Morinitour 2019

"It was the best of times, it was the worst of times…" I den kommende, min beretning er der nok ikke mange paralleller til Charles Dickens "To Byer". Jeg synes bare at det er en fabelagtig fantastisk måde at indlede en fortælling på. Og så er disse indledende ord ret beskrivende for hvordan tiden op til nu har været for mig. Jeg har faktisk hele foråret gået og haft de ord kørende konstant inde i mit hoved, for de har været så rammende for hvordan jeg har følt.
Siden sommeren sluttede sidste år, som jo praktisk taget var en gang i november - og tak for det! - har jeg stort set arbejdet seksten timer i døgnet, syv dage i ugen. I første omgang med at lave facade og entre i huset, så reparation af motorcykler, fremstilling af dele og andre opgaver jeg havde fået i opdrag og så sidenhen forberedelser til træffet.
Jeg havde håbet at jeg kunne tage den med ro efter træffet; have masser af tid til at gøre klar til turen, men der kunne jeg faktisk bare fortsætte med at reparere motorcykler og lave dele, så jeg faktisk lige til en halv time før afgang har været fuldt beskæftiget.
Jeg har ikke kunne nå at glæde mig til turen, har heller ikke forberedt noget synderligt, andet end sporadiske tankespind, for mit hoved har til bristepunktet været beskæftiget med alle de gøremål jeg simpelthen skulle lave. Det eneste jeg af og til har kunne fremkalde, ja, nærmere prøvet at fremtvinge, er at forsøge at se frem til det, som jeg ved sker på mine ture - nemlig at jeg når et punkt, hvor "alt andet forsvinder"; hvor det eneste jeg skal tage stilling til er: hvilken vej jeg skal køre næste gang, hvor jeg skal tanke, hvor jeg skal sove og så lige hvor jeg skal købe min sædvanlige simple kost.
Det siger måske lidt om hvorfor anden sætning af min (fra Dickens stjålne) indledning har været aktuel. Jeg har simpelthen uafbrudt været frustreret over ikke kunne følge med. Jeg har lovet for meget, har uafladeligt været bagud, har lavet alt for mange fejl, glemt utallige ting og er ikke så lidt skamfuld over hvordan jeg har håndteret tingene i forhold til andre. Og selvsagt har den konstante søvndeprivation og generelle mangel på hvile for krop og sind, været med til at give følelsen af "worst of times".
Men nu var det også "best of times" og det skal selvfølgelig også have et par ord: Rigtig mange af de ting jeg så har beskæftiget mig med, har jeg inderligt kunne glædes over. Jeg har næsten hver dag lavet ting som jeg syntes var sjove og berigende på en eller anden måde. Og jeg har nydt hvordan jeg stadig udvikler mig; bliver dygtigere og mere kreativ. Jeg har haft masser af øjeblikke hvor jeg var i zen; hvor tid og rum og grænsen mellem min krop og materien omkring mig blev opløst. (Ja, det er altså i den forstand at jeg bruger (eller muligvis misbruger) begrebet zen.) Men altså, der har bare været alt, alt for meget jeg skulle.
Og nej, det er altså ikke sådan, som "dikotomister" eller diverse religiøse gerne vil hævde, at det netop er fordi jeg har haft det "worst", at jeg i "kontrast" er i stand til at opleve "the best". Det har jeg før skrevet om, at den tror jeg ikke på. Jeg mener det er muligt at skabe et liv og en tilværelse hvor man stort set er i zen hele tiden. Det er det jeg skal finde frem til hvordan, og egentlig det jeg har søgt efter i en stor del af mit liv, men på mange måder først i de senere år er blevet i stand til at formulere mere præcist - og jeg forestiller mig at mine tanker vil falde en del på dette på denne tur (beklager ;o). For "the worst" må simpelthen ikke ske igen!

30/05 - 15.19

Km: 66666 - Hygind

Nå, det var da ellers lidt af en tungsindig prolog i år. Jeg skal prøve at løfte stemningen fremover. En af de ting jeg netop opnår ved at køre og det jeg på mange måder særligt higer efter med ture som denne, er det "at komme i zen". - Så jeg erklærer hermed at jeg lægger alt herhjemme bag mig - i hvert fald for en stund...og så meget det nu er muligt...
Trods den knappe tid, har jeg, som man kan se, alligevel taget mig tid til lidt fjollerier. I går var jeg lige ude at prøvekøre et par sidste gange for at sikre alt var som det skulle være - og, jo, det blev til et par ture frem og tilbage i umiddelbar nærhed af byskiltet for at time det helt rigtigt.
Som altid er billeder ikke noget der kan forventes under turen. Det er for bøvlet at uploade undervejs, så det må blive når jeg er hjemme igen. Så nok med det pjat..nu afsted for alvor! - Vejret, ja, det er jo ikke noget at råbe hurra for, men forhåbentligt bliver det bedre dernedad 🌧 😠

30/05 - 23.44

Km: 67071 - Riede

Jeg kunne måske begyndt dagens beretning med at brokke mig over den enerverende vind lige i fjæset (vindmøllerne stod stille) og den våde start på turen, men jeg vil nøjes med at udråbe: hvor er det fedt at komme afsted! Det er ren terapi!!
Jeg tog motorvej til Schleswig. Dels er jeg begyndt at finde det en "ok" ting at gøre når det regner og dels er jeg faktisk begyndt at nyde bare at se landskabet fare forbi - i en fart. Desuden, som jeg før har nævnt, så er det første stykke lidt for velkendt, så jeg føler ikke rigtig jeg er på tur før jeg er et godt stykke nede i Tyskland.
Resten af turen foregik på landevej og det er altså en fornøjelse at køre i Tyskland søndag/helligdag. Næsten ingen trafik og mange lyskryds er slukket, så tempoet kan holdes højt.
Fra Schleswig gik det sydvest mod Glückstadt og første rigtige stop var altså på færgen. Et par småstop var der dog på vejen - pga tekniske problemer. Første var 3 km hjemmefra! Jeg har købt en regndragt - altså sådan en heldragt, fordi jeg var træt af aldrig at være helt tør - det med at det skiller på midten er irriterende og GoreTex holder altså ikke evigt. Dragten passer perfekt - men som altid er benene for korte. Jeg havde ellers prøvet at sidde med den på derhjemme, men det er bare noget andet når man kører. Jeg ville helst ikke have en større, fordi den så sidder og flabrer i vinden og jeg tror nu heller ikke det ville have hjulpet afgørende på benlængden. Jeg har endnu ikke haft et par regnbukser der var lange nok. Det er som om producenterne ikke selv har prøvet at køre med dem på. De skal helst være væsentligt længere. Gerne ti cm! Men det er ligesom ikke gået op for producenterne - og det ser da heller ikke pænt ud på en catwalk. 🙄 Nå, nok om det, men de er altså for korte. Jeg fik dog hægtet dem lidt bedre fast og fortsatte. Det holdt nogenlunde.
Ved grænsen faldt jeg en cm ned i sædet! Jeg havde ikke fået det monteret ordentligt...det gik lidt (for) stærkt hjemmefra. Jeg fik det spændt korrekt og kunne fortsætte. Ellers kun tankstop og så færgeturen. Da jeg ankom på den anden side af Elben tog regnen til, men heldigvis var det de sidste krampetrækninger. Jeg havde (halv)tørt vejr resten af turen.
Turen gik til Riede, hvor Tanjas søster bor. Tanja og hendes børn er på weekend hos hende og det var jo et passende stop for mig også. Det betød så også at Tanja kunne tage min oppakning med i bilen og jeg har således kunne køre første etape uden. Det er så fedt! Hvis jeg var rig, ville jeg altid køre uden - bare checke ind på et vandrerhjem eller en B&B, købe tøj og mad efter behov, sende det jeg ikke skulle bruge hjem. Så lækkert! - altså, bortset fra at jeg så nok ville savne at sove i telt og sikkert også en masse andet i den forbindelse.
Nå, det må række for idag. Dejlig tur trods regn (jeg har ikke frosset - det er det vigtigste). Tornerose kan jeg snakke om i dagevis - og kommer nok også til det - for hun kører som en drøm.

31/05 - 13.14

Km: 67167 - Minden

Første stop af den slags jeg så godt kan lide: foran et supermarked! - var blevet så tørstig.

ATT (Advarsel om Tornerose- og Tekniknørderi): Lad mig starte med Torneroses væsentligste kontaktflade med verden: dækkene. Jeg prøver noget nyt af i år, nemlig! Jeg har jo stort set altid kørt BT45, og har for så vidt været yderst tilfreds. Men der har sneget sig en irritation ind (kommer) og samtidig har jeg heller ikke kunne tro andet end at den ældgamle dækmodel nok kunne overgås i egenskaber. Jeg skulle under alle omstændigheder have et nyt bagdæk og har så kigget lidt dæktest. Et af dem der scorede ret højt var Dunlops Arrowmax Streetsmart. Jeg fandt så hos deakleader.dk et i rigtig størrelse som var et par år gammelt. Det var derfor meget billigt - de er ellers normalt noget dyrere end BT45. De par år på lager, har jeg erfaring for ingen betydning har.
Dækket blev monteret inden træffet og jeg fik således kørt nogle hundrede km med det. Og jeg må sige at jeg er ret begejstret. Det er væsentligt mere komfortabelt og alligevel stivere. Det bliver hurtigere varmt og det klæber bedre til vejen. Regnvejr har jeg ikke for alvor fået testet, men i følge testene jeg har læst, skulle det være et af det bedste på markedet.
Mit fordæk trængte egentlig ikke til at blive skiftet, men her kommer det irriterende så ind. Jeg har haft flere - jeg vil næsten tro hvert tredje - som har været skævt - altså i højden. Det betyder at hele forenden hopper helt åndssvagt mellem 70 og 100, hvilket er rigtigt irriterende i en stor del af tiden, hvor man ligger på landevejene og ikke kan komme op over de 90-100-stykker.
Nå, Dunlop har en model som hedder Arrowmax GT601, som er pendent til Steetsmart’en og som man kan få i den størrelse som jeg gerne vil have. En af grundene til at jeg ikke har ville prøve andet, har nemlig vøret at det har taget mig tid at finde den størrelse som passer mig bedst. Men GT601 fås altså i 100/80 18. Og ikke nok med det, det måler præcis det samme i bredden som BT45: 93 mm. Og så er det faktisk billigere. Det er altså blevet købt og monteret, selvom der var mange km i det der sad på
Bagdæk er en ting, men fordæk noget væsentligt andet. Men igen, jeg er begejstret. Det er samme historie: mere komfortabelt, klæber væsentligt bedre. Det føles bare langt mere "præcist" på alle måder. At det er mere komfortabelt, betyder dog også at man mister nogle informationer fra underlaget. Det kan man se som en fordel eller en ulempe. For mig tror jeg faktisk det er godt, fordi jeg har en tendens til at være overopmærksomm på små ubetydelige ting. En af de ting som testerne kritiserede ved det er, at det giver træg styring. Det kan jeg delvis snakke med om. Ved meget langsom kørsel, er det som om det klæber lidt for meget i den retning det er i gang med, men det betyder også at det er retningstabilt. Det bliver på den linje man har lagt og gør ikke noget man ikke har bedt om. Ved højere hastigheder, er det meget lækkert. Ved bykørsel har det lige krævet lidt tilvænning, men ikke noget dramatisk. Så samlet set er jeg virkelig tilfreds med det. - Ulemper: det er ikke så kønt; det ligner noget til en traktor. Der er BT45 faktisk ligefrem smukt ved siden af. Og så er det svært at få på fælgen, men det er vist generelt et problem med Dunlop. Jeg brugte et par timer på at skifte - selvfølgelig fordi jeg fik nappet hul på slangen og måtte køre efter en ny 🙄

