langs af de rivende vandmasser og søgte hele tiden mod nogle høje punkter - jeg vidste jo ikke om der kunne være huller i vejen også. Fem hundrede meter længere henne kunne jeg ånde lettet op, for her gik floden og vejen hver sin retning. Våd og kold trillede jeg længere og længere ned. Jeg ville bare så langt ned som muligt for at få lidt varme igen.
Nils var løbet tør for strøm, så jeg valgte at følge vejen, idet jeg mente at det også var retningen mod Val d'Isère. Vejene tørrede og farten kom igen op. Nu skulle jeg så bare finde et sted at sove.
Da det er en kløft jeg har kørt i, er der ikke så megen flad jord. Kløften er udnyttet af en flod, en motorvej, en landevej og en jernbane. Jeg har fundet en lille plet græs nærmest ved siden af jernbanen. Ørepropperne er fundet frem, men jeg tror nu ikke det bliver noget problem at sove i nat!
Da jeg fik lidt strøm på Nils igen, kunne jeg se at jeg skulle have drejet for 40 km siden, så derfor er Val d'Isère droppet. Jeg synes jeg har oplevet nok i højderne og i øvrigt er retningen mod Geneve noget kortere en anden (og forhåbentlig varmere) vej!


Vernazza

 

13/06/10


Jeg sov fortræffeligt ved siden af jernbanen.
Turen gik i bunden af dalen ad lige veje, hvor det var muligt at køre med konstant hastighed. Jeg var ved at køre tør og benzinstationerne jeg kom forbi tog kun et bestemt kreditkort, så jeg kørte økonomikørsel.
Inde i en lidt større by var en kvinde ved at tanke. Jeg spurgte om jeg kunne købe benzin ved hjælp af hendes kreditkort. Jeg havde kun en 5 Euro. Det næste større var en 20'er og det ville være for meget. Hun undrede sig over at jeg kun skulle bruge så lidt. Men 100 km kunne jeg da komme og så ville jeg være i Geneve. Med den ekstra benzin, blev der igen givet gas - og kørt over små bjerge. Vejene var igen rigtig gode. Meget bløde kurver og med godt udsyn til alle sider. Igen mødte jeg mange mc-ister der var på søndagsrace.
Før end ventet var jeg ved søen. Jeg fik tanket og en en meget sød ekspeditrice, sagde meget venligt "bonjour, monsieur!" Fransk er i modsætning til italiensk et meget feminint sprog og alt lyder meget sødt.
Videre mod Geneve. I en lille by var der marked. Jeg gjorde holdt for at få lidt at spise. En af sælgerne forlod sin stand og kom i hast efter mig. Han skulle bare lige se Morinien ;)
Det er jo kun søndag, og jeg kunne regne ud at med det tempo jeg lægger for dagen, ville jeg være i Hockenheim allerede på tirsdag. Altså blev der lavet en ny slagplan: Jeg følger ruten i Vogeserne som foreslået af Markus Derefter tager jeg en afstikker til Luxemborg. Men inden da har jeg fundet et lille hyggeligt sted ved søen, hvor de lokale kommer. Her vil jeg dovne den lidt og nyde det gode vejr et par timer. Vejret er nemlig igen blevet varmt og solrigt.
Det gik så videre ad samme gode veje, men efter en 75 km blev vejene lige og belægningen meget dårlig. Uanset hvor jeg prøvede var det det samme. Nuvel, området er utrolig smukt, men det bliver også noget monotont i længden, så efter et par timer holdt jeg pause i en mindre by for at revurdere sagen. Jeg frøs hele det sidste stykke - blev ved med at tro at varmen ville komme igen, men hele området ligger ret højt, så der er koldt når solen ikke skinner, og den forsvandt i samme øjeblik jeg kørte fra søen!
Efter lidt mad, er jeg kommet til den beslutning at jeg kører mod Schwarzwald i stedet for. Vejene her tyder ikke på at blive bedre, der er ikke bjerge i sigte mod vest og når vejret ikke er bedre, kan jeg ligesågodt søge mod noget jeg ved er godt. Jeg vil så i stedet prøve at finde den campingplads ved Rhinen jeg lå på sidste år. Der var hyggeligt og masser af kønt at kigge på. Der kan jeg evt blive to dage. Og så kan jeg tage den smukke Pfälzer Wald på vej til Hockenheim.
Jeg har fundet en rapsmark at slå telt op ved. Solsorten er gået i seng, men nogle mus pusler stadig i marken. Græshopperne håber stadig der er bid. I hvert fald gør de hvad de kan for at gøre opmærksom på sig selv. Nogle køer går langt væk, kan man høre på deres klokker - hvis det da ikke er geder eller får. Og endnu længere væk gør en hund det bedste den kan.



