Tornerose 2009:

21. november 2009

Hermed fortsættelsen af dramaet.

Som jeg skrev i træfberetningen, begyndte Tornerose at æde olie på den bageste cylinder. Med kun fjorten dage til min afrejse til Italien, måtte jeg simpelthen have problemet løst. Den umiddelbare diagnose var jo at olieskraberingene var blevet slatne og derfor tillod olie at trænge ind i brændkammeret og det muligvis i kombination med ovalslidte cylindre.

Stemplerne så ud til at have kørt ganske lidt, så jeg mente ikke at problemet var at finde der. En måling af cylindrene viste godt nok et vist slid, men ikke noget faretruende, så derfor prøvede jeg at skifte olieringene – Jeg havde heldigvis et par liggende som syntes at holde de rigtige mål. Efter nogle køreture, kunne jeg konstatere at det ikke havde hjulpet det store.
Nå, nogen tid forinden havde jeg købt et par cylindre på ebay. De var billige og egentlig ikke så kønne. Der var lidt misfarvning på cylindervæggene, men ved nærmere eftersyn, var det ikke så slemt. I hvert fald var de væsentlig mere cirkulære i boringen end dem der sad på Tornerose. De blev renset, fik en gang honing og blev monteret.
Jeg kørte så en 500 km med denne kombination, og det så umiddelbart ud til at være løsningen på problemet.

Så kom tiden til min afrejse. Første stop var Hamborg. Jeg havde hele tiden et vågent øje med hvad der foregik bagude, men umiddelbart så det ud til at være i orden, sådan da!
Da jeg havde kørt et par hundrede km og holdt ved et lyskryds, kom der lidt os bagfra – ”Nej, det er fra dieselbilen bag mig”, forsøgte jeg at overbevise mig selv om. Men da det samme forekom flere gange med forskellige biler, var jeg klar over at problemet endnu var tilstede.
Da jeg ankom til min første destination, hos Stefan Bigalke, blev der påfyldt olie. En halv liter havde den brugt på de knap 400 km. Det kunne muligvis gå, men problemet kunne jo også gå hen at blive værre. Dagen efter gik det dog videre til anden destination i Remscheid, nemlig hos Iris og Hartmut, endnu 400 km. Jeg havde et svagt håb om at kunne få løst problemet her; hvis heldet var med mig kunne det være at Hartmut havde stempler liggende som vi kunne skifte med.
Det viste sig også at være tilfældet – i sine gemmer fandt han et par brugte, men relativt pæne stempler som så blev monteret. Og nu skal jeg love for at der var en forskel at mærke. En kompression som jeg ikke har oplevet før og olieforbruget var helt forsvundet. Derefter kunne jeg fortsætte rejsen – uden problemer? Nej, ikke helt – dog kun mindre faretruende ting. Men det kommer der nok mere om i en fremtidig rejseberetning.

Stemplerne som eller så så fine ud har jeg stadig, og det er er endnu lidt af en gåde hvorfor de gav de problemer. Mit gæt er følgende: I olieskraberingens rille er der boret huller så olien kan løbe tilbage til krumtaphuset. Disse huller er boret ekstremt tæt på den øverste kant af rillen, og jeg har derfor en forestilling om at olien kan trænge ud gennem hullerne og oven om skraberingen.
Det er simpelthen mit eneste bud, for stemplerne ser som sagt ud som om de har kørt ganske lidt.


Nå, jeg må hellere lige skrive lidt fra nutiden også.

I dag var vejret godt for første gang i en måned med næsten konstant regn. Jeg har sandt at sige ikke kørt det store i denne tid, men i dag måtte jeg bare ud.

I går fik jeg nye bukser - ”kun” 10 måneder efter ulykken. De fra ulykken har jeg kørt med siden ulykken, for jeg har simpelthen ikke kunne finde nogle jeg kunne lide, så de har fået en gang gaffa-tape på hullerne og har fungeret ind til nu. Bukserne jeg endelig har fundet er et par Richa, og en ganske særlig model, Camargue, som den danske importør ikke tager hjem! :( Jeg har så fået en belgisk Morinist, Raymond Hamaker, til at købe dem og sende dem til mig. Richa er nemlig belgisk.
Jeg er meget begejstret for kvaliteten de laver. Derfor skulle det være dette mærke, selvfølgelig også fordi jeg har en læderjakke fra samme producent. Det er i øvrigt den eneste læderjakke jeg har set som er 100% vandtæt, og så er det jo fint at bukserne kan lynes sammen med. Jeg har endnu ikke set læderbukser der er vandtætte, så derfor er det altså tekstilbukser jeg har købt.

Bukserne fik således deres jomfrutur i dag. Og de er som håbet virkelig fine og særdeles komfortable, så dem skal jeg nok blive glad for. Under turen sendte jeg mangen en gang en taknemmelig tanke til Raymond – det er altså fantastisk hvad der kan lade sig gøre med sådan et internationalt Morini-fællesskab!

Tornerose har i dag ”rundet” et flot tal, så det måtte jeg lige have et billede af. Jeg glemte i Italien at tage et ved 80.000 km, så derfor denne revanche ;o)
Den nye Morini er jeg yderst tilfreds med. Den kører rigtig godt, og bortset fra de usædvanlige problemer i begyndelsen, har den været yderst stabil gennem de omkring 16.000 km jeg har kørt på den.

Jae og dog, én gang har den svigtet mig, hvor jeg måtte gå hjem! For et par måneder siden hostede den og gik til sidst ud, som om den manglede benzin. Benzin var der dog masser af, så efter systematisk gennemgang, fandt jeg frem til at det kun kunne være tændingen. Efter gåturen hjem (det skete 5 km hjemmefra) og afhentning på trailer, kunne jeg da også konstatere at primærspolen sad løs på ankeret. Det var simpelt hen blevet rystet løs og stelledningen var knækket over.
En nem reparation, så var den klar igen. Men ellers kører den bare. Dejligt apparat!