Videre det går. Jeg sveder. Har for meget tøj på. Hvem havde troet det? 😆
Forresten, der har allerede her ved første stop været nogle for at beundre Tornerose. Et midaldrene ægtepar spurgte ud. "Hübsch", sagde konen masser af gange 😄

1/06 - 00.49

Km: 67409 - Remscheid

Så er det endelig sengetid her. Er hos Iris og Hartmut i Remscheid.
De sporadiske tankespind omkring turen har blandt andet gået ud på at køre meget vestligt i år, så naturligt er det selvfølgelig at besøge mine gode venner på disse kanter. I morgen går det videre gennem Belgien - jeg fik i går aftalt med Raymond og Sigrid (endnu nogle Morini-kørere) at besøge dem. Det har været på ønskelisten i nogle år, så det glæder jeg mig (også) til. Belgien bliver i det hele taget premiere for mig, så det er jeg selvfølgelig spændt på.

Turen idag har været dejlig. Stille og rolig i dejligt vejr. Og jeg har fået mere tid til at fascineres over mine nye dæks vejgreb.
Jeg har dog også nået at lave ulykker i dag. Og så noget ganske tåbeligt. Jeg havde fundet et godt sted i naturen at komme af med overskydende væske - det var op ad en bakke og ind i noget buskads. På vej tilbage lykkedes det mig at glide i græsset og miste fodfæstet. Der skete nu ikke det store, andet end at jeg slog skinnebenet lidt og nu har græspletter på bukserne. Men dumt og irriterende allerede at have beskidte bukser på andendagen! Jeg må lige se at finde lejlighed til at vaske i morgen. Det skulle jo blive meget varmt og så tørrer de hurtigt.

Aftenen er selvfølgelig gået med snak og fremvisning af de nyeste tiltag. Iris og Hartmut har fået bygget en udestue og det var et lækket sted at opholde sig. Jeg har selv planer om at bygge en, så det øger selvfølgelig motivationen til at få det gjort.
Sidst på aftenen kom en af deres nye Morinivenner forbi. Han havde lige købt en Kanguro, som han ville fremvise på hjemvejen. Hartmut har været "konsulent" for købet, og den stolte ejer ville gerne vise dyret frem. Han kom kl. halv tolv, så selvom vi alle egentlig ville have været tidligere i seng, blev det alligevel sent. Men nu er jeg træt og udkørt, skriverierne må hellere stoppe for i dag.

1/06 - 17.20

Km: 67656 - Schilde

Belgierne kører godt til. Selvom de har endda meget lave hastighedsgrænser, er der ingen tøven med gaspedalen. Det finder jeg sympatisk. Sympatisk finder jeg også de små huse de bor i. Har aldrig forstået hvad folk vil med de store kasser, de bygger efterhånden. Byggestilen er jeg også fan af. Meget stilrent, ukunstlet og lavet med stor omhu, ser det ud til. Bygningerne står snorlige. I det hele taget er her "pænt" uden at det bliver overdrevet. Jeg tænker altså at der kommer nogle gode produkter ud af Belgien - uden at jeg rigtig kan fremkalde, hvad de egentlig laver her eller skulle være kendt for...altså andet end øl, chokolade og motorcykeltøj, som jeg rent faktisk er klædt på i. Bukser, handsker og jakke er fra Richa - og det er virkelig ganske fornuftigt lavet.
Det er blevet tid til endnu en Lidl-stop. Tørsten bliver ved. 28º har de fleste termometre vist. Det er vist tiden at få de lange underbukser af 😆 Jeg har ligesom haft svært ved at tro på at det reelt skulle være så varmt. Hjemmefra var der jo intet der tydede på det, men jeg må vist hellere "acceptere" det. I det mindste begyndte jeg dagen uden inderforet i jakken - og den tykke sweatshirt måtte også i tasken ved sidste stop.
Vejene her er jo ikke noget at udbryde jubelråb omring. Belægningen er sine steder "fransk" - altså meget ujævn, og sving er heller ikke noget de gør det store i. Men egentlig passer det mig fint. Jeg er overhovedet ikke mentalt indstillet på det endnu. Til gengæld nyder jeg bare at sidde på Tornerose og køre den ene kilometer efter den anden. Jeg er så småt ved at kunne slå hovedet fra og bare lade krop og intuition tage over - og det begynder at give ro i hovedet, så tankerne også får deres eget liv uden den store bevidste indgriben...jeg er i alle henseender på vej, med andre ord.
Dagens "dummeberetning": fik ved sidste tankning lavet nummeret med at hælde lidt for meget benzin på - det udvider sig så snart solen varmer tanken og så løber det ovenud. Denne gang også ud på mine bukser. Set fra den positive side, så er det jo godt at jeg endnu ikke har fået dem vasket 😉

1/06 - 23.59

Km: 67697 - Merksam

Raymond er sådan en flinkt menneske - ja, og Sigrid ligeså. For år tilbage skaffede han mig de kørebukser jeg bruger til hverdag. Det skulle være en særlig model, som jeg ikke kunne finde i Danmark og som jeg egentlig kun kunne finde i Belgien (det er også et par Richa). Nå, men han købte dem og sendte dem til mig. Men sådan er det nu meget med de Morinifolk.
Under alle omstændigheder: dejligt at se dem igen.

Efter sidste Lidl-stop kørte jeg selvsagt det sidste stykke til Antwerpen. Siden jeg var i relativ god tid - det var jo også en kort etape i dag - valgte jeg at køre en tur gennem byen, sådan som jeg plejer: turist med Morini. Det er såmænd en fin by og der er en behagelig afslappet og rolig stemning, ikke mindst nu det er en storby. Jeg tog også ned på havnen og kørte lidt rundt. Det er Europas andenstørste havn, og den synes nærmest uendelig. Jeg kan jo godt lide havne - når jeg befinder mig på en, kan jeg næsten altid høre Osvald Helmut synge for mig: "ligesom en der har siddet i fængsel...jeg kan ligefrem høre dem suse...når dagen er forbi..." (nå, jeg er vist gammel 🙄😆)
Da jeg ankom til adressen, kom Raymond ned. Han havde hørt Morinien oppe fra sjette sal. Jeg blev anvist at køre i kælderen, hvor jeg så kunne få låst Tornerose inde. Her står den sammen med tre søstre, en Ducati og en Guzzi. Raymond har smidt mange penge i renovering af motorcykler og hans maskiner står også meget flotte, så Tornerose er i yderst fint selskab i nat.
Lejligheden de har er relativ lille. Stue, soveværelse, køkken, bad, toilet - og en dejlig altan på toppen af bygningen. Der er ingen rigdom at spore i hjemmet, ikke det store at fremvise - indtil Raymond begynder at fortælle om sine oplevelser, så ser man for alvor hvad rigdom er (og hvor midlerne er lagt). Det bliver mere og mere noget jeg får øje på hos på de mennesker jeg finder mest interessante - det at de ofte ikke har noget gods at fremvise, men at der til gengæld er så meget mere gods i det livsindhold de kan fortælle om. Jeg har selv tidligere været meget slem til at have fokus det forkerte sted. Det er noget af det jeg prøver at råde bod på nu. Jeg falder ind i mellem i - som her i vinter/foråret - men jeg er som sagt på vej...
Sigrid kokkerede mens Raymond og jeg snakkede. Og inden længe havde hun frembragt et festmåltid. Snakken er selvsagt fortsat lige til nu. Jeg har fået sofaen og ligger her mellem to snorkende Shar Pei’er. De har lige for nylig fået en unghund som selskab til den gamle de har. I øvrigt en de har hentet på Sicilien, fordi, ja, lang historie kort, det gav mere mening og faktisk i sidste ende var billigere - så, endnu en oplevelse de kunne fortælle om, som er langt mere berigende end det at købe den hos den nærmeste opdrætter.
Jeg skal da også lige have med i beretningen, at Sigrid spurgte om det var noget jeg gerne ville have vasket, for hun stod alligevel at skulle vaske. Jeg var selvsagt ikke sen til at smide bukserne og få dem med. Så nu behøver jeg ikke at spekulere i hvordan og hvornår. I morgen kan jeg altså fortsætte i rent tøj 👍
Åhja, lige en ting mere inden dagen er forbi: dagens ridt har vist været det langsomste jeg nogensinde har kørt over så lang en strækning - hvilket så også har betydet at jeg har sat en ny rekord: 26 km/l er den gået i dag. Jeg kunne simpelthen ikke forstå hvorfor jeg ikke skulle tanke. Tjekkede flere gange om jeg nu skulle have glemt at lukke reservehanen - indtil det gik op for mig at det langsomme tempo var årsagen. 😄

2/06 - 15.14

Km: 67973 - St. Quentin

Er kommet umærkbart ind i Frankrig. Hver gang den slags sker, tænker jeg på det futile projekt med grænsekontrol derhjemme. Det kan kun være folk der ikke kommer langt fra kolonihaven og indkøbsturene til Fleggaard, der tror det har en effekt at lade hækken om kolonihaven blive højere og tættere. Alle de ressourcer smidt ud på noget som i virkeligheden er et ganske lille problem - og som i øvrigt skal løses på en helt anden måde - som ikke indbefatter eksklusion og lukken sig inde i sig delv. Nå, nok politik, men godt valg på onsdag og husk at stemme! Jeg brøvstømte i tirsdags, så den er klaret. 😉
Var apropos forbi EU-parlamentsbygningen i Bruxelles. Det skulle lige med. Og to obligatoriske seværdigheder blev Tornerose også foreviget foran: Manneken Pis og Atomium. Hartmut havde snakket om at man skulle prøve at få Morinien på samme billede som jern-krystallet, så det måtte jeg jo hellere gøre.
Bruxelles synes at være en meget spændende by, så jeg tror bestemt at det er en rejse værd, hvis man er til storby-oplevelser.
Jeg tror jeg får min ration på denne tur (er faktisk ikke så meget til den slags), man kan måske regne ud hvor næste større stop skal være...😉