Ja, hvad laver mine tæer her? Hvis man kigger godt efter, kan man se at storetåen har både hård hud og vabler efter alt det gearskifteri bjergvejene kræver!

 

14/06/10


Kl var nær halv elleve inden jeg var på cyklen! Fik rigtig sovet igennem og planlagde derefter dagens ridt. Det var lidt svært at finde det helt rigtige, da jeg på en eller anden måde skulle uden om Basel og alligevel meget tæt på. De kort jeg har, overlapper hinanden lidt sært og kun en lille del af Frankrig er med. Nå, men jeg fik lagt en rute.
Første store by var Montbéliard. Her blev der tanket og så gik det mod øst.
Da jeg ramte den nordlige udkant af Basel, håbede jeg at kunne finde en sportsforretning, men nej! Det endte altså med at jeg alligevel kørte ind til Basel centrum.
Byen var ikke så slem at køre rundt i, og det er egentlig en meget flot by. Jeg kunne dog ikke finde lige den forretning jeg var ude efter, så efter at have passeret de samme gader tre gange, opgav jeg og kørte mod Tyskland. Lige inden grænsen var en mindre by, Riehen, og der fandt jeg en butik der havde det jeg ledte efter: Jeg har haft to, smidt den ene væk, den blev fundet, men nu har jeg smidt begge to væk… - Når jeg nu fx kan finde på at køre en omvej på 300 km for at drikke en pilsner i Plzen, kan det vel ikke undre, at det jeg ubetinget ville købe i Schweiz, var en schweizerkniv! 15 funktioner og det hele! ;)
Efter den vellykkede mission, gik det først ad hovedvej ind i Schwarzwald.
Et stykke inde kom det så, det "skoven" er så kendt for; det ene snoede stræk efter det andet. Det er egentlig lige meget hvilken rute man planlægger, for der er fedt overalt! Selv de større hovedveje byder på spændende udfordringer.
Efter et par timers ren fornøjelse var jeg fremme ved første stop: hos Tritsch. Jeg fik taget lidt billeder og fik sludret lidt med ham. Han kunne godt huske mig fra sidste år. Han vil komme til Hockenheim om lørdagen, så det er jo fedt. Det er altid lidt ærgerligt at han ikke kommer til træffene, men det kan selvfølgelig være svært for ham, når han har en forretning at passe. Jeg kender det jo fra Bo.
Med et "på gensyn" fortsatte jeg ad de fantastiske veje, og målet for dagen blev en campingplads nær Wolfach. Jeg trængte til at komme i bad, få vasket tøj og i det hele taget ville det være rart med lidt fri fra opmærksomhed på mine ting. På sådan en tur er jeg jo hele tiden bundet af at skulle være i nærheden af Morinien og mine ting, eller få det hele aflåst på forsvarlig vis. På en campingplads kan jeg bare smide det hele og slappe af.
Med lidt kortkigning og hjælp fra en uopfordret venlig tysker fandt jeg pladsen. Det er en 5 eller 6 stjernet, eller hvor mange der nu kan uddeles, så regningen bliver nok stor!
Jeg sidder lige nu og nyder aftensmaden på terrassen i den overdådige træbygning som huser cafe/restaurant og de yderst luksuriøse badefaciliteter. Maden er fornuftigt prissat, som et cafeteria i Danmark, så jeg håber at det gælder for overnatningen også! Udsigten er fantastisk.
Ovre på den anden side af dalen, kan man lige ane en lille myre af en border-collie der fiser rundt og bonden der er ved at samle kvæget ind i de mosgrønne bløde bakker hvor de græsser. Den hollandsk fødte servitrice er lige så mild og venlig som naturen her, og jeg føler mig ganske tilpas.


