Tornerose 2009:
21. september 2009
4 måneder siden
sidst!
Så
er det vist på tide at jeg får skrevet lidt igen.
Sidst jeg skrev her i
loggen lovede jeg at fortælle den grufulde
historie om
forløbet op til træffet. Nu skal jeg så prøve at huske hvordan det var.
Man har det jo med at glemme sådanne ting med tiden – heldigvis ;o)
Jeg
samler simpelthen bare op hvor jeg slap sidst. Dele var halvvejs malet,
jeg havde fået samlet en del og manglede ”bare” et par småting. Det var
halvanden uge før træffet.
Morinien var faktisk samlet,
skulle bare lige montere bøsningerne i baggaflen som min kammerat havde
drejet til mig. Jeg havde bedt ham lave dem med lidt stort slup, for
sidst jeg fik lavet nogle var de lidt for stramme. Jeg må ikke have
udtrykt mig kraftig nok, for igen var de lige til den
stramme side. De var perfekte i ”fri luft”, men de bliver altid trykket
lidt sammen når de kommer i gaflen.
Nå, jeg fik dem sat i og ganske
rigtigt – det gik for stramt. Jeg sleb så lidt på bøs og aksel, for at
få det til at gå let. Men men, jeg fik øjensynligt ikke taget nok af,
for da jeg skulle montere det hele og begyndte at skrue akslen i, kunne
jeg forfærdet registrere at akslen rev lidt i en af bøsningerne. Jeg
forsøgte så at skrue akslen ud igen, for at slibe lidt mere af.
Men her begyndte katastrofen for alvor at indtræde: Jo mere jeg skruede
på akslen, jo mere satte den sig fast! Til sidst kunne jeg ikke skrue
den mere, hverken den ene eller anden vej – den var som svejset fast!
Længe
og kraftigt bandede jeg. Jeg kunne se for mig hvordan jeg ville stå med
en pæn,
men ikke farbar motorcykel til træffet. En kort tid overvejede jeg at
køre med den løst hængende aksel, bare til træffet. Den sad jo trods
alt godt
i gevindet. Men jeg droppede ideen – det ville blive en for hård
belastning for gevindet.
I stedet bestilte jeg en aksel med
nålelejer fra
Tritsch i Tyskland. Det kunne godt
nås inden for
tidsrammen. Værre var det at få akslen ud. Jeg havde alskens
forestillinger om at skære og bore den ud, men alt sammen ville være
meget besværligt og kunne potentielt skaden stellet og malingen.
I
et sidste desperat forsøg, satte jeg en stor rørtang på akslen og et
laaaangt rør på tangen og begyndte at skrue ud. Minsandten om den ikke
gav sig lidt!! Sådan kunne jeg dreje en smule ad gangen. Efter mange
timers skruen frem og tilbage, med smøring og jævnlige pauser så
metallet lige kunne afkøle igen, og med en meget tygget akselende, kom
akslen endelig ud af gevindet. Nu var der i hvert fald mulighed for at
få den ud uden at ødelægge gevindet i stellet. Men hvordan? Et par
forsøg på at slå på den, viste sig hurtigt som en komplet umulig
opgave. Den var endnu som svejset fast.
Mandag før træffet lå den
helt adskilt, igen!
Weekend var forestående, men
jeg ringede til vores lokale smedie,
Hygind Smedie, i håb om at jeg
kunne låne deres hydrauliske presse i weekenden. Desværre
måtte
jeg vente til mandag. Planen var så at skille motorcyklen ad – og jeg
mener hele motorcyklen! – igen, så jeg kunne balancere stellet ind i
pressen og få trykket akslen ud.
Weekenden gik med at skille ad og
mandag blev det så ført ud i livet. Det gik heldigvis relativt
smertefrit. Derefter kom samlearbejdet igen igen igen.
Onsdag stod
den så samlet med den fine aksel fra Tritsch – dyrt, men nemt stykke
reservedel! Det sidste der manglede var at få sat tank og sidedæksler
på. De skulle baaaare liiiiige endnu engang slibes og have endnu et lag
klarlak, så var de fine (støv! – fandens opfindelse).
Nu
følte jeg
at jeg kunne ånde lettet op og Tornerose var jo sådan set klar til en
prøvetur,
mente jeg. Jeg træder på kickstarteren et par gange, benzinen skulle jo
lige frem. Den starter og det lyder godt – lige ind til den går ud med
en forfærdelig skrabelyd. Ved et par forsigtige tråd på kickstarteren
kan jeg mærke, at det går meget stramt det hele. Min umiddelbare tanke
er at det er et stempel der river, og igen ser jeg for mig alt falde
til jorden.
Fuldstændig nedslået tager jeg den forreste cylinder af og
kan konstatere at... der ingenting er galt? Pludselig får jeg øje på et
hul i generatorsidens motordæksel og så slår det mig!
I min
iver for
at få samlet maskineriet, har jeg simpelthen glemt at efterspænde
svinghjulsmagneten med momentnøglen. Den havde derfor løsnet sig og var
på vej ud gennem dækslet! Det fine polerede dæksel er ødelagt, men
heldigvis ingen anden motorskade.
Aftenen (5 timer, hvis det har interesse;o) går så med at polere et
andet dæksel.
Uh, uh - hastværk er lastværk!!!
Torsdag
kan jeg så endelig kigge på den færdige Morini, dog endnu uden tank og
sidedæksler. Fredag, altså på dagen for træffet, får jeg monteret
Morini-emblemerne på tanken og 3½-emblemerne på sidedækslerne. Og lige
inden de første træfdeltagere ankommer, monterer jeg tanken og
sidedæksler med den endnu lidt bløde lak!
Mere snært kan det vel næsten ikke blive?!
Nu
skulle man så tro at alle kvaler var ovre, men prøv at læse
hvad der
skete til selve træffet. Tornerose er måske et vakkert barn,
men også
noget af et problembarn ;o)
I næste indlæg i loggen vil jeg
prøve at beskrive hvad der skete umiddelbart efter træffet, for gyseren
er ikke helt færdig. Jeg skulle jo til Italien kun fjorten dage efter
træffet og den lille frøken gav mig endnu en gang sved på panden...
Uanset
at hun er lidt besværlig, er hun da
køn at se på , ikke ;o)