2/06 - 23.59

Km: 68203 - Paris

Dagens dummeberetning: Jeg har jo to iPhones med - min relativt nye, som jeg bruger til hverdag og min gamle 5S’er, som sidder permanent på Morinien og som fungerer som gps. På begge har jeg den gode gamle TomTom app installeret (som de desværre ikke opdaterer mere). Efter turisteriet i Bruxelles tastede jeg ruten til Paris ind på den gamle iPhone. Satte centrum som mål, så kunne jeg altid lave om på den præcise destination, når jeg nærmede mig. Ved sidste pause inden Paris havde jeg så besluttet mig for hvordan jeg ville gribe det an: Styre direkte til en campingplads i syd, så jeg var fri for at kæmpe mod morgentrafikken, når jeg i morgen skal videre. Smide bagagen, så jeg var fri for at køre med den, når jeg skulle lege turist med Morini i Paris. Det er bare nemmere, når man skal køre mellem bilrækkerne. Og så ville jeg vente med turisteriet til hen under aften, så jeg ikke skulle stege i mit sorte læder i de 33 grader det har været i dag.
For at finde info om det forskellige er jeg nødt til at bruge min nye iPhone, for der er simkort i, så jeg selvsagt kan gå på nettet. Jeg finder så en fin rute til campingpladsen - dejligt uden om Paris’ centrum og kører så afsted. Jeg følger slavisk TomTom’en. Synes godt nok det er vel meget bykørsel og jeg mente heller ikke at Champs-Élysées og Louvre var en del af seværdighederne på den rute. Kort efter Louvre skulle campingpladsen ligge - det gav heller ikke mening. Indtil jeg selvfølgelig kommer i tanker om at hele den fine rute jeg havde lagt kun er på iPhonen i lommen og aldrig er blevet tastet ind på den gamle iPhone. Så istedet for at slippe for 25 km køkørsel gennem Paris’ indre by i stegende hede og det værste tidspunkt på dagen, får jeg så lov til at køre det dobbelte. 🙄
Jeg kunne selvfølgelig have turistet den med det samme, men jeg havde sådan set frem til at gøre det i ro og mag efter jeg havde slået lejr, så jeg kørte altså ud til campingpladsen, blev indskrevet, slog telt op, tog et bad, fik vasket min t-shirt (opdagede også at jeg har glemt den anden jeg skulle have haft med!) og kørte så afsted igen. T-shirten selvfølgelig stadig våd, men det var nu kun behageligt at få lidt køling fra den.
Ruten blev lagt mod Eiffeltårnet og turen forgik mellem bilrækkerne, og det gik relativt tjept. Franskmændene er (også) gode til at give plads til os tohjulede.
Jeg må sige at jeg blev meget betaget - allerede da jeg kunne se det fra lang afstand. Det med størrelse er meget svært. Jeg havde det samme med det skæve tårn i Pisa - det er meget større end jeg havde forestillet mig og det er virkelig en imponerende konstruktion. - Når jeg sådan har gået og tænkt over at skulle tage billedet af Tornerose foran tårnet, har jeg været lidt bekymret for om jeg kunne komme tæt nok på, så det virkelig så ud af noget, men de skumle planer jeg havde lagt om at snige mig ind på pladsen med Morinien, kunne jeg godt glemme. Det var nærmere et problem at komme langt nok væk, så det hele kunne være på billedet. 😆
Der blev dog til lidt snigeri et andet sted, for Tornerose skulle selvfølglig også foreviges foran Triumfbuen. Jeg parkerede i midten i rundkørslen og skulle så finde det rette tidspunkt hvor der ingen biler var - hvilket kun var nogle få sekunder ad gangen - for jeg var nødt til at løbe langt ud på vejen for igen at få det hele med. Det lykkedes mig nogenlunde - uden sure bilister. Da jeg var færdig og var ved at tage hjelm på igen, kom en politibetjent med en maskinpistol over og spurgte: "parlez vous francais?" - "non" svarede jeg, og så fortsatte han på engelsk, at jeg altså ikke måtte holde der, det var ulovligt. Jeg svarede at jeg nok skulle skynde mig at komme væk og takkede for venligheden. Han luntede stille og roligt tilbage hvor han kom fra og jeg kørte videre. Jeg er vild med den slags afslappethed!’
Meget mere blev det ikke til. Jeg styrede direkte mod campingpladsen igen. Dog gennem byen ad de mindre veje, for at få lidt mere stemning og lidt flere indtryk med.
Måske synes man det er en lidt "fattig forestilling" med bare de få ting, men som sagt er jeg ikke rigtig til storbyer - har såmænd egentlig kun haft det ønske bare at se Eiffeltårnet og væsentligst af alt: at fotografere Tornerose foran det. Det var, som jeg skrev på facebook, bare en ting jeg gerne ville have "vinget af".

Da jeg var tæt på campingpladsen troede jeg det begyndte at regne. Det lød fuldstændig sådan på hjelmen og det så også sådan ud i forlygtens skær, men det var simpelthen insekter! Og jeg blev da også straks overfaldet af myg, da jeg stod af motorcyklen. Så frem med myggesprayen. I luften lød der en højlydt og højfrekvent summen af myg. Så højt har jeg aldrig hørt den slags før. Jeg tror dog jeg slap for stik, men der er godt nok også blevet sprøjtet om teltet og jeg har selv fået en ordentlig omgang. Det stinker, men der hjælper!
I morgen skal jeg planlægge en rute med krøl på! For første gang på denne tur. Men nu vil jeg sove - Nej, jeg skal lige have dette med også: jeg er begyndt at glæde mig til forskellige ting på turen. Det har jeg som nævnt ikke rigtig haft overskud til før nu. I går var jeg fx helt utålmodig efter at komme ned til Morano, slå mit telt op og lave mit sædvanlige ritual med at køre til Casale for at hente noget at drikke og få vasket Tornerose. Men der jo lige fire dage endnu før det sker. Og nu er jeg så småt begyndt at glæde mig til sjove veje og til at være afsted uden at have aftaler nogen steder; bare køre udelukkende for sjov skyld.
Nå, nu er det sengetid. Her er masser af frøer der kvækker. Det er så hyggeligt!

3/06 - 14.51

Km: 68303 - Mousseaux-Les-Bray

Jeg har valgt en snoet rute mod Dijon. Det har ind til videre givet hundrede kilometer ad de mest lige veje jeg længe har kørt på. Alle jeg har snakket med har advaret om det, og jeg var jo også klar over det. Men bortset fra det - eller måske rettere: set i lyset af det, så har disponeringer og timing været ret gode på denne tur. Det var nok det rigtige tidspunkt at vælge til at besøge Paris, når jeg nu på mange måder har været indstillet på at køre lange lige stræk. Turen hjemmefra var også perfekt timet: helligdag at køre afsted, hvor jeg slap for tung trafik, lørdag og søndag til at besøge store byer. I dag har timingen også været fin og det var helt rigtig disponeret at tage på campingplads i den sydlige del af Paris. I øvrigt en fin lille plads uden lir. Gode bade- og toiletforhold, restaurant og ikke så meget andet pjat.
Jeg vågnede i morges ved at en drone fløj rundt og filmede hen over mit telt - sådan lød det i hvert fald, indtil jeg fik samlet mig så meget at jeg kunne konstatere at det igen var myggene der svirrede. Kl fem var dog for tidligt at stå op, så jeg sov videre. Næste gang jeg blev vækket, var det af regn. Tænkte egentlig at det måske igen var insekter, men nej, den var god nok. Jeg fik tjekket regnradar og udsøgte mig et tidspunkt hvor jeg kunne køre mellem to fronter. Klokken halv tolv havde jeg så pakket og var på vej. Det har dryppet lidt i ny og næ, men jeg har ladet regntøjet være sammenpakket, for ind til videre har det været for lidt til at det kunne betale sig at tage det på - og som jeg har set det skulle vejret blive bedre som jeg kommer frem.

3/06 - 19.51

Km: 68559 - Dijon

Lidl-tid! og mit første tour-måltid - altså brød, ost, skinke. Det har jeg også glædet mig til. Jeg er jo blevet fodret af af venlige mennesker undervejs og det er først nu at sulten melder sig hos mig igen.
Jeg er i Dijon. Har (med vilje) været i centrum. Det er en hyggelig by.
Jeg forsøgte efter sidste stop at finde bare en smule krøl på vejene, men jeg kunne ikke finde noget ordentligt. Så snart vejene blev små og snoede, blev asfalten elendig at køre på. Så jeg blev ved med at vende tilbage til de større hovedveje. De begyndte dog at sno sig, og her tæt på Dijon har jeg sågar kørt i hårnålesving.
Sidste stop var ved en flod, hvor der var en lille havn til et par lystbåde. Der så så hyggeligt ud og jeg havde brug for en pause. Jeg lagde mig i græsset og faldt hurtigt i søvn. Fik fem-ti minutter - det var også tiltrængt. Har ikke sovet så godt eller for så vidt så meget på turen - og er desuden bagud med hvad der føles som trehundrede timers søvn her i løbet af det sidste halve år.
Vejret er blevet langsomt bedre som jeg er kommet frem, men jeg har frosset en anelse i starten af turen. Overvejede ligefrem at tage mere tøj på, men gad simpelthen ikke. Solen er dog endelig fremme nu og opvejer det hele.

Planen har været at køre over mod grænsen til Schweiz og så køre langs den mod syd, indtil Italien dukker op. Raymond gav nogle tips til smukke omgivelser. Men måske det også bliver til kørsel i Schweiz. Hellere køre langsomt for ikke at få alt for mange bøder og så på nogle ordentlige veje end at køre langsomt fordi vejene er elendige. Vi får se om Frankrig trods alt kan byde på gode veje. Erfaringen siger jo desværre noget andet.
Jeg ville egentlig også gerne slå lejr et sted - altså ligefrem på campingplads - og blive en dag mere. Det lovede jeg jo mig selv sidste år at det skulle der være mere af, men tiden er trods alt knap. Det kan dog være at jeg ændrer rute, for at få lidt kortere til Morano, netop for at kunne det.
Nu er jeg stopmæt! Jeg vil køre så langt jeg gider, finde et sted at slå telt op og så overveje videre.

3/06 - 23.51

Km: 68662 - Champagnole

Jeg har fundet en skøn mark med masser af vilde blomster at slå lejr for natten på. Jeg har ligget og lyttet til cikaderne og tænkt lidt over hvad jeg skal finde på de næste par dage (...og begrebet frihed har jeg tænkt på). Har ikke besluttet mig for noget, har dog udelukket nogle ting jeg ikke rigtig gider, men ellers må det blive hvad der falder for efterhånden.
Jeg er ellers endelig nået til nogle bjerge og vejene bliver mere og mere spændende. Er knap 100 km fra den schweiziske grænse.
Men nu er det sovetid. Det er allerede meget køligt, så jeg har forberedt mig på en kold nat. Jeg må være lidt oppe i højderne her.
Hvor er det fedt med den godnatsang fra marken!