Det siger vist en del om Schwarzwald. Hjelmholder på tankstationernes toiletter!


Tritsch har drømmeknallerten: Corsarino ZZ fra 1966



Verdens største kukur!

Udsigt fra terrassen


Før og efter ;o)



15/06/10


Det regner og har gjort det siden kl 6. Tre timers konstant regn der ikke tyder på at ville holde inde. Jeg har været ude at hente mit sæde - og mit vasketøj, som på ingen måde er tørt. Hvad er planen? Ifølge sidste vejrudsigt jeg tjekkede, skulle det værste vejr komme i morgen. I dag skulle det klare lidt op. Jeg havde jo forestillet mig at jeg skulle køre i dag, tage to nætter på en campingplads og så køre til Hockenheim torsdag formiddag. Nu har jeg jo snydt lidt og allerede taget en nat på campingplads. Her er egentlig så fint at jeg kunne have lyst til at blive. Jeg kunne jo evt bare køre lidt ture rundt i området hvis det klarer op og så vente med at tage herfra til torsdag. Nej, hvor jeg ærgrer mig over jeg ikke blev ved Middelhavet noget længere. Jeg overvejede at tage til Rom eller evt Monte Carlo, men troede ikke jeg kunne nå det. Og nu sidder jeg her med tre dage i regn og kan ikke rigtig komme nogen vegne! Sidste år lagde jeg lidt bånd på mig selv i forhold til hvor langt jeg måtte køre om dagen, men i år har jeg givet mig selv frie hænder og der har altså resulteret i væsentlig flere km trods kortere tid!
En hurtig beslutning blev taget. Teltet blev pakket sjaskvådt og så gik det ellers mod Luxemborg. Jeg valgte at roame endnu en gang (det bliver en dyr telefonregning denne gang) og kunne se at det skulle holde fint vejr længere mod vest.
Første time gik det af store hovedveje, men stille og roligt blev temperaturen højere og vejene tørre, og dermed blev det små veje igen. I Strasbourg blev der turistet lidt og parlamentsbygningen fotograferet.
Videre igen igennem Vogeserne. En del tyskere har med stor begejstring fortalt om hvor fantastisk det er, men jeg er altså ikke imponeret. Det ligner midtjylland, bare større, med længere og til tider mere lige veje. Dertil kommer at vejene er ret dårligt asfalteret. Der er en konstant hoppen og masser af bump i vejene. Nu vil jeg altså have spurgt hvad de tyskere finder så interessant ved det. Jeg har min egen forestilling: det er bare anderledes end det de er vant til; store åbne vidder, så man kan se langt omkring. Nej, jeg foretrækker til hver en tid Schwarzwald!! Denne del af Frankrig er i det hele taget ikke eksotisk nok til mig, så man vil ikke høre mig sukke efter at komme der igen. Der er dog en formildende omstændighed og det er at kvinderne er utrolig smukke, og i modsætning til italienerne er de til at få et smil ud af.
En hundrede kilometer fra Luxemborg kom der to motorcykelbetjente og lagde sig lige bagved mig. Der blev kørt pænt, lige efter bogen. Det var dog for kedeligt for dem, de overhalede og jeg satte efter. De kørte godt til og jeg skulle hænge godt i for at følge efter. Franskmænd kører generelt sindsygt hurtigt. Inde i byerne er de som små lam, men så snart de kommer på landevejene går der en djævel op i dem. Og det er allesammen, ikke bare de unge knægte.
Ved firetiden var jeg i Luxemborg. Jeg gik lidt rundt i byen. Da jeg generelt er en dårlig turist - jeg ved ikke hvad man sådan skal kigge på (og er nok heller ikke interesseret), så jeg kan ikke berette om de store seværdigheder. Den ligner en hvilken som helst europæisk storby! Jeg lagde dog mærke til at der var mange høje og slanke kvinder, og hvad vel er typisk for "metropoler" havde kvinderne (og for den sags skyld mændene) gjort meget ud af sig selv - det er jo altid dejligt at se ;) Naturen byen ligger i, er dog lidt spændende: klipper og kløfter går igennem byen. Det var interessant.
Jeg er nu kørt en 20 km uden for byen og har fundet en vinmark at slå telt op på. Teltet er ved at være tørt igen. Det er tidligt endnu, men jeg er også træt - sov ikke så godt sidste nat. Der er en større vej 500 m væk som dominerer lydbilledet lidt, men mon ikke det stilner af. Ellers gør det ikke så meget. Det kan nogen gange være meget afslappende med den monotone lyd sådan en trafik kan give.

