Tornerose 2009:
21. november 2009
Hermed fortsættelsen af dramaet.
Som jeg skrev i
træfberetningen, begyndte Tornerose at æde olie på den bageste
cylinder. Med kun fjorten dage til min afrejse til Italien, måtte jeg
simpelthen have problemet løst. Den umiddelbare diagnose var jo at
olieskraberingene var blevet slatne og derfor tillod olie at trænge ind
i brændkammeret og det muligvis i kombination med ovalslidte cylindre.
Stemplerne
så ud til at have kørt ganske lidt, så jeg mente ikke at problemet var
at finde der. En måling af cylindrene viste godt nok et vist slid, men
ikke noget faretruende, så derfor prøvede jeg at skifte olieringene –
Jeg havde heldigvis et par liggende som syntes at holde de rigtige mål.
Efter nogle køreture, kunne jeg konstatere at det ikke havde hjulpet
det store.
Nå, nogen tid forinden havde jeg købt et par cylindre på
ebay. De var billige og egentlig ikke så kønne. Der var lidt
misfarvning på cylindervæggene, men ved nærmere eftersyn, var det ikke
så slemt. I hvert fald var de væsentlig mere cirkulære i boringen end
dem der sad på Tornerose. De blev renset, fik en gang honing og blev
monteret.
Jeg kørte så en 500 km med denne kombination, og det så umiddelbart ud til at være løsningen på problemet.
Så
kom tiden til min afrejse. Første stop var Hamborg. Jeg havde hele
tiden et vågent øje med hvad der foregik bagude, men umiddelbart så det
ud til at være i orden, sådan da!
Da jeg havde kørt et par hundrede
km og holdt ved et lyskryds, kom der lidt os bagfra – ”Nej, det er fra
dieselbilen bag mig”, forsøgte jeg at overbevise mig selv om. Men da
det samme forekom flere gange med forskellige biler, var jeg klar over
at problemet endnu var tilstede.
Da jeg ankom til min første
destination, hos Stefan Bigalke, blev der påfyldt olie. En halv liter
havde den brugt på de knap 400 km. Det kunne muligvis gå, men problemet
kunne jo også gå hen at blive værre. Dagen efter gik det dog videre til
anden destination i Remscheid, nemlig hos Iris og Hartmut, endnu 400
km. Jeg havde et svagt håb om at kunne få løst problemet her; hvis
heldet var med mig kunne det være at Hartmut havde stempler liggende
som vi kunne skifte med.
Det viste sig også at være tilfældet – i
sine gemmer fandt han et par brugte, men relativt pæne stempler som så
blev monteret. Og nu skal jeg love for at der var en forskel at mærke.
En kompression som jeg ikke har oplevet før og olieforbruget var helt
forsvundet. Derefter kunne jeg fortsætte rejsen – uden problemer? Nej,
ikke helt – dog kun mindre faretruende ting. Men det kommer der nok
mere om i en fremtidig rejseberetning.
Stemplerne som eller så
så fine ud har jeg stadig, og det er er endnu lidt af en gåde hvorfor
de gav de problemer. Mit gæt er følgende: I olieskraberingens rille er
der boret huller så olien kan løbe tilbage til krumtaphuset. Disse
huller er boret ekstremt tæt på den øverste kant af rillen, og jeg har
derfor en forestilling om at olien kan trænge ud gennem hullerne og
oven om skraberingen.
Det er simpelthen mit eneste bud, for stemplerne ser som sagt ud som om de har kørt ganske lidt.
Nå, jeg må hellere lige skrive lidt fra nutiden også.
I
dag var vejret godt for første gang i en måned med næsten konstant
regn. Jeg har sandt at sige ikke kørt det store i denne tid, men i dag
måtte jeg bare ud.
I går fik jeg nye bukser - ”kun” 10 måneder efter
ulykken. De fra ulykken har jeg kørt med siden ulykken, for jeg har
simpelthen ikke kunne finde nogle jeg kunne lide, så de har fået en
gang gaffa-tape på hullerne og har fungeret ind til nu. Bukserne jeg
endelig har fundet er et par Richa, og en ganske særlig model,
Camargue, som den danske importør ikke tager hjem! :( Jeg har så fået
en belgisk Morinist, Raymond Hamaker, til at købe dem og sende dem til
mig. Richa er nemlig belgisk.
Jeg er meget begejstret for kvaliteten
de laver. Derfor skulle det være dette mærke, selvfølgelig også fordi
jeg har en læderjakke fra samme producent. Det er i øvrigt den eneste
læderjakke jeg har set som er 100% vandtæt, og så er det jo fint at
bukserne kan lynes sammen med. Jeg har endnu ikke set læderbukser der
er vandtætte, så derfor er det altså tekstilbukser jeg har købt.
Bukserne
fik således deres jomfrutur i dag. Og de er som håbet virkelig fine og
særdeles komfortable, så dem skal jeg nok blive glad for. Under turen
sendte jeg mangen en gang en taknemmelig tanke til Raymond – det er
altså fantastisk hvad der kan lade sig gøre med sådan et internationalt
Morini-fællesskab!
Tornerose
har i dag ”rundet” et flot tal, så det måtte jeg lige have et billede
af. Jeg glemte i Italien at tage et ved 80.000 km, så derfor denne
revanche ;o)
Den
nye Morini er jeg yderst tilfreds med. Den kører rigtig godt, og
bortset fra de usædvanlige problemer i begyndelsen, har den været
yderst stabil gennem de omkring 16.000 km jeg har kørt på den.
Jae
og dog, én gang har den svigtet mig, hvor jeg måtte gå hjem! For et par
måneder siden hostede den og gik til sidst ud, som om den manglede
benzin. Benzin var der dog masser af, så efter systematisk gennemgang,
fandt jeg frem til at det kun kunne være tændingen. Efter gåturen hjem
(det skete 5 km hjemmefra) og afhentning på trailer, kunne jeg da også
konstatere at primærspolen sad løs på ankeret. Det var simpelt hen
blevet rystet løs og stelledningen var knækket over.
En nem reparation, så var den klar igen. Men ellers kører den bare. Dejligt apparat!