4/06 - 15.03

Km: 68827 - Annecy

Det var virkelig koldt i nat. Gætter på 5-8 grader. Trods alle forberedelser frøs jeg alligevel en del. Så jeg blev altså liggende i teltet til solen havde varmet mig grundigt igennem. Kl 10 var jeg på hjul igen.
Det har været sådan en dag, hvor jeg ikke rigtig er kommet nogen vegne. Har holdt mange pauser og været generelt ugidelig. Første stop var det første supermarked. Jeg ville have mælk - altså frisk og kold. Det er ikke noget de gør det store i. Sidste gang jeg købte, havde de præcis en slags at vælge imellem (hvis jeg ikke ville have lunken UHT-mælk). Her havde de slet ikke noget. Det blev så til en cola i stedet 🙄
Men bortset fra det, så har der været nogle spændende veje ind i mellem og jeg har da også fået kørt lidt ræs og har haft det sjovt med det. Og jeg er stadig begejstret for de dæk. De er altså lige en tand bedre end BT45. Med BT45 har jeg altid haft en fornemmelse af lige at drifte en smule på begge hjul. Det er der altså ikke noget af med dem her. Man ligger klippefast.
Jeg endte alligevel i en storby - ruten var lagt i retning Geneve, og der fortsatte jeg så til, for jeg ville egentlig gerne se noget vand igen. Jeg holdt så en længere pause på en af promenaderne og kiggede lidt på mennesker. Det er altid hyggeligt. Samtidigt blev der overvejet hvad jeg så skulle finde på, og det er altså blevet til at jeg er kørt til en campingplads i Annecy. Jeg søgte efter en billig på nettet og "Belvedere" dukkede op som et af buddene. Jeg sidder nu og venter på at receptionen skal åbne efter midddagslukning. Priserne ser ganske fornuftige ud, hvis der ikke kommer et eller andet uigennemskueligt gebyr oven i. Måske jeg ligefrem bliver her to dage og så kører direkte til Morano på torsdag. Jeg vil i hvert fald dandere den lidt her. Er megatræt - også en af grundene til at holde mange pauser. Det duer bare ikke at være træt på en motorcykel - altså væsentligt mindre end i bil!

4/06 - 19.59

Km: 68843 - Annecy

Jeg har været inde i byen og gå lidt rundt. Det er en meget fin by, så den kan anbefales. Selvfølgelig turistpræget - sådan som omkring Gardasøen, men hvis man kan leve med det, er det et meget fint udflugtsmål. Priserne synes høje, men jeg er snart ikke klar over hvordan priser skal være. Jeg får et chok hver eneste gang jeg går i byen i Danmark, så jeg er nok ikke den rette at spørge om den slags. - Man kunne fx tage en bådrundtur på søen. Det kostede det samme som jeg gav for at få fragtet mig selv og Tornerose fra Livorno til Sardinien og tilbage igen sidste år. Så hænger tingene ikke rigtigt sammen inde i mit hoved, men det kan da være det koster det samme med turbåden på Odense Å - hvad ved jeg??
På hjemvejen var jeg i en Lidl for at købe lidt aftensmad. Det blev selvsagt det sædvanlige plus et par øl. Det meste er nu indtaget, her fra min plads på toppen. Jeg har valgt den højest beliggende plads - det er sådan en terrrasseplads - og jeg kan følge med i hvad alle på pladsen laver. Det er godt fjernsyn. 😄 Pladsen blev valgt for at få mest mulig skygge og det bedste "smukke vue". Vuet er dog ikke hvad det har været, tror jeg. Træerne er simpelthen for høje til at se ud over søen. Men sådan er det jo, man kan ikke både få læ og skygge og samtidig uhindret udsigt. Jeg tror nu også at de fleste er tilfredse med skygge. Der er heller ikke langt ned til søen.
Jeg har ellers fundet min anden t-shirt igen. Utroligt at jeg kunne overse den i forgårs; den er rød, stort set alt andet er sort, men det gik lidt stærkt - ligesom pakningen. Jeg har dog med sikkerhed glemt to ting. Mit Morini-ur, som jeg vandt sidste år. Og jeg har ellers købt nyt batteri til det, så det var helt klar til turen, men ak og øv... og så har jeg glemt solcreme. Hvem tænker også på den slags, når vejret er gråt hjemmefra. Det blev dog købt i Lidl nu, for det kan mærkes i skallen at der er lidt mere sol her end da jeg kørte hjemmefra, også selvom jeg stort set har hjelm på hele tiden.
Nå, nok tomgangssnak, der sker ikke så meget lige nu, hvilket er helt perfekt. Det er det jeg har brug for - tænker jeg tager i restauranten lidt senere og får et par øl. Det er underligt billigt her!

4/06 - 22.59

Km: 68843 - Annecy

Jeg tog en lille gåtur på pladsen. Fandt sågar et sted hvor der virkelig var udsigt over søen. Der skulle jeg have tjekket ud inden jeg valgte min plads, men skidt, jeg skal jo ikke være her så længe. Turen endte foran restauranten. Her kunne jeg på skiltet læse - ud fra det yderst begrænsede franske jeg kan, og selvsagt sammenholdt med den lukkede butik - at tirsdag aften var der lukket. Jeg havde sat mig for at nyde en øl i andres selskab, så jeg gik ned til byen ad den stejle vej. Gik så først en runde nede ved søen og endte på en bar, hvor jeg bestilte en lokal øl. Den var ikke imponerende og prisen var som forventet høj.
Efter at have indsnuset lokalatmosfæren (det var heldigvis sådan en bar), gik jeg op ad den stejle vej igen. For fa’en, jeg er i dårlig form. Det er også mere end et halvt år siden jeg har trænet, har simpelthen ikke kunne finde tid, og når man laver for lidt fysisk krævende og spiser for meget (og drikker for mange colaer), så får man tynde ben og tyk mave. Det må der laves om på, for kønt er det ikke og det kniber med det fysiske overskud. Men i det mindste strammer bukserne ikke over knæene som sidste år 😁 Det kan dog helt klart mærkes når jeg kører. Jeg bliver hurtigere træt og det tager altså noget af fornøjelsen.
Jeg satser på en god gang søvn i nat. Jeg er jo kommet til et område, hvor der er masser af muligheder for krøl på vejene og nu synes jeg efterhånden at jeg er parat til det. Jeg har lidt ideer til turen i morgen og de peger alle i retning Morano. Jeg har nemlig besluttet at køre relativt langt i morgen og tage et stop ikke så langt derfra, så jeg torsdag formiddag kan trille stille og roligt det sidste stykke ind på træfpladsen.

5/06 - 21.17

Km: 69135 - Ivrea

Jeg sov ikke så godt. Frøs alligevel, selvom der intet var der tydede på at det skulle blive koldt. Men heldigvis havde jeg fået forregnet hvordan solen ville stå i forhold til teltet - havde satset på skygge, men fik lidt sol. Så jeg blev varmet igennem om morgenen. Jeg forsøgte så at sove så længe jeg kunne, og da jeg stod op tog jeg den med ro; fik et bad, pakkede stille og roligt og spiste resterne fra i går.
Det første stykke blev også taget med en vis afslappethed. Ruten var lagt med Torino som destination og ad snoede veje. Først gik det dog ned langs søen, og det er virkelig et smukt område. Det kan altså godt anbefales som feriemål.
Efterhånden blev vejene mere og mere snoede og tempoet kom op. Og Frankrig kunne sandelig byde på ordentlige veje - Jeg har jo egentlig mest talt skidt om Frankrig, men jeg kan faktisk godt lide landet. Arkitekturen kan jeg lide og folk er meget høflige og venlige. De lever ikke rigtig op til de dårlige rygter. De vil meget gerne være imødekommende. Det kniber bare med at kommunikere, og det er vist det, der er det største problem, for de er ikke så udfarende som italienerne, som bare snakker løs uanset om de bliver forstået eller ej. 😆
Da søen var passeret "drejede jeg af" ad små veje og var mere eller mindre alene - som altid på de små veje. Og i dag kom flankerne på dækkene for alvor i brug. Det første store pas var Cormet de Roselend. Lige inden toppen ligger der en inddæmmet sø, hvor der er utrolig flot og spændende. Der er masser af kæmpe vandfald som leverer, synes det, uendelige mængder af vand til søen. Hele turen er meget flot, så kommer man på de kanter, er det bestemt værd at tage turen. Jeg skulle så egentlig have været over Col d’Liseran, men det var endnu ikke åbnet, så jeg måtte tage nord om ad Piccolo San Barnardo. Jeg mente at jeg havde været der før, så det var lidt skuffende, men jeg tror faktisk ikke jeg er kørt over det før. Det var i hvert fald vildt sjovt og der var intet jeg kunne genkende. Så det har nok kun været "store Bernhard" jeg har været over. Det var pissekoldt på toppen og lidt regn var der også, men bare det at se grænseskiltet hvor der stod ‘Italia’ varmede så meget at kulde og regn kunne være ligegyldig. Så snart jeg kom et par hundrede meter ned på den anden side, var det tørvejr og varmen kom igen.
Jeg gjorde stop i Aosta for at få aftensmad. Her var lummert, sådan trykkende, og sorte skyer var der også i horisonten. Da jeg havde spist og satte mig til rette på Tornerose, tordnede det i bjergene. Den retning jeg skulle, så meget sort ud, og inden længe begyndte det at dryppe. Først tænkte jeg at det var så lidt at det var ligemeget. Det var jo varmt nok, så skidt med lidt vand. Det tog dog til og jeg blev mere og mere våd. Jeg havde en ide om at regnen var et bjerg/dal-fænomen og at der nok ville være tørvejr så snart jeg kom ud af dalen. Den var dog lidt længere end jeg troede og efterhånden var jeg godt våd, og nu kunne det snart være ligegyldigt at tage regntøj på.
Da bjergene begynde at flade ud, lysnede det ganske rigtig i horisonten, så jeg tænkte at nu var det nok ovre, men det var det i den grad ikke. Regnen tog så voldsomt til at det nærmest føltes som at køre under vand. Jeg kunne kun se ti meter frem, for det var som om der var et gardin af vand der bare skyllede uafbrudt ned og som jeg skulle tvinge mig igennem. Ved Ivrea stilnede regnen af, men i gaderne lå der et tæppe af 15 mm store hagl - hvor der var tørrest - andre steder måtte jeg forcere op til 20 cm vand i gaderne som kloakkerne simpelthen ikke kunne sluge. Jeg troede jeg var våd, men det blev jeg først for alvor der 😧 - men i det mindste kom varmen da tilbage.
Jeg fortsatte så indtil der for alvor var tørvejr og solskin. Fandt med det samme en mark at slå telt op på med smuk udsigt til bjergene jeg kommer fra...det ser ud som det regner der endnu. Her har jeg så smidt tøjet og hængt det til tørre. Mine nye støvler er vandtætte - det løber i hvert fald ikke ud, når det først er kommet ind. Jeg kunne formeligt hælde vandet ud af dem. - Nåja forresten, jeg har købt nye støvler. Jeg har i et par år ønsket mig motorcykelstøvler som ligner almindelige støvler. Jeg vil gerne kunne tage steder hen uden altid at ligne en motorcykelnørd. Og jeg var altså faldet for den model som Alpinestars laver der hedder Monty. De har fuld beskyttelse, men har udseende af vandrestøvler. De er nu ikke vandtætte - eller det er i hvert fald ikke en "feature", men de holdt nu tørre på første etape som jo også var i regn. Men vand ind ovenfra er der jo ingen støvler der kan holde ude. Jeg er meget glad for dem - de er faktisk også rigtig gode at gå i. Så nu ligner jeg totalt en hipster med jeans og støvler. Jeg mangler bare lige fuldskæg, tatovering og en skovmandsskjorte 😂
Jeg er knap 100 km fra Morano. Glæder mig til at køre ind på pladsen i morgen. Det er altid en skøn oplevelse.
Nu vil jeg kigge lidt på hvordan valget derhjemme går og så ellers tidligt i seng. Det må da snart kunne lykkes at sove igennem.