 

16/06/10


Planen for i dag er at køre et lille stykke i nordlig retning langs Rhinen hvor grænsen mellem Luxemborg og Tyskland er. Derefter en stor blød bue uden om Saarbrücken, strejfe Kaiserslautern og så siksakke ned gennem Pfälzer Wald til en eller anden campingplads i den sydøstlige del. Derved skulle jeg have 60-70 km til Hockenheim i morgen. Det skulle jo blive regnvejr i morgen, så det er fint at jeg ikke skal længere. Så er der også god tid til at få købt olie og få den skiftet; få Morinien vasket, og måske justeret dette og hint.
Jeg er vågnet tidligt. Vejen derude er taget til i lydstyrke, men jeg er også lidt tættere på grænsebyen Remich end jeg troede. Jeg håber morgentrafikken stilner lidt af mens jeg får pakket. Uanset er det ikke så langt jeg skal ad den vej. Solen skinner, flot vejr, men det er koldt. Jeg savner Italien!!

Turen gik som planlagt. Næsten ingen trafik, så det var jo en fornøjelse. Pfälzer Wald byder også på gode veje. Det kommer ikke på højde med Schwarzwald, men der skal også meget til.
Jeg har fundet en lille campingplads ved byen Dahn. Den er ikke særlig imponerende. Til gengæld er den dyr!! I forgårs gav jeg samme pris for et sted hvor mine forældre ville have fremhævet faciliteterne - der var virkelig flot. I prisen jeg gav der, var der oven i købet morgenmad med!
Folk her virker lidt sure og indelukkede. Da jeg var inde i byen for at købe lidt småting, parkerede jeg ved hoveddøren til et supermarked. Jeg holdt ikke i vejen for nogen eller noget, det var bare tæt ved døren. En heks af en kvinde kom ud og sagde meget vrissent at der var parkeringspladser dér og pegede. Et kort øjeblik ville jeg føje hende og var begyndt at flytte motorcyklen, men så tænke jeg: "fa'me nej, så handler jeg sgu et andet sted!" I det andet supermarked var der heller ikke megen sødme at spore, men de skældte da i det mindste ikke ud!
Jeg har jo haft god tid i dag, så jeg har for hundreogsyttende gang kigget på om jeg dog ikke kan få strøm på de videobatterier på en eller anden måde (laderen er nemlig gået til i forbindelse med tanktaskeuheldet!). Jeg havde forsøgt, som sidste år (hvor jeg fik min tanktaske indeholdende laderen stjålet), med et stykke "twister" (de der plasticbelagte metaltråde man kan lukke poser med), at skabe forbindelse mellem min multilader og batterierne. Men der kom ingen strøm på. Jeg har prøvet flere gange og i dag tjekkede jeg lige om der overhovedet kom strøm gennem "twisterne". Det gjorde der ikke! Det viste sig at de ikke kom langt nok i bund i stikket. Nu har jeg så leget lidt; med et stykke wire og en modificering af laderen, som nu bare fungerer som passiv holder, har jeg endelig fået det til at virke. Lidt sent, men så kan jeg da forhåbentligt få en masse af træffet optaget!

Næsten hvert sted bringer sin lille insektplage. Her er det en masse små fluer, der svirrer rundt. Det er dog relativt harmløst. I Morano var det myg. Mine ben er fyldt med sår takket være dem (og at jeg ikke kunne lade være at kradse i stikkene). Forrige nat var det myrer der invaderede alle små revner og i går var det ørentvister. Det er lidt belastende, særligt når de også finder vej ind i hjelmen.


