Fortsættelse af dagbogen:

10. september 2007:

Uh, uh, uh, jeg skulle for længst have skrevet noget i min dagbog, men først gik tiden med at få Morinien samlet igen, så var der træf, 2 gange ferie, og ikke mindst det at køre, køre, køre. – Mmm, den lille Morini, findes der noget sjovere køretøj? – næppe!!!

Nå, tilbage til dagbogen. Sidst jeg skrev, var helt tilbage i januar, hvor jeg stadig ventede på at få stellet tilbage fra maling. Egentlig havde jeg tænkt at jeg ville fortælle i detaljer, om hvor mange gange jeg måtte rykke for det og hvor mange gange jeg blev snydt, men det springer jeg over. Jeg vil bare nøjes med at sige: vær forsigtig med at blande familie eller venner i et projekt. Det gør det væsentlig vanskeligere at anlægge pres. Især når det ikke er dem selv der skal lave arbejdet.

Jeg var jo lovet stellet i januar og planen var at få samlet mc’en inden Bakke-åbningen d. 29 marts, men jeg fik først stellet en uge før denne, og så var det jo en umulighed. Samtidig var motordækslerne en anden farve end stellet (og i øvrigt fyldt med skidt i lakken), så derfor skulle det jo males om, og jeg valgte selv at gøre det – nu gad jeg ikke mere palaver. Jeg skulle jo alligevel også selv male de andre dele, tank, sidedæksler osv.

Et af de mange forsøg undervejs! Skal også gøres om :o(

Forkert farve og store sandkorn i lakken - om igen!

Det malerprojekt var også en frustrerende oplevelse. Også her havde jeg forberedt en tre sider lang fortælling om mine kvaler, men jeg vil ikke trætte med det – Kan bare sige at jeg fik noget forkert maling/hærder fra én autolakerer, som så blev fornærmet over jeg brokkede mig. Ham gad jeg så ikke handle med mere. Fik så noget ny lak af samme fabrikat hos Middelfart Autolakering (64 41 12 93), som så alligevel viste sig at være en anden type, hvor hærderen ikke kunne helt sammen med den første type. (Det var nu ikke Middelfart Autolakerings skyld, mere min egen!)
Summa summarum har jeg måtte lave det hele om tre gange, og alligevel er der sket det, at det nogle steder er begyndt at rynke. Så jeg bliver nødt til at lave det hele om igen, men det bliver først til foråret (hvor jeg alligevel skal have en kåbe og ny forskærm, som også skal males!)

Nå, frustrationerne til side! – Og i øvrigt er det ikke kronologisk korrekt, for jeg har jo slet ikke fortalt om tingene jeg har lavet op til dette forløb.
Så nu vil jeg lige fortælle lidt om glasfiberdelene.
Som jeg skrev i november, ville jeg have en sadel af eget design. Man kan jo få sadler der ligner det jeg gerne ville have, men for det første ville jeg have den til at følge stellets form, hvilket ikke findes som færdig løsning, og for det andet ville jeg også have et to-personers sæde, hvor fastback'en (toppen), skjuler bagsædet – findes heller ikke!  Altså, måtte jeg jo i gang med at arbejde i glasfiber. Da jeg samtidig havde en ide til et instrumenthus, lå der også en opgave i glasfiber her. Og sidst men ikke mindst ville jeg også lave sidedæksler i glasfiber. En af de ting som italienerne (også) gør bedre end nogle andre, er at lave lette, men stive stel. Og jeg ville gerne lade stellet blive mere synligt ved at lade sadlens underkant være over stellet og sidedækslerne være væsentlig mindre end de originale, for at blotlægge og dermed fremhæve stellet deromkring (bl.a. derfor også valget af  sølvfarven!) Altså faktisk det stik modsatte af det populære i firserne, hvor man helst skulle pakke motorcyklerne så meget som muligt ind og skjule teknikken.

En af de allerførste skitser.

Som det ses flirtede jeg lidt med tanken om en fuldkåbe. Det er jeg dog for længst gået bort fra. For dels bliver den fine motor skjult, dels bliver den for tung at se på.

Faconen er groft skåret til

Glasfiberdelene blev til på følgende måde: Udover en masse indledningsvise tegninger skabeloner og beregninger, måtte jeg jo lave en form at støbe glasfiberen på. Da jeg kun skulle lave en af hver del, valgte jeg at lave ”positiv”-forme. Det betød at jeg så skulle lave dem som det endelige resultat skulle være – minus glasfibertykkelsen. Det kræver selvfølgelig lidt fingerfornemmelse lige at trække det fra og samtidig giver det en del spartle- og slibearbejde, da det jo på den måde kun er indersiden der bliver glat efter formen.
Formene blev lavet af træklodser ud af sammenlimede stykker MDF-plade. Fordelen ved at lave det på den måde er at man så har limstregerne som indikatorer, så man kan holde øje med symmetrien. Samtidig er MDF relativt glat efter bearbejdning. Derfor er det nemt at behandle, så man kan få formen til at slippe glasfiberen ved støbningen.

Jeg var så småt begyndt på at lave formene til sadel, fastback'en og sidedækslerne allerede sidste år. Men helt færdig med dem, blev jeg først efterhånden som jeg også fik stellet færdigt, for de sidste tilpasninger afhang af det, fx baglygtehusets placering. Instrumenthusformen blev det absolut sidste, for den kunne jeg ikke lave før at den forreste del af motorcyklen var samlet igen. Der er simpelthen så lidt plads, at faconen langt hen ad vejen blev dikteret af pladsen. Men designmæssigt har jeg forsøgt at læne mig op af den nye Corsaro – jeg har gerne ville slutte forbindelse mellem de gamle og de nye med min 3½’er. Derfor også Morinis nyeste logo på koblingsdækslet. – Men mere om det senere!

Med formene klar er det en relativ simpel proces. Det der tog længst tid var selvfølgelig fremstilling af formene og ikke mindst spartlearbejdet bagefter. De mest besværlige forme var sidedækslerne, som har nogle sære skæve vinkler. Jeg skulle også beregne plads til det der skulle være indeni og samtidig skulle de være så små som muligt. Sadlen var nok den mest omfattende. Den blev lavet i flere processer, fordi der skulle indstøbes beslag til at holde den på plads, og derudover skulle den jo tilpasses så den kan være inden i fastback'en.

Formene fik lidt rød maling, dels som sliplag og dels for at kunne få en anelse om hvordan det ville komme til at se ud! - Og så var det ellers bare med at klistre glasfilt og polyester på. Efter hærdning tages emnerne af formene. Malingen fulgte med nogle steder, selvom formene havde fået slipmiddel. Det var nu også kun den billigste spraydåsemaling jeg kunne finde.
Skummet blev limet på sadlen og faconen faconen skåret  til. En el-kniv, indkøbt for 15 kr. i den lokale "Genbrug", er et perfekt våben til opgaven! - Der blev mangen en gang lavet opstillinger for at have en ide om det færdige resultat! Og instrumenthuset fik også sin endelige form.

Nå, det var vist alt for i dag. Ud fra billederne, kan man vel nogenlunde følge processen med at lave glasfiberdelene.
Jeg skulle måske lige fortælle, at jeg fik glasfiber-"sættet" hos Dan-Fiber i Espe ved Ringe - meget flink mand, og overkommelig i pris (han har ingen hjemmeside, men ring til ham: 62 66 18 17). Skum og vinyl til sadlen fik jeg fra Skumgaarden i Kauslunde ved Middelfart - igen en særdeles flink mand, også han er billig.
Næste gang vil jeg skrive lidt om ændringerne på stellet. <