6/06 - 13.29

Km: 69221 - Morano sul Po

Det blev endnu en kølig nat. Jeg vågnede lidt tidligt - ingen sol. Sov så videre, og næste gang stadig ingen sol. Specielt varmt var det heller ikke og da jeg endelig tog mig sammen til at få pakket, var mit tøj nærmest lige så vådt som da jeg hængte det op i går. I det mindste var det tørvejr og ikke koldere end at jeg godt kunne køre i det våde uden at fryse alt for meget. Og jeg håbede så at tøjet ville tørre i fartvinden.
Da jeg nærmede mig Morano og de store flade rismarker begyndte at dukke op, tittede solen også stille og roligt frem og tøjet var næsten tørt. Så bare det sidste stykke ad de velkendte veje - ind gennem byen, ned på diget, ned ad grusvejen og ind mod pladsen. Lige da jeg kommer til porten er en bil ved at køre - det er Chiara. Jeg får parkeret Morini’en inde på pladsen og da jeg vender mig om, ser jeg hende stå ud af bilen og styre direkte imod mig. Vi hilser og jeg ønsker hende tillykke - hun har fødselsdag idag! Dejligt at blive mødt på den måde. Jeg havde håbet at se hende idag, nu hun har fødselsdag, så helt perfekt!
Jeg får hilst på Fulvio og flere kendte ansigter. De spørger om det sædvanlige og jeg svarer så godt jeg kan ud fra det jeg forstår.
Det er så dejligt endelig igen at være her!
Telt blev slået op og tøjet hængt til at tørre helt. Mens jeg er ved at gøre klar til at skulle lave ritualet, jeg som nævnt har glædet mig til, hører jeg en Morini komme. Det er Armin og Ingrid. De bor på hotel og skulle lige se hvor langt tingene var her. Vi snakker lidt og så kører de. Jeg får også sadlet op og tager ind til Casale. Ind i det sædvanlige supermarked for at købe lidt mad, øl og cola og så til den "blå elefant-som ikke længere er en blå elefant" for at få vasket Tornerose. Som jeg før har sagt, så er det nærmest det tidspunkt på året, hvor hun bliver mest ren. Men det er vist også noget krads rensemiddel der er i.
Nu er jeg tilbage på pladsen og har spist. Det er begyndt at regne, så jeg sidder i teltet og kigger ud på floden. Vejret er lunt og nu hvor alt er tørt, er det bare hyggeligt. Ifølge vejrudsigten skulle det blive bedre og lørdag skulle det blive rigtig varmt.
...overvejer om en middagslur var på sin plads 😉

6/06 - 11.01

Km: 69221 - Morano sul Po

Pyha, det blev lidt heftigt igår. Fik alt for meget at drikke. Det synes at være obligatorisk om torsdagen. 🙄
Jeg tog mig en lur efter sidste skrift. Det var tiltrængt. Kort efter jeg vågnede kom hollænderen Hans og så gik snakken. Armin og Ingrid kom igen og så dukkede Klaus og Christine op.
På et tidspunkt kom Fulvio og sagde at vi alle var indbudt til aftensmad - Chiara skulle fejres! Jeg sad så og snakkede med Hans ind til festlighederne gik i gang. Han skal idag ud at kigge på hus. Han har fået solgt en af sine sjældne Ducati’er og vil så gøre alvor af at købe hus her. Priserne er meget lave, fordi folk flytter fra landområderne. Lidt over 100.000 kr lå priserne på på de to huse han havde kig på.
Nå, men festlighederne gik så i gang. Og der blev selvsagt sunget og skålet for fødselaren. Da festen var godt i gang kom tre Morinier ned ad grusvejen. Det var Hamborg-delegationen: Andreas, Martin og Norbert. De havde taget biltog til Lörrach og var så kørt derfra. Jeg troede egentlig at de først ville komme i dag, men dejligt at se dem allerede.
Ved midnat tyndede det ud i selskabet. Og til sidst var der kun Norbert, Martin og mig tilbage. Vi fik ryddet op og snakkede vel et par timer mere og så kunne jeg ikke mere.
Jeg har været meget længe om at vågne og er stadig ikke helt på toppen. De andre er kørt på tur, men jeg må vist hellere trække den lidt endnu, før jeg sætter mig op på et køretøj. 😬

8/06 - 01.41

Km: ca 69300 - Morano sul Po

Det bliver enkelte brudstykker, for det er svært huske. Som altid er der utrolig mange møder og snak.
Her til aften var der en fællestur. Det var noget helt nyt. Meget hyggeligt. Vi var oppe på det plateau, som vi også var for et par år siden, hvor man kan se ud over hele det flade område. Som før nævnt er det Europas største sammenhængende dyrkede areal. Vi kunne selvsagt ikke se markerne, men derimod lysene fra alle husene. Det var også er fint skue. Selv om det var flot og spændende stod de fleste med ryggen til - for at kigge på Morini’er 😆 - man skulle tro at der var nået et mætningspunkt, men tilsyneladende nej!
Jeg fik hilst på en ung gut fra Milano som jeg snakkede en del med sidste år. Utrolig sød og venlig mand. Og apropos: jeg har de sidste par år snakket med en, hvis søn har været i København et par år for at studere - og nu var han tilfældigvis i Italien, så han fik jeg også hilst på. Det er altid interessant at høre hvad fremmede synes om Danmark - især efter længere ophold. Jeg har altid en forestilling om at der ikke er det helt store positive at sige, men Giacomo syntes tilsyneladende godt om Danmark.
Vittorio har jeg også snakket en del med.
Mauro har som vanligt spurgt om jeg ikke nok vil lave et koblingsdæksel til ham, magen til det jeg har lavet til Tornerose. 😁 Han har ikke sin bod med, for han siger det er for meget arbejde og at han tjener for lidt på det. Desværre er Franco Nanni her heller ikke med sin bod i år. Jeg havde ellers en hel masse jeg gerne vil have haft hos ham og som jeg ved han plejer at have.
Der er kommet otte spaniere. Alle nogle jeg har hilst på det år jeg besøgte deres træf.
Jeg har købt en t-shirt i den vanlige bod. Han er i det mindste kommet i år.
Der er kommet flere tyskere. Alle særdeles velkendte ansigter.
Nåja, Armin sagde igår at han har en 125’er til salg. Han havde hørt at jeg var interesseret i en. Den er meget billig, så måske...🤔😁
Der kan være jeg kommer i tanker om mere, men nu er det sengetid. Er træt og i morgen er der endnu en spændende dag i vente. Der er mulighed for at prøve de nye Morini-modeller og det skal jeg selvfølglig se om ikke kan lade sig gøre.

9/06 - 00.35

Km: ca 69400 - Morano sul Po

Endnu en gang brudstykker:
Blev indskrevet i morges. Ingen t-shirt. Denne gang et skærebræt 🙄 Jaja...
Kl 10 var der prøvekørsel i Casale. Jeg har ikke fået mit kørekort med 🙄 - og det skulle de bruge til registrering, så ingen prøvetur til mig. Men skidt, der var meget ventetid og turen var kort. Til gengæld solgte de merchandise til en lav pris. Jeg købte to sweatshirts...og et armbåndsur, så jeg alligevel kan gå rundt og fortælle hvad klokken er 😆
Har hilst på en million mennesker, synes det.
‘Startgomma’ er her med en lille bod. Jeg har købt batterirem til Tornerose.
Har også købt tandhjul til startermotoren. En eller anden har spurgt om jeg ville købe når jeg kom her, for de kan altid fås her til en god pris. Jeg kan ikke huske hvem der spurgte mig - endnu en følge af for meget at lave, men nu er det købt. Jeg havde også helt glemt at jeg havde spurgt Peter om han ville tage plastikdæksler til sikringsboksen med til mig. Dem kom han med i går. Så det var da en glædelig overraskelse, der kom ud af min dårlige hukommelse.
Kl 15 var der fællestur. Først til Casale, hvor Morinifabrikken stadig var tilstede og så en tur rundt i bjergene, hvor der jo er helt utrolig smukt. Fik snakket med designeren af den nye Morini - ‘Milano’. Han fortalte at de var i gang med at udvikle en ny model med 600 kubik. Desværre lader det til at det ikke bliver en V-motor. Ikke alt kunne han afsløre, men rygterne siger en twin-rækkemotor.
Fik selvfølgelig også hilst på Lambertini.
Jeg snakkede også lidt med mekanikeren, der lavede service på Tornerose sidste år. Jeg har aftalt med ham at jeg kommer forbi på fabrikken mandag og får endnu et billede af ham sammen med Tornerose 😄
Efter turen gav Moriniklubben vin og snacks på pladsen. Vi plejer jo ellers at få det, de steder vi besøger, men i år var der ikke stop nogen steder på turen.
Der var om aftenen det sædvanlige lotteri. Jeg vandt dog ikke noget.
Der var i år et halvakustisk band på scenen. De var faktisk ok og det var ikke sindssygt højt.
Jeg er gået tidligt i seng. Har den sidste time bare gået rundt og suget atmosfæren til mig. Det skal jo holde et helt år. Var dog meget træt til sidst, så jeg gik i teltet som en af de første.