Idar-Oberstein, et ædelstensområde med mange vandmølle-sliberier


17/06/10


Kom afsted klokken 9. Der var ingen vemodig afsked fra stedet. Ikke som i Schwarzwald.
Ruten gik ad små veje jeg havde planlagt i går. Når strækket ikke er længere, kan man ligesom gå i detaljer.
100 km blev det ca til. Første stop var dog allerede efter 15 km: En lille by, Hauenstein, er åbenbart et skomekka. Der er den ene butik efter den anden der har fabriksudsalg. Jeg skulle lige ind og se hvad Josef Seibel havde at byde på - jeg er nemlig lidt begejstret for deres sko. Og minsandten om der ikke blev købt to par sandaler; et par til Elisabeth og et par ”morfar-sandaler” som afløsning for mine gamle.
Ved ankomst til "Altes Fahrerlager" havde jeg kørt 6180 km. Tornerose mangler nu under 1000 km for at runde, så det bliver på hjemturen.
Vejret var bedre end forventet. De havde jo lovet regn, men det var først 20 km fra hockenheim at der kom lidt dråber. Jeg tog straks regnbukser på, trods det korte stykke. Jeg gad bare ikke sidde med våde bukser og lange udsigter til at de ville tørre.
Lidt over middag var jeg der. Jeg kunne ikke umiddelbart finde lejren, så jeg kørte om til selve banen og spurgte en der sad i bomhuset. Jeg blev anvist en retning og det lykkes at finde pladsen, men der var ingen folk i sigte. Jeg ville havde troet at de var i fuld gang med at arrangere, men nej.
Efter at have kørt nogle runder på pladsen fik jeg dog øje på Susanne. De havde lige fået overdraget nøglerne til hallen hvor det meste skal foregå. Jeg blev budt inden for i tørvejr og vi fik snakket lidt. Jeg hjalp lidt med at få tingene på plads og jeg fik spurgt lidt ud om forløbet. Der er som vanlig en udflugt og nu kommer det spændende: lørdag hen under aften har vi 35 min på ringen!! Det kan vel nå at blive til knap 50 km - det er jeg spændt på!
Da jeg ikke rigtig kunne hjælpe med mere, tog jeg Morinien en tur til Speyer. Jeg tog ind til en Bauhaus og købte mig noget olie. Det var nemlig høje tid at få det skiftet. Det blev klaret og derefter fandt jeg et højttryksanlæg til at få Tornerose vasket lidt med. Det var på ingen måde så effektivt som de italienske, så den blev renere, men slet ikke så ren som jeg havde håbet.
Igen ville den ikke starte efter vandpjaskeriet. Da jeg endelig fik den igang kørte den kun på en cylinder. Jeg kørte en laaaang tur før den fik "brændt" vandet væk, men til sidst gik den igen rent på begge cylindre. Det er mærkeligt, jeg har aldrig oplevet den slags problemer derhjemme.
På tilbagevejen købte jeg en sixpack, så der var lidt øl at byde på, hvis der skulle være kommet nogen.
Det var der dog stadig ikke da jeg kom tilbage, og Susanne og Thomas var på vej væk.
De forlod mig alene på pladsen, dog med nøgle til toilethuset.
Jeg gik i gang med at kigge lidt på Tornerose. Koblingen var ved at være fedtet, kæden skulle strammes, og de sidste mange tusind kilometer er tomganen steget og steget, og har ikke været til at regulere ned.
Kæden blev strammet. Det var ganske lidt den trængte: lidt over en halv omgang på stilleskruerne, dvs under 1 mm. Det er en DID uden "gummi" - og jeg må sige at jeg er imponeret over hvor godt den har holdt. Det er første gang jeg strammer den - den har kørt omkring 8000 km!
Karburatorerne blev skilt ad, for at se om der var problemet og indsugningsgummierne blev kigget efter, men jeg kunne ikke finde nogle problemer, andet end en tomgangsdyse der måske var lidt stoppet, men det burde jo kun give lavere tomgang?!
Når jeg nu havde gang i benzinsvineri, fik jeg renset koblingen, som ganske rigtig var godt fedtet ind. Det har nemlig også givet mig lidt kickstartproblemer når den har været varm. Ventilerne blev også lige stillet. De forreste var løse; den bagerste udstødningventil for stram (igen!), og indsugningsventilen for løs.
Morinien er nu blevet stillet ind i toiletbygningen, sammen med alle de ting jeg ikke skal have i teltet og udenfor i teltet ligger jeg nu i den stille regn. Motorvejen som på det nærmeste er lige uden for teltet, gør hvad den kan for at overdøve de eksotiske fugles skrig i en nærliggende fuglepark.
I morgen tror jeg, jeg vil tage i det badeland der er kun to km herfra. Jeg overvejer stærkt at gå derind!!!