9/06 - 13.20

Km: 69411 - Morano sul Po

10/06 - 10.30

Km: 69475 - Cascina Dogana

10/06 - 19.10

Km: 69684 - Lazise

Jeg har lige været i Spar. Denne gang havde jeg husket sandalerne. Bare tæer er jo et no-go der, fandt jeg ud af sidst. Tog så ned gennem den gamle by og ned på havnen. Det er nu en hyggelig lille by - hvis ikke det var for alle de turister...😆. Jeg er i Lazise på den snart sædvanlige campingplads. Jeg har været fuldstændig ideløs med hvor jeg skulle hen, så det er altså endt her. Jeg sov dårligt i nat. Jeg har haft lidt ondt i maven i mange dage efterhånden og det store måltid i går, har nu ikke hjulpet på det. Træffet sluttede heldigvis på samme måde som det begyndte, nemlig i selskab med personalet og Armin og Ingrid. Der var dog ikke så mange i år, men det blev det jo kun mere intimt af. Der blev ædt til den store guldmedalje og selvom jeg havde lovet mig selv at jeg ikke ville drikke så meget, røg der alligevel alt for megen rødvin ned. Jeg havde også taget noget sort Gajol med, som jeg så delte ud af efter desserten - lidt i håb om at jeg kunne få min lommelærke fyldt op igen med Liquirizia. Det lykkedes - 😆
Snakken gik selvfølgelig også og jeg og det tyske par blev spurgt ud om alskens forskellige ting. Har jeg nævnt det før...jeg forstår mere og mere italiensk år efter år. Under aftenen fandt jeg mig sågar sidde og oversætte fra italiensk til tysk. Jaja, så meget er det heller ikke jeg kan, men det bliver da nemmere at forstå de simple spørgsmål og svar jeg får.
Inden festlighederne gik i gang, sad jeg sammen med Armin og Ingrid på bænken ved floden. Vi var de eneste tilstede og der var helt stille, bortset fra floden susen og fuglenes sang. Det var helt dejligt at have som afveksling til de hektiske dage. Jeg synes jeg "er på" hele tiden, for det er en lang køre af snak med forskellige mennesker og så er der jo fællesturene som også skal afvikles. Men det er nu fint som det er. Det er jo et helt år der skal klares på fire dage.
Ellers gik dagen jo med at tage afsked. Spanierne to afsted som nogle af de sidste - sammen med Norbert. De tog til deres logi i Asti for at spise. De spurgte godt nok om jeg ville med, men jeg ville hellere satse på en aften med italienerne. Og så gik jeg ellers i ro og mag og begyndte at pakke, fik vasket t-shirt, strømper og støvler, og fik givet støvlerne læderfedt (købte noget for et par dage siden), for jeg syntes at de skulle friskes op oven på vandgangen i onsdags.
Inden Lambertini nåede at stikke af, fik jeg ham lige til at gøre mig en tjeneste. Jeg viste ham billedet af Tornerose fra den gang for ti år siden, hvor han blev fotograferet sammen med hende - og spurgte så om vi kunne lave en gentagelse. Selvfølgelig, sagde han! Jeg havde placeret Morini’en ved samme træ, og jeg tror det lykkedes mig at ramme motivet nogenlunde på samme måde.
Turen om formiddagen gik først til Casale, til et Grapperia. Jeg forstår jo ikke så meget af snakken, men Hans oversatte ind i mellem de mere interessante ting. Derefter kørte vi en runde i bjergene og på de sidste stykke, fik den som så ofte fuld gas. Franco og jeg lå i forreste gruppe med vores 3 1/2’ere og kørte nogenlunde lige op i et forsøg på at følge med de store 1200-kubikker. Det var ski’ sjovt. Jeg kunne ikke lade være med at tænke "sådan en gang gamle mænd som opfører sig som en flok teenagere"😁
Men nu er jeg så i Lazise. Jeg har lige hilst på ham danskeren jeg møder hver gang jeg er her, så alt er ved det samme. Og har så i øvrigt talt dansk for første gang i halvanden uge. Det var helt mærkeligt.
Som nævnt er det blevet til dette i mangel af bedre ideer - plus at nogle af de pas jeg havde i tankerne for alpekrydsning er lukkede endnu. Ville egentlig gerne prøve Stelvio i godt vejr - også selvom jeg egentlig ikke gider de store pas, har jeg fundet ud af. De er faktisk ikke så sjove at køre, for det er meget lige ud og så et 180º-sving, så lige ud og det samme igen. Og mange gange er der jo møgkoldt på toppen og vand på vejene. Så jeg søger altså helst mere mod de små pas.
Turen idag har været stile og rolig. Mange lige veje, hvilket jo altid passer mig oven på træffet. Jeg havde så et større stop ved Morinifabrikken. Jeg blev budt velkommen af Christine, som godt kunne huske mig og hun gav mig en lille rundtur i fabrikken og fortalt lidt om den nye model. Hun kunne stadig ikke afsløre noget afgørende, men til november skulle den gerne blive præsenteret.
Jeg fik hilst på folkene i værkstedet og på lageret - de sagde alle sammen "Hi Soren". Det er da lidt sjovt!
Jeg fik købt endnu et ur. Så nu har jeg et hver farve!🙄
Besøget sluttede med fotosession af mekanikeren og mig foran min Morini - som jeg jo havde aftalt med ham. Christine tog billeder og Mauro og jeg poserede. i øvrigt ville Christine gerne vide mere om træffet hos os. De forsøger meget intenst at få etableret stærk kontakt til rødderne og Morinifællesskabet, så hun ville gerne vide meget mere. Jeg vil så sende hende lidt forskelligt når jeg kommer hjem.
Næste stop var ved en nedlagt tankstation...som jeg troede jeg kunne tanke ved. I stedet for benzin tankede jeg op på anden vis. Jeg tog simpelthen en powernap op ad den lukkede butik. Jeg har været meget træt idag! Benzin blev så tanket ved den næste tank.
Nu har jeg drukket min Ichnusa - når det ikke bliver til de store eksotiske rejsemål i år, er det jo fedt at det lokale supermarked har øl fra Sardinien. Så smager det jo lidt derhenad. Om lidt vil jeg gå ned og dyppe tæerne i søen!

11/06 - 11.30

Km: 69765 - Lazise

Jeg måtte tidligt op! Og her er forklaringen:
Ilaria er den mest passionerede kvindelige Morinist jeg kender. Jeg har, som jeg tidligere har nævnt, en lidt særlig forbindelse til hende, som krydser sprog- afstands- og aldersbarrierer. Hun kan ikke meget engelsk og jeg endnu mindre italiensk, men gennem google translate kan vi så skrive sammen.
En af grundene til at jeg valgte at tage heroverad, er fordi hun bor i nærheden. Jeg havde sådan et lille håb om at vi kunne mødes på en eller anden måde. - Jeg gør af og til den slags. Det er ikke altid det lykkes, men når det gør, er det magisk. I dag var sådan et magisk øjeblik.
I går udvekslede vi høfligheder efter træffet og hun skrev at jeg kunne kigge forbi på hendes arbejde - det ville glæde børnene, som hun skrev. Hun arbejder som pædagog i en børnehave i Verona. Det er jo ganske tæt på og derfor skrev jeg at jeg da kunne komme forbi næste morgen inden jeg kørte videre nord på. Hvad gør man ikke for børnene 😄 Ilaria har postet en del billeder på facebook af hvordan hun fremviser sin Morini til børnene og jeg synes simpelthen det er så fedt, at jeg da også gerne vil være en kilde til at fremelske fremtidige Morinister 😆 Og desuden havde jeg en ide om at det kunne blive et rigtig sjovt møde med mange forskellige elementer som del af det.
Under skriverierne fiskede hun også efter en køretur sammen og der er faktisk noget jeg har ønsket siden jeg mødte hende første gang. Jeg havde dog svært ved at se hvordan det kunne lade sig gøre, men Ilaria var heldigvis vedholdende og aftalen blev at hun ville komme til campingpladsen kl 8 og vi så sammen skulle køre til hendes arbejde.
Klokken lidt i 8 trillede jeg så ud fra campingpladsen og der stod allerede en vinkende Ilaria. Vi fik hilst og hun havde en gave med til mig - en nøglering af form som et 3 1/2-logo. Meget fint!
Vi kørte så afsted, men i den forkerte retning, og jeg fandt så ud af hvorfor. Hun ville simpelthen lave en større tur ud af det. Vi kørte så først gennem de smukke områder øst for søen og endte i Verona. Her blev der leget turist med Morini og jeg fik set dele af byen som jeg ikke har set før. Det er en meget spændende og flot by. Turen endte selvsagt i børnehaven.
Ilaria er en fantastisk kører. Meget dygtig! Det at køre i byer her i Italien er jo lidt som at spille Tetris - man skal helst være en god strateg og det er hun. Hun kører hurtigt, men med sikkerhed for øje og hendes linjer på vejen er meget flotte. Altså virkelig en stor fornøjelse at køre sammen med.
I børnehaven blev budt på morgenmad og da børnene og jeg havde spist, gik vi med Ilarias gruppe ud til Morinierne. Ilaria fortalte og børnene lyttede og spurgte. På et tidspunkt spurgte de om jeg ikke ville starte Tornerose. Lille G fik lov at dreje lidt på gashåndtaget og han fik gasset lidt voldsomt op, så A begyndte græde over den høje lyd. Med Ilarias hjælp blev hun dog hurtigt god igen 😆
Efter en halv times tid tog jeg så afsked. Skal jo helst forlade campingpladsen inden middag.
Men altså fantastisk oplevelse - noget meget andet end at kigge på motorcykler 😉 - og endnu et herligt indblik i italiensk kultur. Og det at møde mennesker jeg holder af på hjemmebane og i deres dagligdag er noget helt særligt.

11/06 - 20.17

Km: 70096 - Patsch

Den sidste times tid har jeg egentlig kun ledt efter et sted at slå telt op. Det er svært at finde et stykke vandret jord i disse bjergrige egne - de fleste flade steder bor der nogen i forvejen. Men stedet jeg så endelig fandt er utrolig smukt. Udsigt til isklædte bjerge med solnedgang bag dem, og tæt på spiller en flok køer musik med deres klokker.
Jeg har igen været ugidelig og ideløs. Jeg tror at jeg har lagt ruten om fem gang i dag. Egentlig havde jeg sigtet mod noget mere østligt, mod Dolomitterne, men jeg ville gerne se noget nyt, så ruten blev lagt mere vestligt. Senere tjekkede jeg hvilke pas der var åbne og siden Stelvio nu var blevet åbnet, styrede jeg den vej. Senere igen blev vejret kedeligt, gråt og koldere, så jeg tjekkede web-cams på Stelvio, og det så på ingen måde indbydende ud: vejene var sjaskvåde, så det gad jeg ikke. I stedet blev det så Jaufenpass. Der var faktisk et rigtig fedt pas. Vejene var rigtig sjove og naturen flot. Ikke så dramatisk som visse steder, men meget fint. Desværre var vejene halvvåde på sydsiden og på nordsiden er asfalten ikke så god på det øverste stykke, men altså et af de sjovere uanset.
Vejret har vekslet meget i dag. I morges var der 27 grader, op ad dagen midt i trediverne og det har været fugtigt. Men jeg har rigtig nydt varmen. Da jeg nærmede Østrig blev det stadig koldere og mere gråt. En enkelt byge truede også, så jeg gjorde holdt og fik noget at drikke ved et Eurospin-supermarked. Det kan ikke just anbefales. Vareudvalget er godt nok ringe. Men jeg fandt da noget juice og tørsten blev slukket. Bygen blev ikke rigtig til noget, så jeg fortsatte indtil jeg kunne lave en af de sædvanlige ting jeg gør en del i: nemlig at filme Tornerose runde 170.000 km. Jeg skal bare køre endnu 2.000, så har Tornerose og jeg kørt 100.000 km sammen! 😄
Jeg går megatidligt i seng i dag. Søvn kniber det jo med at få og jeg har da også været meget træt i dag, men nu vil jeg prøve. Jeg tror dog det bliver en kold nat. Må hellere tage en masse tøj på med det samme.
Her er dårlig forbindelse, så upload bliver nok først i morgen.

Youtube insisterer på at vende videoen 🙄

12/06 - 23.09

Km: ca. 70350 - Inning am Holz

Fra i morges:
Det har regnet meget i nat. Jeg blev liggende i teltet og snuede til solen havde varmet teltet igennem og jeg kunne høre at vejen var tør. Fik sovet rimelig godt, men føler stadig at jeg burde sove en hel uge i træk for at indhente den manglende søvn.
Etapen idag er ultrakort. Jeg har aftalt med Christine og Klaus at jeg kommer og besøger dem i aften. Og der er omkring 200 km. Så jeg vil se om der er et "turistmål" på vejen.

Aktuelt:
Det blev igen en dag med halvlangsom kørsel på større veje. Jeg har ikke rigtig gidet at køre små veje og har undret mig over hvorfor. Måske er jeg kommet frem til at det er fordi de er langt mere krævende - og jeg har haft brug for bare at slappe af. Jeg har dog nydt hvert sekund på Morinien, så selvom jeg i år har valgt ruter jeg normalt ville undgå, så har det været en dejlig rejse. I dag tænkte jeg at det lidt er ligesom den måde jeg ser fjernsyn på. Jeg vil typisk bare se noget der ikke kræver noget. Noget jeg kan koble af til. Og det at se landskab og kultur fare forbi og veksle har været meget befriende. Normalt når jeg er på tur, får tankerne lov til at få frit spil og som regel danner der sig noget der kan formuleres til et samlet hele bagefter. Hjemmefra havde jeg en del emner som jeg havde set lidt frem til at filosofere over på denne tur, men jeg har ikke skænket noget som helst en tanke, altså virkelig intet - og det har været skønt! På mange måder har det været det jeg har stræbt efter. Det er bare lykkes endnu bedre end jeg havde kunnet forestille mig.
Jeg har dog tænkt lidt over hvor dårlig form jeg er i. Sidste år var jeg jo i fysisk topform. I år har jeg været i elendig form - og det gør en helt enorm forskel på det at køre. Jeg har haft ømme arme og troede egentlig at det var armene det var galt med, men jeg har efterhånden fundet ud at det simpelthen er "core"-muskulaturen der er slatten. Normalt er det den der holder mig oppe og ikke armene. Armene skal bare hænge på styret og ikke bære mig. Af samme grund har jeg haft mere ondt i røven end jeg plejer.
Apropos røv: allerede sidste år spekulerede jeg i at få nogle silkeunderbukser til at have mellem de almindelige underbukser og kørebukserne - bare som et glat lag. Kørebukserne har det med at trække i huden hver gang jeg flytter mig eller sætter benene ned - og hver gang jeg har holdt pause, går der et kvarter før bukserne sidder ordentligt igen. Jeg har derfor tænkt at det ville hjælpe med noget der ligesom kunne gøre at de lettere glider på plads. Jeg må se om jeg kan huske at eksperimentere med det inden næste længere tur.

Jeg kørte i morges afsted i fint solskinsvejr. Ikke vildt varmt, men rart! Det første supermarked af en vis standard blev valgt og jeg fik mig lidt morgenmad. Her sad jeg længe og overvejede om jeg skulle gøre det ene eller andet, kom ikke frem til noget, men kørte så endelig videre.
Er stykke fremme var der vejarbejde og trafikken standset. En BMW-kører kørte op på siden af mig og spurgte mig lidt ud om Morinien. Han skulle til selv München. Han kørte godt til - lidt som mig selv, så jeg lå bagefter ham et meget langt stykke. Han pegede af og til på ting som var interessante og jeg nikkede bagved. Meget hyggeligt. På et tidspunkt skulle han tanke og jeg var så alene igen. Efterhånden som jeg nærmede mig grænsen blev det koldere og helt vildt blæsende, og fornøjelse ved at køre blev væsentligt reduceret. Jeg gjorde holdt for lige at overveje situationen. Jeg besluttede at køre ind til München og så tage på museum. Jeg havde jo alligevel en del timer inden jeg skulle være hos Klaus og Christine.
Jeg har ofte hørt folk tale godt for Deutsches Museum, og det har faktisk været på ønskelisten længe, så det blev valgt som mål. Og det var meget spændende og helt enormt omfattende. Jeg skulle have haft dobbelt så lang tid der. Men jeg nåede at se det jeg synes var vigtigst.
Nu er jeg så hos de dejlige mennesker Klaus og Christine. Vi har fået snakket lidt om sidste weekend. Jeg har fået lækker mad. Og her sidst på aftenen så vi en video som Helmut har lavet fra det tyske Morinitræf i ‘98. Det var helt sjovt at se de mennesker som jeg efterhånden kender så godt - 20 år yngre!
Men nu er det sengetid. Jeg er blevet indlogeret i det luksuriøse gæsteværelse og ser frem til at skulle sove i en rigtig seng.

14/06 - 16.09

Km: ca. 70700 - Naila

Jeg sov uroligt, trods de fantastiske forhold. Var vågen midt på natten og kunne ikke falde i søvn igen. Tror jeg lå en time og bare lå. Ikke desto mindre var jeg forbavsende frisk på turen.
Kl 8 blev morgenmaden serveret. Vi snakkede lidt over bordet og så fik jeg pakket, skrevet den vanlige uinspirerende hilsen i gæstebogen og sagt på gensyn.
Ruten var lagt ad snoede veje direkte mod Naila, hvor træffet foregår. En del af ruten var ad motorvej, nemlig gennem Regensburg. Det gik fint, var hurtigt igennem og resten af vejen foregik så ad små veje. Bayern er altså et fedt område at køre i: store bløde kurver, brede veje og lækker jævn asfalt. Hvis ikke Italien for mig havde det særlige ekstra, ville Tyskland rigeligt række som rejsemål!
I går var egentlig første dag, hvor jeg hele dagen kørte ligesom jeg plejer - altså udelukkende med det at køre for øje og at blive bedre til at køre. Dejlig dag med Morinien!
Turen var jo ikke så lang - lidt over 300 km, så jeg var på træfpladsen lidt over middag. Andreas var der som den første, men kun lige ti minutter før mig 😄 Han har en gammel og en ny Corsaro med, og han ville tage en lille tur i området på den lille. Jeg besluttede så at køre med og det var en fin tur. Han kørte forrest med 125 kubik og jeg forsøgte at hænge på bagved. Det mærkes tydligt hvor mange km og år han har kørt, og så er han relativt frygtløs. Havde han en hurtigere maskine ville jeg nok ikke turde følge med.
Tilbage på pladsen begyndte det at drysse ind med nogle af de kendte ansigter. Karl Heinz og Thomas - de tog brødre der har overtaget Tritsch’s butik og som i år er værter for træffet - tog meget vel imod alle gæster. De er utrolig søde og opmærksomme - og meget ydmyge over for det scenarie de er trådt ind.
Ved aftenstid kørte Andreas og jeg i Andreas’ bil ind til Bad Steben for at købe aftensmad til alle, som så blev indtaget på restaurantens terrasse.
Træffet foregår ved en sportsforening, hvor der er den tilhørende restaurant. Værten skænkede øl til os, (som i øvrigt kun koster 17 kr for en halv liter!) og fortalte lidt om stedet og området. Sidst på aftenen satte han sig og drak en øl med os. Han gav også et forslag til en vandretur man kunne gøre, i nærheden af et by som hedder Hölle. Andreas, Holger, Norbert og jeg blev enige om at det kunne vi da prøve om formiddagen.
Lidt over midnat gik jeg i seng. Det er meget koldt om natten her, så i nat tog jeg masser af tøj på - og for en gang skyld nok, og jeg frøs ikke. Til gengæld havde jeg igen problemer med maven. Skulle nok ikke have valgt chili til döneren, for den var meget stærk. Maven har ellers ikke klaget de sidste par dage, men det gjorde den i nat, så igen var der et par timer hvor jeg ikke sov.

Kl 9 var jeg oppe. Andreas havde hentet morgenmad til os og en times tid senere kørte vi som aftalt til "helvede". Jeg kørte på Tornerose, for lige at få et billede af byskiltet - de andre i bil. Vi gik så den foreslåede rute, som tog halvanden times tid og det var helt hyggeligt og interessant. Og rart at få rørt sig lidt.
De andre kørte direkte hjem. Jeg til den lokale Edeka for at få en kold øl. Jeg spurgte en kvindelig kunde om hun var kendt i området og om hun kunne fortælle mig hvad der var lokalt - og så gav hun mig en meget detaljeret rundvisning i sortimentet. Sjovt! Supermarkedet er i øvrigt det mest ordentlige jeg nogensinde har været i. Ikke en etiket var drejet forkert og alt stod snorlige. Men det er vist meget normalt på disse kanter. Sportsforenings lokaler er helt utrolig flotte og alting bliver holdt yderst pertentligt.
Jeg fik min øl (de har også nogle på køl) og kørte tilbage på pladsen og drak den. Der var kommet flere kendte ansigter og snakken gik selvfølglig.
Nu har jeg dog lagt mig i teltet. Vil se om jeg ikke kan sove lidt, for jeg mærker nu den manglende søvn, og det er nok det eneste tidspunkt hvor det kan lade sig gøre at sove uden at gå glip af alt for meget 😁