19/06/10


Første punkt på dagen var at få Morinen ud af toilettet. Rengøringspersonalet var kommet, så den måtte ud for at de kunne komme til.
Jeg satte mig derefter for at kigge kort, så jeg kunne forberede ruten hjem. Men ganske kort efter kom allerede den første af de officielle, Helmut.
Derefter hjalp jeg til stort set hele formiddagen, så da middag blev nået, havde jeg ikke været andre steder og kunne godt se efterhånden som der kom flere og flere gæster, at det ville jeg heller ikke. Efterhånden dukkede flere og flere af de velkendte ansigter op.
Lidt over middag dukkede Elisabeth og Charlotte op. Dejligt at se dem. Og fedt at de begge var kommet hertil relativt problemløst. Omstændighederne er en historie for sig, som nok skal have sin egen beretning.
Dagen gik med Morini-kiggeri og snak med folk efterhånden som de dukkede op.
Om aftenen var der en konkurrence, hvor man skulle gætte motorcykellyde. Da der ikke var så mange deltagere, valgte jeg at melde mig, selvom jeg vidste at jeg nok ikke ville præstere særlig godt. Manfred vandt! Og jeg blev andensidst!
Nu er det blevet sengetid. I morgen skal vi køre på Ringen - det glæder jeg mig til. Og derudover er jeg blevet lovet en tur på Sigrids Monster. Det bliver sjovt at prøve en så moderne maskine!


Thomas tager imod de første gæster

 
 

Lytte-konkurrence


20/06/10


Tidligt op. Det er svært at sove sådan et sted. Det hjælper heller ikke med en motorvej lige ved siden af teltet. Kl 8 gik de i gang på ringen og så var det svært at sove videre.
Morgenmad og snak igen. Jeg fik øje på Iris som var på vej på en tur på Sigrids Monster. Jeg skyndte mig at finde tøjet frem, så jeg kunne køre når de kom tilbage. Kort efter kom de igen, og så var det min tur. Raymond havde sagt den var lige så let at køre som en cykel, og jeg må sige at det var ikke for meget lovet. Den var meget let at køre og hurtig!! Men hvad kunne man ellers vente med 90 hk og 160 kg. Rigtig sjovt og noget man meget nemt kunne blive forfalden til - hvor meget er det nu en Corsaro koster?
Over middag tog vi på museum. Det var inkluderet i gebyret til ringen.
Tilbage fra museet gik snakken og kiggerier videre. Der var kommet en del spændende Morinier og også lidt andre mc'ere. Fx var der en virkelig flot Rotax Uno - meget sjælden!
Da kl blev 18 blev vi der skulle på ringen instrueret i detaljerne. Jeg havde meldt mig til gruppen med de absolutte begyndere. Da jeg kom op og skulle tilordnes en gruppe, mente Susanne imidlertid, at jeg da skulle i gruppen med de mere erfarne. Jeg ved ikke hvad de forestiller sig om mig, men det kan måske skyldes at jeg fravalgte udflugten i går efter at have udfrittet dem om det forventede tempo. Jeg mente det ville blive for langsomt, så de har måske forestillet sig, at jeg er mere erfaren end jeg er!
Lidt at spise nåede vi lige at få inden vi skulle afsted. Og så gik det ellers løs kl 19. Morinien ville ikke starte. Jeg havde heller ikke haft den i gang siden jeg kiggede på karburatorer i torsdags. Med lidt skubben og tålmod kom den endelig i gang og jeg strøg om til ringen.
Ved banen blev vi stillet an på rækker. De nye hurtige maskiner først, de lidt hurtigere af de gamle og dem med erfaring næst, en gruppe med langsomme maskiner (3 1/2' ere) og lidt erfaring næst og de helt langsomme og uerfarne sidst.
Først blev der kørt 3 runder med "instruktør" forrest og med overhalingsforbud og så blev der givet frie tøjler.
De fleste gav Morinierne alt hvad de kunne trække og der blev virkelig kæmpet. Det var så fedt at ligge side om side og bare kunne se at hver eneste hestekraft blev presset ud af de gamle maskiner. Jeg tror ikke der findes nogen mærkegruppe, der på den måde og så udbredt presser deres motorcykler så meget som Morini-kørere gør.
35 minuttet fik vi på banen før vi blev vinket ud. Jeg havde selv nogle rigtig sjove kampe. De sidste 6-7 runder lå jeg og kæmpede med tre andre. Desværre er min motor ikke så stærk som de andres, så på langsiderne blev jeg hægtet lidt af, men så snart der var et sving kunne jeg udbremse dem og kunne også køre hurtigere gennem svingene. Jeg turde dog ikke rigtig at overhale i svingene. Vi var jo alle sammen lidt uerfarne, så jeg ville ikke indgå nogle risici ved at lave noget som kunne overraske de andre. Jeg prøvede et par gange at komme inden om, men de jeg forsøgte at overhale, så så overraskede ud at jeg var nervøs for, at der skulle gå noget galt.
Nå, det var en utrolig spændende oplevelse. Det var sådan noget man skulle kunne være med i noget oftere - det er desværre for dyrt!! 10 Euro får man det i hvert fald ikke til.
Tilbage til lejren var stemningen høj og nu blev der drukket øl igen. Vi havde jo noget at indhente. Ingen havde jo drukket noget, fordi vi skulle køre! Igen blev der snakket videre og aftenen gik alt for hurtigt.


Verden første motorcykel

Charlotte fik præmien til den længst fra kommende.

Martin får flettet hår!


20/06/10


Vågner igen alt for tidlig i forhold til hvornår jeg lagde mig i teltet. Jeg får morgenmad og pakket stille og roligt.
Elisabeth og Charlotte er lidt hurtige, de er snart pakket og inden længe er de kørt mod Göttingen for deres overnatningssted.
Jeg får snakket med de sidste som henvender sig til mig og da Iris og Hartmut begynder at spørge efter mig, går jeg en runde og får hilst af med dem jeg kender og dem jeg har lært at kende, og som ikke allerede er stukket af.
Morinien bliver startet (i første tråd - den var jo også kold) og jeg slutter op til de to racerkørere. Vi kører vinkende derfra og styrer mod motorvejen.
Det er første gang jeg skal køre på motorvej med Morinien over et længere stræk end Vejlebroen, men da de to har planlagt deres rute og jeg meget gerne vil følges med dem, må jeg jo ødelægge min "nulstatistik" med at køre motorvej.
Det foregår i et roligt tempo; der er sådan set meget smukt at se på, og da det er søndag er der heller ikke megen trafik.
Efter knap en times kørsel af og på motorvej, kommer vi endelig til mindre veje og de to erfarne viser hvordan ideallinjerne skal skæres.
Vi skal krydse Rhinen, men lige forinden tager vi ind til et lille konditori, hvor en meget smuk kvinde serverer et stykke jordbærtærte og en kop varm kakao til os. Vi har frosset vildt på turen; har haft en rigtig surkold modvind hele vejen.
Turen over Rhinen foregår med færge. Jeg elsker jo færger, så det var jo dejligt med det lille afbræk. På den anden side kører vi ad små snoede veje hele vejen til Remscheid og selvom det stadig er koldt - trods at jeg har taget regnbukser på - er det alligevel en dejlig tur med de to.
Hjemme hos dem bliver der snakket om træffet og særligt vores bedrifter på racerbanen. Der bliver serverer noget lokal mad og igen i år har de købt Mai Ur Bock fra Einbecker.
Efterhånden som vi sidder og hænger mere og mere med næbbet, kryber vi til køjs. Jeg får anvist pladsen på loftet, hvor jeg også sov sidste år, får lige først et bad og så er det ellers bare at sove i trav - har lige noget der skal indhentes!