15/06 - 17.13

Km: ca. 70800 - Naila

Igen må det blive brudstykker.
Vi blev alle kaldt sammen til aftensmad. Godt træk. Jeg synes det er fedt, hvis alle spiser samtidigt. Det giver en helt anden fællesskabsfølelse. Forinden den inkluderede chili con carne blev serveret, bød Karl Heinz os alle officielt velkommen. Alting bliver gjort meget ordentligt, det vækker tiltroen til de to brødre.
Aftenen gik så ellers med snak. Kl 1 gik jeg dog i seng. Er bare for meget bagud med søvn, men jeg kunne nu høre at Norbert rumsterede i sig telt lidt senere, så jeg er vist ikke alene med at have fået for lidt søvn.
Sov bedre, men stadig for lidt. Jeg skriver dette i teltet og vil bagefter prøve at få en lur.
Ellers begyndte dagen med en overdådig morgenbuffet. Var oppe allerede kl 8. Kl 11 var der fællestur og jeg valgte at tage med den hurtige gruppe. Første stop var ved en KZ-lejr. Ikke det meste opmuntrende, men man bør jo tage sådan noget med, så det ikke går i glemmebogen. Jeg kan hver eneste gang undre mig over hvad der kan gøre at nogle mennesker kan blive så forråede, at man kan ringeagte andre mennesker i den grad.
Turen gik så videre til en restaurant, hvor vi fik lidt at drikke. Derefter direkte hjem - og her blev der kørt stærkt. Det kan til stadighed forbavse mig hvor mange Morinister der er yderst kompetente kørere. Jeg får jo af og til at vide at jeg kører lidt tjept, men i sammenligning med sådan en flok er jeg ikke særlig hurtig. Har selvfølglig heller ikke så megen erfaring.
Tilbage ved pladsen valgte jeg at køre videre til Bad Steben for at tanke, så jeg er klar til i morgen. I år har jeg hele tiden været på forkant med at tanke, tror jeg kun har været på reserve en enkelt gang. Men den går ligesom også lidt længere på literen end den plejer - også selvom jeg kører til. Jeg har nu også været yderst penibel med at indstille den hjemmefra.
I restauranten var der kage og kaffe. Igen et kæmpe udvalg med meget vellavede kager. Jeg er ellers ikke så meget til kage, men tog alligevel et stykke og det var meget lækkert.
Ellers er dagen gået med snak. Der var en der på et tidspunkt sagde: "alle kender Søren" og sådan føles det også ind i mellem. Jeg bliver trukket frem når der skal stilles diagnoser og bliver spurgt ud om alskens "specialist-spørgsmål" og jeg svarer selvfølgelig så godt jeg kan, men jeg føler mig overhovedet ikke som "specialist". Heldigvis kender jeg efterhånden så mange som ved mere end mig, så jeg kan som regel henvise, hvis min viden ikke slår til.
Og så har jeg fået solgt en del af de stumper jeg havde med og har fået forespørgsler på forskellige ting som folk gerne vil have lavet, så det er rigtig fint.
Og jeg har endelig fundet ud af hvem der havde bestilt det tandhjul jeg købte i Italien. Det var simpelthen Iris og Hartmut ...min hukommelse!!! 🙄
Nå, sove!

17/06 - 12.03

Km: 71659 - Hygind


Med de sidste stråler fra en utrolig smuk solnedgang som ledte mig hele vejen gennem Danmark og hjem til Hygind, ankom jeg ved halv elleve tiden i går. Jeg var lige ved at køre en omvej på 7 km, bare for at tallet kunne blive lige, men jeg var simpelthen for træt. 4993 km blev det til i år. Den korteste tur endnu!
Min kære nabo som har fodret fisk og vandet blomster, havde lagt æg fra deres høns til mig i køleskabet, så der blev hurtigt lavet en æggekage som aftensmad - ledte forgæves efter en øl, men tog så et par glas vin og så gik jeg ellers ud som et lys kort efter.

Jeg skal lige have lørdag aften med:
Snak selvfølgelig!
Til aftensmaden havde de hyret en grillvogn som serverede noget lækkert mad. Det måltid, frokost, kage og drikkevarer var det eneste vi skulle betale for ud over træfgebyret, så det var faktisk et relativt billigt træf - næsten så billigt som vores 😆
Ved ottetiden var der præmieoverrækkelser. Dietmar havde i La Strega lavet en kryds og tværs (som var ret svær) og vinderen af de korrekt indsendte svar blev fundet ved lodtrækning - der var kun 8 der havde indsendt. Vinderen blev Susanne! - Hende snakkede jeg i øvrigt en smule med under fællesturen. Hun er ved at "sadle om" - er ved at tage en uddannelse som tekniker hos Daimler (tror jeg det var) - en helt anden retning end det at være læge. Men spændende valg - Ingen penge, men ordentlige arbejdstider, rigtig ferie og helligdage, som hun sagde. Og endnu mere i øvrigt: hun kom på sin Fønix, som hun kalder den. En genopbygning af hendes 500 som gik tabt i en brand de for nylig har haft, hvor adskillige Morinier gik tabt! Hun havde lige fået den færdig få dage inden træffet.
Nå, årets stambord blev også kåret. Det blev Braunschweig’erne. De er altid talrige. Det plejer at være dem eller Hamborgstambordet der vinder. Sidste år fik "vi" (jeg er æresmedlem 😁) præmien og vandrepokalen har stået hos mig et år.
Apropos den vandrepokal - den blev sendt hjemmefra (eller rettere Tanjas svoger sendte den for mig fra Riede) til Karl Heinz lige da jeg tog på tur. I pakken var også nogle stumper jeg har lavet til Armin og Erhard, en kop som Andreas havde glemt til træffet her, et multimeter som jeg ville forsøge at sælge (fik jeg solgt!) - og en udstødning som jeg skulle bytte med Werner. Udstødningen er en som jeg gerne vil bygge om, men jeg syntes den var lidt for god til at skære op, så jeg havde spurgt i ital-web om der var nogen der havde en dårligere at bytte med - og det havde Werner. Så vi byttede således til træffet. Den jeg så fik i bytte er blevet pakket ned i kassen - sammen med så meget som muligt jeg ikke skulle bruge på hjemturen, så jeg kunne køre med let oppakning. Thomas har fået pakken med hjem og han vil så sende den fra Hamborg i dag! …vi finder altid en løsning 😉
Resten af aftenen gik selvsagt med endnu mere snak. Jeg snakkede blandt andet med Stefan og Dietmar - eller rettere jeg lyttede mest til dem snakke - om ventiler, vippearme, lejer og smøring/køling. Megainteressant - de er begge fagfolk på højt niveau. Dietmar har været med til at udvikle Bugattis motor og Stefan er jo professor på det tekniske univeristet i Hamborg.
Jeg havde jo egentlig planer om at sove længe og køre sent, så jeg blev oppe til det sidste, men ved et-totiden var mere eller mindre alle gået i seng, så jeg fandt også mit telt.


Gårsdagens tur blev rejsens længste etape: lidt over 800 km - og følgelig var jeg meget træt da jeg kom hjem. Jeg havde egentlig planlagt at tage den i to etaper, men jeg kom tidligere afsted end forventet og det gik forrygende på landevejene. I forgårs aftalte jeg med Norbert at vi skulle følges. Vi havde snakket løst om det for længe siden, og vi blev så enige om at køre sammen hjem. Han er jo en af dem jeg holder mest af at køre sammen med. Meningen var egentlig at jeg ville blive på træfpladsen, tage afsked med alle og så tage afsted som den sidste, men ved nitiden havde både Norbert og jeg pakket, de fleste var kørt, så der var egentlig ikke så meget at blive for. Desuden tjekkede jeg regnradar - det havde regnet om morgenen, solen var dog kommet og havde tørret alting igen, men der var en ny front på vej og det så ud til at vi kunne være heldige at køre lige imellem de to fronter og ende oven over den kommende. Ved titiden sagde vi så farvel til de sidste og kørte afsted. Jeg havde sagt til Norbert at jeg ville køre langsomt og det var han indforstået med. Jeg plejer at køre forrest, for jeg har jo GPS og kan lede vejen og han nyder at være "passiv" bagved sit "yndlingsbaghjul", som han sagde!
Turens første par hundrede kilometer foregik ad lækre snoede veje, hvor man kunne holde et godt tempo og farten kom således alligevel en smule op. Det meste af turen var gennem det gamle Østtyskland - og i et område hvor der ikke var sket det store, andet end ny vejbelægning, så smukt og "autentisk" at kigge på.
Efterhånden som vi kom mere nordligt blev vejene mere lige, og det var sådan set fint, for vi fik rigtig kørt nogle kilometer. Ved første tankstop blev vi enige om at vi kunne overnatte hos Hagen i Braunschweig, ved andet at vi da kunne prøve at nå til Stefan i Bardowick.
Et stykke før vi nåede Lüneburg begyndte det at regne fra endnu en front. Den første front nåede vi faktisk at køre oven om. Jeg håbede vi kunne gentage det, men det tog lidt for meget til, så vi stoppede og kom i regntøjet. Det blev ikke til så meget, men trods alt fint at vi tog tøjet på.
Allerede ved sekstiden var vi i Bardowick, hvor solen tittede frem. Stefan var endnu ikke hjemme, trods det at han var kørt før os, men han og hans kørefæller havde spist undervejs, så det gav selvfølgelig en time længere undervejs. Elke tog dog imod os, vi kom ud af regntøjet, fik noget at drikke og sad og snakkede lidt med Elke. Norbert har ikke så langt hjem derfra, så for ham var det klart at han ville fortsætte - og jeg havde egentlig også besluttet at fortsætte, hvis vi var der i god tid og jeg kunne nå hjem inden det blev mørkt. Så vi tog afsked med Elke og kørte så hver sin vej. Norbert mod Lübeck og jeg ad motorvej de 350 km det sidste stykke hjem. Beslutningen kom sig dels selvfølgelig af at jeg efterhånden gerne ville hjem og dels ikke mindst fordi jeg så ville slippe for mandagstrafikken. Og det gik da også uden trafikale problemer. Selv stykkerne med vejarbejde blev der holdt et tempo over 100, og som sagt med solen på venstre side og en flot stor lavthængende fuldmåne på højre, var det en virkelig smuk tur.

Årets tur var det der var brug for. Ikke lige det jeg havde forestillet mig, da jeg efterrationaliserede efter sidste års tur, men det jeg havde brug for nu. Den kunne godt have varet lidt længere - da jeg kørte over grænsen i går, følte jeg næsten af det var to dage siden jeg kørte den anden vej og at jeg således stort set ikke havde været afsted, men på den anden side, så har jeg en del ting jeg glæder mig til at lave herhjemme, hvorfor jeg netop valgte at lave den tidsmæssigt kort. Planen var også at køre mindre - det fik jeg sandelig også gjort. Havde ikke regnet med så meget mindre, men det er altsammen fint. Som jeg flere gange i beretningen har nævnt, har jeg fulgt hvad jeg lige havde lyst til og behov for. Så dejlig tur. Jeg håber dog at jeg formår at få mere ro til næste år, at jeg kommer i bedre form - både fysisk og mentalt, og at jeg får overskud til at planlægge lidt hjemmefra. Og næste år kunne jeg godt tænke mig at køre langs kyststrækninger igen. Det er altså noget af det fedeste og det savnede jeg lidt i år.

Billeder er på vej…