21/06/10


Jeg vågner ved halv ni tiden og går ned til de to, som er i gang med morgenmaden.
Efter maden bliver vi klædt på og kører afsted.
Det går ad veje som er velkendte for de to. Det er sjovt, hvor tydeligt man kan se at de vandt til at køre sammen: Hartmut forrest og Iris bagefter. Man kunne spænde en snor i mellem de to og på intet tidspunkt ville den blive strammere eller løsere. De er som et tog med vogn efter.
Jeg kan mærke at jeg er blevet bedre til at køre sammenlignet med sidste år. I hvert fald kunne jeg have tænkt mig, at det gik en smule hurtigere.
Efter et par timer stopper vi ved en pølsebod og får lidt at spise. Snakken går igen - det er nu så nemt med de to. Altid hyggeligt!
Derefter kører vi et lille stykke længere og uden for Arnsberg tager vi afsked med hinanden.
Jeg kører videre ad den planlagte rute. Desværre er der rigtigt mange omkørsler på ruten og til sidst går der lidt kludder i det, og jeg må vælge nogle lidt større veje for at finde frem i nogenlunde god tid.
Halv syv er jeg hos Stefan. Jeg tjekker lige SMS, og kan se at de to tøser er lige om hjørnet.
20 min senere er vi samlet og vi får en rundvisning af Stefan. Hans fine gamle hus er ved at være godt på vej, og med hans sædvanlige grundighed bliver det et rigtig flot hus.
Efter rundvisning: aftensmad. Vi får snakket lidt om dette og hint. Tøserne bliver meget trætte og går i seng. Jeg bliver lidt længere og ser Morini-billeder sammen med Stefan. Ved midnat er det dog også godnat for mig!


24/06/10


Vi vågner i husets eneste helt færdige rum, kontoret. Der bliver pakket og ovenpå får vi serveret en god gang morgenmad.
Morinierne bliver tjekket for olie. Elisabeths er begyndt at smide olie fra bageste topstykke og jeg har opdaget at der ligger to pakninger i mellem top og cylinder, en tyk og en tynd. Så når den tykke bliver fjernet skulle den jo egentlig løbe endnu bedre! Min får også lidt, den smider jo fra alle tænkelige simmerringe!!
Vi siger farvel og kører. Jeg har planlagt at køre med dem så langt jeg kan klare tempoet, og så ellers stikke af.
Tempoet går mageligt, solen skinner og strækket er jo ikke så langt, så det ender såmænd med at jeg følges med dem hele vejen.
En anden grund til at jeg kan tilslutte mig tempoet, er at mine forreste bremseklodser er slidt helt ned! Altså kan jeg kun bremse bagpå, hvilket selvfølgelig sætter en naturlig dæmper på de sportslige udfoldelser.
Halvvejs hjemme bliver et væsentlgt foto taget. Tornerose runder nemlig de 100.000 km! Det har jeg set frem til. Dels var det et mål i år og dels er det jo lidt af en udmærkelse i sig selv at have en Morini der har rundet ;o)
Jeg får tøserne overtalt til at tage Missunde færgen, selvom de ikke er meget for "omveje". Men ruten hjem betyder at vi kommer uden om de store byer, så jeg tror nu at de var glade nok for turen, og i virkeligheden tror jeg også den var kortere.
I Flensborg besøger vi Karla og jeg køber en lader, nogle greb (som nu endelig er helt nedslidte på min!), og nogle fælgkantbeskyttere.
Vi får en gang Burger King mad og købt lidt slik i Scandinavian Park og fortsætter ud mod den store rundkørsel ved Padborg, hvor vi tanker for sidste gang og tager der afsked.
Charlotte kører i nordvestlig retning og vi direkte mod nord.
Lidt under aften kan jeg standse motoren hjemme i Hygind, 7544 km og 26 dage senere!

Service hos Stefan.

100.000 km!

 
@ Søren Høyer Hansen